Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1933, s.65-73.

VII. Svar til Biskop Ammundsen.

Og det kalder man saa evangelisk-luthersk.

Man bebrejder os altsaa, at vi fornægter eller forfalsker Ny Testamentes Tale om Hellighed.

Hvad gør da de, som bebrejder os dette?

Skal vi anklages for at fornægte Ny Testamentes Tale i denne Sag - og jeg vedgaar Anklagens Ret - maa saa vi til Gengæld faa et Svar paa, med hvad Ret vore Anklagere paaberaaber sig Ny Testamente i denne Sag.

Den Helliggørelsestale, som Nutidskirken fører, denne halvgræske Fuldkommengørelseslære - er det Ny Testamentes Tale om Synd og Hellighed?

Hvor kan man paaberaabe sig Paulus' Lære om den Troendes Hellighed, og - samtidig - med Luther bekende, at vi er "en Menighed af Syndere"? Det skylder man fra kirkelig Side Svar paa.

Agter man fortsat at benytte sig af Skræmmeord som "Subjektivisme", "Sværmeri", "Afsporing" o.s.v., og dog samtidig selv at blive staaende i et Kompromis, der tillader en til enhver Tid at søge Udvej snart i urkristelig, snart i luthersk, snart i humanistisk Retning? Det skylder bl. a. Biskop Ammundsen Svar paa.

Der er i de foregaaende Artikler paa forskellig Maade talt om "Helheden" i den apostolske Pinsebevægelse, som Eenhed og Hellighed. Denne og den sidste Artikel vil bl. a. handle om, hvordan Eenheden og Helligheden dømmes af Boden og den femte Bøn. Men da dette i Virkeligheden betyder den efterhaanden "besiddende" Kirkes Opgør med Apostelkirken, kommer jeg til at bruge rigeligt med Citater, bl. a. fra den efterapostolske Tids Skrifter. Uden Aposteltidens Tanke om Daabshelligheden og dens Bevarelse, forstaar man overhovedet ikke de følgende kristne Slægtsleds Historie; og uden en reel Forstaaelse heraf, d.v.s. af det andet Aarhundredes kristne Skrifter, kan omvendt enhver Tid og Theologi lægge ind i det Ny Testamente omtrent hvad den vil.

Er Ny Testamente først en "Helhed", Aabenbaringshelheden for Menigheden, og bringes der saa paa en eller anden Maade et Tomrum ind mellem N. T. og Kirken (religiøst, moralsk, historisk) - ja saa er N. T.'s Helhed i vor Haand.

"At de alle maatte blive ét …". Det er jo ikke smaa Navne, der ned igennem Tiderne er knyttet til det Ord; og større endnu er de Navne, som det er blevet knyttet til, hvor vi møder det først.

Men det faar ikke hjælpe. "Vil I forsvare Gud med Løgne?" siger Job til sine tre Venner, Apologeterne.

Hvilke "alle" - og derfor hvilken Eenhed?

"Eenhed", det er den kirkelige Genvej til Guds Rige.

Enheden under Guds Ord er ingen Styrke i Verden; men Enheden under Kirkens Ord er det.

Enheden under Kravet og Tilgivelsen mangler baade Skikkelse og Anseelse; men Enheden i Renhed og Hellighed, det er en Kraft i denne Verden.

Troen er en Guds Sejr. Men selv om ogsaa "vor Tro er den Sejr, som overvinder Verden", kan det dog godt være, at det ikke er Guds Sejr.

Troen tager Fanger. Alt hvad der borgerligt har "godt Lov" - hvis det er Gerninger af en Troende, bliver det Aandens Gerninger, Troens Fanger. Ja, saa er Selvinteressen gjort til Evangelium - og saa har det i Virkeligheden mindre at sige med Maaden, hvorpaa den udfolder sig: saa kan man "sejre" paa romersk, udadtil, eller paa græsk, indadtil: øge sine Gerningers Sum, eller vokse sin Personligheds Vækst; eller maaske endog gøre begge Dele, snart tænke paa Væxten og snart paa Gerningerne; finde den sjælelige Forbindelse, som jo utvivlsomt er der, og skal være der, dyrke Personligheden for Gerningernes Skyld - thi Frugten afhænger af Træet.

Romanisme og Humanisme, "Oplysningen" og Romantikken, de har jo alle Ret: det er i den nytestamentlige "Helhed", alt sammen.

Ja, alle vore egne religiøse Interesser ligger i Aposteltidens store "Ogsaa". Paulus, Peter, Johannes - intet Menneske har faaet Brev paa at forkynde Guds Ord, hver Gang han sætter Pennen til Papiret.

Galt er det, naar den enkelte Discipel - han være nu en jævn lille Broder i Samfundet eller en "Søjle" i Kirken - galt er det, naar den enkelte Discipel forlokkes af sine specielle Anlæg, hvormed han skal tjene i "Kristi Legeme", eller herske i Menigheden; for det betyder indre Modsætninger, Splid, Kampe. Og dog, saa længe der er Kampe, er Sandhedens Mulighed der ogsaa. Mange Gange værre er det derfor, naar ydre Farer medfører "Fred" indadtil, for Styrkens Skyld.

Vi oplever i vore Dage et Kapitel i Historien - Kirkelig Samling. Ogsaa i Kristenhedens ældste Historie er der et lignende Kapitel - Dannelsen af den apostolske Eenhedsfront. Det er jo ikke Navnene om at gøre, men Presset, Tvangen hvorunder man kom, og Udvejen man søgte. Og det er ikke lutter Aandens Frugt.

Og baade nu og tidligere søger det ene Kompromis Støtte hos det andet.

Det apostolske Forsvar for Evangeliet, og det kirkelige Forsvar for Apostlene, de er uløseligt filtret ind i hinanden. Saadan maa det jo være, hvor Kristenlivet beror paa Eenheden og hvor Sandheden ligger i Helheden.

