Af Jens Jackie Jensen. Tidehverv, 2002, s.135-147.

I april 1998 blev det meddelt, at massemorderen Pol Pot var død i sit tilflugtssted nær grænsen mellem Thailand og Cambodia. Et jungleområde, hvortil han var blevet fordrevet sammen med resterne af sin slagne hær, de såkaldte røde khmerer.

Efter sigende døde Pol Pot af et hjerteslag. Men meget tyder på, at han i virkeligheden blev aflivet af sine medvidere og medskyldige i folkemord.

Liget af Pol Pot blev uden ceremonier af nogen art skyndsomt brændt på et bål af tilfældigt skrammel. Det forkullede kadaver blev gravet ned på en losseplads i vildmarken. Alle spor blev slettet. Men inden sin al for sene død havde han sat sine uudslettelige spor. Han havde lagt landet øde og påført folket ufattelige lidelser. I de tre år og ni måneder, hvor han stod på højden at sin magt, omdannede han landet Cambodia til en stor koncentrationslejr med utallige massegrave.

Pol Pot hører ligesom Lenin, Stalin, Hitler og Mao Tse-tung til blandt det tyvende århundredes mest makabre totalitære despoter. Alligevel er beretninger om Pol Pots liv og levned sjældne og mangelfulde.

Det skyldes måske, at Pol Pot ikke følte sig tiltrukket af rampelyset. Tværtimod. I lange perioder var han sporløst forsvundet og agerede som et navnløs fantom. Men trods det røgslør Pol Pot har lagt over sine personalia, så ved vi alligevel en del.

Pol Pot blev født i 1925 og hans virkelige navn var Saloth Sar. Hans far var en velstående godsejer, som holdt fyrre daglejere beskæftigede. Familien havde nære forbindelser til de højeste kredse i landet. Saloth Sars kusine underviste ved den Kongelige Ballet og var samtidig kongens førstekonkubine. Saloth Sars storebror var embedsmand ved det kongelige palads.

Da Saloth Sar var seks år gammel, sendte familien ham til hovedstaden Phnom Penh, hvor han skulle bo hos sin storebror og blev sat i en katolsk privatskole, som udelukkende var beregnet for børn af franske og vietnamesiske embedsmænd.

Men han klarede sig ikke godt i denne eliteskole. Da han nåede til gymnasiet, blev han betegnet som en middelmådig studerende, og han sluttede med at dumpe til afgangseksamenen.

Han havde derefter planer om at blive oplært som tømrer. Men i stedet blev han anbragt i et buddhistisk kloster - eller rettere - pagode. Det var i øvrigt en tradition i Cambodia, at unge mænd fra velstillede familier tilbragte nogle år i en buddhistisk pagode, som led i deres åndelige udvikling.

Da han efter seks års forløb forlod pagoden, havde hans familie udvirket, at han blev tilbudt et stipendium, som gav ham adgang til at studere radioteknik ved højere læreanstalter i Paris. Han ankom til Paris i 1949, og var da 24 år gammel.

Det er i Paris forvandlingen fra Saloth Sar til Pol Pot tager sin begyndelse. Forvandlingen fra menneske til monster. Selvom dæknavnet Pol Pot først dukker op flere år senere, vil vi allerede nu benytte det. Fordi det er som personen Pol Pot, han er indskrevet i historiens store forbryderalbum.

Pol Pot fandt sig hurtigt til rette i Paris. På universitetet mødte han andre unge cambodianere, der ligesom han selv ivrigt fulgte de vietnamesiske kommunisters løsrivelseskrig imod det franske kolonistyre. En krig, som indtil da havde stået på i fire år. For de unge cambodianere stod det lysende klart, at de vietnamesiske kommunister var frihedshelte, der selvopofrende kæmpede imod de franske imperialisters undertrykkelse og udbytning.

Samme fordømmelse af krigen gjorde sig gældende på Boulevard St. Germain, hvor den toneangivende intellektuelle elite dagligt samledes om cafe-bordene og der suverænt dikterede tidsånden, der besynderligt nok blev slavisk efterlevet af det halve Europa.

Disse progressive intellektuelle følte grund til optimisme. Socialismen var overalt på fremmarch, og ville snart forene sig med hele den tredje verden, der havde befriet sig fra kolonialismens lænker. Sammen ville de skrive den globale dagsorden. Dermed ville det være forbi med kapitalismen og den hvide mands herredømme. Det var, hvad eliten med forventning så hen til.

I denne kulturradikale atmosfære, som herskede i Paris var det vel ganske logisk, at de unge cambodianere fik den ide at søge ind i det franske kommunistparti, som på det tidspunkt stod stærkere end nogensinde.

Partiets tilhængere dominerede på alle store arbejdspladser og højere læreanstalter, det samme gjaldt store dele af kulturlivet. De franske kommunister var forvissede om, at de kun var få skridt fra at erobre den fuldstændige magt over Frankrig. Fremgangsmåden blev fastlagt under hyppige konsultationer I Moskva med selveste Josef Stalin.

Det var i dette forræderiske parti, de unge cambodianere fik deres ideologiske skoling. De lærte om Stalins geniale tvangskollektivisering af det russiske landbrug og hans ligeså geniale femårsplaner. De lærte om nødvendigheden af proletariatets diktatur. Og de overtog helt bogstaveligt partiets parole om borgerskabets totale udryddelse.

Utopiens tilblivelse
Da de således var indført i den marxistisk-leninistiske videnskabs grundregler, mente de at kende svaret på alle spørgsmål og løsningen på alle problemer. De følte, at de nu kunne stå på egne ben og dannede derfor en særlig etnisk gruppe indenfor det kommunistiske parti.

I årene fra 1950 til 1953 holdt gruppen jævnligt møder i den lille parisiske forstad Chautou. På disse møder blev planerne for Cambodias fremtid udklækket og nedfældet i detaljer.

Gruppen havde kun ni medlemmer. Pol Pot var endnu ikke noget fremtrædende medlem. Han var blot passiv tilhører og gjorde sig på ingen måde bemærket.

Gruppens midtpunkt og chefideolog hed Khieu Samphan. Han var søn af en advokat og studerede økonomi. Under opholdet i Paris skrev Khieu Samphan en doktordisputats, hvori han plæderede for, at Cambodia i fremtiden skulle tilstræbe at blive selvforsynende med så godt som alt, for derved at undgå gældssætning til de rige lande. Gennem selvhjulpenhed ville Cambodia automatisk opnå en økonomisk uafhængighed, der ville sikre folkets frihed, fremgang og lykke.

Planens opfyldelse krævede imidlertid, at flertallet af befolkningen forlod byerne og vendte tilbage til det frie og uspolerede liv på landet, hvor de på lige fod med bønderne skulle deltage i dyrkningen af jorden og i fællesskab producere rigelige mængder af ris og grøntsager og alt andet fornødent.

Det hele var så uhyre enkelt, så alle og enhver kunne forstå det. Det var simpelthen åbenbaringen af en samfundsmodel bygget på lighed og broderskab. Et samfund, hvor menneskene virkelig kom hinanden ved og levede frigjorte og kollektivt.

Da disputatsen få år senere blev offentliggjort i Paris, var det vel nærmest en selvfølge, at den ufortøvet blev prisbelønnet.

Tilsyneladende var der ingen opponenter, som stillede spørgsmål om, hvilke konsekvenser det ville få, hvis utopien blev afprøvet på virkeligheden. De eventuelle omkostninger fremgik heller ikke af disputatsen.

Gruppens medlemmer var selv overbeviste om, at de ville indskrive deres navne i historien, som dem, der først af alle, nåede frem til det fuldkomne kommunistiske samfund i et eneste stort spring.

Sådanne unge fantaster er ikke noget enestående fænomen. De er tværtimod ordinære i langt højere grad, end man normalt forestiller sig.

Til hver en tid og i hvert et land findes tilsvarende fanatiske grupper, der tragter efter at omstyrte det bestående og tilintetgøre alt, der er ældre end dem selv.

De fascineres ved tanken om den hæmningsløse magtudøvelse. De besidder ingen grænser for menneskelig adfærd, og de vil derfor altid ende med at overskride alle grænser. De har ingen skrupler og skyer ingen midler, for de har ret i alt og derfor ret til alt.

De betragter alle andre mennesker som en grå masse, de kan udnytte til at realisere deres egne personlige ambitioner. Det er alene deres forfængelighed, egoisme og selvoptagethed, som driver værket.

Men det er sjældent deres anstrengelser fører til målet. I regelen vil deres revolutionære projekter forblive ubemærkede i deres betændte hjerner.

Alt afhænger af omstændighederne. Hvis samfundet er destabiliseret og truet af kaos, og hvis befolkningen har mistet tilliden til de lovlige myndigheder, så har de deres chance. Lenin dukkede tilfældigvis op på rette sted i rette tid. Hitler dukkede op på rette sted i rette tid.

Hvad angår vore hjemlige forhold, så skriver Per Stig Møller i bogen "Magt og afmagt": "Havde ungdomsoprørerne fra 1968 fået magt, som de havde agt, havde de sikkert ikke holdt sig tilbage. Også de mente, alt gammelt skulle omstyrtes. De dyrkede revolutionen og den totalitære socialisme og svor til århundredets største machiavellister: Lenin, Stalin, Mao, Ho Chi Minh og nåede sågar at forsvare Pol Pot".

Per Stig Møller siger videre: "Hvor de faktisk fik magt, som de havde agt, brugte de den skrupelløst til at skaffe sig og sine embeder og fjerne enhver, der ikke delte deres anskuelser".

