Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1988, s.149-153ff.

I.
Det er nødvendigt at gennemtænke indvandrer- og flygtningespørgsmålet i alle dets aspekter - også dets theologiske. For mange af de fremmede er muslimer? Hvad betyder dette for os i Danmark? Og hvad skal vi gøre?

"Ich bedinge hier abermals, dass ich niemand reizen noch heissen will, wider den Türken zu streiten, es sei denn, dass die erste Weise zuvor gehalten werde, davon droben gesagt ist, dass man zuvor büsse und Gott versöhne. Will darüber jemand kriegen, der wage sein Abentheuer. Mir ziemt nicht weiter zu reden, denn einem jeglichen sein Amt anzuzeigen und sein Gewissen zu unterrichten". (Af Martin Luther).

Det flygtninge- og indvandrerproblem, som har været så meget fremme i den offentlige debat i dette land gennem de seneste år, vil sikkert af de fleste blive regnet for at være i første række et humanitært problem, der kun på grund af det omfang, som tilstrømningen af flygtninge til Danmark efterhånden har fået, også er blevet et politisk spørgsmål - vel at mærke af sekundær betydning. Og den omstændighed, at vore politikere ikke har vist sig særlig dygtige til at finde frem til en tilfredsstillende orden at handle med disse mennesker på, men har fulgt en siksakkurs, der røber usikkerhed i det principielle og mangel på klarhed over, hvad det egentlig er, man har med at gøre, behøver naturligvis ikke i sig selv at betyde, at det virkelig er andet og mere end et rent politisk spørgsmål. Politikere behøver ikke nødvendigvis også at være dygtige politikere. Men siksakkursen kan også tydes som en ufrivillig bekendelse af, at regering og folketing ikke har fattet problemet i dets virkelige dybde, så at man heri må søge grunden til, at de synes ikke at kunne se, hvad det er, de som politikere skal gøre i situationen - med det som den selvfølgelige konsekvens, at der heller ikke af dem bliver gjort noget virkeligt ved det, som er sagen. Og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg holder denne tydning for den mest sandsynlige. Man har ikke set, at man står overfor et enten-eller, der fordrer en afgørelse, men samtidig også betyder friheden til at træffe denne.

Skal øvrigheden i Danmark åbne landets grænser for alle, der indfinder sig ved den og ønsker asyl - og dermed ikke bare hjælpe disse mennesker, men samtidig også støtte de despotiske regimer i de lande, de er flygtet fra, ved at befri dem, regimerne, fra besværlige oppositionelle elementer - eller skal den stå fast på, at landets børn skal spise landets brød og af den grund stoppe immigrationsbølgen, eller skal den i det mindste nedsætte indvandrerkvotaen, hvorved det naturligvis ikke vil kunne undgås, at man kan komme til at forårsage mange menneskelige tragedier? Det er øvrighedens dilemma der, hvor spørgsmålet fattes som værende af rent politisk natur, og man ofrer det lidt eftertanke. Og vil man finde en vej ud af det alene ved fornuftens ræsonnement, så er der ingen vej.

En theologisk overvejelse
Men flygtninge- og indvandrerproblemet har også en anden dimension end den humanitære og politiske, nemlig den theologiske, og jeg er overbevist om, at det ikke kan behandles på en fornuftig måde, hvor denne dimension ikke indgår i overvejelsen og det endda som den, der har prioriteten i forholdet til den politiske. Dette har selvfølgelig gyldighed for alle flygtninge og indvandrere overhovedet, men det bliver i særlig grad aktuelt, hvor immigranterne kommer fra den islamiske verden, for det er tydeligvis dem, som har vanskeligst ved at acceptere sig selv som fremmede i et land, som ikke er deres eget, og hvem akklimatiseringen volder størst besvær. Af den grund vil jeg i det følgende indskrænke mig til at tage det at være muhammedansk flygtning i Danmark op til en theologisk og dermed sammenhørende politisk overvejelse. Ikke for så at sige til regering og folketing konkret, hvordan den bedre flygtninge- og udlændingelov; som de har til opgave at udarbejde, skal lyde, men for, håber jeg, ikke bare at hjælpe dem, men også deres vælgere til at se den situation, som de skal lovgive i, lidt tydeligere og dermed også til at se det ansvar som hviler på dem som øvrighed i Danmark, og som deres vælgere må vente af dem, at de overtager og ikke løber fra.

Når jeg bruger ordet theologisk-politisk om denne overvejelse, er der måske nogen, der straks vil ryste på hovedet af min naivitet eller vejre paven eller Kristeligt Folkeparti, og det kan jeg ikke hindre dem i at gøre, hvis de ellers har lyst til det. Min hensigt er imidlertid ikke at ville slå til lyd for, at regering og folketing skal lægge sig efter en kristelig eller kirkelig løsning af et spørgsmål, der har vist sig hidtil ikke at kunne finde nogen tilfredsstillende politisk løsning. Den theologiske overvejelse er tværtimod til, for at den skal umuliggøre alle sådanne kirkelige eller ukirkelige politiske eller humanitære pseudoløsninger ved at holde øvrigheden - den øvrighed, som er af Gud, og som ikke har mulighed for at være noget somhelst andet - fast ved dens embede og ansvar og dermed gøre den opmærksom på virkeligheden. Står øvrigheden blot i virkeligheden, så er den også fri til at se, hvad den skal gøre, hvilke love den skal give, og så er den samtidig blevet befriet fra alle bedrevidende rådgivere, som uden at være kaldet dertil og uden at være spurgt til råds vil fortælle den, hvad den rent konkret skal gøre i situationen, og hvilken lovgivning den skal møde denne med. Andet og mere end minde øvrigheden om dens ansvar som øvrighed - det ansvar den har, uanset om den vil have det eller ej - kan og vil jeg ikke, men det vil jeg til gengæld også, fordi det er det eneste, jeg har mulighed for at gøre. I anerkendelsen af kun som den, der er af Gud, at kunne være øvrighed - hvilket er det samme, som at den kender sit ansvar - bliver øvrigheden fri for alle rådgivere, som i virkeligheden ikke vil være rådgivere, men politiske pressionsgrupper, der som sådanne bevidst eller ubevidst ønsker at sætte sig selv i øvrighedens sted, altså "gør oprør" for at tale med Luther, og kun i denne frihed kan øvrigheden selv spørge oprigtigt efter løsningen på den eller de opgaver, som situationen stiller den overfor Den, Gud giver embede, giver han også forstand, siger et gammelt ord, og det taler sandhed, fordi det udtrykker tro på Guds forsyns styrelse. Og i dette tilfælde gælder ordet altså den øvrighed, der anerkender, at den er af Gud og har et ansvar, som er absolut, og at den har et embede, som er den givet og netop derfor aldrig kan være dens ejendom. Den øvrighed, som ikke vil anerkende dette, må nødvendigvis kludre i alle ting og forhold, som den bliver stillet overfor - forsåvidt det ikke behager Gud at skrive lige på skæve linier og være dårernes formynder, men om han gør det er et spørgsmål om hans nåde og ikke noget, som en øvrighed kan sikre eller gøre sig fortjent eller værdig til.

Samhørighed mellem folkeslagene
En theologisk-politisk overvejelse giver kun mening der, hvor kristendommen er forudsat - ikke som teori eller livsanskuelse, men som virkelighed, som Virkeligheden med stort V. Hvor kristendommen er overvejelsens grundlag, sætter den selv den skabelsesgivne fuldkomne lighed mellem alle mennesker på jorden overfor Gud, som er den menneskelige virkelighed. Hos Gud er der ikke persons anseelse. "Her er ikke jøde eller græker, ikke træl eller fri, ikke mand eller kvinde, men alle er I et i Kristus Jesus". Derved at Kristus er en forsoning ikke bare for kirkens, men for den hele verdens synder, er skabelseslivet genfremstillet, ikke åbenbart, men skjult i ordets tiltale. Her er der intet menneske, som har det mindste fortrin fremfor andre, ingen, som kan rose sig af at være mere menneske end andre, at høre Gud mere til end andre. Det farisæiske sideblik til andre mennesker er her umuliggjort, hvor ingen kan have, hvad der ikke er ham givet, og hvor enhver, som står ved nåden, må se til, at han ikke ved egenretfærdighed falder ud af nåden.

