Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1941, s.105-108. (Johannes Asmund, Regin Prenter, Paul Seidelin: Kirkeaarets Tekster. Første Tekstrække. Advent til Pinse).

Bogens Indhold er en Række Forstudier til Prædikener eller Prædikenskitser som oftest med eksegetiske Noter til Teksten. Den vil være et Indlæg i en Diskussion om "Tema-Prædikener" og "Tekst-Prædikener" (ogsaa kaldet "Aflæsnings-Prædikener"), idet den i Praksis vil give en Demonstration af, hvordan Forholdet mellem Tekst og Prædiken skal være. Forfatteren anser det nemlig for muligt at udvikle saadanne Synspunkter og Retningslinjer, en saadan Holdning overfor Teksten, som maa kunne paaregne almindelig Tilslutning i Kirken, i hvert Fald hos dem, for hvem Forholdet til Teksten er mere end en tilfældig og uforbindtlig Affære. En saadan "Holdning" er det, Kirkens Bekendelsesskrifter vil give Udtryk for.

Forfatterne vil behandles in solidum, - der er ingen Underskrift under de enkelte Stykker - og i det store og hele er der heller intet i Vejen for det. Dog synes jeg nok, Forfatteren til den mildest talt noget underlige Gennemgang af Klinten iblandt Hveden, hvor det bliver vor Opgave: "at vokse sammen med den ondes Børn. For at vi ikke maa glemme, at Hveden er onde Mennesker, som Gud var god imod, for at vi ikke maa holde op med at bære Skyld og at haabe for de onde", - burde have lagt Navn til. Det samme gælder følgende Bemærkning (Side 55): "Vi skal ikke blive saa "aandelige", at vi mener, at det ikke kan nytte at bede til Gud om vor jordiske Nød, og vi skal, hvad der er vanskeligere undertiden, forstaa, at det er ret og rimeligt, naar vore Medmennesker gør det." Søren Kierkegaard havde det nu omvendt: han fandt, at det var let nok at tro paa, at alle andre blev salige, kun ikke han selv.

Iøvrigt er Eksegesen ikke fri for tvungne og allegoriske Fortolkninger, antagelig en Følge dels af det nye Bibelsyn (se nedenfor) og dels - især - af den opbyggelige Anvendelse paa Menighedens Kristenliv (se ogsaa nedenfor). Videnskabeligheden lider under Manglen paa Oprigtighed (man mærker bestandig Hensigten) og øver overhovedet ingen Indflydelse paa den biblicistiske Opbyggelighed, der paa intet Punkt staar over den, jeg kender fra indremissionske Lægprædikanter (se f. Eks. Gennemgangen af Lignelsen om Arbejderne i Vingaarden). Enkeltheder er her af mindre Betydning: selv korrekt fortolkede Tekster efterfulgt af mange Skriftsteder kan blive døde og magtesløse ved den "Holdning", man indtager til dem, og den Anvendelse, man gør af dem.

Efter Forfatterne er den teologiske (videnskabelige) Eksegese et væsentlig Hjælpemiddel til Varetagelse af Prædikenens Tjeneste; selv om man nemlig anerkender Lægmandsprædikenens Berettigelse, maa dog den teologisk begrundede Forkyndelse staa fast som den grundlæggende og uundværlige Form for Prædiken; den vil nemlig intet udrette for sig selv, men bestandig alene tjene Kirken, d. v. s. vejlede til den "enfoldigst mulige" Forstaaelse af den givne Tekst som et Ord til Frelse for Mennesker. Eksegesen kan derfor ikke være bestemt udelukkende af humant-videnskabelige Maximer, men alle anvendte Methoder maa indordnes under Vidnesbyrdets Hensyn.

Efter hvad Biskop Skat Hoffmeyer skriver i en Kronik, indvarsler disse Synspunkter en helt ny Maade at læse Bibelen paa, som er betydelig bedre end den gamle, den historisk-kritiske, skønt han ikke selv kan tilegne sig den (er det nu ikke forkert af en Biskop ikke at læse Bibelen paa den bedst mulige Maade?). Det nye maa bestaa deri, at Forfatterne har erstattet de humant-videnskabelige Maximer (det er udlagt: Briller) med kirkeligt-dogmatiske; Fortolkningen er blevet kirkelig: den skal paa Kirkens Vegne læse Kirkens Kristendomsopfattelse ind i eller ud af Bibelen; det kaldes naturligvis for Forpligtethed overfor Teksten, men Bibelen bliver til Gengæld umyndiggjort: den bliver en hellig Bog, Kirkens Bibel; og selv om den bliver aldrig saa korrekt fortolket og faar Lov til at sige alt, hvad den har paa Hjerte, saa er det dog paa Forhaand afgjort, hvem den siger det til, og hvad den kan mene med at sige det. Kirken har nemlig faaet Ret til gennem Præsten i Bibelen at læse en Beskrivelse af sig selv. Denne Ret finder Forfatterne af nærværende Bog udtryk i Sakramenterne: "enhver ret Prædiken maa direkte eller indirekte udtale, at den angaar saadanne Mennesker, som ved Daaben er overgivet til Kristus, og som i Nadveren lydigt modtager Bekræftelsen paa deres Samfund med Ham." Ordet er blevet Kirkens Ejendom, ikke dens Herre.

