Af Christian Langballe, Tidehverv, 2012, nr. 7, september, s.113-121.

Mit foredrag kommer ikke til at handle om det homoseksuelle ægteskab som sådan, men hele affæren og ikke mindst flertallet af biskoppernes ynkværdige optræden har rejst et spørgsmål, der for mig er vigtigere endnu, nemlig: Hvad er folkekirken egentlig for en størrelse?

Er det politikerne og statsræsonen, der angiver rammerne og indholdet af gudsdyrkelsen? Er den endt som en religionsanstalt i den demokratiske velfærdsstat? Er den blevet en velfærdsydelse på linje med sygehusene, skolerne og plejehjemmene, sådan at forstå at borgerne er åndelige forbrugere, der har krav på at blive serviceret bedst muligt, uden at der diskrimineres og gøres forskel? Er kirken blot en festlig højtidelig kulisse for borgernes religiøse udfoldelse og en ramme om mærkedagene i borgernes liv? Er præsten blevet reduceret til en ceremonimester og eventmager, der løber rundt for at opfylde alle ønsker og stille alle tilpas ud fra en tankegang om, at det er forbrugeren, der bestemmer, fordi forbrugeren som borger i Danmark er udstyret med ukrænkelige rettigheder? Det drejer sig om, hvorvidt folkekirken er en ramme om evangelisk-luthersk kristendom eller rettere Guds ord, som forkyndes til det danske folk, eller om folkekirken er en del af den terapeutiske velfærdsstat, hvor det glædelige budskab er: Vær dig selv, lev dit liv ud, vær spontan, realiser dig selv. Det er klart, at hovedparten af politikerne betragter folkekirken som en terapeutisk anordning og et led i statens behandlingsvæsen, hvor forkyndelsen munder ud i et budskab til os alle om, at vi er gode nok, som vi er. Det er også klart, at folkekirken (og det vil sige biskopper, præster og lægfolk) som en udløber af hele affæren med det homoseksuelle ægteskab står ved en skillevej, hvor den enkelte må gøre sig klart, hvad folkekirken er.

Paragraf 4 i grundloven taler ganske klart om folkekirken. Her står der som bekendt, at den evangelisk- lutherske kirke er den danske folkekirke, og at den som sådan understøttes af staten. Blandt andet Preben Espersen har i sin kirkeret understreget, at der med ordene ”den evangelisk-lutherske kirke” klart er underforstået de bekendelsesskrifter, som den evangelisk-lutherske kirke hviler på. Det er det mest fornuftige, som står i den kirkeret.

Regeringen begår ikke blot vold mod folkekirken, hvis de lovgiver på en måde, der er i strid med skriften og bekendelsesskrifterne, som det er sket i forbindelse med indførelsen af det homoseksuelle ægteskab. Den optræder også som teologisk overdommer, der mener sig bemyndiget til at kvalificere en bestemt teologisk tolkning og forkaste en anden, og det vel at mærke på en måde så den nye teologisk tolkning er i direkte strid med den lutherske teologi. Det er, hvad der er sket. Der er tale om en form for nyt politisk pavedømme, hvor Manu Sareen ved sin indblanding i folkekirkens ritualer også blander sig i teologien. Det er ikke blot sket ved kravet om, at der skal indføres et ritual for det homoseksuelle ægteskab, men også ved, at kirkeministeren har blandet sig helt ned i ordlyden af ritualet. Manu Sareen havde betinget sig, at der skulle stå ”ægtefæller” og ikke måtte stå ”livsfæller”, som visse biskopper ellers havde foreslået. Det er allerede blevet nævnt mere end en gang, at Manu Sareen slet ikke optrådte som kirkeminister, men i stedet som ligestillingsminister. For det er det, som hele sagen har drejet sig om: En radikal ligestillingsideologi hvor det drejer sig om at omskrive virkeligheden, så alle religiøse, kulturelle, historiske og kønsmæssige forskelle forsvinder. Ikke uden grund kaldes den nye ægteskabslovgivning for ”kønsneutral”, hvilket i bedste fald virker komisk og værste fald virker totalitært og bringer én mindelser om George Orwells 1984 og det nysprog, som en totalitær stat anvender. Man kunne have været klar i mælet og kaldt tingene ved rette navn: ”Det homoseksuelle parforhold”, men politikerne tror, at de kan omskabe virkeligheden ved at kalde den noget andet, og derfor taler de om den kønsneutrale ægteskabslovgivning - det kønsneutrale ægteskab. Pernille Vigsø Bagge udtalte begejstret fra folketingets talerstol: ”Ord skaber, hvad de nævner”, og det er jo kendetegnende for moderne politikeres selvforståelse, at de tror, at de med deres ord kan omskabe virkeligheden. Ordet skaber, hvad det nævner. Sådan talte Grundtvig om Guds skaberord, men i dag bruger politikere det om sig selv og deres egne ord, hvilket jo er ganske tankevækkende.

Jeg skal ikke opholde mig mere ved selve ægteskabslovgivningen, men ved det forhold, at regeringen er tromlet ind over folkekirken. Jeg mener, at det er en krænkelse af paragraf 4 i grundloven. Paragraf 4 holder staten fast på, at folkekirken er et selvstændigt evangelisk-luthersk trossamfund, og at biblen og bekendelsesskrifterne angiver rammen for, hvad det ”evangelisk-lutherske” vil sige. Denne afgrænsning er så også en begrænsning af statens og politikernes magt. Staten skal understøtte og ikke diktere. Politikerne skal hjælpe, værne og respektere folkekirkens egenart som kirke og ikke bruge folkekirken til ideologiske og partipolitiske formål. I virkeligheden er grundloven et bolværk og værn mod statsmagten og politikerne. I lyset af at den almægtige stat konstant udvider sine magtbeføjelser for at omskabe alt i sit billede, er det værd at minde om, at grundloven faktisk er en beskyttelse af borgerne mod statens vilkårlige magtanvendelse, men det gælder også folkekirken. Den er også beskyttet af grundloven mod statens vilkårlige magtanvendelse og politikernes forsøg på at gøre folkekirken til et politisk og ideologisk projekt. Politikerne har traditionelt stået værn om grundlovens bestemmelser, og således har de også ladet folkekirken være i fred. Det sluttede, da den nye regering kom til. Hvad man end mener om det homoseksuelle ægteskab, så mener jeg ikke, at der kan være nogen tvivl om, at regeringen og den nye kirkeminister på en yderst aggressiv måde har gjort folkekirken til en ren ideologisk kampplads. Den har demonstreret, at den i virkeligheden ikke giver en døjt for folkekirken. Det er blevet klart under trepartforhandlingerne, hvor regeringen uden videre gik med til at slagte helligdage, og det er blevet klart i hele forløbet mht. det homoseksuelle ægteskab. Regeringen har bare brugt folkekirken som en kulisse for en kulturradikal ideologisk markering af, at den vil ligestilling – etnisk, kulturelt og kønsmæssigt. Derfor blev Manu Sareen udnævnt. Han er den mest uvidende og inkompetente kirkeminister, som vi nogensinde har haft, men han har gjort, hvad han skulle. Bare det forhold at han kan sige, at han ikke er teolog, men politiker og chef for folkekirken i en sag, hvor han faktisk har taget teologisk stilling ved at blande sig i ritualets ordlyd, viser, hvor lidt han har begrebet af, hvad folkekirken er for en størrelse.

