Af Carlo Hansen. Tidehverv, 2000, s.195-206.

Israel er på størrelse med Jylland, og der bor ca. fem millioner jøder i landet. I resten af verden lever der ca. 10 millioner jøder, heraf omkring fem millioner i USA. Af klodens seks milliarder mennesker er altså 14-15 millioner jøder. Det er under en kvart procent af verdens befolkning. Vi har her at gøre med en af verdens små befolkningsgrupper. Og den jødiske stat er et af de meget små lande.

Men trods sin geografisk ringe udstrækning og lille befolkning er Israel en regional stormagt og Mellemøstens mest effektive stridskraft med 50 års mere eller mindre permanent krigserfaring, bevæbnet til tænderne med alt det nyeste krigsmateriel inklusive hjemmelavede atombomber. Den jødiske stats ledere er indstillet på at bruge det hele, hvis det skulle blive nødvendigt: "Aldrig et nyt holocaust" lyder mantraet.

Det er positionen som "USAs 51. stat", som det er blevet udtrykt, der giver Israel den fremtrædende placering i Mellemøstens militære og sikkerhedspolitiske billede. Dette kombineret med magtfulde jødiske interesse- og pressionsgruppers store indflydelse i amerikansk politik og supermagtens helt specielle historiske forhold til den jødiske stat har givet det lille Israel en stilling i international politik helt ude af proportioner med landets størrelse og befolkningens rimelige betydning i en overvejende muslimsk verdensdel med en samlet befolkning på omkring 300 millioner mennesker.

Israel har med sin eksistens været direkte medvirkende til et halvt århundrede med latent og ofte konkret krigstilstand i Mellemøsten og er i dag en væsentlig årsag til et simrende modsætningsforhold mellem Vesten og Islam, lige som Israels oprettelse har resulteret i verdens hidtil længstvarende flygtningeproblem.

Den jødiske stat og diasporaen - jøderne ude i verden - er på en række politiske, ideologiske og følelsesmæssige områder forbundet via et vidt forgrenet og ofte kompliceret net af bånd gennem zionismen, den jødiske statsbygningsideologi. Jøders centrale placering i navnlig amerikansk kultur, økonomi og politik er en vigtig faktor bag USAs Mellemøsten-politik til Israels fordel og er et vigtigt element i den israelsk-amerikanske alliance, som gennem årtier har sikret den jødiske stats militære sikkerhed og økonomiske velfærd. Det var jødisk-zionistisk pres, der fik den amerikanske administration til i 1947 at vride armene om på en række økonomisk svage FN-medlemmer, så de stemte "rigtigt" og dermed var med til at sikre det nødvendige flertal til FNs delingsplan for Palæstina, som igen førte direkte til Israels oprettelse et halvt år senere.

Israels dominerende position i international politik, og dets militære og diplomatiske styrke, skyldes ikke kun den stærke zionistisk-amerikanske alliance. Israel har som jødernes stat generelt en stærk appel til jøder i diasporaen, uden at det betyder, at verdens jøder nødvendigvis altid er enige i statens politik eller alle dele af den, eller at de er erklærede zionister eller støtter ideologien ubetinget. Udpræget anti-zionistisk indstilling og ikke sjældent en stærk kritisk holdning til officiel israelsk politik i særlige tilfælde præger også forholdet mellem Israel og diasporaen. Men alligevel er zionismen en stærk politisk-ideologisk drivkraft i forholdet mellem den jødiske stat og diasporaen og det omgivende samfund til fordel for Israel.

Zionismen blev i sin tid opfundet af ikke-religiøse socialistiske jøder i Østeuropa med det formål at skabe en jødisk national stat, hvor der nu kunne skaffes plads, og der samle verdens jøder for på den måde at blive fri for århundreders antisemitisme. Zionisterne ville skabe den nye jøde og kappe forbindelsen til den "foragtelige" jøde i Østeuropas ghetto'er. Det var tænkt på samme måde, som kommunisterne ville skabe "det nye menneske". Projektet lykkedes ikke helt. De færreste jøder ønskede at lægge krop til det zionistiske projekt og foretrak at rejse til Vesteuropa og USA i stedet eller tilslutte sig de revolutionære bevægelser i Øst- og Centraleuropa og Rusland. Men verdens jøder sluttede generelt op om staten - eller det store flertal gjorde - da den endelig blev realiseret i sin geografisk og befolkningsmæssigt begrænsede form.

Med sin stærke appel til diasporaen inddrager zionismen ofte diasporaen som en integreret del af israelsk politik, både udenrigs og indenrigs. Gennem zionismen bliver Israel til et anliggende for hele verden, jødisk som ikke-jødisk, og ikke kun for indbyggerne i den jødiske stat. Ikke-jødisk kritik af israelsk politik eller aktioner, f.eks. militær-invasion i et arabisk naboland eller angreb på palæstinensiske børn og unge som under intifadaen, den palæstinensiske opstand mod den israelske besættelsesmagt fra slutningen af 1980'erne, risikerer i sidste ende at blive udlagt som kritik af jøder, pr. definition antisemitisme. Og her plejer diskussionen så at slutte. I holocaust-Europa ligger fortidens synder stadig tungt over den kristne samvittighed. De færreste har mod til at lægge sig ud med jødisk retfærdighed og risikere at blive hængt ud som antisemitter.

Dermed rækker zionismens indflydelse langt ind på områder, som intet direkte har med Israel og dets eksistens som jødisk stat at gøre. Det giver zionismen store muligheder for at påvirke vestlig samfund og politik på områder med zionistiske-israelske interesser. Disse interesser er i princippet ubegrænsede. De formidles ikke kun af israelsk diplomati og jødisk-zionistiske grupper og organisationer men i vid udstrækning også af ikke-jødiske zionister og fellow trawellers, såkaldte Israel-venner af enhver afskygning og af navnlig evangelisk-kirkelige grupper og organisationer.

Eksemplerne på zionistisk-israelsk indflydelse rækker fra israelsk salg af våben og ekspertise i befolkningskontrol til diktaturregimer som det burmesiske, og påvirkning af kinesisk udenrigspolitik til israelsk fordel i modstrid med amerikanske og vestlige interesser, til småting som at sætte en stopper for en politiker-karriere, hvis den pågældende har været så uforsigtig eller tankeløs at lægge sig ud med stærke jødiske interesser, om det er i USA eller Danmark for den sags skyld.

Jødisk-zionistisk pression har også medvirket til lovindgreb i vestlige demokratiers ytrings- og forskningsfrihed gennem forbud mod at benægte holocaust. På den måde er der nu i flere lande forbud mod at forske kritisk i jødernes holocaust-historie, det vil sige beskæftige sig offentligt med den grå zone mellem historie-revisionisters holocaustbenægtelse og jødernes fredhellige version. Holocaust, de jødiske konti og værdibokse i europæiske banker, jødisk guld og stjålet jødisk-ejet kunst fylder meget i medierne og er med til at holde de europæiske jøders lidelser under nazismen aktuel.

Medie-bombardementet.
Nu har Danmark også fået et holocaust-center, bl.a. til "undervisning" af unge om Hitlers jødeudryddelser, selvom der er skrevet tusindevis af bøger om emnet, mens historien om Hitler og Stalins millioner af ikke-jødiske ofre drukner i det jødiske holocaust. Holocaust-konferencen i Stockholm i begyndelsen af år 2000 beskæftigede sig også med ikke-jødiske ofre, men det skete ifølge Ritzaus referat fra konferencen under de jødiske og israelske deltageres højlydte protester. Det var som bekendt på Stockholm-mødet, at EUs statsledere kastede sig over Østrig. Her spillede fremtrædende jødiske personligheder og israelske politiske ledere en meget aktiv rolle, selv om aktionen blev sat igang af europæerne til forsvar for "europæiske værdier". Det er disse "værdier", som de såkaldte EU-vismænd omkring Østrig-sagen nu har foreslået, at vi skal beskytte med et særligt overvågningskontor, et såkaldt EU-agentur for menneskerettigheder. Der er nu også fortalere for, at holocaust skal gøres til grundlag for netop disse "europæiske værdier". I Sverige og Storbritannien er det blevet foreslået at indføre holocaustdage.

Zionismens engagement i f.eks. Østrig-sagen skyldes angiveligt jødisk bekymring for menneskerettighederne, den tiltagende racisme, nationalisme og højreekstremisme i Europa, som det fremstilles i tidens korrekte tone.

Samtidig med at den jødiske stat har svært ved at holde sig beskyldninger om jødisk racisme fra livet, er mange jøder ude i verden stærkt engageret i antiracistisk arbejde, mens enhver kritik af det zionistiske Israels egen påståede racisme skal kriminaliseres med racisme-lovgivning.

En omfattende jødisk-zionistisk påvirkning af offentligheden i den vestlige verden foregår gennem tv, aviser, tidsskrifter, film og bogforlag, specielt i USA. Der er ca. en fjerdedel af journalister, udgivere og redaktører i de vigtigste medier jøder. Og i Hollywood er mindst 60 procent af manuskriptforfattere, producenter og instruktører jøder. Ser man på ejerforhold og styring af medierne er billedet af jødisk indflydelse endnu stærkere.

