Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1995, s.149-157.

"Atheisterne, der ikke vil være kirke, er ikke unyttige tjenere, men nyttige idioter, dårer, der i deres fornægtelse af Gud alligevel må gøre nytte for det, som han vil have fremmet. Han bruger dem som renovationsmænd i den kirke, som de kæmper imod. De må køre affaldet og skraldet bort, og det er, som vi alle ved, et særdeles godt og nyttigt arbejde."

Atheister i betydning af mennesker, der siger, at der ikke er nogen Gud til, har der været til alle tider. Bibelen kender dåren, som siger, at der er ingen Gud, og i den græsk-romerske antik støder man på mennesker, der siger det samme, og intet afsnit at kirkens historie har været uden gudsfornægtere. Sædvanligvis er disse mennesker af kirken blevet opfattet som Guds og kristendommens hårdeste modstandere og kirkens svorne fjender, og det har de da også selv ment at de har været. Kirkens holdning overfor dem har været den ikke at ville have noget med dem at gøre, at betragte dem som udsendinge fra djævelen, som alle, der havde deres salighed kær, måtte lukke deres øren til for og undgå al berøring med. Og dog har kirken ikke kunnet undgå direkte eller indirekte at måtte føre en samtale med atheisterne, fordi det, som disse har anført som grunden til, at de måtte bestride Guds tilværelse, for det meste har indeholdt noget, som kirken ikke kunde nægte sandheden af, og som den derfor var nødt til at tage op til overvejelse og klaring også for sig selv, især når atheisterne også var moralsk respektable mennesker - hvad de ikke så sjældent var - og lærde folk, der tilmed var gode kendere af bibelen og kirkens theologi, og som man derfor ikke kunde nøjes med at forfølge med ild og sværd, hvis man vilde undgå at komme til at ramme sig selv. Man var nødt til at tage dem alvorligt som samtalepartnere, hvilket ikke nødvendigvis behøvede at bevirke, at kirkens forhold til dem og deres benægtelse af Guds tilværelse blev varmere. Afsky for atheisternes gudsbespottelse og formastelighed parret med frygt for den intellektuelle skarpsindighed, hvormed de ofte forstod at argumentere for deres sag og tilsat en vis gysende nysgerrighed efter at lære sådanne mennesker at kende, som var bestemt til at tilbringe evigheden hos djævelen i svovlsøen, har præget kirkens forhold til de gudsfornægtende mennesker, der altid har fulgt i dens kølvand.

Men atheisterne var i ældre tid sjældne fugle. Det kostede noget at være atheist. Det gør det ikke idag. Atheismen har vundet borgerret, og det er blevet omkostningsfrit at være atheist, men kvaliteten er nok gået tilsvarende tilbage. Det karakteristiske ved vore dages atheisme er dens store udbredelse. Den er der, hvor mængden er. Den fremtræder over hele verden som det moderne menneskes foretrukne livsanskuelse, som konsekvensen af den teknologisk højtudviklede videnskabelige forskning og overhovedet af den kulturelle udvikling gennem de sidste århundreder med det dertil hørende hævede almene oplysningsniveau. Troen på Guds tilværelse er blevet til noget, der hører en fortidig kulturperiode til. Og den, som vil tale om Gud som andet og mere end en religionshistorisk forestilling, kommer derved til at stemple sig selv som et menneske, der ikke har kunnet følge med i den almindelige udvikling, men er blevet tilbage på et stadium, som de kulturelt og åndeligt fremskredne forlængst har forladt. Og selv i den kirke, der stadigvæk officielt bekender sig til gudstroen, er det kun altfor tydeligt, at det ikke er forholdet til Gud, spørgsmålet om ham og hans gerning, som er det afgørende i dens liv. Centrum for kirkens interesse er ikke spørgsmålet om menneskets retfærdiggørelse overfor Gud og sammenhørende hermed om evangeliets rette forståelse som Guds nådes ord, der bringer ind i samfundet med ham, sådan som det var på Luthers tid, men det centrale er, hvordan kirken kan være med til at skabe fred og retfærdighed og ordentlige sociale forhold i denne verden, yde et effektivt bidrag til den forandring af verden til det bedre, som også atheistiske mennesker tilstræber og finder mening i. Og dette går jo udmærket i spand med bekymringerne for, hvad mennesker skal spise, og hvad de skal drikke og hvormed de skal klæde sig, altså med det, der af Jesus i bjergprædikenen kaldes hedningernes bekymringer, og som han anbefaler sine disciple ikke at ligne hedningerne i.

Når man ser på den danske folkekirke, får man det indtryk, at den i langt højere grad er præget af atheismens livsforståelse end af troen på Gud. Det er helt klart, at de politiske massebevægelser i dette århundrede - nationalsocialismen i Tyskland, kommunismen i Sovjetunionen og Østeuropa og maoismen i Kina - har været og er atheistiske. Men det samme gælder også den tro på videnskaben og teknikkens udnyttelse af de materielle ressourcer til fordel for opbygningen af et velfærdssamfund, der behersker Vesteuropa og Afrika og Australien og Japan. Bag dette ligger troen på, at mennesket selv ejer sin tilværelse og kan gøre med den, hvad det vil og blive sandt menneske derved. Men det er dog for enhver til at tage og føle på, at dette er den rene atheisme. Langt farligere er det, hvor kirken uden at ophøre med at tale om Gud selv bliver atheistisk og deler atheismens grundforståelse af mennesket som livets herre og alle tings mål og derved viser, at også den forstår troen på Gud som noget, der ingen magt ligger på, som noget, der ikke er af livsafgørende betydning for mennesket, men blot er en i grunden overflødig åndelig overbygning på dets materielle liv. Og denne kirkelige atheisme må man idag tage med i betragtningen, når man skal tale om atheismens problematik.

Comte, Feuerbach, Marx.
Hvad er betingelsen for, at det har kunnet komme dertil, at atheismen har vundet denne globale udbredelse? Såvidt jeg kan se, er der to grunde. Den ene er, at Guds tilværelse ikke kan bevises ved fornuftargumenter. Det har man vel alle dage vidst i kirken, og man har endda vidst, at Gud kun kan kendes af det menneske, der ved at tro ærer ham som Gud, så det er ikke noget, man først har opdaget i oplysningsårhundredet, da den videnskabelige forskning for alvor tog fart. Men det nye var, at man begyndte at mene, at der ikke kunde være nogen anden virkelighed til end den, der ved fornuften kunne bevises som existerende. Og da alle de gamle gudsbeviser, hvormed man gerne ville støtte troen på Gud, skønt man godt vidste og også sagde, at den var helligåndens gave, faldt for fornuftens kritik, så var vejen banet for en atheistisk livsforståelse af den art, som har fundet sit klassiske udtryk i matematikeren og astronomen Laplaces berømte svar til Napoleon, da denne spurgte ham om, hvor Guds plads var i hans verdensforklarende system: "Sire, jeg havde ingen brug for denne hypotese." Men det, at Gud således blegner og bliver til en overflødig hypotese, lader sig også forstå som det, at Gud unddrager sig, hvor han udsættes for en behandling af menneskets fornuft, hvori han ikke æres. Og at Gud unddrager sig der, hvor mennesket stræber efter at gøre ham til en del af sin egen verden, for at det, på sine egne præmisser, skal kunne regne med ham som en virkelighed, det, at han skjuler sig for menneskets magtgriske fornuft, bliver af det menneske, som nysgerrigt forskende udfra en ved mennesket selv sikret position spørger efter ham, misforstået som et bevis for hans ikke-existens.

