Tro og forståelse
Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1954, s.45-54. Foredrag på Krabbesholm 1953.
Forholdet mellem tro og forståelse er et problem, der til alle tider har fulgt evangeliets forkyndelse. Problemet har to sider, for det første forholdet mellem tro og forståelse indenfor selve det komplex, som den troende forståelse af livet er, og for det andet forholdet mellem denne og den forståelse af livet, som hvert menneske naturligt møder op med, og som har fundet explicit form i filosofien og den humane livsforståelse. Disse to sider hænger nøje sammen. Problemet er tilstede til enhver tid, og hvert menneske, der overhovedet er kommet i berøring med den kristne tro, må nødvendigvis på en eller anden måde - explicit eller implicit - gøre sig rede for det. De overvejelser, som her fremlægges - jeg understreger ordet overvejelser, de er og vil ikke være andet og mere - er udsprunget af, at problemet er blevet akut for forfatteren ved mødet med en human existensforståelse, der i mange henseender siger ting, der i høj grad ligner, hvad den kristne tro siger om de samme ting, nemlig existensfilosofien. Med hvad ret taler denne, som den gør? Siger den virkelig ting, som har slægtskab med troens påstande, eller er ligheden blot skin? Hvad har man på forhånd ret til at vente af filosofien, og hvad skal man ikke vente sig af den? Det er spørgsmål af denne art, som danner baggrunden for dette forsøg på en principiel redegørelse på forholdet mellem tro og forståelse.
At existere som menneske er ensbetydende med at samtale med Gud, således at Gud er den overordnede samtalepartner, der fordrer svar af mennesket på sin tiltale, og fordrer, at mennesket skal svare ved at have sit liv i samtale med medmennesket. Guds tiltale er forståelig for mennesket - er ikke tiltale, uden at den er forståelig - og mennesket svarer ved at forstå den og forstå sig selv i den, og denne forståelse er menneskets existens. Forståeligheden er en forudsætning for svaret, og den er derfor givet sammen med tiltalens fordring om svar. Den er ikke en egenskab ved tiltalen, men er selve tiltalen, som blot består i, at Gud gør sig forståelig. Forståelsen er selve tiltalen set under et bestemt aspekt, og menneskets forståelse er identisk med dets svar set under samme aspekt. Mennesket skal altså ikke først ved selvvirksomhed gøre Guds tiltale forståelig for sig, men den forståelse af Guds tiltale, som dets existens er, skal det selv overtage, sige ja til i anerkendelse af den forståelighed, som forud findes i tiltalen. Menneskets forståelse er således en lydighedshandling, dog netop ikke på den måde, at det bøjer sig for et uforstået eller uforståeligt autoritativt ord, men således, at det i lydigheden virkelig forstår den tiltale, som i forvejen er fuldt forståelig. Guds tiltale til mennesket lyder gennem skabningen og lyder derfor på en sådan måde, at mennesket ikke kan undgå at møde den, hvorhen det end vender sig, da det jo ikke kan flygte bort fra skabningen eller fra selv at være skabning. Og denne tiltale lyder fra verdens skabelse af; den er altså ikke først begyndt at lyde på et vist tidspunkt i menneskeslægtens historie, ej heller har den indskrænket sig til at lyde til tider, da der fandtes særlige forudsætninger for at høre den. Der har ikke været nogen mytisk tidsalder, da den ikke lød, og da mennesket derfor med nødvendighed holdtes omsluttet af verden på den måde, at det var nødt til at identificere skaberen og det skabte. Og heller ikke har mennesket kun til visse tider været så religiøst eller filosofisk udviklet, at det var i stand til at fatte denne tale - det er f. ex. ikke sådan, at mennesket først fatter denne tiltale fra det øjeblik, da det er blevet så fornuftigt, at dets sprog indeholder et ord for Gud - og det er heller ikke sådan, at det enkelte menneske gennem åndelig vækkelse må hente sig forudsætning for, at Guds tiltale skal lyde til det gennem den skabte tilværelse, men der er ikke og har aldrig været menneskelig existens, uden at denne guddommelige tiltale lyder og har lydt. Omvendt har der heller ikke engang i fortiden været en tid, da Gud talte igennem skabningen, men nu gør han det ikke længere. Det er ikke sådan, at der har været en mytisk tidsalder, hvor der var noget, som kunne kaldes Guds tale, men nu er den afløst af en reflekteret videnskabelig tidsalder, hvor der ikke findes guder, som taler, men både i mytiske tidsaldre og i reflekteret videnskabelige taler den samme Gud gennem skabningen og siger akkurat det samme. Og det er heller ikke sådan, at Gud på grund af menneskets uvilje mod at høre og svare eller måske i fortrydelighed over, at mennesket ikke mener, at han er til, er ophørt med at give sig selv vidnesbyrd, men også i den verden, som mennesket har udryddet alt guddommeligt af, lyder Guds tiltale og lyder ligeså forståeligt. Gennem den skabte tilværelse - denne forstået både som natur og historie - siger Gud, at han er menneskets Gud, og at mennesket tilhører ham. Og idet Gud siger det, fordrer han af mennesket, at det skal sige ja til det eller - hvad der er det samme - at det skal ære og takke ham som Gud, hvilken fordring samtidig er forståelig som en indbydelse til at således leve sandt menneskeligt. Den skabte verden taler til mennesket om Guds storhed og hans velgerninger og opfordrer derved mennesket til at svare ved at ære skaberen og takke ham. Skabningens skabthed er i sig selv en forståelig tale, der viser bort fra den selv og hen til skaberen, og skabningen kan ikke andet end bære dette vidnesbyrd om skaberen. Skabt heden er i sig selv en lovsang til skaberen, og skabningen hviler i sin bestemmelse, idet den ved sin skabthed peger hen på skaberen og vidner om hans magt. Den skabte verden er således ikke stum og passiv, idet den fremtræder for menneskets blik; den overlader ikke til menneskets eget initiativ at slutte fra skabning til skaber; ikke heller stiller skabningen mennesket foran en gåde, som det skal gætte, det skal ikke foretage et spring ud i det uvisse og dunkle for at komme fra det skabte til Gud, men skabningen så at sige tager det ved hånden og fører det ved sin forståelige tale til skaberen, fører det frem til forstående at høre skaberen selv tale til sig i dens ord. Ved at være skabt lovpriser skabningen skaberen og opfordrer derved mennesket, der ser den, til at synge med i denne lovsang. Og ved at være såre god udtrykker den skabte tilværelse en forståelig fordring til mennesket om at takke Gud for hans evige guddommelighed, hvormed han skaber af intet, og kalder det, som ikke er, som om det er. Ved at være såre god og ved at samvirke til gode for mennesket vidner skabningen om Guds godhed, og idet mennesket forstår, at det modtager dette gode, som den skabte tilværelse er, kaldes det til at takke Gud derfor, fordi skabningen ved at være god viser hen til skaberen som den, der er godhedens kilde, eller som den, der alene er god. Dette er heller ingen slutning, som mennesket skal drage, og ingen gåde, som det skal gætte. Men den gode skabning taler utvetydigt om skaberens godhed og opfordrer derved mennesket til at takke for denne godhed.
