Af Tage Schack, Tidehverv, 1941, s.23-24.

Der gives en vis sløv Form for Gudsfrygt, under hvilken Sjælen stivner og mister Følelsen for Livets Anliggender, saa at den med Undtagelse af voldsomme Naturbegivenheder, saasom Jordskælv og lignende, ikke opfatter nogetsomhelst af Menneskelivet, hverken dets glædelige eller sørgelige Sider. "Den Slags Gudsfrygt," sagde gamle Gillenormand til sin Datter, "er ligesom, naar man har Snue. Du mærker ikke noget til Livet. Du er fri for den daarlige Luft, men du har ingen Glæde af den gode"." (Victor Hugo i "De elendige".)

En saadan Snue synes den danske Kirke at lide af for Tiden. Der skal voldsommere Jordskælv end de hidtil indtrufne til at vække den og faa den til at opfatte Menneskelivet omkring sig. Den har garderet sig; intet kan ske, som kan ramme dens Sikkerhed; den er ikke mere dér, hvor det foregaar, men paa et sikkert Sted udenfor Tilværelsen. "Vi har Løsningen", læste jeg forleden i en Udtalelse fra kirkelig Side til Forsvar for den "kristelige" Skønlitteratur og som Undskyldning for dens æstetiske Værdiløshed: naar man paa Forhaand sidder inde med Problemernes Løsning, bliver Kunsten, baade Formen og forsaavidt ogsaa Indholdet, ganske ligegyldigt. Tydeligere kan den kirkelige Selvtilfredshed ikke tale, for hvilken Menneskeslægtens gamle Saar er lukket, og Spørgsmaalet besvaret, og Svaret ligger til Afhentning i Kirken. "De læger mit Folks Brøst som den simpleste Sag, idet de siger "Fred, Fred!", skønt der ikke er Fred." (Jeremias 6,14). Ogsaa de kirkelige Retninger er gennemgaaende veltilfredse med Situationen, hvad dem selv angaar. En Smule Bekymring spores for om det danske Folk nu virkelig vil forstaa den egentlige Mening med Begivenhederne, som er den, at det skal begynde at gaa pænt i Kirke og faa den sædvanlige kirkelige Religiøsitet, i grundtvigsk, missionsk eller barthiansk Form, hældt paa sig. Men der er Lyspunkter; f.Eks. bliver Skolens ledende Mænd frommere og frommere i deres Udtalelser og forstaar bedre og bedre, at i saadanne Tider gaar den ikke uden Vorherre. Indre Missions Formand taler om godt Besøg i Missionshusene og stigende Gaver paa Landet; men man faar dog ikke flere "kirkefremmede Mennesker" i Tale end før; dog er der Tegn til Vækkelse paa Sjælland. Kirkelig Centrum er som sædvanlig beskeden og fortrøstningsfuld. Grundtvigianerne glæder sig over, at Grundtvig, der for 120 Aar siden var skyet af næsten hele Kirken og af alle Tidens store Aander, nu, sent men sødt, er blevet Samlingsmærke for alle lige fra "Politiken" til "Kristelig Dagblad", og som en sand Profet har faaet sin Grav smykket paa Bispebjerg; de døde Profeter er, som bekendt, altid ufarlige. - Hele Kirken synes at være "Genfærd af henfarne Tider og Mænd." Rigdommen fra den døde Fortid er Værnet mod den fattige Nutid og Fremtidens Fallit. Man vil "lære af Fortiden", men ikke dømmes af den.

Og Kirken har endnu et Middel, hvorved den for Øjeblikket sikrer sig mod at dele Kaar med Tidens fattige Mennesker. Det er det, der kaldes "kirkelig Samling", som i Praksis altid vil sige kirkelig Nivellering. Intet er mere betryggende, intet hindrer os mere i at mærke Tilværelsens generende Alvor og dens virkelige og uundgaaelige Kløfter end den lune Tro paa, at vi dog i Grunden er enige; og Tiden kræver, at vi ser bort fra al Uenighed som uvæsentlig. Enighed og Samling indenfor Kirken er nødvendig. For Verden kan ikke lide Splid indenfor Kirken; den har ingen Brug for en splittet Kirke. Og det gælder om, at Verden faar, hvad den har Brug for og indser Kirkens Nytteværdi.

