Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1991, s.66-73.

Golfkrigen er afsluttet – men var den retfærdig eller uretfærdig? Findes der overhovedet retfærdige krige? Eller er alle krige onde og enhver fred god?

Hvis man leder efter retfærdigheden og derfor prøver på at finde den ved al definere, hvad retfærdighed er, og derefter konstatere, om og hvor den måtte være, og således få magt over den, så forsvinder den i ubestemmelighedens tåger. Men hvis man fortvivlet opgiver, at der skulle være nogen retfærdighed til, så er den der lige med det samme – og det netop i fortvivlelsens opgivelse af den – som en fordring, der ikke er til at komme udenom. Og denne fordring lyder: du skal være retfærdig, du skal gøre det, som er retfærdigt, mod dit medmenneske. Ingen kan gribe fat i retfærdigheden og have den i sin besiddelse, og ingen kan heller unddrage sig den, som om den ikke er til.

Det hænger sammen med, at retfærdigheden ikke er en færdighed eller en teknisk kunnen, som mennesket kan optræne sig selv til. Den er kun til som lydighed mod en befaling, som ikke stammer fra mennesket selv, og som derfor kun kan være til i afgørelsen for at adlyde den. Menneskets virkelighed er, at det er skabning, og dette gør sig gældende og kendeligt for mennesket netop i denne befaling. Men i lydigheden mod befalingen er det samtidig menneskets frihed til at være sandt menneske, der åbner sig for det. At leve som menneske er at være lydig mod den befaling, som er virkelighedens egen. I og med at mennesket er stillet overfor denne befaling om lydighed, modtager det sit liv som gave. At leve som menneske i lydighed er at ville det, som mennesket skal. Og det er dette, som er retfærdigheden.

Retfærdigheden er således ikke en tilstand, men den er et liv, en eksisteren. Den lader sig derfor også kun kende af det eksisterende menneske, ikke af det betragtende og teoretiserende. Det kan være godt fra begyndelsen at holde sig dette grundlæggende forhold for øje, når emnet er »Den uretfærdige krig – og den retfærdige«.

Grunden til, at jeg har valgt dette tema, er naturligvis krigen i Golfen. Er der her tale om en retfærdig krig, en bestræbelse for at få Irak til at rømme det land, som dets leder Saddam Hussein brutalt og lovløst har overfaldet – på samme måde som Hitler i 1940 overfaldt forskellige europæiske lande, deriblandt Danmark? Er der altså tale om en af FN anordnet foranstaltning til befrielse af indbyggerne i Kuwait og til den internationale ordens genoprettelse – sådan som USA og mange andre lande opfatter det? Eller er der tale om en uretfærdig krig, som af de rige landes olieinteresser er blevet påført en stat, der har stillet sig i spidsen for en mellemøstlig eller panarabisk frihedskamp imod et israelsk overgreb i forbindelse med en kamufleret vestlig kolonisation og udbytning – sådan som Irak vil have os til at opfatte sagen? Eller er krigen uretfærdig af den grund, at den ikke kan undgå at gå ud over en mængde uskyldige mennesker, som ikke har haft den ringeste indflydelse på begivenhedernes gang, og som ikke har noget højere ønske end at leve stille og roligt i hverdagens lovlige sysler? Eller er krig overhovedet uretfærdig, fordi den ikke kan føres uden at skade andre mennesker på liv og ejendom, og fordi det at føre krig derved bliver selv at gøre det onde, som man vil, at de andre, fjenderne, skal holde op med at gøre, altså fordi krig er at ville drive det onde ud ved Beelzebul?

Krig er det modsatte af at vende den anden kind til dér, hvor man bliver slået på den ene, sådan som det befales i Jesu bjergprædiken. Kan det eneste, som blot har den ringeste lighed med retfærdighed, så være andet end principielt at afstå fra krig og altid søge en forhandlingsløsning, hvor der er konflikt, og stædigt vedblive med at ville gøre dette, også når alle seriøse forhandlinger om konfliktens afslutning bliver afvist af den part, som har taget initiativet til aggressionen? Er det ikke sådan, at der ikke findes mennesker, som er så retfærdige, at de har noget at lade deres medmennesker høre, når man ser nærmere til? Hvor er den regering, som ikke har så meget på samvittigheden, at den ikke dermed skulle have mistet retten til at sætte sig til doms over de gerninger, som andre regeringer øver? Må man ikke dér, hvor evangeliet taler om at elske sine fjender og velsigne dem, der hader og forfølger en, nødvendigvis gå ikke-voldens, pacifismens vej? Havde ikke Tertullian og Origenes ret, når de mente, at en kristen ikke kunne være militærperson lige så lidt som øvrighedsperson, hvis embede det er ved brug af magt at straffe forbrydere? Stod ikke disse kirkefædre urkristendommen nærmere end Athanasios, Ambrosius og Augustin, der mente, at det kunne de kristne godt være? Var det ikke ret af reformationstidens sværmere og anabaptister, at de tog afstand fra Luthers skarpe tale imod bønderne under og efter bondeoprøret og stemplede det som ukristeligt og uretfærdigt som han at opfordre øvrigheden til at stikke, hugge og dræbe de oprørske bønder og mente, at Luther under oprøret havde stillet sig på uretfærdighedens side? Og er det ikke også idag det mest retfærdige at følge pacifismens vej og lade den eller dem, der vælger at gøre det uretfærdige, gøre dette uden at lade dem møde udvortes hindringer, fordi denne passive modstand er det eneste, der – måske – kan bringe dem på bedre tanker og lede dem ind på retfærdighedens vej?