Den universelle lighed mellem alle mennesker på jorden - som den skabelsesgivne virkelighed, der skjult, men kendeligt for troen er genfremstillet i den kristne kirke sammen med løftet om, at det, som nu er skjult, i evigheden skal blive åbenbaret sammen med Kristus - er udgangs- og grundsynspunktet for den theologiske overvejelse om politiske spørgsmål. Den ophæver de forskelle, som skiller folkene fra hinanden, ved at gøre dem til noget kun relativt, til noget, som kun er, som om det ikke er, men netop som sådant vil respekteres, indtil evigheden ved sit åbenbare komme lader det forkrænkelige opsluges af uforkrænkeligheden. Betydningen af dette fundament for den theologisk-politisk overvejelse er, at det på forhånd er umuliggjort, at der kan blive noget møde mellem menneske og menneske, som ikke foregår på den fuldkomne ligestillings præmisser En virkelig samtale mellem danske og muslimske eller andre fremmede, et reelt møde mellem disse foregår og må foregå i den klare erkendelse af den forudgivne samhørighed, der er indeholdt i, at alle mennesker bor ud af et blod på hele jordens flade. De forskelle mellem mennesker, som ikke er til at komme uden om i syndens verden, religiøse, kulturelle og nationale, og som må og skal respekteres i det udvortes, borgerlige liv, er uden absoluthed og uden den sidste alvor. Den fremmede er aldrig absolut, men kun relativt fremmed og ved skabelsen absolut hjemmehørende i menneskets verden. Og kun hvor dette står fast som virkeligheden, er betingelsen til stede for, at der ved fornuft og politik kan gøres noget, der er til gavn og ikke til skade.

Men hvad kristendommen således siger er virkelighed i og med, at den forkynder det, og det er ikke et program, der først skal gøres til virkelighed ved menneskers stræben. Kristendommen vil derfor heller ikke andet og mere, end at dette siges, og den vender sig med skarphed imod alle bestræbelser for ved menneskelige midler at hjælpe den til at få det sagte gjort til virkelighed. Den kirke, som er en skabning af evangeliet, kan ikke føre nogen form for krig imod mennesker, selv om den her i verden altid må være en kæmpende kirke. Det er klart udtrykt af Luther, når han i sit skrift om krigen imod tyrkerne kan sige:

"Und wenn ich Kaiser, König oder Fürst wäre, im Zug wider den Türken wollte ich meine Bischöfe und Pfaffen vermahnen, dass sie daheim blieben ihres amts mit Beten, Fasten, Predigen und armen Leute Warten wie sie nicht allein die heilige Schrift, sondern auch ihr eigen geistlich Recht lehret und fordert... denn die Kirche soll nicht streiten, noch mit dem Schwert fechten, sie hat andere Feinde, denn Fleisch und Blut, welche heissen die bösen Teufel in der Luft".

Med lov skal land bygges
Men betyder det at bringe kristendommen ind i overvejelserne fra begyndelsen, endda som grundlaget for dem, ikke, at man forsyner disse overvejelser med en snæverhed, som nødvendigvis må munde ud i en forhåndsafvisning af alle muslimske og andre ikke-kristne flygtninge og dermed i den rene umenneskelighed? Nej, det betyder tværtimod, at overvejelserne menneskeliggøres til at forholde sig til den konkrete virkelighed, som flygtningeproblemet er her og nu, i stedet for at man fortaber sig i idealistiske utopier om, hvad man skal nå, eller stirrer sig blind på ulykker, som man må stræbe efter at undgå. Herved bliver det nemlig klart, at det ikke kan dreje sig om, at nogle privilegerede mennesker fra et af verdens rigeste lande, danskerne, i selvfornægtelse allernådigst deler deres privilegier med andre, som livet har handlet ilde med, og hvem det er synd for, nemlig flygtningene, og derved kan glæde sig endnu mere over sig selv, at de ikke blot er privilegerede, men også forstår at administrere deres privilegier på en god måde, men om, at mennesker under helt forskellige levevilkår og fra helt forskellige sammenhænge virkelig møder hinanden på lige fod i anerkendelse af det ansvar, som holder begge parter fast på det sted, som er deres. Det drejer sig ikke om, at flygtningene skal tilkæmpe sig nye livsmuligheder i et land, som ikke er deres eget, og det drejer sig heller ikke om, at de kristne, danskerne, skal mande sig op til at forsvare deres land og deres nationale og kristne kultur imod invaderende muslimske masser, der måske vil tage både landet og kulturen fra dem. Men det drejer sig om dette ene at være lydig mod den fælles lov, uden hvilken der ikke kan være noget ordnet forhold til mellem mennesker, og det er det, som er det konkrete. Med lov skal land bygges. Men det skal det også der, hvor man er kommet ud i den extraordinære situation, at fremmede mennesker i stort tal møder op ved landets grænser med det ønske at overskride dem med henblik på eventuelt at finde et sted i dette land, hvor de kan opholde sig og bygge og bo midlertidigt eller varigt. Hvad indholdet så må blive af de love, som landet i en sådan situation skal bygges med, er ikke på forhånd klart og kan ikke være det, fordi det er en nyopstået situation, og det er øvrighedens embedsopgave at finde ud af dette nye indhold. Men der bliver ikke for alvor spurgt derefter, og lovgivningen bliver kun til forvirring dér, hvor det ikke først står fast, at den lov, man i denne situation skal lede efter, kun kan findes dér, hvor mennesker i forvejen er bundet sammen i et fællesskab om det at være menneske, som ingen og intet kan ophæve, fordi det er sat af den Gud, som er alles skaber og herre.

Idet kristendommen anerkendes som forudsætning og udgangspunkt for overvejelsen, er det med det samme klart, at Islam, flygtningenes religion, kun kan forstås ret ved at blive set i sit forhold til kristendommen, hvorved den fremtræder som et kristent kætteri, som antikristendom. Den er ikke noget i sig selv, men den er et frafald fra kristendommen. Dette forstod man også i middelalderen, da man talte om Muhammed som den falske profet - det var jo også før religionshistorien og religionsvidenskaben havde sløret blikket for virkeligheden - selv om man ikke forstod at bruge denne erkendelse på ret måde, men i stedet drog på korstog imod saracenerne og lærte af dem at føre hellig krig. Islam er en religiøsitet, der lige fra starten har forholdt sig til kristendommen, men som er blevet fastlåst i en dæmonisk modsigelse af den. Den er en religiøsitet, som er kommet der, hvor kristendommen har været, men hvor det ikke er kommet til sand tro på dens tale og til den frigørelse, som troen er, men i stedet til en dæmonisk bundethed af mennesket til dets fornufts eget begreb om Gud og til dets egen fromhed og gode gerninger, altså til pseudotro. Islam er så at sige en åndelig snylteplante på kristendommens træ og kan ikke være andet. Den har hørt kristendommens tale om den ene sande Gud, som har åbenbaret sig for menneskene, og som fordrer omvendelse og tro af dem. Men den perverterer både omvendelse og åbenbaring og tro til at være efter menneskefornuftens forstand på, hvad disse ting er. Det, som kun er til som nåde fra Gud, som hans suveræne gerning, forvandler den til noget, som alligevel er til ved menneskets egen hengivelse i Guds gerning, alt imens den vedbliver med at tale om Guds suverænitet og nåde. I Islam bøjes menneskets gudsforhold tilbage til det, som det kunne være før Kristus kom, på det gammeltestamentlige profetiske stade, alt imens det påstås, at netop dette er det fuldkomne gudsforhold i opfyldelsen af de profetiske forjættelser, den sande opfyldelse af dem.

Islam taler om den ene Gud, og det har den lært af bibelen, af jødedommen og kristendommen, og den mener, at netop den taler ret om den ene Gud, mens kristendommen ved sin tale om den treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd, taler om flere guder og altså hører et ufuldkomment afgudsdyrkende religionstrin til. Men i samme åndedrag som den radikalt vil bekende sin tro på Gud som den ene Gud, afslører den sig som fornægter af ham som Gud, idet den i selve sin trosbekendelse siger, at Muhammed er denne ene Guds profet, og afslører ved denne selvmodsigelse sin fundamentale åndelige løgnagtighed. Dér, hvor Gud åbenbarer sig selv og vil have det, som han således åbenbarer, troet af menneskene ved også at sende dem sin hellige ånd, dér kan der ikke samtidig være et menneske, som også skal være genstand for tro og bekendelse. Dér er den åndelige spænding så formidabel, at hvert menneske her må gå til grunde og dø. Overleve her kan kun den enbårne søn, som Gud selv har sendt til menneskenes verden og i hvis menneskelighed han selv er nær, og dette kun som den korsfæstede, der er opstanden.

