Af K. Olesen Larsen, Tidehverv, 1961, april-maj, s. 29-31.

På tredie søndag i Fasten, 5. marts 1961.

Vi kan ganske kort gengive tekstens indhold således: Jesus er stærkere end denne verdens fyrste; derfor kommer Guds rige gennem ham og gør ende på Djævelens herredømme. Jesus alene befrier fra de onde ånder, - hvis lettelser og forandringer derimod skal hjælpe mennesker, bliver det sidste værre end det første. Jesu komme betyder jo også ene og alene Guds riges komme som Guds rige, - Jesus er ikke kommen for at oprette en kreds af rigtige mennesker, der legemligt eller sjæleligt er beslægtede med ham, nej, kun ved at høre på ham, hører mennesket ham til.

Det er sagt i tidens sprog, men det siges også os i dag; det gjaldt ikke blot dengang, men det gælder til alle tider. Det skete dengang, men det er ikke noget forbigangent; det sker også os i dag. Jesu ord lyder til os i dag; derfor er vi samtidige med Jesus, om vi vil høre på hans ord og deri høre Gud som vor Gud og vor sandhed og vor virkelighed som mennesker.

Djævelen er denne verdens fyrste; det er: han er menneskets vantro og ulydighed, dets trods og fortvivlelse, dets selvhævdelse overfor Gud og dets opgivelse af sig selv og sit liv som menneske. Når der tales om Djævelen og de onde ånder, så siges der dermed, at mennesket er i vantroens magt og derfor er træl under sin egen selvtilstrækkelighed; at det vil kunne trøste sig selv og med eller uden Guds hjælp kunne skaffe sig en tro og noget at tro på. Mennesket lever for sit eget liv, sin ret og retfærdighed, sine livsforklaringer og sin magt - og dermed i frygt for livet og for døden. Det er menneskets synd, og synden er ikke noget ved mennesket, som, det kan skille sig af med, men er mennesket selv, dets vilje i godt og ondt, i styrke og i svaghed, i fromhed og i verdslighed. Mennesket er i syndens magt, den er simpelt hen menneskets liv.

Nogle af dem forlangte et bevis af Jesus, for de ville selv sidde inde med det i stedet for at lytte til Gud. Andre afviste ham som bare en troldmand, - han havde jo ingen magt i verden og han oprettede ikke noget rige i denne verden, men forkyndte riget som Guds rige, "Hvis han ikke giver os noget, så betyder han jo ingenting," - sådan tænkte de dengang og sådan tænker vi i dag. Vi vil være sikre på, at han kan hjælpe os med at ordne menneskets tilværelse. Der er derfor også dem, der ganske fornuftigt spørger om, hvorfor han alene skulle have den rette metode til at tilfredstille og berolige mennesket og hjælpe det med at få angsten og frygten ud af tilværelsen og opnå at komme til ro i sig selv. Alle religioner og alle menneskets anstrengelser går jo ud på at hjælpe mennesket til at blive frelst eller sund; til at komme ud over døden eller forsone sig med døden; til at kunne tilfredsstille alle sine begæringer eller kunne nøjes med den tilfredsstillelse, det selv har mulighed for at skaffe sig.

Efter Jesu bortgang har man jo meget ofte haft travlt med at finde det hos Jesus og få det ud af ham, som de dengang savnede hos ham, så de blev skuffede af ham og forargede på ham. Så bliver han jo en hjælp for mennesket til at sejre over sin svaghed, sin angst og frygt og få sig en sikker tro og en garanti for sit liv - både hjælp til at lave sig en livsforklaring og til at få magt over tilværelsen. Vi vil jo alle så gerne, han skal betyde noget for os, så vi kan blive til noget ved ham. Vi vil, at hans ord skal blive til sandhed og virkelighed i vore følelser og vor selvbevidsthed - for at vi kan finde vort eget i ham. Vi vil kunne få en tro på ham, så vi ved hans hjælp kan komme til at tro på vor egen tro; vi vil i ham kunne finde alle vore længslers og drømmes opfyldelse eller ved hans hjælp kunne komme til at nøjes med, hvad vi har i os selv.