Det er den ene grund til atheismens fremmarch i de sidste to århundrede. Den anden grund er, at hos det menneske, der er indstillet på at skulle vejlede sig selv i at være menneske ved sin fornuft og videnskab, opstår der en følelse af, at det ikke er frit til at være rigtigt menneske der, hvor der er en Gud til, som er dets herre. Det menneske, der vil forstå sig selv som den myndige og selvstændige, der selv giver sig sin lov, og som vil have denne myndighed som sin egen erobring, det kan ikke finde sig i at være afhængig af nogen Gud. Kun hvor mennesket selv er den øverste herre over sit liv, kan det for alvor give sig selv hen til livet på denne jord, sådan som dette virkelig er. Sålænge det samtidig må tænke på en Gud i himlen, hvis øje hviler på det, og som kræver det til regnskab for dets liv, kan det ikke være helt og udelt sig selv i det liv på jorden, som dog er dets eneste virkelighed.

Atheismen begynder som sagt at vinde større udbredelse i det 18. århundredes Vesteuropa. Denis Diderot, håndværkersønnen fra Langres, som var opdraget af jesuitterne med henblik på at skulle være præst, men i stedet blev kristendomsfjende og ledende ånd blandt de franske encyklopædister, var en følelsesbetonet, men indflydelsesrig pioner for atheismen. Det er dog først i det 19. århundrede, at atheisterne kommer ud af lømmelalderen og når en vis selvreflekteret modenhed. I det følgende skal jeg i korthed omtale nogle af atheismens mest fremtrædende repræsentanter med angivelse af det, der er det karakteristiske for hver enkelt af dem.

Auguste Comte opstillede de såkaldte tre stadiers lov for den menneskelige samfundsudvikling. Først er der det teologiske stadium, på hvilket mennesker forstår tilværelsen udfra guder og disses overnaturlige virksomhed, og hvor samfundet er under militærets dominans. Derpå følger det metafysiske stadium, hvor evige ideer træder i gudernes sted, og hvor det er juristerne, der fører forsædet i samfundet. Endelig afsluttes udviklingen med det positive stadium, hvor videnskaben tager den åndelige ledelse ved at afholde sig fra al spekulation over det, som ligger udover denne verden, og holde sig til iagttagne kendsgerninger alene og de love, der binder disse kendsgerninger sammen med nødvendighedens bånd, og hvor samfundet har udviklet sig til et industrisamfund. Comtes positivisme, hvorefter gudstroen hænger sammen med et primitivt trin i menneskehedsudviklingen, har uden tvivl virket meget til at befæste de mange, som i forvejen var grebet af troen på videnskaben, i atheismens livsforståelse. Her syntes givet en forklaring på den forandring, der tydeligvis var foregået med menneskesamfundene i historiens løb, og som ikke behøvede at tage sin tilflugt til noget, der lå udover den menneskelige erkendelses og kendsgerningernes rækkevidde.

Men stærkere virkede nok - især i intellektuelle kredse - den indsats, der blev gjort af Ludwig Feuerbach. Han opfattede Gud som identisk med menneskets eget ideale væsen som eksemplar af arten menneske, som det i naiv fantasi projicerede udenfor sig selv i en forestillet objektivitet, sådan at alle de egenskaber, som mennesket tillægger Gud i virkeligheden er egenskaber, som mennesket er nødt til selv at ønske sig, og som derfor er egenskaber ved dets eget ideale væsen, ikke det enkelte individs, men den for alle fælles menneskeligheds væsen. Projektionen kommer i stand derved, at mennesket erkender, hvad det selv mangler, og tillægger Gud de egenskaber, som det selv ikke har. Det er således mennesket, der skaber Gud, og ikke Gud, der skaber mennesket. Men når mennesket har gennemskuet dette selvbedrag, som ligger i dets skabelse af Gud, og erkender, at Gud blot er et spejlbillede af det selv, af dets eget virkelige væsen, har det ved at gå denne omvej over Gud lært sig selv at kende på en ny og dybere måde. Så har gudstroen ydet sit bidrag til menneskets udvikling, og det er selv blevet til det, som det før anså for at være et privilegium for den Gud, som det anskuede udenfor sig selv. Atheismen er således ret forstået den inderste kerne i al religion, og den er også den sande humanisme. Idet atheismen nedbryder Gud og den religiøse tro, kommer mennesket til sit eget som menneske. Og Feuerbach kan derfor se det som sin opgave med sine atheistiske forelæsninger om religionens væsen at gøre sine tilhørere "fra gudsvenner til menneskevenner, fra troende til tænkende, fra bedende til arbejdende, fra kandidater i hinsidighed til studenter af dennesidighed, fra kristne, der ifølge deres egen bekendelse er "halvt dyr, halvt engel" til mennesker, til hele mennesker".

Feuerbach, der selv begyndte som teolog og havde taget indtryk af Luther, er nok den skarpsindigste og dybeste repræsentant for atheisterne og på sin vis den vanskeligste, men også den mest givende, at tage livtag med, fordi han i sin erklærede modstand har et forhold til kristendommen, der ikke blot bevæger sig på overfladen. Men der var en anden, der i langt højere grad end han formåede at bevæge masserne i retning af en atheistisk livsholdning, og det var Karl Marx. I sin tankegang er Marx afhængig af Feuerbach, men idet han bevæger sig mere på overfladen, forgrover og forsimpler han ham og bliver lettere tilgængelig for den ikke-tænkende masse. For Marx er religionen et socialt fænomen, der udspringer af en forhåndenværende ulykkelig samfundstilstand. Mennesket er principielt, hvad samfundet gør det til. Mennesket er ikke bare i verden, men det er skabt af verden, af samfundet. Og hvis samfundet på grund af uretfærdighed i de økonomiske forhold ikke giver mennesket de rette betingelser for udfoldelse, så viser dette sig i, at mennesket bliver religiøst. Religionen angiver ved sin existens, at der er noget i vejen med samfundsordenen, noget, som trænger til at forandres. Marx har præget udtrykket "religion er opium for folket", og dermed mener han, at en religiøs tro er en trøst, hvormed mennesket søger at lindre de lidelser, som forårsages af det uretfærdige samfund. Marx bruger altså ikke dette udtryk i helt samme betydning som senere Lenin, der mente, at religion er noget, som de snu tyranner i det kapitalistiske samfund vil spise det undertrykte proletariat af med i selvbeskyttelsens interesse for at hindre det i at blive revolutionært. Det er klart, at religionen set med Marx' øjne må forsvinde der, hvor det klasseløse kommunistiske samfund bliver til virkelighed. Gud, frelse, religion og tro er ikke andet end det lidende menneskes håbløse drøm om lykke, der ikke er eller kan være virkelighed under den herskende samfundsorden.