Et Luther-citat.
Spørgsmålene er mange. Men på bunden er de ikke så meget forskellige i de forskellige tidsaldre, at vi ikke nok kan lære noget af at høre efter, hvordan tidligere tiders mennesker fandt deres svar på dem. For os er det i hvert fald naturligt at lytte til det, som blev reformationstidens svar, og som er kommet i stand ved en meget opmærksom lytten til Bibelens tale. Jeg skal vise dette reformatoriske svar ved at anføre et længere citat af Luther fra hans skrift »Kan soldater også have Guds nåde?« Luther skriver:

»Da sværdet er forordnet af Gud til at straffe de onde og beskytte de gode og til at håndhæve freden, så er det også tilstrækkeligt kraftigt bevist, at krig og drab og det, som krigens vilkår og love medfører, er forordnet af Gud. Er krigen andet end afstraffelse af uretfærdighed og ondskab? Hvorfor føre krig, hvis det ikke var, fordi man vil have fred og lydighed? Selv om det ikke ser ud til, at drab og plyndring er en kærlighedens gerning – og derfor tænker et naivt menneske, at det ikke er en kristelig gerning, og at det heller ikke sømmer sig for den kristne at gøre det – så er det dog i sandhed også en kærlighedens gerning. For det er ligesom med en god læge: sygdommen kan være så ondartet, at han må lade hænder og fødder, øren eller øjne hugge af eller ødelægge for at redde kroppen. Hvis man ser på det lem, som han hugger af, synes man, at han er et forfærdeligt ubarmhjertigt menneske. Men hvis man ser på kroppen, som han vil redde derved, så viser det sig sandelig, at han er et fortræffeligt pligtopfyldende menneske og efter bedste evne gør en god kristelig gerning. Når jeg ser på, hvordan soldaten i sin tjeneste, straffer de onde, dræber de uretfærdige og anretter sådan en elendighed, så forekommer det mig på samme måde også at være en ganske ukristelig gerning og aldeles imod den kristelige kærlighed. Men ser jeg på, hvorledes han beskytter de fromme og gode, bevarer og værner kone og børn, hus og hjem, gods og ære og freden, så viser det sig hvor uvurderlig og gudvillet den gerning er, og man forstår, at han ligeledes hugger et ben eller en hånd af, for at ikke hele kroppen skal gå til. For hvis sværdet ikke slog til og skaffede fred, så ville alt, hvad der er i verden uvægerlig gå til grunde på grund af ufred. Derfor er en sådan krig kun en lille kortvarig ufred, der afværger en uendelig grænseløs ufred, en lille ulykke, der afværger en stor ulykke. Den megen tale og skriven om, hvor stor en ulykke krig er, er rigtig altsammen. Men man burde desuden også tage i betragtning, hvor mange gange større den ulykke er, som man forhindrer ved krig. Hvis folk var fromme og gode og gerne holdt fred, så ville krig være den største ulykke på jorden. Men hvad vil du stille op med den onde verden og med folk, der ikke vil holde fred, men plyndrer og stjæler og dræber og skænder kone og børn og røver gods og ære? Denne verdensomspændende ufred, som intet menneske kan bestå overfor, må den lille ufred, som hedder krig eller sværd, holde styr på. Derfor holder Gud også sværdet så højt i ære, at han kalder det sin egen ordning. Og han vil ikke have, at man skal sige eller bilde sig ind, at mennesker har opfundet det eller forordnet det. For den hånd, som bruger dette sværd eller dræber med det, er da heller ikke mere en menneskehånd, men Guds hånd, og det er ikke mennesket, men Gud, der hænger, radbrækker, halshugger, myrder og fører krig. Det er altsammen hans gerning og straffedomme. Kort sagt, man må ikke vurdere krigstjenesten efter, hvordan den dræber, brænder, kæmper, tager til fange osv. For sådan gør de kortsynede, naive barneøjne, som ikke kan se længere end til, at lægen hugger hånden af eller saver benet af. Men de ser ikke eller får ikke fat i, at det gælder om at redde hele kroppen. Således er man også nødt til at undersøge med voksne øjne, hvorfor man udøver krigens eller sværdets tjeneste ved at myrde og begå så mange grusomheder. Så bliver det afsig selv indlysende, at det er et embede, der i sig selv er forordnet af Gud og er verden til lige så stor nytte og gavn som det at spise og drikke eller enhver anden gerning. At der imidlertid er nogle, som misbruger dette embede og myrder og dræber unødvendigt af lutter ond vilje, det er ikke embedets, men personens skyld. Og hvor er der overhovedet et embede, en gerning eller noget som helst, der er så godt, at ondsindede, slette mennesker ikke misbruger det? De er ligesom forrykte læger, der vil hugge en sund hånd af et menneske, uden at det er nødvendigt, af lutter ond vilje. Ja, de er en del af den verdensomspændende ufred, som man må bekæmpe med retfærdig krig og sværd og tvinge til fred, sådan som det da også sker alle vegne og er sket, at de, som begynder en krig, uden at det er nødvendigt, bliver knust. For de kan til sidst ikke klare sig imod Guds straffedom, dvs. hans sværd. Han finder og rammer dem til sidst, ligesom det nu også er gået med bønderne i oprøret«.

Med dette Luther-citat in mente skal jeg i det følgende prøve på at besvare spørgsmålet om den uretfærdige krig og den retfærdige, sådan som det bliver stillet til os idag.