Denne lydige forståelse af Guds tiltale er sand menneskelig existens, og det er det samme som tro. Troen - jeg understreger, at jeg her ikke taler om den specifikt kristne tro, synderens tro på nåden, men om troen før synden, den svage skabnings tro på den stærke skaber som sin hjælper - er identisk med denne forståelse, som altså ikke er en tankeakt løsrevet fra existensen, men selve livsakten, set under et bestemt - forståelsens - aspekt. Denne existens er tro, forsåvidt den er modtagende anerkendelse af den forud givne forståelige tiltale, og den er forståelse, forsåvidt den netop i anerkendelsen er en forståelse af denne tiltale. Tro og forståelse falder sammen, fordi Gud er ubetinget forståelig i sin tiltale, og mennesket er ubetinget modtagende i sit svar. Mennesket skal altså hverken tro for at kunne forstå eller forstå for at kunne tro, men det skal forstå troende og tro forstående. I denne tro forstår det sin egen svaghed og skaberen som sin hjælper, sin egen skabthed og skaberen som sin tilværelses ophav, og har sin glæde i at være således afhængig af skaberens magt og godhed, at det kan henføre sit liv til ham og takke ham derfor. Og i denne forståelse tager mennesket sin tilflugt til skaberen og sætter alt sit håb til ham og lever derved, at han gør sig forståelig for det som den, der oplyser dets tilværelse og giver det livet i dette lys.
Idet Gud nu taler sit forståelige ord gennem skabningen, er også verden forståelig for mennesket som verden, dvs. som skabning. Skabningen bærer vidnesbyrd om skaberen, men samtidigt bærer den også vidnesbyrd om sig selv, at den er skabning. Just idet den vidner om skaberen, gør den sig selv åbenbar som skabning. Verden som skabt er altså forståelig fra begyndelsen af, og mennesket skal derfor ikke ved selvvirksomhed kæmpe sig frem til forståelse af dens skabthed, men det skal her ligesom i forholdet til skaberen anerkende den forud givne forståelighed. Forståelsen av verden som skabt skiller denne ud fra Gud og sætter en uoverstigelig grænse omkring den, så at den ikke kan forvexles med Gud. Men det, som ligger indenfor skabthedens grænse, verdens "indhold", er underlagt menneskets selvvirksomme forståelse og fordrer denne. Ligesom Adam blev sat i Edens have for at vogte og dyrke den, skal mennesket vogte og dyrke verden ved at gennemtrænge den med sin fornuftige forståelse. Eller mennesket skal gøre sig jorden underdanig ved at lægge den ind under sin fornuftige erkendelse. Verden indenfor skabningens grænse er så at sige en legeplads, hvor mennesket skal more sig med at undersøge legepladsen, dens størrelse og indretning og fremstille legetøj af det, som forefindes og benytte det i leg. Denne selvvirksomme forståelse af verden er altså en forståelse af anden kvalitet end den, hvorved mennesket forstår Guds tiltale. Mens mennesket i sin forståelse af skaberens tiltale er modtagende, svarende, er det i sit forhold til verden "skabende" og initiativtagende. Verden er underlagt mennesket og fordrer gennem denne underlagthed, at mennesket tager initiativet til at forstå den. Verden så at sige venter på at blive forstået af mennesket. A t verden er skabt, forstår mennesket på forhånd, og forstår det kun, såfremt det forstår det på forhånd og forstår det i skaberens tiltale, men hvad verden er, og hvad der findes indenfor det skabtes grænse, det forstår mennesket ikke på forhånd, men det er overladt til det selv at finde ud af. I dette menneskets forhold til verden er der ingen plads for tro - thi mennesket kan og skal ikke tro på det, som er underlagt det selv - men kun for fornuftig forståelse. Menneskets forhold til verden er et billede af Guds forhold til verden overhovedet, men netop kun et billede. Ligesom Gud ved skaberordet gør skaberordningen forståelig og altså skaber forståelighed, således gør mennesket gennem sin fornuftige virksomhed verden forståelig, men på afbilledlig vis, thi mennesket skaber ikke forståelighed af intet, det ordner kun til forståelighed det, som var tilstede i forvejen i uordnet stand. For menneskets fornuft er verden det gådefulde, som netop ved sin gådefuldhed opfordrer mennesket til at bruge sin fornuftige evne, og som skal blive klart ved fornuftens virksomhed. Indenfor skabthedens grænser er der intet, som er unddraget fornuftens forstående virksomhed. Mennesket må frit spise af alle havens træer. Kun skal fornuften i sin forstående virksomhed altid erindre sig, at verden er Guds skabning og ikke dens egen, og at den derfor ikke skal rose sig af sin opdagelse eller mene sig afhængig af den, men i stedet ære den skaber, der har givet den en sådan verden at gøre opdagelser i. Kun træet til erkendelse af godt og ondt - den erkendelse, som giver frihed udenfor lydigheden, den guddommelige frihed - må mennesket ikke spise af.