Kirkeministeren
Kirkeministeren har demonstreret et meget kreativt forhold til sandheden fra den første dag, hvor han gik ud i pressen og lancerede det homoseksuelle ægteskab. Han har blandt andet vedholdende hævdet, at biskopperne var enige med ham med hensyn til udarbejdelsen af et ritual. Enigheden skulle være tilvejebragt på et møde med biskopperne den 15. november. I en baggrundsartikel i Kristeligt Dagblad den 7. 12. fortæller to journalister, Laura Elisabeth Schnabel og Tobias Stern Johansen, den sande historie. Den 22. november kl. lidt over ti om aftenen ”tikker en mail ind i indbakken hos folkekirkens 10 biskopper.” Det er kirkeministeren, og beskeden er, at regeringen nu fremsætter lovforslag om, at homoseksuelle skal kunne indgå ægteskab på rådhuset såvel som i kirken. I mailen står der, at ”i dette nye ritual bruges ordet livsfælle i tilspørgelsen.” Lige præcis der går Manu Sareen fra at være politiker til at være teolog. Han blander sig som statsmagtens repræsentant i folkekirkens teologi helt ned i detaljen ved at bestemme, hvilken ordlyd ritualerne skal have. Det er ikke sket før i vores folkestyres historie. Tilbage til mailen. På Politiken får man besked omtrent samtidig med biskopperne, og det fremgår, at regeringen fremsætter en lov om det homoseksuelle ægteskab. Alt det kan man læse på Politikens netavis kl. 3. om natten, før blandt andet Liselotte Rebel har læst mailen. Gennem pressen får hun næste dag at vide, at hun og de andre biskopper er ”med på at formulere et vielsesritual, som gør det muligt for præster i fremtiden at vie par af samme køn”, som Politiken skriver det. Det har hun bare aldrig tilkendegivet. Hun har tværtimod fortalt kirkeministeren, at hun er imod et vielsesritual for homoseksuelle, men er for det registrerede partnerskab og en gudstjenestelig markering i kirken. I sit høringssvar har Liselotte Rebel i øvrigt en fyldig og også teologisk begrundelse for sin stillingtagen. Det fremgår meget klart, hvad hun mener. Under alle omstændigheder har hun ikke indvilget i at udarbejde et ritual. Manu Sareens påstand om, at biskopperne på et møde den 15. november indvilgede i at udarbejde et ritual er altså løgn, og 6 af biskopperne er ifølge baggrundsartiklen da også vrede. To af biskopperne, Niels Henrik Arendt og Steen Skovsgaard, var ifølge artiklen slet ikke til stede ved mødet. Hvad angår tre andre biskopper, Karsten Nissen, Elisabeth Dons Christensen og Henning Toft Bro, så rykkede de ud med et læserbrev i Kristeligt Dagblad den 17. marts med overskriften ”Hastværk er lastværk. Vi siger nej til den nye ægteskabslov”. Man må jo sige, at de med overskriften selv angav en klar og umisforståelig tilkendegivelse af, hvad de mente om den sag, og læserbrevet er ganske klart. Ikke sært er det faldet dem for brystet, at Manu Sareen i udsendelsen ”Tro, håb og homovielser” i en sekvens grinende taler om de ”sure biskopper”. Det er også faldet dem for brystet, at kirkeministeren i udsendelsen lover, at der vil være homoseksuelle bryllupper allerede til foråret. Videre skriver de: ”Skønt sagen ikke har været tilstrækkeligt behandlet eller belyst i folkekirken, skønt flere af biskopperne i deres høringssvar har anbefalet, at lovforslaget udsættes, fordi der stadig er mange og store ubesvarede spørgsmål, og skønt det er tydeligt for enhver, at dette vil medføre en splittelse i folkekirken, kører statsmagten uanfægtet videre. Dette sker, skønt statsmagten i Grundloven er forpligtet til at ’understøtte’ den evangelisklutherske folkekirke. Og i 1849 tænktes der ikke på økonomisk støtte, men derimod på aktiv støtte til kirken som evangelisk-luthersk. Vi siger nej til den nye ægteskabslov, og vi opfordrer endnu en gang regeringen til at besinde sig og give tid til et udvalgsarbejde og en grundig debat.”

Tænk jeg synes egentlig, at læserbrevet tjener de pågældende biskopper til ære, hvis det da ikke var, fordi de løb fra det hele, da det virkelig gjaldt og senere erklærede deres måske nok modstræbende, men alligevel klare tilslutning til Manu Sareens lov, og det med i hvert fald en begrundelse, som jeg ikke mener, er lutherske biskopper værdige. Lad os dog gøre os færdige med Manu Sareen.

Manu Sareen har to gange hævdet, at Henrik Højlund af alle skulle have tilkendegivet, at vielser af homoseksuelle ikke kommer til at gøre nogen forskel for folkekirken. Det skete blandt andet i et samråd om paragraf 4 onsdag den 23. februar, hvor jeg selv var til stede, og hvor Manu Sareen udtalte: ” Jeg har talt med Henrik Højlund, som bliver betegnet som én fra den kirkelige højrefløj - i øvrigt et ord, jeg ikke bryder mig om - som siger: ‘Der sker ikke noget. Tingene går videre’.”