Tre af verdens største og mest indflydelsesrige aviser er amerikanske, og de kontrolleres af jødiske interesser. Det er New York Times, Wall Street Journal og Washington Post. De tre aviser lægger linjen, ikke kun i USA men også i store dele af den vestlige verden. Det er dem, der bestemmer, hvad der er nyheder, og hvad der ikke er det. De skaffer nyhederne, resten kopierer dem. New York Times udgiver også International Herald Tribune, som publiceres i Paris. De tre internationalt toneangivende ugemagasiner Time, Newsweek og U.S. News & World Report kontrolleres også af jøder. Og når det gælder bøger, så er tre af de seks største bogforlag i USA ejet eller kontrolleret af jøder. Ingen amerikansk præsident eller administration ville kunne fungere eller regne med genvalg, hvis de fik størstedelen af de meningsdannende medier imod sig. Samme mønster for TV, Radio og en del mere populære aviser finder vi også i Storbritannien. Vi bliver bombarderet med amerikanske film og tv-produktioner og dokumentarprogrammer. Hvor mange film om jødeforfølgelser og holocaust ser vi f.eks. ikke sammenlignet med antallet af film og dokumentarudsendelser om f.eks. arabisk kultur og adfærd og palæstinensernes forhold og historie.

Medierne i den vestlige verden går efterhånden ofte tæt på Israel i kritikken af israelsk politik over for araberne og palæstinenserne. Men i omgangen med jøder, zionisme og Israel ligger selvcensur, politisk korrekthed, angst for at være antisemitisk alligevel tæt under huden på de fleste ikke-jøder i den vestlige verden. Zionisterne sørger selv for, at det ikke bliver anderledes. Ikke-jøders angst for at træde ved siden af er et af zionismens stærke våben.

Derfor er det interessant, når en jødisk forfatter eller historiker tager bladet fra munden. Det sker i øvrigt ikke så sjældent. Mange jøder er erklærede antizionister, og mange jødiske historikere har skrevet stærkt imod zionismen. De kan sige alt det, ikke-jøder ikke kan sige uden at blive beskyldt for antisemitisme.

En af dem er den amerikanske sociologiprofessor ved New Yorks Hunter College, Norman Finkelstein. I bogen "The Holocaust Industri: Reflections on the Exploitation of Jewish Suffering" skriver han bl.a.: "Nogle gange tror jeg, at det værste der nogensinde skete med nazisternes holocaust var, at amerikansk jødedom opdagede den". Han mener, at det er den amerikanske jødiske elite, der udnytter jødernes lidelser, og han karakteriserer denne elites magt med henvisning til, at jødisk indkomst i USA er næsten dobbelt så høj som ikke-jøders indkomst, 16 af de 40 rigeste amerikanere er jøder. 40 procent af alle Nobelprisvindere i videnskab og økonomi er jøder, 20 procent af alle professorer ved alle de store universiteter er jøder, ligesom 40 procent af ejerne i advokatfirmaerne i New York og Washington er jøder.

Anført af kampagnefolk som Simon Wiesenthal og Elie Wiesel insisterer holocaustindustrien, som han kalder dem, på, at grusomhederne mod jøderne i deres natur er enestående. De kan ikke sammenlignes med noget. Wiesel og andre, siger Finkelstein, hævder, at holocaust står uden for historien og rationel diskussion. Denne holdning er blevet så ekstrem, at forsøg på at sammenligne den med andre episoder med menneskelig grusomhed, og her nævner Finkelstein de ti millioner afrikanere, der mistede livet i Congo som følge af den belgiske elfenben- og gummihandel, ofte mødes med beskyldninger om antisemitisme og holocaust-nægtelse.

Resultatet er, skriver Finkelstein, at USA er oversået med holocaust-museer og mindesmærker, men der er ingen for de langt flere ofre for kommunismen. Der er ikke et eneste mindesmærke selv for zigøjnerne og de mentalt syge og handicappede, som døde under nazismen. Finkelstein peger på, at der ikke er nogen mindesmærker for de millioner, som døde i slavehandel eller i folkedrabskampagnen mod de amerikanske indianere. Tilstedeværelsen af et holocaust-museum i Washington, skriver Finkelstein, er særligt uacceptabelt i fraværet af et museum tit minde om forbrydelserne i amerikansk historie. Finkelsteins pointe er, at det er farligt at bruge argumentet om det enestående, fordi det gør os blind for andre former for ondskab, ikke kun Hitlers men også Lenins, Stalins, Maos, Pol Pots.

Finkelstein har fået mange klø for sin bog. Det er navnlig jødiske historikere og intellektuelle, både i USA og i Europa, som har kastet sig over ham med beskyldninger om antisemitisme og anti-zionistiske holdninger. Jødisk kritik af Finkelsteins anti-zionistiske synspunkter er ikke noget nyt. Hans forudgående bøger med kritik af bl.a. den israelske besættelse af Vestbredden og Gaza-striben og om palæstinensernes oprør mod den israelske besættelse er mildest talt heller ikke faldet i god jord.

Finkelstein er ikke den eneste jøde, der har skrevet om det ømfindtlige holocaust-tema. Den amerikansk-jødiske historiker, Peter Novick, fra Chicago University har udgivet "The Holocaust in American Life", og den beskæftiger sig på mange måder med emnet på samme måde som Finkelstein gør det. Finkelstein og Novicks bøger har det til fælles, at de ud fra et jødisk synspunkt kritiserer jødernes omgang med nazisternes folkemord på jøderne og jødernes politiske udnyttelse af holocaust. Novick beskriver, hvordan mordet på de europæiske jøder blev brugt bevidst af de amerikanske jøder til at grundlægge en ny kollektiv identitet og samtidig skabe sympati for den israelske stat. I sin omtale af jødernes udnyttelse af holocaust i dag skriver Novick, at en stor del af forklaringen på holocausts særstatus er jødernes store indflydelse i Hollywood, i tv-industrien, i pressen og i forlagsverdenen. Som Finkelstien kritiserer Novick, hvad han betegner som illegitim brug af folkemordet med udtrykket "pervers helliggørelse" af jødeudryddelsen.

Kritikken af Finkelstein går bl.a. på hans (veldokumenterede) angreb på amerikansk-jødiske organisationer og sagføreres bestræbelser på at skaffe erstatninger til jødiske holocaust-overlevende fra Schweiz og Tyskland og andre europæiske lande. Finkelsteins påstand er, at selv om advokaterne siger, at de gør det for de overlevendes skyld, så ender pengene i organisationerne og deres advokaters lommer. Det er denne del af bogen, der har fået hans kritikere til at beskylde ham for at antyde jødisk sammensværgelse, et klassisk spørgsmål i antisemitismen. Dermed rammer Finkelstein en rå nerve i den jødiske bevidsthed.

Den verdensomspændende erstatningskampagne for holocaust-overlevende har nemlig udløst en stærk offentlig debat, som rører ved det ældste af alle antisemitiske temaer: penge. Det som begyndte med jagten på ofrenes konti i schweiziske banker i 1995 udviklede sig hurtigt til en bestræbelse på at få tilbageleveret plyndrede kunstgenstande til de oprindelige ejere og deres arvinger i Østrig og Frankrig. I 1999 vendte kampagnen sig så til det vigtigste mål, at opnå erstatning fra tyske firmaer, som havde profiteret af plyndrede jødiske værdier og slavearbejdere i kz-lejrene. Snart var jødiske grupper og organisationer navnlig i USA bevæbnet med arkivmateriale gravet op efter afslutningen på Den kolde Krig i fuld gang med at udstede trusler om økonomiske sanktioner mod tyske og schweiziske firmaer for at få dem til at betale erstatninger i million-klassen. En hær af jødiske sagførere, som hævdede at repræsentere "titusinder" af kz-overlevende, forberedte langvarige retssager med samme mål.

Således truede Den jødiske Verdenskongres så sent som i marts år 2000 med at blokere for en fusion mellem to tyske storbanker, Deutsche Bank og Dresdner Bank, såfremt erstatningskrav fra nazisternes jødiske ofre ikke blev afklaret inden sammenlægningen. Den jødiske organisations trusler blev støttet af amerikanske politikere, der kunne udøve pres mod de institutionen som skulle godkende den tyske fusion de steder, hvor de to tyske banker er engageret i USA.

Det er Den jødiske Verdenskongres, som står i spidsen for erstatningskampagnen. Organisationen gjorde sit første kup, da den i 1986 fik rejst verdensomspændende kritik af Østrigs daværende præsident og tidligere generalsekretær for FN Kurt Waldheim, som den jødiske organisation beskyldte for at lyve om sin fortid som officer i den tyske værnemagt. Det er denne form for højprofileret taktik, der har vist sig så succesfuld under kampagnen for erstatninger til holocaust-overlevende. Efter en bitter to år lang international konflikt accepterede tre schweiziske banker at betale, hvad der svarer til godt 12 milliarder kr. til trængende overlevende og til undervisning i holocaust.

Penge-transaktioner.
Trods Verdenskongressens succes har nogle jødiske ledere sat spørgsmålstegn ved, om erstatningerne i realiteten er meget andet end blodpenge. De er bange for, at den stærke kampagne har vakt latent antisemitisme til live. De henviser til, at kampagnen gav offentlig bagslag i Schweiz, hvor de schweiziske bankforhandlere blev beskyldt for at give efter for moralsk og følelsesmæssig afpresning fra den jødiske gruppe. Der blev talt om international sammensværgelse mod schweizerne.