Freud, Nietzsche, Satre, Russell.
Sigmund Freud er også en af den atheistiske livsholdnings store vejberedere. For ham som rationalist og videnskabstroende er religionen en illusion, som hverken for den enkelte eller for menneskeheden kan være andet end et gennemgangsstadium på vejen til et reelt forhold til virkeligheden. Mennesket kan ikke altid vedblive med at være barn, det må ud i "det fjendtlige liv" og af det opdrages til virkeligheden, det må nødvendigvis blive voksent og ved hjælp af fornuft og videnskab selv klare sin tilværelses problematik. Og hvor religionen ikke forsvinder på normal vis ved selve det, at mennesket bliver voksent, der volder den skade ved at blive til en infantiliserende neurose. Freud er vel klar over, at også det menneske, der udvikler sig rationelt, kan komme ud for at hengive sig til illusioner, men disse kan korrigeres, fordi mennesket i det lange løb ikke kan modstå fornuften og erfaringen. For den fornufts- og videnskabstroende Freud bringer den videnskabelige udvikling af sig selv den sandhedens ånd med sig, der har magt til at sprede og tilintetgøre alle religionens illusioner. Han skriver om de religiøse doktriner: "De er alle sammen illusioner, ubeviselige, og ingen bør tvinges til at betragte dem som sande, altså til at tro på dem. Nogle af dem er så usandsynlige, i den grad i strid med alt, hvad vi møjsommeligt har erfaret om verdens realitet, at man - med passende hensyntagen til de psykologiske forskelle - kan sammenligne dem med vrangforestillingerne. Om realitetsværdien i de fleste af dem kan man ikke skønne. Ligesom de er ubeviselige, er de også uigendrivelige. Man ved endnu for lidt til at kunne komme dem nærmere med en kritisk undersøgelse. Verdensgåderne afslører sig kun langsomt for vor forskning; videnskaben kan endnu idag ikke give svar på en række spørgsmål. Men det videnskabelige arbejde er for os den eneste vej, der kan føre kendskabet til realiteten udenfor os." .... "Vi siger til os selv, at det jo vilde være aldeles udmærket, hvis der fandtes en Gud som verdens skaber og nådige forsyn, en moralsk verdensorden og et hinsidigt liv, men det er dog meget påfaldende, at dette alt sammen netop er sådan, som vi gerne ønsker os det. Og det vilde være endnu besynderligere, at opklaringen af alle disse vanskelige verdensgåder skulle være lykkedes for vore stakkels uvidende, ufrie forfædre".

Og ikke et øjeblik falder det Freud ind at spørge, om ikke hans syn på vore stakkels uvidende, ufrie forfædre og hans rationalistiske videnskabstroende tolkning af deres religion som en illusion, der må forsvinde, skulle være en mindst ligeså virkelighedsfremmed illusion og videnskabstroen selv blot være en anden form for infantiliserende neurose.

Friedrich Nietzsche er nok sammen med Feuerbach den mest interessante af det 19. århundredes atheister, interessant, fordi man hos han tydeligt kan se, hvad der er den egentlige drivende kraft i atheismen. Med sin tale om, at Gud er død, har Nietzsche på virkningsfuld måde karakteriseret det moderne menneskes mangel på ægte religiøs tro. Mennesker bilder sig bare ind, at de tror, i virkeligheden gør de det ikke. De bruger blot religionen til at slippe for det ansvar, som er forbundet med at leve det virkelige liv. Derouten for troen på de kristnes Gud, den videnskabelige atheismes sejr, er efter Nietzsche en fælles-europæisk begivenhed, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage til troen på Gud.

"Med de gamle guder er det jo længst forbi - og sandelig, de fik sig et godt og muntert gudsendeligt.De "dæmrede" ikke hen lidt efter lidt - det lyver man dem på. De lo sig selv engang ihjel.Det skete, da de ugudeligste ord gik ud af en guds mund - ordene: "Der er kun en Gud. Du skal ingen guder have foruden mig!"

En gammel gråskæg af en gud forglemte sig sådan engang i sin skinsyge.
Og da lo alle guderne og vaklede på deres stole og råbte:
"Er da ikke netop det guddommelighed, at der gives guder, men - ingen Gud?"
Den, som har øren, han høre!
Således talte Zarathustra".

Men det, at Gud således er død, er sket, for at overmennesket kan indtage hans plads.
"Døde er alle guder: nu vil vi, at overmennesket skal leve ..."
Jeg lærer jer om overmennesket. Mennesket er noget, som skal overvindes. Hvad har I gjort for at overvinde det?
Det store ved mennesket er, at han er en bro og ikke et mål. Det elskelige ved mennesket er, at han er en overgang og en undergang."

Ved overmennesket, der skal leve, forstår Nietzsche ikke det brutale og samvittighedsløse menneske á la Hitler og Stalin, men det menneske, der er kommet fri af den servile afhængighed af instanser udenfor det selv. Overmennesket er den sande humanist, der ikke er eller vil være bundet af andre normer end dem, der hører til menneskets virkelige liv på jorden. Det, som det drejer sig om, er, at mennesket er denne jord tro og ikke ringeagter den for i stedet i fantasien at længes efter en himmel. Og være denne jord tro kan mennesket kun der, hvor der ikke er nogen himmel til. Gud er således den, som hindrer mennesket i at kunne være sig selv. "Dersom der var en Gud", spørger Nietzsche, "hvordan holdt jeg det ud ikke selv at være Gud?" I dette bekendte Nietzsche-ord råber atheismen ud, hvad der er den inderste kerne i den: mennesket, der vil være sin egen Gud og blive noget andet, end hvad det er skabt til at være, mennesket, der som autonomt vil give sig selv sin sande menneskelighed i stedet for at skulle modtage den som gave af Gud i lydigheden mod ham.