Derfor har i den kirkelige Skrifttheologi Spørgsmaalene om apostolisk "Ægthed" og om apostolisk "Autoritet" været saa fast sammenknyttede, at de for det meste har været følt som eet, baade naar det gjaldt Angreb og Forsvar.

Det var godt paa Vej længe før "de tolv" var døde; Ord som Ef.2,20, Aabenb.21,14, Hebr. 11,10; Joh. 20,21-23, sml. Mt.16,19 og 18,18, og en Afglatning som 2. Pet.3,15-16, om vor kære Broder Paulus' Breve, hører maaske endnu den Tid til.

Det var stærkt fremtrædende i Oldkirken, lige fra Aposteldisciplenes Dage - Klemens i Vesten, Ignatius i Østen - og da navnlig under Kampene om Afgrænsningen af den nytestamentlige Skriftsamling: paa Spørgsmaalet om det apostolske Navn mere end paa Spørgsmaalet om Indholdet kastes en Række Skrifter frem og tilbage over Kanons Grænse ("Paulus"' Hebræerbrev, Jakobs og Judas' Breve, Aabenbaringen, forsk. Evangelier o. a., forskellige Peter-Skrifter, Barnabasbrevet o. a.).

Det var urokkeligt i Middelalderen.

Det sidder meget dybt hos Luther. Den samme Luther, der i Principet kan hugge tværs igennem den ydre historiske Autoritet og lade Kristusvidnesbyrdet alene afgøre, om det er Pilatus eller Peter, der er Apostel, - den samme Luther er i Praksis bundet til Breve som 2. Petersbrev og 1. Johannesbrev, der nu engang bærer Apostelnavne, og med de Breve giver han en vaklende Tro en tiltrængt Støtte i Gerningerne og i Samvittigheden (se i Tidehverv, 1931, s.151); og omvendt, naar det gælder Retfærdiggørelsen ved Tro alene, saa lægger han megen Vægt paa, at hverken Jakobs Brev, Hebræerbrevet eller "Aabenbaringen" er Apostelskrifter.

Om de nyere Tiders Skriftforsvar vil jeg ikke tale; det er velkendt herhjemme, baade i sine naivt-amerikanske og i sine grundig-tyske Former; og paa det Forsvar lever det meste af den danske Kirkelighed, baade i dens mere folkelige og dens mere akademiske Afskygninger.

Men jeg vil minde om den Kendsgerning, at da "Kritiken" for en tre Menneskealdre siden satte ind paa det Nye Testamente, da gjorde den det ved at splitte og sprede de nytestamentlige Skrifter over tre-fire Slægtled efter Jesu Tid; det var paa "Ægtheds"-spørgsmaalet, Angrebet blev sat ind og Forsvaret blev ført. Saadan maatte det være; det laa i Begrebet den apostolske Autoritet. Nu har Kampen om de nytestamentlige Skrifters Affattelsestid igen trukket sig sammen om et langt snævrere Tidsomraade (ikke synderlig forskelligt fra det der angives af den gamle kirkelige Tradition) og, som jeg mener, med fuld Ret. Men disse frem- og tilbagegaaende Bevægelser har - bortset naturligvis fra det store faglige Udbytte, som den enestaaende Gennempløjning af de paagældende Aarhundreder har bragt til Veje - aldeles ingen Værd, dersom det hele bliver set under Synspunktet afslaaet Angreb. Kanske det endda kunde blive en Pyrrhussejr; hvem véd; maaske kunde den Dag komme, da Kirken ikke længere ved Fortolkninger og Fortoninger formaar at dække over Modsætningen mellem Ja og Nej i Aposteltidens Kristendomsforkyndelse, og hvor den bare vilde ønske igen at kunne skaffe sig visse Dele af Traditionen paa Afstand. - Men, det være nu Sejr eller Nederlag, altsammen er det Kamp paa falske Linier; det er Sammenkobling af Evangeliet og personlig Autoritet; det er den kirkelige Selvopbyggelses Forsvarsforbund med den apostolske Selvopbyggelse; det er det religiøs-etiske Menneskes Selvforsvar mod Korsets Ord: man underbygger, sikrer og styrker den "Helhed", i hvilken det møder en - og holder sig det derved fra Livet.

Jerusalem - Antiochia - Efesus - Rom. Der kræves ingen Hegelske Abstraktioner, ingen Baur'ske Historiekonstruktioner, ingen Vold mod Traditionen - ingen Række af Menneskealdre for at give Plads for en "Proces", der fuldbyrdedes i Apostlenes eget Slægtled; den har sin tilstrækkelige Grund i Samtidens Tanker og Forhold, i "Ordet", der havde mødt dem, og i Menneskesindets Trang til Selvsikring.

Eenheden. Ja, naar Lukas, den elskelige, i sin Missionsberetning saa øjensynlig helst dvæler ved "det positive" og saa vidt muligt undgaar det skarpe; naar Lukas refererer Areopagosprædiken (Ap.G.17), mens Paulus overfor Korinthierne forkynder "Guds Daarskab" og intet vil vide eller prædike til Salighed uden en hængt Messias (1.Kor. c.1-2) ; naar Lukas mindes Timoteus' Omskærelse "af Hensyn til Jøderne", mens Paulus husker paa Titus' Netop-ikke-Omskærelse "af Hensyn til Jøderne" - hvad skal man saa sige om den Slags Historieskrivning? Naar Lukas lemper og glatter, til han næsten faar en Idyl ud af Forholdet mellem Paulus og de Store i Jerusalem (Ap. G. 11-16 sml. Galaterbrevet c. 2), saa er det andet og mere end en følelsesfuld Beundrers Kærlighedskaabe omkring en desværre noget stridbar Broders Sind; det er andet og mere end et kærligt Menneskes hjertelige Trang til at stifte Fred (og det er nu ikke al Fredsstiften der er Salighed; hvor Striden ikke er forstaaet, bliver Forsoningen bedragersk; det er ikke al Fredsstiften, der er Salighed) - Fred mellem Mennesker, Fred mellem "Retninger", Fred mellem Virkelighed og Ønske -; det er Eenhedsfronten, der arbejder sig frem, det er den kirkelige Genvej til Troens Haab.