Tyskland underskrev i sommeren år 2000 en historisk aftale om at betale omkring 40 milliarder kr. (10 milliarder DM) til næsten en million nazi-slaver og tvangsarbejdere. Aftalen blev underskrevet sammen med repræsentanter for USA, Østeuropa og Israel og et stort antal amerikanske advokater. Det var deres trusler om retssager mod de tyske firmaer, der var afgørende for, at aftalen overhovedet kom i stand.

"Aftalen betyder ikke, at der er sat punktum for det moralske ansvar for holocaust", sagde den amerikanske chefforhandler, Stuart Eizenstadt, ved underskriftsceremonien. Lederen for Den jødiske Verdenskongres, Israel Singer, sagde ved en anden lejlighed til den britiske avis Finansial Times: "Ved De hvornår det vil slutte? Når den sidste holocaust-overlever er død. Og ved De, hvornår der bliver en moralsk afslutning? Formentlig aldrig".

Tyskland har allerede betalt 60 milliarder dollar eller 480 milliarder kr. i erstatning for nazisternes forbrydelser mod de europæiske jøder. Hovedparten af de penge er gået til den israelske stat.

Senest har Polens lille jødiske menighed fået udsigt til en milliardformue, som blev konfiskeret af nazisterne og senere overtaget af kommunisterne. Der er tale om ejendomme til en værdi af 12-16 milliarder kr., som Den jødiske Verdenskongres nu har forhandlet tilbage til de overlevende jøder med de polske myndigheder. Det drejer sig om bygninger, som oprindeligt tilhørte jødiske menigheder, f.eks. synagoger, skoler, forsamlingsbygninger. Polen havde inden Anden Verdenskrig 3,5 millioner jøder, hvoraf flertallet omkom i kz-lejrene. I dag er der ca. 10.000 jøder tilbage i Polen. Flertallet er gamle og lever i Warszawa. Polens sidste jøder får selvsagt ikke 12-16 milliarder kr. at bruge. De fleste af værdierne vil indgå i en fond, som skal drives af Den jødiske Verdenskongres og den polske menighed i fællesskab.

Det er den slags transaktioner, som giver kasse for de jødiske advokater, og som Finkelstein kritiserer i sin bog. I kampagnen mod Schweiz arbejdede de fleste af de jødisk-amerikanske sagførere gratis, hedder det. Men senere er der gået store penge i det. Alene for den tyske aftale fik advokaterne knap 400 millioner kr. for deres arbejde.

Som en parantes i den jødiske erstatningskampagne mod europæiske banker og virksomheder kan nævnes, at mens Israel aktivt støttede kampagnen mod de schweiziske banker, forholdt myndighederne i den jødiske stat sig passive over for oplysninger om, at nogle af de største israelske banker i over et halvt århundrede har ligget inde med tusindevis af bankkonti og bokse med værdier, som tilhører jødiske holocaust-ofre og deres arvinger, og som de hidtil har nægtet at udlevere til de retmæssige ejere. Over to år efter de schweiziske udbetalinger er Israel først nu begyndt at afsløre sine egne hemmeligheder. Foreløbig er det afsløret, at der findes mindst 12.000 konti og 3000 værdibokse i en enkelt storbank i Israel. Ifølge en israelsk parlamentsundersøgelse er boksene blevet tømt i årenes løb, og der er ikke ført regnskab over deres indhold. Derudover er der tusindevis af jordstykker i Israel, som tilhører eller tilhørte europæiske jøder og deres efterkommere, som staten ikke har villet give slip på. Jordstykkerne blev købt i Palæstina, da territoriet var under britisk mandat. I 1920-erne og 1930-erne solgte de Zionistiske ledere jorden til europæiske jøder som investeringsobjekter. Jøderne i Europa mente, at de med disse investeringer bidrog til den zionistiske drøm eller forberedte deres egen udvandring til Palæstina. Med udsigt til krig brugte europæiske jøder også jordkøbet som opsparingsobjekt. Det anslås, at værdien af de mange deponerede værdier i israelske bankkonti tilhørende europæiske jøder, der døde under krigen, løber op i godt 300 millioner kr. Værdien af jordstykkerne beløber sig til yderligere hundredevis af millioner kr. En lille parcelhusgrund ved Tel Aviv eller Haifa koster et par millioner kr. i dag.

Baggrunden.
Zionismen opstod som følge af antisemitismen i Europa. Zionistiske ledere har gennem tiderne ikke tøvet med at sige, at uden antisemitismen ville der ikke findes noget Israel, at antisemitismen er zionismens og den jødiske stats nødvendige forbundsfælle. Antisemitismen eksisterer ikke i dag som nogen alvorlig endsige livsfarlig trussel mod jøder. Alligevel - eller måske navnlig derfor - fremhæver zionisterne konstant den historiske antisemitisme og advarer mod nye udbrud, hvis resten af verden ikke dæmmer op racisme og nynazistiske aktiviteter.

Det er en af årsagerne til, at Vesten oversvømmes af amerikansk producerede film og tv-udsendelser om holocaust, jødeforfølgelser og nazismens jødeudryddelser. Der spilles bevidst på den jødiske frygt for nye forfølgelser. I dag påbyder love i et stigende antal amerikanske stater undervisning i holocaust. En amerikansk undersøgelser viser, at mange amerikanske jøder ikke ser verden som befolket af jøder og andre folk, men at de ser verden befolket af jøder og deres fjender, som er virkelige eller potentielle antisemitter.

Her skal vi til en amerikansk historiker for at finde nuancer. Albert Linnemann er historieprofessor ved University of California og har skrevet bogen "Esaus Tears" om moderne antisemitisme og jødernes opkomst, (Cambridge University Press, New York, 1997). Linnemann skriver bl.a., at man kan ikke forstå moderne anti-semitisme uden fuld erkendelse af jødernes indflydelse i Europa ført frem af oplysningstiden. Jødernes bemærkelsesværdige og forbløffende hurtige opstigning i samfundet inspirerede i høj grad til anti-semitisme fra omkring 1870-erne og frem.

Ifølge Linnemann blomstrede ingen gruppe under kapitalismen i en sådan grad som jøderne, som i mange europæiske lande blev prominente i bankvæsen, finansiering, produktion og handel. I slutningen af det 19. århundrede var tyske jøder repræsenteret i disse brancher helt ude af proportioner med deres antal i befolkningen. I Østrig gjorde dette sig gældende i pressen, og i mange lande var jøderne forrest i politiske og revolutionære bevægelser. Lignende forhold herskede i central- og østeuropæiske lande.

Tyskland betragtes normalt som den mest anti-semitiske nation, men Linnemann skriver, at vi skal se tilbage til før nazi-perioden. Det hører med, at Tyskland i det 19. århundrede gav jøderne flere borgerlige rettigheder og økonomiske muligheder end andre europæiske lande. Ingen steder i Europa blomstrede jøderne og opnåede betydning som i Tyskland. Med ry for liberalisme og progressivitet tiltrak Tyskland stadig større mængder jøder. Store forretningsforetagender og banker var i vid udstrækning ejet og drevet af jøder, skriver Linnemann. Han opgiver tallet 40-50 procent, skønt jøderne kun udgjorde én procent af den samlede befolkning. Tysklands rigeste mand var Bismarck's personlige bankmand, Gerson Bleichroder. Rothschild-dynastiet havde grundlagt formuen i Frankfurt.

Ikke-jøder, som ønskede at stige op i samfundet mødte uvelkommen konkurrence hos jøderne, navnlig ved jura- og medicin-studiet. Jøderne her blev hurtigt overrepræsenteret, ofte 10, 20 eller 30 gange deres antal ude i samfundet. Jøderne blev ofre for deres egen succes, skriver Linnemann og anfører, at mange jøder ikke kunne klare succesen og opførte sig dårligt og provokerende, mange var ledende i organiseret kriminalitet, og mange deltog i den hvide slavehandel. Dette blot for at sætte vor tids trusler om antisemitisme mod ikke-jøder i perspektiv.

Zionismens opståen hænger nøje sammen med den historiske udvikling i 1800-tallets Europa med oplysningstiden i vest og feudalismens sammenbrud i øst. Det tyranniske rabbinervælde i det fattige Østeuropa kunne ikke længere holde jøderne tilbage i ghettoen og de små jødiske byer, shtetl'en. Fattigdom, oprørstrang og nye socialistiske ideer skabte politisk og ideologisk bevægelse i navnlig Østeuropas stivnede jødiske samfund. Jøderne blev drivende kræfter i socialismens forskellige bevægelser, ikke mindst i den, der senere skulle blive til sovjetkommunismen. Zionismen var en anden.

Zionismens opståen markerede samtidig den næsten uoverstigelige kløft mellem jødedommens to etniske hovedgrupper, sefarder og askenazer, orientalske og europæiske jøder. Zionismen skulle med tiden udslette sefardisk jødedom i dens naturlige områder og samle sefarderne i det senere Israel og der gøre dem til foragtede vandbærere i den jødiske stat styret og kontrolleret af østeuropæiske jøder.