Hvor Gud åbenbarer sig dør også det profetiske menneske, han åbenbarer sig ved, så at kun profetens ord bliver. Dér tilintetgør Guds åbenbaring selv de menneskelige redskaber, han bruger. Kun sønnen, som de vidner om, bliver, men som den korsfæstede, han oprejser fra de døde. "Den, som hører jer, hører mig". Disse ord løfter ikke profeters og apostles iagttagelige menneskelighed op på en metafysisk piedestal og bringer denne ind i åbenbaringen, men ordene giver dem som mennesker status som verdens fejeskarn ved at lade dem helt forsvinde bag det guddommelige ord, som de i deres forringelse og tilintetgørelse er profeter og apostle for, bærere af, og som er den eneste tale, der vil høres. Og Guds enhed er i kristendommen en enhed efter hans forståelse af, hvad enhed er, nemlig den kærlighedens enhed, hvori den Gud, der som Faderen bor i et utilgængeligt lys, i Sønnen åbenbarer sin kærlighed til verden i dens fjernhed fra ham, og i Helligånden udøser sin kærlighed i menneskenes hjerter ved troen, og i den kærlighed således tager syndere ind i sit eget guddommelige liv. I Islam derimod er det menneskefornuftens spekulative eller matematiske enhedsbegreb, der bliver guddommeliggjort. Og hvor en sådan opfattet enhed råder, er det klart, at man ikke kan finde nogen mening i den kristne tros treenige Gud, men at han kun kan være en forargelse, et levn fra afgudsdyrkelsen. Men i forargelsen på den treenige Gud er det ikke ham, der knuses, men den, som forarges på ham - knuses derved, at det bliver åbenbart, at han hverken ved, hvem Gud er, eller hvad hans enhed en.

Politisk fanatisme
Idet Islam i sit møde med kristendommen, som fra begyndelsen er reelt nok, stræber efter at hævde eller holde fast ved det liv med Gud, som mennesket i forvejen har eller mener at have, og derfor efter at Gud har opfyldt sit løfte ved profeterne om Kristus søger tilbage til den profetiske forståelse af åbenbaringen - nemlig at Gud taler til menneskene ved sine tjenere profeterne om ham, der skal komme, og ikke som i opfyldelsens tid selv nærværende i verden taler i sin søn, og i ham ikke åbenbarer et noget, men sig selv, sit navn, sit eget væsen - så overtager Islam også fra kristendommen den religiøse universalisme, men denne nu projiceret ned i det politiskes plan som en opgave, der skal realiseres af mennesker som Guds medarbejdere. Det er kristendommens missionsbefaling om at "gå ud i al verden og gøre alle folkeslagene til mine disciple" - der, som den lyder i Jesu mund, ikke kan efterkommes undtagen ved evangeliets prædiken og helligåndens gave - det er den, der lever videre, men på dæmonisk perverteret måde i Islams berømte eller berygtede aggressive politiske fanatisme. Og mens kristendommen på det strengeste forbyder kirken at skille ugræsset fra hveden og vil, at mennesker ikke skal befatte sig med at skabe en ren kirke, hvori der ikke er hyklere og onde mennesker, så hævder Islam netop dette skel mellem de troende og de vantro ved sin sondring mellem på den ene side "Islams hus" og "sværdets hus" på den anden, altså mellem dem, som er venner, og dem, der skal behandles som fjenden.

Muhammed selv begynder sin religiøse karriere som en dommedagsprædikant, der med overbevisningens styrke prædiker omvendelse, men han bliver efter flugten til Medina til en politiker og en fremgangsrig sådan. Guds rige bliver nu af Muhammed klart opfattet som et rige, der også er et synligt rige af denne verden. Islam bliver derved også en theokratisk og totalitaristisk samfundsform og altså, ikke bare det, som vi i den vesterlandske - og det vil sige i den kristne - tradition plejer at forstå ved en religion. Og dette indebærer, at hvorsomhelst i verden muslimer kommer hen, medbringer de ikke bare deres bekendelse til den ene Gud og hans profet Muhammed, deres koran og bønner og sammenkomster i moskeerne, men de bringer også deres totalitaristiske politik som den eneste rette guddommelige politik. Og derved er de af deres egen religion forhindret i at kunne tilpasse sig til de samfundsformer, som de forefinder i de af den vestlige tradition prægede herbergslande.

Muslimske indvandrere kan ikke og vil ikke lade sig integrere i sådanne samfundsformer, og det skyldes altså ikke bare en naturlig uvilje mod fremmede livsformer, som efterhånden vil forsvinde, men det hænger sammen med deres religion, der tvinger dem til ikke at ville lade sig integrere. Det vil sige, at overalt, hvor der i ikke-islamiske lande kommer muslimske immigranter, dér kommer der også en potentiel eller latent konflikt med den politiske ordning, de forefinder der, en konflikt, der ikke på en for muslimen tilfredsstillende måde kan løses virkeligt på anden måde, end at også herbergslandet bliver til en islamisk stat. Den dæmoniske fanatismes politik - hvori alle former for antikristelig religion røber deres sande væsen, hvor de får magt - hører uløseligt med til den islamiske religion. Vist er langtfra alle muslimer enige med Khromeiny eller Gadaffi i deres opfordring til at føre hellig krig imod de kristne - eller i hvert fald med nogle af dem - men opfordringen til at føre hellig krig imod de vantro står faktisk at læse i koranen, og de muslimer, der foretrækker de mere fredelige politiske løsninger vil derfor i diskussionen altid være den svagere part overfor dem, der går ind for den hellige krig eller erklærer deres egen private krig for identisk dermed. Disse sidste vil altid kunne argumentere for, at de første ikke tager det alvorligt nok med deres religionsudøvelse, for Allahs vilje er tydelig nok den hellige krig imod alle, der ikke bekender troen på ham og på Muhammed som hans profet. Og det er fornuftigt og rimeligt, at det er sådan - med den samme fornuft og rimelighed, hvormed klassekampen er det revolutionære socialistiske proletariats vilje.

Hvor man ikke holder sig denne enhed af religion og politik for øje, har man ikke med muslimerne at gøre dér, hvor de virkelig står. Og en Dansk Flygtningehjælp, der ikke tager flygtningene der, hvor de virkelig står, kan ikke være til nogen virkelig hjælp for dem og kan heller ikke gøre den indsats, som er nødvendig for det danske folk, som skal modtage dem. Trænger man ikke ned til grunden af disse spørgsmål - enten fordi man er uvidende om, at de er til, eller fordi man søger at skjule dem for sig selv og andre, fordi de er ubehagelige at røre ved - så kan de løsninger, man finder frem til, ikke blive andet end skinløsninger, og som sådanne kan de kun anstifte forvirring i stedet for at bidrage til at få de opståede vanskelige forhold bragt i en sådan orden, at de er til at leve med. Hvor man ikke sætter sig ind i, hvad de mennesker, man har med at gøre, virkelig tænker og af deres egen religion forpligtes til at tænke, dér er det ikke dem, man har med at gøre, men kun sin egen forestilling om dem, og man skaber med sine pseudoforanstaltninger større problemer, end man løser.

Jødedommen
Når man taler om muhammedanske flygtninge og indvandrere er det nærliggende også at tage jøderne med ind i overvejelsen. Der er en vis parallelisme her, idet jøderne også er det oprindeligt asiatisk folk, der er kommet til mange vestlige lande som flygtninge og indvandrere, og deres religion, jødedommen, også er en antikristelig religiøsitet, bestemt som den er ved dens afvisning af i Jesus af Nazareth at se opfyldelsen af den ene sande Guds løfter om frelse ved sine profeter. Også jødedommen kommer derved - naturligvis set med kristendommens øjne - til at blive en fastlåsthed i det, som kun var bestemt til at være forjættelse, et billede blot af det, som er virkeligheden selv, men fastlåst i dette billede ved en negativ tilbagevirkning af den åndelige kraft, som er i kristendommen, fastlåst ikke i den aggressive perverterede misopfattelse af kristendommens missionsbefaling, som Islams hellige krig er, men i en stræben efter at bevare sig selv som det udvalgte folks religion gennem en urokkelig vedhængen ved traditioner og gudstjenestelige riter, der åndeligt hører hjemme før opfyldelsens tid, og som bliver dæmoniske, om man hænger fast ved dem efter opfyldelsen, da de kun kan give mening som billede af og henvisning til denne.

