De faste Bønner - Kollektrevisionen af 1923
Af Chr. Ludwigs og Tage Schack, Tidehverv, 1928, s.18-20ff.
Et Forfaldstegn.
Som bekendt er der delte Meninger om Værdien af faste Bønner (Kollekter) ved Gudstjenester. Mange anser dem for en Hindring for Aandens frie Værk - eller for en stadig Fristelse til personlig Usandhed, til at tage stærke Ord i sin Mund, som man slet ikke kan svare til. Andre - hvoriblandt undertegnede - klamrer sig i disse aandsfattige Tider til alle de Ord, som i vor Gudstjeneste lyder til os fra stærkere Slægter, til hvilke Aanden har talt - først og fremmest Skriftens Ord, men dernæst de gamle Bønners fyndige og kraftige Tale. Vi tænker kun mad Forfærdelse paa al den ligegyldige Snak, der vilde stige op imod Himlen, om vore Bønner fik Lov til at brede sig endnu mere. Det er maaske et Halmstraa at klamre sig til; dog gør vi det, fordi vi mærker Evangeliets Røst i disse gamle Ord, mættede med Kristendom som de er; og vi tror, at der er mere Hold i dette Halmstraa end i alle de "levende Personligheder", der for Tiden staar paa de danske Prædikestole. Derfor vil vi lytte til og bøje os for den Forkyndelse, der lyder gennem de gamle Bønner; vi vil ikke prøve at skære dem ned til vort eget lave aandelige Standpunkt, men vi vil med Ydmyghed søge at stamme paa Ordene og gaa ind under den Dom, der fra dem udgaar over os.
Det kan derfor ikke undre, at det kan betragtes noget nær som Helligbrøde, hvis en Slægt som den nuværende rører ved disse gamle Skatte - ikke for at gnide Støvet af dem, men for at gøre dem mere "forstaaelige" og "tilgængelige" for Nutiden. Det var jo muligt, at Nutidens Evne til at forstaa de kristelige Sandheder var saa ringe, at ethvert Forsøg paa Nedskæring til dens Niveau vilde være ødelæggende for Sagen selv; dette gælder baade den troende og den vantro Nutid. - Men det er noget i den Retning, der er sket med "de ved kgl. Resolution af 5. Sept. 1923 vedtagne Kollekter". De er i Forhold til de tidligere Kollekter en Revision, der kun paa ganske enkelte Punkter betyder et Fremskridt, paa mange Punkter betegner et tydeligt Forfald og som Helhed er et overflødigt og mislykket Forsøg paa "at gøre det bedre". Jeg skal forsøge at vise dette ved nogle Eksempler.
Det maa først indrømmes, at man enkelte Steder har afskaffet uheldige og gammeldags Udtryk, som virker ganske uforstaaelige i vore Dage. Men Revisorerne er her gaaet meget videre end nødvendigt, og dette har paa Grund af deres manglende Evner i denne Retning (som de formodentlig deler med alle nulevende) ført til en tydelig Forringelse af Formen. Jeg nævner "om Eksempel Kollekten til 27. Søndag e. Trin., som i den gamle Form lyder: "Forklar ved den Helligaand din elskelige Søn, Jesus Kristus, saaledes for os, at vi i Troen kan skue ham i din Herlighed, og ved din Naade efterfølge hans hellige Levned." Man skulde ikke synes, at dette kunde gøres meget bedre; men Revisorerne har dog fundet for godt at forandre det til: "at du ved din Helligaand vil forklare din elskelige Søn, Jesus Kristus, saaledes for os, at vi kan se hans Herlighed og ved din Naade efterfølge hans Fodspor." Dette er en øjensynlig Forringelse; de indholdsvægtige Ord ("i Troen", "skue ham i din Herlighed", "hans hellige Levned") er erstattet med letløbende, men meget mere ligegyldige Udtryk. Man indvende ikke, at Udtrykket "se hans Herlighed" dog er bibelsk; thi dermed er det ikke gjort. Revisorerne synes at have haft den Opfattelse, at blot man erstatter nogle gammeldags klingende Sætninger med indflettede Skriftsteder, saa er dermed det kristelige Præg bevaret. De synes ikke at have været opmærksomme paa, at Skriftsteder saa udmærket godt kan blive til Væv, at alt kommer an paa Sammenhængen, - og at de gamle Kollekters Værdi netop bestaar i, at Skriftens Ord dér er blevet omstøbt i levende, personlig Form: der har været hedt i den Smeltedigel, hvor det er sket. Er vi af gode Grunde ikke i Stand til at gøre dette Stykke Arbejde om i vor Tid. saa skal vi hellere lade være at forsøge derpaa.
Der kunde nævnes talrige Eksempler paa, at de gamle Bønners Fynd er forringet eller gaaet tabt ved Forandringerne. Paa Fastelavns Søndag samler den gamle Kollekt - efter en Indledning om Jesu Daab - det, der skal bedes om, i Ordene: "Bevar os i Troen til dig!" hvorefter denne Bøn nærmere udføres under Henvisning til vor Daab. (Smnlgn. til dette Anlæg "Kollekten om Ordet", der ligesaadan samler hele Bønnen midtvejs i Ordene: "Vi beder dig ydmygelig: Giv os din Helligaand"). Dette er nu i den nye Form ganske gaaet op i Sammenføjningerne og kun blevet til: "bevar os alle", hvorefter der kommer en relativ Sætning. Man kunde af Indledningen til Morten Pontoppidans "Bønnebog for enfoldige Kristne": "Gamle Stier" have lært Betydningen af det, han kalder: "Smaa Afsatser". Man sammenligne ogsaa 2. Søndag e. Paaske i den nye og den gamle Form.