Retfærdighedens mulighed.
Det første som her vil være at betænke, er, at menneskets liv i dets virkelighed som skabt af Gud kun er og kan være sandt liv i lydigheden mod hans befaling. Mennesket er ikke virkeligt menneske udenfor lydighedsforholdet til Skaberen. Udenfor dette forhold vil Gud ikke menneskets liv, men dér er han menneskets uendeligt overlegne, vrede og straffende modstander. En forståelse af menneskets liv i verden, som springer dette nødvendige lydighedsforhold til Skaberen over og vil se menneskelivet som noget, der er til i sig selv, uafhængigt af ham, en naturalistisk menneskeforståelse, der mener, at forholdet til Gud højst kan være en overbygning til det naturgivne, som kan være der eller også ikke være der, uden at det betyder noget synderligt, en sådan menneskelivsforståelse, hvori retfærdigheden ikke kan indgå som andet end en af mennesket selv skabt samfundstilstand eller også som en kvalitet hos enkeltindividet, er ikke en mulig alternativ forståelse, men en misforståelse eller falsk forståelse.

Mennesket er kun menneske i og med, at det adlyder Gud, elsker ham af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Sådan er menneskets liv i dets virkelighed, dvs. sådan ser Skaberen dets liv. Og han nægter at se dette liv på nogen anden måde og nægter at kalde det anderledesartede, som han måtte få at se, for menneskeligt liv. Derfor er der ingen anden virkelighed til for mennesket end den, at det uden ophør møder sit liv som en befaling, der ikke stammer fra det selv, og hvorved der bliver holdt regnskab med, om det er lydigt mod denne befaling eller ej, således at menneskets virkelighed ikke kan blive nogen anden end den, at det bestandig bliver holdt fast ved det, som så at sige er dets embedsskyldighed som menneske. Som skabning kan mennesket ikke have en tilværelse, hvori det selv er Herre og uafhængig af Gud. Det kan ikke undgå forfra og bagfra at være omsluttet af ham, ikke undgå at leve og røres og være i ham og dermed have sit liv som det, hvori der uophørligt lyder til det: Jeg er Herren din Gud; derfor må du ikke have andre guder end mig. Sådan lever mennesket retfærdigt, fordi Gud selv giver det betingelsen for at leve sådan. Retfærdigheden er altså ikke menneskets egen mulighed.

Men menneskets liv i dets sande skabthed og virkelighed, i dets virkelighed som lydighed mod Gud, er ikke forblevet i denne egentlighed. Mennesket har ombyttet den med en uegentlig virkelighed, en uvirkelighed, som det nu er fanget af, og som det selv med sin fornuft og erfaring er nødt til at kalde for sin virkelighed, og hvor lydigheden mod Skaberen ikke mere er det, som konstituerer dets liv. Mennesket behøver her ikke Gud, mener ikke at behøve ham for at være menneske. Det behøver ikke at høre hans befaling som det, der giver det friheden til at leve. Friheden er nu blevet til noget, som mennesket vil tage sig selv – eller må tage sig selv, hvis det vil have den. Mennesket har set sin egen fuldkommenhed i uafhængigheden af Gud og har dermed bedraget sig selv ind i en usandhed og uvirkelighed, som holder det i fangenskab, og som det nu ikke kan andet end anse for at være den sande og egentlige virkelighed, men som det også er nødt til at fornemme som en fjende af sit liv. Og med udgangspunkt i den falske virkelighed, som det altså holder for at være den sande, må det ligge i krig med denne virkelighed. Mennesket er nu nødt til at sikre sig imod de trusler imod dets liv, som det ikke kan undgå at møde fra alle sider af sin tilværelse. Mennesket lever nu i en tilværelse, hvor det må finde med Heraklit, at panton patær polemos, krigen er alle tings fader. Og dette er jo ikke væsentlig anderledes, end hvad Darwin har villet sige med struggle for life og survival of the fittest.

Den Skaber, som gennem den skabte virkelighed lader mennesket høre hans befaling, er nu blevet ombyttet med en gudløs tilværelse, hvorfra truslen om dets livs undergang til stadighed råber til det. Mennesket stræber og stræber efter at befæste sin magt over sin tilværelse for selv at være den, der siger, hvad det er at være menneske, for selv at være den, som giver dets liv dets befaling og åbner fremtiden for det. Men samtidigt med, at mennesket stræber uden ophør, frygter det for, at denne stræben skal blive forgæves, og at det ikke skal opnå andet ved den end at forblive fanget i en tilværelse, hvis uvirkelige virkelighed det ikke kan undgå at have en uforstående forståelse af. Hvordan menneskets liv er dér, hvor synden er kommet ind i verden, og mennesket er udenfor lydighedsforholdet til Gud, taler Luther om i det samme skrift, som jeg citerede af før, og hvor han siger:

»Gud har sat os ind i verden under djævelens herredømme, således at vi ikke her lever i et paradis, men hver time må være forberedt på det værste for liv og lemmer, kone, børn, ejendom og ære. Og hvis der på en time ikke indtræffer ti ulykker, ja, fordi du kan være i live en time, bør du sige: Åh, hvor stor en godhed viser min Gud mig, siden ikke al landsens ulykker har ramt mig i denne time. Hvordan går det til? Jeg skulle jo ikke have en så lykkelig time, når jeg er i djævelens magt. – Sådan lærer vi vore egne. Men indret du dig bare anderledes! Byg dig et paradis, hvor djævelen ikke kan komme hen, for at du ikke skal behøve at vente en sådan vildskab fra nogen som helst tyran! Vi skal gerne se til! Åh, vi har det alt for godt. Vi er overmodige. Guds godhed kender vi ikke. Vi tror heller ikke, at Gud bevarer os sådan, og at djævelen er så ond. Vi ønsker kun at være onde slyngler og vil alligevel kun have liv og gode ting fra Gud«.

Sådan og ikke anderledes er menneskets forhold til sin egen tilværelse der, hvor det er udenfor lydigheden mod Guds befaling. Og af naturen befinder hvert menneske sig udenfor denne lydighed.