Jødedommen er ikke aggressiv eller krigerisk, for den venter på, at jordens andre folk skal komme til den og af den lære at dyrke Gud ret og bøje sig for den lov og gudserkendelse, som han har givet sit udvalgte folk. Jødedommen vil ikke forstå Israels udvælgelse som kun værende af profetisk forjættende art og derfor som den, den skal deles med alle andre folk på jorden, når opfyldelsens tid er inde, men den vil bruge sin udvælgelse til at opretholde et stedsevarende skel mellem jøder på den ene side og alle andre folk på den anden. Den vil forsvare sig selv som fortrinsberettiget fremfor dem, men ikke angribe de andre. Det er ved denne fastlåste vilje til selvbevarelse i en religiøs fortrinsposition, at jødedommen selv skaber grobund for den politiske antisemitisme - dér, hvor denne ikke umuliggøres af den kristendom, der byder alle ikke at rose sig imod det Israel, der ikke tror på Jesus som Kristus, og som byder enhver, der står i troen, at se til, at han ikke selv falder.

Det er indlysende, at jødedommen, fordi den ikke er politisk aggressiv eller af religiøse grunde behøver at være det, ikke for flygtninge eller indvandrere, som tilhører den, kan komme til at medføre den samme potentielle eller latente politisk konflikt i forholdet til herbergsfolk, der er bestemt af kristen tradition, som muhammedanismen. Men for den theologiske overvejelse er der en parallelisme imellem disse to. Jøderne kan, forsåvidt de forbliver ved deres jødiske religion ingen steder helt integreres i de "kristne" herbergslande, hvor de kommer som immigranter, men nok til at muliggøre en fredelig borgerlig samexistens med disse landes hjemmehørende befolkninger, der ikke behøver at volde nævneværdige problemer. Om muhammedanere også kan opnå en sådan grad af integration er væsentlig mere problematisk. Men både jødedom og Islam er kun til i det bevidste modsætningsforhold til kristendommen, og dette må ses i øjnene dér, hvor overvejelser dem betræffende skal have med virkeligheden at gøre.

Tankeløs flygtningepolitik
Når jeg siger, at Islam - og altså også jødedom - er antikristendom, er dette ikke ensbetydende med, at jeg alligevel mener, at muslimer er en ringere slags mennesker end vi udmærkede danskere, som vi derfor må have ret til at behandle efter andre moralske normer end dem, som vi ellers anser for gyldige i samfundet, ligeså lidt som det at tale om jødedommen som antikristendom har noget at gøre med at åbne alle sluser for antisemitisme. Det antikristelige er en åndsbestemmelse og ikke en udvortes politisk og borgerlig. Og det giver ingen mening i borgerlig politisk sammenhæng at tale om antikristelige mennesker - i anden betydning end mennesker, der ikke hører til noget kristent trossamfund, og det er ingen og skal heller ingen være tvunget til at være.

Men det er nødvendigt, for at der kan blive truffet relevante politiske foranstaltninger vedrørende muslimske flygtninge, at de, som skal træffe afgørelserne og give de nødvendige love, holder sig for øje, hvor både de selv og de mennesker, hvem afgørelserne gælder, i henseende til åndelig tradition befinder sig, og at de således ser tingene i det perspektiv, som den åndelige baggrundsvirkelighed bestemmer, for kun sådan er det virkeligheden, der ses, og ikke bare dennes projektion ned i drømmens og forhåbningens plan.

Når indvandrerspørgsmålet har antaget sådanne dimensioner, som det har gjort idag, da mange ligefrem taler om en ny folkevandring, så er det ikke bare et humanitært spørgsmål for Røde Kors og lignende organisationer, men det er først og fremmest et spørgsmål af politisk karakter, og det vil sige, at det afgørende ansvar hviler på regering og folketing og ikke kan delegeres ud til humanitære organisationer som Dansk Flygtningehjælp. Gør regeringen det, er det ensbetydende med, at den kaster sit ansvar fra sig i steder for at overtage det. Det drejer sig ikke om at hjælpe nogle få mennesker, som er forulykket i tidens politiske storme, men det drejer sig om store skarer, som - hvilke grunde de så kan have dertil - søger midlertidigt eller varigt ophold i Danmark, som i mange henseender ikke er eller kan være det naturlige opholdssted for dem. Regering og folketing har hidtil ikke gjort ret meget for at finde en brugbar virkelighedstro løsning, og ingenting er nået, som er andet og mere end overfladiske humanitære lapperier, der er utilfredsstillende både for flygtningene og den hjemmehørende befolkning.

Det er helt klart, at man ikke kan åbne Danmarks grænser på vid gab for alle fremmede, der måtte ønske at bo i landet, det har Danmark ikke geografisk plads til. Og man kan heller ikke afslå at hjælpe asylsøgere, som virkelig er hjælpbehøvende, det har Danmark ikke moralsk råd til. Men det er ikke menneskemuligt med usvigelig sikkerhed i hvert enkelt tilfælde at skelne mellem dem, som virkelig trænger til at blive hjulpet, og dem, som ikke gør det. Her må der derfor en lov til som vel ikke altid kommer til at træffe det rette, men som på den anden side i de fleste tilfælde heller ikke kommer til at gå helt ved siden af. Det er det, som er menneskemuligt. Og de, som er ansvarlige for en sådan lovs tilstedeværelse, har ikke ret til at kræve, at den hjemmehørende befolkning uden protest skal betale omkostningerne ved, at visse muslimske stater har slette tyranniske regeringer, som ikke vil sørge for sådanne forhold for borgerne i deres lande, at det er muligt for disse at leve anstændigt i det land, hvor de rettelig hører hjemme. Skal der tilvejebringes ordnede forhold i disse muslimske lande, kan man ikke se bort fra, at disse muligvis kun kan komme i stand gennem en modstandskamp imod de slette regimer der. Men en sådan kamp skal først og fremmest føres i hjemlandet af mennesker, der forbliver der, naturligvis med risiko for at måtte sætte livet til i kamp for frihed og anstændige forhold. Og denne frihedskamp kæmpes ikke ved, at store masser flygter til Danmark eller andre vestlige lande for der at bruge tiden til at uddanne sig, måske med henblik på senere at kunne overtage gode stillinger i hjemlandet, altimens de håber på, at de ulykkelige, der må blive i hjemlandet, vil gøre det nødvendige hårde modstandsarbejde, eller at regimet - hvad der naturligvis ville være det ønskeligste - vil falde af sig selv eller blive nedkæmpet af andre stater.

Den danske regering og det danske folketing kan meget vel ved tankeløs flygtningepolitik komme til at gøre fælles sag med de tyranniske muslimske regimer ved at gøre det lettere for disse at befæste deres magt, når så mange flygter bort i stedet for at gøre deres skyldighed i hjemlandet i en påkrævet opposition eller endda modstandskamp. Og hvem kan iøvrigt vide, om ikke i hvert fald en del af disse flygtninge ikke er virkelige flygtninge, men er sendt afsted med det formål at forvirre de ægte flygtninge og skabe uro og usikkerhed i de vestlige lande, der modtager dem? Hvem kan ikke se, at det under en kommende politisk storkonflikt kunne være af betydning for aggressive muslimske regimer, at de i forvejen har så mange muslimer anbragt i de vestlige lande, at de, hvis forholdene skulle vise sig gunstige, dér kan danne brohoveder eller fungere som terrorister eller guerillastyrker?