En kort baggrund: Undervejs gennem historien efter befrielsen fra Babylon delte jødedommen sig i en århundredlang proces i to hovedretninger, to kulturer, men med den samme gud: sefarderne og askenazerne, de spanske eller orientalske jøder, og de europæiske, hovedsagelig tyske jøder. Sefard og askenaz er herbræisk for henholdsvis Spanien og Tyskland.

Centralt i den tidlige forskel på sefarder og askenazer er, at sefarderne i en meget lang periode bosatte sig i den muslimske verden, mens askenazerne levede blandt de kristne. Der var megen overlapning mellem sefarder og askenazer i tidlig tid, men i det store og hele levede de to grupper adskilt. Både socialt og i deres tænkning var de præget af deres forskellige baggrund. Tro og bøn var den samme, men ritualer og folkelig praksis udviklede sig forskelligt gennem århundrederne. Forskellen mellem sefarder og askenazer var yderligere præget af de skiftende roller i verdenshistorien, som de forskellige værtslande spillede. Indtil slutningen af 1500-tallet havde sefarderne, elle øst-jøderne, som de også kaldes, levet under vekslende imperier: byzantinerne, perserne, muslimerne, mongolerne og tyrkerne. Men efter imperiernes nedgang i sefardernes verden og den nordlige og vestlige verdens økonomiske og sociale opkomst med den magt, der fulgte, overtog askenazerne lederskabet over verdens jøder. Det var en følge af askenazernes "magtovertagelse", at moderne zionisme byggede staten Israel.

I løbet af det lange og sammensatte udviklingsforløb mangfoldiggjorde jøderne sig langt ud over deres oprindelige etniske rammer. Det skete gennem omfattende missionsvirksomhed, masseomvendelser af nyreligiøse og hele folkegrupper, giftermål på kryds og tværs af religiøse grænser, voldtægter og tilfældige forhold og sidst i 1800-tallet en befolkningseksplosion blandt Østeuropas jøder. Mellem det 14. og 19. århundrede udgjorde askenazerne historiens største antal jøder i verden. Flere millioner var koncentreret på et enkelt områder, forenet af deres institutioner og bundet sammen af deres eget sprog, jiddish.

Der er mange hypoteser om, hvad årsagen har været til denne koncentration, om hvordan disse samfund i Central- og Østeuropa blev så talrige. Hvordan det gik til, at jødedommens demografiske og sociale tyngdepunkt kunne flytte fra Middelhavet til Østersøens kyster, fra Spanien til Karpaterne, fra Italien til Ukraine. Der er mange forklaringer. Her skal den såkaldte Khazar-teori nævnes.

Khazar-vinklen på jødedommens historie er stærkt omstridt og går i sin enkelthed ud på, at et helt folk, khazarerne bosat i regionen mellem Kaukasus og Volga, engang i 700-tallet i samlet flok gik over til jødedommen. Det er med til at forklare den enorme koncentration af jøder i Østeuropa, og at der må have eksisteret et stort antal jøder i øst, allerede da askenaze-jøderne ankom. For zionisterne er khazar-teorien tabu. Khazarerne var et tyrkisk-talende nomadefolk absolut uden kulturel eller historisk forbindelse med Det hellige Land.

På den anden side kan meget tyde på, at nogle af de palæstinensiske arabere, som zionisterne fordrev for 50 år siden for at gøre plads for den nye jødiske stat, er efterkommere af de jøder, som blev ofre for Ezra og Nehemias skånselsløse racehygiejne, da fårene og bukkene skulle skilles fra hinanden ved jødernes hjemkomst fra det babyloniske eksil for 2500 år siden. Ezra og Nehemias fremgangsmåde blev i øvrigt studeret med begejstring af de nazistiske raceideologer som forberedelse til arbejdet med Nürnberglovene i 1930'erne mod de tyske jøder. I præamblen bemærker forfatteren til de nazistiske racelove kynisk: "Den model, som jeg konstant har haft foran mig under hele udformningen af disse love, er Ezra og Nehemias love, de første love nogensinde dekreteret til beskyttelse af den racemæssige renhed".

Zionismen er en moderne politisk ideologi, den er defineret som en politisk massebevægelse, der tager sigte på at oprette en jødisk nationalstat - eller et jødisk autonomt samfund - i det historiske Palæstina. Den zionistiske grundide er, at alle jøder, uanset hvor i verden de lever, er ét folk og én nation i traditionel politisk forstand, og at løsningen på det jødiske spørgsmål, jødeforfølgelserne og undertrykkelsen i diasporaen, er at samle dette folk i en ren jødisk stat.

Zionismen var en reaktion på antisemitismen, der var årsag til jødernes vanskeligheder i diasporaen. Zionismens grundlag er en forståelse af antisemitismen som noget indbygget i ikke-jøders natur. Antisemitismen er umulig at bekæmpe, og assimilering i ikke-jødiske samfund er umulig og må opgives. I stedet skal der arbejdes for at udskille jøderne fra ikke-jødiske samfund, så de kan leve adskilt fra resten af verden i en ren jødisk stat. Zionismen blev dermed også et opgør med tanken om, at jøderne måtte tilpasse sig omgivelserne og insistere på, at jøderne selv skabte sig de omgivelser, der passede dem.

Zionismen havde mange ideologer, men det var den ikke-religiøse, assimilerede Wiener-jøde, Theodor Herzl, der satte teorien i system og organiserede den til en bevægelse i slutningen af det 19. århundrede. Herzl dukkede op på det rigtige tidspunkt, da Europa var fyldt med planer om en jødisk stat. Disse planer kom mest fra ikke-jødiske kredse, religiøse og utopiske bevægelser. Mange planer var også udtryk for imperialistiske drømme om et europæisk brohoved i øst. Allerede længe før den politiske zionisme havde Vesteuropas imperialistiske magter brugt jødiske bosættere til at fremme deres interesser i Det nære Østen og sikre egen indflydelse i regionen. Balfour-deklarationen fra 1917, hvori kolonimagten Storbritannien lovede jøderne et hjemland i det britisk-kontrollerede Palæstina, var en direkte forlængelse af de britiske bestræbelser på at sikre sig indflydelse i området.

Når man ser bort fra interne ideologiske modsætninger og stridspunkter, så er det specielle ved den zionistiske bevægelse netop, at den var istand til at samle jøder med meget forskellig klassemæssig og social baggrund og med meget forskellige politiske anskuelser om det fælles politiske og strategiske mål, nemlig at oprette en jødisk stat i Palæstina og mobilisere verdens jøder til at realisere projektet. Udførelse krævede en klar politisk handlingsplan med opstilling af en diagnose på jødernes vanskeligheder og den nødvendige løsning på disse problemer.

Zionisterne opstillede en diagnose på de jødiske leveforhold i diasporaen, som blev kendt som "det jødiske spørgsmål". Ifølge denne definition var leveomstændighederne abnorme og de ville føre til abnorme og destruktive konsekvenser. Jødernes hovedproblem var, at de var en minoritet i en værtsbefolkning som aldrig ville acceptere dem, og at magtesløshed var det grundlæggende i deres tilværelse og altid havde været det.

Den zionistiske bevægelses erklærede mål var at løse "det jødiske spørgsmål". Dette spørgsmål kunne ikke løses i diasporaen på grund af antisemitismen. Zionismen gjorde derefter fælles sag med antisemitismen og sagde, at roden til "det jødiske spørgsmål" ikke skal findes i den ikke-jødiske majoritet og dens fordomme, hvad kilden til dem måtte være.

En ny jødisk identitet.
Ifølge zionismen har effekten af diasporalivet på jøderne været ødelæggende. Den abnorme tilværelse i diasporaen har skabt fysiske, psykiske og sociale abnormiteter, som blev typiske for jødisk liv. To tusinde års diaspora har ifølge zionismens definition skabt en syg menneskelig gruppe, dybt perverteret og parasitagtig. Ifølge israelske kritikere af zionismen skabte zionismen betegnelsen "diaspora-mentalitet" for at fornægte ghettoens svage, passive jøde, det menneskelige støv, der udgjorde det jødiske folk. Den negative diagnose blev motivering for ændringer i takt med at diasporaen blev fornægtet. Afvisningen af diasporakulturen, fornægtelsen af ens egne forældre og forfædre skulle være komplet og ubetinget. Zionismen tilbød "normalisering" gennem et program med terapi og rehabilitering af disse abnorme diasporajøder.

Det var ikke meget af jødisk liv og tradition, der var værd at bevare, fordi det var så modsat alt, hvad der var vestlige, sekulære og moderne idealer. Zionismen blev nødt til at fastholde forbindelsen til fortiden, siden den havde gjort sig til repræsentant for det jødiske folk. Men samtidig var det nødvendigt at bryde med kontinuiteten for at kunne skabe et nationalt hjemland og en ny tid med verdslig nationalisme.

Til det formål ændrede zionismen den jødiske historie på to områder: Først hævdede den, at den jødiske identitet blev formet i Palæstina og ikke i diasporaen, og dernæst at jøderne blev tvunget i eksil eller i diasporaen imod deres vilje, og at de siden længtes efter at vende tilbage til deres hjemland. Begge dele er forkert.