Disse Synspunkter (denne "Holdning" til Skriften) har den store praktiske Betydning, at Præsten slipper for at læse Teksten; i Stedet fortolker han den over paa Kirken eller Menigheden; Tekstlæsningen bliver en videnskabelig og opbyggelig Betragtning af Teksten anvendt paa Menigheden. Han slipper for at staa til Ansvar for, hvad han hører, og hvordan han hører det, han læser i Bibelen: det er jo Guds Ord altsammen, bare det gentages korrekt; at det overhovedet kommer ham og de andre Tilhørere ved, det er afgjort paa Forhaand. Det er ikke længer det, der staar i Bibelen, det drejer sig om, men det, at det staar der. Præsten slipper derfor ogsaa for at prædike! Prædikenens første Halvdel bliver en Parafrase af Teksten som Guds Ord; den sidste Halvdel bliver en Gentagelse af første, men nu som Beskrivelse af Menighedens Kristenliv, dets Farer og Fristelser medindbefattet.

Og Menigheden slipper for at høre en Prædiken; den tiltales ikke, men omtales. Vel hedder det, at Prædikenen skal vise Vej til Frelse ud fra den Situation, der er vor, men vor Situation er ikke Menneskelivet paa godt og ondt i denne Verden, i Vantro og Trods, paa Vej mod Døden, men det med Sakramenterne givne og garanterede Kristenliv.

Sagt paa en anden Maade: Bogens altbestemmende Tendens er paa den ene Side objektiv og paa den anden Side kirkelig. Der lægges den størst mulige Vægt paa det objektive, paa Guds Ord, paa Guds Gerning; Præsten er objektiv i sin Læsen og i sin Prædiken og Menigheden i sin Høren; af lutter objektive Sten bygges der et Guds Rige, en Kirke og et Kristenliv op, altsammen uangribeligt objektivt læst ud af Bibelen. Og saa, - saa er det hele dog subjektivistisk: en Skildring af Kirken, af Menighedens Kristenliv. Ganske vist har man saa vidt muligt undgaaet "private Fromhedsbegreber", men det ses ikke, hvorfor de officielt-kirkelige skulde være bedre.

Intet Under, at Bogen er blottet for Lidenskab, præget af en livstræt, overmæt Stemning; ingen Djævel kan komme i Affekt ved at læse den. Man kan kun tænke paa Forfatterne med et stille Vemod: saa unge og dog saa bedagede; det maa tage paa et Menneske at blive saa objektiv. Mine Ord vil ikke meget sige, men jeg vil gerne have Lov at henlede Forfatternes Opmærksomhed paa Kiplings Digt: Tomlinson.

Som der ogsaa staar i Bogens Indledning, er det den praktiske Gennemførelse, det kommer an paa. Der skal derfor her gives nogle Prøver paa, hvad der hænder os, eller hvad vi gør i Søndagenes Løb; stort set er det alt det, der staar i Teksterne, men jeg skal dog fremhæve nogle Enkeltheder, som særlig har imponeret mig:

