Pressens objektivitet
Af Jesper Langballe. Tidehverv, 1972, s.77-88. (Krabbesholm 1972).
I den forløbne sommer holdt redaktionen på et stort dansk dagblad en konference med et indbudt hold af bladets kvindelige læsere. Med denne gestus ønskede chefredaktionen at understrege, at avisen er læsernes avis, samt at pejle sig frem til, hvorledes avisen i fremtiden kan tilberedes mere salgbart - som en avis "for hele familien". Selv kaldte chefredaktionen det i nogle ledende artikler for "nærdemokrati", hvad det så skal betyde.
Projektet gav anledning til nogle kritiske spørgsmål fra bladets medarbejdere på et redaktionsmøde nogle dage i forvejen, og chefredaktionen forklarede beroligende de kritiske, at den slags konferencer efterhånden er almindelige på aviserne ude i den store verden, navnligt på bladet "Neues Deutschland", der er gået i spidsen med hensyn til at arrangere læserkonferencer.
Neues Deutschland er en østtysk propagandaavis i raffineret opsætning, og henvisningen til dette "nærdemokratiske" forbillede var decideret uheldigt valgt.
En af de tilstedeværende medarbejdere var bladets tidligere politiske chefredaktør, som på grund af sin markante personlige holdning og sit kritiske mod har gjort den pågældende avis respekteret og sine steder frygtet, indtil nye tider holdt deres indtog. Han erklærede, at henvisningen til Neues Deutschland gav ham nogle frysende fornemmelser. Han mente, at læserne havde mere fornøjelse af en avis, der overraskede dem, end af en avis, som var et ekko af flertallets mening. Og han spurgte rent ud, om det var mangel på holdning, der bevirkede, at journalister skulle ud til læserne for at få at vide, hvordan avisen skulle laves.
Chefredaktionens svar var en lille perle for samlere af den slags. Det lød: - Naturligvis har vi en holdning, men vi må jo hele tiden justere vores opfattelse …
Replikskiftet mellem den tidligere og den nuværende chefredaktør er bemærkelsesværdigt i et forum, som kan føre dybsindige samtaler om kommunikation. De talte to forskellige sprog. Den tidligere chefredaktør måtte jo mene, at det at indkalde til konferencer for at få justeret sin opfattelse præcist er, hvad man på dansk kalder holdningsløshed. Men det må på den anden side være uforståeligt for den, som ingen holdning har.
Den nuværende chefredaktion mente også, at man udmærket kunne overtage en "formel metode" fra et andet blad uden at overtage dens "ideologiske indhold" - en temmelig naiv antagelse, som også mange moderne gudstjenestereformatorer ligger under for: at der overhovedet findes formaliteter, som ikke er indholdsbestemte.
Kvindekonferencen blev holdt, og som alle moderne konferencer gik den i grupper. Hver damegruppe fik en gruppeleder, som tilhørte bladets ledelse. Gruppelederen gav gruppen et diskussionsoplæg. Så diskuterede gruppen, og til sidst skulle diskussionens resultat nedfældes i en rapport af gruppelederen.
Gruppediskussioner skal nemlig føre til et resultat. Derfor er de selvsagt en strangulering af al ordentlig diskussion.
I de kommende dage modtog medarbejderne til daglig opbyggelse en duplikeret grupperapport. Deres medarbejder havde personligt mest fornøjelse af rapporten fra gruppe C.
Damerne i gruppe C beskæftigede sig med begrebet helbred, og damerne var heldigvis enige fra starten, ikke bare om at det er bedre at være rask end at være syg - nej, "der var imidlertid enighed om, at begrebet (helbred) sådan set er forældet i denne sammenhæng. Gruppen ønskede i stedet at bruge vendingen trivsel, der er mere omfattende og dækker bedre …", hed det til indledning.
Det var i det hele taget ikke småting, damerne i gruppe C var enige om: "Der var i gruppen enighed om, at tryghed er en forudsætning for trivsel og dermed for sundhed. Mange af de alvorligste sygdomme skyldes manglende tryghed, i den forbindelse nævntes specielt adfærdsvanskeligheder og sociale afvigelser. Aviserne skal beskæftige sig noget mere med disse sammenhænge …", formanede gruppe C.
"Damerne betragtede Vodskov-projektet som en afgørende gevinst og ønsker langt mere af den slags integration …", fortsatte rapporten.
- Er der nu også noget, der hedder Vodskov-projektet? - tænker den beskæmmede journalist ved læsningen, men damerne i gruppe C, der alle som én brænder for Vodskov-projektet, forklarer ham i en parentes, at det er noget med et plejehjem, hvor de gamle aktiviseres ved at blive sat til at passe plejepersonalets børn. Taknemligt indser han, at "den slags integration" må man naturligvis have noget mere af.
Gruppen mener også, at folk skal uddannes til at undgå at blive syge, og bagefter skal man efteruddanne dem til at blive gamle. Når man nu var så godt i gang kunne man egentlig ligeså godt efteruddanne dem til at undgå at blive gamle.
Og minsandten om ikke damerne i gruppe C er enige om, at det er på tide, vi får "en central registrering af folk, der vil afgive organer til transplantation …".
12 tilfældigt udvalgte damer fra hver sin ende af landet mødes til en konference, og da de får talt rigtigt ud, viser det sig, at de alle som én bærer på en drøm om en elektronisk transplantations-registrering, skønt deres egne organer tilsyneladende er intakte.
Eller gør de?
Har det måske også spillet en rolle, at gruppens leder, som først gav gruppen et diskussionsoplæg og siden nedfældede diskussionsresultatet i en grupperapport, at det just var bladets chefredaktør?
Og har det måske også spillet en rolle, at chefredaktøren ofte mødes i akademiet for fremtidsforskning med en dynamisk og progressiv doktor med moderne socialmedicinske teorier og en utrættelig hang til lange udredninger om sundhedsvæsenets behov for en gennemgribende strukturændring.
I fremtidsakademiets udsøgte kreds, hvor folkets fremtid gror, fremmaner doktoren over sjusserne dristige visioner om et nyt samfund, hvor folk uddannes til ikke at blive syge og efteruddannes til at blive gamle, hvor hele landet er ét stort Vodskov-projekt, og hvor man først og fremmest har en elektronisk transplantationsregistrering, så befolkningen kan udveksle nyrer med samme rasende hast som den, hvormed akademimedlemmerne i dag kan udveksle teorier.
Medarbejderen ved, at en af doktorens mest lydhøre beundrere i fremtidsakademiet er chefredaktøren, som gerne ser hans synspunkter omtalt i avisen, og medarbejderen kan ved læsningen forestille sig chefredaktøren udmale disse teoriers fortræffelighed for damerne i gruppe C med en så rivende tungefærdighed, at det måtte være en ualmindelig genstridig dame, som gjorde ophævelser over "den slags integration".
På den måde har chefredaktøren, som "naturligvis havde en holdning" fået "justeret sin opfattelse" af, hvilke emner avisen bør beskæftige sig med.
Hvortil nu hele dette spil? Havde resultatet ikke været det samme, hvis man havde fulgt den gamle chefredaktørs råd og lavet avis udfra sin egen mening om tingene, og kunne chefredaktøren ikke ligeså godt selv have meddelt sine medarbejdere doktorens teorier, ledsaget af en ordre om at give dem en gunstig omtale i avisen, fremfor at gå omvejen over damerne i gruppe C?
Næh, så enkelt er det ikke. For hvis han havde fulgt den tidligere chefredaktørs råd, så var hans private mening jo slet og ret - en privat mening. Når man publicerede den, eller gjorde dens tema til genstand for reportage, måtte man selv eller ophavsmanden stå til ansvar for den, og medarbejdernes behandling og læsernes stillingtagen måtte bero på en kvalitativ dom.