Idet mennesket nu i troen modtager den forståelse af skaberens tiltale, som gives gennem skabningen, og derved forstår verden som underlagt fornuften, forstår mennesket også sig selv som den, der har sit liv i som vogter og dyrker af verden at være dette sammen med sit medmenneske. Mennesket er således gennemsigtigt for sig selv fra begyndelsen af. Det ved, hvad det vil sige at existere som menneske. Der lyder derfor ikke ud af tilværelsen nogen fordring til mennesket om at kende sig selv i den mening, at det skal gøre sig forståelig for sig selv - en sådan fordrings tilstedeværelse er et umiskendeligt tegn på, at syndefaldet er sket - men der lyder en fordring til mennesket om forstående at overtage sin på forhånd forståelige existens som sin og således at vedkende sig sit eget selv som et selv, der er, idet det er sammen med medmennesket. Menneskelig existens er åbenbar for det, idet Gud gennem skabningen viser det den vej, det skal vælge. Loven er skrevet i menneskets hjerte. Mennesket behøver ingen anden vejledning i at existere end den, som er formidlet gennem dets egen tilværelse i verden sammen med medmennesket, fordi der ikke kan tales tydeligere, end der dér allerede er gjort. Men fordi mennesket hører med til den skabte verden, som er underlagt fornuften, er det i denne egenskab også genstand for sin egen fornuftige erkendelse, men den forståelse af sig selv, som det kan vinde derigennem, er aldrig andet og mere end en relativ underordnet forståelse, som er og skal være begrænset til at omfatte dets existens i verden sammen med medmennesket.
Menneskets liv i verden er nu således, at det er overladt til det selv at regulere og give love for dets liv med medmennesket. Verden er ikke skabt med een gang for alle fastlagte ordninger, men mennesket skal selv i frihed udforme de ordninger, hvorunder det skal leve. Mennesket er virkelig, således som det er udtrykt i Pico della Mirandolas bekendte ord, sin egen digter og billedhugger, der frit skal bestemme den form, hvorunder det ønsker at leve. Men dette vel at mærke indenfor skabthedens grænser og derfor under den ubetingede fordring, at det skal leve sit liv i samvær med næsten. For at illustrere dette med et allerede brugt billede: verden er ligesom en legeplads, hvor mennesket frit må bestemme, hvad det vil lege, og selv må fastsætte, hvilke regler, der skal gælde for de forskellige lege, men det skal holde sig indenfor legepladsens område, hvor der gælder den ubetingede lov, at mennesket skal lege med sit medmenneske.
Menneskets virkelighed er nu den, at det existerer i en bestandig protest mod den forståelse af Guds tiltale, som dets existens er. Mennesket vil ikke blive i denne dobbelte forståelse af skaberen og det skabte. Det vil selvvirksomt forstå der, hvor det troende skal modtage forståelse og nødes derved til at tro der, hvor det selvvirksomt skal forstå. Da Gud taler indirekte til mennesket gennem den skabning, der indenfor det skabtes grænser er underlagt dets fornuft, opstår der derved, skønt Guds tiltale intet mangler i forståelighed og ingen anledning giver til misforståelse, en mulighed for, at mennesket, hvis det ikke vil blive i forståelsen af denne tiltale, kan overhøre og misforstå den og i stedet blot høre skabningens egen tale om, at den er underlagt mennesket. Herved forsvinder skaberen for menneskets forståelse, og det fatter ikke, at det existerer i hans tiltale. Mennesket bliver en dåre, der siger i sit hjerte, at der er ingen Gud. Synden er forstående misforståelse - forstående forsåvidt mennesket med existensen stadig forstår Guds tiltale, og misforståelse forsåvidt det ikke forstår denne existens som sin. I stedet for i tro at modtage forståelse af Gud som en gave, vender mennesket den fornuft, hvormed det skal gøre sig den skabte verden underdanig, mod Gud selv og prøver på at gøre Gud - eller den magt, der har sat mennesket i verden - forståelig for sig. Mennesket kan ikke lade være med at beskæftige sig med verdens og sin egen urgrund og oprindelse og blot holde sig til det synlige og det for den endelige fornuft tilgængelige. Det existerer kun egentlig i forståelse af den udefra kommende tiltale, der holder det selv og verden på plads, og det kan derfor aldrig frigøre sig fra af existensen at blive afkrævet en sådan forståelse, men mens den oprindelige forståelse er en gave, der gives sammen med befalingen til at leve, perverteres den i synden til at være en blot og bar fordring om forståelse, en lov, som tvinger mennesket til at forsøge selv at gøre verdens og livets urgrund forståelig for sig. I stedet for at nøjes med at være skabning og i lydighed mod skaberens befaling at oplyse verdens for mennesket dunkle indhold tvinges mennesket til i stedet med sin fornuft at prøve på at oplyse skaberen. Da skaberen kun lader sig forstå i modtagende erkendelse af sin tiltale og kun er til for det lydige menneske, medfører dette, at mennesket skaber en afgud ud af verden eller erklærer verden eller sig selv for Gud. I stedet for i modtagende forståelse at gå ud fra Gud for at klarlægge verden, går mennesket i synden ud fra sig selv og verden for selvvirksomt at klarlægge Gud. Mennesket laver sig gudebilleder eller verdensanskuelser, eftersom det lever i en mytisk eller en videnskabelig tidsalder. Men idet mennesket ikke vil modtage forståelsen af Guds tale og af verdens skabthed som en Guds gave, idet det ikke vil blive i denne troende forståelse eller forstående tro, men selv vil erobre forståelsen med sin fornuft, tilhylles tilværelsens forståelighed for det, og skabningen bliver mørk og ubegribelig og uhyggelig. Livet i dets umiddelbare og selvfølgelige forståelighed viser sig nu som sfinxens gåde. Mennesket har vel også i synden sin existens i forståelse af Guds forståelige tiltale, men denne forståelse perverteres til en uendelig spørgen efter livets urgrund, der blot fører mennesket bestandig længere ud i det uforståelige.