Paa den større Forstaaeligheds Regning maa vel skrives, at det skønne og malende Udtryk: "saa vi med en stærk Tro kan hænge hart ved din Søn Jesus Kristus" er forandret til: "saa vi faste i Troen kan blive i Samfundet med din Søn J. Kr." (18. Søndag e. Trin.). Der er vel mange, som vil synes, at denne Ændring var en Nødvendighed. I hvert Fald er den et Tab. - Ligeledes er den "brølende Løve" fra 1. Peters Brev 5, 8 forsvundet fra Kollekten til 1. Søndag i Fasten. Der er dog Grænser for, hvad man kan byde Nutidsmennesker - ogsaa af Skriftens Udtryk.
Vel staar der i en Salme:
"Gud gav sit Ord det rene,
som viser os vor Synd,
men vi ved Aanden ene
faar Ordets rette Fynd."
Gud kan give Fynd ogsaa til de svage Ord. Alligevel er det saa sin egen Sag stadig at foretrække de svageste og fladeste Ord, fordi vi ikke mere kan svare til de stærke. Der tales for Tiden meget om at bringe mere Højtidelighed ind i Gudstjenesten. Som det gaar nu, er der al Udsigt til, at denne "Højtidelighed" vil veksle mellem forloren Snakkesalighed og forloren Stilhed. Thi virkelig Højtid og Fynd i Udtrykket hører nu engang sammen.
Men naar vor Tid mangler Fynd i Udtrykket, er det jo ikke først og fremmest paa Grund af manglende Formsans. Der er noget dybere, vi savner: Fynd i Tankegangen. Dette ses tydeligt i de reviderede Kollekter, som Gang paa Gang foretrækker det uklare, uartikulerede Udtryk for det prægnante, indholdsvægtige. 13. Søndag e. Trin. er "din grundløse Barmhjertighed" rettet til "din usigelige Naade". 19. Søndag e. Trin. er "grundløs" ligeledes rettet til "usigelig". Et følelsesbetonet og fladt Ord er kommet i Stedet for et Ord med en dyb Baggrund og Mening. - 6. Søndag e. Trin. er Sætningen: "og at der intet rent er i os" helt slettet, og Ordene: "at vi ikke her i Verden kan være uden ond Lyst og Begæring" er ændret til: "at vi uden din Naade og Barmhjertighed aldrig kunde indgaa i Himmeriges Rige". Man finder maaske de gamle Udtryk overdrevne og ikke forenelige med det fromme Nutidsmenneskers høje Tanker om sig selv. Revisionen betyder i hvert Fald her en meget følelig Nedskæring til det naturlige Menneskes Tankegang. - 3. Søndag e. Trin. har man endogsaa ændret "med sand Anger og fast Tro" til "med en oprigtig Forsagelse og Tro" og dermed berøvet os et af Kristendommens tungeste og stærkeste Ord: sand Anger - og givet os et pænt og lettilgængeligt Udtryk: oprigtig Forsagelse i Stedet; dette synes at være nogenlunde indenfor vor Rækkevidde. - 2. Søndag i Advent og 24. Søndag e. Trinitatis er begge Steder de gamle Kollekters tydelige Tale om Legemets Opstandelse forsvundet og erstattet med mere almindelige Ord. Det er - i vor rettroende Kirke - en ejendommelig Ængstelse for at lade Kristendommens Hovedpunkt komme frem.
Alt dette er ikke blot formelle Ændringer: det er Indgreb i det kristelige Indhold, der ligger bag ved Ordene. Og paa eet Punkt kommer Afstanden mellem de gamle Slægters Kristentro og Nutidens ivrigt skelsættende Menighed tydeligt frem: Frygten for at "de andre" skal tage Bønnerne forfængeligt, har sat sit Præg paa Revisionen, saaledes at de bedendes Opmærksomhed uvilkaarlig henledes paa Skellet mellem dem og andre og ikke paa Gud (smnlgn. Luk. 18, 11). 14. Søndag e. Trin. er: "os alle, som tror", ændret til: "alle os, som tror", - en ringe, men betydningsfuld Forandring, som giver en ganske anden Tone over det hele. - Kollekten til 5. Søndag e. Helligtrekonger (Ugræsset bl. Hveden) er revideret fra Grunden af; men det er betegnende, at medens der i den gamle Form staar: "Bevar os for kødelig Tryghed " saa findes i den nye Form Udtrykket: "Derfor beder vi dig, du, som kender dine". Revisorerne er sikkert ikke klare over, hvilken kødelig Tryghed dette kan give Anledning til. - 4. Søndag e. Trin. har man efter Ordene: "at du ikke vil fordømme eller straffe os" for at forebygge Misforstaaelser indføjet: "som tror paa dig". - Det er maaske Smaating, men ved saadanne Ændringer gør man, hvad man kan, for at forandre de gamle Bønners troskyldige Præg: thi i dem bedes der virkelig til Gud uden nogen Skelen til andre Menneskers eller ens egen Tro.
Det kan efter dette ikke undre, at Talen om Frygten for Gud (og den dermed sammenhængende om Guds "grundløse Barmhjertighed") flere Steder er afsvækket. 14. Søndag e. Trin. er: "at vi stadig leve i din Frygt, og i en ret Tillid til din Barmhjertighed altid takke og prise dig" forandret til: "arbejder paa vor Frelse med Frygt og Bæven og siger dig, vor Fader, Tak for alle Ting" d. v. s. det er blevet til Skriftsteder i Stedet for til Bøn. - 3. Søndag i Fasten er: "ved din Helligaand naadig bevare os i dit Ord og i din sande Frygt" blevet til: "ved din Helligaand lære os ret at høre dit Ord og bevare det". - 2. Søndag i Fasten er Ordene: "endskønt vi have Aarsag til at frygte for vore Synders og Uværdigheds Skyld" forsvundet og erstattet med: "trods al vor Synd og Uværdighed". - Og endelig: Kollekten til 4. Søndag e. Trin. sluttede med Ordene: "og love saligt i din Frygt"; og stærkere og dybere Ord om, hvad sandt Kristenliv er, er dog vanskeligt at finde. Men de er nu borte og i Stedet for staar: "og omgaas hverandre i Kærlighed som dine Børn." - Hermed hænger sammen, at det gamle Udtryk: "dit salige Ord" næsten overalt er rettet til "dit hellige Ord". - Man kunde fristes til at spørge, hvad Meningen med det hele i Grunden er, naar det knap nok maa antydes, at Guds Ord er fyldt med Frygt og med Salighed. -
Dette maa være nok. Selvfølgelig er de gamle Kollekter endnu i Brug mange Steder og vil være det, saalænge Indbindingen holder. Men en Dag holder den ikke mere, og mange gamle Kærneord vil saa forsvinde. Alterbønnen er derved bragt i noget bedre Overensstemmelse med Prædikestolen. Men om der er vundet noget i Retning af personlig Ærlighed, er tvivlsomt; Tabet er i hvert Fald sikkert nok. Maaske er det snarere Manden paa Prædikestolen, der trænger til Nedskæring, indtil vi lærer at bøje os i Ydmyghed for Kristendomsforkyndelsen fra de henfarne Slægter. -
Hvis man vil se, hvordan Kollekter skal være, kan der henvises til de af P. A. Fenger forfattede (fra 1874) eller til P. Chr. Kierkegaards Julekollekt.