Øvrighedens embede.
Men det er altså Gud, der har sat mennesket i en verden, som er under djævelens herredømme. Det betyder, at han ikke har sluppet mennesket og dets verden, selv om det har sluppet ham. Det ytrer sig bl.a. i, at han lader der være øvrigheder til, der som hans tjenere og ved at være indsat af ham har til opgave at sørge for, at der råder en vis relativ orden i verden, at der her forbliver så megen lov og ret, at menneskene ikke helt tilintetgør hinanden. Dette skal øvrigheden sørge for – ikke ved at gøre de uretfærdige retfærdige, ikke ved at forhandle med dem, som gør det lovstridige, men ved i Guds navn at befale og stå de lovstridige imod med magt og straffe dem.

Den øvrighed, som er Guds tjener, og som er indsat af ham, har for at kunne udøve dette embede af Gud fået overdraget sværdets magt. Øvrighedens opgave er ikke at forandre samfundet eller forbedre menneskene, ikke at udligne sociale forskelle eller fjerne alt, som kan foranledige menneskers indbyrdes misundelse og dermed stille den sociale uro. Men opgaven er gennem brug af sin myndighed at gøre det klart for menneskene, at der er en lovens befaling, som det er uomgængeligt nødvendigt for dem at adlyde, og derigennem at være et tegn på eller en henvisning til, at i den verden, som er under djævelens herredømme, og hvori der sker så megen uretfærdighed, er det i sidste instans alligevel Gud, der som skaber regerer over menneskene. Derfor er øvrighedens embede, selv om det er et vredens, straffens og sværdets embede, dog et embede i Guds barmhjertigheds tjeneste. Øvrigheden kan vel kun varetage sit embede ved brug af sværdet og magten, og for fornuften ser det ud, som om den gør gerninger, der ganske ligner de onde gerninger, som den modstår og straffer. Men forskellen er den altafgørende, at øvrigheden handler på Guds befaling og dermed i hans navn. Det gør de onde og voldsmændene ikke. Det kan de ikke gøre, selv om de også forsøger derpå. Og det er denne lydighed mod Guds befaling, og alene den, det er dette for fornuften uerkendelige og for erfaringen usynlige, som kan give øvrighedens handlinger kvalitet af retfærdighed. At øvrigheden på Guds befaling står voldsmændene imod, netop dette er, at den lader gengældelsen og hævnen høre Herren til. At hævnen hører Herren til, som det klart nok står at læse i Bibelen, kan kun i ulydighed forlede øvrigheden til ikke at bruge sin myndighed.

Hvor øvrigheden skal udøve sin myndighed i en verden, hvor menneskets liv er sådant, som det her er beskrevet, og øvrighedens embede er sådant, som det her er sagt, der kan det, at den handler retfærdigt, kun være til som en særlig embedslydighed mod den instans, som er over menneskene, som peger hen på, at lydighed mod denne instans’s befaling er, hvad der fordres af alle mennesker. I sin udøvelse af retfærdigheden er øvrigheden sig bevidst, at den ikke er ude i sit eget ærinde, men i Guds, og at den samme fordring, som den må stille til alle, derfor fra begyndelsen af er stillet til den selv. Den øvrighed, som er af Gud og som øvrighed ikke kan være andet end en tjener for ham, den så at sige abdicerer i sin embedshandling og giver i sin myndighedsudøvelse myndigheden fra sig til den Gud, som er den egentlige øvrighed, og den er således et tegn for hans regering af verden.

Når øvrigheden bruger sin magt, må den bringe sværdet i anvendelse. Men dette kan den kun gøre i bevidstheden om, at dens magt ikke er dens egen, og den bliver draget til ansvar for, hvordan den anvender magten. Øvrigheden hjælper ikke Gud med at være Gud og regere verden. Men som tjener for Gud er den altid en unyttig tjener, der ikke gør og ikke kan gøre andet end det, som er den befalet af ham, som selv udfører befalingen, også når han bruger mennesker som sine redskaber. Om det bliver det ønskede resultat, der kommer ud af øvrighedens gerning, ligger derfor over dens kompetence. Den skal blot gøre det, som den skal, når den skal det. Når det er dens embede at dæmme op for det onde i verden og sørge for den relative retfærdigheds tilstedeværelse, skal den ikke afpasse sine foranstaltninger efter, hvor meget eller hvor lidt lidelse og smerte den derved vil komme til at påføre mennesker. Dens foranstaltninger skal alene være rettet mod at få fordringen om lydighed mod det, som er hvert menneske befalet af Gud, hørt og forstået. Det onde i verden er ikke sygdommen, lidelsen og smerten først og fremmest, men det er, at det bliver glemt, at der virkelig er lov og ret til, som vil adlydes, uanset om menneskene selv anser det for lov og ret. Det onde er det, at menneskene bilder sig ind, at verden er deres ejendom, og at der derfor ikke i den kan være noget, som de i absolut forstand skal, og at de derfor kan gøre med deres liv, hvad de har lyst og evne og vilje til.

Den falske øvrighed.
Men retfærdigheden bliver dér, hvor øvrigheden ikke vil vide af, at den kun er til som Guds tjener og er indsat af ham, til noget helt andet end lydighed. Dér forvandles den fra at være en retfærdighed, som øvrigheden skylder at øve, men som dog aldrig sikrer det gode resultat, fordi det altid er Gud, der regerer i egentlig forstand, til at være øvrighedens egen retfærdighed, dvs. den egenmægtighed, hvori øvrigheden bilder sig ind, at den ved sin gerning kan og skal gøre verden fornuftig og god og retfærdig. Der spørger øvrigheden ikke som det første efter det, som den er skyldig at gøre, men den spørger i stedet efter det taktisk kloge, det resultatfremmende, det effektive. Og den mener, at den egentlige grund til, at mennesker i verden skal adlyde dens befalinger, må være, at den sidder inde med klogskaben og med magten til at gennemtrumfe sin vilje. Øvrighedens embede opfattes da ikke som beroende på den guddommelige indsættelse, der lægger et ansvar på den, som er absolut, men det sværd, som denne indsættelse forlener øvrigheden med, bliver nu gjort til selve embedsgrundlaget, og det er øvrigheden selv, der lægger dette grundlag, idet sværdet bliver forstået som dens ejendom.