Det eneste problem er, at Henrik Højlund har sagt det diametralt modsatte. Det ved enhver, Han beder den 25. februar Manu Sareen om et dementi i Kristeligt Dagblad. Den 27. februar svarer Manu Sareen:

Kære Henrik Højlund.
Tak fordi du så omhyggeligt forklarer dig til Kristeligt Dagblad i et læserbrev lørdag den 25. februar. Jeg beklager selvfølgelig, at du føler dig misforstået, og at jeg tilsyneladende har gengivet dine holdninger forkert. Det er jo i den slags spørgsmål altid svært at afgøre, om afsenderen(du) har udtrykt sig upræcist, eller modtageren (mig) har misforstået. Men jeg kan blot konstatere, at du føler dig misforstået, og det er jeg ked af. Det har naturligvis ikke været min hensigt.“ Videre hedder det: ”Tanken om, at alle mennesker er ligeværdige, er en del af den danske folkekirketradition. Det vil gå med debatten om homovielser, som det gik med debatten om kvindelige præster: Folkekirken udvikler sig og bliver styrket. Henrik Højlund. Du bliver nødt til at erkende, at du er i mindretal. I befolkningen, i Folketinget og blandt medlemmerne i folkekirken er der et klart flertal for, at homoseksuelle kan blive gift i kirken. Det kan dine skræmmebilleder ikke ændre på. Hurra for det”. Læg mærke til, at det er Manu Sareen, der gentagne gange har fejlciteret Henrik Højlund og alligevel optræder han som den forurettede part, der kan afslutte med ordene: ”Det kan dine skræmmebilleder ikke ændre på. Hurra for det”. Hvis det skulle gøre det ud for et dementi eller en undskyldning, så fri mig for dementier og undskyldninger fra Manu Sareen.

Det gælder også i forhold til det sidste eksempel, som drejer sig om et interview, som Manu Sareen giver den 30. marts til den såkaldte Søndagsavis. Jeg citerer: ”Debatten er undervejs blevet meget personlig,” fortæller Manu Sareen om sine mange møder med præster og biskopper. ”I diskussioner med visse højrefløjspræster har jeg fået at vide, at vi - regeringens medlemmer - vil blive straffet på dommedag, hvis lovforslaget bliver fremsat”. Frygten for helvedes flammehav bider dog ikke rigtig på Manu Sareen, bedyrer journalisten. Han, altså Manu Sareen, er mere rystet over manglen på tolerance. Som han udtaler det: ”Det er dybt besynderligt, at personer, der taler om en rummelig folkekirke og næstekærlighed, har så svært ved at rumme uenigheder. Uenigheder bør holdes i en ordentlig tone”. Ja, Manu Sareen vil gerne fremstå som den tolerante og frisindede kirkeminister, der bare vil ligestilling og næstekærlighed og så bliver mødt af intolerante mørkemænd fra kirkens højrefløj. Han kæmper ædelt og selvofrende for den gode sag og så bliver han mødt af skingre vækkelsesprædikanter fra det midt og vestjyske bibelbælte, der dømmer ham til helvedes flammer og den evige fortabelse.

Historien fik en vis Johnny Nielsen til at indrykke følgende læserbrev i Ekstra Bladet den 4.4 under overskriften: ”Homomur om Manu”. Det lyder: ”I forbindelse med lovforslaget om homoseksuelles ret til kirkelig vielse fortæller Manu Sareen i Søndagsavisen, at han og regeringen risikerer helvedes svovlflammer for at gå i rette med DF’s højrefløjspræst Søren Krarup og fætter-kollegaen Jesper Langballe. Det bør få regeringen til at overveje brugen af vandkanoner mod disse oprørsgrupper, når Folketinget 15. juni skal vedtage loven. Regeringen trues jo indirekte på livet af dette bibelsenile bundfald! Og der bør derfor allerede nu indføres en kæft, trit og retning-politik i Folkekirken, hvor biskopper og præster skal følge homo-loven - ellers er det af med præstekraven og en statslig fyreseddel. Vi må være klar til at marchere til Borgen, danne en mur om Manu Sareen og give Krarups stormtropper dødskysset, så loven kan vedtages. Medbring paraplyer, håndtasker og andre glimrende forsvarsvåben!” Således Johnny Nielsen. En virkelig veloplyst og kampberedt mand, må man sige.

Da Manu Sareen allerede den 2. april blev gået på klingen af en journalist fra BT, viste det sig, at der ikke var nogen, der direkte havde truet ham, men han vist nok havde hørt det i en samtale. Hvem, der havde talt sammen, fremgik ikke. Det var med andre ord det pure opspind, og han skyndte da sig også at gå i bodsgang og sige, hvad han efterhånden har sagt en hel del gange, efter at han er blevet minister: Undskyld! Vi lader lige Manu Sareens udsagn stå et øjeblik, om at han rystet over den manglende tolerance, og at ”det er dybt besynderligt, at personer, der taler om en rummelig folkekirke og næstekærlighed, har så svært ved at rumme uenigheder. Uenigheder bør holdes i en ordentlig tone”.

Man skal ikke være blind for, at Manu Sareen ganske bevidst spiller på denne modsætning mellem sig selv og højrefløjspræsterne, og gør det i en situation, hvor han selv er meget presset. At det så betyder, at han må fortælle en løgn undervejs, er så åbenbart en mindre detalje for ham. Han vil gerne vise danskerne og de homoseksuelle og ikke mindst det moderne kulturradikale cafe latte segment, som han normalt bevæger sig i, hvilke mørkets kræfter, som han er oppe imod, og hvor hårdt han kæmper. Når Manu Sareen så kækt går ud i forhold til Henrik Højlund og triumferende udtaler: ”Du bliver nødt til at erkende, at du er i mindretal. I befolkningen, i Folketinget og blandt medlemmerne i folkekirken er der et klart flertal for, at homoseksuelle kan blive gift i kirken. Det kan dine skræmmebilleder ikke ændre på. Hurra for det”, så er han slet ikke klar over, at han i det forhold er dværgen, og at Henrik Højlund er kæmpen. Spørger man mig, hvem der er mest repræsentativ for folkekirken, Manu Sareen eller Henrik Højlund, så ved jeg godt, hvad jeg vil svare. Manu Sareen virker som en friskfyragtig opkomling, og det er pinligt, når han af alle gør sig til talsmand for folkekirken.

