Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1931, s.134-138.

II. Fortsat Svar til Biskop Ammundsen.
I artiklen "Autoriseret" angreb jeg Biskop Ammundsens Handling og Svar som haandgribelige Udtryk for kirkelig Solidaritet med den folkelige Moralreligion til Karakterudfoldelse og Samfundsværn.

Men ogsaa som "Brudstykke af et principielt Opgør" kræver Biskop A.'s Artikel et Svar - et Svar som delvis vil forme sig som en Række kortere eller længere "Randbemærkninger", men som forhaabentlig ikke derfor vil blive mindre principielt.

Loven - Troen - Livet. Disse tre.
Hævdelsen af den ubrødelige Sammenhæng mellem disse er det, der faar Biskop A. til at stille sig solidarisk med Kapers Lærebog, imod mit Angreb i Tidehverv. Kaper, mener Biskop Ammundsen, hævder denne Sammenhæng - det maa jo være klart deraf, at for ham fører Moral til Religion, og Religion igen til højere Moral; Brøndsted sønderriver denne Sammenhæng - ligesom Tidehvervsretningen i det hele, der netop har sin Svaghed i Budene, og som undertiden synes aldeles at lukke Udsigten til Tanken om det ny Liv ud af Troen, og gør Ny Testamentes Ord i den Retning til Løgn.

Saa maa Opgøret ogsaa finde Sted. Og det ifølge Sagens Natur et Opgør i Tale og Skrift. Der tales idelig om, hvad "Tidehvervsretningen" har betydet i vort Kirkeliv; det kan jo ikke være ved Indsats af "Arbejde"; Efterklange af vore Ord er der derimod nok af alle Vegne - men det betyder ikke stort mere, end at mange nu binder det kristelige Slips paa en lidt anden Maade.

Hævdelsen af "det nye Liv" (det som Ammundsen kalder "etisk", Indre Mission "Helliggørelse", Kaper "Karakter", o.s.v.) er Kirkens nuværende Kapital og Hovedstol. Paa den beror i en religiøst stemt Tid Kirkens Tiltrækningskraft overfor de enkelte, og paa den beror i de sociale Problemers Tid Kirkens Tiltrækning paa Samfundet. Den er Grundlaget for den Enkeltes Tryghed i Kirkesamfundet, og den er Betingelsen for Kirkens Prestige i Borgersamfundet.

Luther og Ny Testamente - Autoriteterne - bliver naturligvis et Hovedmiddel til Hævdelsen af denne Kirkens Skat. Biskop A. har Medansvar for Maaden, hvorpaa dette Middel benyttes, og for den Udtynding af Evangeliet, som bl. a. er en Følge deraf. Og jeg har - foruden min Andel i "Tidehverv"s fælles Forsyndelser - i denne Sammenhæng bl. a. at svare til det Udtryk, Biskop A. sigter til, og som jeg for et Aars Tid siden brugte i en Diskussion om disse Spørgsmaal -: Løgnen i det nye Testamente.

Før det bliver klart, hvad Biskop Ammundsens Skriftbrug og mit Udtryk i Virkeligheden siger i Spørgsmaalet om "Kirkens Skat", før er vi ikke nede paa "Virkelighedens pinagtig nøgne og haarde Grund", og saa bliver al Tale om "Ordets Tugt" netop kun Illusioner og Fraser.

Om disse Ting vil der senere blive Tale; men jeg kan ikke begive mig ind paa nogen Drøftelse af Luther-citater og Skriftsteder, før jeg i det mindste har antydet, hvad jeg mener med "Skriftbrug".

"Den hele Bibel", "det hele Evangelium", "den hele Luther" - det er Udtryk, man møder i ethvert kirkeligt Opgør; Biskop A. bruger en lignende Vending. (N. T.s Forkyndelse som Helhed.)

Det er den Slags Ord, der fremkommer, naar Forbindelsen med Historiens Virkelighed er ved at blive afbrudt, ikke blot i den Betydning, at man er kommet Fortiden paa en saadan Afstand, at den mister sin egen indre Mangfoldighed og Perspektiv, og gaar i "Plan", men ogsaa i den afgørende Betydning, at man besidder Fortiden, æstetisk eller intellektuelt, ikke mødes, standses, kræves af en Virkelighed der træder ud af Fortiden - et Ord, en Handling - og tvinges til at tage Mødet som den Virkelighed, det er.

Naar f. Ex. Kirken paa denne Maade mister Forbindelsen med sin egen Fortid, saa glider dens Fortid i Plan, som "Skrift", som Dogme; man har den "hel" - og holder sig den netop derved fra Livet.