Det forekommer at være en udmærket karakteristik af det danske Pol Pot-syndrom, som den dag i dag sidder som en ondartet kræftsvulst midt i vort samfund.

Broder Nr. 1.
Da Pol Pot i cirka tre år havde studeret i Paris, blev hans stipendium inddraget, fordi han konsekvent var udeblevet fra samtlige eksaminer.

Han havde svigtet alle forventninger og rejste fra Frankrig som en mislykket intellektuel. Men selv syntes han ganske uberørt af fiaskoen. Han havde sine egne planer om et liv som professionel revolutionær.

Det Cambodia, Pol Pot vendte tilbage til, var et land i forvandling. I 1953 havde den cambodianske konge Sihanouk ved forhandlinger med Frankrig opnået national selvstændighed.

I 1954 sluttede den første Vietnamkrig med franskmændenes nederlag ved Dien Bien Phu. Den efterfølgende fredskonference fastlagde, at Frankrig skulle opgive alle besiddelser i Sydøstasien. Samtidig blev Vietnam delt i et kommunistisk Nordvietnam og et kapitalistisk Sydvietnam. En deling svarende til Nordkorea og Sydkorea. Østtyskland og Vesttyskland.

I Cambodia overlod Sihanouk midlertidig kongeværdigheden til sin far. Hvorefter han dannede et politisk parti og udskrev frie valg. I lighed med andre partier stillede kommunisterne også op ved valget. Men de fik næsten ingen stemmer.

Sihanouks parti vandt en overvældende sejr og dannede regering. Sihanouk var ikke blot populær. I folkets bevidsthed var han identisk med nationen.

Kommunisterne var udmanøvreret. Pol Pot og hans kammerater var blevet oprørere uden en sag. Cambodia var frit og uafhængigt. Der var indført demokrati. Freden var brudt ud. Folk var glade og optimistiske. Det var altsammen til at fortvivle over.

Pol Pot giftede sig i 1956 med en kvinde, som havde deltaget i den parisiske gruppe. De arbejdede begge som lærere. Men de mistede snart deres embeder, fordi de indoktrinerede eleverne med revolutionære ideer.

Da Pol Pot havde gjort sig umulig som lærer, var der ingen af hans families gode forbindelser, der kom ilende til hjælp. Kreditten var brugt op.

Det er omkring det tidspunkt, han går i dækning og vælger illegaliteten. Ingen hverken hører eller ser mere til ham. Personen Saloth Sar synes sporløst forsvundet. Da han som et slags genfærd mange år senere dukker op igen, er det under pseudonymet - Pol Pot.

Han havde søgt tilflugt i de afsides liggende nordøstlige provinser, der var økonomisk tilbagestående og nærmest isolerede fra omverdenen.

Her udfoldede han en utrættelig missionsvirksomhed og begyndte at hverve rekrutter til sin nye revolutionære bevægelse, der fik navnet "Khmer Rouge" - de røde khmerer. Han afslørede i den forbindelse et ikke ubetydeligt organisationstalent. Han var ihærdig, og tiden arbejdede for ham.

I 1960 begyndte den Anden Vietnamkrig. Fra første færd fremstod krigen som et internt opgør i Sydvietnam, hvor Folkets Befrielsesfront havde rejst sig til kamp imod regeringen i Saigon.

Det var et bedrag. Men sandheden har ofte den skavank, at den er kompliceret.

Nordvietnam deltog ikke i krigen, bortset fra at kommunisterne havde smuglet store mængder af mandskab og våben ind i Sydvietnam.

Sovjetunionen og Maos Kina deltog heller ikke i krigen, bortset fra at alt, hvad der skulle bruges til krigens førelse, blev leveret gratis derfra.

Det var slet og ret en angrebskrig, der behændigt blev søgt camoufleret som en borgerkrig. Det var første skridt i en større proces til erobringen af hele Sydøstasien.

Krigens udfald syntes givet på forhånd, hvis ikke Sydvietnam opnåede støtte fra den vestlige verden. Tøvende lod præsident Kennedy sig overtale til, at involvere USA i denne krig, der kom til at strække sig over femten år, og som skulle forpeste tilværelsen for de tre følgende amerikanske præsidenter. Lyndon B. Johnson, Nixon og Ford.

Som nævnt leverede Nordvietnam både mandskab og materiel til den såkaldte borgerkrig i Sydvietnam. Men de nordvietnamesiske forsyningslinier gik gennem Cambodia. Der eksisterede ingen andre forbindelsesveje mellem nord og syd. Hvis disse veje var blevet afskåret, havde krigen ikke varet i femten år - men i femten dage.

Forsyningslinjen, som blev kaldt Ho Chi Minh-stien, løb gennem de områder, hvor Pol Pot i flere år havde opereret. Han var kommet i begivenhedernes centrum. Nordvietnameserne accepterede ham som en nyttig allieret og forsynede hans røde khmerer med våben.

Som særlig begunstigelse fik Pol Pot fast ophold i et nordvietnamesisk militært hovedkvarter, der tilfældigvis var beliggende midt i det neutrale Cambodias jungle. Her lærte han alt om den kunst at føre partisankrig.

En for en sluttede hans gamle fæller sig til ham. Den sidste, der ankom, var prismodtageren Khieu Samphan. Dermed var gruppen fra Paris forsamlet i junglen.

Pol Pot var nu den ubestridte leder. Eller som de indviede ærbødigt og kryptisk kaldte ham: Broder Nr. 1. Nu ventede de sammensvorne blot på, at et eller andet skulle vise sig. De kom ikke til at vente forgæves.

I marts 1970 blev Sihanouk afsat ved et statskup, angiveligt fordi han havde givet grønt lys for de nordvietnamesiske baser i Cambodia.

Efter kuppet søgte han tilflugt i Maos Kina. Herfra foretog han et overraskende træk, idet han sluttede forbund med Pol Pots røde khmerer, som han tidligere energisk havde bekæmpet. Nøjere forklaring på hans handlemåde må overlades til psykiatrien.

Pol Pot indså straks de rige muligheder ved den nye alliance. Han skiftede ufortøvet de røde faner ud med nationale symboler og ændrede behændigt betegnelsen de røde khmerer til det mere klingende: "Cambodias Kongelige Nationale Enheds Regering".

Sihanouk, som havde kastreret sig selv, blev ophøjet til kransekagefigur. Khieu Samphan blev udnævnt som vicestatsminister. Men den virkelige magt lå i hænderne på Pol Pot. Det navnløse spøgelse. Indtil da havde Pol Pot kun rådet over en hær på knap tre tusinde forhutlede krigere, som ikke duede til stort. Men nu ændredes situationen drastisk.

Flertallet af Cambodias bønder var selvejere og levede godt og nærede ingen ønsker om revolutionære forandringer. De var analfabeter og uoplyste. De betragtede traditionelt kongemagten som guddommelig. Fra gammel tid var kongen folkets faste samlingspunkt.

Tusinder af enfoldige bønder fulgte derfor Kong Sihanouks befalinger og sluttede sig til: "Cambodias Kongelige Nationale Enheds Regering". De gjorde det uden den mindste anelse om, hvad de gik ind til.

Snart efter rådede Pol Pot over tilstrækkelige militære styrker til at føre en offensiv krig imod regeringen i Phnom Penh. Han modtog alle former for støtte fra Nordvietnam og Kina. Han var blevet en afgørende faktor i kampen om magten over hele Sydøstasien. Faktisk blev krigens tyngdepunkt de følgende fem år flyttet fra Sydvietnam til Cambodia.

Selvom USA støttede regeringen i Phnom Penh gik de røde khmerer alligevel fra sejr til sejr og underlagde sig stadig større dele af landet.

Forræderiet
Som alle ved, endte det med, at USA tabte krigen. Men krigen blev ikke tabt i Vietnam ejheller i Cambodia. Den blev tabt i Amerika. Det var den intellektuelle elite og sværmen af samvittighedsløse journalister, der påtvang USA det første nederlag i nationens historie.

Medierne havde efterhånden skabt et forvansket billede af krigen, hvor USA var den onde skurk, mens kommunisterne var de ædle helte, der kæmpede for en retfærdig sag.

Den massive propaganda med daglige krampeanfald af ubændig forargelse og fordømmelser påvirkede politikernes handlekraft, og resulterede i stadig mere begrænset og ineffektiv krigsførelse. Langsomt mistede USA - ikke evnen - men viljen til at vinde krigen.

Præsident Lyndon B. Johnson, der havde arvet krigen fra Kennedy, følte sig til sidst så trængt, at han opgav at søge genvalg.

Han havde oplevet studenteroprøret på USAs universiteter i 1968, der udartede til tøjlesløse antikrigsdemonstrationer, hvor forkælede studenter i titusindvis ekstatisk skreg igen og igen "Ho - Ho - Ho Chi Minh", som en åbenlys hyldest til den mand, der havde anstiftet krigen.

De samme skrigende 68-ere forhånede over hele landet Lyndon B. Johnson med det taktfaste rim:

"Hey, hey, hey, LBJ.
How many kids did you kill today?"

Som om amerikanske soldater førte krig mod kvinder og børn. Mens sandheden er, at de med fare for deres eget liv gjorde alt for at beskytte og hjælpe civilbefolkningen.

Præsident Johnsons efterfølger Richard Nixon blev valgt med overbevisende majoritet. Derfra stammer udtrykket "det tavse flertal". Dette folkelige flertal repræsenterede det andet Amerika, som til hver en tid er forudsætningen for nationens eksistens.