For at få det hele til at hænge sammen havde zionismen behov for en ny definition af jøderne som et adspredt folk. Zionismen hævdede således, at jøder i Polen ikke var polakker, og jøder i Frankrig ikke var franskmænd. De var alle medlemmer af den jødiske nation, adspredt og bestemt til at vende tilbage og bliver forenet. Zionismen definerede jøderne som et folk, ikke som et religiøst samfund eller en religiøs minoritet inden for moderne nationalstater.

Zionismen skabte en ny kritisk bevidsthed omkring jødisk identitet ved at fortælle jøderne, at de var et folk, ikke en kaste. De var en nation, en hjemløs nation, men ikke et samfund af troende, fordi religion forenede ikke længere jøder. Zionismen begyndte med at definere jøderne som en normal nation og skabte derefter en plan, som skulle gøre dem til en normal nation.

Den praktiske del af den zionistiske plan gik derefter ud på at samle alle, eller flertallet af jøder på et bestemt sted for at sikre deres fortsatte eksistens. Og siden jøderne er en nation med fælles kultur og identitet, var de berettiget til et territorium som alle andre nationer. Problemet var blot, at det udsete territorium allerede var beboet af et andet folk.

For zionisterne drejede det sig derfor først om at skabe en indvandrerbevægelse og derefter at overtage territoriet fra dets oprindelige indbyggere. Først skulle zionismen skabe folket, og derefter erobre landet. De zionistiske ledere har aldrig lagt skjul på, at en selvstændig jødisk stat skulle have mindst fire millioner indbyggere for at kunne overleve økonomisk og militært. For at kunne holde fast ved landet var det nødvendigt at organisere jødisk indvandring i stor skala. Dette var ikke bare en ideologisk nødvendighed, det var også en militær forudsætning. Kun bosættelsen af en stor jødisk befolkning kunne gøre det muligt for den nyfødte stat at besætte territoriet uden militær handling og på den måde omdanne annekteret land uden for de grænser, der blev fastlagt ved delingsplanen i 1947 til en fastslået kendsgerning.

Derfor har masseindvandring af jødiske arbejdere og soldater til Palæstina og senere Israel altid været en grundlæggende nødvendighed for zionismen. Da den jødiske leder, David Ben Gurion, i et profetisk øjeblik engang i 1935 forudsagde verdenskrigens udbrud fem år senere, konstaterede han: "I denne periode (op til krigsudbrudet) må vi fordoble vores antal, fordi størrelsen af den jødiske befolkning på den dag måske vil kunne bestemme vores skæbne i situationen efter krigen".

Det var netop den jødiske stats skæbne efter krigen, og mindre de europæiske jøders øjeblikkelige livstruende situation, der optog zionisterne uden for Europa, mens krigen rasede og Hitlers udryddelsesmaskine kørte på fuld tryk. I selve det tysk-besatte Europa arbejdede de derværende zionister hektisk for at redde så mange jøder som muligt fra dødslejrene, bl.a. ved samarbejde med nazisterne og med aftaler, der kunne komme begge parter til gode, men alt med stærkt begrænset resultat.

Men uden for Europa, i Palæstina og navnlig i USA, stod redningen af jøderne langt nede på listen. Her var det fremtiden det gjaldt: oprettelsen af den jødiske stat efter krigen. At zionisterne satte staten over jøderne i det tyskbesatte Europa har formentlig kostet mange menneskeliv.

I en diskussion i den zionistiske ledelse i 1938, da jødeforfølgelserne i Tyskland og Centraleuropa var ved at blive sat i system, satte Ben Gurion forholdet mellem jøderne og den jødiske stat på denne formel:

"Hvis jeg vidste, at det var muligt at redde alle børn i Tyskland ved at transportere dem til England, men kun halvdelen af dem ved at transportere dem til Palæstina, så ville jeg vælge det sidste - for vi står ikke kun over for hensynet til disse børn, men over for det historiske hensyn til det jødiske folk" - her altså: ideologien over mennesket. Ben-Gurion brugte muligvis mere det brutale eksempel for at gøre sit synspunkt klart end som udtryk for sin oprigtige indstilling, hvis han havde stået i det reelle valg. Men udsagnet afspejler zionistbevægelsens gennemgående politik op til og gennem alle krigsårene, både i det jødiske samfund i Palæstina og i den jødiske verdensbevægelse.

Det var Ben-Gurions grundlæggende holdning, at ingen kunne gøre noget ved udviklingen i Europa. Hitlers udryddelse af jøderne skulle behandles som en "naturkatastrofe". Generelt mente lederne af den kommende jødiske stat ikke, at det var deres opgave at redde Europas jøder. Da holocaust var på sit højeste, erklærede den zionistiske leder, at Jewish Agency's job var at skabe landet Israel.

De zionistiske ledere var også imod indsmugling af illegale jøder til Palæstina, fordi briterne truede med at stoppe den tilladte kvotaindvandring som modsvar. Og yderligere ønskede de zionistiske ledere selv at udvælge de bedst egnede til indvandring. I sin dagbog skrev en af lederne om dem, der organiserede indsmuglingen: "De tog alle. De blinde, krøblingene og "et helt alderdomshjem"".

Ben-Gurion definerede redning af jøder næsten udelukkende med udvandring til Palæstina. Han indså, at der ikke var store muligheder for at redde mange på den måde. Han talte sjældent om holocaust. Han og de andre ledere havde kun den nye stat i hovedet. "Katastrofen for Europas jøder", sagde han ved en lejlighed "er ikke direkte mit anliggende".

På et tidspunkt rejstes i zionistiske kredse endda det spørgsmål, om det var rigtigt at bruge penge, som var afsat til udvikling af det jødiske samfund i Palæstina, til redning af jøder i Europa. Mens jøderne i 1943 blev dræbt i enormt antal, udtalte ledende zionister, at det at give penge til redning af europæiske jøder var "at udføre en anti-zionistisk handling".

Zionisterne i Palæstina afskrev tidligt Europas jøder. Så tidligt som i 1942 blev der fremsat forslag om at rejse et mindesmærke over holocausts ofre. Som en israelsk forfatter har udtrykt det: "Mens jøderne i Palæstina diskuterede, hvordan holocaustofrene kunne mindes, var de fleste af disse ofre stadig i live".

Det store magtfulde jødiske samfund i USA befattede sig heller ikke meget med redningen af Europas jøder under krigen. Zionisterne diskuterede Palæstina og jøderne i efterkrigssituationen, men ikke redning af jøderne. I den zionistiske bevægelse i USA var der bred enighed om, at der ikke var meget håb om at redde jøderne. Derfor valgte man at koncentrere sig om en jødisk stat, så man kunne være klar til at handle, når verden skulle genindrettes efter krigen.

På et meget tidligt tidspunkt i krigen forsøgte USA og Storbritannien at opstille en plan til redning af omkring en halv million jøder fra Europa ved at tilbyde dem visa til USA, Storbritannien, Australien, Canada og en række sydamerikanske lande. Zionisterne satte sig imod med den begrundelse, at det ville skade den zionistiske bevægelse, hvis Europas jøder kunne finde tilflugt andre steder end i Palæstina. Amerikanerne opgav derfor hurtigt redningsindsatsen, for de amerikanske zionister havde kontrol med de vigtige jødiske stemmer, som skiftende amerikanske præsidenter havde brug for til at blive valgt og genvalgt på.

Der er ingen tvivl om, at den zionistiske ledelse i Palæstina og andre steder uden for Europa var fuldt informeret om, hvad der skete med Europas jøder. Gennem hele krigen kom der løbende meldinger til det jødiske samfund i Palæstina om mordet på de europæiske jøder. I 1944 nåede der dagligt nyheder til Palæstina om holocaust, og det rystede jøderne, skriver israelske historikere.

Jewish Agency's holdning til redningen af jøderne fremgår bl.a. af et brev fra organisationens kontor i det neutrale Schweiz til Den jødiske Redningskomite i Tjekkoslovakiet. De jødiske ledere i komiteen i Tjekkoslovakiet havde sendt bønner om hjælp til Jewish Agency med dokumenter, der beviste, at nazisterne var i gang med masseudryddelsen af jøderne i Europa. I svarbrevet fra Jewish Agency mindede de zionistiske ledere om, at jøderne i Redningskomiteen ikke måtte tabe af syne, at de allierede i sidste ende ville vinde krigen, og at "vi må gøre alt, hvad der står i vor magt" for at forvandle Palæstina til staten Israel. "Derfor må vi vende det døve øre til bønner og skrig, der udgår fra Østeuropa", hed det i brevet fra de zionistiske ledere.

Allerede i 1938 opfordrede Ben-Gurion til, at der skulle gøres alt for at hindre planerne om at evakuere jøderne fra Centraleuropa til USA eller Sydamerika. "Hvis vore brødre i Amerika", skrev han, "bliver nødt til at vælge mellem den fysiske redning af Europas jøder og zionismen, så vil de vælge det første, og det vil være enden for vores bevægelse".