For Paulus og hans Lære brød det jo ganske vist til sidst sammen, og baade i Efesusegnen og andre Steder byggede Jerusalemkredsen og dens Arvtagere en Storkirke op paa Resterne af hans Gerning; og nu staar Jakobs og Paulus' Forkyndelse fredeligt Side om Side i den nytestamentlige Helhed; den samfundstro Romerborgers Breve er indbundet i samme Bind som Apokalyptikeren Johannes med de vældige Forbandelser over Kejser og Hovedstad; og selv levede han længe nok til at lide Døden i Rom saa fuldt som Peter - et Dobbeltmartyrium, et Samlings- et mægtigt Enhedssymbol for de følgende Slægter.

Som Kirke sejrede den apostolske Eenhedsbevægelse over baade Folkeslag og Tidsaldre. Men det, hvori den virkelig var en Eenhed, Forkyndelsen af den ny og fuldkomne Hellighed - hvor er den nu?

Havde Læren om den døbtes Hellighed, Syndsfrihed, ikke været den oprindelige; havde den ikke været paa det dybeste rodfæstet i Aposteltiden, saa havde de følgende Tiders Historie ikke været hvad den er: Historien om denne Læres ustandselige og hjælpeløse Tilbagetog; og havde Læren om de døbtes Renhed ikke for den første Tid været betragtet som noget uopgiveligt, saa havde vel ikke i de følgende Tider Theorien om Helligheden stadig været holdt op som Dække for Virkeligheden, - indtil Theorien enten opløstes i sin egen Usandhed, eller gik over i helt andre Former (Kirketugt; Embedets Guddommelighed; Naademidlerne).

Bod (Anger, Omvendelse, Nysindelse) har været et Hovedord og et skæbnesvangert Ord i Kirken og for Kirken, fra første Færd og til den Dag i Dag. Ved det er Kirken blevet til - og af det har dens Selviskhed draget Næring; i det er den blevet ramt af Gud - og ved det har den paany i Storkirkerne opbygget sin Magt; gennem det brød Reformationen ind - og ved det har Methodismens mange Afskygninger paany opbygget det kristelige Ego.

- Boden, Daabsboden som Indgang til det nye Liv eller den ny Hellighed, blev oprindelig forstaaet aldeles praktisk og ligetil: den er Menneskets Svar paa Guds Budskab om Rigets Komme. Gud forkynder gennem sin Profet, at nu vil Riget komme, Retfærdighedens Rige for de Retfærdige. Om denne Guds Beslutning, om dette Budskab bliver Evangelium eller Dom, det beror paa Mennesket selv; Gud vil det som Evangelium, og det viser han ved at forkynde fuld og rund Tilgivelse for enhver begaaet Synd til enhver, der "vender om" til Gud. Ordet har lydt; at forblive i sine Synder betyder at gaa lige ind under Dommen; Daabsbodens Hellighedsløfte for Fremtiden og Guds deraf afhængige Tilgivelse for Fortiden er den eneste Vej ind i Guds Rige - thi kun den rene skal se Gud. Idet Menneskets Bod "besegles" af Gud har Mennesket Tilgivelsen, og det vil sige: han er ren, hellig, ny som Guds Rige kræver. Ventetiden, der viser sig at træde imellem Profeti og Opfyldelse, Bod og Frelse, opfattes som en kort Prøve: den der "bevarer Seglet", indgaar i Riget.

Men den der ikke bevarer Seglet?

Ja under det Spørgsmaal har Kristenheden levet sit Liv. Af det Spørgsmaal mærkes, og under det formes baade Aposteltidens og Romerkirkens og Reformationens og Nutidens Tanker, negativt og positivt.

Ventetiden, den der ikke var forudset, Ventetiden var det, der gik løs paa Daabsløftets ærlige men tynde Syndserkendelse og trak Menneskets Virkelighed frem for Dagens Lys. Ventetiden var det, der stillede allerede den apostolske Menighed paa Prøve, om den kunde kende sine egne Stemninger og Ønsker fra Guds Ord Kristus. I Ventetiden faar Guds Evangelium Lyd. Maaske fordi Gud bedst træffer os hjemme til daglig og ikke saa godt dér hvor vi er omtaagede af dybe Erkendelser og store Beslutninger og omsust af Fællesaandens Vingeslag. Maaske. Men enten er Hellighedsløftet Kristendommens sande Udtryk; eller ogsaa er det i Ventetiden, Evangeliet kommer til Menneskene og taler til os som vi er. -

Daabsboden er Menneskets Svar paa det profetiske Ord. Af Svaret afhænger det, om Ordet bliver Evangelium. Boden, Omvendelsen, er baade Anger og Løfte; med Løftet følger Tilgivelsen; Mennesket bevarer sig mod fremtidig Synd, Gud borttager Fortidens Skyld. "Beseglingen" er Pagten. Det er Helligstanden, det er Adgangen til Riget.

Saadan er, praktisk og primitivt, "Helheden" i den gammelkristelige Religion; det er Døberens Forkyndelse før Apostelkirken bliver til, og det er Apologeternes Forkyndelse længe efter at baade Apostle og Aposteldisciple er døde. Hvad der kommer til - jeg taler om "Helheden" - handler om Vejen og Maaden: Forkyndelse af Kristi Død begrunder og sagfæster Guds Handling i Daabspagten; Offeret, nu Korsofferet, er al Syndsforladelses Grundlag. Og Forkyndelsen af Aandsudgydelsen, Messiastidens Helligaand, begrunder og sagfæster Menneskets Nybegyndelse i Daabspagten; Aanden er Hellighedens Udtryk og Vogter.

Med "Helheden" er netop intet sagt.