Præsident Nixon havde langt bedre styr på krigen end sin forgænger, og han var nær ved at afslutte den på betingelser, der garanterede Sydvietnams fortsatte uafhængighed. Hvilket fra første færd var USAs formål med at gå ind i krigen.

Men Nixon blev med besynderlig pludselighed ramt af den såkaldte Watergate-affære, der af pressens glubske sjakaler blev pisket op til hysteriske højder. De emsige journalister forstod at køre sagen, akkurat som da Danmarks Radio kørte tamilsagen. En lille fjer blev til fem høns.

Nixon skulle for enhver pris ødelægges. Han valgte slutteligt at gå af. Som historikeren Paul Johnson skriver, - det var et mediekup, der udskiftede det "ophøjede præsidentembede" med den "ophøjede presse". Da Nixon var fordrevet, var krigen definitivt tabt.

Det blev afløseren Gerald Ford, der måtte påtage sig det tunge hverv, at give ordren til at rømme Sydvietnam og Cambodia. De sidste amerikanske diplomater og officerer på ambassaderne i Saigon og Phnom Penh blev fløjet ud med marine-helikoptere i april 1975.

58.000 amerikanske soldater var faldet i denne krig, som den kulturradikale elite havde forhindret USA i at vinde. De intellektuelle, journalisterne og de modbydelige 68-ere havde dermed banet vejen for Pol Pot.

År nul
Tidligt om morgenen den 17. april 1975 rykkede de røde khmerer ind i Phnom Penh. Deres lange militærkolonner af kampvogne og lastbiler med soldater blev overalt, hvor de rullede frem, tiljublet af store menneskemængder, der ivrigt vinkede med små hvide flag.

En stor del af byens befolkning opfattede tilsyneladende de røde khmerers indtog som en slags befrielse fra krigens prøvelser og troede måske, at der nu ville blive fred og ordnede forhold. Men de skulle hurtigt blive bragt ud af deres vildfarelser.

Efter at have besat byen gik de røde khmerer straks igang med at rydde hospitalerne. Læger, sygeplejersker, syge og krøblinge i tusindtal blev med slag og spark jaget ud i det fri. Enhver, der forsøgte den mindste protest, blev uden videre skudt.

På få timer var alle sygehuse tømt. Omkring fødeklinikkerne flød det snart med blodige lig af nyfødte spædbørn og ligene af børnenes mødre.

Samtidig indledtes en hektisk plyndring af forretninger og private boliger. Alle biler, motorcykler og cykler blev beslaglagt. Alle fotografiapparater, transistorradioer og ure blev beslaglagt. Alle offentlige dokumenter og arkivalier blev brændt. Alle bøger blev kastet i Mekongfloden eller brændt. Alle seddelpengene i Nationalbanken blev brændt.

Enhver, som blev mistænkt for at være officer eller embedsmand fra det tidligere styre, blev henrettet. Ustandselig lød der geværskud og salver fra maskinpistoler. Radioen var stum. Der var lukket for vand og elektricitet. Det var år nul.

Soldater med larmende megafoner kørte gennem gaderne og beordrede befolkningen til at komme ud af husene. Bygninger, hvorfra man så tegn på liv, blev beskudt med bazookaer.

Gaderne fyldtes med panikslagne mennesker, der forskræmte og stumme søgte at adlyde de brølende ordrer fra soldaternes højtalere.

Det blev sagt, at alle uden undtagelse omgående skulle forlade byen. Det blev også sagt, at ingen skulle tage noget med, om et par dage kunne alle vende tilbage. Men byen skulle rømmes, fordi amerikanerne - de satans amerikanere - ville terrorbombe Phnom Penh. Som enhver kunne forstå, var der i virkeligheden tale om en storstilet redningsaktion.

Hundredtusinder af cambodianere fra alle egne af landet havde i løbet af de fem års borgerkrig søgt tilflugt i Phnom Penh. Byens indbyggertal var derved svulmet op til over tre millioner. Ved middagstid var alle disse mennesker trængt sammen i gaderne. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Der var 40 graders celsius.

De røde khmerer dirigerede med slag af geværkolber og skarpe skud de uhyre menneskemængder mod nord ad de tre store boulevarder, der krydser byen.

Uafbrudt gjaldede det gennem megafonerne: "Fremad - videre. Fremad - videre. Forsink ikke marchen. Adlyd eller bliv skudt." Dødsmarchen ud af byen mod ukendt mål var begyndt.

Denne folkevandring, denne endeløse tætte strøm af mennesker, som i den stegende hede langsomt trængte og maste sig frem, er måske et af de mest makabre optog, verden nogensinde har set.

Alle var paralyserede af angst. Der var unge kvinder med øjne som jaget vildt, der knugede deres spædbørn i favnen. Der var folk, som slæbte afsted med tøjbylter og pakker. Andre slæbte afsted med deres syge slægtninge på ryggen.

Overalt hørtes de fortvivlede råb fra familiemedlemmer, der i mylderet var kommet væk fra hinanden. Grædende småbørn kaldte på deres mor og far. Men ingen, som først var skubbet ind i dette uoverskuelige kaos, kunne stoppe op eller gå tilbage. De blev suget med af mængdens træge fremdrift.

Enhver, som søgte at trænge ud af rækkerne, blev skudt. Fortovene flød med sårede og døde. Men de tusinder af forbipasserende stirrede frem for sig og syntes ikke at ænse det.

Børn, gamle og syge blev trampet ned af menneskemængden og kvast under hjulene på de overfyldte lastbiler, der som skibe langsomt gled gennem menneskehavet.

Det almægtige "Angkar"
Langs hele marchruten stod de røde khmerer i sorte uniformer og med et rødt tørklæde om halsen eller bundet om panden. Alle med automatvåben i hænderne.

Det overvejende flertal af dem var halvvoksne hvalpe og tøser i alderen fra 12 til 16 år. De virkede desperate og ophidsede og reagerede med vilde øjne og skingre stemmer på alt, som foregik omkring dem. Som styret af tilfældige indskydelser myrdede de løs på folk. Det siges, at de yngste var de værste.

Disse unge mordere var samlet op i afsides jungle og bjergegne, hvor Pol Pot og hans partisaner havde opereret i årevis. Som ti eller tolvårige var de blevet tilbudt status som medlem af et ubrydeligt fællesskab i en hemmelig hær. De blev uniformeret og bevæbnet og opfostret i organisationen, og samtidig mentalt deformeret til Pol Pot-kloninger.

De var analfabeter og komplet uvidende om alt, og uden forestillinger om godt og ondt. De havde aldrig set en storby. Men de var til gengæld indterpet et fanatisk had mod alle de mennesker, der levede i byerne.

Det var Pol Pots grundlæggende doktrin, at byboerne var parasitter, der levede i overflod ved at undertrykke og udsuge de fattige bønder på landet.

Al fattigdom og alle ulykker stammede fra byerne. Byboerne var slet og ret forrædere og folkefjender, der skånselsløst skulle bekæmpes.

Med den slags forvrøvlet lærdom formes partisoldater af den rette støbning, som hverken besværes af samvittighed eller hæmninger. Men som tværtimod føler sig stolte og beærede over at være gjort til redskaber for partiets retfærdige sag.

I løbet af to døgn blev Phnom Penh tømt for mennesker. Byens over tre millioner indbyggere blev drevet ud i det åbne land, hvor marchen fortsatte i dage, uger og måneder. Man ved ikke, hvor mange der omkom af sult, tørst og udmattelse, ejheller hvor mange der blev henrettet undervejs, men de skal tælles i titusinder.

Ligene lå langs vejkanterne og i dynger på markerne som føde for gribbe og ravne. Eller de drev i tætte klumper ned ad floderne.

Ugen efter tog de røde khmerer fat på at tømme andre byer med indbyggertal fra få tusinde til over hundred tusinde. Det samme billede tegnede sig overalt. Massehenrettelser af officerer og soldater, som havde kæmpet imod de røde khmerer. Men også embedsmænd, skolelærere og studerende blev henrettet i hobetal.

Ligesom alle tiggere, krøblinge, prostituerede og de sårede og syge på hospitalerne blev myrdet. Også slægtninge, hustruer og børn til de såkaldte folkefjender blev henrettet.

Cambodia, som førhen var beskrevet som en poetisk idyl, og af besøgende kaldt "smilets land", var omdannet til et sandt barbari af blodige rædsler.

Over fire millioner mennesker var som kvæg drevet ud på vejene og markerne. Ingen af dem vidste hvorfor, eller hvad det skulle ende med. Intetsteds øjnedes nogen myndighed. Det nye regimes bagmænd var fraværende, uden navne og uden ansigter. Et styre af usynlige fantomer. Alt syntes uvirkeligt og meningsløst. Alle ordre alle grusomheder og henrettelser, foregik under henvisning til "Angkar".

Ordet "Angkar" betyder organisation. Dette ophøjede og mystiske "Angkar" var som et dæmoniseret spøgelse på færde overalt.

Det nye regime lukkede fra første dag Cambodia af fra omverdenen. Alle forbindelseslinier udadtil blev afbrudt. Alt blev mørke-lagt og forseglet. Officielt ændrede landet navn fra Cambodia til "Det Demokratiske Kampuchea". Men det var også det eneste, de ellers så årvågne og ømfindtlige internationale organisationer observerede.

Indadtil konsoliderede regimet sig. Samfundet ændredes totalt. Al personlig ejendom blev konfiskeret. Skolerne lukkede og al undervisning blev afskaffet. Penge og lønninger og enhver form for handel blev afskaffet. Telefon og postvæsen blev afskaffet.