Men den unge chefredaktør er ikke særlig interesseret i private meninger i avisen. Han er interesseret i facts, navnlig facts om fremtiden og udviklingen. Han vil nemlig lave en avis, som er for fremtiden og med udviklingen for at citere nogle af de yndede slagord. Og via kvindekonferencen har han bidraget til, at hans mening - eller rettere doktorens - ikke bare er sådan en tilfældig mening, som folk kan tilslutte sig eller forkaste. Den er blevet identisk med "de faktiske forhold", med "udviklingen". Enhver, som læser konferencens grupperapporter kan jo se, at det er den vej, det går. For hvor fremtiden og udviklingen forkyndes, tæller den kvalitative dom ikke længere. Der er det afgørende, hvad flertallet siger, hvad der er sidste mode.
Medarbejderne tror ikke, at det er en bevidst manipulations-manøvre fra chefredaktøren. Han ved, at det hele foregår i al uskyldighed, for chefredaktøren svæver som mange af den moderne presses ledere i en vægtløs tilstand af ansvarsfri tro på objektiviteten.
Emnet for disse overvejelser er en standende diskussion mellem pressefolk om, hvorvidt journalistik skal være objektiv og registrerende eller subjektiv og engageret - eller rettere: hvorvidt det overhovedet er muligt at være objektiv. Diskussionen kan ikke affejes som uvæsentlig.
Når den alligevel bliver det, er det fordi der jongleres så naivt med begreberne. Ja, i grunden hænger det sammen med, at uenigheden er en skinuenighed.
Journalistik er efter min mening døgnets historieskrivning, og jeg forstår debatten om pressen som parallel til debatten mellem pragmatisk og eksistentialistisk (og ideologisk) historieskrivning. På den ene side historien "wie es eigentlich war", på den anden side synspunktet: "Der findes ingen historie, kun historikere", oversat: der findes ingen begivenheder, kun journalister.
Pressen er også historie på en anden måde. Den er selv historie, formet på historiens vilkår. Dansk presses forudsætninger i dag er vævet ind i vort århundredes politiske danmarkshistorie, og det må enhver kritik gå ud fra.
Pressen er vokset ud af forfatningskampen og systemskiftet. Den er hærdet i gnisterne fra kampen mellem Carl Plougs "Fædrelandet" og Viggo Hørups "Morgenbladet". Christen Berg og andre udplantede på få år kampberedte venstreaviser over det ganske land, og som reaktion mod venstreavisernes politiske defaitisme opstod efter nederlaget i 1864 det frie konservative og nationale Jyllands-Posten.
Sådan skabtes den politisk kæmpende og kritiserende presse, men ikke den moderne avis. Den fik først mæle, da landet med grundlovskampens afslutning gik ind i et nyt århundrede. I 1905 afløste Henrik Cavling Hørup på Politikens redaktørstol og skabte den moderne reportageavis, som alle i dag har vænnet sig til. Forbilledet var nok engelsk og amerikansk, men formen blev dansk, og selv den gule Hearst-presses indflydelse skabte ikke herhjemme det svælg mellem seriøse aviser og smudspresse, som kendes de fleste steder i udlandet. Den danske presses farve var mere jævnt sundt gråmeleret.
Reportageavisen afskaffede de lange ræsonnerende artikler af kritisk eller æstetisk indhold eller rettere henviste dem til dagens kronik, hvor de blev brudt om i bunden over to sider, så de ikke så så ufordøjelige ud. Reportageavisen lagde vægt på kendsgerninger, gerne livfuldt, men allerhelst kortfattet beskrevet. Læserne skulle hurtigt og let kunne orientere sig, et krav der er skærpet betydeligt med vore dages internationale nyhedsflom. Pressen ville orientere og underholde. Det betød ikke, at kritikken forstummede, men at den mere og mere rykkede over i reportagen, der blev en politisk uundværlig institution.
Når folk udenfor pressen bruger ordet pressefrihed, tænker de vel oftest på friheden til at trykke sin mening uden censur. Men det er jo ikke en frihed, som specielt pressen nyder godt af. Ja, havde vi i dag en Reiersen, så skulle han være i ualmindeligt ondt lune, om han to dage i træk fandt en moderne dagbladsleder så sindsoprivende, at den måtte forsynes med stemplet "Må ikke trykkes". Det er i ret høj grad enkeltpersoner udenfor pressen, som har overtaget den talentfulde kritik. Til gengæld har de fundet pressens spalter åbne.
Når journalister taler om pressefrihed, tænker de da også som regel på noget andet, nemlig friheden for nyhedsformidling, friheden og dermed forpligtelsen til at bringe kendsgerninger frem for offentligheden, også når de er ubehagelige for myndighederne eller for magtfulde interesser. Det er denne frihed, der som regel suspenderes først og eftertrykkeligst, når folkestyret sættes ud af kraft som under besættelsen. Kommer nyhederne først ud, kan folk jo selv danne sig deres mening.
Denne pressefunktion har i løftede stunder givet pressen tilnavnet "den fjerde statsmagt", og udtrykket dækker over en virkelighed. Det er ikke i kraft af sine kritiske kommentarer, den moderne presse forstås som en statsmagt på linie med lovgivende, dømmende og udøvende magt. Det er i kraft af sin reportage. Det er en af historien indbygget del af vort politiske system, at denne fri kontrol er til stede i retssale, i folketing, i erhvervslivet osv. Det er da også i erkendelse af denne funktions statspolitiske betydning, at journalistens ret til at beskytte sine kilder har vundet hævd i vor retspraksis på trods af borgernes generelle vidnepligt, og at folketinget har indført en lov om offentlighed i forvaltningen, hvorefter journalister kan fordre udleveret alle offentlige sagsakter og enhver tjenstlig korrespondance, der er ført mellem ministerielle eller kommunale embedsmænd.
Journalistikkens funktion som "statsmagt" forudsætter netop, at den ikke er en statsmagt som i østlandene, men at den er uafhængig af statsmagten. Selv holdes den ikke på plads af sin opgave af en rørende omsorg for demokratiets ve og vel, men af konkurrencen aviserne imellem. Gemmes eller syltes en prekær nyhed af den ene eller den anden grund, er der en iøjnefaldende risiko for, at den dukker op i et andet blad. Den uskrevne hovedregel er groft sagt, at alt, hvad der er væsentligt, skal skrives, og hvad det er, overlades naturligvis i høj grad til et skøn. Undtagelsesområder er det vanskeligt definerbare, der hedder privatlivets fred, og det mere konkrete, der hedder landets militære sikkerhedshensyn.
Journalistik er et i videste forstand politisk håndværk, hvis reportageideal kaldes objektivitet, og som ved sin samtidighed med historien øver kontrol. Hermed adskiller den sig fra historieskrivningen: I det kritiske valg af kendsgerninger kan journalisten ikke være bevidstløs med hensyn til virkningen af det, han skriver. Ofte sigter han på at rode op og øve pression, når han som det hedder i fagjargonen "kører en sag", blot han holder sin egen mening ude af reportagens formulering.
Det her anførte er et billede af det, jeg vil kalde "den gamle presse", selvom den ikke er ældre end vort århundrede. Dens gyldne regel er altså kravet om reportagens objektivitet - at den orienterende reportage og kommentaren holdes adskilte. Det engagement, der skal drive journalisten, er med et citat af tv-avisens chef "nysgerrighedens engagement".
Denne presse, som har været min egen arbejdsplads i 13 år, er tilvirket af historiske forudsætninger. Dens fag-etiske normer, der i virkeligheden ikke er så varierede fra avis til avis herhjemme, som det kan synes, er historisk og ikke ideologisk betingede. Man laver ikke bare avis ud fra en eller anden skøn idé, for man er ikke uafhængig af skik og brug - med et lidt finere ord: almindelig dansk presseetik. Den ofte ubevidste forudsætning for denne presseetik er jo, at pressen er vokset op med demokratiet og vokset sammen med det som en selvfølgelig forudsætning, og derfor har borgerne en historisk betinget ret til at stille visse krav til avisen. Vil man forlade forudsætningerne, må man gøre det på historiens vilkår i opgør med forudsætningerne.