Idet mennesket i forstående misforståelse nægter at anerkende existensens på forhånd givne forståelighed, forsvinder skaberens tiltale - og dermed naturligvis også verdens skabthed - for menneskets forståelse uden dog at ophøre med at gøre sig gældende overfor mennesket, men nu som lov, uopfyldelig fordring. Mennesket ombytter Guds sandhed med løgn og dyrker skabningen i stedet for skaberen. Guds forståelige sandhed er kun til for det i forstående lydighed existerende menneske. Det er dog ikke sådan, at der ikke stadig frembyder sig den samme skabte verden til forståelse. Det kommer blot ikke til forståelse, fordi mennesket i synden hindrer sig selv i at forstå ved at tro på, at det selv med sin fornuft skal gøre verden og tilværelsen forståelig. Existensens fordring om anerkendende forståelse gør sig vel stadig gældende, og mennesket kan ikke unddrage sig denne fordring, men idet det vil opfylde den med sin egen fornuftige tilværelsesforståelse, idet det nægter anerkendelsen, perverteres fordringen til en lov, der dræber menneskets forståelse. Klarheden og forståeligheden og sammenhængen afløses af forvirring og splittelse. Og jo mere kraft mennesket sætter ind på at begribe sin tilværelses urgrund fornuftsmæssigt, desto mere går den i opløsning for det, og dette forståelsesforsøg har først sin grænse, hvor tilværelsens opløsning slår tilbage og opløser menneskets egen fornuftige forståelsesevne. Fornuften forløfter sig på ting, der er den for høje, og disse straffer den ved, at de lader den sprænge sig selv i forsøget på at forstå dem.
Det samme sagt på en lidt anden måde: Igennem skabningen giver Gud sig selv navn, og han vil, at mennesket skal have sit liv i selv at nævne dette navn. Mennesket kan ikke udtale Guds navn undtagen som svar på Guds egen benævnelse af sig selv, og mennesket er netop sig selv, idet det udtaler dette navn. Mennesket skal derimod selv give dyrene i Edens have navne, dvs. det skal bruge sin fornuft på de skabte ting og gøre dem forståelige for sig. Og det, som de skabte ting er for menneskets fornuft, dette er de virkelig, ligesom dyrenes navne var dem, som Adam gav dem. De skabte ting og menneskets fornuft er således samhørige fra begyndelsen af, at der ingen mulighed er for, at den forståelse af den skabte verden, som mennesket ved sin fornuft kan komme til, kan være bedrag og skin. De skabte ting er anlagt på at blive forstået af mennesket. Men i syndens protest vil mennesket ikke nøjes med at give de skabte ting navne, men det sætter sig den uhyrlige opgave at give navn til Gud selv. Idet mennesket vægrer sig ved i troende forståelse at nævne Guds navn, således som Gud selv først udtaler det gennem skabningen, kan det ikke længere høre noget navn, hvortil det kan henføre sin tilværelse, men da det alligevel behøver dette for at existere, tvinges det til selv at prøve på at nævne et sådant navn. Og da det ikke kan give andet end skabte ting navne, tvinges det til ud af verden at gribe et navn, som det sætter i Guds sted.