Alle religioner blev forbudt, herunder også buddhismen, som 90 procent af befolkningen bekendte sig til. Titusinder af buddhistiske munke blev myrdet og de buddhistiske pagoder ødelagt. Alt som hørte fortiden og civilisationen til skulle tilintetgøres.

Alt, som skete, var skridt for skridt nøje planlagt. Intet opstod af pludselige indskydelser eller indtrufne omstændigheder. Pol Pot vidste præcis, hvad han ville og gjorde nøjagtig, som han skulle.

Målet var at skabe et idealsamfund baseret på den totale lighed. For at nå dette mål måtte man begynde helt fra bunden og med magt tvinge menneskene tilbage til naturen, hvor de ved hårdt arbejde og primitiv levevis skulle renses for den besmittelse og forurening, som den vestlige civilisation havde inficeret dem med. Derved ville der skabes et nyt menneske og et nyt samfund, lykkeligere og mere retfærdigt end noget andet samfund i historien.

Den rendyrkede socialisme
De følgende måneder blev de over fire millioner fordrevne byboere deporteret til forskellige egne af landet, hvor de stuvedes sammen i kollektiver, der hver især rummede flere tusinde mennesker.

I øde malariabefængte sumpe og raserede jungleområder måtte de opføre interimistiske landsbyer af forhåndenværende materialer.

De deporterede blev systematisk skilt fra deres familie. Kun sjældent blev ægtefolk placeret i samme kollektiv. Børn over syv år blev brutalt fjernet fra deres mødre og anbragt i særlige børnelejre. Familiesammenhold blev anset som ideologisk ukorrekt.

Kollektiverne var i virkeligheden tvangsarbejdslejre, hvor fangerne nådesløst blev udnyttet som gratis arbejdskraft. Akkurat som i Maos folkekommuner og Stalins arbejds- og genopdragelseslejre. Med et slag var Cambodias befolkning gjort til retsløse slaver.

De blev brugt til opdyrkning af vældige rismarker og vejbyggeri. De blev sat til anlæg af diger og dæmninger til enorme vandreservoirer. Selvom arbejdet var ulideligt hårdt og monotont, skulle alle arbejde mindst ni timer om dagen. Men eftersom alle ure var afskaffet, strakte arbejdstiden sig i regelen fra daggry til solnedgang.

Ved anlæg af de kilometerlange og høje dæmninger til vandreservoirerne foregik alt ved håndkraft. Jorden blev løsnet med hakkejern og fyldt i flettede kurve og båret op.

Det krævedes, at hver enkelt skulle løsne og fjerne et vist antal kubikmeter hver dag. De som ikke opfyldte kvoten fik nedsat deres madration, som i forvejen kun bestod af en skål vælling og lidt tørret fisk. Hver eneste dag var der mennesker, der døde af udmattelse og sult.

De fleste aftener var der tvungne møder i mindre grupper, hvor deltagerne blev intimiderede til at stå frem og udøve selvkritik og angive hinanden.

Hver tiende dag var en såkaldt hviledag, hvor hele kollektivet forsamledes til daglange stormøder med politisk belæring og forherligelse af Angkar.

Over kooperativets skrattende højtalere blev der ind imellem som særlig opmuntring transmitteret udsendelser fra Phnom Penhs Radio med opbyggelige bombastiske erklæringer og revolutionære sange.

Regimet gik ind for absolut lighed på alle områder. Der måtte ikke være forskel på klædedragten for mænd, kvinder og børn. Alle skulle gå klædt i sort og bære den rødternede klud - kaldet krama - om halsen eller om hovedet. At gå med tøj i andre farver var forbudt. I lighedens navn blev også kvindernes hår klippet kort.

Alle var konstant under overvågning dag og nat. Angkar havde øjne som en ananas. Angkar var overalt. Enhver, som forbrød sig mod de givne forbud og påbud, risikerede øjeblikkelig henrettelse. At færdes udenfor kollektivet var forbudt. At samle vilde bær og rødder var forbudt. At besidde spisegrej eller en gryde var forbudt. At føre fortrolige samtaler var forbudt. Enhver form for argumentation var forbudt.

Kærlighedsforhold udenfor ægteskab var strengt forbudt. Afsløredes en pige og en dreng som elskende, blev de begge henrettet i overværelse af alle kollektivets medlemmer. Angkar var også dydens nidkære vogter.

Til gengæld blev der gennemført tvangsægteskaber i titusindvis. Enhver soldat blandt de røde khmerer kunne frit udpege den pige, han havde lyst til. Pigen blev ikke spurgt. Vielsen foregik ved, at kollektivformanden beordrede dem til at give hinanden hånden. Dermed var de lovformeligt mand og kone. Undertiden blev flere hundrede par forenede ved et stort bunkebryllup. Det var simpelthen et slavemarked med statsautoriseret voldtægt.

I lighedens navn måtte menneskene ikke blot afstå fra alle personlige ejendele, men også deres indre følelser. Hvis nogen klamrede sig til mindet om en slægtning, der var blevet aflivet som folkefjende, blev det takseret som en ideologisk afvigelse, der faktisk blev kaldt "hukommelsessyge". Hvilket kunne give anledning til alvorlige repressalier.

Det skete ofte, at folk blev tvunget til at overvære, at deres nære slægtninge blev torteret og henrettet. Hvis de under eksekutionen jamrede eller skreg, var de selv i overhængende fare.

Mennesker, som således var vidner til deres forældres eller brødres pinefulde død, har siden fortalt, at de af al kraft anspændte sig for ikke at vise det mindste tegn på sindsbevægelse. Som om de ikke så, hvad de i virkeligheden så. Ellers havde de ikke overlevet.

En pige fortalte, at khmererne slog hendes far og mor ihjel: "Man sagde til mig, at de fortjente deres straf. Derfor skulle jeg ikke have følelser for dem. Jeg græd heller ikke. Men somme tider, når jeg stod og bøjede mig ude i marken, dryppede der vand ud af øjnene. Men ingen opdagede det".

Forholdene blev konstant skærpede i de tre år og ni måneder mareridtet strakte sig over. Fra hele denne periode findes kun nogle få filmstumper, som blev optaget af et TV-hold fra det kommunistiske Jugoslavien.

Billederne viser cambodianere, der i rækker og geled arbejder som robotter. De hakker jord, fylder kurve, bærer sten. Deres skikkelser er magre. Ansigterne stivnede. Alle synes at bevæge sig i en trancelignende tilstand. Kvinderne har indfaldne kinder og nervøst dirrende nervetråde. Alle har matte udtryksløse øjne, som vidner om udståede lidelser.

Vidnesbyrd
Den amerikanske forfatterinde Gail Sheehy beretter om sit møde med drengen Rin. Han var 16 år og manglede halvdelen af det ene ben efter at have trådt på en landmine.

Fra de fire år under Pol Pot huskede han kun tre ting - arbejde, sult og død. Han stod op klokken fire om morgenen og bar sten til mørket faldt på. Han sørgede altid for at opfylde sin kvote, for gjorde han ikke det, ville han enten ikke få ris eller de ville føre ham bort. Og når soldaterne førte folk bort, fandtes der kun en straf, den samme straf, som folk idømtes for at gå med briller eller for at tale høfligt. Eller fordi de på anden måde havde røbet, at de var belæst.

Rin sagde videre, at af og til foregik henrettelserne i al hemmelighed. Til andre tider foregik det mens alle så på. De dræbte folk med slag af økser eller køller eller tunge sten. Men de brugte også at kvæle folk ved at trække en plastikpose over deres hoved.

I nat og måneskin hentede man de mennesker, der i dagens løb var kommet på dødslisten. Drengen Rin var altid angst, når det blev nat og måneskin, og de kom luskende med plastikhætten og rebet.

Drengen Arn chorn, som overlevede, fortæller om en henrettelsesplads, der lå ved siden af et buddhistisk tempel i byen Battambang. Templet var omdannet til en opdragelsesanstalt for forældreløse børn. Arn chorn var ni år gammel, da han kom til anstalten, hvorfra der var udsigt til henrettelsespladsen.

"Tidligt om morgenen førte de folk ud til pladsen og satte dem til at grave et stort hul. Lidt senere begyndte de at henrette dem. Som regel gjorde de det med økser. De slog dem i baghovedet. Det lød, som når man slår en kokosnød i stykker, men hårdere. Somme tider ramte de et menneske, men det døde ikke. Men de begravede dem allesammen alligevel. Også børn. Der var blod overalt. Man siger, at de har dræbt femten tusind mennesker på det sted. Børnene på anstalten kunne se, når de slog folk ihjel. De slog folk ihjel lige for øjnene af os. Man kan ikke sige noget. Man kan bare se til. Vi levede i frygt dag og nat. Børnene vågnede op i mørket og skreg, fordi de havde mareridt. De kunne ikke sove, selvom de arbejdede hårdt med jord og sten hele dagen".

Der var henrettelsespladser overalt. Man fandt senere massegrave uden for snart sagt hver eneste landsby i landet. I en massegrav uden for Phnom Penh fandt man 8.985 ofre, som havde bind for øjnene. Man havde brækket halsen på dem med hakkejern og bagefter kastet dem i graven. Mange af dem var blevet begravet levende. Men der var givet ordre om, at der ikke måtte ofres ammunition på folkefjender.