Det er denne kamp imod Gud som en magt, der hindrer mennesket i at være sig selv, der også møder os hos Jean-Paul Sartre, der dog hører vort eget århundrede til. For Sartre drejer det hele sig om menneskets frihed. Frit kan mennesket ikke være, sålænge det står overfor en norm eller befaling, som det skal rette sig efter, og som kommer til det udefra. Mennesket skal ikke bare afgøre sig for lydighed mod en bestemmelse for dets liv, som er sat det for af en anden instans end det selv, men det skal være sig selv ved at skabe sig selv. Mennesket bliver til menneske ved at afgøre sig for fremtiden, ved selv at vælge, hvad det vil være, eller hvad det skal være at være menneske. Større kan menneskets ansvar ikke være, end hvor det i selve valget af sig selv skaber sig selv. Men det forudsætter, at mennesket ikke kan være der, hvor der er en Gud til, altså er Gud ikke til. Han må ikke være til. For det frie menneskes skyld er det nødvendigt at fraskrive Gud muligheden for at være til. Mennesket og Gud udelukker hinanden. Sartres eksistentialistiske filosofi er efter eget udsagn intet andet end en anstrengelse for at drage alle konsekvenser af en atheistisk position med sammenhæng i. Den er ikke en atheisme i den forstand, at den udtømmer sig i at demonstrere, at Gud ikke er til. Den siger snarere: "Selv om Gud var til, vilde det ikke forandre noget, det er vort synspunkt. Ikke at vi tror, at Gud er til, men vi mener, at problemet slet ikke er det om hans existens. Det drejer sig om, at mennesket finder sig selv og bliver overbevist om, at intet kan frelse det fra det selv, var der end et gyldigt bevis for Guds existens". Sartres menneske kan således kun være sig selv i tilintetgørelse og ligegyldiggørelse af Gud. Mennesket er menneske ved at dræbe Gud.

Hos Bertrand Russell, den sidste af de ledende atheister fra den nyere tid, som jeg her skal omtale, får vi at vide, at han ikke tror på Gud og udødelighed, de for ham centrale kristne dogmer, fordi en sådan tro ikke finder nogen støtte i videnskaben. Men Russell mener sig ikke i stand til at bevise, at der ikke er nogen Gud til, ligesom han ikke kan bevise, at Satan er en fiktion. De kristnes Gud kan være til, og det kan Olympens og Ægypten og Babylons guder også, men ingen af disse hypoteser er mere sandsynlige end andre. De ligger udenfor den sandsynlige videns område, og derfor er der ingen grund til at beskæftige sig med nogen af dem. Den hele gudsforestilling er afledet af den gammelorientalske despotisme og er derfor uværdig for frie mennesker. At gøre som de kristne og i kirken bekende sig som arme syndere er uværdigt for mennesker med selvrespekt. Vi bør stå oprejst og se verden frit i øjnene, som den er. Vi bør gøre det bedst mulige ud af verden, og hvis det så ikke er så godt her, som vi kunne ønske det, så vil det alligevel nok være bedre end det, som de gudstroende har gjort ud af verden gennem tiderne. Russell er ligeså rationalistisk og videnskabstroende som Freud. Religionen er for ham baseret på frygten først og fremmest, frygten for det ukendte, for det hemmelighedsfulde, for nederlaget og døden, men også på ønsket om at kunne føle, at man har en slags ældre broder, som kan stå ved ens side under alle besværligheder. Men denne frygt er menneskene nu på vej til at kunne befri sig fra ved hjælp af videnskaben, som sammen med menneskets eget hjerte kan lære dem ikke at se sig om efter imaginær hjælp for i stedet at stole på sin egen stræben efter at gøre verden til et godt sted for mennesket at være. Og ikke et øjeblik falder det Russell ind at spørge, om der ikke består en sammenhæng mellem den tro på videnskaben - og dermed på menneskets egen fornuft og gerning - som han bekender sig til, og den frygt, som holder menneskene i sit uafrystelige jerngreb i nutiden, såvel som den har gjort det i fortiden, så at mennesket ved at ville befri sig selv fra sin frygt holder sig selv fast i den. Det synes ellers - især i vore dage - at kunne være et meget nærliggende spørgsmål at stille.

Skabning og menneske.
Efter denne kortfattede præsentation af nogle indflydelsesrige atheister skal jeg i det følgende forsøge at se atheismen ikke i historisk eller sociologisk, men i teologisk belysning. Det betyder, at jeg ikke går ind på atheismens tanker om, hvad det er at være menneske i en verden, hvor der ingen Gud er, som en forståelse, der muligvis kunne være sand, for så at slutte med at vise, at den alligevel ikke er det og hvorfor, eller i det mindste prøve på at afveje grundene for og imod dens sandsynlighed. Den fremgangsmåde vilde udkræve, at jeg regnede med den mulighed, at evangeliet om Jesus Kristus ikke skulle være Guds ord, og den mulighed har jeg ingen mulighed for at indlade mig med. I stedet stiller jeg et spørgsmål, som denne ufravigelige forudsætning driver mig til at stille: Hvordan kommer atheisterne til at tale om Gud på den måde, som de gør, tale om ham som den, der ikke er til, når hvert menneske dog lever og røres og er i Gud som hans skabning. Hvad ligger der i, at de føler sig foranlediget til at tale på denne måde? Er der noget ved Guds væren-gud, noget ved hans væsen og handlemåde som alle tings skaber og herre, der betinger, at det overhovedet kan lade sig gøre for mennesker at komme til at tale om ham som den, der ikke er til, skønt de er omsluttet af ham forfra og bagfra? Og er det, som således skjuler sig bag atheisternes fornægtelse af Guds tilværelse, noget, som det er af afgørende betydning for kirken at være opmærksom på? Skulle det mon være sådan, at atheisterne er mennesker, der midt i deres fornægtelse af, at Gud er til, dog er Gud så nær, at de er nødt til imod deres egen vilje og vidende at bære vidnesbyrd om ham?

Som skaber skjuler Gud sig for det menneske, som han har skabt i sit billede, men det er i kærlighed, at han gør sig usynlig, for at han derved kan indbyde mennesket til at søge ham og finde ham, og for at det skal kunne tro på ham med en tro, der ikke rummer nogen tvang, men som er menneskets frie afgørelse for i kærlighed at give ham ære som sin Gud. Gud har skabt mennesket til at leve evigt i hans samfund, men han tvinger ikke dette kærlighedens evige liv på mennesket - hvordan skulle han vel også kunne det, når det er i kærlighed, han har skabt mennesket til livet i kærlighed? I stedet for at tvinge spørger Gud fra sit skjul i evighedens usynlighed mennesket gennem den skabte verden som han har sat det til at leve i: Elsker du mig? Vi du modtage dit liv som en gave fra mig og således lade mig være din Gud og ære mig som Gud? Tantum deus cognoscitur quantum diligitur, Gud kendes, forsåvidt han elskes, hedder det hos Bernhard af Clairvaux. Gud vil ikke kendes af mennesket på den måde, som det kan kende tingene i verden - altså ved hjælp af fornuften og erfaringen - for det er kun jorden og det, som er på den, som han i skabelsen har befalet mennesket at gøre sig underdanig, det er ikke ham selv, skaberen. Som den, der er over både verden og mennesket vil han kendes af mennesket med hjertet, d.v.s. han vil kendes af mennesket med existensen, når det eksisterer i egentlighed, eller han vil kendes alene i den kærlighed til ham, der er den sande lydighed mod ham som skaber. Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte, det er skaberens bud til mennesket, og udenfor den kærlighed, som er lydighed mod denne befaling, lader Gud sig ikke kende. Der lader han menneskets blik sløres for hans virkelighed, men af kærlighed, for at han således kan holde mennesket i den stadige uro og søgen, sålænge det ikke søger ham der, hvor han er, og ikke søger ham med sig selv, men kun med noget af sig, fornuften og erfaringen - eller for at han således kan drage det til sig og dermed drage det til det kærlighedens liv, som han har sat som dets bestemmelse.