Til den gamle presse henregner jeg stort set alle danske dagblade, bortset fra Information og Ekstra-Bladet, samt tv-avisen og radioavisen, dog med det meget væsentlige forbehold, at Danmarks Radio er et statsmonopol, hvad der begrænser den redaktionelle handlefrihed stærkt. Dens faste nyhedsudsendelser har imidlertid overtaget den gamle presses fag-etiske normer og søgt at leve op til dem med større eller mindre held.
Den gamle presses objektivitetskrav har været fundament for en håndværksmæssig hæderlighed, som har givet journalisten regulære arbejdsbetingelser og stillet regulære krav til ham i hans arbejde med kendsgerningerne. Det, der gør det muligt og fornøjeligt at løse en opgave, er jo altid at opgaven stiller ganske bestemte krav til én, som ikke kan tilsidesættes, uden at opgaven forrådes.
Alligevel kunne man. måske have fordret af den gamle presse, at den havde gennemtænkt, hvad den forstod ved begrebet objektivitet. God vilje kan blive et let bytte, hvis den i stedet for at gennemtænke sine forudsætninger blot gentager sine velmente påstande i den selvforsvarets uskyldighed, som er den skæbnesvangre følge af ulyst til radikalt selvkritisk arbejde.
Ulysten til at gennemtænke sit anliggende med anden alen end oplagstallenes tabeller har været skæbnesvanger. Den har ofte stillet den gamle presse unødvendigt intellektuelt svagt overfor det, jeg med et andet hjemmestrikket udtryk vil kalde "den ny presse"s forsøg på et opgør med objektivitetsmyten. Men hvad værre er: uskyldigheden er på vej til at gøre den gamle presse komplet hovedløs i sine forsøg på at følge med tiden og forny sig indefra. Det var det, min indledende beretning om kvindekonferencen skulle illustrere, og jeg skal senere vende tilbage til det. Den meget omtalte bladdød og pressekrise skyldes måske, at aviserne overflødiggør sig selv ved en grå ensartet kedsommelighed, fordi de løber efter de samme mode-påfund.
Den ny presse har stillet det spørgsmål til den gamle presse, som denne burde have stillet sig selv: Hvad er objektivitet? Hvad er saglighed?
Den ny presse kan ikke beskrives som en samlet gruppering i lighed med den gamle presse. Den er snarere et sæt temmelig teoretiske kommunikationsideer, som præger debatten om og i pressen. Teoriernes mest konkrete frugter er de udsendelser, som udgår fra fjernsynets kulturafdeling, der er Danmarks Radios største og mest magtfulde faktor, og hvis arbejdsområde er langt videre, end dens navn siger. Alle de mange udsendelser af aktualitetspræget indhold, som ligger udenfor den egentlige tv-avis, der redigeres af den forholdsvis lille aktualitetsafdeling, produceres af kulturafdelingen. Afdelingen er iøvrigt ikke domineret af journalister, men af seminarister og adfærdsvidenskabelige profeter. Desuden vil jeg pege på journalisthøjskolen i Århus som et ideologisk arnested. Kritikken kendes også fra tidsskrifter som Vindrosen og Politisk Revy.
Dens grundpåstand er, at journalistik skal være engageret, hvormed man i de kredse ikke bare mener optaget af den foreliggende sag, men ideologisk engageret. Den ved, at enhver sandhed er subjektiv, og dens subjektivisme er parret med den almindelige moderne tro på ideologiernes nødvendighed. Den gamle presses, eller som det hedder i kritikken "den borgerlige presse"s tro på objektiviteten er blot et skalkeskjul for at indsmugle et fordækt borgerlige ideologisk indhold i reportagen. For ideologi undgår vi ikke, så hvis reportagen påstår at være værdifri og uideologisk, er det bare en ideologisk påstand, der tilmed er uærlig. Den moderne kritik kan ved nærlæsning af pressens reportager fremdrage mange skjulte beviser på den gamle presses camouflerede indoktrinering. Amanuensis Niels Egebak på Århus Universitet har gjort denne syssel til en specialitet og kalder den semiologi.
- Se bare, hvordan pressen hele tiden støtter det bestående ved at beskrive det bestående, siger kritikken.
- Javel, kunne man svare, men når arbejdsopgaven går ud på at beskrive, så må man nødvendigvis beskrive det bestående eller det fortidige. Om fremtiden ved vi jo ingenting, og reportagens arbejdsområde er kendsgerningerne og ikke utopierne.
- Jamen vi anerkender slet ikke jeres tale om kendsgerninger, replicerer kritikken. Jeres kendsgerninger er ligeså fortolkelige som vores utopi. Der eksisterer ingen kendsgerninger udenfor subjektiviteten. Hvis I ikke er for os, er I imod os ...
Det sidste kan kritikken i og for sig have ret i, men da det ikke er indlysende, at man er imod den på dens egne ideologiske præmisser - i hvert fald kun indlysende, hvis man deler dens tro på ideologiens nødvendighed - kunne det være gavnligt at gå tilbage og se på præmisserne.
- Subjektiviteten er sandheden! hævdede Søren Kierkegaard, og siden har eksistentialister og subjektivister jublet med på dette omkvæd uden at forstå, at Kierkegaard talte opbyggeligt, at han ikke med sin subjektivitet ville opstille en ny lovmæssighed, som skulle konkurrere med objektiviteten. Med andre ord: Når subjektiviteten hævdes at være sandheden, så er det subjektivitetens ubeviselige påstand om sig selv, at den er det, og ikke en regel i almindelighed.
For subjektivismen, som den ytrer sig i teologi, filosofi, historie, undervisning og journalistik, betyder sætningen noget ganske andet end for Kierkegaard. Den betyder, at subjektet er sandheden - at der ingen sandhed findes udenfor mennesket, som derfor er sin egen skaber. For subjektivismen er læren om subjektiviteten som sandheden en lov i almindelighed, hvormed subjektivismen blot bliver en ny objektivisme, der i virkeligheden forstår mennesket som natur, fordi den forstår mennesket som sin egen herre, der har sandheden af sig selv og i sig selv. Om man taler om mennesket som ånd og eksistens eller om mennesket som natur, er ligegyldigt, når man mener det samme.
Når eksistenstialisten siger ansvar, er det tilmed meningsløst, for så taler han om mennesket som ansvarligt overfor sig selv. At tale om ansvar med mening i forudsætter imidlertid to instanser - den, der sætter ansvaret, og den, der sættes i den. At være sin egen herre, er det samme som at være sin egen træl, fordi ansvaret er elimineret.
- Jamen jeg mener virkelig, at ansvarsfølelse er en god og vigtig ting, indvender subjekti visten forarget. Vi skal opdrage til ansvarsfølelse.
Men det er blot subjektivistens svaghed for at psykologisere alle begreber. Ansvar har intet med ansvarsfølelse at gøre. Om tjeneren føler sit ansvar overfor herren, er ikke betingende for ansvaret, snarere en måde at smyge ansvaret fra sig på. Herren har sat ansvaret, og tjeneren er i det, hvadenten kan skøtter om det eller ej. Ansvaret er hans dom, hans frelse, hans grundvilkår.