Der er mange spørgsmål af denne og lignende art, som de ansvarlige myndigheder må se i øjnene og tage stilling til. Og stadig er det permanente problem, at det er svært at skelne mellem ægte flygtninge og personer, der kommer af grunde, som ikke er reelle, fordi denne sidste kategori med forkærlighed vil kamouflere sig, som om den består af flygtninge i nød. Den danske regering må desuden aldrig glemme, at den ikke kan bevilge flygtninge asyl i Danmark, uden at den dermed samtidig kommer til at handle med den hjemmehørende danske befolkning, den, som den jo først og fremmest har ansvaret for. Og her må det gælde, at den hjemmehørende befolkning ikke imod sin vilje for flygtningenes skyld skal påtvinges levevilkår, som den ikke kan finde acceptable - f. ex. det, som vi nu hører om indførelse af to-kulturklasser i skolerne, hvor forældrene tvinges til at lade deres børn oplære også i en fremmed kultur, hvilket jo ikke bare består i det at lære et fremmed sprog. Hvis den danske regering på denne måde umyndiggør danskere i deres eget land, kommer den derved selv til at give flygtningenes ophold i Danmark status af en fremmed besættelse af dele af landet. Den hjemmehørende befolkning må opfatte det sådan. Og regering og folketing gør sig selv ansvarlige for at have sagt god for denne besættelse, som meget hurtigt vil kunne medføre uudholdelige spændinger med tilhørende eksplosioner i landet - jf. hvad man har oplevet i England.

Problemet med muslimske flygtninge er ikke klaret ved, at man demonstrerer sit gode hjerte og blæser i basun for det. Et godt hjerte, der demonstrerer og det på iøjnefaldende måde, skjuler altid over den billigste og nemmeste og bekvemmeste løsning, den, som består i at give lidt af sin overflod for at slippe for at gøre det, som virkelig kræves, nemlig at give sig selv.

II.
Med lov skal land bygges - men hvad gælder for en indvandrer i Danmark: Grundloven eller Koranen? Det er et problem, øvrigheden må forberede sig på. Og hvori består i det hele taget øvrighedens opgave i forholdet til de fremmede og deres tilstedeværelse i landet?

Det er ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden, at man idag står overfor et muslimsk flygtninge- og indvandrerproblem.

Dette har for det første en baggrundssammenhæng med de vestlige kolonirigers opløsning og fremkomsten af en række suveræne stater med overvejende muslimsk befolkning. De islamiske folk har i århundreder følt sig anfægtede af, at den vesteuropæiske kultur så åbenbart havde taget føringen. Måtte dette ikke vise, at det var Vestens kristne folk, som havde Gud på deres side? Men nu efter to verdenskrige mellem disse folk indbyrdes er tiden for de kristne folks superioritet forbi, sådan ser det i hvert fald ud. Dernæst har det en forgrundssammenhæng med de store politiske og sociale forandringer i de mellemøstlige lande, som er fulgt i kølvandet af de to verdenskrige. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at det er de nye muslimske regimer, som på ingen måde søger deres forbillede i de vestlige demokratier, som selv har forvoldt, at strømme af flygtninge har søgt tilflugt i andre lande. Og det er ikke uforståeligt, om mange har ment, at de rige velfærdsstater i Vesten skulle kunne bruges som gode tilflugtssteder.

Hertil kommer, at muslimerne har været godt orienteret om det åndelige vacuum, der idag råder i de fleste vestlige lande, så at de har kunnet regne med ikke at møde modstand af nogen betydning imod selv en omfattende tilstrømning af mennesker med en anden religion og kultur, helt anderledes, end hvis det havde været de kommunistiske lande, man søgte til - hvilket man ikke har gjort, skønt man f. ex. I Sovjetunionen ville kunne møde ikke mindre end 50-60 millioner muslimske trosfæller, som det i og for sig måtte have været nærliggende at henvende sig til, hvis man er på flugt fra Iran og Libanon og det tyrkiske Kurdistan, afgjort mere nærliggende end Danmark. Men man har altså fortrinsvis søgt asyl i Vesteuropa, i overmåde mange tilfælde hjulpet dertil af det kommunistiske Østtyskland. Er dette en tilfældighed, eller er der en strategisk tanke med i det? I hvert fald, det er en kendsgerning, og den må man så prøve på at tolke, som man kan og har forstand til. Men for de fleste vil det nok være umuligt helt at kvæle den mistanke, at det ikke i alle tilfælde drejer sig om mennesker, hvis status som flygtninge er umiddelbart indlysende. Og uanset hvordan det i øvrigt må forholde sig hermed, er den store muslimske tilstrømning af flygtninge ved Danmarks grænse en kendsgerning som regering og folketing skylder det danske folk at tænke ordentlig over.

Koranen - en anden grundlov
Ifølge Danmarks riges grundlov er der religionsfrihed i dette land. Borgerne har ret til af forene sig i samfund, der dyrker Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, hedder det. Men der er en indskrænkning: "dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden". Muslimske flygtninge i Danmark kan beråbe sig på denne bestemmelse i grundloven som bevis for, at der ikke i deres religionsudøvelse skulle være noget problem betræffende deres ophold i landet.

Men er denne religionsudøvelse så uproblematisk, som det ved første øjekast ser ud til? Muslimer vil naturligt opfatte deres religionsudøvelse i overensstemmelse med deres egen forståelse af religion overhovedet. Men det, de kalder religion, har, som det blev sagt før, et i vore vesterlandske øjne med nødvendighed også politisk aspekt. Religionen er for dem også en bestemt, i koranen beskrevet, samfundsform. Og lader man uden videre religionsfrihedsparagraffen i grundloven gælde for muslimer i deres tolkning af den, så indebærer dette, at man også indrømmer en plads i landet for en samfundsform, hvori koranen er den egentlig grundlov. En anden grundlov smugles ind ad en bagdør. Man indrømmer plads for muslimers religiøse krav om, at samfundet egentlig burde indrettes og styres efter koranen, og man siger god for berettigelsen af deres stræben for også at få dette gjort til virkelighed.

Det er helt klart, at den almindelige vesteuropæiske opfattelse af religion som en privatsag - en opfattelse, som også den danske grundlov er baseret på - er en følgevirkning af den kristendom, hvorefter troen på Gud er en åndelig sag, hvori det enkelte menneske selv har afgørelsen, og at der derfor må herske borgerlig frihed i trosspørgsmål. Ingen må kunne tvinges til nogen form for religiøs tro ved borgerlige sanktioner. Den indifferente vil glæde sig over at få lov til at slippe for at beskæftige sig med noget for ham så overflødigt som religion, og den kristne vil opfatte grundlovsbestemmelsen som udtryk for, at den enkelte i alle åndelige spørgsmål selv har hele ansvaret, og at troen derfor må være en fri sag.

Men muslimen forstår noget helt andet ved tro, end den kristne gør. Troen er for ham ikke en åndelig, men en samfundssag, en politisk sag, som også er Allahs sag. Og en tro af denne art kan naturligvis ikke lade sig foreskrive noget af en ikke islamisk regerings bestemmelser om, hvad der angår "sædeligheden og den offentlige orden". Allahs vilje, som står opskrevet i koranen, gælder selvfølgelig også samfundet og dets indretning, og den troende kan umuligt lade sig noget foreskrive af menneskelige grundloves bestemmelser, hvis disse siger noget andet end Allahs skrevne vilje. For at muslimer i Danmark skal kunne holde sig grundloven efterrettelig, bliver det nødvendigt, at de må opgive dele af det, som de selv forstår som indeholdt i deres religion. Den er ikke kongruent med kristendommen. Dette er en problematik, som man bliver nødt til at se i øjnene, og gør regering og folketing ikke det, kommer de til at handle ved siden af den virkelige situation - og svigter dermed både det danske folk og de muslimske flygtninge.

Det må på forhånd stå klart, at den, der kommer som flygtning, ikke har noget politisk eller juridisk krav på at opnå asyl i Danmark. Man skal ikke kunne stå foran Danmarks grænse og sige: "Sesam, sesam, luk dig op" og blot ved at nævne ordet asyl fremtvinge, at grænsen åbnes.

Flygtninge kommer som gæster, uindbudte gæster, som fremmede og derfor som dem, der må henvende sig til den gode vilje hos folket i det land, hvori de beder om at få lov til at være. Asyl er noget, man må bede om, ikke noget man kan kræve. Det er vigtigt, at dette elementært menneskelige står fast og respekteres. Gør det ikke det, kommer der et moment af overgreb, af fjendtlighed ind i forholdet mellem flygtninge og herbergsfolk lige fra starten. Alle ordnede samfund har love for fremmede og udlændinge, og de, der kommer som flygtninge, kan begrunde deres ansøgning om asyl ved at henvise til sådanne gældende love, men det forvandler ikke ansøgningen til et krav. Intet land kan på forhånd give retten til at bo varigt i det til borgere i andre lande, og at opnå indfødsret i et land, man kommer til som fremmed, sker ikke automatisk fra den ene dag til den anden, men først efter en bestemt tids ophold i landet er der mulighed for at opnå denne ret.

