Af Tage Schack, Tidehverv, 1929, s.49-50.

(Af en af dem.)

Det er bekendt, at ikke faa moderne Forfattere har næret en næsten sygelig Interesse for os Præster. De synes ligefrem at have haft Kløe i Fingrene efter at faa fat i disse mærkelige Fænomener for at faa konstateret, om der bag denne forunderlige Klædedragt virkelig skulde skjule sig et ærligt eller dog blot et normalt Menneske. Man forsøger saa, som naturligt er, at træffe Præsten paa Prædikestolen; men det er at befrygte, at en Del er gaaet bort med det samme Indtryk som Henrik Pontoppidan: at "de staar dér under den billedskaarne Lydhimmel i deres lange, sorte Kjortel og med den hvide Pibegrave, der skinner i Halvmørket som en Helgenglorie, der er faldet dem ned om Halsen, fordi Hovedet har været for lille." - Andre prøver paa at træffe Præsten selv hjemme - udenfor "Træffetiden". Men Præsten er en travl Mand og meget vanskelig at træffe. Han skal til Møder og paa Husbesøg og har ikke Tid. Ja, han er i Grunden aldrig hjemme hos sig selv; overalt bærer han et vist ubestemmeligt Præg af aldrig at være alene, altid at være sig bevidst at have andres Øjne paa sig; han er vant til at være Begivenhedernes Centrum.

Naturligvis: i det religiøse og kristelige færdes han hjemmevant; dér er han velkendt og let kendelig paa den aandelige Smartness, hvorved han manøvrerer, - selv om Lægmandsbevægelsen og beslægtede Bevægelser ved deres velsignede Arbejde har bidraget meget til Virkeliggørelsen af det almindelige Præstedømme, hvor vi alle er Præster og kan færdes i det hellige "med en Sakristans hjemmevante Ærefrygtløshed" (som det vistnok blev sagt om Renan).

Men det er jo muligt, at den præsteligt interesserede Medborger, hvis han uærbødigt er gaaet med ind i det helligste, alligevel synes, at det kun er Præsten og Lægmanden i Funktion - d. v. s. i "kristeligt Arbejde", - han dér træffer - og slet ikke Manden selv. Lad os sætte, at han træt af at løbe paa Siden af den travle Mand tilsidst i sin Fortvivlelse løber med ind i et Præstekonvent; dér er dog mange paa et Sted. Kan de holde Masken, naar de er sammen? Blinker Augurerne ikke lidt til hinanden? Bliver Tomheden dem dog ikke selv for tydelig?

Det er naturligvis ikke let at sige, hvad den stakkels Mand vil opleve ved et Præstemøde. Kun saa meget synes sikkert, at hvis han i Vinter havde været til Stede ved Københavns Kirkefondspræsters Møde, vilde han være blevet skuffet. Thi dér blev intet røbet; Illusionen var vedligeholdt. Der blev drøftet et saa vidtspændende Emne som "Kirken - Menighedssamfundet - Sognet"; og alle de gamle Femører, som blev prægede under høj salig Christian IX, gik atter fra Haand til Haand, om end nu lidt slidte ved Brugen. Til Hjælp mod Tidens Nød, - som alle var enige om, var himmelraabende udenfor den Sal, hvor man var samlet, - anbefaledes de gamle prøvede Midler:
Kartoteker, Vækkelsesmøder, L. Y. M., det sociale (dog med Maade), personlig Helliggørelse, m. m. Indtrykket var: Det er aldrig morsomt at se velmenende Mennesker raadløse. Men naar Raadløsheden skjules under ængstelige Forsikringer om, at "naar jeg har fanget een Mus til foruden den, jeg lurer paa, saa har jeg to," - virker den latterlig. Og alligevel var Situationen maaske ikke saa morsom, som det kunde synes for en overfladisk Betragtning; thi naar endogsaa Selvglæden begynder at blive paataget, gaar det komiske af den, og den bliver uhyggelig. Der blev ganske vist ikke lagt Skjul paa, at vi tilstedeværende var i Besiddelse af den Føde, som kunde mætte den hungrende Tid. Men den Tanke svævede dog i Rummet og bankede vel ogsaa paa i enkeltes Bevidsthed, at om saa var, da var Tiden yderlig beskeden m. H. t. Næringsværdi, og ogsaa paa dette Punkt at ligne ved den fortabte Søn i det fremmede, som "attraaede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene aade." Men da Mødets Leder - midt i denne tavse eller talende Magtesløshed, hvor vi alle var eet i et, ikke indrømmet, men derfor ikke mindre virkeligt Fællesskab - opkastede det nærliggende Spørgsmaal: "Er vi færdige?" (paa Grundlag af en Parallel med "den evangelske Retning"s Stilling i den engelske Kirke for ca. 100 Aar siden), blev han sat skarpt i Rette for dette tilsyneladende Mørksyn af en af de mere haabefulde Ordets Forkyndere: thi hvis noget saadan bliver sagt ret tit, "saa er vi færdige."

Trods denne Opstrammer var Stemningen mat. Var det derfor ikke bedre, at i hvert Fald de yngre af os Præster nøgternt saa Situationen i Øjnene: at der var al god Grund til at lukke Forretningen? Saa kan vi derefter, da dette af flere Grunde vanskeligt lader sig gøre, saa hæderligt som det er os muligt, passe, hvad vi er sat til, uden nogen Fordringer paa moralsk eller religiøs Bedrestillethed, uden noget Foregivende af at have Livsgaadens eller andre Gaaders Løsning. Det var dog rimeligt, om vi lige i Øjeblikket ikke var alt for frelste, men holdt os til Sagen, der for os Præster er det, som er Indholdet af den hellige Skrift.