Tage Schack.
Kollektrevisionen af 1923
I Tidehverv (No. 2, Aarg. 2) har hr. pastor Tage Schack (hvem jeg beder om i det følgende at maatte nævne hr. T. S.) skrevet, at Kollektrevisionen af 5. september 1923 "kun paa ganske enkelte punkter betyder et fremskridt, paa mange punkter betegner et tydeligt forfald og som helhed er et overflødigt og mislykket forsøg paa at gøre det bedre". Og han slutter med at udtale: "Hvis man vil se, hvordan Kollekter skal være, kan der henvises til de af P. A. Fenger forfattede (fra 1874) eller til P. Chr. Kierkegaards julekollekt". (Den sidstnævnte ser jeg bort fra. Den er anvisning til en Kollekt ved en fri liturgisk andagt og derfor dette æmne uvedkommende.)
De "revisorer", hr. T. S. angriber, men ikke nævner, er - som offentligheden bekendt - Danmarks biskopper (i perioden efteraaret 1915 - foraaret 1923). Da jeg hører til disse og tilmed har været pennefører under arbejdet, tør det maaske ikke være ubeskedent at bede om plads for nogle udtalelser om den fremsatte kritik. Naturligvis havde jeg langt foretrukket en forhandling med hr. T. S., men en saadan vilde have forudsat, at han dog havde nogen viden om de omhandlede spørgsmaal, og denne forudsætning er beklageligvis ikke til stede.
I.
Hr. T. S. gaar ud fra som givet, at de faste kollekter er "gamle skatte", ord "fra stærkere slægter, til hvem Aanden har talt", som det noget nær er en "helligbrøde" at røre ved for en slægt som vor.
Han veed m. a. o. ikke, at alle disse kollekter er kommet til os gennem en lang udvikling, hvor de er reviderede gang paa gang, og at de netop er blevet til ved et brud med den gamle kirkelige overlevering. Den sidste revision, som var dybt gennemgribende, ja som ombyttede kollekter med nye og omarbejdede andre næsten til ukendelighed, skete saa sent som ved udgivelsen af Psalmebog for Kirke og Hjem 1897. Man maa derfor være yderst forsigtig, naar man vil fastslaa en kollekt selv eller dens ordlyd som gammel og stammende fra en bestemt periode, hvis man da ikke ønsker at dumme sig.
Et eksempel vil vise dette. Hr. T. S. har selv valgt dette eksempel: kollekten til 27. søndag efter trin. (eller 6. s. e. H 3. kg.). Indtil 1897 havde vi til denne søndag virkelig en gammel kollekt, en af menighedens allerældste, som ganske vist var gengivet parafraseret og lutheriseret hos Palladius (1556) og siden udvidet og sproglig læmpet hos Hans Bagger (1685), men som dog stadig smagte af oldkirke:
"O, barmhjertige, evige Gud, himmelske fader! Vi beder dig, at du vil opvække os, at vi med flid kunne vandre kristeligen i alle gode Gerninger og altid bestyrkes i din naade og befindes i al gudelighed ..." (Doksologien er her som i det flg. Udeladt for Kortheds Skyld.)
Ved revisionen af 1897 fjærnede man denne kollekt og optog et af P. A. Fenger udarbejdet forslag, dog med adskillige rettelser, af hvilke jeg har understreget de væsentligste:
"Vi bede dig, forklar ved din Helligaand din elskelige søn, Jesus Kristus, saaledes for os, at vi i troen kunne (Af Hr. T.S. gengivet "kan", se nedenfor) skue ham i din herlighed og ved din naade efterfølge hans hellige levned og saa til sidst komme hjem til de evige boliger, hvor der er godt at være ......".
P. A. Fenger har paa de udhævede steder: "at vi aandelig maa se din herlighed i hans aasyn og blive forvandlede efter hans billede fra klarhed til klarhed."
Man vil heraf se, at de af os rettede udtryk, som hr. T. S. vil have bevaret som sakrosankte, stammer fra 1897 og oven i købet selv er rettelser i en af de af ham som uforbederlige udraabte P. A. Fenger'ske kollekter! Ved nøjere eftertanke vil han dog vist indse, at dette ikke er vel underbygget kritik, og at det ikke kan kaldes "helligbrøde", at vi, der hører til samme slægtled som revisorerne fra 1897, har rettet deres udtryk, om vi da ellers har gode grunde derfor.
Naar det i kollekten af 1897 hedder: "i troen skue ham (Jesus) i din (Faderens) herlighed," modsiger det ene led det andet. "I troen" henviser til den nuværende tilstand, mens udtrykket: "skue Jesus i Faderens herlighed" viser frem til genkomsten. Dette kan ikke forsvares. Dernæst maatte vi fjærne udtrykket: "efterfølge hans hellige levned," da det ganske simpelt ikke er dansk.