Mens skaberen således forsvinder ud af menneskets forståelse i synden, idet mennesket i forstående misforståelse ombytter skaberen med det skabte, og kun gør sin tiltale til det gældende som uopfyldelig lov i fordringen til det om at gøre sig rede for verdens og sin egen urgrund, forbliver verden derimod forståelig for menneskets fornuft. Mennesket kan også i synden drive videnskab og forskning og skabe kultur. Heri er intet forandret. Men det perverterede forhold til den oprindelige existens kommer her til udtryk i, at mennesket sætter sin fornuftige forståelse af verden absolut og gør sin tilværelse afhængig af denne forståelse. Det venter sig egentlig existens af sin egen fornuftige forståelse. Menneskets fornuft, forsåvidt det er skabt til troende at hvile i Guds tiltale, søger nu at forankre sig selv i det skabte, og den tvinges derved til at sætte det skabte eller en del af det absolut. Mens verden er tilstrækkelig stor som arbejdsmark for menneskets fornuftige selvvirksomhed, er den for lille til, at mennesket skal kunne tro på den; verden så at sige knuses under vægten af den byrde, som mennesket lægger på den ved at tilbede den eller en del af den som Gud. De afgudsbilleder, som mennesket oprejser sig for at gøre verden og sig selv forståelig, styrter derfor af sig selv, eller det tvinges til at rive dem ned igen. Verden kan ikke lade menneskets troende forståelse komme til hvile, den kan ikke bære trykket af dets tilbedelse, den opløses i brokker, som mennesket succesivt forsøger at tilbede. Menneskets forhold til verden får et seriøst og bekymret præg. ("Se Neapel og dø" bliver formlen for dets forhold til den verden, som det afdækker gennem sin forståelsesvirksomhed - i stedet for det oprindelige: se Neapel og glæd dig over at være der, mens du er der, og rejs så eventuelt videre til Sicilien og vær ligeså glad ved det.) Mens livet i verden for mennesket i troens lydige forståelse er en leg, hvorunder det har sin glæde i selve det forstående arbejde, er det i synden sådan, at mennesket anser sit liv for afhængigt af sin forståelses resultater. Det forstår ikke længere sig selv som den, der skal vogte og dyrke verden for Gud som dens ejer, således at høsten, resultaterne tilhører ham. Men det mener, at det selv er ejer, og at det skal vogte og dyrke for sig selv og for resultaternes skyld. Fra den uforståede verden hører det nu ikke længere en venlig opfordring til at forstå den, til bestandig at lege en spændende leg ved at forvandle det uforståede til det forståede, men livet spaltes i et uegentligt liv før og et egentligt efter forståelsen, et egentligt liv, der dog aldrig kommer, fordi verden stadig frembyder nye og uforståede ting, hvorved den tidligere forståelse ophæves som alligevel endnu ikke værende forståelse. Forståelsesarbejdet ophører derved med at være en leg og bliver til en tung og byrdefuld opgave. Eller sagt med andre ord: i synden går der tro i menneskets rationale forståelse af verden, synden består netop i, at mennesket tror der, hvor det kun skal have rational forståelse. Mens verdens oprindelige forståelighed som skabt verden er en indbydelse til i troen at forstå den i dens skabthed, og mens verdens skabte indholds oprindelige uforståelighed er en indbydelse til rational forståelse, bliver forståelsen av verdens skabthed nu borte i en forstående misforståelse, mens uforståelighedens indbydelse perverteres til en dræbende lov, der gør livet før den fulde rationale forståelse til et liv i foreløbighed, til et uegentligt liv.
Med hensyn til menneskets forståelse af sig selv, da forbliver mennesket også i synden forståeligt for sig selv, hvad angår dets existens i verden sammen med medmennesket, som jo er underlagt dets fornuftige erkendelse. Mennesket ved også i synden, hvad existens i verden sammen med medmennesket er, det kender den moralske lov, som gælder for denne existentia mundana. Det har samme evne som før til filosofisk at klarlægge existensens struktur og til i digterisk fantasi at udforske dens muligheder. Heri er intet forandret, da synden ikke er en forstyrrelse af forholdet til verden, men af forholdet til Gud. Men syndens perversion kommer til udtryk deri, at mennesket sætter denne existens i verden absolut, fordi det ikke længere i modtagende forståelse af skaberens tiltale vil anerkende den som en ubetinget fordret og derfor afhængig og underordnet existens. Mennesket identificerer derved moralens bud med den absolutte fordring, det moralske og kulturelle liv med livet i dets egentlighed.
Idet mennesket nægter i forstående tro at anerkende skaberens på forhånd ubetinget gyldige fordring, tvinges det til i stedet for den at sætte noget andet, som det selv må skaffe ubetinget gyldighed - hvilket er en umulighed - eller det tvinges til at begrunde den ubetingede fordring eller til rent ud selv at udtale den og sætte den i kraft. Fornuften drives derved ud i den overmenneskelige opgave ud fra den skabte virkelighed at udlede et ubetinget krav, hvad der er en umulighed, da det ubetingede krav ikke kan udledes, men kun adlydes, og kun er til for den lydige i lydighedens øjeblik. Den fordring, som fornuften udfinder ved egen virksomhed, får altid den betingede form: du skal gøre sådan og sådan, hvis dit liv skal nå egentlighed, og lydigheden mod denne fordring må blive en stræben fra menneskets side efter at udvirke sin egen egentlige existens. Mens i den oprindelige forståelse den ubetingede fordring hindrer mennesket i at gøre sig vigtigt over sine gerninger, fordi den sørger for, at mennesket aldrig når videre end til at gøre sin skyldighed, som det ikke har ret til at vente løn for, så afløses den nu af en betinget fordring, som mennesket selv skal sørge for gyldigheden af, hvorved det tvinges til at tro på sine egne gerninger. Den ubetingede fordring spaltes i syndens forstående misforståelse i to krav: du skal gøre din tilværelse egentlig, er det ene, og det andet er: for at opnå det, skal du gøre det, som det moralske krav lyder på. Skaberens befaling, der giver egentlig existens, perverteres til en lov, som kræver, at mennesket skal retfærdiggøre sig overfor den, hvorved den river det bort fra dets medmenneske og således hindrer det i at leve egentligt. Netop fordi mennesket selv vil kende godt og ondt og ved sin fornuftige selvvirksomhed vil forstå sin existens, hindrer det sig selv i at forstå den. Synden er den, at mennesket ikke vil anerkende den ubetingede fordring om, at det skal have sit liv i samværet med medmennesket, men tiltror sig at kunne og skulle give sig selv en ubetinget fordring og ikke vil anerkende nogen anden ubetinget fordring end den, som det selv ved sin fornuft erkender som sin. I samme øjeblik dette sker, forstår mennesket ikke længere sig selv og sin existens, men de relative bud, som regulerer livet i verden, og som i en vis begrænset forstand er i menneskets hånd, trænger sig op i den ubetingede fordrings plads. Dette medfører med nødvendighed, at mennesket begynder at tro på sine egne gerninger. De relative bud kan og skal mennesket opfylde ved egen kraft, men så snart de sættes absolut og forstås som udtryk for egentlig existens, forstår mennesket også sin ved egen kraft udvirkede opfyldelse som retfærdiggørende overfor existensens absolutte fordring. Mennesket sætter den moralske og kulturelle retfærdighed absolut og forstår den som en virkelig, egentlig retfærdighed.