Biskopperne
Der er ingen tvivl om, at flere af biskopperne har fået en rigtig dårlig behandling. Problemet er bare, at 8 ud af 10 biskopper ser ud til at finde sig i den dårlige behandling. Det tjener Liselotte Rebel og Steen Skovsgaard til ære, at de tonede klart flag og sagde fra. Resten har opført sig som nogle skrog. Hvad de så end mener om det homoseksuelle ægteskab, så er det ufatteligt, at de finder sig i den behandling. De kunne jo have sagt til Manu Sareen, at han kunne rende og hoppe, og at de under ingen omstændigheder ønskede at udarbejde et ritual under de betingelser. De kunne have sat hårdt mod hårdt og have understreget, at hvad angår teologi og ritualer, så har kirkeministeren bare at blande sig uden om. Efterfølgende kunne de i ro og mag have drøftet tingene igennem uden hastværk. Tre af biskopperne må have en rigtig dårlig smag i munden, nemlig Karsten Nissen, Henning Toft Bro og Elisabeth Dons Christensen. ”Vi siger nej til den nye ægteskabslov”, sådan lød overskriften på læserbrevet den 23. marts. Mandag den 15. juni kom ritualet, som 8 ud af 10 biskopper nikkede ja til. Det rungende og stålfaste nej til en ny ægteskabslov var blevet forvandlet til et krybende og spagt ja til statsmagten. Hvorfor, forstår jeg ikke? Hvad havde de i grunden at miste? Elisabeth Dons Christensen gav i et interview til BT følgende to begrundelser. For det første, at hun er statsembedsmand, og for det andet at biskopperne har et ansvar for at holde sammen på folkekirken. Til den første begrundelse må jeg sige, at det er en begrundelse, som en luthersk biskop ikke under nogen omstændigheder kan give. I forhold til teologien er en luthersk biskop og for den sags skyld en præst udelukkende ansvarlig over for Guds ord og sin samvittighed. Vi er ikke protestanter for ingenting, og i sådan en situation drejer det om at følge Luthers eksempel og gentage, hvad han sagde på rigsdagen i Worms i 1521: ”... hvis jeg ikke bliver besejret ved Skriftens vidnesbyrd eller ved åbenbare fornuftsargumenter - for jeg tror hverken på paven eller på koncilerne alene eftersom det står fast at de flere gange har taget fejl eller har modsagt hinanden - så forbliver jeg besejret ved de skriftsteder jeg har anført, og min samvittighed forbliver fanget i Guds Ord. Jeg hverken kan eller vil tilbagekalde noget, for det er hverken sikkert eller bringer frelse at gøre noget mod sin samvittighed. Gud hjælpe mig, Amen.”

Jeg må også sige, at den anden begrundelse, om at det er nødvendigt for biskopperne at holde sammen på kirken i virkeligheden afslører, hvad der er folkekirkens dybeste krise, nemlig at biskopper, præster og menighedsråd er begyndt at opfatte kirken som en velfærdsydelse og en terapeutisk indretning, som det er op til os mennesker at holde sammen på. Der er kun en, der opretholder og holder sammen på den kristne kirke, og det er Gud og Guds ord. Som der står i kollekten, som bruges til gudstjenesten, når der hverken er dåb og nadver: ”Herre Gud, himmelske fader. Vi takker dig for denne din faderlige velgerning, at du af din store nåde og barmhjertighed har givet os dit hellige og salige ord ved hvilket du også her hos os forsamler din kristne kirke.” Kirken er der, hvor Guds ord lyder, og det er på tide, at både biskopper og præster minder sig selv om det i en kirke, hvor alle efterhånden opfatter sig selv som statsembedsmænd.

Den 16. april i år deltog jeg i, hvad der bedst kan beskrives som et absurd sceneri. Jeg var indbudt til en høring i fællessalen på Christiansborg om en reform af folkekirkens styrelseslov. Kirkeminister Manu Sareen indledte med at komme med nogle hjælpeløse betragtninger om folkekirken. De mundede ud i, at det jo kunne være meget svært at sige, hvad og hvem folkekirken var. Kirkeministerens oplæg mindede mest af alt om fristil på 9. klasses niveau, og han stillede al sin uvidenhed og hjælpeløshed til skue. Jeg tænkte ved mig selv, om det virkelig kan passe, at hele folkekirken skal laves om, fordi kirkeministeren ikke har begrebet et levende suk af, hvad folkekirken er for en størrelse.

Nu var turen kommet til, at forskellige repræsentanter fra det kirkelige landskab skulle begrunde, hvorfor en styrelsesreform for folkekirken var nødvendig. Det absurde var, at Manu Sareen, regeringen og den politiske indblanding i forbindelse med det homoseksuelle ægteskab blev nævnt op til flere gange - blandt andet af Karsten Nissen - som en konkret begrundelse for at lave styrelsen for folkekirken om. Der blev simpelthen rejst krav om en ”Manu Sareen reform”, hvilket jo rigtig nok er uhyre tiltrængt. Manu Sareen sad der og hørte på uden at tage synderlig notits af, at det faktisk var ham og regeringen, der var på anklagebænken. Det var der en grund til. Skulle det forhold, at regeringen er tromlet ind over folkekirken i forbindelse med det homoseksuelle ægteskab, fremprovokere et krav om, at vi i folkekirken selv skal være herrer i eget hus og selv skal bestemme over de såkaldte indre anliggender, så ville det jo passe regeringen og ikke mindst Det radikale Venstre glimrende. De, som klagede over Manu Sareen og regeringen, kunne jo bare have sagt nej til regeringen og Manu Sareen. Hvis de ikke kan finde ud af det, er der heller ingen grund til at tro, at de vil kunne gøre det, hvis kirken fik en synode. De vil under alle omstændigheder løbe efter tidens mode og bøje sig ud fra en begrundelse om, at de jo også skal holde sammen på kirken.