Nu ser jeg nok, at hr. T. S. skriver, at vi har erstattet "de indholdsvægtige" ord med "letløbende, men meget mere ligegyldige ord." Det maa han svare til. Hvis han finder de mægtige ord fra Johs. 1,14 om at se sønnens herlighed for mere ligegyldige end den meningsløse sammenblanding i revisionen af 1897, maa han have besynderlige begreber om ligegyldighed. Og rent ud usømmeligt er det, naar han kalder et af N. T.s virkelighedsmættede ord om Jesu Kristi korsdød, 1. Pet., 2,21: "efterfølge hans fodspor", som gik op paa korset for os, "letløbende" og mere ligegyldigt end et udansk hjemmestrikket udtryk. Ordene "hans hellige levned" (det er derfor en tilsnigelse, naar han i sit citat udelader ordet "efterfølge") finder han andre steder i vor revision. Dem har vi ikke ønsket fjærnet noget sted, hvor de stod i en rigtig sproglig sammenhæng.
Til undskyldning for hr. T. S. maa dog nævnes, at han aabenbart slet ikke har været klar over, at udtrykket: "efterfølge hans fodspor" er fra 1. Pet. og der staar i den nævnte sammenhæng.
II.
Endnu mærkeligere end hr. T. S.s mangel paa kendskab til vore kollekters historie, er dog hans mangel paa kendskab til det af ham selv som mønstergyldigt opstillede forslag af P. A. Fenger (i det følgende nævnet F. 74).
For dem, der kender F 74, behøver dette ikke nogen nærmere paavisning, men af hensyn til andre skal jeg gøre opmærksom blot paa nogle enkelte punkter, der vil være tilstrækkelige.
1) Alle, uden undtagelse alle de af hr. T. S. nævnte "prægnante ord", som han med største voldsomhed angriber os for enkelte steder at have ombyttet med andre, er ganske og aldeles udslettet af F. 74. Han undser sig saaledes ikke for at sige, at vi har "berøvet menigheden et af kristendommens tungeste og stærkeste ord: "sand anger", fordi vi i kollekten til 3. s. e. trin. har ombyttet det med "oprigtig forsagelse", og det findes dog f. eks. i kollekten til Almindelig bededag, 20. s. e. trin., jfr. 11. s. e. trin. (Mærkeligt nok findes dette ord slet ikke i bibelen, og ordet "at angre" bruges kun nogle faa steder om menneskers forhold til Gud. Og det skal være et af kristendommens stærkeste "ord"!) Derimod findes Ordet anger overhovedet ikke i F. 74.
2) Overalt, hvor vi har foretaget udeladelser, som vor kritiker haardt revser, findes nøjagtigt de samme udeladelser i F. 74. Dette gælder saaledes ogsaa kollekterne til 2. s. i adv. og 24. s. e. trin. Hr. T. S. hæver sig her til saadan en højde, at han beskylder os for "en ejendommelig ængstelse for at lade kristendommens hovedpunkt komme frem". Dette kunde han ganske roligt spare sig. Han veed akkurat saa meget som ingenting om, hvad vor bevæggrund har været.
3) Langt den største del (jeg vil antage ca. 75 pCt.) af de enkeltrettelser, vi anklages for, stammer fra F. 74. (Saaledes ogsaa "den brølende Løve" i kollekten til 1. s. i Fasten). Vi har nemlig fortsat og efter min opfattelse fuldført det arbejde, som blev begyndt ved revisionen af 1897 for at redde det værdifulde i F. 74 over i levende brug.
Naar F. 74 aldrig er blevet autoriseret til valgfri brug, kommer dette af, at dette forslag trods de mange geniale glimt og gyldne fund, det indeholder, og som vel væsentligt skyldes Grundtvigs gennemgang af Fengers arbejde, vil jeg antage, at grunden maa søges i dets ubegribelige ensidighed, dets iøjnefaldende liturgiske mangler og stærkt sentimentale præg og dets opdyngen af allusioner til teksten, hvortil kommer stødende sproglige mangler. (Man analysere f. eks. Sætningen: "Jesus Kristus trøstede den dybt bedrøvede fader over sin datters død"!) Men hvordan dette er, saa har F. 74 i alt fald i forøget grad alle de mangler, som hr. T. S. forekaster kollekterne af 1923, og det bryder afgørende med alle de af ham opstillede - jeg veed ikke, om man kan sige: principper.
Hvis man vil følge Luthers anvisning i hans forklaring til det 8. bud, nødes man derfor til at antage, at hr. T. S. slet ikke kender F. 74 eller har skrevet forkert og ment et andet forslag. Et tredje gives forhaabentlig ikke.
III.
Imidlertid kunde man naturligvis spørge, hvorfor kollekterne af 1897 atter skulde revideres.
Hertil kan kun svares, at der forelaa en bestemt nødvendighed. Der var stillet den opgave at bringe dem i overensstemmelse med 1) kollekterne i de nye autoriserede ritualer, 2) den nye autoriserede oversættelse af N. T., 3) den autoriserede form for udsagnsordene, og 4) det danske sprog (d. v. s. at fjærne græskheder, latinskheder, tyskheder o. 1.).(Kirkesproget er nemlig i danske menigheder dansk. Jeg tilføjer denne selvfølgelighed, fordi der lige efter hr. T. S.'s kritik findes "en prædiken, som den holdes i en dansk landsbykirke", og den indeholder et langt tysk citat, en mængde latinske ord, et par franske ord og andre sproglige ejendommeligheder.)