Daabsreligionen kunde optage Kristusforkyndelsen: Opstandelsen kunde (som hos Paulus) blive Daabsindholdets Udtryk baade religiøst og moralsk - religiøst, fordi Opstandelsen betyder, at Korsofferet er modtaget af Gud, at Tilgivelsens Grundvold er fast (thi uden Kristi Opstandelse var vi endnu i vore Synder, 1.Kor.15), og moralsk, fordi bag Døden er den hellige Gud; - eller Daaben kunde blive Dødens og Opstandelsens Fællessymbol. Daabsreligionen kunde optage Kristusforkyndelsen: Jesu Ringhed "efter Kødet", Sønnens Storhed "efter Skrifterne"; Jesu Flugt for Messiasnavnet; Ventetiden, der skød sig ind imellem Opstandelsen og Genkomsten, - alt dette bragte nyt Liv i gamle Tanker om Forskellen paa den "udpegede" Messias og den indsatte Messias, den lidende Guds Tjener og Menneskesønnen i Himmelens Skyer, om Forskellen mellem Messias' Dag og Guds Dag, om Perioder og Afsnit i den messianske Tid; og Tanken om at leve mellem Kristi "første" og "andet" Komme, gjorde Fantasier til Virkelighed og Virkeligheder til Fantasi. Daabsreligionen kunde optage Kristusforkyndelsen: alle de store mytologiske og kosmologiske Adam-tanker, "Visdoms"-tanker, Logos-tanker, gamle og nye Tanker, der som et uhyre Drapperi lægges over Frelserskikkelsen; Tanker om "den evige Helligdom" Menigheden, Tankerne om Verdensperioder og Frelsesperioder, om Udvalgte og særligt Udvalgte - - nej, med "Helheden" er netop intet sagt.

"Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Aand over alt Kød …" (Joel 3,1-5). Det var Joels Profeti. Frelsens Tid, naar Gud "bor midt i sit Folk" og "vender Jerusalems Skæbne".

"Jeg vil skrive min Lov i deres Hjerter, og ikke mere huske deres Synd …" (Jeremias 31,33 flg.). Det var Jeremias' Profeti. Naadens og Hellighedens Stand, naar Guds Villie og Guds Dag brød frem.

Joels Profeti, og Pinseforsamlingen (Ap. Gern. 2); Hebræerbrevet og Jeremias' Profeti (Hebr. 8).

Apostlene oplevede "Jesu Dag" - og "Guds Dag" tog de forud.

Hverdagen havde de oplevet, og Paasken; Ordet havde de hørt, og haft det iblandt sig; det var talt til dem som en Dom, et Bud og et levende Haab; og saa var han gaaet bort. Guds Liv havde mødt dem som alt Liv møder os, hver Dag - ikke til Eje, men til Lys og til Afgørelse.

Jesu Dag havde de oplevet - Guds Dag tog de forud. Pinsemenigheden er hellig, ren i Samvittighed, Tanke og Sind, ren i Villie, Handling og Færd.

Men naar nu hverken Selvforsikringer eller Samfundsforsikringer længere formaar at dække over den haarde Virkelighed; naar Anfægtelserne trænger paa, fordi Renheden er plettet, Helligheden krænket - hvad da? Ja da søger man at værge sig mod Daabsbodens forfærdelige Alvor: Er vort Ansvar for Helligheden ubetinget? Daabens "Oplysning", trænger den igennem foran hver Tanke og Handling? Aandens Kraft, er den altid tilrede?

Man er under Tvang - og man gør som Fædrene gjorde: Synder vejes og deles, efter Loven og Overleveringen, og efter naturlig Skønsomhed - "al Overtrædelse er Synd", men der er jo dog Forskel paa Smaasynder og grove Synder, ligesom Synd mod vor Vilje og Synd med Vilje.

Uvitterlighedssynder, Skrøbelighedssynder - kan Livet her da leves ganske uden Plet og Lyde? og Gud vil jo ikke, at vi skal gaa ud af Verden. Den Margin, der indrømmes disse "uegentlige" Synder ogsaa efter Daaben, kan være forskellig; der haabes - stiltiende eller aabent udtalt - paa Tilgivelse for dem, skønt de ikke hører Daabens Regnskab til, og er naturstridige for den døbte; de er farlige, som Grobund, Næring, Tønder for Djævelens Fristelser til virkelig Synd; og derfor maa og skal de for Lyset, erkendes gennem indbyrdes Formaning i Ord og Skrift, bekendes i Forsamlingen, afbedes af Menigheden, af de fromme - thi "en retfærdigs Bøn formaar meget", og Menighedens Bøn, naar den opløfter hellige Hænder, er et Offer, et rent Offer for Gud. - Hvilken Plads alt dette har haft i de ældste Tiders Menighedsliv, og netop som Værn om Helligheden, det fremgaar jo klart baade af Aposteltidens og af de næste Slægtleds Skrifter. Det er en Arv fra Israel, og forplanter sig ned gennem hele Kirken, ofte i mærkelige Former og Forbindelser (Messeofferet. Fromhedens Overskud. Kirkens Skat).

Men de grove Synder, Mord, Hor og de andre Dødssynder? Synd med Vidende og Vilje, Frafaldets Synd, Synd mod den hellige Aand? Om nogen synder Dødssynd, er da Angeren haabløs?

