Af Martin Luther, Tidehverv, 1928, s.70-73.

Hvad klager han da over endnu? Dette tager nogle som Laurentius Valla passivisk, Faber Stapulensis i personlig Betydning; men Erasmus siger, at alle græske Fortolkere tager det deponent, og slutter sig selv til deres Opfattelse. Men man maa vide, at Apostelen anfører dette Ord ud fra deres Standpunkt, som ugudeligt og hovmodigt strider imod Gud og i Harme knurrer imod ham som imod en uretfærdig og mod deres Ligemand. Derfor staar paa Græsk ikke som hos os "du, som svarer", men "du, som svarer igen" eller "imod", d. v. s. fordrister du dig til endog at trættes med, komme med Indvendinger imod og gaa i Rette med din Skaber og er ikke villig til at give efter for ham paa et eneste Punkt? Det er nemlig ingenlunde Synd, hvis en af Frygt og Ydmyghed fromt vilde sige til Gud: "Hvorfor har du skabt mig saaledes?" Ja, selv om han i en Anfægtelses overmægtige Voldsomhed vilde bespotte Gud, vilde han ikke derfor gaa fortabt. Thi vor Gud er ikke en utaalmodig og grusom Gud, ikke heller overfor de ugudelige. Dette siger jeg til Trøst for dem, som til Stadighed plages af gudsbespottelige Tanker og ængstes alt for meget, skønt saadanne Bespottelser, fordi de er Mennesker afpressede med Vold af Djævelen imod deres Vilje, undertiden lyder mere kærkomment i Guds Øre end selv et Halleluja eller en hvilken som helst jublende Lovsang. Thi jo grueligere og skrækkeligere Bespottelsen er, desto mere kærkommen er den for Gud, naar blot Hjertet føler, at det ikke vil denne Bespottelse, fordi det ikke har draget den frem af Hjertet og ikke udvalgt den. Men dette er Tegnet paa, at det ikke har villet den af Hjerte, og at det er uskyldig i den, at det skælver i sitrende Angst og er forfærdet over at have begaaet den. Thi et klart og uimodsigeligt Tegn paa et godt Hjerte er denne Angst for det onde. Et Lægemiddel mod saadanne Tanker er derfor slet ikke at bryde sig om dem.

Saaledes er det ogsaa med Job, den meget hellige, om hvem Helligaanden vidner, at han ikke har syndet med sine Læber og intet taabeligt talt mod Gud, skønt han dog mere end en Gang har talt imod Gud, som f. Eks. her: Job 7.17,19. "Hvad er et Menneske, at du agter ham saa højt, eller hvorfor retter du dit Sind imod ham? Hvor længe vil du undlade at skaane mig og at slippe mig fri?" Ligeledes 13,25 "Mod et Blad, som hvirvles af Vinden, viser du din Magt, og det tørre Straa forfølger du." Og allertydeligst hint Ord: 10,8 "Hvorfor drog du mig frem af Moders Liv?" Saaledes taler ogsaa Jeremias og Habakuk med samme Klage imod Gud.

Thi Skriften siger til Farao (9,17).

(Hertil skriver Luther i Glosse 92,15f: "Thi Skriften siger til Farao: Netop derfor har jeg ladet dig fremstaa, for at jeg paa dig kan vise min Magt, og mit Navn forkyndes over Jorden" (9,17). D. v. s. At Kraften til at frelse kun findes hos mig og ikke i noget Menneskes Kraft, Fortjeneste, Retfærdighed eller i noget som helst andet Gode, det har jeg villet vise og kundgøre derved, at jeg forhærdede dig og befriede Israel. Den Kraft havde han ogsaa vist i de 2 Brødre ovenfor. D. v. s. alt dette sker, alt dette gør jeg og har jeg gjort for at vise, at min Naades Udvælgelse frelser, og de, som er udvalgte, frelses; men de, som ikke er udvalgte, forkastes. Men til en saadan Erkendelse af Naaden vilde det ikke komme, hvis Gud ikke øvede saadanne Gerninger, men enhver forblev i Indbildningen om, og den formastelige Tillid til sin egen Retfærdighed, som om han skulde blive frelst derved, at han selv "løb", og ikke ved at Gud forbarmede sig.

Deres Navn tilintetgøres, saa at de, som kaldte sig vise, blev Daarer, de, som kaldte sig retfærdige, blev Syndere, og de som kaldte sig sanddru, blev Løgnere og forfængelige, og saaledes skal Gud alene kaldes vis, retfærdig, sanddru, god efter hint Salmeord: (Ps. 8,2 og 10) "Hvor beundringsværdigt er dit Navn paa hele Jorden" (jf. F. I. 86,12f)).