I maj 1942, da Hitlers udryddelse af Europas jøder tog til i grusomhed og intensitet, afviste Israels senere præsident, Chaim Weizmann, muligheden af at sende Europas jøder andre steder hen end til Palæstina. Weizmann erklærede, at Palæstina sagtens alene kunne tage alle de hjemløse og statsløse jøder fra krigen og sørge for dem. Han føjede til, at "det var for at kanalisere hele verdens sympati for jødernes martyrium, at zionisterne afviser alle projekter til at genbosætte disse ofre andre steder".

Fravælgelse.
Hele diskussionen om holocaust i den zionistiske bevægelse afspejlede afstanden i mentalitet mellem zionisterne og Europas jøder. Zionismen så eksilet som skamfuldt og mindreværdigt. Zionismen var muligheden for at opbygge en ny, stolt hebræisk race, som kunne forsvare sig selv i modsætning til de svage jøder i diasporaen. Zionismen ønskede at skabe et nyt, sundt, retfærdigt, nationalt samfund. Afvisningen af eksilet tog form af en dyb foragt og direkte afsky for jødisk liv i diasporaen, navnlig det i Østeuropa. Der var endda kredse i det senere Israel, som var tilbøjelige til at beskylde de europæiske jøder for deres egen udryddelse. De kunne bare have indset zionismens sandhed, lød det.

Hvis zionisternes indsats for de europæiske jøder ikke var overvældende under krigen, så blev den det til gengæld i årene efter. Det var langt fra alle overlevende jøder i Europa, som ønskede at rejse til Palæstina. De foretrak den vestlige verden, fortrinsvis USA. Og de, der ikke havde andre muligheder, var ikke alle velkomne i den kommende jødiske stat. Zionistiske udsendinge fra Palæstina forsøgte i opsamlingslejrene at udvælge det bedste menneskemateriale, nemlig unge, der kunne slås i krigen mod araberne. Men de zionistiske ledere var ikke tilfredse med, hvad de fandt i lejrene. De overlevende var ikke ideelt menneskemateriale, som det blev udtrykt. Der var ikke plads til den slags, som nemt kunne blive en belastning for den nye superstat.

"Israel er et lille land og kan ikke tage alle de gale jøder i verden", sagde senere ministerpræsident Levi Eshkol engang. Der var brug for arbejdere og stridsmænd. En af de zionistiske udsendinge advarede om, at 5000 jøder af den slags, han havde mødt i Europa, ville gøre Palæstina til "et stort galehus". En anden udsending fra Palæstina fortalte Ben-Gurion, at hvis 100.000 af dem virkelig kom til Palæstina, så ville de forårsage katastrofe.

En overgang diskuterede den zionistiske ledelse faktisk det hensigtsmæssige i en mulig "rationalisering" af indvandringen for at sikre staten en sund start. Højtstående ledere i Jewish Agency gav udtryk for at syge og gamle sagtens kunne passes i udlandet. Der foregik faktisk fravælgelse af syge og gamle jøder i udlandet.

Da der i slutningen af 1940'erne ikke var flere jøder tilbage i Europa, og de amerikanske jøder ikke ville sende deres børn til Israel, som Ben-Gurion ved en lejlighed havde krævet, så vendte zionisterne blikket mod sefarderne. I løbet af de næste 20 år tømte zionisterne de arabiske lande for sefarder eller arabisk-orientalske jøder med alle midler. De kom til at leve som andenklasses borgere i den jødiske stat med de europæiske jøder som overklassen. På et tidspunkt var modsætningsforholdet ved at sprænge Israel indefra. Kun de tilbageværende arabere, som det lykkedes at blive i deres gamle områder efter Israels oprettelse, har en ringere status end sefarderne.

Det er den russisk-jødiske digter, Bialik, der får tillagt udsagnet, at grunden til, at han ikke kunne lide araberne var, at de mindede ham for meget om de sefardiske jøder.

De zionistiske ledere har altid haft svært ved at overbevise verdens jøder om, at de burde rejse til Palæstina og være med til at bygge en stat for jøderne som det eneste sted, hvor jøderne kunne leve i sikkerhed. Det er ikke blevet lettere efter Israels oprettelse. Zionistiske ledere bruger endnu i dag en hver lejlighed til at opfordre diaspora-jøderne til at komme til Israel. Senest har Israels nu afgåede præsident, Ezer Weizmann, der blev fældet på korruption, skældt de tyske jøder ud, fordi de foretrækker at blive i Tyskland frem for at rejse til Israel. Med frygtpropaganda i massemedierne, som oftest produceret af de amerikanske medier, appellerer zionisterne til jødernes grundlæggende frygt og siger indirekte, at det eneste værn mod nye katastrofer er jødernes eget land, Israel, som de altid kan søge tilflugt i, og som derfor må bestå. Derfor skal jøderne hjælpe Israel med penge og med anden form for støtte til Israel, hedder det.

Lobbyen i USA.
Til zionismens tunge skyts hører navnlig amerikanske jødiske organisationer og gruppers - og dermed også Israels - indflydelse på USAs politik i større eller mindre grad alt efter, hvor jødisk-zionistiske interesser er på spil. Både i indenrigspolitik og i udenrigspolitik.

Amerikansk politik er ikke kun et amerikansk anliggende. Som klodens eneste supermagt med stærke alliancebånd til Europa og vitale interesser i den øvrige verden kan alle større amerikanske beslutninger mærkes på den ene eller anden måde i verdens hovedstæder. Selv om zionistisk-israelske interesser generelt ikke kan spores direkte i afsmitningen fra amerikansk politik, når det ikke lige drejer sig om Mellemøsten og relaterede forhold, FN-afstemninger om israelske overgreb og lignende åbenlyse forhold, så anes zionistisk indflydelse eller amerikanske hensyn til Israel ofte. Som når Poul Nyrup f.eks. i en af sine begrundelser for at trække Danmark med ind i Østrig-skandalen henviste til, at han ikke kunne andet, bl.a. fordi USA og Israel også var med. Som tidligere nævnt spillede zionistiske kræfter stærkt ind i Østrig-affæren.

Den jødiske lobby i USA, også kaldet Israel-lobbyen eller den zionistiske lobby, er uden sammenligning den mægtigste og mest frygtede af alle politiske pressionsgrupper. Der er ikke kun tale om en enkelt gruppe, men om flere samarbejdende organisationer og grupper, som virker på forskellige niveauer, både synlige og usynlige, både åbent og i baggrunden. Der er ialt omkring 200 grupper og organisationer. Den jødiske lobbys virksomheder strækker sig over alle USAs politiske områder. Lobbyens styrke ligger i det stærke sammenhold og dens evne til på en overordentlig effektiv måde at stemple kritik mod Israel som antisemitisk.

Blandt de synlige zionistiske organisationer findes først og fremmest Den amerikansk-israelske Komite for offentlige Anliggender (AIPAC) med 55.000 medlemsaktivister spredt ud over hele USA. En anden zionistisk hovedorganisation er Anti-Defamation League (ADL). De arbejder begge tæt sammen med den verdensomspændende jødiske organisation B'nai B'rith, der har over 500.000 medlemmer i og uden for USA. AIPAC og ADL har nære kontakter til Israels regering og Israels ambassade i Washington. AIPAC påvirker USAs lovgivere i alle spørgsmål, som er af interesse for Israel, f.eks. USAs bistand til fremmede stater, USAs udenrigshandel og USAs militære bistand til allierede stater i verden.

Reagan-administrationens salg af fem avancerede radarovervågningsfly, de såkaldte AWACS-fly, til Saudi-Arabien i 1984 er et klassisk eksempel på den jødiske lobbys funktion. Det lykkedes i denne omgang ikke lobbyen med AIPAC i spidsen at forhindre salget, men det var kun med nød og næppe, at handelen gik igennem Kongressen, og det skete først efter et blodigt 11 måneder langt slagsmål med den jødiske lobby. Efter nederlaget, der hører til sjældenhederne, hed det fra AIPACs ledelse, at den slags aldrig måtte ske igen. Det var en handel til 8,5 milliarder dollars, den største enkelte våbenhandel, USA nogensinde havde afsluttet. Israel og USAs jøder var bange for, at Saudi-Arabien i forbindelse med flysalget ville få et specielt forhold til USA, som ville gå ud over Israels særlige status.

Anti-Defamation League (ADL), arbejder bl.a. med påvirkning af personer, politikere som private, som offentligt giver udtryk for synspunkter og handlinger, som går imod israelsk politik og specielt fremsætter indvendinger imod, at USA uden forbehold støtter Israel. Politikere, der gør sig uvenner med ADL, risikerer med stor sandsynlighed at blive væltet, ikke valgt eller genvalgt. Det sker med propaganda imod den pågældende og med hjælp af penge. Politikere med anti-israelske holdninger ser sig pludselig uden økonomiske valgbidrag, mens kandidaten der lover at støtte israelske og jødiske holdninger, får kampagnekassen fuld af jødiske bidrag.

Det er naturligvis ikke kun politikere, der risikerer at komme i den jødiske lobbys vridemaskine, hvis ikke de opfører sig "ordentligt". Skuespilleren Marlon Brando gav for nogle år siden i et interview med CNN udtryk for det synspunkt, at Hollywood er styret af jøder. Lobbyen slog til med det samme. Formanden for en militant lobby, Jewish Defence League, Irv Rubin, råbte gennem medierne: "Skam få dig, og skam få den næste jøde, der giver dig et job. Vi skal sørge for, at resten af dit liv bliver et levende helvede". Det budskab rungede gennem alle korridorer i USAs politiske institutioner.