Giv kejseren, hvad kejserens er, ellers ...
Vil en reform af folkekirkens styrelse løse den dybe åndelige krise og lette det pres, som den danske folkekirke helt klart lider under? Overhovedet ikke. Vi oplever over hele den vestlige verden, hvordan staten i stigende grad vil diktere kirkerne og de kristne, hvad de skal sige og mene. Det er der en afgørende grund til. Før romerriget under kejser Konstantin blev kristnet, betragtede mange af de romerske kejsere kristendommen som en fare. Sagen var ganske enkel. De kristne ville ikke deltage i kejserkulten, hvor man dyrkede kejseren som en manifestation af det guddommelige. Det skete selvfølgelig ud fra Jesu ord om at give kejseren, hvad kejserens er, og Guds, hvad Guds er – altså at lyde kejseren som den verdslige øvrighed, som han er, og så lyde Gud som Gud. Nu er der så bare det, at kejseren vil have det hele, så giv kejseren, hvad kejserens er, ellers… Det er evangeliets forkyndelse, der relativerer kejserens guddommelige status og placerer ham på jorden som et menneske af kød og blod, der lever under syndens og dødens vilkår. Det er evangeliets forkyndelse, der gør statsmagten til ren jordisk størrelse og berøver den den hang til selvguddommeliggørelse, som altid klæber ved statsmagten. Det er evangeliets forkyndelse, der underminerer statens forsøg på at spille guddommeligt forsyn i borgernes liv. Det var selvfølgelig det forhold, der gjorde, at skiftende kejsere lod de kristne forfølge. For evangeliet er en provokation for den statsmagt, der vil være alt i alle og spille det guddommelige forsyn i menneskenes liv. Det samme gælder i dag, selv om der selvfølgelig er en kæmpe forskel på de vestlige demokratier og det gamle romerrige. Mark Steyn har i National Review skrevet en artikel med præcis den overskrift: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, ellers..”. Han skriver om USA, som ellers har en stærk frikirke- tradition, men hvor man alligevel i stigende grad oplever, at kirkerne bliver presset og dikteret af den politiske dagsorden. Årsagen er selvfølgelig, at statens magt overalt i den vestlige verden er tiltagende. Der er selvfølgelig forskel på romerrigets autoritære diktatur og et frit folkestyre som det danske – ingen tvivl om det. Man kan sige, at den udvidede dominans jo i høj grad beror på en overenskomst mellem staten og vælgerne. Hvis borgerne på den ene side betaler skat, så giver staten løfte om at agere guddommeligt forsyn fra vugge til grav, dvs. at staten ved hjælp velfærd, skoler, sygehus, pleje og krisehjælp leder mennesket gennem livet fra vugge til grav. Man kunne også sige, at der fra et menneskes fødsel står et korps parat i form af lærere, læger, psykologer, sagsbehandlere og politikere ikke at forglemme, som løser alle problemer, så den enkelte kan koncentrere sig om det, som er tilværelsens mening: arbejde, fest og underholdning. For nu at slå en elementær sandhed fast, så var den oprindelige generelle holdning til velfærdsstaten, at den skulle tage sig af de syge, svage og dem, som ikke kunne klare sig selv – og ikke mere. Den skulle stå for skole, uddannelse, pleje og sygehuse. Staten har gennem årene overtaget kirkens funktioner, men indtil nyere tid overlod den til kirken at være forkyndende. Staten sikrede gennem velfærd og uddannelse rammen om et ordentligt menneskeliv, men den forsøgte ikke at blive tilværelsens mening. Den vil nu selv forkynde og være forkyndelsens indhold. Det er skiftet i moderne tid, og det er taget til siden 60’erne. Der er en stigende tendens til, at staten vil være alt i alle og ser med mistillid på alt og alle, som gør staten rangen stridig. Sagt anderledes, når nu staten tager sig af det enkelte menneske fra vugge til grav, så er det jo bare naturligt, at staten forlanger ubetinget troskab. Ikke på den gammeldags faderlige myndige måde, ej heller som ”big brother”, dvs. som den overvågende storebror, men snarere som ”the big mother”, den store mor, der omfavner en og knuselsker en og fortæller en, at hun altid vil være der med sin omsorg og holde en i hånden. Velfærdsstaten er blevet stadig større og større og er ved at udvikle sig til, hvad man kunne kalde den terapeutiske stat. Hvad vil ordet terapeutisk så sige?

Det terapeutiskes triumf
I det følgende opgør med det terapeutiske skal jeg uden videre indrømme min store afhængighed af den amerikanske konservative kulturkritiker og sociolog Philip Rieff, men samtidig understrege, at synspunktet er mit eget. I 1966 udkom værket ”The Triumph of the therapeutic” (note: Philip Rieff: ”The Triumph of the Therapeutic” – Wellington, Delaware 2006. I denne udgave er der et glimrende forord af Christopher Laschs datter, Elisabeth Lasch-Quinn. Der vil blive citeret fra denne udgave) – på dansk: “Det terapeutiskes triumf”. Forfatteren er den amerikanske sociolog Philip Rieff, som for mig står som en af de allerstørste amerikanske konservative kulturkritikere. Han har haft indflydelse på folk som Christopher Lash, Allan Bloom og på dansk grund Henrik Jensen. Det lidt mærkelige ved Philip Rieff’ konservative kulturkritik er, at den er igangsat og præget af et ambivalent forhold til Freud. Det vil jeg ikke komme ind på – blot nævne det. Jeg vil også nævne, at jeg læser bogen i lyset af det senere forfatterskab, navnlig essaysamlingen ”Felling intellect”, ”Charisma” og bogen ”My life among the deathworks”.

I indledningen til bogen ”The Triumph of the Therapeutic”, som er det bedste ved bogen, noterer Philip Rieff sig, at der er sket et kulturskifte i USA, som er så grundlæggende, at man stadig har tilbage at se, hvordan det vil ændre USA. Det er et kulturskifte, som begyndte med den franske revolution og nu, dvs. i 1966 er ved at være nået til vejs ende (s.2). Kulturskiftet er udtalt og mærkbart i navnlig USA og England, men er i gang i hele den vestlige verden. Hjertet i amerikansk kultur og selvforståelse har jo traditionelt været calvinsk kristendom. Ifølge sociologiens fader, Max Weber, er ånden i den calvinske kristendom blandt andet en af de afgørende forudsætninger for kapitalismen. Nu er der så ved at ske det, at hjertet i amerikansk kultur og selvforståelse, ånden i den calvinske kristendom, er ved at blive skiftet ud med Freud og Freuds arvtagere, og det vil sige psykoterapien. Psykoterapien har indtaget evangeliets plads. Psykologen har indtaget præstens plads, og psykologiens divan er blevet den nye skriftestol.

