Af N. I. Heje, Tidehverv, 1993, s.91-93.

N. I. Hejes tale Grundlovsdag d. 5/6-1926 i Søndagshytten
Grundlovsdag 1926 mødtes en kreds af medemmer fra "Danmarks kristelige Studenterforbund" i Forbundets "Søndagshytte" i Søllerød i Nordsjælland. Årsagen til sammenkomsten var, at N. I. Hejes bestyrelse var blevet væltet på Forbundets ekstraordinære generalforsamling 14. maj 1926. "Hejeanerne" havde mistet bestyrelsesmagten og dermed kontrollen med Forbundets blad "Sursum Corda". Fremtiden skulle diskuteres. Nedenfor gengives Hejes indledningstale til mødet, på hvilket det blev besluttet at påbegynde udgivelsen af Tidehverv.
Manuskriptet er håndskrevet i al hast, og derfor er der passager som er ulæselige, hvad der er gjort opmærksom på de steder, hvor det er tilfældet.

Torben Bramming.

---

Måske havde jeg mødt mere forberedt herinde idag end tilfældet er, men tid og bestyrelse har ikke undt mig nogen arbejdsro siden semesterforsamlingen.

Dette med forberedelse anser jeg ikke som en undskyldning, men for at opfordre til spørgsmål for at vi såvidt muligt kan få gennemdrøftet vort forhold til forbundet.

At dette ikke er i ganske ringe fare, anser jeg efter mit kendskab til dansk studenterbevægelse for påvist.

Jeg tænker hermed ikke specielt på tilfældet Nordentoft, men mere på den samling til pænhed og hygge indadtil og formodentlig opfordring til ud fra dette at gå på udadtil. (Tre ord ulæselige).

For mig ser det ud som det, der så atter skal pointeres, er Studenterforbundet som sådant, som led i andre kristne enheder, som led i den såkaldte kristne offensiv, det ser jo overordentlig pænt, præsentabelt ud, men det rummer en fare for det væsentlige, nemlig: studenterbevægelsen udtrykt som den enkeltes ansvar, udtrykt i det der brød igennem det mest særprægede, at det fortones. - Vi har set, hvordan den førstnævnte tendens virkede tidligere, virker i andre foreninger nu. Den viser sig i en stærk trang til at gå på og finde midler hertil, bygge rammer for arbejdet, gøre det respekteret. Bønnen betones stærkt i forbindelse med arbejdet, men på en sådan måde, at man får en mistanke om, at der (ulæseligt ord) det selvfølgelige i individet, (ulæseligt ord) en genvej og et suggestionsmiddel (La Cour), hvad jeg kunne nævne enkelte pæne eksempler på.

Skrøbeligheden indadtil ved denne tendens har praktisk i vor bevægelse vist sig i et vist sprængningsforhold, den skabte mellem det mandlige, det kvindelige element. Opgaven blev ikke (ulæseligt) let. - Da det arbejde, det nu er endt med i ledelsen, blev begyndt, da var det for nogle af os tanken gennem en udvidelse af programmet at få mere røre ind.

Forbundet syntes os præget af denne tendens, der nu er (ulæseligt ord), at være for snævert i sit sigte, i hele sin fremtræden, men da vi først fik fat gik det hurtigt op for os, at det vi troede der var, nemlig dybde i det personlige, i al fald i den forstand vi krævede den, heller ikke fandtes. Det blev da i en vis forstand et slid fra grunden af, famlende, forsøgsvis, ufuldkomment, i stadige kampe imod det gode, velmente, der for os så ud som karikatur af det vi ville, uden at det også er helt bevidst. Famlende, forsøgsvist, ufuldkomment, sagde jeg, sådan har det været, bedre bliver det næppe. Det eneste vi forskylder, er ikke at give op, få eller mange for hvem eksistensen der i forbundet kom til at betyde noget væsentligt, og dermed sigter jeg ikke så meget til den personlige hæderlighed, noget af det vi kom ud for, som til, hvad vi fik af hjælp til opgør, til (ulæseligt ord).

Kunne den foreløbige modgang, det har fået, tjene til at øge (ulæseligt ord) følelsen til at drive os sammen i mere trofast arbejde for Forbundet, da var det ikke helt forgæves.