I frelsen gør skaberens forståelige og gennem skabelsen formidlede tiltale sig atter hørlig og forståelig for det menneske, der ved ikke at ville have sit liv i forstående modtagelse af denne tiltale gør den uforståelig for sig selv og således spærrer sig selv inde i en misforståelse af verden og sig selv. Men for at denne tiltale kan være hørlig og forståelig, må den nødvendigvis have skikkelse af et ord, der helt skjuler sin guddommelighed i verden, og som ikke udtaler andet, end hvad der helt og fuldt lader sig forstå indenfor den grænse, som mennesket ved sin ulydighed opstiller for sig selv, og som falder sammen med den verden, som er underlagt dets fornuftige forståelse. Der er således intet suprarationalt eller irrationalt ved det. Frelsesordet giver mennesket forståelsen af skaberen tilbage, men ikke på den direkte måde, at det fjerner det dække over skabtheden, som menneskets ulydige misforståelse hyller skabningen i - dette ville jo også kun betyde en frelse fra ulydighedens følger og ikke fra ulydigheden selv, altså ikke være virkelig frelse - men derved, at der på bestemt tid og sted i den også i synden forståelige verden lyder en forståelig tale, der siger, at den, som hører denne tale, hører ikke den, men skaberens egen oprindelig tiltale. På denne indirekte måde gør frelsesordet skaberen åbenbar. Dette ord er forståeligt for menneskets fornuft, forsåvidt det er et ord i verden, forståeligt som alle andre ord i verden er det, men det er ikke forståeligt for fornuften, at det er det, som det påstår om sig selv, nemlig skabelsesord. Frelsesordet siger altså ikke andet, end hvad der giver udmærket mening for fornuften, forsåvidt den forstår det som et ord af verden; men dets i sig selv forståelige påstand om, at det trods sit indholds forståelighed og trods det, at det er forståeligt som et ord af verden, dog er et ord, som ikke er af verden, men fra skaberen, støder an mod fornuften. Det er forståeligt når Jesus iflg. Johs. evg. siger om sig selv, at den, som har set mig, har set faderen. Der er mening i denne tale; ingen kan være i tvivl om, hvad den betyder. Det er virkelig forståeligt som en menneskelig mulighed, at et menneske påstår om sig selv, at det er Gud. Der findes jo gale mennesker, som har realiseret denne mulighed. Men at Jesus er dette i og for sig forståelige, som han siger om sig selv, at han, Jesus, Josefs søn, hvis far og mor vi kender, har myndighed til at sige sådan, det er uforståeligt for fornuften. Forsåvidt nu frelsesordet er et almindeligt menneskeligt ord, underkaster det sig den lov, som har gyldighed for al fornuftig forståelse af verden. Det tales således, at det kan høres og forstås - som det menneskelige ord, det er - af mennesket også i synden, og det møder derfor med den samme fordring om at blive forstået som alt andet i verden og alle andre af mennesker talte ord. Det møder ikke som et autoritativt ord, der afviser al forsken og spørgen under henvisning til, at her er noget, som er fornuften absolut overordnet, noget guddommeligt, som mennesket kun kan få lov til at møde, hvis det vil lade fornuften blive hjemme, og det er heller ikke sådan, at frelsesordet nødtvunget og modvilligt tolererer fornuftens profane begramsning som noget unyttigt og tåbeligt, men desværre uundgåeligt. Men frelsesordet opfordrer i sin egenskab af et ord i verden til at bringe fornuftens kritiske prøvelse i anvendelse overfor det. Ikke for at fornuften skal kontrollere, om frelsesordet har ret i sin påstand om, at det er skabelsesordets inkognito, men blot for at den skal høre og forstå, hvad det indhold er, som frelsesordet udtaler. Længere kan fornuften ikke komme. Den kan forstå, hvad frelsesordet siger. Men om det har ret i, hvad det siger, det afgør den ikke. Fornuften kan altså føre frem til forståelse af frelsesordets mening - som en menneskelig mulighed blandt mange andre. Men at denne mulighed, som her åbnes, er muligheden for menneskets egentlige existens, det forstår fornuften ikke, og det kan den ikke afgøre. Overfor denne påstand må fornuften enten opgive sin suverænitet, hvorved den giver plads for troen, og forståelsen af skabelsesordet er genoprettet, eller også må den hævde sin suverænitet i forargelse.
Forholdet mellem tro og forståelse er således et andet overfor frelsesordet end overfor skabelsesordet - svarende til at synden er kommet imellem som forstående misforståelse. Mens skabelsesordet møder mennesket som det på forhånd forståelige, møder frelsesordet det som et forståeligt ord, der er uadskilleligt fra en absolut uforståelig påstand. Derved at synden som forstående misforståelse er kommet imellem, kan skaberens forståelige tiltale ikke gøre sig hørt på anden måde end som paradoxet, det absolut uforståelige, der ikke som skabelsesordet fordrer troende forståelse, men tro uden forståelse. Paradoxet svarer til, at frelsens gave kun kan gives synderen i skikkelse af en fordring om omvendelse. Skabelsesordet fordrer troende forståelse af det på forhånd forståelige, frelsesordet fordrer tro uden forståelse på det på forhånd uforståelige. Men idet den egenmægtige syndige fornuft løber panden imod frelsesordets paradox og knuses af dets absolutte uforståelighed, genoprettes i troen på frelsesordet den troende forståelse af skabelsesordets tiltale. I den ikke-forstående tro på frelsesordet skænkes den troende forståelse af skabelsesordet som en gave.