Det er det, der menes med ordene om den onde ånd, der går bort for at vende tilbage med syv andre onde ånder, - det er lettelse og beroligelse; det er vore religioner og vor religion, - naturligvis kan vi også bruge kristendommen på den måde - og det er vore spekulationer og ofte også vor brug af videnskaben og vore forsøg på at få den hele tilværelse under kontrol. Og jo mere det lykkes for os, jo stærkere bliver Djævelens magt over os, det er: vantroens og fortvivlelsens magt over os. Det er jo nemlig sådan, at menneskets selvsikkerhed og selvtilstrækkelighed er udtryk for menneskets fortvivlelse og selvopgivelse; man finder en erstatning for livet, for det at være til som menneske; man lever ene og alene for at bevare sin sjælero og lever derfor så lidt som muligt. Og menneskets selvopgivelse og selvmedlidenhed betyder jo også, at mennesket i stedet for at udlevere sig til sin Gud og herre holder på sig selv og ikke vil have sig selv og sit liv fra Gud. Og som man dengang talte om at høre til Jesu slægt, så slutter man sig stadig sammen om Jesus og om at være medlem af en betydningsfuld kreds, hvor man har det, som de andre forgæves søger; man har ligefrem fået fat på Gud, det er: man har her fået fat på den helt rigtige afgud, der til gengæld for menneskers dyrkelse af ham hjælper dem til at vinde sig livet som deres eget. Ja, og hvis man anvender kristendommen på den måde, så bliver det sidste værre end det første, jo større sikkerhed og magt, man skaffer sig, jo mere er man afhængig af sin frygt og angst. Og sådan går det os altid, hvilken kreds vi end hører til, om det lykkes os at få vor vilje, for vor vilje er at slippe for at nøjes med at være menneske og for ikke at kunne nøjes med mindre end Guds nåde over vor hele tilværelse.

Men Jesus er Guds riges komme, og det er Guds sejr over Djævelen, over vor vantro og ulydighed. Guds rige gør en ende på vort rige; det dømmer os fra retten og magten; det gør vor leven for os selv til livsflugt og døds-længsel, til død og fortabelse. Det afslører vor tro som selvoptagethed og vor livsforklaring som et syndens bedrag. Når Guds sandhed lyser over livet, åbenbares dets mørke og meningsløshed: at det at ville blive til noget i virkeligheden er at ville slippe for at være til som menneske, og det at ville nå til et resultat i virkeligheden er at erstatte det at leve med dødens ro.

Ja, der hvor Jesu ord lyder, der hvor Guds rige kommer til os mennesker, der har vi ikke gnist af tro; der er livet for os mørke og håbløshed og der er ingen opklaring af det; der har mennesket ingen mulighed, for dets liv er trods og fortvivlelse. Der har mennesket ingen Gud, men er overladt til sig selv, fordi det har vendt sig bort fra ham. Der er Gud ikke til stede, og hvor Gud ikke er, der er Helvede, som Luther siger, om det så var i vort Himmerig. Der kommer mennesket altså til at mangle alt, hvad der hører til at være menneske; det er uden Gud og uden håb, og derfor er livet ikke et sandt og virkeligt liv, men kun en løgnens erstatning for livet. Og menneskets bønner om hjælp til at sejre, til at vinde sig livet og få noget at leve på og leve for, gøres til trællens underkastelse: under den onde ånd.

Så er Guds rige kommet til os: så er vi i vor fattigdom til for Gud som vor Gud og fader. Vi trænger til Gud - og skal ikke andet. Gud er vor mulighed for at være mennesker - og vi skal ikke selv have nogen. Vi har kun Guds frie nåde at være til af - og skal ikke have andet. Vi er intet, vi formår intet, - og vi skal intet være og intet formå. Vi har ingen forklaring på tilværelsen - og skal ingen have. Vi kan ikke virkeliggøre Jesu budskab - og skal ikke samles om at lave en forestilling, hvor der foregår noget overnaturligt. Vi skal ikke gøre os frie af vor vantro og håbløshed og skabe noget i vor egen bevidsthed, som vi kan bygge på. Nej, vort rige gøres til intet - også vore forsøg på at komme til at føle os frie og sikre på os selv.

Og så er vi ikke længer i Djævelens, i vor egen magt, men vi er alene i Guds hænder. Så er det ikke vor tro og vor selvbevidsthed, det kommer an på, nej, så er vi til af Gud; så er vor tilværelse et under - den er i Guds rige, oplyst og klar - Guds lys lyser over hele livet, også over vore grave. Så er livet Guds børns liv af deres faders kærlighed og det er saligt at være menneske, saligt i vor angst og frygt at have os selv og vor tilværelse fra Gud.

Så skal vi ikke få Jesu ord til at betyde noget, for det er det eneste, der betyder noget, det er sandheden og virkeligheden og livet. Så skal vi ikke have noget i os selv, men i alt gå til Gud om alt. Det er ikke hvad vi vil Gud, men hvad Gud vil os, der er livet; derfor skal vi fornægte vore ønsker og drømme og vore bekymringer for at lytte til Gud, der er jo ikke andet, der kommer os ved, end hvad vi skal, og det er Guds nåde, at han giver sine ulydige skabninger lov til at skulle. Og så er vi i Guds rige; så bliver denne verdens fyrste, vor vantro og selvoptagethed, gjort til intet, og vi er hjemfaldne til Guds rige. I Guds ord til os er vi frie af os selv, af vort liv og vor død; Gud er i sit ord vor fremtid og vort håb og vi skal tillidsfuldt være til af hans nåde og ikke søge os nogen anden forklaring på vor tilværelse end Guds under.