Af N. I. Heje, Tidehverv, 1938, s.98.

Tidehverv blev i sin tid startet til paamindelse om den eneste radikale tekst, der findes: at kun den staar reelt i livet, der har hørt og hver dag vil høre, at alle muligheder for virkeliggørelse af næstekærlighed er bristet og maa briste for enhver, men at kravet til enhver om næstekærlighed dog er lige ubetinget. Enhvers ansvar er enhvers dom, som enhver har at leve under. Enhver maa finde sig i selv at være uden haab og i at faa en opstandelse til gave. Ordet radikal maa forstaas eller rettere leves for at faa betydning. Det bruges som oftest af oppositionen mod det bestaaende som ensbetydende med det oppositionelle krav. Men for at faa sin vægt, maa det forstsaas som det ubetingede krav om aldrig at vige udenom livet i dag, som det møder den enkelte, som det ubetingede krav om at stå ret uden sideblik til det opportune. Menneskets opportunisme, der føder og nærer sentimentaliteten i alle klæder, er menneskets værste fjende. Ingen af os undgaar den, men Jesu forkyndelse sprænger den fra dag til dag. Jesu forkyndelse af mennesket som Guds stedfortræder for enhver. Jesu forkyndelse af mennesket som Guds skjulte repræsentant, der ikke skal blive Gud, men leve livet i det skjulte ansvar. Det højeste udtryk for menneskets opportunisme er ønsket om enighed som kendetegn for sandheden. Kun naar sandheden finder udtryk i menneskelig enighed, føler man pligt til at bøje sig for den. Som masse begærer mennesker ikke andet end uniformel enighed. Dette er diktatorernes chance. I modsætning hertil kræver Jesu forkyndelse en ansvarlig enighed om een ting, nemlig om at staa ret for hans ord, som det ingen kan gøre sig fri for, fordi det kræver og dømmer enhver og stiller enhver overfor enhver i en evneløshed og afhængighed, der kræver livet levet og ikke andet eller mere. Jesu ord yder ikke mennesker en haandsrækning til at leve livet, men kræver livet af enhvers haand. Det værger sig mod at blive brugt som hjælp, som noget der anbefaler sig til mig og appellerer til min anerkendelse. Radikalt set kan jeg hurtigt frigøre mig for det som hjælp ligesom for alle andre produkter af menneskeligt liv. Naar jeg ikke kan frigøre mig for Jesu ord, er det fordi det er det, jeg netop helst vilde være fri for. Det har radikalt bundet mig til livet og sat mig under øvrighed i det skjulte. Det har strøget alt det positivt opnaaelige ud og sat ansvaret for livet fra dag til dag ind uden noget opnaaeligt haab eller resultat. Det har krævet arbejdet og kulturen, det lægger beslag paa haab og fantasi uden løfte om resultat, uden haab om nogen endelig afgørelse, endelig enighed, endelig sandhed, endeligt "tusindaarsrige". Det lægger resultatet udenfor mig selv, der helst vil leve for et resultat, leve i tro paa Gud eller paa det saakaldte humane.

Det betegner menneskelig tro som fantasteri. Det gør med et udtryk, der endnu ikke er oversat til dansk, men præget i Danmark, hele menneskelivet dialektisk. Denne enighed om evangeliet, som noget ingen kan gøre sig fri for, har været grundstemningen i Tidehverv, der derfor er det eneste sted, hvor i øjeblikket evangeliet forkyndes "purt og rent" i overensstemmelse med vor kirkes bekendelse. Denne grundstemning har været anet af alle de førende penne i bladet, selvom personerne, hvad de, der mangler radikal indstilling, ikke forstaar, paa forvirrende maade bærer Adams kød og klæder.