Jøderne havde Loven og Profeterne; Pavekirken havde Apostlene og Kirkefædrene; vi har det Ny Testamente og Luther.

Man har dem - til Hævdelse af sig selv, til Bekæmpelse af sine Modstandere. Nogle har dem i pietetsfuld Besiddelse, underdanige, ja næsten trælbundne i selve Besiddelsen; andre snarere paa Omgangsfod, eller køligt. Besiddelsens "Hvorledes" har ned gennem Tiderne rejst mange Storme; Bølgerne er gaaet højt baade i Synagoger, paa Concilier og Universiteter, og Dønningerne har skabt megen "Historie". Og dog var alt det af Striden, der ligger paa Linien konservativ - radikal, i Grunden af samme Aand, Besiddelsens.

Man kan godt rekonstruere Fortid, anerkende eller bortskære Tradition - Historien rører sig ikke under vor Haand af den Grund.

Man kan ogsaa paaberaabe sig Historie - den bliver ikke mere levende for det.

Men mødes man af "Historie", bryder den ind i ens Nutid, ja saa bliver jeg sandelig nødt til "paa eget Eventyr" at tage Stilling til det Ord eller den Handling, der mødte mig; her hjælper ingen Snak, nolens volens maa jeg tage mit Parti - og det ikke blot over for den paagældende Sag, der gaar mig paa Livet, men ogsaa over for andet, der før stod fredeligt ved Siden af, til Betragtning, til Sammenligning og Udligning - Sammenhængen træder ud af Plan, gaar i Perspektiv, ja hvad værre er, gaar i Situation, maaske i egen, men i hvert Fald i min - jeg tvinges til at være Part i den Kamp, som Ordene kæmper imod hinanden og dermed ogsaa om mig. Som jeg svarer i denne "Fortid", svarer jeg nu. Jeg skal tage Stilling, ikke til en Sag eller Mand eller Retning eller Mening eller Sætning i abstrakt Almindelighed, men til Udslaget i Situationen, altsaa dér hvor vedkommende Sag eller Mand brød ind i mit Øjebliks Situation.

Saa undergives jeg Historien, og saa frigøres jeg overfor Historien.

Det kan man jo gerne kalde "Subjektivisme", om man vil - den Glose er hentet fra en helt anden Opfattemaade og siger derfor slet ingen Ting her -, men det véd jeg, at i Situationen, og kun dér, er Meningen, om overhovedet nogetsteds; i Situation maa jeg erkende, og i Situation er jeg under Tvang.

Ethvert andet Forhold til Historien er Æstetik, Referat eller Paaberaabelse, ikke et Møde med Virkelighed, der standser, taler og kræver.

Hvor man færdes paa Linien konservativ-radikal, maa Begreber som "hel" og "beskaaret" nødvendigvis blive afgørende i alle Spørgsmaal om Skriftbrug. Men saadanne Begreber vil uvægerlig oparbejde en gold Abstraktion: den "hele Skrift", "den hele Luther" - Besiddelsen og dermed Løsrivelsen fra Situation fører til Arbejdet paa en "Meningernes Sum", Tankernes Gennemsnit.

Men saa kommer Historiens Hævn: Situationerne ophæver hinanden i deres Sum, og situationsløse Ord tager gensidig Livet af hinanden. Skriftens Generalnævner, saa vel som Luthers, tenderer mod Nul. Jo, Abstraktionen er tyrannisk; her som overalt; først giver den Klarhed og Brugbarhed, saa virker den Goldhed og slaar ihjel.

Ord og Udtryk rækker nu engang ikke længere, end deres Forudsætning, Situationen, rækker, og har ingen Vægt ud over denne. Og Situation, det er Situation, slet og ret, ikke hverken "Emne" eller "Spørgsmaal" eller "Sag".

Man kan godt gaa til Fortiden med sine Spørgsmaal og finde Bekræftelse paa sine egne Svar; men det er ikke at møde Historien; det er at paaberaabe sig Historien.

Om dens Ord saa iøvrigt kommer os ved, og hvordan de kommer os ved, det faar vi overhovedet aldrig at vide, naar vi har noget bestemt at forsvare. Det gælder os allesammen.

Først naar dette er sagt, kan der for mit Vedkommende være nogen Mening i at tage Stilling til, hvad Biskop Ammundsen fremfører af Luther og af det nye Testamente i sit Forsvar for Dr. Kaper og sit Angreb paa Tidehverv - altsaa til Biskop Ammundsens Vidneførsel.