Såvidt jeg ved, har man her i landet ligesom i Sverige praktiseret at give flygtninge og indvandrere valgret til kommunale valg, når de har boet en vis tid i kommunen, også uden at de har opnået indfødsret. En sådan fremgangsmåde er ikke forsvarlig, fordi den betyder et overgreb imod den hjemmehørende befolkning, som derved bliver berøvet retten til at være herre i sin egen kommune. Det er i virkeligheden en slags apartheidsystem, som man indfører med to forskellige slags borgere og med flygtninge og indvandrere som de privilegerede. Og et apartheid system er der ingen mulighed for, hvor landet skal bygges med lov. Flygtninge og fremmede skal have status som det, de virkelig er, flygtninge og fremmede, indtil de har opnået status som borgere med indfødsret. I kommuner med mange flygtninge - som muligvis endda slet ikke vil blive i landet - kan disse meget let komme til at blive tungen på vægtskålen ved valgene og altså blive dem, som træffer de egentlige afgørelser, en helt igennem uacceptabel situation, som ikke vil kunne undgå at skabe misstemning og konflikter. Sålænge indfødsret ikke er opnået, må man leve i landet som gæst og fremmed, hvis lov og ret skal gælde, hvad der ikke er ensbetydende med, at den hjemmehørende har frit slag til at behandle sine gæster efter forgodtbefindende. At de fremmede ikke har politisk borgerret, ophæver selvfølgelig ikke en hjemmehørende befolknings medmenneskelige ansvar for de fremmede, som bor hos dem, tværtimod indskærper det dette ansvar.

Øvrighedens opgave
Det er klart, at regering og folketing i Danmark står overfor et stort og vanskeligt problem, der ikke uden videre er nogen løsning på, som tilfredsstiller alle. Hvor øvrigheden vil prøve på at gøre alle tilpas, gør den bare ondt værre. Den skal ikke bilde sig ind, at den kan eller skal være guddommeligt forsyn hverken for alle jordens flygtninge eller for den hjemmehørende danske befolkning. Desværre er dette den almindeligste fejl hos øvrigheden i moderne tid, at den netop forstår sig selv som forsyn og mener, at den kan udrette noget frelsende ved at prøve på at være det. Men det er det sande guddommelige forsyn og ikke regeringer og politikere, som skriver den virkelige historie, og kun i anerkendelsen heraf kan regeringer og politikere regere ret. Den politiske gerning kan ikke være en suverænitetshandling i absolut forstand, den kan aldrig være mere end en underordning, en lydighedshandling mod en befaling og en lov, som ikke hidrører fra mennesker endsige fra øvrigheden selv. Ingen regering må regne sine egne love eller politiske theorier for sakrosankte og regne med, at virkeligheden skal yde dem den samme respekt, som den selv gør. Gud respekterer hverken nationalstatstanken eller de grænser, som er fastlagt af mennesker, så at han ikke skulle have lov til at flytte dem, om det passer ham. Og han udsletter folkeslag, når dette er hans vilje. Og han har ret til at gøre det, og ingen øvrighed vil kunne hindre ham i at gøre det, når det er hans vilje. Øvrigheden skal forstå, at den er af Gud, og at dette betyder, at vilkårene for dens gerning derfor er, som der her er blevet sagt, og at den aldrig ved sin gerning kan frelse folket og landet fra undergang, men kun fra dag til dag kan gøre den gerning, som er den befalet som øvrighed, og således anerkende, at den egentlige regent på jorden er den usynlige Gud. Kun i denne anerkendelse står øvrigheden i virkeligheden, udenfor den står den i illusionen. Men kun stående i virkeligheden kan den regere.

Det er det første og vigtigste, at øvrigheden forstår, at sådan er vilkåret for dens embedsudøvelse. Også dette er betingelsen for, at den overhovedet kan se den relative virkelighed, som den har ansvaret for, og dermed også se, hvad det er, den skal gøre. "Om nogen frygter Herren, ham viser han den vej, han skal vælge", hedder det i den 25. salme. Dette gælder selvfølgelig også for øvrigheden og dens embedsgerninger. Den vej, som øvrigheden skal vælge, er den, som vises den af loven, og øvrigheden kan kun regere, hvor den ser denne vej. Det er ved lov, at land skal bygges. Det gælder både under "normale" omstændigheder og i tider, hvor særlige forhold gør sig gældende.

Men loven, der her tales om, er ikke en, som øvrigheden har eller selv kan stille på benene ved at få vedtaget en eller flere konkrete love, men den er kun til som den lov, der bestandig må spørges efter. Øvrigheden skal øve ret både mod den hjemmehørende befolkning og mod flygtningene og indvandrerne, og dette kan den ikke uden i den bestandige spørgen efter loven og retten. Og det er den, øvrigheden, der selv skal spørge derefter. Gør den ikke det, kommer den til at ofre den hjemmehørende danske befolkning til fordel for flygtninge, der søger asyl. Eller den kommer til at ofre de fremmede for en hjemmehørende befolkning, der ikke vil vedkende sig noget ansvar for de fremmedes skæbne, men hvis væsentlige interesse er at få konserveret det velfærdssamfund, den har arbejdet med at få bygget op. Men både flygtningene og de hjemmehørende har krav på, at alle, som varigt skal bo i Danmark, uanset hvem de er, kan vide, hvad Danmark fordrer af alle, der vil bo her.

I 4. Mos. 15,15 læser vi: "Indenfor forsamlingen skal en og samme anordning gælde for eder og den fremmede, der bor hos eder; det skal være en evig gyldig anordning fra slægt til slægt: hvad der gælder for eder, skal også gælde for den fremmede for Herrens åsyn; samme lov gælder for eder og den fremmede som bor hos eder". Sådan lyder loven om forholdet mellem folket og de fremmede dér, hvor folket forstår, hvad det er at være et folk. Og i overensstemmelse hermed skal øvrigheden ved Danmarks grænse lade alle, der tænker på at overskride den, vide, hvad "danskeloven" kræver af mennesker, som skal opholde sig her. Kun ved at lade flygtninge og indvandrere møde loven og ikke kun den positive humanitære særbehandling, som nogle af disse sikkert gerne vil have, og som sentimentale danskere, der ikke tænker sig om, formodentlig mere ønsker, at de skal have, end de selv er rede til at betale omkostningerne ved at give dem, kun således kan øvrigheden sikre et virkeligt grundlag for de fremmedes ophold i Danmark. Ellers kan den ikke undgå at skabe et apartheidsystem med tilhørende fremmed-, race- og klasse-had. For den slags kommer i lande, hvor øvrigheden ikke vil bygge landet med lov, og fordi den ikke vil det.

Hvordan den udlændingelov, som - selvfølgelig - også skal udformes konkret, skal lyde, og hvorigennem øvrigheden skal klargøre danskeloven for de fremmede, det må blive politikeres og juristers sag at finde ud af. Det er deres ansvar, og det behøver man ikke særlige komiteer til at udforme for dem. Men de, som sidder i øvrighedsembederne, og som skal gøre dette arbejde, kan også gøre det - når de holder sig for øje, hvad en sådan konkret lov er til for, nemlig at den Lov med stort L, som den skal være tjener for, kan tale klart og med adresse til alles samvittighed. Det er ikke ved de mange særlige love i sig selv, men ved disses begrundelse i og henvisning til Loven, at landet bygges, d. v. s. at der råder ret i landet. Så har det mindre at sige, hvor mange fremmede, der kommer ind i landet - selv om der er en naturlig grænse for, hvor mange det kan klare at modtage, det siger sig selv - og hvor meget fremmede i etnisk og kulturel henseende de er, når de blot alle fra begyndelsen bliver stillet overfor den lov, som er vilkåret for, at mennesker kan leve i Danmark. Landets ringe størrelse sætter en grænse for, hvor mange gæster, der kan gives varigt ophold i det, men det skal nok regulere sig selv, såfremt alle møder fordringen - og øvrigheden lader dem mærke, at de møder den.