Det er klart, at en øvrighed, der forstår sit embede på denne måde, kan udøve sin gerning på flere forskellige måder, der alle stadig vil bære navnet retfærdighed. Den kan identificere sin egen gerning, som den selv udtænker med sin fornuft, med Guds. Den må have ret til at gøre dette, mener den, fordi den er indsat af Gud. Hvad øvrigheden gør, det bakker Gud op som dens tjener. Og så har vi det fromme tyranni. Eller øvrigheden kan fabrikere sig selv en målsætning, som den ser det som sin opgave at realisere, en forandring af samfundsforholdene, en forskelsudlignende social nivellering, som så kaldes retfærdighed.

Det er denne forståelse af øvrigheden, som har præget vort eget århundrede og vel i grunden tiden lige siden den franske revolution. I en sådan forståelse er retfærdigheden perverteret til sentimentalitet. Det er synd for menneskene, at livet her i verden er så hårdt og lidelsesfyldt, og at goderne er så ulige fordelt, så det må man stræbe efter at få gjort anderledes. Men der er en modstand, der her må overvindes, og til den ende må de gode, de, som vil det sådan, tyrannisere de onde, de, som ikke vil det sådan, og det er kun godt, når der øves tvang mod de onde. Retfærdigheden er her ikke øvrighedens primære skyldighed, men det er derimod det meget udmærkede, som den kan skabe, når den er fornuftig nok og ikke bliver hindret i at gennemføre sine gode hensigter og planer af de tåber eller slyngler, som ikke vil forstå, hvor gode disse er. Retfærdigheden bliver så til det, at de rigtige mennesker i størst muligt omfang lægger dem, som ikke er rigtige, hindringer i vejen for, at de kan komme til at praktisere deres urigtighed. Den form for øvrighedsretfærdighed har vi set til overflod i de kommunistiske lande, men den vestlige verdens øvrigheder er ikke fri for at tænke i de samme baner, selv om det sker på en mere moderat, men også mere raffineret måde. Og der er herfra aldrig ret langt til, at øvrigheden på muslimernes vis anser sin egen gerning i dens egentlighed for at skulle være den hellige krig imod alle, der ikke uden videre er villige til at gå med til, at det at stå øvrighedens til absolut egenmægtighed perverterede retfærdighed imod er at stå Gud selv imod. Når øvrigheden er Guds tjener og er indsat af ham, så må med nødvendighed det ikke at være enig med øvrigheden i dens målsætning være at stå Gud selv imod. Og den, der står Gud imod, har dermed mistet retten til at leve. Det er derfor de retfærdiges pligt mod Gud at udrydde de uretfærdige og dermed hjælpe Gud til for alvor at være Gud på jorden.

Krigen.
På baggrund af det principielle, som jeg her har ridset op om menneskets liv i verden og om øvrighedens embede og gerning skal jeg nu tage fat – ikke på mit emne »Den uretfærdige krig og den retfærdige«, for det mener jeg, at jeg har talt om hele tiden – men på mit emne i snævrere og mere bogstavelig forstand. Det er almindeligt blandt dem, som har udnævnt sig selv til fredsvenner, at mene, at der ikke er eller kan være nogen anden slags krig end den, som er uretfærdig. Krig er i sig selv altid at gøre det, som er ondt. Den er at søge at slå andre mennesker ihjel eller dog lemlæste dem til benefice for egne nationalistiske, unionistiske, imperialistiske eller kapitalistiske interesser. Og det lader sig slet ikke gøre at skelne imellem en retfærdig forsvarskrig og en uretfærdig angrebskrig, for de interesser, der skal forsvares under en forsvarskrig, kan meget vel være særdeles uretfærdige og angrebslystne. Og den skæbne, som overgår de enkelte mennesker, er ens, hvadenten der er tale om angrebs- eller forsvarskrig.

Men denne generelle fordømmelse al krigen overhovedet hviler klart på en falsk forståelse af, hvad det er at være menneske i verden, hvad det onde virkelig er, og hvad øvrighedens embede er. Og den må dér, hvor man lader sig vejlede af Bibelen og reformationen, opgives til fordel for en kvalitativt anderledes virkelighedsforståelse, hvori det bliver nødvendigt at skelne imellem en uretfærdig og en retfærdig krig. Men denne skelnen kommer ikke i stand ved politisk at gøre forskel på en angrebskrig og en forsvarskrig – denne fornuftens blot menneskelige skelnen er ganske rigtigt ikke til al stole på, og her ligger det particulum veri, som pacifisternes forfalskning snylter på – men den er ensbetydende med at måtte sondre mellem den krig, som menneskelige magthavere fører i deres eget navn og på deres eget eventyr, og så den krig, som øvrigheden som indsat i sit embede af Gud fører, fordi Gud selv befaler den at gøre det ved at lade krigen være den eneste mulighed, som øvrigheden har tilbage for at kunne udføre det hverv, som dens embede pålægger den med en myndighed, som er absolut.