Man kan sige, at det er en forholdsvis banal konstatering, som andre også har gjort siden, men det afgørende for Philip Rieff er ikke den blotte konstatering. Det afgørende er at få afgrænset, hvad der er den moderne terapis og psykologis væsen, fordi den får nogle fatale konsekvenser for kulturen og faktisk medfører kulturens afvikling. Man kan sige, at psykologien og terapien er båret af oplysningstidens tanke om menneskets frigørelse gennem videnskab, udvikling og selvrealisering. Den moderne psykologi og terapi er desuden båret af den grundantagelse, at der i mennesket findes et oprindelig uskyldigt selv, som det drejer sig om at få befriet. Man må jo sige, at denne tanke om menneskets oprindelige uskyld, (som også er et tema hos Rousseau, den moderne pædagogiks grundlægger), i lyset af evangeliet er udtryk for menneskets syndige hovmod. Med syndefaldet er der sat bom for paradiset og den oprindelige uskyldstilstand: Der er ingen vej tilbage til uskylden. Det er så at sige den grundlæggende præmis, som er den afgørende forskel på udgangspunktet. Evangeliet pointerer menneskets skyld og synd for så gennem Jesu lidelse, korsdød og opstandelse at forkynde syndernes forladelse. Det er den eneste vej til frelse. Terapien vil ikke føre til frelse. Den hævder at kunne lede mennesket tilbage til uskylden ved at fortælle det, at det i sig selv er uskyldigt, men at det er historien, kulturen, der er problemet. Det er psykologiens og terapiens påstand, at netop kristendommens tale om skyld og synd lægger et åg på mennesket, som det drejer sig om at løfte af mennesket. Historien og kulturen har lagt en byrde af regler og forbud, som det drejer sig om at frigøre mennesket fra. Sagt anderledes, så drejer det sig om at frigøre menneskets naturlige impulser og drifter fra fortidens, historiens og kulturens åg, for kun derved når mennesket tilbage til sin oprindelige naturlige uskyld.

Det er psykologens opgave, men det sker vel at mærke uden at der sættes noget andet i stedet. Ingen idealer, ingen forbilleder, ingen forbud, ingen krav, ingenting ud over det ene: ”Vær dig selv, lev dit liv ud, vær spontan, realiser dig selv”, eller som Henrik Jensen formulerer det i bogen ”Det faderløse samfund”: ”Har du lyst, har du lov”. I hele denne selvrealiseringsproces har frisættelsen af det seksuelle og seksualdriften været en hjørnesten. Det, der er sket er, at det seksuelle, seksualdriften, som jo altid har været der som en del af menneskets naturlige instinkter og drifter er blevet gjort til det højeste.

Autoriteter og forbud er ifølge den nye terapeutiske bølge af det onde, fordi det er noget, der kommer udefra og hæmmer og forkrøbler det frie spontane menneske. Fortiden, historien og kulturen er indhyllet i et mørke af bedrag, fordomme, tabuer og dermed også moralske bindinger, som terapeuten nu vil lede mennesket ud af. Det er et krav til terapeuten selv, at der ikke sker det, som hedder interferens, altså at terapeuterne ikke overfører deres egne idealer og holdninger til patienten. Kun på den måde kan patienten blive frigjort og lykkelig – igen ifølge terapeuterne.

Det introducerende forord i Philip Rieffs forord er holdt i en ironisk og distanceret tone, men der er ikke nogen tvivl om, at hans opdagelse af, hvor dybt og grundlæggende kulturskiftet er, forfærder ham. I bogen ”Mit liv blandt dødsværkerne”, som udkom lige inden hans død i 2006, taler han direkte om en ”kulturkamp” mellem en moderne terapeutisk kultur og den jødiske, kristne kultur. Han har virkelig forstået, at der i den moderne kultur ligger et indbygget, dybtliggende fjendskab mod, hvad han kalder den jødisk-kristne kultur. Han er selv jøde, men har sans for den kristne forkyndelse, som han faktisk beskæftiger sig med (se bogen ”Charisma”). Det, der forfærder ham, er, at den moderne og terapeutisk kultur i bund og grund er en modkultur, hvor der intet sættes i stedet for den kristne kultur, som man gør op med. Den moderne terapeutiske kultur sætter tværtimod en dualisme af fjendskab op mellem den enkelte og den sociale orden, sådan som Edmund Burke også konstaterede, at de franske revolutionære gjorde. Det, der forfærder Philip Rieff, er, at han ser barbariets genkomst. Som han ironisk formulerer det: ”Vi tror, at vi ved noget, som vore forfædre ikke vidste: At vi nu endelig kan leve frit, idet vi nyder alle vore sanser – undtagen sansen for fortiden – som forglemmende, lykkelige og venlige barbarer i det teknologiske Eden” (s.4).

Philip Rieff er en profet i det moderne, hvilket bliver klart navnlig i den senere del af forfatterskabet. Han trækker på den israelitiske, profetiske tradition, men sætter det ind i en sociologisk ramme. Han er lovens forkynder, der i konfrontation med forfaldet lader sin røst lyde i den akademiske verden. I modsætning til den moderne terapeutiske kultur er loven, forbuddet, befalingen ”du skal” og ”du må ikke” bolværket mod barbari og opløsning og forudsætningen for kultur og civilisation. Han taler om ”en hellig orden” og om den moralske vertikal, som er der, hvad enten mennesket vil det eller ej. Det er loven, der forpligter den enkelte på fællesskabet. Det er loven, der bibringer den enkelte målestokken for, hvad der er godt og ondt og lærer den enkelte at sky det onde og holde sig til det gode. Det er loven, der lægger låg på de destruktive drifter og impulser, som evangeliet kalder synd, og som fører den enkelte ud i barbariet og samfundet ud i opløsning. Loven er i sig selv forædlende og civiliserende, fordi den dæmmer op for synden og lærer mennesket at give afkald på de lavere drifter for at nå det højere, at sky det primitive for at leve i overensstemmelse med den adel, som er menneskets bestemmelse. Forbuddet, befalingen, ”du må ikke”, ”du skal” er ifølge Philip Rieff det, som forædler mennesket, hvor afkaldet, boden er det, som fører mennesket frem til dets adel. Al dannelse og kultur, al stor musik og litteratur er blevet til ved, at mennesket giver afkald på det lavere, det primitive for at nå det ophøjede. Som én engang har udtrykt det, så blev det engelske imperium bygget på kolde brusebade. Det vidste man engang, men det har man glemt i det moderne.