ADL råder over et tæt netværk af agenter og informanter over hele USA, som overvåger alle politiske udtalelser og ytringer og sender løbende rapporter til ADLs hovedkontor i New York, hvor de lagres elektronisk til senere brug. Adskillige amerikanske politikere er i tidens løb forsvundet ud i det politiske mørke efter at have lagt sig ud med Israel-lobbyen. Alene det at trykke den palæstinensiske leder Yassir Arafat i hånden før 1993 var ensbetydende med politisk selvmord for en amerikansk politiker. Kritik af Israel er livsfarlig for amerikanske politikere.

Det erfarede en republikansk senator, Charles Percy. Han var ivrig Israel-tilhænger og var kendt for at støtte Israel i alle sager. En dag begyndte han at stille spørgsmål ved Israels adfærd over for palæstinenserne i de besatte områder. Hurtigt satte jøderne en kampagne ind imod ham. Det var AIPAC, som førte øksen. Percy blev brændemærket som Israels største fjende, og fra næste valg forsvandt han fra det politiske liv og er ikke set siden. Som præsidenten for AIPAC sagde senere: "Alle jøder i Amerika, fra kyst til kyst, gik sammen for at smide Percy ud. Og amerikanske politikere modtog budskabet".

En af dem, der kom galt afsted var kongresmanden Paul Findley. Efter 22 år som kongresmedlem for staten Illinois blev han slået ud i et valg, hvor hans modkandidat blev støttet af den, jødiske lobby. Hans politiske dødssynd var, at han under en rejse til Damaskus i Syrien havde trykket hånd med PLO-lederen Yassir Arafat, der på det tidspunkt af Israel og USA blev betegnet som terrorist.

Findley har skrevet en bog, som beskriver den jødiske lobby, og hvordan den arbejder. Selv om bogen er fra 1985, så er den ikke mindre aktuel i dag. Den hedder "They dare to speak out". I bogen redegør Findley for, hvordan lobbyen direkte påvirker arbejdet i Kongressen og Senatet og i bl.a. udenrigsministeriet. Han citerer således AIPACs leder for efter et valg at have sagt, at "nu kan vi diktere vores egen udenrigspolitik". Findley beskriver, hvordan lobbyen infiltrerer amerikanske universiteter og modarbejder professorer og lærere, som viser forståelse for arabiske og islamiske lande, og hvordan lobbyen udøver pres på massemediernes journalister, aviser og bogforlæggere for at hindre kritik af Israel. Findley viser, hvordan de, som kritiserer israelsk politik, udsættes for personlige angreb og risikerer at miste levebrødet gennem lobbyens aktioner. Findley skriver, at præsidenter frygter lobbyen, og at Kongressen lyder dens befalinger.

Findley viser også, hvordan forbindelsen mellem lobbyens benarbejde og den israelske ledelse kommer til udtryk i en krisesituation. En af stemmerne i bogen, admiral Thomas Moorer, der var amerikansk generalstabschef i 1973, da Israel udkæmpede Yom Kippurkrigen med Syrien og Egypten, fortæller, hvordan den israelske militærattaché ved den israelske ambassade i Washington opsøgte ham og bad om, at USA skulle forsyne Israel med kampfly, som var udrustet med et moderne anti-kampvognsvåben kaldet Maverick. Moorer forklarede israeleren, at USA kun havde nogle få af disse fly, og at han ikke troede, at Kongressen ville godkende, at disse fly blev overgivet til Israel. Israeleren stirrede bare den amerikanske admiral stift i øjnene og sagde: "De giver os flyene. Jeg ordner Kongressen". Og det gjorde han. USAs eneste fly med Maverick-våben gik til Israel.

Det tog Paul Findley to år at få sin bog udgivet. Over 20 forlag afviste bogen af frygt for det ømtålelige emne. Findley har forklaret vanskelighederne med henvisning til, at en stor del af bogdistribution og boghandel kontrolleres af jødiske erhvervsinteresser. Kærnepunktet i Findleys bog er ifølge den svenske journalist og mangeårige Mellemøst-korrespondent Åke Ringberg, som har talt med Findley, at indflydelsen fra den jødiske lobby og dens forgreninger helt enkelt er en trussel mod ytringsfriheden og den åbne debat i USA.

Det samme gælder i Danmark, hvor vi ganske vist ikke har nogen organiseret jødisk lobby, men hvor organisationer som Folkekirkens Nødhjælp og projekter som Operation Dagsværk øjeblikkeligt skydes i sænk af jødiske grupper og deres ikke-jødiske støtter, når de forsøger at lave oplysningskampagner til fordel for palæstinenserne.

Politisk infiltration.
Jøderne er formentlig den rigeste mindretalsgruppe i USA. Deres bidrag til Israels økonomi har sammen med USAs årlige milliardbistand til den jødiske stat i mange år været afgørende for Israels økonomiske overlevelse. Da Israels ministerpræsident Menachem Begin under den israelske Libanon-invasion i 1982 besøgte USA for at få amerikansk støtte, holdt lokale jødiske komiteer i New York indsamlingsfrokost for ham på Waldorf Astona. Normalt kostede en kuvert ved politiske frokoster i USA på den tid 2000 dollars. I dette tilfælde betalte de jødiske deltagere 100.000 dollars pr. kuvert. Da forsamlingen rejste sig efter to timers frokost, havde de samlet 27 millioner dollars ind til Israels overfald på et arabisk naboland.

Den jødiske lobby påvirker også amerikansk politik gennem de jødiske vælgere. USAs jøder udgør ganske vist kun to-tre procent af befolkningen, men deres indflydelse er langt større, end deres antal skulle formode. Det ligger bl.a. i deres høje politiske aktivitet. Normalt stemmer kun omkring 50 procent af amerikanerne ved politiske valg, men jødernes stemmedeltagelse er på omkring 90 procent. Dertil kommer, at over 80 procent af jøderne bor i de ni mest folkerige stater, og disse stater råder over 37 procent af stemmerne i det valgmandskollegie, som udpeger præsidenten. På den måde har jøderne også et stort ord at skulle have sagt i det vigtige spørgsmål om Kongressens sammensætning, altså hvilke politikere, der skal lovgive og styre i USA. Den jødiske lobby kan med sit omfattende net af aktivister dirigere store jødiske vælgergrupper i den "rigtige" retning alt efter kandidaternes holdning til israelsk-jødiske interesser.

Ingen amerikansk præsidentkandidat tør lægge sig ud med den jødiske lobby eller med jødiske vælgere. Den zionistiske indflydelse i amerikansk politik indledtes allerede under præsident Woodrow Wilson før og under Første Verdenskrig. Indflydelsen blev øget væsentligt under Franklin D. Roosevelt. Men det var først under præsident Harry S. Truman, at zionisterne fik ordentligt fodfæste i amerikansk politik. Det er kun republikaneren Eisenhower, som vovede at trodse de jødiske organisationer, da han tvang Israel til at trække sig tilbage under Suez-krisen ved at true Israel med omgående at inddrage al amerikansk hjælp. Det virkede. Men aldrig før eller siden har nogen amerikansk præsident for alvor vovet at trodse den lille jødiske stat og dens mægtige lobby i USA.

George Bush og hans udenrigsminister, James Baker, hører til de få undtagelser, der gik et lille stykke ad vejen. USAs krig mod Irak i begyndelsen af 1990'erne var ganske vist i det videre perspektiv til Israels fordel, men det var ikke af hensyn til den jødiske stat, at Bush-administrationen førte Golfkrigen. Det var helt specielt amerikanske interesser, der styrede den krig. Bush havde store visioner om en ny verdensorden, og den skulle ikke bygges på israelske interesser. Israel fik besked på at holde sig i baggrunden, selv om israelerne havde interessante forslag til en hurtig afvikling af Irak. Bush og Baker var begge amerikanske oliefolk, Bush med interesser i Texas. Ingen af dem var bange for Israel. På et tidspunkt lod israelske ledere forstå, at James Baker ikke var velset i Israel, og forholdet til USA var på en række områder køligt. Det påvirkede dog ikke den sædvanlige strøm af militær og økonomisk hjælp i milliard-klassen fra USA til Israel.

Og med valget af Bill Clinton til USAs næste præsident vendte alt da også tilbage til den gamle orden igen. I foråret 1996 gennemførte Israel et af sine mange militærangreb mod et arabisk naboland, denne gang Libanon. Endnu engang var den jødiske stats sikkerhed truet, som det hed, og dertil kom, at socialdemokraterne efter mordet på Yitzak Rabin havde brug for en militær sejr til at bakke den vaklende valgkampagne op med. Til formålet bombede israelske kampfly Sydlibanons 400.000 civile libanesere ud af deres hjem og drev dem alle nordpå til Libanons i forvejen overbefolkede og ødelagte hovedstad Beirut. Hensigten var at knuse landets økonomi, der så småt var ved at komme sig efter mange års borgerkrig. Havne blev lukket, elektricitetsværker nær Beirut blev bombet, kystvejen blev bombarderet, mens befolkningen strømmede mod nord, og civile tab voksede fra dag til dag. Den militære del af projektet lykkedes (men socialdemokraterne tabte i parentes bemærket valget). Der var blodige eksempler med bombe- og missildrab på børn i ambulance og private hjem.