En overlevende fange fra en straffelejr har under påvisningen af en massegrav berettet følgende til et fransk fjernsynshold:

"Her ligger massegraven. Jeg husker det, som var det i går. Fangerne blev ført herhen og væltet om på jorden. Derefter slæbte bødlerne dem hen til kanten af udgravningen og stak dem med en kniv i halsen. De stak dem ligesom man stikker en gris, - og blodet sprøjtede ud. De hængte milten fra de henrettede fanger til tørre i et træ derhenne. Det skete lige her. Dagen efter blandede vogterne milten med kokossaft og drak den. Fangevogterne var totalt afstumpede. De pryglede os hver dag. Vi blev slået overalt. De slog os til vi var smurt ind i blod. Min krop var helt hudløs. Sommetider dræbte de en fange og spiste hans lever. De tog kun leveren fra raske fanger. De henrettede børn ved at sparke dem, til de mistede bevidstheden. Derefter tog de en kniv og skar maven op på dem og tog deres lever og milt ud. Inden børnene døde nåede de at blinke med øjnene. Mine egne børn blev dræbt i et kooperativ, mens jeg var i fængsel. Jeg mistede seks børn. De sultede dem ihjel".

Man spørger uvilkårligt sig selv, kan det virkelig passe, at disse ting er foregået. Var der børn i alderen fra seks til ti år i koncentrationslejrene? Svaret er: Ja, det var der. Hvilket Pol Pot-regimet til overmål selv har dokumenteret. (Derom senere.) At der også fandt et folkemord sted er aldeles indiskutabelt og hævet over enhver tvivl.

Den her omtalte fangelejr hed Kho-khyang. De to gamle hvidhårede mænd, der udpegede massegraven, fortalte stilfærdigt til fjernsynsfolkene, hvad de selv havde set, mens tårerne løb ned over deres kinder. Deres udsagn er samstemmende, så det må række til med det ene.

Mængden af vidnesbyrd og øjenvidneskildringer fra mennesker, som selv har været udsat for eller overværet forbrydelser, er helt uoverskuelig. Det omfatter alt fra beretninger om perverteret kannibalisme til udspekuleret psykisk terror og blodige massedrab.

Tilsammen udgør det er inferno af ondskab og bestialsk grusomhed. En monoton opremsning af ideologisk dikteret vanvid. Men det var det eneste, Pol Pot-regimet havde at give folket. De ville virkeliggøre den marxistiske utopi. Men utopier kan ikke virkeliggøres. De kan kun realiseres som totalitære katastrofer. Det var, hvad der skete.

Løgnens ideologi
Den 27. september 1977 holdt Pol Pot en tale på et møde i den næsten mennesketomme hovedstad Phnom Penh, hvor repræsentanter for de røde khmerer fra alle dele af landet var forsamlet. Det var et besynderligt møde og en besynderlig tale. Pol Pot sagde blandt andet

"I anledning af syttenårsdagen for partiets stiftelse er det højtideligt blevet besluttet, at vi officielt vil kundgøre eksistensen af Kampucheas Kommunistiske Parti. Alle lag og klasser af vort folk har lært at sætte pris på partiet, selvom vi ikke officielt bekendtgjorde, at partiet eksisterede. Selvom partiet ikke stod offentlig frem, har hele folket utålmodigt ventet på denne højtidelige erklæring. Vi er overbevist om, at hele folket vil lade landet genlyde af jubelråb for vort korrekte og klarsynede parti. Overalt på de mest afsidesliggende steder, i dybe skove, i bjergene og på sletterne vil det genlyde af hurraråb ved den højtidelige bekendtgørelse om partiets eksistens. Hele folket vil blive henrykt over kundgørelsen. Vore nære venner på de fem kontinenter vil klappe i hænderne af glæde og ære partiet for dets storslåede sejre, der førte folket frem til den strålende 17. april 1975. Alle vore venner i hele verden ved, at Kampucheas Kommunistiske Parti er et ægte marxistisk-leninistisk parti, et ægte revolutionært og proletarisk parti. Et parti, som er gennemtrængt, styret og båret af socialistisk ansvarlighed og dyb kærlighed til folket".

Den omtalte 17. april 1975, var den dag, da de røde khmerer rykkede ind i Phnom Penh og påbegyndte deportationen af byens befolkning. Nu over to år senere blev det altså bekendtgjort, at der eksisterede et kommunistisk parti, og det var under dette partis beskyttende vinger, befolkningen siden havde henslæbt sin tilværelse.

I den flere timer lange tale opridsede Pol Pot Cambodias tidligere historie. Han talte dernæst om dannelsen af det hemmelige parti i 1960 og om årene med den revolutionære kamp og borgerkrigen. Det tredje og sidste afsnit af talen hævdes at være en "videnskabelig analyse" af situationen efter sejren med opbygningen af socialismen.

Denne såkaldte "Videnskabelige analyse" er et eklatant eksempel på totalitær folkeoplysning. Pol Pot sagde blandt andet:

"De to år, som er gået siden befrielsen fra imperialismen, har været to afgørende år, to år med enorme vanskeligheder efter den ødelæggende krig. Men vi har overvundet alle vanskeligheder. Vi overvandt dem med strålende resultater og ved grundlæggende at stole på egne kræfter.

På grundlag af marxismen-leninismens principper havde vort klarsynede parti anlagt den korrekte politiske linje til den konkrete revolutionære situation.

I slægtled efter slægtled var folket reduceret til slaver under imperialismen og de reaktionære. Særlig arbejderne og bønderne levede under dybt ulykkelige forhold.

Men den socialistiske revolution har afskaffet de gamle produktionsforhold, der var baseret på undertrykkelse og udbytning. Vore nye produktionsforhold med fuld uafhængighed, lighed og kollektivisme udvikler sig nu uafbrudt. Nu er det arbejdende folk helt og fuldt blevet frigjort. Og de udviser begejstring, initiativ og skaberkraft.

Mellem 98 og 99 procent af befolkningen går med ildhu ind for revolutionen. Dette er et strålende resultat for vort folk. Vore kooperativer er ideologisk og politisk solide organisationer. Og de udfører på fremragende vis alle deres revolutionære opgaver.

Folket er vågnet og gået til handling med dynamisk styrke og heftighed. De bygger vandreservoirer i alle størrelser. Hver eneste landsby ejer et vandreservoir. Og et net at kanaler dækker risagre og grønne marker. Folkets levestandard hæves i hurtige spring.

I vore kollektiver hersker der lighed, harmoni og gode levevilkår, hvad angår mad og sundhed, hygiejne, kultur, undervisning og uddannelse. Før den socialistiske revolution var folket fattigt og levede i stor nød og elendighed. Nu spiser de, når de er sultne. De har læger og medicin i deres kollektiver. De lever sammen. De arbejder sammen. De synger sammen. De lærer at læse, skrive og regne. De får politisk skoling, som udvider deres horisont fra dag til dag.

Og særligt må det understreges, at det er dem selv, som står for styret og ledelsen at kollektiverne. De er nu virkelig herrer over jorden og rismarkerne og over alt det de høster af deres eget arbejde. Kort sagt, de har nu et liv fuld at værdighed.

Mellem 98 og 99 procent af folket deltager med begejstring i den socialistiske revolution og bygger socialismen af fuldt hjerte. Og de er fulde af tillid til den lysende fremtid for fædrelandet og folket".

Der er mere af samme skuffe. Men det her må være nok. Umiddelbart i forbindelse med denne fabelagtige tale blev madrationerne i kollektiverne skåret drastisk ned og arbejdsnormerne tilsvarende sat op. De, som ikke kunne opfylde de nye krav, blev pryglet eller slået ihjel. Men endnu flere døde af sult og udmattelse.

Da Pol Pot holdt sin tale, var han hverken fuld eller gal. Han var helt sig selv. Han var, som han plejede at være. Sådan taler den slags folk. Sådan er deres terminologi. Sådan tænker de. Sådan ser de sig selv. De kan udøse den art oratorisk gylle i det uendelige. En syndflod af svulstig selvforherligelse og groteske løgne. Selvfølgelig lyver de. Hvad skulle de ellers gøre. For dem er sandheden ensbetydende med deres egen undergang og død. Løgnen er ideologiens åndedræt.

Pol Pots frække skønmaleri er en tro kopi af den sødladne og luskede propaganda som Lenin, Stalin, Mao Tse-tung, Kim II Sung og alverdens andre kommunistiske ledere har benyttet fra deres første til deres sidste dag. - Alt var så godt og gik så godt. Alle var tilfredse med alt.

Det er totalitarismens styrke, at når føreren har talt, siger alle andre det samme og det lige på minutten. De nærmest råber og skriger i munden på hinanden for at demonstrere deres korrekte sindelag. Enten fordi de er så paralyserede, at de virkelig tror på løgnen, eller også fordi de meget gerne vil leve lidt længere.

Pol Pots tale blev naturligvis oversat til flere sprog og trykt og udgivet blandt andet i Vesteuropa, hvor titusinder af intellektuelle fjolser hungrigt labbede dette sanseløse nonsens i sig.

Nøjagtig som da de intellektuelle begejstredes over Stalins tvangskollektivisering og Mao Tse-tungs folkekommuner. Eksperimenter, som hver for sig kostede mange millioner mennesker livet. Ingen skal tro, at de intellektuelle bliver forført eller ført bag lyset. Absolut ikke. De higer efter at lytte til den slags tale. De er umættelige. Fordi hver eneste at dem bærer Pol Pot-syndromet i sig.

Pol Pot-syndromet betyder, at man mener sig berettiget til, at diktere alle andre mennesker betingelserne for deres liv og opstille snævre rammer for deres tilværelse.

Denne selvbevidste forestilling om, at man som alvidende overmenneske har en ubestridelig ret til, at herske over alle andre, er faktisk det mentale grundlag i ethvert socialistisk parti.