For så gør denne lov selv dem til danske borgere med tiden. Det er selve mødet med loven, der af det kvantitative spørgsmål om antal gør et kvalitativt - ikke om Danmarks fortsatte beståen, for derfor råder Gud alene, men om at leve i Danmark som dansk. For mennesker bor ud af et blod på hele jordens flade. Så absolut forskellige er de ikke, at de ikke kan omplantes fra det ene land til det andet, selv om der også skulle være store geografiske og etniske og kulturelle forskelle mellem landene. Men uden at loven bliver hævdet, går det ikke. Den øvrighed, der ikke med alvor og kraft hævder loven, bliver dermed ansvarlig for det had til de fremmede, der ellers med nødvendighed bryder frem i kølvandet af den idealistisk begrundede positive humanitære særbehandling.

Integration
Det, at alle flygtninge og indvandrere bliver stillet overfor den lov, der råder over alle, der vil bo i Danmark, er den egentlige og afgørende del af den integration, som nødvendigvis må finde sted, dersom disse menneskers bosættelse i landet skal falde heldigt ud. Men det drager naturligt med sig, at de fremmede lærer det danske sprog og får det nødvendige kendskab til dansk historie og samfundsliv, for uden dette vil de ikke for alvor kunne bo i Danmark som fuldgyldige medlemmer af det danske samfund. Uden et vist mindstemål af kulturel integration vil immigranternes ophold her uvægerligt føre til, at de klumper sig sammen efter nationalitet og dermed forledes til den forestilling, at de kan leve i Danmark, som om de fortsat lever i deres respektive hjemlande. Fremkomsten af sådanne etniske ghettoer er den sikre vej til at få skabt et varigt misforhold mellem indvandrerne og den hjemmehørende befolkning. Med en vis sandsynlighed vil kravet om integration vække modvilje hos de indvandrende, især hvis deres modvilje understøttes af visse danskeres påstand om, at integrationen i virkeligheden er at ligne ved en slags hjernevask, som flygtningene skal gennemgå, hvad den selvfølgelig ikke er og ikke kan komme til at være, hvor det afgørende i integrationen er mødet med Loven for Danmark. Men slækkes der på kravet om integration, begrundet f. ex. med medlidenhed med de hårdt nok prøvede flygtninge - som der også altid er nogle af, men alle er det ikke, og da slet ikke de, som danske bagmænd får til at råbe op om, at de er det - så er dette vejen til at opnå det stik modsatte af, hvad der tilsigtes.

Integration betyder ikke, at folk, som i etnisk henseende er anderledes, skal omskabes til at tænke og føle sådan, som man - eller i hvert fald det store flertal af man - tænker og føler i dette land, for at de kan blive konformister og lette at håndtere for myndighederne. Men den betyder, at der, såvidt det menneskeligt er gørligt, rækkes dem muligheden for, at de kan leve anstændigt i Danmark som det land, de ved omstændigheder, som de selv kun i ringe grad har været ansvarlige for endsige været herrer over, er havnet i, leve i det som det land, der nu og i fremtiden skal være deres land. Ved at stille denne fordring om integration - og ikke bare stille den, men gennemdrive den - siger øvrigheden til de asylsøgende, at det er Danmark, de er kommet til. Danmark definerer eller beskriver sig selv for de fremmede på denne måde - og viser ikke sin hjertelige ligegyldighed med dem og deres skæbne ved bare at sluse dem indenfor sine grænser og lade det være gjort med det eller i hvert fald lade dette være hovedsagen i det menneskelige forhold til flygtningene at gøre det.

Øvrigheden må gøre det klart for de muslimske flygtninge, at religionsfriheden i Danmark, hvis grundlov jo også siger, at staten understøtter den evangelisk-lutherske kirke som den danske folkekirke ikke fritager dem for at måtte regne med, at deres religion og tro bliver udsat for et åndeligt opgør fra denne kirkes side, og at det indgår i religionsfriheden, at staten ikke kan og ikke vil blande sig i et sådant opgør. Muslimernes religion vil til stadighed blive bestridt som en, der ikke er sand gudsdyrkelse. Andre vilkår kan de ikke få i Danmark, end at de vil være nødt til at leve i denne permanente åndelige strid. Er de villige til at leve under sådanne forhold, som på afgørende måde adskiller sig fra forholdene i deres islamiske hjemlande? "Den kære kirke må være ufredelig", siger Luther. Dermed sigter han ikke på korstog eller kætterforfølgelser, men på den uundgåelige åndelige strid, som følger med evangeliet. Hvor evangeliet om Jesus Kristus bliver forkyndt, må der opstå en åndelig strid for alle, som møder det uden at ville tro. Muslimer vil ikke kunne bo i Danmark, uden at deres religion og dens udøvelse bliver udsat for et permanent åndeligt bombardement fra kristendommen selv. Kirken kan ikke være kirke i Danmark, den kan ikke prædike kristendom, uden at det bliver sådan. Men jeg vil gerne understrege, så stærkt, som jeg kan, at det er et åndeligt bombardement, et åndeligt opgør, der ikke i mindste måde kan eller vil sigte på at gøre skår i indvandrernes borgerlige rettigheder i landet, når de engang først er opnået på lovlig vis.

At nogle vil kalde dette åndelige opgør racisme, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Alle religiøst indifferente og antikristelige mennesker - og der er mange af disse i Dagens Danmark - vil sige dette, de kan simpelthen ikke forstå det på anden måde. Som forholdene er idag, er det overhovedet ikke muligt at prædike den kristendom, der betyder opgør med alle "anderledes evangelier" og med enhver anden tro end troen på den Gud, der har gjort sig åbenbar i Jesus Kristus, uden at den, som prædiker, bliver beskyldt for racisme. Den økumenisme og pluralisme, hvis tankegang forlængst har allieret sig med det politiske, og som er "in", kan ikke forstå tingene på anden måde. Anklagen for racisme er, hvor den forekommer, en anklage imod hele den danske kirke, i det omfang den virkelig er kirke og forkynder evangeliet, og er altså en anklage imod det evangelium selv, som netop udsletter alle forskelle mellem mennesker indbyrdes - dér, hvor der er øren, som kan høre det.

Og indirekte kommer anklagen derfor også til at ramme den øvrighed, der ved grundloven gør sig medansvarlig for, at den evangelisk-lutherske kirke er her i landet som dansk folkekirke. Er det danske folk nu villigt til at acceptere, at der gives det og dets kirke sådanne vilkår at leve under, som har den åndelige strids fortegn, så kan der fra den lutherske kirkes side ikke været noget i vejen for, at der bor borgere i landet, som er muslimer og antikristne, og som - indenfor den i grundloven satte grænse - udøver deres antikristelige religion. Og kan de asylsøgende finde sig i, at sådan og ikke anderledes bliver vilkårene for dem, at deres religion til stadighed bliver udsat for den meste radikale bestridelse? Det spørgsmål skal øvrigheden stille til de muslimske flygtninge, når de står ved Danmarks grænse. Og hvis øvrigheden ikke straks fra begyndelsen oplyser flygtningen om, at sådan bliver deres virkelighed i Danmark, bærer den ansvaret for, at dette land kan blive skueplads for islamiske aggressioner, der nødig skulle, men som forholdene er, risikerer at blive besvaret med "korstog" fra kristen side under en eller anden form ligesom i middelalderen, altså en "libanisering" af forholdene i Danmark, en situation, som ingen kan ønske sig, men som den uundgåelige strid mellem kristendom og Islam som religion meget let vil kunne udløse dér, hvor man ikke klart ser i øjnene, hvad det er for åndelige kræfter, man har med at gøre i kristendommen og i dennes antikristelige aflægger, muhammedanismen.

Lovens befaling
Jeg nævnte før som en vigtig årsag til flygtningestrømmen de meget vanskelige politiske forhold i mange af de islamiske lande. Men dette er ikke den eneste årsag, måske ikke engang den vigtigste. Den opståede situation hænger også sammen med den moderne tekniske udvikling, som har bragt folkene tættere sammen og dermed øget konfliktmulighederne. Man kan bare forestille sig, hvad der ville være sket med mennesker, som i tidligere århundreder ville have prøvet på at flygte fra Iran til Danmark - på deres ben som eneste tilgængeligt transportmiddel. Jeg siger dette for at gøre det klart, at der er faktorer med i spillet, som intet lands øvrighed er eller har været forberedt på. Det er en ny historisk situation, at alle folkeslag i verden så at sige er blevet naboer. I det 19. århundrede ivrede man for nationalstaten og den nationale selvbestemmelsesret, og derved blev der uden tvivl tilført de enkelte stater ny styrke og sammenhæng. Men bagsiden var den forøgede afstand fra og spænding mellem nationalstaterne indbyrdes, et forhold, der kom klart for dagen i de ødelæggende politiske eksplosioner, som de to verdenskrige var.