Men netop fordi Gud ikke ved udvortes tvang nøder mennesket til at kende ham, netop fordi Gud er den kærlighed, der søger frivillighed hos mennesket ved at spørge det om den kærlighed, som han befaler, netop fordi Gud selv er den kærlighed, der alene kan ville frivillighed hos det menneske, som han elsker som sin skabning, så åbner der sig en ellers umulig mulighed for mennesket, nemlig den ikke at svare på Guds kærlighed med genkærlighed, men i stedet svare med at blive en dåre, der siger: Der er ingen Gud. Denne umulige mulighed er ikke noget, som Gud vil, eller som mennesket kan tillægge ham ansvaret for, dersom det vælger den. Gud handler, som han gør, kun for at gøre mennesket delagtigt i det højeste: kærlighedens guddommelige, evige liv. Men frivillighed kan der ikke være uden denne risikable umulige mulighed for, at mennesket går ved siden af det rette. Mennesket kan i ukærlighed misforstå det, at Gud skjuler sig i usynligheden, misforstå det spørgsmål om genkærlighed, der er indeholdt deri, så at det ikke fatter, at denne skjulthed og usynlighed er hans nærværelse hos det som den kærlige Gud, der søger menneskets hjerte og henvender sig til dets tro.

Mennesket kan tænke som så: "Jeg ser ikke nogen Gud nogetsteds. Min fornuft og min videnskab fører mig ikke udover den synlige verdens grænse eller lader mig erkende, at der overhovedet er en sådan grænse for denne, og jeg har ikke noget andet middel til at trænge frem til sandheden om min verden og mig selv end fornuften og erfaringen. Altså kan der ikke være nogen Gud til. For en Gud, der ikke lader sig finde af dem, han skal være Gud for, er jo det samme som ingen Gud. Når Gud ikke vil lade sig finde på menneskets præmisser, må han virkelig selv tage ansvaret for, at mennesker ikke kan anerkende ham som værende til. Han måtte have åbenbaret sig på en tydeligere måde, dersom han ville undgå det for ham katastrofale, at mennesker ikke finder anledning til at tage nogen notits af ham." Og hvor mennesket griber denne umulige mulighed og indlader sig på at tænke på denne måde, der forandrer Guds skjulthed sig fra at være skaberens kærlige indbydelse til mennesket til at søge ham og komme til ham ved at tro på ham og takke ham som giver af livet og den skabte verden til i stedet at blive til det, at han i vrede hindrer det ulydige menneske i at komme ham nær. Indgangen til paradiset, til erkendelsen af ham og samfundet med ham, er nu spærret af keruben med det blinkende flammesværd. Det, som fortsat i sin egentlighed er kærlighedens indbydelse til mennesket, bliver nu for ulydighedens skyld til vredens bortstødelse af det. Det bliver til lovens anklage imod og dom over mennesket for at have valgt sin egen dårskab fremfor skaberens visdom. Mennesket er nu blevet en dåre, fordi det har villet være vis i sig selv i stedet for at lade sig sige af Gud, som har skabt alle ting, hvad det er at være menneske, og være vis alene ved hans visdom. Mennesket er nu tvunget til at søge sit livsgrundlag der, hvor der ikke kan være noget grundlag for liv, det er tvunget til at bygge sit hus på sandgrund, på den verden hvis skikkelse forgår, det er tvunget til at tilbede det skabte fremfor skaberen. Det er nu tvunget til at søge at forstå sig selv udfra den synlige verden i stedet for udfra den usynlige Gud, og derved er det tvunget ind i selvbedraget, tvunget til at misforstå sig selv og den verden, det er sat i, tvunget til at søge næring for sit liv som menneske der, hvor der kun er ikke-næring, og samtidig påstå, at mennesket lever af denne ikke-næring, brødet, alene, skønt den daglige erfaring lærer hvert menneske, at brødet endnu ikke har befriet et eneste menneske fra at måtte dø.

Men dåren - og allermest i og med, at han siger, at der er ingen Gud - tykkes sig selv vis. Selv kan han ikke se andet, end at det, som han siger, er det sande og rette, det, som hvert menneske, der har mod til at møde tilværelsen, som den virkelig er uden nogen besmykkelse, nødvendigvis må sige. Atheisten vil jo ikke andet end udfra den verden, som han kender, søge at gøre Gud, den ukendte Gud, kendt i hans forhold til verden eller som et stykke af den, idet han fordrer, at dette skal kunne lade sig gøre, dersom Gud virkelig er til. Han forlanger desuden, at kriteriet for virkelighed i verden også skal være kriterium for virkelighed, når det gælder den Gud, som er verdens skaber, ellers kan han ikke finde nogen mening i at tale om, at Gud er til. Og det er åbenbart, at dette foretagende ikke vil lykkes for atheisten. Han kan ikke få nogen Gud til at rummes i denne verden - ligeså lidt som Salomon kunne få Gud til at rummes i det tempel, han byggede for ham. Men Salomon forstod, at han ikke kunne det, og hvorfor han ikke kunne det, og det er forskellen mellem ham og atheisten. Atheisten er en dåre, mens Salomon er vis, og han fremturer i sin dårskab, når han, idet det bliver åbenbart for ham, at Gud ikke er i verden som et stykke af dem, gør gældende, at ingen, som har respekt for sandheden, kan sige noget sikkert om nogen Gud, noget, der giver mening. Gud kan ikke være andet end en menneskelig fantasiforestilling. Den slags må mennesker gerne have som deres private hobby, men de må ikke have lov til at gøre denne gældende som forpligtende virkelighed for andre. Religion og gudstro må være en privatsag, og det vil jo sige, at den i praksis har en betydning, der er lig nul. At tale om religion som en privatsag er det samme som at afskaffe den. Det ved atheisten så godt som nogen politiker. For så er virkeligheden den, at mennesket er overladt til sig selv i en verden, hvor det ikke har andet til at vejlede sig end sin egen fornuft og erfaring. Hvad det er at være menneske, må mennesket selv finde ud af - der er ingen højere magt til, som kan hjælpe det med det stykke arbejde. Og så må det blive et spørgsmål, om mennesket overhovedet er noget, og om det ikke snarere er det, som det selv gør sig til. Det, at mennesket er noget, eller at det har en bestemmelse, er en forestilling, som ikke er andet end en rudimentær eftervirkning af den tro på Gud, der har vist sig ikke at være noget videnskabeligt grundlag for. Mennesket er ikke skabt af nogen Gud, for det skaber i virkeligheden uophørligt sig selv ved sine egne afgørelser og sine egne gerninger. Der er ikke noget bestemt givet på forhånd, som mennesket er, og som det er bundet til at være, men det har selv det hele ansvar for sit liv.