1. Søndag i Advent siges der i Anledning af det nye Kirkeaar: "Kirkeaarets Kreds mættes af Fortidens Fylde, og det nye Kirkeaar beherskes af Fortrøstningen til, at Gud vil føje sin Kirkes Skæbne efter sin urokkelige Vilje". Paa Søndag efter Jul bringer Guds Aand al vor Undren og Modsigelse til at forstumme. Paa Nytaarsdag gaar vi ind i det nye Aar udelukkende med den Fortrøstning, at "Jesus Kristus er i Gaar og i Dag den samme, ja til evig Tid". Hellig 3 Kongers Dag skal vi maaske helt ud i Mørket hos Hedningerne for at lære at dømme os selv lige med dem, saa vi mister al vor kirkelige Selvsikkerhed og Tilfredshed og lærer med Evangeliet at haabe ogsaa for Hedninger. 4. Søndag efter Hellig 3 Kongers Dag er hans Disciple allermest i Nød, men de ved dog, de har eet at gøre: "Se, at Herren dog er hos dem - anraabe ham om Hjælp. "Herre, frels os, vi forgaar!" Det er slet ingen Overdrivelse. Hvis Hans Ord ikke bringer Frelsen, er der ingen Frelse". Mærkeligt nok er det ikke faldet Forfatterne ind, at nogen kunde finde paa at kalde Beskrivelsen af Disciplenes (alias vor) Tro for en Overdrivelse. - Det er betegnende for Prædikenerne, at der ofte sættes et "vi" ind i Teksten eller Skriftstederne. Saaledes til 3. Søndag efter Paaske: Vi forventer den store Glæde, naar den opstandne aander sit Liv ind i vor Død. Da kommer vi ikke mere vor trængsel i Hu. Hvordan skulde vi det, naar den opstandne Herre lever i vor Midte? - Det maa være det, der menes, naar der i den eksegetiske Note staar, at Paaskesorgen og Paaskeglæden skal søges "aktualiseret i Menighedens Liv". Tydeligere kan man ikke sige, at man har erstattet Prædikenen med et æstetisk, psykologiserende Betragtning. Det hjælper ikke, der henvises til Grundtvig, for Salme 327 i Salmebogen er Forkyndelse; den "aktualiserer" (drukner) ikke Paaskebudskabet i Menighedens Liv. - Endvidere 5. Søndag efter Paaske, hvor Jesus taler om vort nye Liv, og hvor der lidt senere staar: Det er os gavnligt, at han gaar bort: "For han har sendt os sin Aand, og i Aanden lever vi det kristne Liv i ham. Og nu kan han frit ud forkynde os om Faderen. -Hvor intetsigende det hele kan blive er Stykket til Juleaften Eksempel paa. Der begyndes saadan: Et Barn er født os, en Søn er os givet. Saaledes lyder Budskabet, som har samlet os paa denne Aften. Gud har gives os en Gave. Derfor er vi glade. Vi ved meget vel, at der er meget, som i disse Tider vil tage Glæden fra os. Men det faar ikke Lov til det. Gud gav os sin Gave og dermed Glæden. Og hvad Gud gav, det tager ingen fra os.

Maaske har Forfatterne haft en Fornemmelse af, at Budskabet blev noget tyndt ved saaledes at blive aktualiseret i Menighedens Liv. I hvert Fald gøres der et Par Steder (Side 18 og 133) en Opdeling af Tilhøreren i en troende og en vantro Del. Men hertil er der det at sige, at for Betragtningen er Mennesket maaske nok noget af hvert, men det at tro er nu ikke noget af hvert; den, der tror, fornægter Vantroen helt og holdent. Ingen har Ret til at beskylde den, der tror, for at være vantro.

Det hjælper heller ikke, at man efter at have afgjort alt objektivt sætter Menigheden til at se efter paa sig selv, om det nu ogsaa passer (se Side 133, 139 og 143), for denne Undersøgelse af sig selv er det stik modsatte af at høre Guds Befaling. Optager man Foruroligelsen i Systemet, bliver det hele endnu mere afgjort, mere dødt; i den Holdning, der her indtages overfor Bibelen, er Bibelen ingen farlig Bog; der er heller intet, der kan tvinge et Menneske til mod sin Vilje at høre efter. Det hjælper ikke, man vil tale "sandt og tungt" om Jesu Død; det bliver dog kun Betragtning (hvad ogsaa Ordene vidner om). Det hjælper ikke, man taler om Fællesskabet med Kristus i Skriftudlægning og videre til Nadveren; det bliver netop kun til Udlægning.

Trods den stadige Pointeren af Modsætningen mellem Ordene om Jesus og Jesu Liv her i Verden (Barnet og Profetierne om det o. s. v.), kommer forargelsens Mulighed dog ikke frem. Der er virkelig ikke noget forargeligt i, at et Barn er mere end det ser ud til; der er heller intet forargeligt i, at Vejen gaar gennem Besværligheder. Evangeliet er først forargeligt, naar man ikke tager Dommen og Døden bort, men dog forkynder Guds absolutte Fordring paa Mennesket for Livet i denne Verden. I denne Bog er Døden ikke mellem os og Livet; derfor har den ikke noget at sige dem, der ikke er kommet ud over deres eget Liv.

Guds Rige kommer af sig selv, men hvor Guds Rige er, der er Ansvaret; at være Guds Barn er ikke at være frelst, sikker, troende o. s. v., men at staa i Ansvaret overfor Gud.

Prædikenen skal stille Mennesket under Fordringen og give den ængstede Samvittighed Frimodighed ved Syndernes Forladelse til at høre den. Det gør den objektive Prædiken ikke; saadan vil den nemlig ikke høre Evangeliet. Den sikrer Kirken overfor Evangeliet: den fritager Mennesket for at leve dets eget Liv. Til Gengæld har den intet Budskab til den, der er uhjælpelig bundet til sit eget Liv.