Det stærkt foruroligende ved kulturskiftet er nemlig, at samfundseliten, kultureliten eller magteliten, som engang støttede og anerkendte lovens civiliserende kraft, i høj grad har allieret sig med den moderne modkultur og dens ønske om at sætte de laveste drifter og impulser fri, så den enkelte kan blive den forglemmende, lykkelige og venlige barbar i det teknologiske Eden. I dette teknologiske Eden er det højeste gode at forsøde livet og blive underholdt, mens kedsomheden er det, som man for enhver pris må undgå. Jeg vil gerne tilføje, at den samfundselite, kulturelite, magtelite, som har allieret sig med en terapeutisk modkultur og mod kristendommen underligt nok, men måske i virkeligheden meget sigende har allieret sig med islam.

Folkekirken og den terapeutiske modkultur
Jeg har brugt en del tid på Philip Rieff, fordi jeg mener, at hans diagnose af den moderne kultur som en modkultur til den kristne kultur er meget præcis. Den harmonerer i øvrigt meget godt med den kulturkritik, som også er udgået fra Tidehverv. Jeg har forsøgt at skitsere to hovedårsager til, at folkekirken, den kristne kirke, er kommet under så stort et pres. Det første er den store stat, som forsøger at være alt i alle. Den suger meningen ud af kirken ved at reducere den til en velfærdsinstitution eller velfærdsydelse på linje med sygehusene. Den samme skæbne er overgået familien, som i dag virker så svækket som aldrig før. Det samme gælder i øvrigt det nationale folkelige fællesskab, som også er kommet under pres. Den anden årsag, at Danmark i dag på mange måder er et produkt af det kulturskifte, som Philip Rieff allerede beskrev i 1966. Danmark, som er en gammel kirkenation, er i stigende grad kommet til at minde om en zoologisk have, hvor vi sidder i hvert vores bur og kikker ud, sådan som Philip Rieff ud fra Rilke beskriver den moderne kultur. Der er jo ingen tvivl om, at Danmark, skønt kulturskiftet er i gang og har været i gang siden 60’erne, stadig trækker på den hovedstol, som er frugten af evangelisk-luthersk kristendom, men på et tidspunkt er der ikke mere tilbage. I Kristeligt Dagblad bemærkede en journalist i en boganmeldelse, at det er ganske mærkeligt med danskernes forhold til folkekirken. For på den ene side definerer danskerne sig i modsætning til kristendommen med forsikringen om at: ”Jeg er altså ikke kristen”, ”nu skal I ikke tro, at jeg er kristen”. Det gælder helt ned i det bare at synge en salme og det at bekvemme sig til at komme hen i kirken og være med til gudstjeneste. Begge dele er og bliver en kæmpe overvindelse, og dette forhold afspejler sig i kirkegangen. På den anden side holder danskerne meget af kirken. Måske fordi danskerne stadig fornemmer, at der i kirken lyder en forkyndelse af, at tilværelsen har en orden, og at Gud er den evige, almægtige, ophøjede og hellige, der kræver mennesket til ansvar og tilsiger mennesket syndernes forladelse. I det moderne samfund, der lider af forandringssyge, har folk brug for at vide, at der er et sted, hvor tingene står fast, men der er altså en underlig modsætning mellem det forhold, at danskerne definerer sig i modsætning til kristendommen og på den anden side holder af deres kirke. Man kan forklare dette modsætningsforhold med, at folk er blufærdige, og det var også rigtigt engang, men man må sige, at børn og unge mennesker i dag lider af en fuldstændig ubegrundet selvtillid, som jeg hørte en formulere det forleden dag.

Sagen er, at stort set alle i dag er produkter af den terapeutiske modkultur. Vi møder den i børnehaven, skolen, på gymnasiet og på universitetet. Alle steder drejer det sig om, at forbud og krav er af det onde, og at det er godt at følge sine drifter, impulser og løfter. I skolen lærer vi at definere os i modsætning til vores kultur og vores historie og kristendommen, som ifølge vores terapeutiske indstilling er årsagen til, at vi stadig slæber rundt på så mange traumer og endnu ikke er blevet lykkelige. Det er derfor, at vi endnu ikke er frigjorte og realiserede fuldt ud. Vi har lært at tro på, at uskylden er at finde et eller andet sted i den oprindelige del af vores ”jeg”, og at hvis vi får kastet historiens og kulturens byrde af os, så vil det dukke frem. Den terapeutiske modkultur har lært os, at vi skal sætte os op mod den sociale orden og imod tilværelsens orden. Af samme grund er gymnasierne og universiteterne da også fyldt af forglemmende lykkelige og venlige barbarer, for her tror man virkelig på, at man ved noget, som forfædre ikke vidste, og man derfor kan leve frit, idet man nyder alle sine sanser – undtagen sansen for fortiden.

Man kan møde den terapeutiske modkultur alle steder, og da ikke mindst i kirken. Mange, alt for mange moderne præster har forvekslet den terapeutiske modkultur med evangeliet. De har meldt sig ind i korpset af terapeuter, der arbejder på at frisætte og frigøre mennesket ved at undskylde og ”af-skylde” mennesket, hvis man da kan bruge det udtryk. Den terapeutiske præst skammer sig også over den kristne forkyndelse, historie og kultur ud fra devisen om, at vi jo alle hver især har vores egen livstydning. Den terapeutiske præst er antinomist, fordi loven og forbuddene er af det onde, og den terapeutiske præst taler ikke gerne om synd og skyld. Hvis det sker, er det altid lavmælt og hviskende. Den terapeutiske præsts hovedbudskab er: ”Vær dig selv, kom som du er, lev dit liv ud, vær spontan, realiser dig selv” og ”du er god nok, som du er”.