Ud af den intethed eller det kaos, som dets liv begynder med at være, skaber det sig selv ved det, som det vælger. Hvor der ingen Gud er, må mennesket med nødvendighed være sin egen skaber. Sådan tænker atheisten. Men måske er der her en ting, som han har overset. Det er jo ikke givet på forhånd, at det bliver et menneske, som mennesket således selv skaber. Implicerer ordet menneske ikke nødvendigvis en begrænsning og dermed en - måske - rudimentær forestilling om en instans, der er højere end det? Det kunne jo være, at det i virkeligheden er en dæmon, en djævel, som kommer til verden der, hvor mennesket mener at kunne og skulle skabe sig selv. Det kan jo være, at selve skabelseshandlingen bliver dæmonisk, hvor mennesket selv overtager den skabende handling, hvorom troen siger, at den er forbeholdt Gud, og gør den til sin egen. Det kunne jo være, at det er et ikke-menneske, et dæmonisk eller fordjævlet menneske, som bliver til ved en dæmonisk ikke-skabelse i en dæmonisk ikke-verden der, hvor det atheistiske menneske forstår sig selv som sin egen skaber. Der er træk ved den moderne verden, som i vid udstrækning har fået sit ansigt under atheismens indflydelse, som i hvert fald ikke modsiger, at det forholder sig netop sådan.

Det, som atheisten virkelig gør, idet han i sit krav om og sin stræben efter at bevise Guds tilværelse kommer til erkendelse af, at det kan han ikke og af den grund forkaster Gud, er, at han støder på Guds skjulthed - eller på den virkelighed, at Gud skjuler sig - som han i sin dårskab misforstår og må misforstå som det, at Gud ikke er til. Atheisten kaster Gud ud ad fordøren ved at nægte at tro på ham, men han opdager ikke, at han i samme øjeblik kommer ind ad bagdøren i stedet som lovens vrede Gud. Atheisten er stødt på menneskets grænse - det sted, hvor mennesket må se, at det ikke ved sig selv kan komme videre i forståelsen af sig selv - og denne grænse misforstår han, som om det heller ikke er nødvendigt for menneskets menneskelighed at forholde sig til det, der er på den anden side af grænsen. Han fatter ikke, hvad det vil sige, at mennesket er skabt i Guds billede til at stå overfor ham, den evige, og være sig selv i samfundet med ham, men han mener, at mennesket er det, som det ved sin fornuft og erfaring erkender sig selv at være, og mener så, at det at være menneske er at leve det liv, hvor der ingen grænse er, og hvor fornuften og erfaringen derfor kan være de højeste vejledere. Da atheisten ikke fatter, at det at være menneske er af skabelsens Gud at blive draget til ham, at omvende sig til ham, fordi han har omvendt sig til mennesket, så tvinges han til at søge menneskets fremtid alene i den verden, hvis skikkelse for alles øjne, også for atheistens, forgår, og hans forståelse af, hvad det er at være menneske, kommer derfor uundgåeligt til at bære det infantiles præg. Atheisten har i sin søgen efter Gud stået ved menneskets grænse, men han har misforstået både grænsen og sin egen situation foran den, og han bliver derfor straffet med selv at blive undermenneske. Han ser ikke det store, som Gud har bestemt mennesket til at være, da han skabte det i sit billede og for sit samfund, men han har nok i det narcissistiske billede af sig selv, som han danner sig ved sin egen fornuft og erfaring. Og så bliver det da dette billede, der kommer til at forme ham - han bliver infantil i sin forståelse af, hvad det er at være menneske. Han har gjort sig selv til en dåre ved den visdom, hvori han siger, at der er ingen Gud.

Troens væsen.
Men det betyder ikke, at atheisten så ikke kommer til at gøre nytte. Han slipper ikke for at gøre megen nytte endda og det for den kirke, som han mindst af alt ønsker at gøre nyttig tjeneste for, og som på sin side forfærdes over ham og ikke mener, at den af ham kan lære noget, der kan være til nytte for den. Kirken er altid kun en kirke af syndere, der hører Guds nådige tiltale, og som har deres frelse alene deri. Og kirken er af den grund bestandig på vej til at glemme, at nådens tiltale er for syndere og ikke for retfærdige. Igen og igen forstår kirken sig på farisæervis som de retfærdige, der står på Guds side i kampen imod synden og ugudeligheden i verden. Kirken begynder at interessere sig for, hvad den selv kan og vil og tror, i stedet for at henfly til Guds nåde og leve af den alene. Kirken gør sit forhold til Gud til et sådant, som er kommet i orden, og det at tro på Gud bliver til noget naturligt og selvfølgeligt, fordi det forhold, som er i orden, medfører, at Gud belønner kirken, fordi den - i modsætning til atheister og andre ugudelige - tager Gud med i sit liv. Kirken bliver til de mennesker, som er kommet indenfor hos Gud, mens de andre må stå udenfor, indtil de går i sig selv og dermed får kvalifikationerne bragt i orden for at være kirke. Det er denne kirke, der tror på sig selv og sine egne kraftige gerninger, som den har gjort i Jesu navn, som Jesus har for øje i bjergprædikenen, til hvilken han skal sige på dommens dag, at han kendte den aldrig. Overfor den kirke, der sætter det fromme menneske og dets retfærdige gerninger i Guds nådes ords sted som det, der konstituerer kirken, har atheisten en mission, som han ikke selv ved om eller kan vide om - og som han derfor heller aldrig kan komme til at rose sig af at have. Denne kirke - og hvor er den kirke, hvori denne falske selvretfærdige kirke ikke også er nærværende virkelighed? - har al grund til med opmærksomhed at lytte til, hvad atheisten har at sige om Gud, netop idet han fornægter hans tilværelse og selv ikke forstår, hvordan det er Gud, som han således taler om som en bestemmende virkelighed for ham selv. Atheisten kan ikke komme til at fornægte Gud uden derved at måtte markere den grænse for mennesket, som han selv ikke ser eller ikke fatter betydningen af at se. Og det er det, at han markerer denne grænse, der gør ham nyttig for kirken til selvprøvelse, til ydmygelse, til besindelse på, hvad det virkelig er, som gør den til kirke. Den kirke, som er blevet sikker på sin egen retfærdighed og takker Gud for, at den er anderledes end de andre mennesker og derfor må have fortjeneste overfor ham, den kirke, der er blevet sikker på, at den har troen og derfor kan regne med, at den har Gud til forbundsfælle og er under hans særlige bevågenhed, den behøver, at menneskets grænse bliver gjort tydelig for den, for at dens falske sikkerhed derved kan blive rystet og dens rettroenhed og frelsthedsbevidsthed kan blive taget fra den, så at den påny kan blive nødt til som fattig i ånden at bede Gud om helligånden for af den at blive vejledet til troen.