Idet frelsesordet giver mennesket forståelsen af skaberens tiltale gennem skabningen tilbage ved troen på paradoxet, giver det også forståelsen af verden som skabt tilbage. Synden er i forholdet til verden den, at mennesket sætter sin fornuftige forståelse af den absolut og derved tilbeder skabningen i stedet for skaberen. Frelsen må derfor bestå i, at skabningens tale om sin egen skabthed igen bliver hørlig og forståelig. Da mennesket ved at sætte sin endelige fornuft som højeste instans, må frelsesordet komme som et ord, der frivilligt giver sig ind under denne instanses afgørelse. Det kommer derfor som en rational tale om de ting i verden, som fornuften sætter absolut. Det kommer som en fornuftsmæssig kritik af de afguder, som den syndige fornuft skaber sig, og det appellerer blot til fornuftig overvejelse. "Det tjener et menneske til brændsel, han tager det og varmer sig derved; han sætter ild i det og bager brød - og desuden laver han en gud deraf og tilbeder den, han gør et gudebillede deraf og knæler for det" (Jes. 44:15). Men frelsesordet standser ikke denne kritik nogetsteds, og det møder derfor den syndige fornuft som en radikal skepsis, der kritiserer og underminerer alt i verden, som mennesket tilbeder og holder helligt. Det tilintetgør dermed menneskets mulighed for at sætte verden eller noget i den absolut. Verden lægges blot i sin endelighed og forgængelighed. Men i og med at alt, hvad der er højt i verden, således styrter sammen under frelsesordets radikale fornuftskritik, lægges skabningen i skaberens hånd og bærer atter vidnesbyrd om ham for mennesket. Frelsesordet er selv skabningens vidnesbyrd om skaberen. Men at det er det, forstår fornuften ikke, det forstår kun den tro, der tror, at det er frelsesordet, der kommer i den radikale kritiks forklædning. Fornuften forstår blot den radikale kritik som sin egen grænse, og den må i dette møde med sin grænse enten blive endelig og ophøre med at sætte sig selv absolut og således give plads for troens modtagende forståelse, eller også må den hævde sig selv i forargelse og i åbenlys modstrid med sig selv.
Og frelsesordet giver endelig mennesket tilbage til forståelsen af sig selv og sin existens i verden sammen med medmennesket. Synden tager sig i dette forhold det udtryk, at mennesket i forstående misforståelse af sig selv og sin existens som en ubetinget fordret selv vil give sig en ubetinget fordring, hvorved det moralske eller kulturelle liv sættes absolut, og mennesket tvinges til at tro på sine egne gerningers retfærdiggørende betydning. Frelsen må derfor bestå i, at den ubetingede fordring atter gøres gældende som skaberens befaling og derved relativerer det kulturelle og moralske liv og menneskets gerninger. Frelsesordet kommer derfor som en moralsk forkyndelse, der i intet adskiller sig fra al anden sådan forkyndelse, og som derfor, hvad dens indhold angår, er forståelig for fornuften også i synden. I denne forkyndelse fremstiller den sande existens sig for mennesket som en moralsk mulighed til fornuftig overvejelse. Men denne moralske forkyndelse er så uhørt radikal, at den for det menneske, der indlader sig med den, slår grunden bort under alt moralsk og kulturelt liv, der vil sætte sig selv absolut. I denne radikalisme relativeres de moralske bud; de afsløres som menneskelærdomme, der sættes i stedet for skaberens ubetingede fordring og hindrer mennesket i at være sammen med medmennesket; og menneskets gerninger, også de der er fuldkommen opfyldelse af de moralske bud, afsløres som overtrædelse af den ubetingede fordring, hvorfor de ikke kan være retfærdiggørende. Justitia civilis afsløres i sin kvalitative forskel fra justitia christiana. Frelseforkyndelsen kommer altså som en kritik af al moralsk existens som værende utilstrækkelig for sand existens, en kritik, der intet uforståeligt indeholder, da den appellerer til den instans og øves ud fra den målestok, som mennesket selv anlægger og anerkender som gyldig og anser for absolut, men gør det ud fra forståelsen af, hvad den absolutte fordring virkelig er og altså gør det med en for fornuften uforståelig myndighed.
Men i denne katastrofe for det moralske og kulturelle liv, der sætter sig selv absolut, som bryder ind over det gennem frelsesforkyndelsen, gives mennesket tilbage til sin egentlige existens, idet den ubetingede fordring er genoprettet og skaberens befaling igen gjort forståelig for mennesket. Det er skaberens befaling, som atter lyder til mennesket i frelsesordets forkyndelse. Men at det er det, er uforståeligt for fornuften. Her må den give plads for troen, eller den må hævde sig selv og forarges. Den kan ikke andet og mere end høre forkyndelsen som en menneskelig existensmulighed blandt så mange andre. At det er skaberens eget ord, som lyder, forstår kun troen, der, fordi den er tro på frelsesordet, tror uden at forstå.