De tre første punkter nævner hr. T. S. slet ikke. Han indkasserer dem blot. Med hensyn til det fjerde indrømmer han virkelig, at der enkelte steder er "afskaffet uheldige og gammeldags udtryk, som er ganske uforstaaelige i vore dage", men samtidig er han meget vred over, at "det skønne og malende udtryk": at hænge hart ved ("einem hart anhangen") er borte. Og helt galt er det, at "grundløs" er blevet til "usigelig". Hertil maa siges, at hr. T. S. vistnok ikke har forstaaet rettelsen. Han tror vistnok, at "grundløs" betyder "uforskyldt, ufortjent" (unverdient), men "grundløs" betyder 1) bundløs, 2) ubegrundet. Da nu "bundløs" paa dansk har en biklang af noget nedsættende, valgte vi ordet "usigelig". Hr. T. S. veed formodentlig ikke, at dette udtryk baade er bibelsk og meget hyppigt anvendt i vore gamle kollekter. Ellers vilde han næppe kalde det "et følelsesbetonet og fladt (!) ord", og endnu mindre kalde den meningsløse oversættelse "grundløs" for "et ord med dyb baggrund og mening". Navnlig "mening" virker noget udæskende.
Ved Siden af de os paalagte opgaver, har vi enkelte steder, hvor det kunde gøres læmpeligt, knyttet kollekten til anden tekstrække (saaledes 24. s. e. trin.). Kun eet sted har vi indført en ny kollekt, nemlig til 5. s. i f., hvor den ældre kollekt var i strid med Herrens ord i evangelieteksten. Kollekten er P. A. Fengers forslag med enkelte læmpelser. Hr. T. S. kunde derfor ganske have sparet sig sine udtalelser om denne kollekts forhold til den gamle kollekt.
En enkelt sproglig rettelse skal jeg endnu omtale. I to kollekter er "os alle" forandret til "alle os". Heri lægger vor strenge kritikus en dyb betydning, som det er mig umuligt at fatte. Da denne rettelse skyldes mig, kan jeg forsikre, at den udelukkende skyldes rhytmiske hensyn, der ikke er uden betydning, naar kollekter skal messes (jfr. F. 74, pag. 5).
Hermed er jeg færdig. Naar hr. T. S. beskylder os for, at vi lærer mennesker at bede efter opskriften fra Luc. 18, 11 ("jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som de andre"), og for, at der ikke har været varmt nok i vore hjærters smeltedigel til at forvandle de af os brugte skriftsteder til bøn, saa overlader jeg dommen over os til den eneste, der veed noget tilforladeligt om den ting. Derom kan vi end ikke selv dømme, og endnu mindre hr. pastor Tage Schack.
Det har været mig meget pinligt at skulle beskæftige mig med en saa letfærdig kritik, som hr. T. S. har præsteret, navnlig fordi den saa udmærket kunde være skrevet i een uimodsigelig og uigendrivelig sætning: "Kollektrevisionen af 1923 er ikke foretaget af Karl Barth". Men tavshed kunde maaske misforstaas.
Aalborg medio marts 1928.
Chr. Ludwigs.
Svar til Hr. Biskop Ludwigs
Idet jeg udtaler min Tak for Biskop Ludwigs indgaaende og skarpe Svar paa den af mig fremsatte Kritik af Kollektrevisionen af 1923, kan jeg ikke undlade at give Udtryk for en vis Overraskelse over Biskoppens øjensynlige Misforstaaelse af Kritikkens Udgangspunkt og Hensigt. Den gav sig ikke paa noget Punkt ud for at være en Fagmands eller en sagkyndigs Synspunkter. Den var udelukkende et Nødraab fra et almindeligt Medlem af den danske Folkekirke (der som Præst tilmed hver Søndag er forpligtet til at læse disse Kollekter), et Udtryk for Sorgen over, at man har taget noget værdifuldt fra os og givet os noget ringere i Stedet - i en Tid, hvor vi ikke taaler at miste ret meget. Her hjælper det lidet at trøste os med, at Revisionen er foretaget med den største Sagkundskab og ud fra de bedste Motiver. Derom har vi aldrig tvivlet. Men vi tillader os at spørge Biskoppen i Aalborg og de - vistnok ikke talrige - sagkyndige paa dette Omraade, om vi almindelige Menighedsmedlemmer, der skal være med i disse Bønner, men ikke har Tid og Lejlighed til indgaaende Studier desangaaende, roligt skal lade os berøve noget af det, vi har elsket og opbygget os ved, - i Tillid til, at den biskoppelige Visdom er stor, selv naar den er skjult. Vi forbeholder os Retten til at beklage os, og glæder os over, at vor Klagelyd er trængt frem til Aalborg; og vi tror, at Biskoppen har handlet klogt og rigtigt i at overvinde sig selv til at forlade sin sagkyndige Ophøjethed for at beskæftige sig med denne "letfærdige Kritik".
"Letfærdigheden" viser sig navnlig i min manglende historiske Ballast. Idet jeg fuldt ud indrømmer dette, skal jeg kun gøre to Bemærkninger hertil. Jeg er ganske vist gaaet ud fra, at Kollekterne er kommet til os fra de gamle, troesstærke Tider; og det er jo ogsaa - trods alle senere Revisioner - i det væsentlige rigtigt. Men Hovedpunktet har for mig hele Tiden været det ganske praktiske og konkrete: en Sammenligning mellem Kollekterne før og efter Revisionen af 1923, et Forsøg paa en Paavisning af de betydelige Værdier, der er gaaet tabt. Ingen nok saa lærd historisk Redegørelse kan afkræfte dette; den kan kun gøres ad andre Veje. Det er derfor en historisk interessant, men sagligt interesseløs Oplysning, at Kollekten til 27. Søndag e. Trinitatis stammer fra 1897 - eller rettere fra F. 74. Det er muligt, at man ved en Sammenligning af de tre Former, Kollekten har haft, vil komme til det Resultat, at Fengers er den bedste; i hvert Fald forekommer den af 1923 mig at være den mest kraftesløse - trods dens foregivne dogmatiske og filologiske Korrekthed. Maaske brister nemlig en af Biskop Ludwigs' Forudsætninger, den, han udtrykker saaledes: "vi, der hører til samme Slægtled som Revisorerne fra 1897," - saa at det var tænkeligt, at der kunde revideres godt i 1897, men ikke i 1923. Det er dette sidste Aar, det drejer sig om, ikke alle de foregaaende. Hic Rhodus, hic salta!