At subjektiviteten er sandheden, betød for Søren Kierkegaard, at Gud er sandheden. Det var for ham tilværelsens hele og eneste vilkår. Det var det enkelte, private menneskes påstand om, at det ikke besidder sandheden, med ved Jesu Kristi død og opstandelse drages ind i den og dermed sættes i ansvar. Ved denne private påstand skal den enkelte vorde concret, vorde sig selv som den, der modtager livet og derfor står til ansvar for sit liv, sine handlinger og sine ord. Talen om, at subjektiviteten er sandheden kan aldrig blive en lov uden at fornægte sin egen påstand ved at blive objektiv. Den er slet og ret trosbekendelse. Derfor bekendes den på eget ansvar af deri enkelte, og det, den bekender, er den enkeltes ansvar. Når og hvor den bekendes, er den ikke det bekendende subjekts egen sandhed, men Guds, som sætter det bekendende subjekt i ansvaret. Det er ikke subjektet, der gør subjektiviteten til sandheden. Subjektiviteten er sandheden fra begyndelsen, fordi Gud har valgt at åbenbare sig i subjektiviteten og kun dér - fordi det er Guds vilje, at kun troen skal høre hans sandhed. "Gud er Gud, om alle land lå øde. Gud er Gud, om alle mand var døde", sang Peter Dass.
Det var vel for at få det sagt, hvad subjektiviteten er, hvad troen er, hvad menneskets vilkår er, når det spørger om Gud, at apostlene talte om den helligånd - i modsætning til journalisten Tage Elmholt, som i Kirkeligt Spektrums pinseudsendelse oversatte udtrykket Glædelig Pinse ved Glædelig kommunikation. Goddag mand, økseskaft! havde været ligeså velvalgt.
Når Gud har åbenbaret sig i subjektiviteten og kun dér, så er påstanden om, at subjektiviteten er sandheden, ikke nogen kristelig specialitet. Den er en sandhed, som omfatter alt og alle, hedninger og jøder og objektivister. Menneskets private påstand om at være privat og subjektivt, fordi Gud er sandheden og livet, kræver ganske suverænt at være absolut og totalt gældende. Mindre kan sandheden ikke nøjes med. Subjektivitetens sandhed er den enkeltes sag, men gør krav på alverden som Guds skabning. Den er grundvilkåret ikke blot for kristenheden, men for ethvert tilværelsesspørgsmål mellem mennesker, for ethvert spørgsmål overhovedet. Derfor gælder det, at subjektiviteten også er usandheden.
Når Gud sætter skel mellem sig og mennesket, sætter han samtidigt skel mellem menneske og menneske, mellem mennesket og hans sag og mellem mennesket og hans små-sager, så vi frit kan beskæftige os med sagerne som sager, der har konkret skikkelse og stiller konkrete krav til os og ikke som reduplikationer af vort eget subjekt. Når Gud har frataget mennesket al sandhed, har han samtidigt frataget verden og menneskets forhold til verden al sandhed, sat skabningen i sin skabte verden for at arbejde med den som en verden, der er skabt, og som vi derfor ikke skal bekymre os om at skabe i vort subjekts billede.
Gå da frit
enhver til sit
og stole på Guds nåde.
Da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn som Gud det vil
på allerbedste måde.
At være subjektiv er at vorde historie, i sin usikkerhed at blive placeret i historien, så man ikke som subjektivist skal forme historien udefra. Den er den subjektives egen historie. Som soldaten i geleddet kan han ikke formere kolonne, ikke se, hvor det fører hen, eller at det fører nogen steder hen. Han ser ikke historiens retning eller sammenhæng som sluttet formation, men ser alt gennem de nærmeststående. Og det, der er ham nærmest, og som han vokser sammen med i solidaritet, folket og slægten, må for ham være hovedsagen i historien, for han kan ikke hæve sig over sit sted i geleddet. Historien er konkret og har skikkelse, men ikke den samme skikkelse for enhver. Ansvaret er den enkeltes eget. Hvis han vil fortolke historien ind på en formel eller ud i skikkelsesløshedens spøgelsesagtige ligegyldighed, så standser historien ham med sit krav om respekt. Det gør den ikke, fordi den røber sit inderste princip for den indsigtsfulde, men fordi den er den enkeltes egen historie, som han ikke kan forholde sig overlegent fortolkende til. Han må selv tage del, og når historiens mennesker taler til ham ud af deres øjeblikkelige situation, så taler de også om hans liv og hans forudsætninger. Derfor tvinges han hele tiden til at samtale med historien i modsætning til den subjektivistiske historieskriver, der lægger vægten på sin egen fortolkning og derfor ikke kan føre nogen dialog med historien, men kun om historien (P. G. Lindhardt). For ham er historien død fortid, ligegyldigt samtalestof, som han kan fortolke som det passer ham, det døde ler, som han selv skal give form og indblæse liv med sit engagement, sin subjektivitet eller sin ideologi, så historien bliver nyttig og værd at beskæftige sig med. Subjektet er selv sandheden. Den, der derimod selv er med i historien, er udenfor sandheden og må møde historien på dens betingelser.
Overfører vi nu udsagnet om, at subjektiviteten er sandheden på journalistikken - som Kierkegaard ikke havde det mest hjertelige forhold til - betyder det altså ikke, at journalisten skal udtrykke sig selv eller sin ideologiske holdning i reportagen, men derimod det, at han selv er ansvarlig for det, han skriver. Og som ansvarlig kan han beskæftige sig med begivenhederne som begivenheder, hvis virkelighed møder ham og har skikkelse. Som sig selv og på eget ansvar kan han i optagethed af sagen berette, hvad hans erfarer, ubekymret af, om han udtrykker den absolutte sandhed, for den er hverken hos ham selv eller hos det beskrevne. Således kan han skrive sandt om det relative. Som subjektiv kan han forholde sig til kendsgerningerne uden at bemægtige sig dem, lade dem selv komme til orde. Så gør han gavn, og så har han glæde ved sit arbejde.
Men sådan vil den ny presse ikke kendes ved journalistikken. For den skal journalistikken være et engagerende våben på menneskets evige vandring mod sandheden, subjektets absolutte sandhed. Med sin marxistiske inspiration har den også overtaget den marxistiske selvmodsigelse, at historien ubønhørligt bevæger sig i den rigtige retning, hvadenten vi arbejder med den eller imod den, hvorfor vi - forstå det, hvem der kan - nødvendigvis må arbejde med den.
Det fører til journalistikkens evindelige kredsen om sig selv og sit eget arbejde, i stedet for at den beskæftigede sig med det spændende, den skulle berette.
Fjernsynets kulturafdeling beskæftiger sig meget med menneskets sociale adfærd, for det er jo på den, man må måle, hvor langt vi er kommet fremad. Begivenhederne har ingen interesse som begivenheder, men kun som dele af sociologiske mønstre. Mennesker har kun interesse som typer og som udtryk for gruppestandpunkter til belysning af adfærden. Alt er skikkelsesløst i denne skemaverden.
Og adfærden sættes til debat: vort kønsrollemønster, vort forhold til fremmedarbejderne og vor religiøse adfærd. Det er altsammen meget interessant, siger tv's medarbejdere og ønsker hinanden Glædelig kommunikation.
Men ind imellem betror de opstemte tungetalere os i indlæg i Politiken, at det slet ikke altid er så glædeligt at være helligåndens stedfortrædere. Det at kommunikere er en alvorlig sag. Man må jo gøre sig klart, at man påvirker som journalist, og påvirkning er farlig. Kulturafdelingens medarbejdere er sig deres ansvar bevidst. De ved skam godt, at de med deres lammende antenner og indtagende tv-tække kan sidde i København og "kolonialisere", som det hedder i det sprog. Helt ovre i Vestjylland ser man dem, og de er alvorligt bange for, at de dermed dræber lokale kulturer, men på den anden side er det jo vanskeligt at frede enkelte reservater, når mediet nu er der. Udviklingen kan jo ikke standses.