Israelerne sluttede militærkampagnen af med en - ifølge den israelske militærledelse - vildfaren raket mod en FN-base, hvor over 100 civile arabiske flygtninge blev dræbt i et hug. Først da blev FNs sikkerhedsråd mobiliseret. Gennem årene har diskussionerne i Sikkerhedsrådet omkring den israelsk-arabiske konflikt tenderet i retning af et af to resultater: Enten en resolution så udvandet, at den var meningsløs, eller et amerikansk veto mod alt, som var kritisk over for Israel. Det samme skete efter massakren på flygtningene i Qana. Da Sikkerhedsrådet endelig nåede frem til en enstemmig resolution, var Israel ikke nævnt med et ord, og enhver antydning af skyld for massakren og det, der var sket andre steder i Libanon under den israelske kampagne, blev undgået.

Ved en senere FN-rapport om massedrabet, hvor FNs egyptiske generalsekretær, Boutros Boutros-Ghali, helt i overensstemmelse med kendsgerningerne lagde skylden på Israel, rykkede USA ud med et harmdirrende angreb på Boutros-Ghali. Amerikanerne beskyldte Boutros-Ghali for at have draget "uretfærdige" konklusioner om Israels rolle. "Vi er foruroligede over", hed det krænket fra Clintons kontor i Washington, "at generalsekretæren har valgt at drage uretfærdige konklusioner af episoden. Det havde været bedre, hvis alle kunne have taget ved lære af det skete for at undgå lignende situationer i fremtiden".

I det amerikansk-israelske forhold har det siden 1967 været sådan, at Israel bomber og bygger, de amerikanske skatteydere betaler, og araberne raser til ingen nytte.

Bill Clinton er den amerikanske præsident, der ifølge indflydelsesrige amerikanske jøders offentlige udtalelser har været den mest støttende amerikanske præsident i Israels historie.

Clinton er den amerikanske præsident, der har placeret flest jøder som højtstående medlemmer af sin administration. I 1998 var der således over 50 jødiske medlemmer af den amerikanske regering, og så er de lavere funktioner i regeringsapparatet ikke talt med.

Jøder i topplaceringer var: Udenrigsministeren, forsvarsministeren, den nationale sikkerhedspolitiske rådgiver, udenrigsministeriets talsmand, skatteministeren, landbrugsministeren, chefen for det centrale efterretningsvæsen CIA, tre viceudenrigsministre, Nationalbankens formand, USAs FN-ambassadør, vicepræsidentens stabschef. For blot at nævne toppen. En stor del af USAs ambassadører ude i verden var i slutningen af 1990'erne jøder, heraf seks i Vesteuropa. Den demokratiske Al Gores valg af en jøde, Joseph Lieberman, understreger jødernes fremtrædende placering i USA.

Civilisationsniveauet.
Der er altså tale om en uforholdsmæssig stærk jødisk politisk og diplomatisk repræsentation i amerikansk politik og administration. Der er ingen tvivl om, at Al Gore helt bevidst valgte den jødiske Lieberman som sin makker for bl.a. at sikre sig så mange jødiske stemmer som muligt i den hårfine kamp med den republikanske George W. Bush om præsidentposten. Den meget tydelige jødiske tilstedeværelse i amerikansk politik kan ikke siges at være udtryk for nogen samordnet bestræbelse hverken fra de jødiske og zionistiske organisationer eller fra de skiftende præsidenter i Det hvide Hus. Fænomenet afspejler blot jødernes generelle stærke politiske aktivitet og må for de enkelte placeringers vedkommende alt andet lige betragtes som rent individuelle karriereposter. Men kombineret med jødiske gruppers generelle aktive engagement i samfundet og høje profil i debatten omkring israelsk-zionistisk-jødiske interesseområder giver det selvsagt mulighed for stærk indflydelse på den slags emner.

Østrig var en god sag for zionismen at kaste sig over, da den var moden. Her havde Jörg Haider og hans Frihedsparti serveret det hele på et fad: Nazisme, menneskerettigheder, holocaust og EU. En perfekt platform til profilering af zionistiske interesser og mulig springbræt til lignende scenarier andre steder i Europa, hvor højreekstremisme, racisme, fremmedfjendskhed og mulig antisemitisme markerer sig og kan bruges i det zionistiske propagandaapparat. Med Østrig skulle der sættes et eksempel.

Israelske politikere med ministerpræsident Ehud Barak i spidsen sammen med fremtrædende diasporajøder spillede en aktiv rolle i kulisserne på holocaustkonferencen i Stockholm og pressede voldsomt på for at få EUs stats- og regeringsledere til at gå i aktion over for Østrig efter dannelsen af den nye regering af konservative og Haider-folk i Wien. Presset fortsatte også efter konferencen. Allerede dagen efter ringede Barak således personligt til Tyskland og Frankrig for at holde Schrøder og Chirac fast på straffeaktionen mod Østrig.

I en udtalelse fra den israelske regering efter holocaustkonferencen hed det ifølge Reuter: "Dette er en mørk dag for Østrigs demokrati og en trist dag for familien af frie nationer. Israels regering erkender sin pligt og rolle over for verdens nationer og advarer imod det alvorlige fænomen, at en vestlig europæisk regering optager elementer af ny-nazistisk natur". Og erklæringen fortsatte: "Den historiske lektie fra holocaust lærer os, at den slags ikke kan accepteres med nogen berettigelse, og man kan ikke acceptere ord, som skjuler en ideologi af had og racisme. De skal stoppes og rykkes op med rode". Den israelske regeringsudtalelse slutter: "Israels regering opfordrer derfor alle oplyste nationer i verden til at skride til handling og fordømme disse seneste udviklinger".

Israels tidligere ministerpræsident og Nobelprismodtager, Shimon Peres, der som tidligere nævnt forsøgte at vinde det israelske valg ved at ødelægge Libanon endnu engang, rykkede helt frem i rampelyset med følgende presseudtalelse: "Hvis Østrig kommer under ledelse af en regering med deltagelse af Jörg Haider og andre racister, vil landet udelukke sig selv fra de civiliserede nationers selskab".

En målestok for en nations civilisationsniveau er bl.a. den måde, nationen behandler sine borgere og andre undersåtter på. Bladrer man lidt i de forskellige internationale rapporter om overgreb mod mennesker, ser man forgæves efter Østrigs navn. Alene i Amnesty Internationals årsrapport fra 1999 fylder Israel derimod alene seks og en halv tætskrevne spalter med forbløffende detaljer om, hvad civiliserede nationer kan finde på at gøre ved andre - i dette tilfælde palæstinenserne.

Østrig har tidligere været i zionismens søgelys. Det skete under den zionistisk-israelske kampagne mod Kurt Waldheim, Østrigs omstridte præsident og tidligere øverste chef for FN. Waldheim kom i vanskeligheder på grund af sin brune fortid som officer i Hitlers værnemagt. Det var Israel og Den jødiske Verdenskongres, der kastede sig over Waldheim og dermed Østrig.

I virkeligheden drejede det sig mindre om Waldheim end om Østrigs udenrigspolitik. Ved at angribe Waldheim ønskede zionisterne at skade Østrig mest muligt. Derfor ventede man også, til det stod klart, at Waldheim ville blive valgt til Østrigs præsident, så opmærksomheden blev maksimal. Waldheims fortid havde nemlig været kendt i mange år af CIA og dermed naturligvis også af Mossad, det israelske efterretningsvæsen. Den jødiske Verdenskongres kendte naturligvis også alt til Waldheims fortid allerede fra hans tid som FNs generalsekretær. Zionismens egentlige mål var uden tvivl den østrigske kansler, jøden Bruno Kreiskis arabisk-venlige udenrigspolitik. Det var således Kreiski, der gik forrest i Europa med anerkendelse af Den palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, som Israel dengang betegnede som en terrororganisation. Derfor skulle Østrigs omdømme i verden beklikkes. Derfor igangsatte zionisterne en international afpresningskampagne mod Østrig med Waldheim som centrum.

I EUs nylige kampagne mod Østrig spillede zionisterne som nævnt en fremtrædende rolle. Da EU-landene i september 2000 ophævede sanktionerne mod Østrig i erkendelse af, at de hele tiden havde været grundløse, reagerede den israelske regering skarpt med en fordømmelse af EU for at lukke Østrig ind i varmen igen.

Den gryende europæiske nyorden efter Murens fald med EU som planlagt ny kontinental militær og økonomisk stormagt med aktiv israelsk deltagelse, omdefineringen af klassiske grundlæggende værdier til vægt på menneskerettigheder som nyt forfatningsgrundlag, antiracisme, demokratikontrol, masseindvandring og ophævelse af nationale grænser - alt dette giver rige muligheder at bruge og sætte ind på for nutidens zionisme på et tidspunkt, da Israels krig med araberne er ved at ebbe ud, og en slags fred med palæstinenserne er på vej, og USA i det mindste for en tid synes at ville trække sig ind i ny isolation efter Den kolde Krig.