Ligesom dens embede dér, hvor lovbrydere og voldsmænd i landet selv ved at opløse lov og ret hindrer mennesker i at dyrke Gud i kald og stand ved deres arbejde for at sørge for deres og deres families livsophold og for at tjene deres medmennesker, nøder øvrigheden til at skride ind med myndighed og straffe dem, der gør dette onde, således gør dette øvrighedsembede det samme der, hvor det er en udefra kommende lovbryder, der afstedkommer den samme opløsning af lov og ret, nu ikke bare overfor enkeltpersoner, men overfor landet som helhed. Det er øvrighedens gudgivne skyldighed med det sværd, som er den overdraget, at værge landets beboeres mulighed for at adlyde skaberens befaling for det jordiske liv på den måde, som han vil det. Den således forståede retfærdige krig er altså ikke en krig, hvori der kæmpes for folkets nationalegoistiske interesser eller storhedsdrømme eller for økonomisk trivsel, men den er en foranstaltning, der på Guds befaling vil holde folket fast på skyldigheden at adlyde Gud i sit jordiske embede som folk. Og det er alene Guds befaling til øvrigheden, der kan give denne foranstaltning kvalitet af retfærdig krig. Og det er kun den øvrighed, der vil lade sig sige, at den er indsat af Gud og derfor kun kan være hans tjener, som kan høre, når han befaler.

Den uretfærdige krig.
Man har ledt i Bibelen efter en begrundelse for, at krig som sådan er ugudelig og uretfærdig, men man har ikke kunnet finde nogen sådan klar begrundelse hverken i GT eller i NT. Derimod finder man ord som: »Hævnen hører mig til, siger Herren« og »Elsk jeres fjender og velsign dem, som forbander jer, gør dem godt, som hader jer og bed for dem, som krænker og forfølger jer«. Der regnes i sådanne ord med, at der er fjender til, som gør onde ting, som fordrer hævn, men som skal elskes, mens hævnen overlades til Gud. Ordene vil derfor ikke misforstås, som om de er en opskrift på, hvordan man efterhånden skal kunne omskabe menneskesamfundet, så at der ingen fjender er mere, og alt ånder fred og idyl. Verden ligger i det onde, også dér, hvor evangeliet forkynder, at Guds rige er kommet nær, ja, netop dér. Krig ophører der ikke med at være i verden, fordi mennesker, nogle mennesker, omvender sig og tror dette budskab. Det, som sker ved evangeliets forkyndelse, er, at krigen ikke mere kan have til formål at straffe og udrydde fjenderne og gengælde dem det onde, de måtte have gjort, men at den nu kun kan have den opgave, til gavn for både landsmænd og fjender, at hævde loven og retten på jorden og derved gøre det mærkbart, at alle er undergivet den Gud, hvis befaling møder alle i deres tilværelse, og som alle er skyldige at adlyde. Krigen kan således forstået aldrig blive til en angrebskrig undtagen i menneskets misforståelse af sig selv og sit liv i verden. Den må nødvendigvis være en forsvarskrig – for lov og ret i landet og for mennesker, som bor der, imod de retsopløsende djævelske åndemagter, som ved menneskelige redskaber søger at nedbryde loven og retten. Dermed mister spørgsmålet om, hvorvidt krigen politisk er en forsvars- eller angrebskrig, sin vægt. Det kan jo også være vanskeligt at fastslå, om den er det ene eller del andet – i hvert fald for dem, der ikke personligt har været med til at træffe den politiske afgørelse om dens begyndelse. Det, som er det afgørende er, at øvrigheden ikke bare spørger efter, hvad den formår, men efter, hvad der er dens skyldighed – og spørger oprigtigt derefter uden på forhånd at have givet sig selv svaret.

Krigen kan kun være til som retfærdig krig som en foranstaltning af den lovlige øvrighed. Og denne kan kun handle ret, når den handler på Guds befaling i varetagelsen af sit embede. Og Guds befaling kan ikke lyde og høres, uden at den gør det klart, at både landsmænd og fjender er hans skabninger, der som sådanne er genstand for hans kærlighed. Dermed er stedet markeret, hvor krigen foregår, når den foregår, nemlig i den verden, som er Guds ejendom. Og det ansvar, som stiller sin fordring til den krigsførende øvrighed, har dermed stillet den i maximalt omfang og med maximal styrke. Den krigsførende øvrighed har som opgave kun at sørge for, at lov og ret må råde både hos landsmænd og hos fjender – altså den samme opgave som i fredstid. Selv om der er forskel på landsmænd og fjender, så er denne forskel ikke absolut, men relativ, idet begge parter lever i den verden, hvor det hverken er den ene eller den anden parts øvrighed, der regerer absolut, men den Gud, der har indsat disse øvrigheder i deres embeder og kræver den samme lydighed af dem begge.

Krig er uretfærdig, når den er magthavernes »suveræne livsytring«, idet den så fremkommer alene som et resultat af deres førreflekterede, naturlige, interessebestemte tankegang, uden at de har berådet sig med Gud og deres samvittighed. Som øvrighedens egen beslutning om at udvide sit territorium eller sikre sig strategiske og økonomiske fordele på nabolandes og nabofolks bekostning – hvor meget sådanne foranstaltninger end synes at kunne gavne dens eget land – er krigen en opløsning af lov og ret, og det tab af menneskeliv, som den målte medføre, er at regne for mord, som er sket på anstiftelse af netop den øvrighed, hvis embede det er at værne mennesker imod mord. En krig, som fremkommer på den måde, er ikke den mulighed, som øvrigheden må gribe til, hvor den ikke har nogen anden mulighed for at varetage det den betroede embede, og så bliver den med det samme nødvendigvis uretfærdig, fordi den uden denne nødvendighed – og dermed uden befaling – er en ulydighedshandling mod den Gud, som øvrigheden er indsat af, og fra hvem den alene har sin myndighed. Brugen af sværdets magt, som øvrigheden ved sin embedsindsættelse har fået overdraget, bliver derved forvandlet til despotisk vilkårlighed. Det er så denne øvrighed selv, som ved sin uretfærdighed – det, at den, skønt den er noget relativt, skønt den kun er Guds tjener, som har sit embede fra ham og derfor i ansvar overfor hans befaling, gør sig selv absolut og regner sig selv for den øverstkommanderende – gør krigen uretfærdig. Det er ikke krigen i sig selv, det, at den med magt sætter sig imod lovløsheden og uretten, som er det uretfærdige, men det er den ved sin ulydighed uretfærdige øvrighed, der gør den af den iværksatte krig til noget andet end lydighed mod Guds befaling. Kampen imod lovløsheden, kampen for tilbagevenden til loven og retten, er kun til som en kamp for, at skaberens befaling må blive hørt af menneskene i verden. Det er kun ved, at der gives agt på hans befaling, at der overhovedet kan være nogensomhelst retfærdighed til i verden. Retfærdigheden er jo lydighed imod det, som han befaler.