- Paulus deler ikke Synderne skarpt; han regner vel endnu efter Daaben med Tilgivelsens Mulighed, men han opfordrer ikke til at bygge derpaa. Synd hører Fortiden og Tilgivelse Daaben til; efter Daaben burde Tilgivelse og Bøn om Tilgivelse ikke behøves i Menigheden - saa lidt som han synes at have behøvet den selv. Han advarer mod Synd som naturstridigt for den døbte; han opmuntrer, dadler, truer, udstøder af de helliges Samfund; vistnok har han ogsaa genoptaget (2.Kor.2), men efter hvilken særlig Synd véd vi ikke. Ligesom Jesus (Luc.13,23 flg.) har han ingen Svar paa Spørgsmaalet om, hvem eller hvormange der kommer gennem Døren til Guds Rige, men han siger: kæmp. Og ofte opregner han en Række Synder (Mord, Hor, Uterlighed, Drukkenskab, Ondskab, Ran, Løgn, Gudsbespottelse, Afgudsdyrkelse, o. fl. Rom.1,28 f., 1.Kor.6,9 f., Gal.5,19, Kol.3,5 f., Ef.5,5) som ogsaa gaar igen i andre Skrifter fra Datiden og øjensynlig var gængs Katekismusstof, Synder der gjaldt for særlig grove, og som de der skulde døbes, særlig var blevet advaret imod, og højtidelig havde frasagt sig gennem Daabsløftet - Synder om hvilke Paulus derfor ogsaa hver eneste Gang han nævner dem, udtrykkelig siger, at I véd, Guds Dom vil ramme dem, der gør dette (Rom.2,2); I véd, at de ikke skal arve Guds Rige (1.Kor.6,10); Jeg siger jer forud og har sagt jer forud, at de der gør dette, skal ikke arve Guds Rige (Gal.5,21); I kender det og I véd det, at de har ikke Lod og Del i Kristi og Guds Rige (Ef.5,5); for de Handlingers Skyld kommer Guds Vrede (Kol.3,6).

Der er Angst over dette, at være gaaet gennem Daaben og dog endnu leve i Timeligheden. Bagved: en lukket Dør; foran: Porte, der endnu ikke er aabnede. Et Liv i Timeligheden, men under Evighedens Krav.

Hvad der laa forud for Daaben, var udstreget med Kristi Kors - men hver Skrøbelighed, hver Synd derefter gjorde Samvittigheden vaklende og svag. Var det noget "uvæsentligt" eller var det et Fald? Var min Villie med deri? Hvorfor siger jeg Nej? Var det oplagt Synd, som de andre mener - Dødssynd? Helligaanden siger dem det, og dømmer mig.

- Spørgsmaalet om Naadestandens Fornyelse trænger sig paa. Angsten, ja og saa jo den faktiske Moraltilstand i Menighederne, presser Spørgsmaalet frem. Et "Fald", maaske Udstødelse - og nu Anger. Er der endnu Haab?

Foreløbig er det kirkelige Svar et blankt Nej. Een Daab, een Bod. Daabens Pagt var klar; "Dødssynd", Synd med Vidende og Villie, Frafaldets Synd, Synd mod den hellige Aand.

I Johannes' 1. Brev kommer det klart frem: al Overtrædelse er Synd, men ikke al Synd er Dødssynd. For Svaghedssynd skal der bedes, men ikke for Dødssynd (1.Joh.5,16, sml. Tidehverv, 1933, s.37) - her er Boden udelukket, og Forbønnen derfor haabløs, endog stridende imod Guds Villie; den Menighed, der har Guds Aand, kender jo Guds Villie.

Forudsætningen for denne Tanke er den almindelige: Loven lærer, at enhver Overtrædelse kræver Soning; uvitterlige Synder sones med Ofre, bevidst og villet Synd med Døden (4.Mos.15). Det er Loven om Synd af Vanvare og Synd med Forsæt; og Loven kan ikke rokkes. Derfor: I Daaben blev al fortidig Synd tilgivet, i Kraft af Kristi Sonoffer; al thi ogsaa den udøbtes Dødssynder er jo Vankundighedssynd; men efter Daaben er han "oplyst", han har Ordet og Aanden, han kan og skal vide, hvad han gør; da er i hvert Fald "Dødssynder" uigenkaldelig Synd til Døden. Virkede allerede Loven Erkendelse af Synd, hvad da ikke Daaben! Om selve Skellet kan og maa der ikke være Usikkerhed; Spørgsmaalet er kun, om den i Daaben "oplyste" kan mangle Klarhed, og om den der har faaet Aanden, kan mangle Kraft. Syndfrihed er det, der karakteriserer en kristen som saadan. Selv har han i Daaben "henvendt sig til Gud med Bøn om Samvittighedsrenhed" og dermed skal det være forbi med Synden for Resten af hans Liv (1.Pet.3,21 - 4,3, sml. f. Ex. 2.Pet.1,9). Synd er synlig og Hellighed er synlig; der er et absolut Skel mellem Fortid og Nutid hos den Døbte, som der er det nu mellem de Vantro og de Døbte (sml. f. Ex. 1.Pet.); der er det, thi der skal være det: Daaben har stillet den døbte anderledes end den udøbte; baade uendelig bedre og uendelig farligere - "jo nærmere Gud, des nærmere Ilden" -; men uden Persons Anseelse vil Gud engang dømme enhver efter hans Gerninger (sml. 1.Pet.1,17).

Alle de nytestamentlige Skrifter regner med Muligheden af Synd ogsaa efter Daaben - Helligheden er altid truet og N. T.'s "Helhed" er meget mere en religiøs Moralforkyndelse end en moralsk Religionsforkyndelse - og Syndens Alvor kunde ikke være skildret stærkere end den er; men det er som om Tanker og Tale om fornyet Bod saa meget som muligt holdes tilbage for ikke at afkræfte Daaben, der er (ikke Frelse, men) den eneste Frelsesmulighed. Hvor en fornyet Tilgivelse antydes (for "Svagheds Synd"), dér kan der maaske paany være peget tilbage paa Korset; men mest er det dog saadan, at man i de Sager gaar ad Fædrenes Stier: Kærlighed skjuler mange Synder (Ordsprog 10,12) baade hos Synderen selv (1.Pet.4,8) og hos den han elsker (Jac.5,20); og at en retfærdigs Bøn har megen Vægt for Gud (Jac.5,16 o. m. a.). For "Svagheds Synd". Men kommer "Dødssynd" paa Tale, de grove Synder, Synd med Forsæt, Frafaldets Synd, Synd mod den hellige Aand, da lyder enten Paulus' Hammerslag og Henvisning til Daaben: I vidste det, jeg har sagt jer det, før Daaben og efter Daaben, tidligt og silde - eller ogsaa Johannes' og Hebræerbrevets blanke Nej.