Det var Synd at sige, at Kirken stiller overdrevne Krav til sig selv og sine Tjenere for Tiden: et pænt Liv er alt, hvad der forlanges. Man har ganske opgivet Ævret. Men eet Krav vil dog sikkert blive stærkere: vi skal alle deltage i den kirkelige Alsang. For der er det mærkelige, at den kirkelige Snue for at være virkningsfuld og beskyttende maa udbrede sig til alle; hvis der er nogen, der endnu har deres Lugtesans i Behold, baade paa godt og ondt, virker deres Tilstedeværelse forstyrrende paa de kristeligt beroligede.

Da Krigen ikke har givet Kirken saa store Chancer, som man havde haabet, taler man om Tidens Gudløshed. Det er muligt, at den er gudløs. Men det kunde være et Sundhedstegn, at det danske Folk ikke i større Skarer har søgt de Narkotika, der nu bydes paa i Kirken, men har overladt dem til de mere tilvænnede, - hvis ikke Grunden maaske er den, at man har tilstrækkelig af de samme Narkotika udenfor Kirken og derfor ikke behøver dens Hjælp. Det er i hvert Fald for meget forlangt, at man i dette Øjeblik skal vende sig til Kirken, da den intet Ord har talt ud fra vor virkelige Situation. Det var maaske for svært. Men saa har den ladet en glimrende Lejlighed til at tie stille slippe sig af Hænderne. I Stedet for at holde sig til Evangeliets Forkyndelse, enten der saa var Bud efter det eller ikke, har den med mange uforpligtende Ord deltaget i den almindelige Beroligelse og klaget over, at man ikke tilstrækkelig har paaskønnet dens beskedne Bidrag til den fælles Sag: Guds Hjælp og Bistand. Man har, som en skrev til mig fornylig, anbragt "Trøsten som et Depositum", før Sorgen er der.

Kristendommen tilbydes nemlig nu som Trøst, fordi den er det evige, der er uberørt af Tidens Omskiftelser og Rystelser, og hvor vi derfor kan søge Ly. Men det er en Misforstaaelse. Kristendommen er ikke det af Tiden uberørte evige, men et Budskab om et Menneske, der levede midt i Tiden og gik til Grunde dér sammen med sine Medmennesker. Derfor kan den aldrig blive et sikkert Sted udenfor Tilværelsen, hvorfra man fra det høje ned ser paa, hvordan det gaar med ens Medmennesker, Land og Folk. Folkets Skæbne er vor Skæbne. Dommen over Folket er Dommen over os. Vi kan ikke skjule os for den. Og det er ikke saa givet, som man nu tror, at man kan have sit private religiøse Haab uafhængigt af Haabet for Folket. Men hvorledes kan Kirken nu have noget at sige Folket, naar dens Forkyndelse kun gaar ud paa at adskille den enkelte fra hans Medmennesker i Interesse for hans private Frelse og Helliggørelse?

Derfor er der for Kirken og for os, dens Tjenere, Grund til at besinde sig paa Virkeligheden. For vi er i Dramaets sidste Akt, selvom det kan spindes langt ud. Alt det nuværende maa dog før eller senere forlade Scenen. De sidste Repliker vil inden altfor længe blive sagt. Der kommer en haardere Virkelighed end denne, da der ikke bliver Brug for Kirkens Vorherre, for han kan ikke indfri de Veksler, man har skrevet i hans Navn. Saa maa vi dele Kaar med vore fattige Medmennesker. Saa er Kirken ikke mere det Sted, hvor Svaret ligger til Afhentning, men det Sted, hvor Spørgsmaalet efter Gud og vort Medmenneske bryder frem og ikke lader sig besvare af os.