Der er imidlertid eet Punkt, hvor jeg afgørende er gaaet i Vandet og aabent maa indrømme det: Det er m. H. t. det Udtryk, jeg har brugt om Fengers Kollekter, at de er som "Kollekter skal være". Da jeg skrev dette, havde jeg dem ikke ved Haanden - og var derfor ikke klar over, at alle de Ord, hvis Udeladelse jeg har anket over, ogsaa var udeladt hos Fenger; i saa Fald vilde jeg naturligvis ikke have udtrykt mig saaledes. Biskop Ludwigs har ganske Ret i, at der m. H. t. Udeladelser er en meget stor Lighed mellem F. 74 og Revisionen af 1923. Men her hører ogsaa Ligheden væsentlig op. De Ord og Sætninger, der er optaget fra F. 74, er snart talte, og bestaar for en Del af Skriftsteder. Ja, ved de fleste af de Rettelser, jeg har anket over, er Fenger vel ansvarlig for det negative: Udeladelsen, men derimod ikke for det positive, der er kommet i Stedet. Eller Fengers Udtryk er optaget i afsvækket Form. 4. S. e. Trin., er f. Eks. F. 74: "men omgaas, som det sømmer dine Børn, i Sandhed og Kærlighed", blevet til "og omgaas hverandre i Kærlighed som dine Børn". I Kollekten til 2. Paaskedag (hvor Rev. af 1923 har slettet Ordene: "saa at, om vi end ligesom din Søn, vor Herre J. Kr. skal lide meget ondt her paa Jorden, vi dog kan have fuld og fast Trøst af dit Ord og beholde den, indtil vi efter dette Liv bliver opvakte til det evige Liv") findes der saaledes kun et svagt Ekko af Fengers ejendommelige og stærke Bøn til denne Dag. - Det er derfor ikke urigtigt at sige, at Ligheden mellem Rev. af 1923 og F. 74 mere ligger i det negative end i det positive; og man kan kun beklage, at der, naar der nu endelig skulde revideres, ikke er blevet gjort mere Brug af ,,de mange geniale Glimt og gyldne Fund", som F. 74 trods alle sine Mangler rummer, ogsaa efter Biskop Ludwigs' Mening. F. 74 har nemlig mange Steder netop det Fynd i Udtrykket, som Rev. af 1923 savner.
Det vil føre for vidt at gaa ind paa alle Enkeltheder; jeg skal derfor tilsidst holde mig til et Hovedpunkt: Anvendelsen af Skriftsteder i Kollekterne. Biskop L. synes at mene, at naar et Udtryk er bibelsk, er det næsten uangribeligt, i hvilken Sammenhæng det saa findes. Dette er imidlertid af to Grunde ikke rigtigt. For det første aner Biskop L. sikkert ikke, hvor forfladigede Skriftens Udtryk er blevet for denne Slægt ved dens ualvorlige og slidende Brug af det nye Testamente i Tide og Utide, ved dens selvsikre, uforstaaende Omgang med bibelske Udtryk; de er for os - formelt og reelt - netop blevet letløbende: rask over Tungen, rask gennem Øret. Vi trænger derfor til de Standsninger, som de gamle Kollekter gav. Og for det andet skal Skriftens Ord og Vendinger vel helst omstøbes i en Kollekt, for at blive levende, - og ikke ligefrem afskrives.
Biskop L.'s mærkelige Bogstavtro paa den danske Oversættelse af N. T., viser sig navnlig i hans Bemærkning om, at Ordet Anger ikke findes i Bibelen og "at angre" kun faa Steder om Menneskets Forhold til Gud, (hvorfor det ikke kan være et af Kristendommens stærkeste Ord). Det kunde jo være Oversættelsernes Fejl; der skulde maaske staa Anger, hvor der nu staar Omvendelse (jvnfr. "Tidehverv" S. 48). I hvert Fald hører der meget til at benægte, at i dansk kristeligt Sprog er Ordet Anger et af de stærkeste og tungeste. Saa afhængig har dansk Kristendom nu heller ikke været af de reviderede Oversættelser. At det helt skulde være forsvundet af Rev. 1923, har jeg aldrig sagt. Men det er vanskeligt at forstaa, at man har kunnet faa sig til i Kollekten til Søndagen med Evangeliet om det tabte Faar og den tabte Søn at ombytte "Anger" med det langt fattigere "Forsagelse".
Ord er jo ikke faststaaende Størrelser, men har forskellig Valeur til de forskellige Tider, selv naar de i og for sig bevarer den samme Betydning. Det, der er sket ved Rev. af 1923, er da dette, at de Ord, der ved Slid og Misbrug har faaet deres Værdi kendelig forringet, dem har man givet os i Stedet for de tunge Ord, (f. Eks. "usigelig" for "grundløs"), saa det hele tenderer i Retning af at blive een graa Masse. Man har taget de stærkeste og vægtigste Udtryk fra os og ladet os beholde de svageste.
Tage Schack.
Svar på et Svar
Kolde bade kan være et gavnligt kurmiddel. I alt fald er der en behagelig forskel på hr. pastor Tage Schacks artikel om "De faste bønner" og hans "Svar" til mig. I artiklen udtalte han sig med megen myndighed om kollekter, som de "skal være", og om vore kollekters oprindelse. I sit "Svar" er han bare "et almindeligt medlem af folkekirken", der udstøder et "nødråb"(!!). I artiklen tillagde han revisorerne de grimmeste bevæggrunde, som f. eks. "ængstelse for at lade kristendommens hovedpunkt komme frem" og "frygten for, at "de andre" skal tage bønnerne forfængeligt." I sit "Svar" er han klar over, at de har handlet "ud fra den største sagkundskab og ud fra de bedste motiver", og at han (for "vi" er vel ham) "aldrig har tvivlet derom". Ja, en lille vandgang kan afsvale.