Den herværende venstreorienterede elite er ingen undtagelse fra regelen. Også de er besatte af drømmen om uhæmmet og ubegrænset magtudøvelse. Som alle ved, optræder eliten altid i godhedens og humanismen navn, og har monopol på den sociale retfærdighed og det eneste korrekte menneskesyn.

Deraf følger, at eliten har både ret og pligt til, at nedgøre og udstøde enhver, der nægter at underkaste sig godhedens tyranni. Sådan fungerer den bløde totalitarisme. Der skjuler sit sande ansigt bag en demokratisk maske. Men hvad, som er blødt, kan hurtigt blive hårdt. Det beror alene på, om eliten får magt, som den har agt.

Tuol Sleng
Pol Pots tale blev direkte transmitteret til alle dele af Cambodia. Tvangsarbejderne fik lov at høre den over kollektivernes skrattende højtalere. Det må have været en mærkværdig oplevelse.

Men det stod nu klart, at det frygtede og mystiske væsen "Angkar" var identisk med navnet Pol Pot. Der begyndte også, at dukke plakater op med Pol Pots runde smilende ansigt. Landets enevældige hersker gav sig til kende. Fantomet åbenbarede sig.

Et hold journalister fra det kommunistiske Jugoslavien, som i foråret 1978 besøgte det hermetisk lukkede Cambodia, optog det formentlig eneste eksisterende fjernsynsinterview med Pol Pot.

Filmen viser en lille fedladen mand med et pluskæbet ansigt, tykke læber, lidt sammenknebne øjne og karseklippet frisure. Han smiler uafladeligt, mens han taler på filmen. Et stort ubestemmeligt smil.

Det fortælles, at han smilede altid. I alle situationer. Det var som en grimasse, der aldrig forlod ham. Men meget taler for, at hans evige smil efterhånden blev lidt anstrengt.

Pol Pot følte sig langt fra Sikker. Han omgav sig med livvagter døgnet rundt og sov sjældent det samme sted to nætter i træk. Gamle venner lod han henrette, hvis de vovede at sætte spørgsmålstegn ved hans politik.

Hans frygt for et attentat voksede til regulær forfølgelsesvanvid. Han troede, at alle var med i et vietnamesisk komplot imod ham. Han rejste selv omkring i landet og gav ordre til henrettelser blandt sine politiske kadrer. Foruden hans allestedsnærværende sikkerhedstjeneste overvågede alt og alle. Men det dæmpede ikke hans frygt. Tværtimod.

Der gennemførtes en række omfattende udrensninger blandt de røde khmerer overalt i landsbyer og distrikter. Mønstret var altid det samme. Kommandanten for et distrikt og hans nærmeste medarbejdere blev kaldt til Phnom Penh under påskud af, at de skulle have nye direktiver.

Straks ved ankomsten blev de slæbt ud til Tuol Sleng-fængselet. En stor trefløjet bygning, som tidligere havde været gymnasium. Klasseværelserne var nu omdannet til torturkamre eller delt op i celler på størrelse med ligkister. Hvor fangerne lå lænket fast til gulvet, uden at kunne røre sig.

Ikke kun de røde khmerer, der var faldet i unåde, blev sendt til Tuol Sleng. Men også embedsmænd, lærere, skuespillere, studerende og alle familierne til de mistænkte, deres koner og børn blev ført til Tuol Sleng.

Hver og en blev systematisk tortureret og lemlæstet på det grusomste. De blev udsat for voldsomme elektriske stød. Eller man flåede med tænger huden af dem. Eller påførte dem andre uhyrlige og ufattelige lidelser.

Torturen var af en sådan art, at ofrene var parate til at indrømme hvad som helst, for at få ende på rædslerne. De underskrev villigt tilståelser om, at de var agenter for vietnameserne, for KGB eller CIA. Bagefter blev de henrettet.

Jo flere absurde tilståelser Pol Pot fik forelagt, jo stærkere blev hans forfølgelsesvanvid. Hans fantasier om virkelige og indbildte fjender voksede og voksede.

Ved at torturere folk og tvinge dem til at angive alle, hvis navne de kunne huske, blev stadig flere mennesker skrevet på listen over fjender, som skulle arresteres og tortureres til at angive endnu flere. På den måde voksede listen over forrædere og folkefjender i det uendelige.

I Tuol Sleng fotograferede de røde khmerer med bureaukratisk omhu ethvert offer, når han eller hun ankom til fængselet. Og igen senere, når den samme person blev lemlæstet, hængt, flået, druknet, fik maven sprættet op eller henrettet med elektricitet.

Tusinder af disse fotografier eksisterer endnu. Et ulideligt rædselskabinet. Der er også fotografier af bagbundne børn, der med øjne fulde af stum og grænseløs angst stirrer ind i kameralinsen. Børn, hvis eneste forbrydelse var, at de var født af deres forældre.

Måske er det værd at erindre, hvorledes 68-generationen i USA forhånede præsidenten og de amerikanske soldater med hylekoret:

"Hey, hey, hey, L.B.J.
How many kids did you kill today?"

Fordrivelsen
Ved hjælp af udrensningerne lykkedes det Pol Pot at likvidere et betragteligt antal af sine mest erfarne og pligttro folk.

Rygterne om Tuol Sleng-fængselet fik samtidig mange af hærens officerer til at bringe sig i sikkerhed ved at flygte over grænsen til Vietnam.

Deserteringerne antog efterhånden karakter af masseflugt. Hele bataljoner med mandskab og våben hoppede af og gik i vietnamesisk tjeneste. Pol Pot brændte sit lys i begge ender.

Forholdet mellem Vietnam og Kampuchea var ændret totalt, fordi Sovjetunionen og Kina var gerådet i konflikt med væbnede grænsesammenstød og trusler om regulær krig.

I denne giganternes strid var Vietnam ubetinget Sovjetunionens trofaste allierede. Af bitre erfaringer nærede vietnameserne et gammelt indgroet had og dyb mistillid til Kina.

Pol Pot var derimod helt og holdent i lommen på Kina. Uden de kinesiske leverancer af våben og ammunition var han ingenting. Enhver stat, som var Kinas fjende, var derfor pr. automatik også Pol Pots fjende.

Med manisk beslutsomhed gav Pol Pot i 1978 sin hær ordre til at gennemføre en række angreb ind over Vietnams grænser. Ordren syntes vanvittig. Men Pol Pot stolede altid på sine egne kræfter.

For at fylde hullerne i hærens geledder, indkaldte Pol Pot alle drenge over ti år. Hvilket først og fremmest omfattede slavearbejdernes børn. Disse udsultede og mishandlede drenge fik et gevær i hånden og blev sendt til fronten, hvor de omkom i titusindvis og således betalte prisen for Pol Pots forrykte overmod.

Angrebene imod Vietnam var virkningsløse. De blev uden besvær slået tilbage. Men efter i næsten et helt år, at have været udsat for de røde khmerers indtrængen og medfølgende massakre på civilbefolkningen, havde vietnameserne omsider fået nok.

Den 25. december 1978 slog de til og invaderede Cambodia med en styrke på 100.000 soldater. Vietnam var på det tidspunkt en af verdens stærkeste militærmagter. I løbet af få uger erobrede de vietnamesiske tropper den fulde kontrol med hele landet og rykkede sluttelig ind i Phnom Penh.

De røde khmerer blev sendt på hovedkulds flugt. Pol Pot flygtede i panik med resterne af sin slagne hær til de bjergrige jungleområder op mod grænsen til Thailand. Her på den sidste smalle strimmel land standsede vietnameserne forfølgelsen. Det er en gåde, at de ikke gjorde det af med ham. De kunne have gjort det, hvis de ville. Pol Pot sad som en skabet rotte klemt op i en krog. Et hurtigt klask med skovlen, og det havde været slut.

Som legitimering af besættelsen indsatte vietnameserne en marionet-regering, som bestod af tidligere officerer fra de røde khmerer. De havde alle deltaget i folkemordet. Men for at redde deres eget skind var de under udrensningerne hoppet af til Vietnam. Nu var de vendt tilbage, og efter de forhåndenværende søms princip, var de atter brugbare. Som marionetter gjorde de præcis, som de fik besked om.

Det nye regime tillod slavearbejderne at forlade kollektiverne, og vende tilbage til deres hjemegn og genforenes med deres familie. Hvis der altså var overlevende familiemedlemmer, og man var i stand til at finde hinanden. Det blev også gjort muligt at ophæve tvangsægteskaber. Religionsfriheden blev genindført. Men de buddhistiske munke var myrdet og pagoderne var brændt. Almindelig tuskhandel blev tilladt. Landet skiftede navn til "Folkerepublikken Kampuchea". Men regimet var fortsat totalitært, med alt hvad dertil hører.

Som sejrherren, der uselvisk havde befriet og frelst det dødsdømte folk, var det vietnameserne magtpåliggende, at hele verden fik kendskab til de rædsler, der havde udspillet sig i Cambodia.

Tuol Sleng-fængselet blev åbnet for udvalgte pressefolk. Alt stod, som da bødlerne forlod det.

Journalisterne fik forevist torturkamrene med jernbordene, hvor ofrene blev fastspændt. De klaustrofobiske celler. Fotografierne af de myrdede. Forhørsprotokollerne. Dyngerne af de myrdedes tøj og sko. Økser og knive med menneskehår i størknet blod. På grundlag af forhørsprotokollerne skønnedes det, at over 20.000 mænd, kvinder og børn var blevet tortureret og myrdet i Tuol Sleng.

