Af Vilhelm Krarup, Tidehverv, 1931, nr. 5, maj, s. 83-84. (Harald Rue: Satire og Karikatur. Mondes Forlag).

Det er »Monde«s redaktør, der har udgivet denne bog, og det er Hans Kirk, der i »Monde« betegner den som et grundlag for en moderne dansk kunstkritik. Da vi altid har snobbet for det moderne, kan vi daarlig lade være med at beskæftige os med den. Dertil kommer yderligere, at bogen — ifølge samme anmeldelse — maa virke saa stærkt paa de borgerlige kritikere, at de ventes at ville tie den ihjel. Og Gud fri os fra det selskab. Bogens styrke er — stadig samme anmeldelse — dens kritisk-marxistiske indstillng, der ikke er ekstatisk romantik, men rolig saglighed. Nu, saglighed er tidens bestikkende løsen, saa hvem kan fortænke os i en smule spændt forventning. Om den blev indfriet kommer ikke sagen ved.

Forfatteren gennemgaar — lidt hastigt — en række satirikere fra Hans Holbein til Johannes Holbeck og lægger ikke skjul paa, at han anser denne tendensiøse kunstform for at være den eneste af interesse, fordi vi her møder kunstneren i hans forhold til samtiden, d. v. s. samfundsmagterne. Alt dette lyder saare nyttigt og fornuftigt. Men der er især en ting i bogen, der tiltaler os. Det er forfatterens beroligende kendskab til sandheden. Et par eksempler: »Satirens hovedprincip er alt paa sin rette plads«. »Satiren gaar bag om den ydre anerkendte virkelighed ind til de egentlige forhold, som den oplyser ved det skin, der udgaar fra de store, klare krav, moralen og fornuften stiller om sandhed, retfærdighed og orden i tilværelsen«. »Satiren er inderst inde et angreb paa dem, der har skabt disse forhold (hvilket udlagt er: »den »store« kunst, der forherliger og fuldt bevidst kun siger en del af sandheden«), og dette angreb skal være berettiget og sandt.« — Som man vil se, sandheden spiller en stor rolle. Vi vil ikke her gentage et nærliggende og ikke helt nyt spørgsmaal, men vi vil glæde os over et nyt sandhedsvidne, hvis brændende tro er umiskendelig, og vi vil foreslaa TIDEHVERV's redaktion at knytte ham til sig som redaktør af det saa stærkt savnede opbyggelige stof.