Her må jeg måske komme med en personlig bemærkning, at jeg selv, der har tilbragt nogle timer i komitéen, bestyrelse, med noget praktisk arbejde, egentligt aldrig havde tænkt, at det var det jeg havde at gøre, og snublede det, da var min opgave endt, jeg føler mig mere forpligtet end før til ikke at give op, hvis nogen vil bruge mit arbejde. Des mere frimodighed man møder overfor det end før, er der når jeg får en time tilovers til (ulæseligt ord). De forventer måske af de bemærkninger jeg kom med før, at jeg mener, vi muligvis får vanskelige kår i Forbundet, men vi skal ikke beklage os (det er vist ikke muligt, men den trang til menneskeliggørelse, der er fremelsket i vore kvindelige medlemmer, den utålsomhed, den borgerlighed, der regner med på nederlag, i øjeblikket at lede en så stor forening efter vore kammeratskabs principper, men vanskeligheden skulle gerne give en hjælp til opgaven, bl.a. den opgave vi har).

I det arbejde der blev gjort ligger der en spire til mere. Dette betyder først og fremmest, at vi ikke må betragte os som en snæver Forbunds opposition. Der er intet at opponere mod i Forbundet. Det vil blive en kamp med velgerninger, derfor bliver opgaven dobbelt svær.

Det gælder et arbejde, ikke en opposition dvs. vi har ingen at slå os til ridder på, vi har intet at beklage os over, hvad der så end sker derinde, fordi vi ikke kan, vil forlange, at der skal tages hensyn til os, det vil være lig at vi forlangte at blive suget op i trækpapiret som en (ulæseligt ord) derinde i øjeblikket.

Jeg betvivler ikke, at det, at vi ikke er en opposition, ikke betyder, at vi ikke eventuelt vil vælte bestyrelsen og altid være rede til at tage ansvaret.

Vi skal være som bølgerne under Højrup kirke. Noget personligt udestående med kirken har vi ikke, vi arbejder bare på at styrte den ned.

Når jeg dermed i få ord skulle samle det, der for mig står som kendetegnet under disse års arbejde, som et slags motiv for det, da kan det siges i ordene: al vor virken skal være i kraft af det vi er. Vi anede noget om at det ikke hjælper vi en dag bestemmer, at nu skal kasserne fyldes, at nu skal det gå løs udad. Vi har måske nok kilden inden i os selv, men virker i øvrigt kun i kraft af det vi er. (Skal jeg uden misforståelse tilføje i kraft af, hvad vi fører) og fremfor alt ved åben bekendelse af, erkendelsen af, at vi ikke er mere. Hvis vi skal udrette noget, må det være i kraft af den smule vi er, ikke i kraft af det vi ifølge skriften bør være og som vi er.

Det er så vidt jeg kan se de forskellige måder at forholde sig til idealet på, der praktiseres derovre i øjeblikket. På den ene måde stiller idealet til en grad det kristelige op som det højest opnåelige og man skal tro, man ved Guds hjælp er et godt stykke på vej, jo (6 ulæselige ord), samtidigt med at man siges at føle opfyldelsen, fordi man ved at man er synder. Heri lurer hele det æstetiske bedrag (to ord i parantes ulæselig). (Geismar).

På den anden måde er at skærpe idealet, lade det stå, i det hele lade modsigelserne stå og give Gud sit ja til kampen. Det betyder en gennemført relativisering i det menneskelige (man må ikke redde sig ind i harmonien, i resultatet, men lade muligheden stå åben, livets, fortabelsens).

Vi trænger til denne sidste (ulæseligt ord), der finder sin udløsning i bekendelsen af (4 ulæselige ord). Vi skal gøre op og blive ved dermed.

Denne interesse for at bevise Guds eksistensberettigelse som den højere, hvis udfoldelse er et sygdomstegn, det er en selvbeskuende, intellektualistisk, ahistorisk indstilling. Den er det muligt nok, men vi mangler forudsætningen for at konstatere det. Hvis man skal forsvare Gud som det højeste livs udfoldelse, gør man det afhængigt af de til enhver tid herskende idealer. Vi skal ikke sige liv, men Gud og erkende Gud som den (ulæseligt ord) dom og i det mindste komme til at (tre ulæselige ord). Dette må ikke forståes som et intellektuel (ulæseligt ord) af et skel mellem Gud, mennesket men som det, det er og rummer, nemlig at Gud er den samme, gudbilledligheden gælder, kærligheden rummes også deri, men dog er Gud altid kommende, fortærende for urenhed, hellig, ikke hellig i den religiøse betydning, som etikeren tager det, mens han stiller tilbedelsens genstand op og selv etablerer hellighedsfølelsen ved den konstruerede afstandsforståelse, men den fortærende hellighed udenfor mig. (Geismar sammenblander æstetik, hellighed og religiøsitet kraftigt). Det gode er ikke, at vi ikke kan se fremskridtene, men det gode er, at righeds bevidstheden brydes af andet end Gud, at den i virkeligheden brydes af stammeri, menneskelige fremskridt, den slags ting. Fejlen har tit været, at vi fik et falsk forhold til verden, at vi skulle vise resultater, i den forstand vise hen til Gud 8jvf. 2 fl.).