Hebræerbrevets Svar er det klareste og skarpeste: Fuldkommenheden er det, der skal forkyndes her; Grundvolden er lagt een Gang for alle: Omvendelse, Daab, Tro - om det skal der ikke tales mere; det er jo dog umuligt at bringe ny Omvendelse til dem, der eengang har faaet Lyset og har smagt den himmelske Gave, har faaet Del i den hellige Aand og har smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter - og saa dog er faldne fra, korsfæster sig Guds Søn paa ny og stiller ham aabent frem til Spot. Den Jord, der drikker Guds rige Regn og bærer gavnlig Grøde, faar Del i Velsignelsen fra Gud; men bærer den Tidsel og Torn, da er Forbandelsen nær; Ild skal fortære den. Dog, for Jer har jeg ingen Uro - Gud vil ikke uretfærdig glemme jer Kærlighed til hans Navn, det Tjenersind I har vist mod de hellige (sml. 6,1-10). Og anden Gang: Helligaanden vidner (Jer.31) "Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage: Paa deres Hjerter vil jeg give mine Love, indskrive dem i deres Sind; og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere komme i Hu." Men hvor Synderne er forladt, er der intet Syndoffer mere. Naar vi da, Brødre, har fri og aaben Adgang til Helligdommen, og har en Ypperstepræst over Guds Hus, saa lad os træde derind med oprigtigt Hjerte og fuldkommen Tro, med Hjerterne bestænkede og rensede fra ond Samvittighed, Legemet tvættet med rent Vand; holde urokkelig fast ved Bekendelsen af vort Haab, ikke holde os borte fra Forsamlingen, men opflamme hinanden til Kærlighed og gode Gerninger, - thi synder vi med Villie efter at vi har taget imod Erkendelsen af Sandheden, da er der intet Syndoffer mere, men kun en frygtelig Forventelse af Dommen og "Nidkærhedens Ild", som skal fortære dem, der har sat sig op imod Gud - som har trampet paa Guds Søn, vanhelliget det Pagtens Blod, ved hvilket de engang blev helligede, og haanet Naadens Aand. Vi véd jo, hvem det er, der har sagt: Min er Hævnen. Jeg vil betale! Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder (sml. 10,15-31). Og endnu en Gang: Pas paa, at der ikke (i Menigheden) findes nogen, som unddrager sig Guds Naade, at ingen giftig Rod skyder op og bringer Elendighed over mange andre (5.Mos.29,18-28), ingen Utugtig, ingen Madsvin som Esau, der for een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret. I ved jo, at da han alligevel senere ønskede at faa Velsignelsen i Arv, blev han forkastet, han blev ikke stedet til Bod, skønt han med Taarer bønfaldt derom. (12,15-17).

Grove Synder, villede Synder, det er altsammen Frafald, og Frafald er Haan imod Kristus og Oprør mod den hellige Aand. Selve Gerningen lukker Naadens Dør i for evigt. Naar bevidst Synd allerede i den gamle Pagt betød Døden (4.Mos.15,30), hvor meget mere da ikke i den nye Pagt! (12,25, sml. f. Ex. 2,1-3 og 10,28 f.). Endnu staar det Ord urokket: Vor Gud er en fortærende Ild (12,29).

Een Midler, een Ypperstepræst - een Soning, een Bod. Een, det er Hebræerbrevets Hovedord, det er hele denne Forkyndelses Kraft. Ved det Ord dømmes hele den gamle Pagts Mangfoldighed som Ufuldkommenhed og Foreløbighed; ved det Ord omstyrtes den gamle Pagt - men Jødedommen bekræftes. Daabsbodens Evangelium, det er Halveringen mellem Naadens og Gerningernes Vej.

Een Soning, een Bod. Ved Kristi første Komme er det Synden, det drejer sig om; naar Soningen een Gang for alle er udført (Hebr.9,26 flg., sml. Rom.6,10 flg.) og een Gang for alle er modtaget (sml. Hebr.6,4 flg.), saa er og skal Syndespørgsmaalet være afgjort. Kristi andet Komme har ikke at gøre med Synd (9,28), men bringer Herliggørelsen, den fulde Forløsning. Korsofferet er ikke noget delvis eller stykkevis, Boden derfor heller ikke noget aarligt eller endog dagligt. Een Daab, det betyder, at Gud har sat alt paa eet Bræt, og byder Mennesket Frelse, men kun paa samme Vilkaar. Fortiden sonet, Nutid og Fremtid beskyttet ved Aandens Lys og Kristi' Forbøn - det er den døbtes Naadestand. (6,4 f.; 10,26 f.; - 2,18; 4,15 f.). Kun de rene skal se Gud. Bønnen er for de rene, ikke for de faldne; Kristus, den rene, beder for sine rene, at de maa bevares rene; og Menigheden beder for hinanden indbyrdes - bed for os, thi (N.B.) vi er os bevidst at have en ren Samvittighed (ligesom Paulus, 2.Kor.1,12) og i alle Forhold at have Villie til at vandre ret. (Hebr.13,18).

Kun da er der altsaa Mening i Forbønnen, og da er der Haab.

Evangelium for de rige.

- Luther mødte Paulus i hans Møde med Gud, og ikke i hans Selvopbyggelse; derfor mødte han Evangeliet. Men da Luther jo ogsaa var Theolog, og vilde "begrunde", saa læste han ogsaa Evangeliet ind i "Helheden", i Paulus' apostolske Selvopbyggelse paa Omvendelsens Grund; og dér, i Paulus' Hellighedslære, dér var netop ikke Evangelium, heller ikke et "mere", en Udvidelse af Evangeliet, men netop det "ogsaa", som betyder Evangeliets Modsætning, hele vort menneskelige Selvforsvar og Selvopbyggelse. Luther mødte Paulus paa Evangeliets Sted - derfor troede han godt om ham ogsaa paa alle andre Steder, og læste derfor ogsaa rent historisk set, Paulus' religiøse "Helhed" daarligere end f. Ex. mange Katholiker gør. Men om Jakob skulde Luther nok mærke, at han ikke havde været paa det Sted, hvor Paulus og han selv havde været - og "saa maatte Jakel i Ovnen". Hebræerbrevet siger kun aabent det, som ligger i "Helheden", i Aposteltidens fælles Forkyndelse af Daabsboden som Frelsens Vej - men Luther havde ikke den Sans for Helheder, som hans Kirke har faaet, og han var forarget over, hvor lidt Hebræerbrevet havde forstaaet Guds Naades Dyb.