Samtidig blev den ene massegrav efter den anden åbnet. Nogle af dem indeholdt op til otte tusinde lig. Alle med knuste kranier.

Det nye styre havde travlt med at vaske hænder og slette egne spor, og man var hurtig til at give Pol Pot betegnelsen "Asiens Hitler". Men hvorfor dog ikke "Asiens Stalin" eller "Asiens Lenin". Eller åbent erkende, at Mao Tse-tung hele vejen igennem havde været Pol Pots store forbillede og læremester.

Disse afsløringer af grufulde forbrydelser blev i rigt mål viderebragt af de sovjetiske massemedier og flittigt gentaget og kommenteret af de kommunistiske partiers presse i Vesteuropa. Der blev truttet heftigt i de store humanistiske trompeter.

Men lad os tænke den tanke, at Pol Pot havde været Sovjetunionens loyale forbundsfælle, så ville med garanti de skingre trompeter have fået en helt anden lyd - eller slet ingen lyd. Sådan har det altid fungeret.

De rystende informationer om begivenhederne i Cambodia blev modtaget med nærmest apati i USA og for den sags skyld i hele den vestlige verden. Man syntes, man ligesom havde hørt det før. Man var i øvrigt grundig træt af Vietnam og Sydøstasien. Når alt kom til alt, var det hele blevet forudsagt. For var det ikke just alt det, de amerikanske soldater havde kæmpet for at hindre og ofret deres liv for, at sådanne ugerninger aldrig måtte ske. Og nu var det altså sket alligevel. En gang til. For det er de brede blodige hjulspor, som totalitarismen altid afsætter.

Det var også lidt svært, at tage de sovjetiske krokodilletårer alvorligt. Sovjetunionen - dette ondskabens imperium, som gennem årtier havde begået nøjagtig tilsvarende forbrydelser imod sit eget folk. Men i langt langt større målestok.

Eller hvad med Vietnam, hvor over 400.000 sydvietnamesere efter genforeningen blev sendt i arbejde- og genopdragelseslejre i det stedlige Gulag - kaldet Karnov.

Samtidig med, at kommunisterne for frem med en sådan brutalitet, så andre hundredtusinder af sydvietnamesere fortvivlede flygtede ud over Stillehavet i overfyldte og synkefærdige skibe.

Blandt totalitære regimer har den ene slyngelstat ikke så farlig meget, at lade den anden høre.

Det stivnede smil
I sit skjul i junglen var Pol Pot fast besluttet på, at generobre magten. Han lod sig ikke så let slå ud. Han fik fortsat støtte fra Kina. Og sammen med Kong Sihanouk dannede han en regering, der straks blev anerkendt af FN, som Cambodias eneste lovlige regering. Khieu Samphan, der officielt var udenrigsminister, rejste de følgende år jævnligt til møder i De Forenede Nationer.

Truslen om, at Pol Pot kunne vende tilbage, bevirkede, at vietnameserne nærmest blev tryglet om at forblive i Cambodia. Det passede dem udmærket. Fra første færd havde det været Ho Chi Minhs store drøm, at annektere Cambodia. Og selvom Ho Chi Minh var død, var drømmen stadig lyslevende.

Sådan var brikkerne stillet op på brættet. Modspillerne vidste hver for sig, hvad de ville. Men det går sjældent, som ønsket og beregnet.

Sovjetunionens sammenbrud i 1991 væltede med et slag alle brikker omkuld. Den nye regering i Moskva ville ikke, som hidtil fortsætte med at finansiere besættelsen. Hvilket førte til, at de vietnamesiske tropper af økonomiske årsager forlod Cambodia.

Men det fik Pol Pot ingen glæde af, for snart efter indstillede Kina alle forsyninger til de røde khmerer. Og i stedet begyndte kineserne fra midten af 1990-erne, at sende våbenhjælp til regeringen i Phnom Penh.

I Kina vurderede man formentlig, at det var der ligesom mere fremtid i.

Til gengæld var der ikke længere megen fremtid for Pol Pot. Sult og udmattelse tærede på hans folk. Sammenholdet og disciplinen krakelerede. Dertil kom, at regeringen i Phnom Penh tilbød amnesti til alle, der skiftede side. Rotterne begyndte at forlade den synkende skude. Pol Pots røde khmerer var i opløsning. Ikke blot de menige soldater tog flugten, men også lederne hoppede af en efter en.

Blandt dem var endog arkitekten til folkemordet Khieu Samphan. Han blev hilst velkommen af Cambodias ministerpræsident og modtaget som en længe savnet ven.

En kvalmende forestilling med hjertelige håndtryk, mange buk og store smil. Et varmt gensyn mellem gamle kampfæller. Alt var lutter idyl og gensidig forståelse. At et og andet var slået fejl under revolutionen, var alene Pol Pots skyld. Dermed var skylden bekvemt placeret hos "Asiens Hitler". Alle andre var selvsagt frikendt. Men hvorfor rippe op i fortiden. Nu gjaldt det fremtiden.

Pol Pots evige smil var forsvundet. Alle de gamle kammerater var væk. Mange havde han ganske vist selv udrenset, men også de overlevende havde forladt ham. Kun hans stedfortræder Sun Sen, som trofast havde fulgt ham i 45 år, var endnu tilbage. Sun Sen blev den sidste, der blev henrettet efter ordre fra Pol Pot.

Timeglasset var løbet ud. Pol Pot blev afsat af sin hærchef Thai Mok, og anklaget for dette ene mord. Altså kun dette ene mord. Det er så absurd, så det er latterligt. Pol Pot blev idømt livsvarig frihedsberøvelse i sin hytte. Men hærchefen Thai Mok havde ikke længere nogen hær at være chef for.

Da regeringsstyrkerne i april 1998 gik til angreb imod de røde khmerers sidste bastion ved Alon Veng, mødte de kun ringe modstand. Få dage senere - den 15. april, blev det meddelt, at Pol Pot var død af et hjerteslag. Vist nok. Hvem ved.

Hans lig blev brændt på et bål af gamle bildæk og personligt bohave. Hvad, der var tilbage af ham, blev kulet ned på en losseplads. Sådan endte han. Alt for mildt og alt for sent.

Cambodia, der førhen blev kaldt smilets land, blev nu kaldt de blodige køllers land. Et land oversået med massegrave. Man ved ikke, hvor mange der døde. Men det skønnes, at tallet ligger mellem to og tre millioner. Hvilket svarer til en fjerdedel eller tredjedel af landets befolkning.

Men indtil den dag i dag er ikke en eneste bøddel blevet draget til ansvar. Den røde elite reddede sig. De er stadig den herskende klasse med magt og myndighed. Med tiden forvandlede de sig behændigt til en slags socialdemokrater. Det var nærliggende og ikke særlig svært. Men det gjorde dem stuerene.

Tragediens mørke skygger hviler stadig over de ofre, som trods alt overlevede. En fransk læge, som senere kom til Cambodia, fortæller, at han overalt mødte mennesker med livløse ansigter og stivfrosne sjæle. Det var, som om de var ligeglade med, om de var døde eller levende. Mange års underernæring og frygt og savnet af nære slægtninge havde sat sig i dem, som et livsvarigt chok. De var stadig i det helvede, de kom fra.

"Det åbne sår"
Men tilfældet Cambodia udgør kun en brøkdel af de ulykker og tragedier, som totalitarismen har forårsaget i løbet af det tyvende århundrede.

Den svenske forfatter Per Ahlmark har i bogen "Det åbne sår" nøje gjort rede for, hvor mange millioner mennesker, der er blevet myrdet af totalitære regimer fra 1917 og de følgende syv årtier.

Ud af bogens mange statistikker, skemaer og beregninger skal her kun nævnes nogle få tal.

For det første, det samlede antal over ofre for folkemord i samtlige kommunistiske stater. Per Ahlmark angiver dette tal til - 110.286.000. Altså over 110 millioner.

Den største morderstat er Sovjetunionen med 55 millioner. Den næste er Mao-Kina med 35 millioner. Men ingen af de øvrige kommunistiske regimer har holdt sig tilbage.

Det er vigtigt at fastslå, at disse 110 millioner mennesker alle var civilister. Det var mænd, kvinder og børn, som var ubevæbnede og aldeles forsvarsløse. De 110 millioner blev myrdet i fredstid i deres eget land af deres eget lands regering. De døde som ofre i den krig, som ethvert totalitært regime permanent og ufravigeligt fører imod sin egen befolkning.

Yderligere påviser Per Ahlmark at Nazi-Tyskland i årene fra 1933 til 1945 myrdede 21 millioner mennesker. Ofrene for disse massedrab kom fra alle Europas lande.

Tallet 21 millioner omfatter også de 6 millioner europæiske jøder, som blev myrdet af nazisterne. Et uhyrligt folkemord. Planlagt med bestialsk kynisme. Og udført med ufattelig grusomhed. Det jødiske folks martyrium skulle siden få betegnelsen "Holocaust".

Det er en uafviselig historisk kendsgerning, at kommunismen og nazismen i lige grad har udgjort en trussel imod selve civilisationens eksistens. Disse to beslægtede arter af ideologisk vanvid er at sammenligne med enæggede tvillinger. Eventuelle forskelle er af ren kosmetisk karakter.

Hvad angår systematisk undertrykkelse, statsdirigeret terror, massedeportationer og massemord, så er tvillingerne aldeles jævnbyrdige. Regimernes utallige koncentrationslejre var indtil detaljer indrettet efter de samme tegninger og drevet efter de samme regulativer. Den bestialske mishandling og destruktion af forsvarsløse mennesker blev udført med samme barbariske brutalitet.