Det er jo den ubrødelige Sammenhæng Loven - Troen - Livet, det drejer sig om.

Hvad er Formaalet med en Katekismus, hedder det først. Jo, en Katekismus skal være, hvad ogsaa Kapers Lærebog er, en Indledning i Kristendom. En Indledning maa først give Forudsætninger, der ligger foran Kristendommens egentlige Væsen. Vi er da ved Spørgsmaalet om Evangeliets Forhold til den mere almene Moral og Religiøsitet, som er indeholdt i Katekismens første Del. Katekismusundervisningen kan hos os kun tænkes i Tilknytning til de fem Hovedstykker, Luther udvalgte: Budene, Troen, Fadervor, Daab, Nadver. Altsaa først Budene. Den Begrundelse, hvormed Luther beholdt de ti Bud, maa ligge til Grund for Forhandlingen af dem i en evangelisk-luthersk Undervisning. Klarest har Luther udtrykt dette i Wider die himmelischen Propheten (Erl. Ausg. 29, 156); Stedet citeres, dets Hovedindhold er, at Summen af alle Bud er Kærlighedsbudet, som ogsaa Kristus siger, og Kærlighedsbudet er ikke noget særskilt mosaisk, men er skrevet i ethvert Menneskes Hjerte, som Paulus siger. Var det ikke saadan, kunde man længe nok prædike Loven - ingen vilde gøre sig Samvittighedsskrupler af den Grund; men nu er det der, skønt Djævelen har forblindet Hjerterne, og Loven maa prædikes, "til Gud virker med og oplyser dem, saa de føler det i Hjertet som det lyder i Ordet". Og Biskop A. fortsætter: Saaledes mente Luther, at der i Mennesket var en naturlig Moral, som var en Forbundsfælle for Guds Ord. Og denne Moral er uadskillelig fra Religion: i Spidsen for Budene og beherskende dem alle staar jo det om ikke at have andre Guder.

Dette var første Halvdel af Biskop Ammundsens Vidneførsel i Sagen Lov - Tro - Liv.

Mod den har jeg navnlig tre Ting at sige.

Først, at det for det senere Hovedspørgsmaals Skyld havde været godt, om det var kommet langt skarpere frem, at Luther ikke søger at underbygge de ti Bud gennem en Henvisning til, at der jo ogsaa findes noget almenmenneskeligt i lignende Retning; men at det medfødte Bud netop er ham det første og eneste, Prøvestenen ogsaa overfor de 10 Bud. Gennem Citatets nærmeste Omgivelser kommer dette stærkt frem. Naar Luther f. Ex. beholder 1. Bud, er det fordi det er et "Naturbud" (med Henvisning til Rom.1,19-20), et Guds Krav til os, skrevet i hvermands Hjerte - det beviser selve vor Overtrædelse af Budet (Afguderi). Men om Mose Lov som Mose Lov - og heri indbefattet de ti Bud - gælder det, at "alt hvad Moses har paabudt mere end og ud over "den naturlige Lov", er, fordi det ingen Hjemmel har i den naturlige Lov, frigivet, ugyldigt, færdigt" … lad Moses være "Sakserspejl" for Jøderne og lad Hedninger være fri for at forvirres med det" - "Hvorfor beholder man saa de ti Bud og underviser i dem? Svar: Fordi Naturbudene ingen Steder er fremsat saa godt og klart som hos Moses, derfor henter man billigvis sit Exempel fra Moses". "Hvor altsaa Mose Lov og Naturlov er eet, der bliver Loven staaende." "Naturbudet", det kommer os ved; men Moses - "bliv os fra Livet med Moses, vi vil hverken høre eller se Moses" - det er Luthers Besked til Dr. Carlstadt, "den allerhøjeste Aand, som har slugt den hellig Aand med Fjer og det hele."

Dernæst: Opfattelsen eller Anvendelsen af Citatet er uklar og udglidende netop paa det Punkt, som er Hovedsagen: Bud eller Moral. - Det ser ud til at være en fælles Forudsætning for Dr. Kaper og Biskop Ammundsen, at Evangeliet søger Tilknytning til en "mere almen Moral og Religiøsitet" som en Kvalitet, der i Forvejen maa have udviklet sig hos os eller være til Stede hos os som Grundlag for en Formaaen. Det behøver jeg ikke sige mere om i denne Sammenhæng, maaske blot nævne et Par Ord som "Gudsbilledet", "Urdriften til det gode", "Udviklingen i Slægtens Liv". Paa vort Sted bryder denne Forudsætning hos Biskop A. navnlig igennem i de Ord, hvormed han samler Luthercitatets Hovedindhold: "Saaledes mente Luther, at der i Mennesket var en naturlig Moral, som var Forbundsfælle for Guds Ord".