De laver også radiodiskussioner om kolonisations-problematikken, hvor folk fra de vestjyske reservater får lejlighed til at debattere med medarbejderne og i fuld offentlighed aflægge vidnesbyrd om deres religiøse tro, og medarbejderne vil gerne høre på dem, for de repræsenterer jo en gruppe. I hvert fald repræsenteres de af pastor Olsen. Og hvis der ikke bliver debat, kommer vi aldrig videre.
Medarbejderne ser gerne, at man debatterer deres arbejde, hvilket ikke skal forlede nogen til at tro, at de ønsker at blive sagt imod. Debatten er som bekendt ikke andet end pjat, for ingen interesserer sig for, hvad der siges. At analysere det, derimod, det er noget. Hvis en ung diskuterer med en gammel i fjernsynet, er det slet ikke deres synspunkter, man vil høre. Men diskussionen er et interessant eksempel på generationskløften, og bagefter kommer psykiateren Mogens Jakobsen på skærmen og forklarer årsagen til deres uenighed som aggressioner, der bunder i et forkvaklet socialt mønster.
Ét er i hvert fald fornødent for en alvorlig fjernsyns-medarbejder, der kender sit ansvar som påvirker og opdrager, som den, der skal give virkeligheden form og gøre den tv-egnet, så den kommunikerer rigtigt: Man må være mediebevidst. Man må vide, hvordan man virker, og det kan man undersøge. Der føres i de kredse en stadig og monoton debat om mediet. Det er ikke alle områder af virkeligheden, som er "medie-egnede", og hvad der er medieegnet i avisreportagen, er det måske ikke i tv- eller radioreportagen.
Det gamle journalistiske krav om at interessere sig for sagen med nysgerrighedens engagement, grave den frem og endevende den og stille spørgsmål til den, er veget for et krav om, at sagen skal redigeres, så den kommunikerer godt. Derfor skal journalisten være mediebevidst.
Nervøsiteten for at påvirke samtidigt med talen om, at man uundgåeligt påvirker - og at man så blot skal påvirke i den rigtige retning - oser af forløjethed og hyklerisk munkefromhed.
Men er der da nogen tvivl om, at journalisten som subjektiv påvirker?
Svar: Det gør han måske, men hvem har givet ham ret til at beskæftige sig med, at han gør det. Interessen for påvirkningen er jo dels udtryk for ligegyldighed med den sag, han som journalist skal belyse, dels røber den, at han vil løbe fra subjektivitetens ansvar og stille sig udenfor og ovenover historien. Hvis han forholdt sig til sagen som i egentlig forstand subjektiv og ikke til, hvordan modtageren modtog hans kommunikationsforsøg, så var det sagen selv, som stillede sine krav til ham, så var det sagen, han var ansvarlig for og ikke sin egen opdragende indsats. Påvirkningen bliver først et problem, når man gør den til et problem, men så bliver den det også.
Hvis subjektiviteten er det givne eksistensvilkår, hvorudfra vi skal virke med vores arbejde, så er subjektets sandhed blevet til ingenting, og al beskæftigelse med, hvorvidt vi påvirker, meningsløs. Al den tale om journalistens påvirkning er foragt for sagen, for journalistens arbejde og ikke mindst for det publikum, der skulle betjenes, men som reduceres til behandlingsobjekt for journalisten.
Hovne som jesuiter og fromme som tiggermunke docerer og debatterer den ny presses journalister deres kommunikationsproblemer, og navnligt vil de gerne drøfte indoktrinering med os. Da de selv har opgivet al interesse for sagen og sagerne for at hellige sig påvirkningsproblemerne, er de naturligvis meget optagne af, hvem der indoktrinerer mest.
Radiolytterne mødte i sommer en lille dreng, som var modsætningen til drengen fra eventyret om kejserens nye klæder, en dreng, som var fordærvet af de voksnes selvoptagethed.
Radioen fandt ham under et besøg på en københavnsk pjækkeskole. Jeg kan oplyse, at pjækkeskolen er et sted, hvor børn kan gå hen, når de pjækker fra deres egen skole. Det fremgik ikke om lærerne også var lærere, der pjækkede fra deres egen undervisning. Radioreporteren spurgte alle børnene, hvorfor de pjækkede fra skolen, og den omtalte 11-årige dreng svarede gravalvorligt:
- Det er al den indoktrinering.
- Journalistens stemme dirrede af forventning, da han spurgte: - Bliver I indoktrinerede? Hvordan foregår det?
- Jo, svarede drengen, først så skal vi jo lære både det ene og det andet. Og så skal vi ud og tjene penge bagefter.
Journalisten og drengen forstod givetvis hinanden. Journalisten havde jo også mødt kravet om, at virkeligheden skulle respekteres, og så skal man først lære både det ene og det andet. Men sådant kontant arbejde med stoffet er naturligvis en overflødig ulejlighed, når man sidder inde med sandheden. Så er almindelig oplysning om kendsgerninger indoktrinering, når de ikke tjener til støtte for sandheden. Ikke subjektivitetens sandhed - den kan man slet ikke sidde inde med - men subjektets sandhed.
Iøvrigt er det min erfaring, at når folk, som har et ærligt arbejde, hvadenten de er præster, lærere eller journalister, begynder at gøre sig skrupler angående selve faget og deres ret til at udøve det, så er det altid et forsøg på at blæse sig selv op, en forkælet, selvforgabet ulyst til at beskæftige sig med den foreliggende opgave. Skruplerne skyldes, at virkeligheden, arbejdet og tilværelsen ikke er god nok, som den er. Anfægtelserne på fagets vegne hænger sammen med, at man ikke er anfægtet angående sig selv. Det gælder selvfølgelig ikke betænkeligheder over, at faget korrumperer, fordi det ikke vil være, hvad det er.
Det har tit slået mig, som Luther i forhold til f. eks. Philip Melanchton havde frimodighed til uanfægtet at gøre sit arbejde, der var at forkynde sandheden, uanset hvad det skulle koste. Det var jo ikke fordi Luther ikke var noget skrupuløst gemyt, tværtimod. Men hans anfægtelser gjaldt ham selv, ikke hans opgave. For opgaven forelå på forhånd, og den kunne han ikke ændre noget ved.
Fastholder vi nu, at subjektivitetens sandhed ikke kun omfatter den bekendende som en kristelig specialitet, men omfatter hele den skabte verden, så er denne opgaves forudgivne krav ikke noget enestående ved den opgave at forkynde Guds rige. Også journalisten har fået sit arbejde af Gud, for at han skal holde op med at beskæftige sig med sig selv og gå i gang med at beskrive og kritisere de spændende ting, som sker omkring ham, uden at bemægtige sig virkeligheden.
Hvordan har nu den gamle presse med dens oprindeligt hæderlige objektivitetskrav reageret overfor den ny presses krav om, at journalisten skal udtrykke sig selv og sin sandhed i reportagen?
Desværre mest ved jeronimusagtige kommentarer om det venstreorienterede fjernsyn, som indoktrinerer i stedet for at dele sol og vind lige. Man kræver af fjernsynets profeter, at de afbalancerer reportagen, så den bliver "objektiv", dvs. at den påvirker lige meget til højre og venstre, og man laver undersøgelser og opstiller skemaer, som viser, at der er procentvis flere udsendelser til venstre end til højre, hvordan man så regner sådan noget ud. Pjat er det, ligesom det, der kritiseres. Den gamle presse har i sin fornærmethed bare overtaget hele tilværelses-billedet og påvirkningsfilosofien fra den ny presse.
Når den gamle presse ofte intellektuelt står så svagt i debatten, hænger det nok sammen med, at det ikke står for godt til med dens egen selvforståelse.
Den har ikke til bunds gennemtænkt sit krav om objektivitet, men bare gentaget det, og resultatet er blevet en dogmatisk objektivisme, som gør de objektive nonner, de faktiske forhold, til noget aldeles entydigt, som kan registreres uden ansvar for det skrevne.