Det er naturligvis ikke meningen, at kirken på ligefrem måde skal lade sig vejlede af atheisterne som dem, der har retten på deres side og selv blive atheistisk og nægte Guds tilværelse - det behøver kirken ikke nogen vejledning til, for vantroens kræfter er i forvejen i fuld virksomhed også i den - men det er meningen, at den af atheisterne indirekte skal lære, hvor den selv befinder sig overfor Gud, når den hører og også selv taler gudsordet, nemlig ved den grænse for mennesket, hvor Gud skjuler sig for det, og hvor det derved bliver åbenbart, at der ikke er nogen fornuftens eller erfaringens vej til Gud, så at adgangen til ham alene kan være det evangelium, som ikke legitimerer sig som Guds ord for menneskets fornuft. Det sted, hvor kirken befinder sig, er ikke den trygge havn, hvor ansvaret og anstrengelsen ved at være menneske er overstået, men det er den gudsfjerne usikkerhed, hvor den ser atheisten befinde sig, forstået som den magtesløshed overfor Gud og erkendelsen af ham, som er troens sande sted. Og ved - indirekte - at gøre dette klart for kirken, yder atheisten denne en uvurderlig tjeneste.

Han gør den ikke med sin gode vilje. Han mener netop, at han ved sin visdom ophæver betingelsen for, at der kan være kirke til. Når der ikke er nogen Gud til, så kan der heller ikke være nogen kirke til, siger han til kirken i direkte tiltale. I hvert fald kan der ikke være en kirke til af mennesker, der har respekt for sandhed og virkelighed. Der kan kun være en kirke til, der som en tumleplads for de kulturelt og moralsk tilbagestående fremmer løgnen og bedraget, og hvor man kun kan sige: Ecrasez l'infame! Der kan ikke være en kirke til, som er Guds folk ved helligånden, og som er bærer af Guds frelsende ord til verden, evangeliet, selv om der naturligvis kan være en kirke til som en sociologisk størrelse, som en sammenslutning af mennesker, der er blevet stående på et lavere udviklingstrin, mennesker med fælles religiøse vrangforestillinger om noget imaginært, hvorfra de venter tilfredsstillelse af noget, de kalder deres religiøse behov. Atheisten vil selv nedbryde kirken og afskaffe troen på Gud. Men - og det er afgørende - dette kan han ikke komme til at gøre uden Gud. Gud er nærværende også der, hvor man forkaster ham og nægter ham tilværelse. Atheisten er nødt til at bære vidnesbyrd om Gud i selve den strid imod ham, som han udkæmper, han er nødt til at være en nyttig idiot for Gud i hans frelsende gerning med menneskene. Men det giver ham ingen retfærdighed at pukke på, for det er jo ikke ved sig selv, at han er denne nyttige idiot. Han har uret overfor Gud og ikke andet end uret - ligesom den kirke, han underviser om Gud uden selv at kunne være lærer.

Atheisten kan altså lære den kirke, der tager Gud forfængelig og gør det at kende Gud og tro på ham til en smal sag for mennesket, bare det vil tænke sig lidt om, at Gud er den, som skjuler sig, og at han ikke kan kendes og ikke vil kendes på ligefrem måde som et stykke af verden. Men atheisten kan også lære kirken, at det at tro på Gud ikke er noget som mennesket kan ved sig selv. Atheisten bliver derved et spejl for kirken selv, idet han siger, at det at tro på Gud er en umulighed og en meningsløshed for det fornuftige menneske. Han hjælper dermed kirken til at forstå, at troen kun kan være til som helligåndens gave. Atheisten mener vel, at han sagtens kunne tro, hvis han ville. Dertil behøves blot, at han ville give sig selv lov til at være samvittighedsløs og lade være med at tage det alvorligt med sandheden og virkeligheden og derved forvandle troen til en spas. Men på den måde vil han ikke tro. Respekten for sandheden og virkeligheden forbyder ham at gøre det, når han ikke forud for troen kan konstatere Guds virkelighed og derfor ikke kan være sikker på, at troen på ham har en reel genstand.

Men den situation, som får atheisten til at forkaste Gud, er den samme, som kirken står i netop der, hvor troens mulighed rækkes den af evangeliet, den tro, som ikke er menneskets egen, men helligåndens gave. Det, som atheisten virkelig gør - med sin sønderlemmende kritik af troen på Gud som et usandt forhold til mennesketilværelsen - er igen, at han hjælper kirken til at skelne mellem den tro, som er menneskets egen naturlige og medbragte mulighed, og så den tro, som er ovenfra, og som er, at Gud selv åbner sit samfund for mennesket. For at bruge et letforståeligt billede: ligesom barnet må miste sine mælketænder, for at der kan blive plads for de blivende tænder, som det skal have som voksen, sådan må mennesket, idet det drages af Gud, miste sin foreløbige mælketro, for at der kan blive plads for den blivende tro, som selv er frelse og evigt liv. Andet og mere kan atheisten heller ikke gøre, men det er også nyttigt, fordi mennesket så let kan forveksle den tro, som stammer fra det selv, med den tro, som Gud ved evangeliet og helligånden rækker det, hvorved denne mælketro, når den mister ydmygheden og udnævner sig selv til at være den blivende tro, som kun er til som helligåndens bestandige gave, kan blive til den allerværste hindring for, at mennesket kan komme i virkeligt samfund med Gud.