Men det er jo noget ganske andet end det Luther siger: at der i Mennesket, som Menneske, findes et Krav til Mennesket, et medfødt Bud: du skal elske (Gud - og din Næste som dig selv); Kravet om Gudtro og Brodertro. Lad dette nu staa ved sit Værd, baade for Luthers og Paulus Vedkommende; det afgørende er ikke, om Luther har Ret i, at det eller det findes som Bud i Mennesket, af Naturen, men: at det er som Krav, som Lov, som Bud, det findes; og at det der findes som Bud eller Lov for et Menneske, paa det sigter Gud, naar han taler sit Ord; og Forhold til Evangeliet faar det kun paa een eneste Maade og i een eneste Forstand: naar det, ved Ordet, oplyses for Hjertet selv som Guds Krav, anklager og domfælder os - driver os ind til Kristus - - og er opfyldt, fyldestgjort ved ham.

Og hermed er jeg ved den tredje Indvending mod "Vidneførselen": Citatet er, trods Længden, utilstrækkeligt som Citat; Tankegangens Afslutning og dermed Sammenhængens Sigte kommer ikke klart frem, før det ses paa hvad Maade, i hvilken Forstand, og med hvad Endemaal Loven i os er Guds "Forbundsfælle".

At alt hvad der hedder "Lov" naturligvis har en rent praktisk, ydre Hensigt: at ville efterleves, for Samlivets og Samfundets Skyld, det staar naturligvis Luther ganske klart: maaske ogsaa, at et Menneske og et Samfund kan lære at "skikke sig", kan opdrages eller opdrage sig "moralsk". Men fra al saadan Virken af Lov eller Bud holder han paa det skarpeste ude den eneste kristelige Mening, Brug og Betydning af Lov: den skal binde Samvittigheden i Gud for at den kan løses i Kristus. Det kommer igen og igen, nu paa en, nu paa en anden Maade; og saaledes følger ogsaa paa vort Sted, straks efter det af Biskop A. anførte, disse Ord: "Hvor nu Moses Lov og medfødt Lov (Natur-Lov) er eet, der bliver Loven staaende og ophæves ikke udvortes, men kun ved Troen, aandeligt, hvilket netop intet andet er end at opfylde Loven, (Rom.3,28). Det skal der ikke tales om nu, det er der talt tilstrækkeligt om andre Steder."

Hos Luther selv er det klart, hvad Sagen er, og hvorhen den sigter. Det er det ikke hos Ammundsen. Citatet er blevet udvisket ved at placeres midt i de runde Begreber "Moral" og "Religiøsitet", medens det selv drejer sig om "Gesetz", "Gebot".

Budet staar paa Ja eller Nej og hører Øjeblikket til; Moralen staar paa mangfoldige psykologiske Momenter i Slægtens og mit eget Liv. I Budet er det en Fremmed, der er Subjekt, i Moralen er det mig.

Og skulde Sagerne nu komme til at staa saadan, at denne Fremmede blev Gud, at Budet blev kristeligt, ganske uanset hvad det saa ellers i Øjeblikket drejede sig om, saa er der et Svælg mellem de to Ting: om der (gennem vor Handling) "svares" som paa Bud, med Ja og Nej, eller om der "svares" som i Moral med "fuldkomnere og fuldkomnere".

Men nu lader det altsaa til, at der findes en Mellemting, eller en Dobbeltting, med delt Sigte. "Urdriften til det gode" - "Ophævet i Kristus". Kaper lægger Hovedvægten paa det første, Ammundsen paa det sidste; men skaaret fra hinanden, som hos Luther, er de ikke.

Hvis Biskop Ammundsens Citat ikke er opfattet med Udgliden mellem "Bud" og "Moral", saa ved jeg ikke hvad det overhovedet har at gøre i et Forsvar for Kapers Lærebog, for det Afsnit, hvor den "har sin Hovedstyrke".