Den bladskov, som voksede op overalt i landet efter systemskiftet fulgte rimeligt nok, i betragtning af den historiske situation, partiernes skillelinier. Forfatningskampen havde været partiernes kamp, og det var stadig dér fronterne gik. Derfor fik vi det såkaldte fireblads-system, hvor hver købstad med respekt for sig selv havde fire aviser. Mange havde ved at bære til det politiske bål, som siden ulmede ned. Kampen mellem de unge partier havde endnu bevaret sin friskhed, og baggrunden for reportageavisens krav om en saglig og objektiv behandling af kendsgerningerne var faktisk den, at avisen var der, fordi den bagved det hele stod for en sag.
Sådan er det ikke mere. Forskellen mellem partierne er ikke til at få øje på. Resultatet er blevet, at firebladssystemet er en saga. Bladdøden har ført pressen hen mod færre og større aviser. Samtidigt frigør den eksisterende partipresse sig i stigende grad fra partierne. Redaktionerne står så frit af udefra kommende interesser som nogen sinde, og alle betingelser for at kritisere og polemisere frit skulle være til stede. Men manglen på friskhed og talent i kritikken er påfaldende. Det kan ikke bebrejdes pressen, at den ikke har holdt fast ved de gamle partibåse, som er døde og ligegyldige - tværtimod. Men partierne var jo engang blot den øjeblikkelige tumleplads for folk, som havde en sag at slås for. Det kan altså være det, der er i vejen - at den nuværende gamle presse ganske som partierne ikke har nogen sag at slås for, at den slet ikke agter slagsmålet.
Og det er sagen. Den gamle presse forstår stort set sig selv som sagesløs. Den pukker på sin objektivitet, sin rummelighed, sit frisind. Og vist er det, at rummeligheden i avisernes debatspalter er stor, hvorved der i nogen grad kompenseres for den stadige indskrænkning af avisernes antal. Hver gang et blad afgår ved døden, erklærer de overlevende, som derved styrkes eller i hvert fald får forlænget fristen, da også fromt, at det giver dem en øget forpligtelse til rummelighed.
Desværre hænger rummeligheden i høj grad sammen med, at redaktionerne ikke tager debatten så alvorligt, at de selv tager del i den. Debat er noget, man skal have i en avis, fordi det er godt læsestof, og en garant for avisens frisind, og herudover rager debatten ikke avisen så meget, at den selv debatterer med. Rummeligheden skyldes ofte, at der slet ikke er noget rum.
Men hvordan kan pressen stille sig sagesløs an? Hvordan kan den ophæve sig selv til et neutrum? Det kan den, fordi dens sag er objektiviteten, kendsgerningerne, de faktiske forhold - ikke bare den journalistiske håndværks-objektivitet, som møder virkeligheden og for egen private regning og risiko beskriver den, kritiserer den og gør op med den i den skikkelse, den nu engang har - men den ansvarsbefriede objektivitetstro, troen på sagligheden, uden at sagligheden er sat af en sag. De faktiske forhold er nemlig ikke bare uden videre de faktiske forhold. De faktiske forhold er identiske med udviklingen og fremskridtet, den økonomiske vækst osv.
Det viser sig bl.a. i pressens overvældende interesse for erhvervslivet, for planlægningen og for teknologien, ikke bare for de tekniske landvindinger som spændende fænomener, der kan beskrives og strides om, men for selve teknologien som styrende princip.
Den moderne avis skal med et moderne ord være fremadvendt. Det er den ikke nok at være døgnets historieskrivning, spejl og kritiske vagthund. - Vi skal lave avis for fremtiden! lyder et af de slagord, man som journalist ikke kan undgå at høre i tide og utide. Den mest moderne pressejargon er ikke til at skelne fra sociologiens og erhvervslivets, og det er ikke tilfældigt. Bevidst har man overtaget erhvervslivets og sociologiens salgsfilosofi.
Ved statistiske markedsundersøgelser finder man ud af, hvilke målgrupper, avisen skal henvende sig til. En målgruppe kan f. eks. være funktionærstanden. Den er i vækst, og den bejler man følgelig til. Man undersøger målgruppens behov, og så indretter man avisen efter det.
Behovsanalyserne omsættes i skemaer over, hvilke stofområder, hvilke emnekredse, der må betragtes som højværdistof og lavværdistof efter pointsystem, hvorefter stoffet kan tilrettelægges, så det kommunikerer. Smart, fikst, strømlinet søger pressen at tækkes enhver.
Media-indexet, den statistiske kortlægning af forbrugervanerne, rider pressen som en mare. Det er et tyranni uden pressehistorisk sidestykke, holdningsløshedens tyranni.
"Naturligvis har vi en holdning, men vi må justere vores opfattelse" - tækkes læserne.
Ejendommeligt nok har det sjældent været noget uoverstigeligt problem for en avis eller dens medarbejdere, at nogle medarbejdere var i opposition til avisens af chefredaktionen fastsatte linie. Man havde dog den mulighed at protestere, og selvom protesten ingen virkning havde, så vidste man dog, hvor man havde hinanden. Folk, som man er åbenlyst uenige med, kan man godt samarbejde med og stole på.
Den moderne dagbladsledelse kan man ikke være uenig med, for den har jo ikke nogen holdning. Den henviser til "de faktiske forhold", som de fremgår af skemaer og analyser af målgrupperne. Og vi kan vel være enige om, at avisen skal kommunikere, at den skal sælges? Du vil da gerne stadig have udbetalt din løn, hvabehar?
Selvfølgelig vil man gerne det, og selvfølgelig skal avisen redigeres læseværdigt og være velskrevet, så folk gider købe den. Men det er slet ikke dér, problemet ligger. Det er ikke den gamle diskussion om, hvorvidt avisen skal være kommerciel og underholdende, om publikum "skal have, hvad det kan lide". Der har også tidligere været udgivet underholdningsblade, som ikke primært sigtede på at orientere eller kritisere, men jeg tror som regel, at deres tilblivelse skyldtes bladfolk, som selv fandt det sjovt og underholdende. Man lavede en avis, som man selv troede på, hvadenten den var såkaldt seriøs eller underholdende, og så håbede man på, at tilstrækkeligt mange var med på spøgen.
Den moderne dagblads-kommercialisme er ikke selv med på spøgen. Den måler sig frem til, hvad målgrupperne ønsker. Måske ønsker de noget andet i næste måned. S'gerne, det klarer vi.
For nogle år siden indskrænkede målingerne af læsernes vurdering og ønsker sig på det omtalte dagblad til, at man spurgte folk, hvad de var utilfredse med, når de opsagde abonnementet. En læser gav det pudsige svar: - Jeg synes, nyhederne er så triste . . .
Det lo man meget af den vinter. Få år efter lo man ikke længere. Læserundersøgelser viste nemlig nu, at mange fandt nyhederne for triste, for negative. Og vist er der ikke meget at le ad, men avisen kan jo strengt taget ikke gøre noget ved, at folk kommer af dage ved krige og togulykker.
Det kunne den nu alligevel. Chefredaktionen forordnede, at fremtidigt skulle alle overskrifter så vidt muligt have en positiv formulering i stedet for en negativ. Til skræk og advarsel fremdrog man en overskrift i avisen, som sagde, at vi ville få dårligt bilføre på vejene i vinter. Der burde have stået: Vi får en hvid jul.
Sådanne kuriositeter kan man more sig over, men jeg forsikrer, at morskaben kender en grænse. Det hele bunder jo i en flertalsfølgagtighed og holdningsløshed, som ejendommeligt nok knyttes sammen med fraser om at lave avis for fremtiden.