Nogle små tilbagefald til sin gamle dårlighed har han dog ikke undgået, og et par af dem bør vist påtales. Det er ikke en "sagligt interesseløs oplysning", at kollekten til 27. søndag efter trinitatis stammer fra F. 74, og at de ved revisionen af 1923 rettede udtryk stammer fra revisionen af 1897, idet nemlig hr. pastor Tage Schack har fremført just denne kollekt som et eksempel på de gamle kollekter fra de "gamle trosstærke tider" og har prist F. 74 som uforbederlig. Og når han i sit "Svar" omtaler den nu reviderede forms "foregivne (udhævet her) dogmatiske og filologiske korrekthed", er han langt ude over det tilladeliges grænser, hvis han da véd, hvad det udhævede ord betyder. De andre små tilbagefald skal jeg lade uomtalt og holde mig til det nye, han fremfører.
1) Hr. pastor Tage Schack har ganske misforstaaet mig, naar han tror, at jeg skulde finde et udtryks korrekthed i en kollekt forsvaret alene ved, at det er bibelsk. Denne misforståelse er ret besynderlig, da jeg netop har anklaget F. 74 for "opdyngen af allusioner til teksten", d. e. af bibelord. Men eet er rigtigt: jeg tilhører ikke et slægtled eller en skole eller hvad man vil kalde det, for hvem de bibelske ord "formelt eller reelt" er blevet "letløbende", eller som giver sig af med "ualvorlig" eller "selvsikker" brug af N. T.s ord. Disse ord kommer altid til mig med en ubetinget myndighed, for hvilken jeg må bøje mig, og indeholder et kald til bøn. Måske kommer dette noget af, at jeg er vokset op i et hjem og en kreds, hvor disse ord brugtes meget sjældent og ikke havde nogen særlig autoritet. Derfor kunde det være, at hr. pastor Tage Schack og jeg har en noget forskellig indstilling overfor disse ord, og derfor måtte hans omtale af nogle af disse ord støde mig endda ret stærkt.
Men så må jeg også kræve at blive troet, når jeg udtaler, at jeg - som iøvrigt de andre kollektrevisorer - meget nøje har overvejet og prøvet anvendelsen af de bibelske udtryk, som findes i de reviderede kollekter. For flotte bemærkninger uden nærmere begrundelse burde vi være fritaget. Der er fuld enighed mellem hr. pastor Tage Schack og mig om, at skriftens ord i kollekterne ikke skal ligefrem afskrives, men omsmeltes til bøn. Hvordan og hvorvidt dette er sket i revisionen af 1923, er han dog næppe den rette dommer over. Efter hans egne udtalelser har han aldrig brugt denne revision, mens jeg både før og efter 1923 har brugt den både ved offentlige gudstjenester og i privat andagt. Og selv om jeg slet ikke tvivler om hr. pastor Tage Schack's overordentlige overlegenhed overfor mig, har jeg jo da også en smule ret som "et ganske almindeligt medlem af folkekirken", og her har jeg i alt fald det fortrin frem for ham, at jeg skriver om det, jeg ved besked om og har prøvet.
2) Hr. pastor Tage Schack's ord om min "mærkelige bogstavtro på den danske oversættelse af N. T." har virkelig gjort mig undseelig. Sagen er, at jeg i grunden ikke kender så forfærdelig meget til denne oversættelse. Som vel alle præster bruger jeg ved mit arbejde naturligvis N. T.s grundtekst, og til min opbyggelse har jeg, så længe jeg overhovedet har brugt N. T. på den måde (siden studentermødet på Setnesmoen 1889), anvendt den norske oversættelse af 1898. Jeg må derfor altid slå efter i de tilfælde, hvor den autoriserede danske oversættelse efter ritualet fordres brugt.
Min undseelse skyldes da, at jeg havde været så ubeskeden at gå ud fra, at hr. pastor Tage Schack vilde gå ud fra, at jeg i min omtale af ordet "anger" kun kunde været gået ud fra grundteksten. For denne min ubeskedenhed beder jeg om undskyldning. Forresten har jeg haft megen glæde af at understrege dette ords fremkomst. Jeg havde nemlig denne lille undersøgelse i frisk minde ved læsningen af "Tidehverv" S. 48, og fik således nogle virkelig muntre øjeblikke, og dem faar man ikke så mange af.
Hr. pastor Tage Schack påstår nu, at "der hører meget til at benægte, at i dansk kristeligt sprog er ordet anger et af de stærkeste og tungeste." Hvor meget der hører til, oplyser han desværre ikke. Det er derfor med en vis bæven, jeg vover mig til en sådan benægtelse. Men jeg kan da i alt fald i modsætning til ham give ham nogle grunde for min påstand. Ordet "anger" findes ikke i den danske og norske bibeloversættelse, ej heller i F. 74, kun 3-5 gange i vore fastekollekter, ikke i vore ritualer, (jfr. dog ritual for "skriftemål og afløsning" af 1912), kun 9 gange i Roskilde Konvents Psalmebog - dens to tillæg Psalmebog for Kirke og Hjem og yderst sparsomt i vore almindelige andagtsbøger og prædikensamlinger, ligesom det kun nævnes et enkelt sted i vore autoriserede lærebøger. Og skønt jeg i årenes løb har hørt mange prædikener og kristelige taler, mindes jeg ved alvorlig eftertanke kun een prædiken, hvori ordet anger forekom, og det var i forbindelsen: "Anger kan ikke frelse." Og nu kan hr. pastor Tage Schack ikke ved en blot og bar påstand overbevise mig om, at et ord, der så sjældent anvendes, bare ved at være ubrugt skulde samle en sådan kraft og vægt, som han lader det svulme af. Det er muligt, at det vil lykkes "Tidehverv"s "vi" at få givet ordet anger den kraft og klang, den "valeur", han siger det allerede har. Men foreløbig er det ikke lykkedes.