For det er vel ikke en blot Ordvekslen, et Udtryksskifte, dette fra "Lov" (Gesetz) til (almen) Moral og Religiøsitet? Saa er det i hvert Fald alvorligt nok for vor Tid, at den Slags Forskydninger nu ligger i Luften. Der er noget, man kunde kalde Sans eller Øre for "Subjektskifte", naar Talen er om Menneske og Gud. Hvor denne Sans mangler eller er sløvet - og det gælder netop i høj Grad vore Dages Religiøsitet og Kirkelighed, takket være Tidens naturalistisk-romantiske Indstilling overfor Tilværelsen - dér er det forstaaeligt nok, at der sker en Udgliden mellem "Lov" og "Moral", saasnart "Loven" faar religiøs Betoning; saa glider Sagen ind i et andet Plan, Fromhedens; saa skifter Emnet: før var det Krav, nu er det Tilstand; og saa skifter Subjektet: før var det Gud, nu er det mig.

En "naturlig Moral", en "mere almen Moral og Religiøsitet" vilde ligge ikke blot "foran Kristendommens egentlige Væsen", men aldeles uden for; den vilde ingen Forbundsfælle være for Guds Ord, og som "Indledning" vilde den give Forudsætninger, der hindrede Kristus, netop i samme Grad den var Moral og Religiøsitet, en Kvalitet i vort Indre.

Loven, Budet, Kravet, ligger ikke foran Kristendommen, men i Kristendommen; det hører i den Grad med til "Kristendommens egentlige Væsen", at uden Loven er Evangeliet uvirksomt, tomt, dødt.

Naar Luther beholder Budene i sin Katekisme, saa er det ikke som "almen Moral og Religiøsitet", som "Forudsætning" for eller Stadium før Kristendom; men saa er det som Kristendom - i den Grad som Kristendom, at hvert enkelt Bud med sin Forklaring (vi skal frygte og elske Gud, saa at …) bogstavelig talt omslutter Evangeliet eller har Kristus i sin Midte. Under Budets Frygt kaldes vi ind for Gud, i Troens Kærlighed lydes. Og saa males Kristus os for Øje paa forskellig Maade i hvert af de andre fire Hovedstykker. Kristendomsforkyndelse fra først til sidst. Ingen "Indledning" forud for Sagen, derfor heller intet Stadium at tilbagelægge for den, der staar midt i Sagen.

Og denne Katekismus, der er, hvad en Katekismus skal være: Kristendomsundervisning, Mælk for Barnet og kraftig Føde for den voksne - den Katekismus har altsaa nu faaet en autoriseret Afløser med "samme Tankegang", men saaledes, at Luther beholdes "som en Slags Aftægts-Lærefader, der faar sin lille Stue anvist at sidde og dø i". Ja det sagde Morten Pontoppidan i 1904. Skulde man ikke tro, han havde set Dr. Kapers Tillæg.

- Derfor er det, og i denne Mening er det, at Moral og Religiøsitet intet som helst betyder, den være kristelig eller almen. Her er hverken Tale om Forudsætning eller om Følge, hverken om opretholdt eller afskaffet; det ligger i et helt andet Plan.

En naturlig Moral og Religiøsitet som Forudsætning for Kristendommen ligger saa langt som vel muligt fra Luthers Tanke - - saa vilde Synd være Defekt i Moralen, og Tro Religiøsitetens Udfoldelse - - nej, ikke Budene som Moraludtryk, men Budene som Loven. Og ikke Lov eller Bud som saadanne, de være aldrig saa mange eller faa; det er ikke Budenes Tynge, heller ikke Budenes Gavn (personligt, socialt) der er Luther om at gøre; det er ikke Lovens Fuldkommengørelse eller Budenes Aandeliggørelse; men det er Budets, Kravets, Lovens "Embede", der er Luther om at gøre.

Paulus: Loven binder Munden paa hvert eneste Menneske - Moses Jøderne, "Egenloven" Hedningerne; dem alle binder den i Skyld, og al Retfærdighedserklæring er i Kraft af "Trosloven", ved Kristus.

Luther: Loven er Kravet; og om Kravet gælder det, at enten er det ligegyldigt, kristeligt set, eller ogsaa kommer det os saa afgørende ved, at det fanger os, driver os ind for Gud i Kristus: her er Kravets Endemaal; her er Loven endt: opfyldt, ophævet; ophævet for os, fordi opfyldt ved Kristus; fyldestgjort hvad os angaar, ved Kristus.

Det er ikke underligt, at det i saadanne Sammenhæng hos Luther atter og atter kommer igen: for de angste Samvittigheders Skyld; og at enhver anden, moralsk eller religiøs Betragtning af "Loven" eller Brug af dens Virkninger afsløres som en Fælde for Samvittighederne og bekæmpes som et Paafund af den Onde selv.

Men som fra Lov til Tro, saaledes fra Tro til Liv.

Budene, fortsætter Biskop A., vender tilbage igen, efter Troen.