Hebræerbrevet er Daabsforkyndelsens klare Nej til ethvert Haab, der kunde synes at svække Daabsbodens Stilling som ubetinget eneste Adgang til Riget - nej til den Hellighedens Vej, som fører til Riget.

Daabsboden, det er Jødedom i evangelisk Dragt.

Og det er den Skikkelse, i hvilken Kristendommen forkyndtes og udbredtes i de ældste Generationer, hvad enten saa "Loven" - selve de jødiske Traditioner - spillede en stor eller en ganske lille Rolle deri. Meget førte det ind i. Og ingen Steder er Mennesket sikret mod Evangeliet. I Ordene Tro, Naade, Retfærdighed, var Paulus blevet indhentet af Gud. Men den apostolske Forkyndelses "Helhed" var ikke Retfærdiggørelse af Tro, men: bevar Seglet.

Dagliglivet gav Anledning nok til Anfægtelser for mange i Menigheden; men et Middel til at modarbejde Desillusioneringen var det idelig at tale om Helligheden. De troendes egen Frelsestryghed og Menighedens Prestige og Kraft beror paa Kirkens Hellighed, Renhed. Det apostolske Pinsesamfunds Idé fortsætter sig, Aarhundredet ud, gennem hele det næste Aarhundrede og længere endnu. Montanismen (se slutnote 9) med sit strenge Krav om Overholdelse af Daabsboden blev rigtignok sat uden for Kirken - men vel at mærke nok saa meget af andre Grunde, og først paa et Tidspunkt, da de kirkelige sammen med Forventningen om Kristi nære Genkomst begyndte at opgive Fordringen om "Seglets Bevarelse" - og hvad var Montanismen i Virkeligheden andet end Aposteltidens Pinsemenighed, profetisk-pietistisk fornyet og med en Del mindre væsentlige nye Træk fra de nye Egne og det nye Aarhundrede? - I Kirken lever naturligvis selve den principielle Paastand om Hellighed længere end det virkelige Krav. Det er forstaaeligt nok, men dog værd at lægge Mærke til, at det netop er i apologetiske Skrifter, Paastanden om aktuel Hellighed lever saa frodigt; Aristides har jeg citeret et Stykke af ovenfor; ogsaa Justinus Martyr giver et saare lyst Billede af de kristnes Hellighed, baade i sin berømte Apologi (over for Grækerne) og navnlig i sin store Dialog med Jøden Tryphon (en Bog, som er god at faa Forstand af, men formodentlig lovlig tyk til at blive Læst). Her er Kirkens Hellighed ikke den, at den, selv syndig, er dækket af Kristi Hellighed, eller at den, selv syndig, har faaet Evangeliet om Guds Naade betroet; ikke en Hellighed ved "Tilregning" eller ved "Kald", ikke heller en "principiel" Hellighed (virkelig en imponerende Formel at standse paagaaende Spørgsmaal med!); her er Helligheden hverken luthersk eller protestantisk, men den er ligesom i "Ny Testamentes Helhed" en ganske ligefrem og haandgribelig moralsk Hellighed; Kirken er hellig, fordi Gud har udskilt den fra Syndere, har renset den for Synd og bevarer den ren for ny Synd. Daaben er Badet, der ene ejer Kraft til at rense. Men paa Frelsens Vej gaar I kun "naar I anerkender denne Kristus, renser jer i det Bad til Syndernes Forladelse, som Jesaia har forkyndt jer (Jes.52-55), og derefter lever uden Synd" (Dial.44,4, sml. f. Ex. c.13-14; c.116,2; 124,4) - Rakabs røde Snor betyder Kristi Blod, som frelser alle tidligere utugtige og uretfærdige af alle Folkeslag, naar de har faaet Syndsforladelse og ikke længere synder (Dial.111,4). - Og efter denne Retfærdiges Drab blomstrede vi frem som et nyt Folk, skød op som nye, prægtige Aks … ikke blot et Folk, men et helligt Folk, som jeg allerede har bevist (Jes.62,12), renset af Herren; vi er altsaa ikke noget foragteligt Folk, ikke nogen barbarisk Stamme eller et Folk som Karer eller Fryger, nej, Gud har udvalgt netop os … vi er det Folk, som Gud engang lovede Abraham … alle vi er nu draget ud af det Samfund, hvori vi levede og med hvem vi delte onde Skikke, og sammen med Abraham skal vi arve det hellige Land … vi, ikke I (Jøder), hos hvem der ikke findes Tro (Dial.119) - vi der for vor Bekendelses, Lydigheds og Fromheds Skyld overgives til Pinsler, ja til Døden, af Dæmonerne og Djævelens Hær, hvis Tjenere og Hjælpere I er (131,2) - I der har forbrudt jer imod Herren, og har drevet jer Ondskab saa vidt, at I hader den Retfærdige, som I har dræbt, og hader dem, der ved ham er blevet hvad de er: fromme, retfærdige, menneskekærlige (136,2).