Derfor kan det heller ikke være "vanskeligt at forstå" for den, der vil have den ulejlighed at tænke sig lidt om, at revisorerne "kunde få sig til" i kollekten til 3. søndag efter trinitatis at ombytte "anger og tro" med "forsagelse og tro". Ordet "forsagelse" findes som bekendt heller ikke i N. T. (altså hverken i grundteksten eller oversættelsen), men det er et sakramentalt ord, for så vidt som det første spørgsmål ved dåben lyder: "Forsager du …?" Nu har der, som hr. pastor Tage Schack nok véd, levet en mand her i Danmark, der hed N. F. S. Grundtvig, og som ved sit vidnesbyrd har gjort, at der er mange danske kristne, - mange, mange flere end dem, der kaldes efter ham, - for hvem ordet "forsagelse" hører til kristendommens stærkeste og tungeste ord, langt stærkere og tungere end det følelsesbetonede "anger". Grundtvig har nemlig lært disse danske kristne, at der i forsagelse ligger et frelsestilbud fra Gud selv, som dag for dag må modtages og tilegnes og virkeliggøres i vort liv, om Gud skal nå sit mål med os. Også mellem Danmarks biskopper findes der mænd, som har nemmet og vedkendt sig denne livsoplysning fra Grundtvig. Selv den mest uvillige må derfor nok uden altfor stor ulejlighed kunne komme til en slags forståelse af, at ved en samlet kollektrevision, som disse mænd havde del i, på eet enkelt sted det svage følelsesord "anger" blev ombyttet med det stærke nådesord "forsagelse" med dets tilbud og krav. Ja, jeg skulde tro, at selv hr. pastor Tage Schack ved en nøjere overvejelse måske kunde indse, at man er temmelig langt ude, når man i den anledning hyler op om, at revisorerne "derved har berøvet os(!) et af kristendommens tungeste og stærkeste ord", navnlig når klageren ikke oplyser, at ordet ,,anger" findes flere steder i de reviderede kollekter.
Hermed skal jeg for denne sinde slutte. Om selve hovedsagen: "Hvordan skal kollekten være?" vilde jeg gerne skrive i en anden sammenhæng. Det kan måske komme.
Aalborg, den 9. maj 1928.
Chr. Ludwigs.
Replik:
Skønt ovenstaaende taler for sig selv, skal jeg dog knytte et Par Bemærkninger dertil.
Først: Med Ordet "foregivne" har jeg ikke villet insinuere, at Biskop Ludwigs har været i mindre god Tro. Jeg har ikke været vidende om, - hvad jeg nu er blevet gjort opmærksom paa, - at Ordet i Sprogbrugen altid peger i den Retning.
Men dernæst maa det stærkt beklages, at Biskop Ludwigs, der har en saa udpræget filologisk Interesse, ikke i samme Grad har Evne til at læse Dansk, især ikke til at forstaa indirekte Tale. Derfor har han misforstaaet mit Svar, og jeg nødes derfor til at tale tydeligt og direkte - trods Vanskelighederne ved at forhandle med en Mand, der skiftevis optræder som den fornærmede Højærværdighed (med hele det alvorsfulde, ansvarsbevidste Bispecollegium i Baggrunden) og som den muntre Journalist, vi husker fra "Dansk Kirketidende". Den sidste Rolle falder ham naturligst og bør derfor foretrækkes. Men i dem begge viser han, det skal indrømmes, en eminent Færdighed i at plumre Vandene og komme udenom Sagens Kærne. Det kan derfor være nødvendigt ganske jævnt at gøre opmærksom paa, at trods disse mange Ord er de reviderede Kollekter af 1923 stadig lige daarlige. Materialet er nu fremlagt, og enhver, der vil, kan sammenligne. Jeg gik ud fra, at Biskop Ludwigs havde forstaaet, at det var ikke hans Sagkundskab eller hans Motiver, det var galt med, men at det var Øret og Evnerne, han manglede, - at han trods sin overordentlige Tilfredshed med sit eget Forhold til Skriftens Ord dog ikke havde formaaet at røre ved de gamle Bønner uden at fordærve dem. Biskoppens Viden er paa dette Punkt sikkert grundig, og hans Motiver meget brave, (hvilket ingenlunde har kunnet hindre den sikkert ubevidste Ængstelse for at tale stærkt og enfoldigt om Kristendommen, som lyser ud af Revisionen). Men Sagkundskab er i denne Sammenhæng det underordnede, og de personlige Motiver - saavelsom Biskoppens private Bønsliv og Skriftlæsning - er Offentligheden ganske uvedkommende. Det drejer sig kun om de reviderede Kollekter, og de duer ikke.
Paa eet Punkt kommer Biskoppen dog frem i det fulde Dagslys, nemlig i Spørgsmaalet om Ordene Forsagelse og Anger. Her viser den fundamentale Forskel sig. Biskoppen foretrækker virkelig Ordet "Forsagelse", der taler om vor Side af Sagen, vor Præstation, og ganske staar paa Linje med den indremissionske Opfattelse af Ordet Omvendelse - for Ordet "Anger", der taler om det for Mennesker umulige, som Gud alene kan virke. Jeg hører nu, at det kun findes saa og saa mange Gange i det officielle Kirkesprog, og at det kun høres sjældent i Prædikener. Det er vist rigtigt. Men Biskoppen er altsaa saa gennemsyret af Officialisme, at han ikke kan tænke sig, at Ordet trods dette altid paa Dansk har givet Udtryk for noget af det dybeste i Evangeliet (jfr. Luthers lille Katekismus: "daglig Anger og Bod"), og at der stadig er Mennesker, for hvem det er et af Kristendommens Grundord. De er maaske snart ved at uddø og Ordet med dem, for "Tidehverv" er sikkert ikke i Stand til at genoplive det. Men vi andre bliver fattigere.
Utvivlsomt burde Revisionen af 1923 hurtigst muligt gøres om. Som Pastor Severinsen skriver i "Præsteforeningens Blad" (for 2. Marts d. A.): "Kollektspørgsmaalet er stadig aabent, og vi skal vistnok til at søge gamle Skatte frem, særlig Luthers Kollekter". Kan dette ikke opnaas, maa vi saa ikke blive fri for at se mere evneløs Sagkyndighed anvendt paa det overleverede. Der er ødelagt nok.
Tage Schack.