Det har undret mig, at de, der taler om avisen for fremtiden, ikke har opdaget paradoxet. Det eneste, vi ved om fremtiden, er, at vi ingenting ved om den. Derfor er den, der klamrer sig til sociologiske undersøgelser, uhjælpeligt henvist til at sjoske bagefter. Fortid bliver ikke fremtid af, at man forlænger kurverne. Det bliver den blot mere fortidig af. Den "fremadvendte" presse er bagstræber og eftersnakker. Følgagtighed bryder ingen nye veje. Den, der ville redigere en avis for fremtiden, måtte jo tro på en sag og vove pelsen. Brød han igennem med en reaktion, vakte han noget slumrende tillive hos dem, han skrev til, ja da havde han lavet en avis for fremtiden. Han var selv fremtiden.
Og den fornyede gamle presse er også fortid i et videre perspektiv, et helt århundrede bagefter. Det er det forrige århundredes udviklingstro og fremskridtsoptimisme, der plager den. Det er hegelianismens tro på verdensudviklingen og den objektive ånd. Til syvende og sidst er det sort middelalder - altsammen i en naivt uskyldig udgave, som slet ikke er sig sine historiske forbilleder bevidst. Når man har så travlt med fremtiden, kan man jo ikke også få tid til at beskæftige sig med sine fortidige forudsætninger.
Hertil kommer så den ironiske biomstændighed, at de omtalte markedsundersøgelsers værdi forekommer mig overordentligt tvivlsomme. Man tager dem til sig, hvor de passer én, og man læsser sine egne teorier og fordomme ind i de spørgsmål, man stiller læserne, og i de svar, man får tilbage, ganske som tilfældet var med den i indledningen omtalte kvindekonference. Media-princippet kan dog i hvert fald opvise ét konkret resultat. Det har tjent til at fratage avisens ledelse ansvaret for en holdning, og det passer ledelsen godt.
Avisen lægger vægt på saglighed, men den har ingen sag, og sagerne rager den ikke. I stedet for sagen interesserer den sig for sit image. Som en moderne bladmand sagde til mig for nyligt: - Glem vore idealer som borgerlig avis. Dem ved vi jo, at vi har. Men det er vigtigt, at vi giver os selv et image, så folk kan se, at man godt kan være borgerlig, samtidigt med at man er moderne og fremskridtsvenlig .. .
Jo, det går fint med at kombinere smagsingredienserne, når den moderne avis skal røre sit image sammen i media-index'ets gryde.
Jeg skal ikke nægte, at følgerne af den moderne presses udvikling efter min mening træder tydeligt frem i dens holdning eller mangel på holdning til spørgsmålet om Danmarks eventuelle indtræden i Fællesmarkedet. Her har pressen fulgt trop med politikerne, men pressen har måske været særligt disponeret for holdningsløshed på forhånd.
Man kan i det spørgsmål have den holdning, at man for fremtidsdrømmen om et samlet Europa er villig til at give afkald på det, man har, sin nationale suverænitet, landets frihed til selv at bestemme, hvordan det vil indrette sig. Eller man kan vælge suveræniteten bevaret. Valget er historisk og må træffes på historiens betingelser.
Den danske presse har ikke truffet noget egentligt valg. Den har søgt at bortforklare, at der foreligger et valg, at det overhovedet er et spørgsmål, som oplyste mennesker kan være uenige om. Den har henvist til udviklingen. Den har talt om fremtiden for det danske erhvervsliv - noget man tilsyneladende ved ligeså lidt om som alt, hvad der iøvrigt hører fremtiden til. Den har talt om økonomisk vækst og økonomisk stagnation. Den har ikke talt om sin tro på Europa, men henvist til den europæiske nødvendighed. Enhver kan jo se, at udviklingen går i retning af større integration, større enheder osv. Den har fulgt sin efterhånden søvngængersikre vane at henvise til det indlysende, det faktiske, det indforståede, det videnskabeligt beviselige, det objektive - til udviklingen.
I reportagen har det bl. a. vist sig ved, at det konkrete valg mellem Danmark og Europa overhovedet ikke behandles. Den afgørelse, som historiebøgerne engang skal behandle: nationalstatens og dermed danmarkshistoriens ophør eller fortsættelse, det er ikke stof. Derimod splittes sagen op i specialområder, der behandles hver for sig, hvorved reportagen afskærer sig selv fra det væsentlige. Spørgsmålet om nationens eksistens konverteres ved denne arbejdsmetode til spørgsmål om, hvorvidt en indlemmelse bliver til fordel for sociallovgivningen, ægeksporten og isenkrambranchen. Dette fif har også tv benyttet i sine høringer.
Og for at vise, at man skam godt ved, at der er mere mellem himmel og jord end flæskepriser, rangeres folkelighed, kultur og religion ind på linie med grovvarehandel og industri.
Valgets ansvar, det ubønhørlige, de benhårde realiteter, abstraheres ud i detaljernes mangfoldige intethed, analyseres til atomer, når selvmordets fordele og ulemper afvejes.
Af hensyn til "det faktiske", som er udviklingen, har pressen manipuleret med de faktiske kendsgerninger - i nogen grad ved det, den har skrevet, ved forvanskende overskrifter og opsætning, men mest ved det, den har fortiet. Ekstra-Bladet har haft gode dage, ene om at varetage den kritiske boring i nyhederne. Som situationen er blevet tilspidset hen mod folkeafstemningen er parlamentarismen suspenderet i folketinget, fordi der er etableret politisk borgfred om det ene fornødne, så der reelt ingen opposition findes udenfor Socialistisk Folkeparti. På samme måde peger tendensen i øjeblikket mod en ophævelse af pressefriheden, der er så langt mere uhyggelig, som den sker uden noget tryk udefra. Friheden udhules indefra.
Måske havde man egentlig lyst til at følge det gamle vagthundeinstinkt og grave skandalerne frem af politikernes prydelige blomsterbede, gennemhulle deres løgn og fortielser, men i denne situation må man jo tænke på påvirkningen. Man står ikke frit til at kritisere, for den negative kritik kan få for alvorlige konsekvenser i forhold til det ene fornødne.
Se nu blot til den unge chefredaktør med damekonferencen. Han havde som udenrigsredaktør på få år mobiliseret alle de synspunkter vedrørende fællesmarkedet, som er muligt. Da udnævnelsen til chefredaktør traf ham, var han nærmest imod og skrev kommentarer om faren ved at binde landet til en politisk magtblok. Men han var utilfreds med, at andre fællesmarkedsmodstandere efter hans mening ikke argumenterede begavet. Han foreholdt mig vigtigheden af, at man argumenterede begavet. Følelsesbetonet argumentation var ikke begavet.
Og så smerteligt var ham savnet af en begavet modstander-argumentation, at han 14 dage efter udnævnelsen til chefredaktør vendte avisens kurs og i en bombastisk opsat leder på forsiden erklærer sig som fællesmarkedstilhænger. - For modstanderne har ikke argumenteret begavet og overbevisende for deres sag. - Og nu må vi erkende, hvilken vej det går. - Vi kan ikke stritte imod udviklingen . . .
Den unge chefredaktør kunne ikke længere tillade sig sin hidtidige uforpligtende leg med standpunkter og meninger. Han havde nu et lederansvar, og det forpligtede ham på udviklingen.
På alle blade sidder der journalister i dag, som ved om ting og sager, der ville være gefundenes Fressen i normale tider, men de ved, at der er ikke spalteplads for dem. Pressens kontrollerende politiske funktion er ganske enkelt lammet. Fortielsen, som forlængst anses for en taktisk dyd i det politiske liv, er ved at blive et presseprincip. Pressen er politiseret. Den ideelle journalist er ikke mere det kiplingske desmerdyr, som drevet af nysgerrighedens engagement følger parolen: "Løb hen og hit ud af det". Han skal være på den rigtige side og forrest i udviklingen.