Den retfærdige krig.
Derfor skal øvrigheden bestandig spørge efter som det første og største, hvad den Gud, som har betroet den det embede, som altid er hans og aldrig dens eget eller andre menneskers, befaler den. Erkendelsen af denne befaling alene giver øvrigheden den gode samvittighed, der sætter den i stand til at handle retfærdigt. Har øvrigheden denne gode samvittighed, så kan den også se og finde den vej, som den skal vælge for at være lydig mod befalingen. Ser den alene hen til, at lydighedskravet bliver opfyldt, så må de midler, som den under disse vilkår og under den stadige samvittighedskontrol vælger at betjene sig af, så må de tjene til gode for den, så at den også i sin gerning kommer til at virke det retfærdige, som befalingen siger, at den skal gøre.

Den retfærdige krig kendes derfor på, at det i den aldrig kan være retfærdige mennesker, der har til opgave at kæmpe imod syndere, men kun syndere, der kæmper imod andre syndere, fordi Gud alene er den retfærdige, hvis vilje alle skal adlyde. Og de kæmper for, at denne skyldighed at adlyde, hvad han befaler, må høres og erkendes også af sådanne, der måtte mene, at det ikke er nødvendigt at være lydig her. I den retfærdige krig kan det kun være målet at kalde til orden overfor den fordring om retfærdighed, som ikke har sin oprindelse i en magthavende gruppes krav på, at det er dem, der sidder inde med magten. Derimod kan det i den ikke dreje sig om, at de, som er retfærdige, kæmper imod de uretfærdige for at få disse sidste til at ligne dem selv i retfærdighed. I så fald kommer kampen til at dreje sig om, at nogle mennesker kan blive æret som retfærdige fremfor andre, og så forsvinder Guds befaling om lydighed som den, der vil høres af alle, og så kan krigen ikke være andet end uretfærdig. Den retfærdige krig er derfor – fordi det i den er syndere, der må kæmpe mod andre syndere for at kalde alle til orden overfor den befaling, som lægger et og samme ansvar på alle med sin fordring om at øve retfærdighed – ikke en krig, hvori der ved nogles gerninger kan ske, hvad der er retfærdigt, og ved andres kun det, som er uretfærdigt, for hos begge de kæmpende parter findes kun det, som ikke kan bestå, hvor der måles med den strenge retfærdigheds målestok. Det er mennesker, som her kæmper imod andre mennesker, og ikke engle imod djævle, og der er kun forskel på de mål, som de kæmper for, idet målet for den ene parts vedkommende ikke er opstillet af denne selv, og der kun kan være en relativ forskel mellem de midler, hvormed begge parter kæmper for det, som er målet. Det konstaterbare liv er for begge kæmpende parters vedkommende ikke-retfærdighed. Men i det, som er kampens mål, er der en forskel, som er afgørende, nemlig forskellen mellem retfærdighedens befaling, der er rettet til alle, og som alle er skyldige at adlyde, og retfærdigheden som en kvalitet, som den ene part forsvarer som sin besiddelse imod den anden.

Så snart den retfærdige krig bliver til de gode og troendes korstog eller hellige krig imod de onde og vantro, ophører den med at kunne være retfærdig og bliver i stedet til en i kvalificeret forstand uretfærdig krig. Den retfærdige krig er derfor på grund af den befaling, som fordrer den udkæmpet, men ikke på grund af nogen retfærdighedsbesiddelse hos de kæmpende, således omsluttet af freden, at det i den er den alle mennesker som Guds skabninger omsluttende fred, der under det modsattes udseende gør sig selv gældende i den retfærdige krig.

Den retfærdige krig kendes også på, at der i den ikke skal kæmpes for at hjælpe Gud til at vinde herredømmet i verden dér, hvor han endnu ikke har det. I den retfærdige krig kæmpes der ud fra den forudsætning, at han har dette herredømme – og derfor imod den uorden mellem mennesker, som er en følge af, at dette ikke er klart erkendt, for at denne uorden kan blive holdt nede ved at forudsætningen bliver erkendt. Den orden, som er, og som er sat af skaberen i og med skabelsen af mennesket, fordrer som Guds at blive anerkendt på jorden af alle mennesker, som bor på den, fordi den er selve betingelsen for, at de kan leve menneskeligt dér. I den retfærdige krig er sejren derfor allerede vundet på forhånd, fordi skaberens orden i menneskenes verden er uendelig meget stærkere end den ved menneskenes fornægtelse af den bevirkede uorden. Men dette gør ikke den retfærdige krig overflødig, fordi dens begrundelse netop sådan ikke kan være nogen anden, end at den Gud, som er al retfærdigheds ophav, og som også opholder retfærdigheden i verden, vil have, at der også skal råde retfærdighed, hans retfærdighed, i de konkrete forhold mellem menneskene på jorden. Øvrigheden bærer ikke sit sværd for at skabe retfærdighed og orden i landet, men den gør det, fordi den retfærdighed og orden, som er i forvejen, fordrer at blive respekteret og forlanger det med en myndighed, som ikke stammer fra mennesker, ikke fra øvrigheden selv.