Vi står i en tid, da vor kristelige visdom er stor - vi er eksperter - vi er ikke almindelige, vi ønsker at favne vidt. Vi tåler ingen yderlighed, vor stærke Gud afbalanceres af en vis indrømmelse, kun ingen egentlig; vi skal gøre op, blive ved dermed. En smuk ærlighed virker forbløffende, fattigdom virker forbløffende, det eneste man frygter er folk, der ikke er bange for den borgerlige død.

Vor mission er det at være til. Vor mission er at sige selvfølgeligheder med en kraft der ikke er vor egen. Vor opgave er et frit samarbejde, er aldrig at blive sikrede, aldrig at forsikre hinanden om at vi er sikrede, men søge at blive grundfæstede i troskab.

Hvis der ikke bliver taget meget kontant fat, vil det nordentoftlige regimente komme til at hindre Forbundet for meget. Vor stilling er vanskelig, fordi vor modstander altid vil hævde at kunne bruge det bedste hos os og dermed søge at amme os med fredens palmer i hænderne, men dette er ikke fred, men kun arbejdsro. Den (ulæseligt ord) stilling i åndelige spørgsmål, er faldet ud. Anerkendelsens stilling er i den grad den fredeligere, den sandere og anden fred vil vi ikke.

Det har været et slid blot at få det lidet ind i forbundet, vi har fået, netop fordi vort program var noget indre, vore måder, udførelsen, indvendige var vore punkter, vort håb (to ulæselige ord i parentes). Der står uhyre meget på spil. Der er et vist forhold p.g.a. skrøbelighed (ulæseligt ord) efterspørgsel, til hvad grad der er på det åndelige område.

Spørges der ikke om det, vi ønsker at vide, får vi svaret ej heller, selvom det er de samme mænd, der taler.

Det der virker opbyggeligt på vor modpart i Forbundet, virker ikke opbyggeligt på en del af os.

Vi skal ikke stille fordringer til andre, de ikke kan honorere, men vi skal være iblandt dem.

For os gælder det at tåle hinanden, ikke at dyrke hinanden mere eller mindre, ikke at kræve, men at yde (tre ulæselige ord) for hinanden, selv om vi ikke længere har noget (ulæseligt ord) sammen i Forbundet.

De der (5 ulæselige ord) må gøre, hvad de kan. Vi må nu overveje, hvad praktisk der kan gøres, studiekredsarbejde, blad osv. Men i alt dette må der første kræves trofasthed og (to ulæselige ord) for indsats.

Studenterforbundet har næsten altid tidligere været bestyrelsen, af denne krævede man. Havde vi blot et par år til hjælp frem imod, at det blev bevægelse, da var meget vundet, men det skal først vise sig.

Det kan kun ske, hvis det bliver en hyldest til fællesskabet og ikke til navnene.

Vi er så forskellige, at vi kun kan mødes i et fælles virkeligt arbejde dvs. til bekræftelse i hver vort.

Studenterforbundet har altid været så underligt forsømt. Mange har hentet impulser og takket i pæne ord. Kunne der for os ad åre udgå en blok, der holdt sammen ud over landet, da var meget vundet. Det har altid været mit håb at se dannet et virkeligt forbund af ældre om Forbundet, ikke mindst af ikke-teologer. Kunne det vokse ud af Forbundet selv, da blev det meget andet end disse stadige forsøg på nydannelse gennem elevråd.

Vi trænger til en fri kreds i og indenfor Forbundet en kreds, hvor vi lærer at tåle modsætninger, kritik. Skal det gå langsomt så lad dette lære os trofasthed (forsøg med møder for ældre akademikere) lære os, at det ikke er tanker det kommer an på, men på trofasthed.

Og da jeg nu alligevel har holdt mig mere på det personlige end på det praktiske, på at samle det, jeg ser som opgaven ved at pege på vort emne fra sommermødet, begyndelsen.