Man kan spørge, med hvilken Tankeforbindelse Apostelen knytter dette til det foregaaende. Svaret er: Han taler i den skønneste Orden. Han havde jo sagt, at alt sker efter Guds Udvælgelse. Og Jacob blev elsket af Gud, fordi han var udvalgt og fandt Barmhjertighed, fordi det saaledes havde behaget Gud fra Evighed. Saaledes sagde han ogsaa til Moses: Jeg vil forbarme mig over den … o. s. v. i 2. Mos. 33,19. Til disse Udsagn føjer han straks paa bedste Maade en Tilføjelse, som ganske indlysende følger af det sagte, nemlig: det beror paa Gud og hans Barmhjertighed alene, at en er elsket, er retfærdig; thi bortset fra den er alle af den samme Masse, og ingen er retfærdig for Gud, hvis han ikke vilde forbarme sig. Saa følger: "Thi Skriften siger". Meningen er: At det beror paa Gud og hans Barmhjertighed alene, og ikke staar til den, der vil, fremgaar klart deraf og bevises derved, at Gud for at vise, at det forholder sig saaledes, og for at Mennesket kan vide, at det skyldes ikke hans Løb, men Guds Barmhjertighed, at han vil og løber, lod Farao fremstaa og gav ham Magt over Israels Børn, til de kom i den yderste Fortvivlelse, for at de skulde indse, at de ikke ved egne Kræfter undslap Farao, men ved Guds Barmhjertighed og Kraft; thi at de undslap, maatte de tilskrive ikke dem selv, men Herren, som førte dem ud. Saaledes handler han ogsaa nu med sine udvalgte. For at ydmyge dem og lære dem at sætte deres Lid til hans Barmhjertighed alene med Aflæggelse af al formastelig Tillid til egen Vilje og egne Gerninger, lader han dem anfægtes indtil Fortvivlelse og forfølges af Djævelen eller Verden eller dens Kød, hvilke han opvækker. Ja oftere, og navnlig i vor Tid, ansporer han Djævelen til, at han skal styrke hans udvalgte i rædselsfulde Synder og længe øve sin Magt over dem, eller i det mindste at han altid skal hindre deres gode Forsæt, og de gøre det modsatte af, hvad de vil, saa at de saaledes endog kan smigre sig med, at det ikke er dem selv, som vil det gode eller løber godt. Og dog fører han dem lykkeligt ud gennem alt dette og befrier dem omsider uventet, medens de selv stønner som fortvivlede over, at de vil og øver saa meget ondt og vil saa meget godt og dog ikke vil det og ikke øver det.

Saaledes, netop saaledes sker det "for at han kan vise sin Magt og hans Navn forkyndes over hele Jorden."

Altsaa, for at vende tilbage til Teksten: For at Gud kan vise sin Magt, lader han Farao fremstaa. Thi han kan ikke vise sin Magt i de udvalgte, uden at han først viser deres Afmagt og skjuler og fuldstændig tilintetgør deres Kraft, for at de ikke skal rose sig af deres egen Kraft. Men dette kunde ikke ske, uden at han opvakte en mægtigere over dem, som kunde gøre deres Kraft til intet, og derpaa Guds Kraft ene og alene aabenbares i deres Redning. Meningen er altsaa: Jeg har ladet dig fremstaa, for at du skal undertrykke mines hovmodige og formastelige Selvsikkerhed, for at de saaledes undertrykte kan raabe til mig, og da min Magt forherliges i dem og i dig. Det er den Mening, jeg har fulgt i mine Randgloser.

Men Meningen kan ogsaa være en anden og maaske bedre, nemlig at Magt her ikke forstaas som en Magt til Frelse, men til Fordærvelse af andre, saa at Meningen fra Begyndelsen af er den: At det beror paa Gud og hans Forbarmelse alene og ikke staar til den, der vil og løber, er først Jakob et Eksempel paa, som ved Guds Barmhjertighed blev god; men at ingen bliver god, naar han ikke forbarmer sig, er Farao et Eksempel paa, saa at man saaledes har et Eksempel paa begge Muligheder, nemlig at det skyldes Guds Forbarmelse, hvis nogen løber, og hvis nogen ikke vil og ikke løber, beror det paa, at han ikke forbarmer sig, men forhærder. Og denne Betydning tilfredsstiller mig fuldt ud, fordi det straks følger af begge Eksempler: Altsaa forbarmer han sig over hvem, kan vil, og forhærder, hvem, han vil (9,18).