Når jeg bruger det udtryk om atheisterne, at de er Vorherre nyttige idioter, så er dermed muligheden borttaget for, at der i denne benævnelse skulle kunne ligge noget ringeagtende. De hører Gud til, selv om de ikke ved om, at de gør det, og de må gå hans ærinde. Kristus er også død for dem. I og med, at de ikke vil vide af nogen Gud, har de fået et embede betroet af den Gud, som de vender sig fra, og forsåvidt de har dette embede, skylder kirken at ære dem for deres embedes skyld - og regne dem for i en vis forstand at høre den til. Ligesom det i bibelen gøres tydeligt, at Gud ikke bare er Israels, men også hedningernes Gud, skønt disse ikke kender eller ærer ham som Gud, men dyrker deres egne afguder, således er den Gud, som er kirkens Gud, også atheisternes Gud, skønt de ikke ved om, at han er det, og ikke vil give ham lov til at være det. Som Gud hos Esajas siger om assyrerkongen, at han er hans harmes kæp, og siger om sin vrede, at den er stokken i assyrerkongens hånd, sådan er atheisterne kæppe og stokke, som Gud bruger til at tugte sin kirke med, ikke for at den skal ligne atheisterne i at forkaste ham, men for at den i stedet skal se og besinde sig på sin skyld og omvende sig og tro.

Men i denne tugtende gerning er de virkelig Guds harmes kæp. De er ikke selv i god forståelse med Gud, idet de udfører gerningen. Den nyttige tjeneste, som de gør for Gud, kan de derfor aldrig tillægge sig selv nogen ære for. For det er ikke den tjeneste, som de faktisk udfører for Gud, som de selv har intenderet. Hvad de har villet er at gøre Gud til intet for derved at hævde sig selv imod ham. Og det besvarer han med sin vrede. Alt det, som de selv har villet som en tjeneste for sig selv, bliver gjort til intet af Gud, idet de udfører deres nyttige idiottjeneste for ham. I alt, hvad de har sagt og gjort, har de kun været dårer. De har tabt deres krig imod Gud, de har endog tabt den på forhånd. Men det intet, som de således har gjort og opnået, er kun, hvad de selv har villet. Det er blot en afsløring af det inderste i deres stræben, som dermed kommer for dagen. Æren for den nyttige tjeneste, de har udført, er Guds alene, og når han står op, da splittes hans fjender.

Tedeum.
Kirken er en skabning af det evangelium, der som Guds ord levendegør de døde og kalder det, som ikke er, som om det var. Derfor kan kirken aldrig hos sig selv have noget, som den kan rose sig af. Den kan aldrig være andet end en unyttig tjener for Gud, der må leve alene af hans nåde. Dens retfærdighed er syndernes forladelse. At være kirke er at blive berøvet enhver nyttighed for Gud. Det er at være stillet det, hvor mennesket i sit forhold til Gud ikke kan gøre andet end i sin fattigdom og magtesløshed at bede, søge og banke på. Atheisterne, der ikke vil være kirke, er ikke unyttige tjenere, men nyttige idioter, dårer, der i deres fornægtelse af Gud alligevel må gøre nytte for det, som han vil have fremmet. Han bruger dem som renovationsmænd i den kirke, som de kæmper imod. De må køre affaldet og skraldet bort, og det er, som vi alle ved, et særdeles godt og nyttigt arbejde. Men de er idioter, fordi de gør dette nyttige arbejde sådan, at de forhindrer sig selv i at nyde godt af det og forvandler det til noget for dem selv højst unyttige. De skal høre, at de er sådanne idioter. Det skylder kirken at sige til dem. Den skal sige, at den eneste, der får noget ud af deres anstrengelser for at bekæmpe Gud, er Gud. De selv taber alt derved. Og ved at sige dette kalder den kirke, der er skyldig at lade sig belære af den nytte, som atheisterne gør ved deres nægtelse af Guds tilværelse, atheisterne til på deres side at lytte til det, som den, kirken, taler om Gud.

Det vil sige, at kirken kalder atheisterne til at lytte til det evangelium, som den prædiker og skal prædike, for at de sammen med den i vantroens fællesskab må tro på syndernes forladelse. Ved at forstå atheisterne som Vorherres nyttige idioter, som den er skyldig at høre på for at lade sig kalde til orden ikke af dem, men af Gud ved dem, og ved at sige til dem, at de, trods den nytte de gør, er sådanne idioter, som ikke selv drager nytte af denne nytte, bekender kirken, at Jesus Kristus er en forsoning ikke bare for dens, men for den hele verdens synder, også atheisternes gudsfornægtelse, bekender kirken, at den Jesus, som er dens herre, er alles herre. Nådens evangelium, som lyder i kirken og alene gør den til kirke, er en tale, der ikke kan lyde uden at ophæve alle grænser for, hvem der kan være adressat for den, eller uden at kalde alle mennesker, hvem de end er, og hvordan de end måtte forstå deres forhold til Gud, til at høre det saliggørende ord, som Gud selv taler.

Augustin, oldtidens store kirkelærer, siger i sine Bekendelser de ofte citerede ord: "Du opvækker mennesket til at glæde sig ved at prise dig, thi du har skabt os til dig, og hvileløst er vort hjerte, indtil det finder hvile i dig". Her er menneskets hele liv forstået som en uophørlig omvendelse til den Gud, som selv opvækker mennesket af vantroens fortabelse - ved at stå det imod i dets hovmod opvækker det vil ved nåden at lovprise ham som sin Gud - og som selv drager det menneske, der ved ham tror på ham, som skabning ind i alskabningens evige Tedeum, hvor mennesket som forsanger evigt skal lovprise Gud. Det er bibelens forståelse af mennesket som skabt i Guds billede, som her gøres gældende, og hvori enhver modsigende tanke tages til fange til lydighed ikke mod logikken, ikke mod loven, men mod nådens evangelium, mod Kristus.

Sådan sker det også idag, hvor evangeliet forkyndes, og mennesker ved nåden erkender, hvad det er at stå overfor Gud som skabning, hvad det er at tro på ham og i denne tro have adgang til ham. Der bliver det let at se, hvordan atheismens modsigelse imod Gud kun er til som dårens misforståelse af den virkelighed, som er menneskets som skabt til Gud, til at tro på ham som den usynlige, en misforståelse, der lever af den sandhed, som den snylter på. Derfor må dårens misforståelse også, når den har båret denne sandhed frem og udført sin nyttige tjeneste, selv forsvinde ved af sandheden selv at blive nedfejet som spindelvæv. Den må selv fly for sandheden, som alle dødens skygger må det for evighedens sol - og også derved aflægge sit vidnesbyrd om Gud og stadfæste, at han er den, som hersker midt iblandt sine fjender ved at le ad dem og stadfæste, at ingen kan stå magten i hans latter imod, men også vidnesbyrd om, at det er hvert menneskes salighed at høre denne leende Gud tale.

Guds latter, hvori der er opstandelse, er den sande Fröhliche Wissenschaft om Guds død i sendelsen af sin søn, men den er, som det hedder i den gamle nadversalme, en videnskab, som Gud kun ved, ogsom derfor kun er til som livet i hans kærlighed, som han giver gratis til alle, der ikke er for store til at tage til takke med hans nåde.