Hermed skulle forudsætningen være givet for at tage stilling til det problem om forholdet mellem den forståelse, som er indeholdt i den kristne tro, og den filosofiske existensforståelse, som har givet anledning til disse overvejelser. Det fremgik af det før nævnte, at mennesket også i synden har mulighed for med sin fornuft at forstå både verden og sig selv indenfor endelighedens grænse, omend denne forståelse faktisk kun forekommer sammenblandet med menneskets tro på verden og sin egen gerning, fordi fornuften i synden bestandig ser bort fra eller glemmer, at den har med en skabt verden og et skabt menneske at gøre. Men i det omfang filosofien - med eller mod sin vilje - holder sig indenfor denne grænse, er dens forståelse af menneskets tilværelse i verden sand, og der er ingen mulighed for en konflikt med troens forståelse. Den filosofiske tilværelsesforståelse er da et fuldt legitimt foretagende, der hører nødvendigt sammen med menneskets øvrige virksomhed for at gøre sig verden underdanig. Filosofien er ikke underordnet troen, den kan ikke lade sig sætte grænser for sin erkendelse, men indenfor den skabte verden er den suveræn. Filosofien er s. a. s. existensforståelsen til venstre hånd, mens troen er forståelsen til højre hånd. Derfor kan omvendt filosofien heller ikke være overordnet troen og give sig af med at afstikke grænser for, hvad troen må have lov til at forkynde, hvis den vil sige noget, som kommer mennesker ved. Filosofien kan ikke på gammeldags manér i ratios navn fordre, at forkyndelsen skal stemme overens med ratio, og den kan heller ikke gøre det samme på den mere moderne måde, at den ved at analysere ud, hvad menneskelig existens overhovedet er, tiltager sig en ret til at fordre i existensens navn, at al forkyndelse, der vil gøre fordring på at blive hørt, må være i formal overensstemmelse med denne existensforståelse. I samme øjeblik den kommer med en sådan fordring, sætter den sig selv absolut og ophører med at være filosofi og bliver til livsanskuelse og metafysik i stedet. Det gør den, fordi den ved denne fordring glemmer, at den netop er en forståelse til venstre hånd, og at den hører endeligheden til, og at dens genstand er existentia mundana. Derimod giver forkyndelsen filosofien frit slag med hensyn til at anvende fornuften på dens existensforståelse. Forkyndelsen og den troende existensforståelse udleverer sig i alt, hvad den siger, til filosofiens brug af fornuften, men det er også noget andet end at underkaste sig filosofiens fordring om, hvad den må have lov til at sige. Og netop derved stiller den fornuften i den afgørelse, om den vil benytte denne indbydelse - og derved føres hen til paradoxet - eller den vil forskanse sig bag filosofiens fordring til forkyndelsen i existensens navn for at undgå risikoen for at få med overtro og obscurantisme at gøre.
Forholdet mellem filosofi og forkyndelse kan heller ikke antage den skikkelse, at filosofien udarbejder en neutral analyse af den menneskelige tilværelse, angiver de strukturer, som er gældende for al tilværelse overhovedet og viser, hvad menneskelig tilværelse i dens egentlighed er, mens den så overlader til forkyndelsen at sørge for virkeliggørelsen af denne egentlighed, thi filosofiens genstand er den menneskelige tilværelse indenfor skabthedens grænser, existentia mundana, og kristendommens opgave er ikke at hjælpe mennesket til at realisere denne existens. Det ville ganske svare til, om man så evangeliets betydning i, at det hjalp mennesket til at realisere justitia civilis. Den existens, som evangeliet giver betingelsen for, er existensen i underordningsforholdet til Gud og i herreforholdet til verden. Heri er der ingen forskel, enten filosofien er rent profan, eller den er sækulariseret forkyndelse. Også den existens, som en filosofi, der er sækulariseret forkyndelse, har til genstand, er kun existentia mundana og ikke den virkelige existens i forholdet til Gud. Kun i det existentielle øjeblik, da mennesket i tro på frelsesordet anerkender skaberens fordring på sig, forstår det, hvad menneskelig existens i absolut forstand er, for det kender kun den sande existens, idet det existerer i den. Mennesket forstår kun sig selv, idet det kender Gud. Og derfor kan det ikke være rigtigt at bebrejde filosofien, at den mener, at mennesket ved egen kraft kan virkeliggøre sin egentlighed, at den altså er overbevist om, at menneskets sande natur blot behøver at frilægges af filosofien, for at mennesket skal være frit til egentlig existens. For når den existens, som filosofien har til genstand for sin analyse, er begrænset til at være existentia mundana, da er filosofien i sin fulde ret til at fordre den realiseret af mennesket ved egen kraft. Den Verfallenheit, som filosofien taler om, er og kan ikke være synden, men menneskets moralske brist, og dem kan og skal mennesket rette ved egen hjælp. Filosofien kan forkynde det moralske krav og give mennesket en moralsk opsang til Entschlossenheit, andet og mere ikke. Men filosofien fejler, derved at den mener, at det er menneskets egentlige existens, som den gennem analysen kan frilægge, at den sætter denne existens i verden, som er dens genstand, absolut, at den glemmer, at det at være menneske ikke blot er at være i verden, men er at være i verden af Gud.
Det er altså ikke uden videre den samme tilværelse, som filosofien og forkyndelsen taler om. Men fordi menneskets forståelse af sig selv og verden er et afbillede af Guds egen forståelse, har forkyndelsen, som er Guds egen forståelse, en på forhånd given mulighed at gøre sig forståelig i det sprog, som er bestemt af filosofiens existensforståelse. Denne er, hvordan den så iøvrigt er, en forforståelse af troens forståelse. Forkyndelsen kan derfor bruge akkurat det samme sprog som den filosofiske existensanalyse, men den forstår blot alting helt anderledes, fordi den forstår alt, hvad filosofien siger, som afbilledlig tale om den existens, som er et afbillede af den virkelige. Forkyndelsen gør ingenting andet end at tale forståeligt i det forhåndenværende sprog, også i den filosofiske existensforståelses sprog, om så behøves, om det at være menneske, og idet den gør det tager den al menneskelig forståelse og misforståelse ved hånden og fører dem diskuterende i deres sprog hen til paradoxet, hvor misforståelsen går under, og forståelsen begrænses til det skabte, og skabningen bliver til afbillede, og skaberen træder frem som den, der påny gør sig forståelig for mennesket og giver det livet i hans lys.