Den eneste påviselige forskel ligger i det faktum, at kommunismen har myrdet fem gange så mange mennesker som nazismen. Men det er underordnet. Det afgørende er, at totalitarismen anskues som en helhed. Og at hvert eneste menneske, der blev offer for totalitarismens ondskab, tælles med og tillægges samme værdi. Ingen skal glemmes. Intet skal glemmes.

Dette var tidligere den grundlæggende opfattelse i hele den vestlige verden. Men det har ændret sig. Hvilket blev tydeligt for enhver i januar 2000, da statsministrene fra EUs medlemslande iværksatte deres straffeaktion imod Østrig. Angiveligt for at hindre en regeringsdannelse mellem Østrigs konservative parti og Frihedspartiet.

EU-toppen frygtede efter sigende, at en sådan regeringsdannelse ville føre til stigende fremmedhad og racisme i Europa. Hvilket som bekendt viste sig at være løgn og almindelig socialdemokratisk kællingesnak.

De fjorten statsministre, hvoraf de elleve var socialdemokrater, vedtog deres bandbulle imod Østrig under en såkaldt "Holocaust-konference" i Stokholm. Men hvorfor var det ikke også en konference om det sovjetisk GULAG, som repræsenterer historiens største massemord. Eller slet og ret en konference om totalitarisme fra Lenin til Pol Pot.

Det var aldeles udelukket, eftersom flere af de socialdemokratiske statsministre faktisk havde kommunister i regeringen og andre havde kommunisterne som støtteparti. Eksempelvis Poul Nyrup Rasmussen.

Kommunisterne var blevet stuerene samarbejdspartnere. At omtale deres tidligere meriter var herefter politisk ukorrekt. Den eneste totalitære forbrydelse, der nu skulle tages alvorlig, var Holocaust. Alt det andet var det lige meget med.

Således indledte de europæiske socialdemokrater det nye århundrede med opvisning af totalitære tilbøjeligheder overfor det østrigske demokrati og arrogant tilsidesættelse af den historiske sandhed om totalitarismen.

De samme tilbøjeligheder og den samme arrogance kommer til udtryk fra EUs overvågningscenter mod fremmedhad og racisme. Hvor overvågningschefen Beate Winkler hævder, at Holocaust er en større forbrydelse end GULAG. Så ved vi det.

GULAG er betegnelsen for det samlede system af sovjetiske koncentrationslejre. Af de 55 millioner mennesker, som blev myrdet i Sovjetunionen, omkom de 42 millioner i GULAG.

Beate Winklers påstand om, hvad der er størst og hvad der er mindst - GULAG eller Holocaust, er lige så stupid som kynisk. Forbrydelser af så forfærdende omfang kan ikke gradbøjes, ejheller deles op i første og anden klasse. Men skal derimod behandles med ligelig alvor og respekt.

De nye totalitære
Men socialdemokratismens forbrødring med den røde totalitarisme stikker dybt og er ikke af nyere dato.

Per Ahlmarks bog "Det åbne sår" bærer også undertitlen "Massemord og medløberi". Over flere hundrede sider dokumenterer han med data, navne og citater, hvorledes den intellektuelle elite i det svenske Socialdemokrati gennem årtier var totalitarismens medløbere. Han påviser deres ynkelige leflen og følgagtighed overfor Sovjetunionen. Deres beundring for Mao, Ho Chi Minh og Fidel Castro. Deres åbenlyse forsvar for Pol Pot. Et forsvar som Olof Palme deltog i.

De hadede USA. De rasede imod Syd-Afrika og Chile. Men hvad der skete af overgreb i de baltiske lande, i Polen og Øst-Tyskland i deres umiddelbare nærhed, det sagde de aldrig et kvæk om.

Tilsvarende medløberi gælder for den intellektuelle elite i det danske Socialdemokrati. Især efter at 68-generationen overtog magten i partiet. Og det må endda konstateres, at de danske socialdemokrater i deres følgagtighed overfor Sovjetunionen klart overhalede det svenske broderparti.

Det samme medløberi gentog sig i andre socialistiske partier. Sådan optrådte de venstreorienterede over hele Europa. Det synes at have været en nærmest obligatorisk øvelse. Men det er ikke overraskende.

Socialdemokratismen og kommunismen er varianter af den samme ideologi. De har samme udgangspunkt - marxismen, og samme endemål - socialismen.

Foruden at svinge med røde faner har de også det fælles kendetegn, at partierne styres autoritært af en intellektuel elite. I Danmark består den intellektuelle elite af politikere og et underlag af venstreorienterede journalister, forskere, kommentatorer, undervisere, bureaukrater, universitetsansatte akademikere og så videre.

De færdes i et lukket system, hvor de omgås hinanden, skaffer hinanden vellønnede stillinger, og ellers har travlt med at rage til sig.

De er ideologisk programmerede til at tænke totalitært. I deres fremfærd er de besat af Pol Pot-syndromet. Den ubændige trang til uhæmmet magtudøvelse over samfundet og befolkningen, som de i øvrigt nærer en grænseløs foragt for.

Eliten føler sig ikke som danskere. De er kosmopolitter. Verdensborgere. De har blot tilfældigvis bopælsadresse her i landet. Så længe det varer. De er historieløse og fædrelandsløse. De anser danskhed som lige så latterlig som kristendom. Nationalfølelse og den kristne tro betragter de som sindslidelser med infantile træk.

Vi har heldigvis et andet menneskesyn, som han sagde, den meget stuerene. Ja, de har samme menneskesyn som Pol Pot og samme forestilling om et jordisk paradis, hvor alle folkeslag forenes i lighed og broderskab. Og hvor den intellektuelle elite tilfældigvis opnår guddommelig status.

Hvad har eliten så formået at give folket. Ganske meget. Eksempelvis: Systematisk meningsterror og autoritær samfundshersen. Forbud og påbud. Nidkær overvågning og kontrol af befolkningen i alle livets forhold. Økonomisk umyndiggørelse gennem rabiat skatteudplyndring. Vedvarende indsnævring af ytringsfriheden for at skræmme folk fra at sige, hvad de mener.

Men fremfor alt har eliten skænket folket en ny ideologi af religiøs karakter, den såkaldte antiracisme. Den fungerer som en permanent inkvisition eller folkedomstol, hvis afgørelser er inappellable. Enhver, som falder i unåde, udstødes og brændemærkes offentligt som en fjende af menneskeheden.

Antiracismen er det middel, hvormed eliten kan kujonere og tyrannisere befolkningen til fuldkommen tavshed og lammende apati.

Antiracismen er blevet en kult og selve grundlaget for eliternes overordnede politiske tænkning. Den nye totalitære ideologi foreskriver, at historisk identitet, nationale traditioner og nationalt fællesskab ikke længere er acceptabelt. Fædrelandsfølelse er direkte at anse som udtryk for fremmedhad og racisme.

Som led i praktiseringen af den nye verdensorden er der åbnet for en ubegrænset og uophørlig indvandring fra de muslimske lande. Skridt for skridt skal de gamle europæiske nationalstater nedbrydes og deformeres til et stort uoverskueligt multietnisk helvede.

Det hævdes fra EUs institutioner, at Europa har brug for indvandringen. At den beriger os både kulturelt, økonomisk og socialt. Alle ved, det er løgn. Men dette er ordret citeret fra Beate Winkler. Det minder om Pol Pots beskrivelser af sine velgerninger i Cambodia.

Men det er altså EUs ideologiske fundament. Andet har Unionen faktisk ikke at give de europæiske folk.

Hvis de nationale befolkninger i Europa vil sikre deres fremtidige eksistens og genvinde deres nationale frihed og selvrespekt, så er de nødsaget til i land efter land at tage opgøret med den intellektuelle elite.

Det er så nogenlunde det budskab danskerne har givet til kende. Ikke som en højtidelig erklæring. Men blot ved selv at gå i spidsen og vise et eksempel til efterfølgelse.

Danskerne sagde "NEJ" til euro'en. Ved valget den 20. november sagde danskerne "NEJ" til det multietniske samfund. Ordet "NEJ" er frihedens tale. "NEJ" betyder, så er det nok, hertil og ikke længere. Sådan taler et folk, der kræver at være herre i sit eget land, og som påtager sig det fælles ansvar for den nationale arv. Sådan taler et folk, som nægter at lade sig tvinge til selvopgivelse og underkastelse.

Den 20. november blev den intellektuelle elite tilføjet et sviende nederlag. De slikker sår endnu. Den 20. november var befrielsens dag. Danskerne vandt et slag. Men der skal vindes mange nye slag før sejren er sikret.

Det bliver en hård og langvarig kamp. Måske en trediveårskrig. Måske endnu længere. Det betyder intet. Det afgørende er, at folket er gået til modstand og nu forsvarer sig imod socialdemokratismens vanvid og ondskab. Opgøret er i gang.

Jeg vil slutte med et citat fra Winston Churchill. Gennem 1930-erne havde han utrættelig talt for, at de vestlige demokratier ikke måtte vige et eneste skridt overfor Adolf Hitlers afpresningspolitik. Men længe talte han for døve øren.

Da Storbritannien den 3. september 1939 omsider erklærede Nazi-Tyskland krig, følte Winston Churchill det som en sand lettelse og befrielse. Og han skrev disse ord:

"Udenom os kan stormene rase, men i vore hjerter er der denne søndag morgen - fred". Han vandt krigen. Vi vil også vinde vores krig.