En del af bladets velyndere blandt præster har i deres prædikennød paa skæbnesvanger maade forvekslet Tidehverv med evangeliet. De maa lære, at man ikke skal læse bladet som haandbog for sande troende i prædikekunsten eller som lærebog i tidehvervsk rettroenhed, hvorved de forveksler form med indhold og faar mindreværdskomplekser med kvalme. Tidehverv har ingen anden opgave end den, det fra begyndelsen har haft, at lade den evangeliske grundstemning staa, den der alene er forargende for os selv saavel som for vore bekæmpere indenfor og udenfor kirken. Efter at den mindre tænksomme Poul Henningsen er blevet Stiftsprovst i troen og saaledes trods udtryksmaadens forskellighed, som man ikke kan fordre interesse for, staar arm i arm med Stiftsprovst Brodersen, Professor Jørgensen og mange andre, maa radikalismen og den liberale teologi formelt velsagtens anses for forladte stemninger i Danmark. Naar samtidig den brede kirkeligheds repræsentanter har opdaget, at Tidehvervsforkyndelsen engang stod paa et højdepunkt, men nu er endt i gold rettroenhed og dogmatisme, maa det vel komme af, at man først nu for alvor føler sig truet og bevidst eller ubevidst søger at lyve sig fra noget generende. Al alvorlig samtale om tingene er hermed umuliggjort. Hvis man derimod sagde: Tidehverv har ikke forsøgt sig i konkurrencen om magten indenfor kirken, Tidehverv er trods mangeaarig eksistens endnu ikke kommet længere end til evangeliet, var der maaske mulighed for en saglig forhandling, ganske vist ikke om kirken, men om de officielle kirkelige lederes holdning til evangeliets forkyndelse og til en samling om evangeliets grundstemning. Kirken bekæmper i øjeblikket her til lands evangeliets radikalisme arm i arm med en mere borgerlig humanitetsidealisme, samtidig med at parterne leger krig. Det er foragt for mennesket og tro paa idealer, der ligger bag begge parters holdning, selvom de af al magt bedyrer, at det netop er det sande menneskelige, de ønsker sejren. Man suggerer sig selv til at tro paa sin tro, fordi man ikke kan undvære troens stimulans. Man vil ikke radikalt i vantro overtage sit daglige liv og sit ansvar een for alle og alle for een.

Tvivlen skal slaas ihjel. Det er den, man er ude efter. Og man finder denne kamp mod tvivlen langt mere ophøjet end Diktaturlandenes kunstig fremdrevne tro. Ja enhver sin smag, men det er den manglende radikale aabenhed i bekendelsen af, at vi er og maa være vantro, der graver grunden bort under vor tids menneske, giver al mulig religiøsitet og sentimentalitet vind i sejlene og kræver stadig mere blod. Mennesket maa finde tilbage eller frem til den radikalisme, der virkelig kan leve livet uden privat tro af en eller anden art, leve det, fordi det nu engang er etableret, leve det uden begrundelse under et ansvar, der er paalagt det, overfor enhver anden. Ingen er rodfæstede i og beherskede af denne eneste radikale virkeligt humane grundstemning, der lader Skaberen staa efter ordet, som vi ikke kommer udenom. Kun ved at leve livet gennem usikkerhed og modsigelse kan man være tro overfor livet og naa til at bøje sig for befalingen om tro og tillid, naar man er vantro og tvivler. Kun ved at leve som tvivler og vantro og lade tvivlen beholde sin ret bliver et menneske i stand til at høre befalingen om tro. Der er dødsstraf - det vil sige opløsning af alt det menneskelige - for at glemme, at vi alle er i samme baad. Vi er bundet til tavshed i fællesskabet, det fællesskab, der er det egentlig menneskelige, som vi helst fornægter, fordi vi ikke magter det. Livet er for den menneskelige tanke meningsløst, og den der mener, at tanken om Gud giver livet mere mening, han kan ikke tænke eller ogsaa spotter han bevidst eller ubevidst for sin egen skyld, men held den, der kan leve livet med styrelsen for øje uden at søge anden støtte hos styrelsen end den, at ansvaret for livet er givet ham og lade mænd nyde jævned; saa er der mulighed overfor en befaling, der ligger udenfor, hvad vi kan staa inde for, og mulighed for en formaning til ikke at ønske livet som en gratis fornøjelse og indrette sine idealer derefter, mulighed for at forstaa at arbejdet skal gøres for at holde op engang, netop skal gøres.