Her i Danmark havde man forud for tilblivelsen af den danske nationalstat en stat, hvori danske, norske og holstenere levede i fredelig sameksistens. I dag er det ikke uden videre indlysende, at hævdelsen af nationalprincippet ikke har ødelagt ligeså meget, som den har gavnet. Opdelingen efter den første verdenskrig af det gamle østrig-ungarske kejserrige, der også omfattede flere folk, har næppe været til ret megen glæde og nytte for de mennesker, hvem denne opdeling i nationalstater kom til at gå ud over. Mere stabile har forholdene været i lande, der ikke blev rene nationalstater. Man kan her tænke på Schweiz, der ikke er en nationalstat, men hvis befolkning er sammensat af tyskere, franskmænd og italienere. Selv Storbritannien er ikke en ren nationalstat, og det officielle navn på denne stat er derfor helt korrekt United Kingdom. Så meget er klart, at nationalstaten ikke kan kaldes en guddommelig anordning. Sådan er det heller ikke forstået i bibelen, hvor det på Guds befaling i Kanaans land indvandrede Israel til stadighed må bo side som side med ikke israelitter, som Gud endda forsætligt lader blive tilbage i landet til megen nytte for Israel. Og i dette folks lov indgår der bestemmelser om, hvordan det skal handle med de fremmede, som bor indenfor dets porte, og hvis beskærmer Gud selv er.

Ligeså lidt som det giver nogen god mening, at den danske regering vil gøre Danmark til en multietnisk stat, ligeså lidt giver det nogen god mening, at den ser sin opgave som den at frelse Danmark til at være en ren og ublandet nationalstat. Overhovedet kan det ikke være den danske regerings opgave at frelse Danmark og give den danske stat evig varighed. Hvad det guddommelige forsyn beslutter betræffende Danmark, der sker, og der sker heller ikke nogetsomhelst andet. Men netop denne fritagelse fra at skulle sikre landets evighed sætter øvrigheden i stand til at rette sin opmærksomhed på det, som er dens sande konkrete opgave, nemlig at øve ret, at gøre loven gældende, ikke en lov, som den selv hitter på, men den lov, som er den i forvejen med gyldighed for enhver, som er menneske. "Han gør dine portstænger stærke", hedder det om Gud i salme 147. Det er øvrighedens opgave at sørge for, at der ved ret styrelse af landet er sådanne portstænger til stede.

Men det er ikke øvrighedens opgave at gøre disse stænger stærke, at sørge for, at der kommer det af den selv ved dens egen fremtidsforskning forudberegnede resultat ud af stængernes tilstedeværelse. Øvrigheden sørger for, at landets portstænger er til stede i og med, at den hævder loven og øver ret og varetager sit embede, som er med sværdet i hånden at værne den gode - enten han er folkefælle eller en fremmed indenfor landets porte - og straffe den onde - folkefælle eller fremmed - og dermed lade alle møde den virkelighed, som det at leve i Danmark er, som en fordring, der stilles til dem. For kun sådan, under lovens befaling, kan flygtninge og indvandrere virkelig møde den danske virkelighed, som siger til alle dem, hvem en reel trang driver til at være asylsøgende ved landets grænse: "Sådan er det at være borger i Danmark, og anderledes kan det heller ikke være for jer. Vil I være her på disse vilkår, så er i velkomne til det. Kan I ikke finde jer i det , så må I vende hjem der, hvor I er kommet fra eller også flytte andetsteds hen. Så er det heller ikke Danmark, I virkelig søger asyl i, men jeres egen fantasiforestilling om dette land. Og så kan det kun være en hjælp for jer, at I ikke varigt kommer til at tage ophold her og derved berede jer selv en skuffelse".

Sentimental humanitær idealisme
Kun ved at tale sådan til flygtninge og indvandrere i ord og i handling kan den danske øvrighed, regering og folketing, varetage sit embede. Og andet og mere kan og skal der ikke siges til øvrigheden, end at dette skal den gøre. Organisationer, komiteer eller pressionsgrupper, som vil søge at drive øvrigheden i en bestemt politiske retning eller skrive den konkrete flygtningelov for den, sætter sig selv i øvrighedens sted i samme øjeblik, de giver sig til at være pressionsgruppe eller til at udforme den konkrete lovgivning, og derved opnår de kun, at de slet ikke taler til øvrigheden, at de ikke holder den fast ved dens ansvar og embede og således med deres tale kun øger forvirringen. Når man taler til øvrigheden, må man gøre det som den, der ærer dens embede som det, der er givet den af Gud, og derfor skal man tale med besindighed - ligesom man skal forvare sin fod, når man går til Herrens hus. Den oprindelige skabelsesgivne samhørighed mellem alle mennesker overhovedet tilkendegiver sig også deri, at hvor kristendommen er overvejelsens orienteringshorizont, vil flygtninge, der banker på ved et bosiddende folks grænser, kun kunne komme til mennesker, der selv i afgørende forstand er fremmede og udlændinge på jorden uden der at have noget blivende sted, til mennesker, der må vide, at "hvor de bygger hus på arvet grund, der bor de dog til leje". Sålænge forholdet mellem hjemmehørende og flygtninge bliver opfattet på den måde, at det er rige, som har, der her står over fattige, der ikke har, rige, som tænker på hvor grænsen går for, hvor meget de kan og vil ofre af deres ejendom og dele ud til flygtningene, hvis der også skal kunne blive noget tilbage til dem selv, fattige, der tænker på, hvor meget de kan få afpresset de rige, dér er virkeligheden i dette møde ikke opfattet. Enhver løsning af problematikken vil være falsk, fordi selve mødet er umenneskeligt opfattet. Dette mødes problematik kan ikke løses ved sentimentaliserende velgørenhed af de rige, hvori den hjælpende gerning altid sker fra oven og nedefter og derfor ingen sand hjælp er, og heller ikke der, hvor de fattige i selvretfærdighed moraliserer for de rige, hvad der også er umenneskeligt, men kun derved, at det folk, på hvis grænses dør der bankes, åbner denne dør - ikke ved at det forskelsløst sluser alle asylsøgende ind, men ved at det nævner sit eget navn for flygtningene i udleveringen af den lov, der gælder for alle, der vil tage ophold hos det i dets særlige form for alle menneskers almindelige udlændighed på jorden.

Det er den eneste måde, hvorpå det er muligt at handle menneskeligt med flygtninge, at det bliver erkendt, at der midt i alle forskelle ikke er og ikke kan være nogen virkelig afgørende og absolut forskel mellem mennesker der, hvor de møder hinanden. Ellers har de overhovedet ikke mødt hinanden som mennesker, og kun i dette møde kan de gøre noget virkeligt for hinanden.

Den sentimentale humanitære idealisme, som er det almindelige grundlag i Dagens Danmark for menneskers tanker om flygtninge-problemet, kan kun hjælpe med til at skabe et modsætningsforhold mellem indvandrere og hjemmehørende. Og det er let at forstå, at den ikke kan andet. For denne idealisme er i sit skjulte indre fuld af en hovmodig selvoptagethed, som gerne ofrer af det, der tilhører andre mennesker, men som ikke er villig til at ofre sig selv i det menneskelige møde med de fremmede på lige fod i absolut forstand. Det er altid kun det fattige menneske, som kan hjælpe det andet fattige menneske, men ikke med sine gode gerninger, for sådanne har det ingen at give af. Hjælpen er ikke et noget, men selve det fælles ansvar og den fælles skyldighed, hvori alle mennesker i forvejen er bundet til hinanden. Og dette ansvar er hjælpen ved også at være betingelsen for, at der overhovedet kan handles på menneskelig vis i en verden, som ligger i det onde, og hvis skikkelse forgår, og hvori mennesker for deres synders skyld ikke i den udvortes tilværelse kan forstå hinanden eller bo sammen - fordi det, at dette ansvar er, at Gud er hjælperen og er dette sådan, at han også selv er hjælpen.