(Glosse 92,30ff: Dette maa man ikke læse, som om det var et Spørgsmaal, men som et Udsagn og en bestemt Paastand. Lad Saa blot mange her bryde deres Hoveder med Faraos Forhærdelse, som om de vil undskylde Gud og vaske ham ren for Uretfærdighed, idet de siger: Gud forhærder ikke; men "han forhærder" betyder: han tillader ens Forhærdelse - de opnaar dog intet ved denne Udflugt. Paulus gaar nemlig frem ad den lige Vej og siger "han forhærder, hvem han vil". Thi selv om man ogsaa sagde, han tillader det kun, saa maa de dog ikke desto mindre indrømme, at denne "Tilladen" sker, fordi Gud vil; thi han siger klart og tvetydigt: "han forhærder, hvem han vil" d. v. s. ham lader han forhærde. Der følger jo ogsaa: "Har ikke en Pottemager Magt …", jf. F. I. 86,27ff).

Men ogsaa fordi han siger: for at jeg paa dig kan vise min Magt (9,17). Han vil, at hans Magt skal forherliges i Menneskets Fordærvelse.

Har ikke en Pottemager Raadighed over Leret? (9,21). St. Augustin siger i Enchiridion Kap. 99: "Hele Menneskeslægten er i sin frafaldne Rod blevet fordømt ved en saa retfærdig Guddom, at ingen, selv om ikke en eneste deraf blev befriet, med Rette kunde dadle Guds Retfærdighed. Og de, der bliver befriede, maa befries saaledes, at det paa flere, som ikke blev befriede, men ladt tilbage i den Fordømmelse, som med fuld Retfærdighed havde ramt dem, vises, hvad hele Slægten havde fortjent, og hvorhen Guds velfortjente Dom vilde føre ogsaa dem, hvis ikke hans ufortjente Barmhjertighed reddede dem, for at "hver Mund", nemlig deres, som vil rose sig af deres Fortjenester, "maa tilstoppes" (Rom. 3,19) og "den som roser sig, rose sig i Herren". 1. Kor. 1,31. Det er stærke Ord og meget vægtige, thi de ydmyger og skræmmer meget. Ja fortræffeligt viser Augustin, hvorfor Apostelen har sagt disse Ord, nemlig for at opdrage os til Ydmyghed. Disse Ord staar der jo ikke for at vække Rædsel og Fortvivlelse, men for at prise Naaden og nedbryde Formasteligheden. Dette er en frelsebringende Fortvivlelse. Derfor siger St. Augustin sammesteds Kap. 98: "Idet Apostelen sammenfatter alt i et eneste dybt og frelsebringende Tegn og (om jeg saa maa sige), ser den hellige Skrift lige ind i øjnene, ser vi ham paaminde om, at "den, som roser sig, rose sig i Herren" 1. Kor. 1,31. Og ligeledes sammesteds "Gud forbarmer sig i sin store Godhed, og han forhærder, og begaar derved ingen Uret, saa at hverken den, der befries, kan rose sig af sine Fortjenester eller den, der fordømmes, kan beklage sig over andet end, hvad han selv har fortjent. Thi Naaden alene sætter Skel mellem de forløste og de fortabte, de som ved en fra deres Ophav stammende fælles Aarsag var sammenvoksede til én Fortabelsens Masse".

(Glosse 94,15f: Derfor, da Gud vilde vise sin Vrede og kundgøre sin magt (9,22). Meningen er: Hvis det forholder sig saaledes, at Gud vil vise sin Vrede og Magt, som han ovenfor sagde til Farao, at han vilde, hvorfor strider du da imod denne hans Vilje, skønt du er hans Skabning? D. v. s. Hvis Pottemageren har Ret til dette, hvor meget mere da Gud, hvis det er hans Veje at gøre det samme. Derfor skal dette Ord "Gud" her fremdrages med Eftertryk og Betoning, svarende til hint Ord "Har ikke Pottemageren Magt …", hvorved der sluttes fra det mindre til det større. Jf. F. I. 87,27ff.

Glosse 94,21f: For at han kunde vise sin Herligheds Rigdom paa Barmhjertigheds Kar, som han har beredt til Herlighed (9,23). Han taaler de forkastede, for at de kan opøve og dygtiggøre hans udvalgte til Herlighed. Han taaler dem, siger jeg, idet han tillader dem at rose sig, at herske og gøre, hvad de lyster, mod hans udvalgte. Jf. F. I. 88,17f).

Ved disse Ord sker det derfor, at et Menneske erkender, at han er fordømt og i Fortvivlelse opgiver at frelses ved sine egne Kræfter; thi ellers vilde, hvis han kun havde den Indsigt, at han var faldet i Adam, denne Tanke lade ham kold. Derfor haaber han, ja han tiltager sig formasteligt at kunne oprejse sig selv ved sin frie Vilje. Men her lærer han, at Naaden opvækker ham før al fri Vilje og udover hans frie Vilje.

M. Luther.