Jo, de Kristnes Omvendelse ved Daaben betyder for Justin som for Pinsemenigheden en virkelig Syndsaflæggelse, en paatagelig og radikal Menneskefornyelse i Villie og Vandel. Og Gangen i denne Genfødelse er stadig den samme som i Døberens og Urmenighedens Dage: "Oplysningen" (i Praksis Katekese, Daabsforberedelse), Løftet (i Fremtiden intet syndigt hverken at gøre eller billige, med særlig Frasigelse af en Række grove Synder), Bønnen om Tilgivelse (Henvendelsen til Gud om Udslettelse af Fortidens Syndeskyld, og om en god Samvittighed), Badet (Beseglingen), og Bønnen om Kraften eller Helligaanden. Og efter dette Genfødelsens Bad er det nye Menneske ogsaa i Stand til at leve uden Synd, saaledes som han har lovet som Forudsætning for Tilgivelsen og Betingelse for Saligheden. Tilgivelse er for den, der har ophørt at synde. Bod er mere end Anger; Bod er Ophør, ny Begyndelse, og Løfte. Justin har nok hørt, at visse andre (kristne?) lærer som Jøderne, at Gud fortsat tilgiver Syndere (det siger han i Dialogen, ikke i Apologien!); men det gør Løftet tomt. Først Syndens Ophør, saa Tilgivelsen. Hedninger og Jøder er Syndere, de Kristne er forhenværende Syndere. Een Bod: Daaben. Som hos Paulus, saaledes hos Justin: Synden, Tilgivelsen og Bønnen om Tilgivelse hører Fortiden til, naar man er kristen.

Eller, som Aristides i den første, saaledes Athenagoras i den sidste Halvdel af Aarhundredet. I en lang Redegørelse for de Kristnes Renhed og Kyskhed hedder det bl. a.: (thyesteiske Maaltider og ødipodeiske Samlejer) lyver man os paa … vi, der ikke engang tillader en ond Tanke at komme op i vort Sind om end blot for et Øjeblik; ja, var vi overbeviste om, at vi kun skulde leve dette ene Liv, saa kunde vi maaske nok mistænkes for at synde … men nu da vi ved, at Gud Nat og Dag overvaager vore Tanker og Ord … og da vi er visse paa, at vi skal leve et andet Liv efter dette, et bedre, hos Gud … eller et værre, i Ilden … saa er det ikke at vente, at vi frivilligt skulde begaa Synd og overgive os selv til den store Dommers Straf (c.31) … (Ødipodeiske Samlejer!) - vi, hvem ikke engang et begærende Blik er tilladt, vi, hvem Øjet kun maa være, hvad Gud skabte det til at være: vort Lys … og som engang skal dømmes endog for hvad vi blot tænkte … vi, der skal aflægge Regnskab ikke efter Menneskelove (som jo ogsaa en Skurk kan have Held til at omgaa) … og til hvem Ordet siger (om Menighedskysset): "Om nogen kysser anden Gang, fordi han finder Behag deri … Saa nøje maa vi agte paa vort Kys, eller rettere vor Hilsen, fordi det sætter os uden for det evige Liv, dersom det tilsmudses i vore Tanker, om end nok saa lidt (c.32) … Og saadanne Mennesker (som vi) maa lade sig sige! jo - "Skøgen vil nok belære den ærbare"! (34) … (Thyesteiske Maaltider!) - den der tror paa Opstandelsen, skulde han gøre sig selv til en Grav for Legemer, der skal opstaa? Den som ikke tror paa Opstandelsen eller paa at der er noget Regnskab at aflægge, hverken for Godt eller Ondt i dette Liv, om ham kan der være Grund til at mene, at han ikke vilde vige tilbage for noget; men de, der er overbeviste om, at intet gaar Guds Øje forbi, og at Legemet, som har tjent Sjælens Begær, ogsaa maa dele dens Straf - for dem er der ingen Mening i at indlade sig paa selv den mindste Synd (36).

Det er Aposteltidens Syndfrihedslære i sokratisk Ræsonnement.

Og Daabshelligheden ophører ikke med det andet Aarhundredes Apologeter; den Margin, der indrømmes "Uvitterlighedssynder", kan vel blive temmelig bred, men alligevel opretholdes Fictionen om Syndfrihed af Hensyn til Alvoren hos den Enkelte, af Hensyn til Exemplet i Menigheden, og navnlig af Hensyn til "dem udenfor" - - og de sidste forkrøblede Rester findes endnu i vore Dages Pietisme.

Men hvorfor blive ved? Exemplerne ovenfor er tilstrækkelige til at vise det let forstaaelige, at under Kirkeforsvaret bliver Helligheden et Aktiv; gennem Apologeternes Slægtled fortsætter Pinsesamfundet sin Daabsrenshed - lidt køligere maaske, lidt mere hellensk og abstrakt, lidt mere rationalistisk begrundet - men ikke derfor mindre fuldkommen.

Lydighed - Syndfrihed; det er to Verdener; Apologeterne har forenet dem.

Hvad den højeste Gud fordrer, men hvad selv Stoikeren ikke naar, det naar den Kristne.

To Verdener har Apologeterne forenet; ja, men oplærte af Aposteltiden; thi allerede i "Hellighedens Bevarelse" gaar Menigheden bort fra Dagen og Vejen, fra Øjeblikket og Lydigheden og Gud, og hen til Sikringen af sig selv og sine høje Maal. Og saa har det ikke meget at sige om det lyder mere urkristeligt, "Seglets Bevarelse", eller mere humanistisk, Sjælens Tilrettelæggelse for Evigheden.

Hvorfor er Menigheden saa straalende, naar der er Fordel ved Glansen?

Og hvorfor er der - netop ogsaa i den efterapostolske Tid - saa mange Kristne, der i deres Hjærtes Eenfold og uden Tanke paa at tage sig godt ud i det offentlige, giver et ganske andet Billede af Menigheden og sig selv - og som maaske netop derfor baade hørte og forkyndte det Evangelium, som var blevet skjult for de retfærdige og vise? Kristne, der efter Daaben blev anfægtede, og forgæves søgte Trøst i Aposteltidens Deling mellem Synd og Synd, men som fandt et Glimt af Evangelium gennem "den 2. Bod" og alt hvad den førte med sig - og de som ikke kom let om ved deres Uvitterlighedssynder, men som igen fandt og fik Brug for den 5. Bøn, og hørte Evangeliet paany.