Så den terapeutiske modkultur findes alle steder – og da ikke mindst i politik. Ærlig talt, så står vores kirkeminister Manu Sareen som indbegrebet af den terapeutiske modkultur. Han er den forglemmende, lykkelige og venlige barbar. Han er komplet uvidende om folkekirken, men det lader ikke til at genere ham det fjerneste. Når han angriber de såkaldte højrefløjspræster og selv mener, at han er repræsentativ for folkekirken, så er det, som han angriber i virkeligheden evangelisk-luthersk kristendom, mens han selv repræsenterer en terapeutisk modkultur, hvis hovedfjende oprindelig var og er kristendommen. Problemet er, at Manu Sareen er så forglemmende en barbar, at han ikke ved det. I hvert fald er folkekirken for ham som for resten af regeringen blot en religionsanstalt og en velfærdsydelse på linje med hospitalerne og hjemmeplejen.

Paragraf 4
Jeg har kaldt mit foredrag for paragraf 4. Paragraf 4 er en beskyttelse af folkekirken som evangelisk- luthersk kirke og dermed også en beskyttelse af evangeliets frie forkyndelse. Der er grund til at holde fast i denne paragraf med næb og klør, for den er for den danske folkekirke, hvad den private ejendomsret er for den enkelte borger. Paragraf 4 er så også en påmindelse til politikerne om, at de skal kende deres begrænsning. Paragraf 4 er om nogen den paragraf i grundloven, der minder staten om, at den blot er en jordisk og verdslig indretning, som ikke desto mindre skal sørge for, at der er lov i menneskets liv, fordi der er øvrighed. Den tid er forpasset, hvor man kunne tilkende staten eller den verdslige øvrighed ”jus reformandi”, som Luther gjorde det i forhold til den tyske adel i skriftet til de selv samme. Det ville være en illusion at tro, at staten og øvrigheden ville kunne det. På den anden side behøver den det heller ikke, men staten og politikerne skal kende deres begrænsning. Det gjorde staten og politikerne ikke, da den og de tromlede ind over folkekirken med loven om det homoseksuelle ægteskab. Det hjælper en kirkesynode eller et kirkeråd ikke på. Det har hele forløbet med de homoseksuelle vielser demonstreret til fulde. Et flertal af biskopperne vil også i fremtiden underlægge sig den politiske mode, tidsånden og statens krav ud fra devisen om, at kirken må følge med tiden og at det er vigtigt at holde sammen på kirken. Da et flertal af biskopperne undlod at sige nej, men i stedet lod sig koste rundt af en komplet uvidende og inkompetent kirkeminister demonstrerede de, at en synode eller et kirkeråd ikke vil hjælpe det mindste. Det vil tværtimod gå den, som det er sket i den Svenske kirke, hvor kirkerådet er blevet en affyringsrampe for politiske budskaber. Får vi et kirkeråd, vil der komme stribevis af hyrdebreve, hvor kirkerådet tager stilling til miljøet, flygtningepolitikken osv. osv.

Hvad skal der da til? Ja, der skal kamp til. For den kristne kirke er per definition den kæmpende kirke. Så snart den finder sig alt for godt til rette i verden, så forfalder den i samme nu. Det er, hvad der er sket inden for velfærdsstatens alt for trygge ramme. I alt for mange år har vi troet, at der nu var fred og ingen fare, og at der nu ikke var mere at kæmpe for, men den kristne kirke er altid den kæmpende kirke, fordi evangeliet, hvor det end lyder, altid vækker forargelse og modstand og placerer mennesket midt i kampen. Det sker selvfølgelig med den tilføjelse, at Kristus har kæmpet og sejret for vores skyld, hvilket gør, at vi kan kæmpe vores kamp med frimodighed vel vidende, at kampens udfald slet ikke er i vores hånd, men i Guds. Så kamp må der til. Det gælder da ikke mindst i dag, hvor hele tidsånden er præget af en terapeutisk modkultur. Og så er jeg nået til det sidste, som jeg gerne vil sige om paragraf 4. Netop i en tid, hvor den terapeutiske modkultur står så stærkt og virker opløsende både på personligheden og på Danmark, fordi den udelukkende lærer den enkelte selvrealisering og dermed er et opgør med alt fælles, netop i sådan en tid er det afgørende, at folkekirken er der. Kristendommen er stadig Danmarks åndelige rygrad, og det minder folkekirken os om. Skønt den terapeutiske modkultur i al dens væsen er antinomistisk og derfor virker desorganiserende, så er kirken stadig det sted, hvor loven og evangeliet lyder. Der hvor loven og evangeliet lyder, der lyder også den røst, der forpligter os på næsten og på det folkelige fællesskab. Der hvor loven og evangeliet lyder, der opdrages mennesket til at kende syndens vilkår, til at sky det onde og holde sig til det gode, til at afstå fra det lavere for at nå det højere. I virkeligheden er det jo det, som Kristus gør, og som er essensen af hans gerning, og han gør det på måde, som vi aldrig kan gøre, fordi vi er syndere. Han ofrer alt på kærlighedens alter og bærer vore synder med sig i graven, for at vi kan leve med frimodighed. Troen har et forbillede, og det er Kristus. Så når nogen spørger os, hvad meningen er med vores liv, så må vi pege hen på Kristus, hvilket betyder, at vi peger på Gud. Det er evangeliets civiliserende kraft, at det ud af en synder kan skabe en retfærdig.

Det er folkekirkens hovedopgave: Den bærer vidnesbyrdet om den ufattelige civiliserende kraft, som evangeliet er, der ud af barbarer kan skabe troens riddere. Folkekirken er i dag efterhånden den eneste institution, der binder os sammen som folk. Ingvar Persson, den tidligere statsminister i Sverige, er ikke en, som jeg forbinder noget godt med. Alligevel har han sagt noget meget klogt. Han har sagt, at det, som han i sin tid har fortrudt mest, var, at han stemte for en adskillelse af kirke og stat, for den svenske kirke var det, der for alvor bandt svenskerne sammen som et folk. Det vil jeg gerne gøre til mine ord og understrege, at det selvfølgelig er afgørende, at det nuværende forhold mellem stat og kirke bevares. Her gælder det selvfølgelig, at grundlovens paragraf 4 respekteres og da ikke mindst af politikerne. For grundloven er om noget en beskyttelse mod magtsyge politikere og en stat, der vil være almægtig. Under alle omstændigheder: Folkekirken er i en tid præget af den terapeutiske modkultur efterhånden den eneste civiliserende kraft, men sådan har det nok i virkeligheden altid været. Kultus og kultur har altid været meget tæt forbundne, og det er en sandhed, som vi skal til at genlære i Danmark og i den vestlige verden.

Christian Langballe.