I stedet for at opsøge debatten, hvor den var, og sætte kniven på politikernes ømme steder bliver pressen mere og mere positiv. Negativiteten har været dens bannermærke, og pressen har tidligere været fri i sin kritik, fordi kritikken ikke medførte en forpligtelse til at fabrikere færdige alternative løsninger. Kritik bør kun være forpligtet på kritikkens egen saglighed, og derfor er det ikke alene kritikkens ret at være negativ, men dens eneste reelle mulighed. Men af hensyn til udviklingen må vi være positive. Pressen sjofler debatten ved ikke at tage del i den. Med sin forståelse af debat som et hobbypræget spilfægteri, der nu engang hører hjemme i spalterne, har den vel givet plads for debat, når det ikke gik for vidt.
Men det kunne også gå for vidt. Hvis nogen nemlig tillod sig at fremture med private synspunkter, som at det danske folk i grunden selv råder for sin videre skæbne, der ikke nødvendigvis er knyttet til, hvad andre finder for godt at kalde udviklingen. Hvis nogen ovenikøbet i alvorlig optagethed af sagen, fordi den var nogens egen sag, fremturede i en upoleret tone, så var fanden løs.
Da Søren Krarup i sin faste kommentarspalte i Jyllands-Posten sammenlignede Nyboe Andersens hånlige karakteristik af et frit, selvstændigt Danmark som et "folkeligt reservat" med dr. Bests vending "dette latterlige lille land", brød en sådan orkan af hysteri og borgerlig forargelse løs i pressen, at både den direkte implicerede og en del af den øvrige, at det måtte virke chokerende på den, som ikke kendte den samme presses strømlinede forståelse af debat og saglighed - og endogså på ham.
Hujende svingede Gentlemen of the Press med Emma Gads "Takt og Tone", mens de spyede edder og forgift og perfide skældsord. At der for en stor del var tale om en organiseret forargelse, er jeg overbevist om, selvom jeg ikke kan dokumentere det. I hvert fald er det givet, at da strømmen vendte, og reaktionerne mod forargelsen begyndte at strømme ind i form af læserbreve, lukkede Jyllands-Posten for videre debat. Og sikkert er det også, at indflydelsesrige kræfter arbejdede på at udelukke den formastelige fra mere at udtale sig for det forum. Kun en rest af hæderlighed personificeret i en enkelt mand og skrækken for direkte at blive udhængt for meningstyranni forhindrede denne disposition.
Hvad var det, der var krænket?
Det var selve pænheden, bedsteborgerligheden, objektivitetens og udviklingens jordiske inkarnation. Objektiviteten kan nok tolerere debatten, skønt debatten, som jo er subjektiv, ikke rager den. Men debatten må kende sine rammer. Den må ikke kaste skidt på verdensånden og verdensordenen. At man debatterer, fordi man udfra sin holdning og med hele sin person står inde for det, man siger, eller fordi ens eksistens er truet, fatter objektiviteten ikke, for den står ikke for noget personligt, har ingen eksistens. Den kalder det for følelsesbetonet. Selv har den sit image at tage vare på. At holdningen skulle kunne få konsekvenser for sin mand, fatter den ikke. Dens egen holdning består jo blot i et udvalg af flatterende teoretiske etiketter. Det, som Søren Kierkegaard kaldte: at træde i Caracteer, at holdningen får konsekvenser for sin mand, medfører handling, er den fremmed. For den har ingen karakter at træde i.
Slagsmålet om fællesmarkedet hæver pressen sig op over ved at undlade at tage reelt stilling til sagen og i stedet vise læserne gallup- og observa-undersøgelser, der viser, hvilken vej det går. Succes er det eneste kvalitetsmål, den kender.
Talmajestæten regerer.
Et konkret forhold, som ikke er almindeligt kendt, bør også omtales her: De store danske dagblade, hvis hæders-mærke det traditionelt har været, at de holdt redaktionelle og annoncemæssige interesser skarpt adskilte, og at den redaktionelle holdning følgeligt var upåvirket af økonomisk pres, har gennem længere tid entreret med reklamebureauer i fællesmarkedslandene om annoncekampagner for de store europæiske virksomheder, der vil slås om det danske marked, hvis vi indlemmes. Det er millionbeløb, pressen her har stillet sig selv i udsigt, og denne kendsgernings indflydelse på redaktionernes vurdering trådte i et glimt frem ved den panikagtige reaktion på statsminister Krags fastlæggelse af folkeafstemnings-datoen til den 2. oktober. Pressen, som generelt er i økonomiske vanskeligheder på grund af store omkostningsstigninger, følte denne udsættelse af afgørelsen belastende og frygtede navnligt følgerne af den norske folkeafstemning.
Til læsernes utvivlsomme forbløffelse skrev næsten hele pressen rasende ledere om den tilsyneladende ligegyldige omstændighed, at folkeafstemningen efter 13 år udenfor fællesmarkedet skulle finde sted 14 dage senere, end pressen havde regnet med. Det var et spørgsmål, om erhvervslivet kunne holde til at vente de 14 dage på en afgørelse. Det største problem i den forbindelse var måske, at pressens endelige aftaler med fællesmarkedsbureauerne skulle udsættes et par uger og efter et norsk nej overhovedet blev tvivlsomme.
En enkelt hæderlig undtagelse i den borgerlige presse var ejendommeligt nok BT, som gjorde opmærksom på, at datoens fastlæggelse til efter den norske afstemning var betinget af et konkret løfte fra regeringen til regeringspartiet og befolkningen, som statsministeren umuligt kunne svigte.
Man kunne forvente, at skelen til den slags hensyn medførte nogle samvittighedskonflikter for en presse, som virkelig stort set har holdt sin sti ren i så henseende. Jeg kan ikke granske chefredaktionernes hjerte og nyrer, men jeg tror ikke, konflikten har plaget dem. For alle hensyn er jo i dette spørgsmål underordnet udviklingen og nødvendighedens lov.
Jeg har spekuleret på, hvad disse udviklingstroende pressefolk vil sige, hvis folkeafstemningen siger nej den 2. oktober, hvis historien simpelthen ikke følger nødvendighedens lov. Min fantasi rækker ikke til at forestille mig pressens reaktion, men den måtte vel nærmest gå på, at udviklingen er gået imod udviklingen.
Hvad jeg her har sagt om pressen, sigter ikke til mine dagbladskolleger, som i de fleste tilfælde udfører et hæderligt journalistisk arbejde, men til sælgersmarte, moderne bladledere, som med deres tyranniske holdningsløshed er på vej til at korrumpere pressen. Det bør også tilføjes, hvad der vel er en selvfølge, at min kritik er baseret på mine personlige erfaringer, som i enkeltheder er lokale. Tendensen er imidlertid almindelig, selvom den ikke ytrer sig lige grotesk alle steder.
Man bør besinde sig på, at debatten mellem den subjektive og den objektive presse er en skindebat, for der er enighed om det væsentlige, selvom udtryksmåden tager sig lidt forskellig ud. Enighed om at forstå sin historie som udvikling og ikke som Øjeblikket, som det sted, der er udenfor sandheden, og hvor mennesket derfor står til ansvar overfor sandheden. Udviklingen kender sandheden, besidder den. Den, der retsløst eller engageret følger udviklingen, må forstå sig selv som uansvarlig og er i egentlig forstand historieløs.
Subjektivismen er bare forklædt objektivisme, fordi påstanden om, at subjektiviteten er sandheden, er blevet en lov i almindelighed. Objektivismen på sin side er bare forklædt subjektivitet, der ikke vil vedkende sig subjektivitetens ansvar og derfor påberåber sig flertallet, statistikken og indkalder til damekonferencer. I begge lejre råbes der på saglighed, men den historieløse og sagesløse saglighed er ikke andet end propaganda.