Den retfærdige krig er kun til som en anerkendelse af de virkelige vilkår, som mennesker lever under her i verden. Formålet med den er, at disse vilkår må blive kendt af alle, nemlig at det at være menneske er at møde skaberens befaling, og at den indbydelse til at være lydig mod den, som er givet i og med dette møde med befalingen, er fremtiden og friheden for mennesket. Det er ikke et nyt samfund eller en ny verdensorden, som skal skabes ved den retfærdige krig – sådan som misforståelsen vil have det – men kun det, at det bliver erkendt, at der i menneskenes indbyrdes liv ikke er nogen, som kan eller skal herske absolut, ingen som kan eller skal gøre krav på absolut autoritet og kaldes fader eller vejleder. For her er det kun Gud selv, der regerer – også når han gør det ved hjælp af øvrigheder, mennesker, som han giver embede, og som han også kræver til regnskab, om de er lydige mod ham i det, som er dem betroet.

Frygtens Tankegang.
Nutidsmenneskers generelle modvilje imod krigen, især den retfærdige krig, hvis mulighed som retfærdig man sædvanligvis benægter, fordi man anser krigen i sig selv for at være det absolutte onde, den modvilje hænger tydeligt sammen med forståelsen af menneskets liv som autonomt, som det, at mennesket er og skal være uafhængigt af alt andet end sig selv, sin egen fornuft og kraft. Menneskets liv er derfor identisk med dets konstaterbare skæbne eller levnedsløb i verden. Mennesket er her selvbestemmende. Det er ikke skyldigt at adlyde en befaling, som ikke stammer fra det selv eller fra dets egen verden.

På baggrund af en sådan forståelse af mennesket som autonomt og uafhængigt må dét at komme til at påføre mennesker personskader og lidelser i bestræbelsen for at dæmpe uretfærdigheden i verden være et langt større onde end den skyld, som er forbundet med ikke at stå uretfærdigheden imod. Man vil derfor hellere overleve under uretfærdighedens herredømme, end man vil ofre sit eget og andres liv og førlighed for at bryde dette herredømme ved at gøre befalingen kendelig. Hellere slave under uretten end død, siger – eller i det mindste tænker – nutidsmennesker i alle lande og kalder dette humanitet med det til følge, at de på en mangfoldighed af steder har fået de uretfærdighedens vilkår at leve under, der hensætter dem i en permanent tilstand af frygt, som forvandler deres liv til et ikke-liv. Magtmennesker uden samvittighed, der ser, hvor let nutidsmenneskene, der er beherskede af denne frygtens tankegang, lader sig kujonere, er ikke sene til at benytte den lejlighed, der således frembyder sig for dem til at få deres magtbegær og ambitioner tilfredsstillet. Den øvrighed, som mennesker således kommer til at leve under, tenderer med nødvendighed mod at blive tyrannisk. Men det er det pacifistisk indstillede nutidsmenneske selv, der ved sin principielle autonomi i selvforståelsen bærer ansvaret for, at det får disse levevilkår. Det får dem nemlig på direkte eller indirekte måde. Den politiske pacifisme ruller overalt den røde løber ud for modtagelsen af tyranniets majestæt. Når mennesket vil unddrage sig virkeligheden, dvs. skaberens befaling, bliver det straffet ved, at den hele virkelighed selv bliver til en straf.

Det er på samme måde, som når øvrigheden mener ikke at skulle straffe forbrydere med den begrundelse, at det at straffe jo er at handle ondt mod et menneske, og derfor finder alle mulige forklaringer og undskyldninger for den lovovertrædelse frem, som kan gøre forbryderen ansvarsfri. Straffen – eller det, man kalder straf – bliver så til en slags obligatorisk hotelophold med tilhørende prøveløsladelser, der i mange tilfælde benyttes til nye lovovertrædelser af samme slags som de tidligere. Og da det er politiets opgave at værne samfundet imod lovovertrædere på øvrighedens vegne, bliver det mere eller mindre lagt for had, mens de kriminelle personer selv af medierne bliver fejrede og beundrede for deres mod til at bryde med samfundskonventionen og for deres vilje til hensynsløst at realisere sig selv – med det resultat, at kriminaliteten tiltager og retssikkerheden aftager og respekten for loven svinder.

Sådan må det gå der, hvor øvrighedens sværd er blevet forvandlet til en rævehale, og hvor man ikke længere forstår, at den indskriden med magt imod lovovertræderne, som straffen er og skal være, er til, for at disse mennesker kan møde den samme lov, som er grænsen for alle i samfundet, og som netop ved at være en sådan grænse, der fordrer den onde gerning straffet, giver alle menneskene, både de gode og de onde, betingelsen for at kunne leve sandt menneskeligt med hinanden i den fred, hvori de kan udføre den tjeneste, som er dem pålagt her i verden af skaberen selv – og som derfor er retfærdig.

Militia Christi.
Vi har under Golfkrigen fået den klareste anskuelsesundervisning i, hvordan et brutalt og lovløst magtmenneske kan gøre regning på at blive støttet af en mere eller mindre pacifistisk indstillet del af den vestlige verdens befolkning, der foretrækker at leve med og i uretten fremfor at ofre livet i kampen imod den. Han har fået denne støtte i vide, såkaldt progressive, kredse, mens indsatsen for ordenens genindførelse, for lov og ret i forholdet mennesker imellem er blevet takseret ret så lavt. Det er ikke langtfra, at den karakterfaste indsats for forsvaret imod aggressionen adskillige steder er blevet regnet for et større onde end aggressionen selv. Noget tilsvarende skete også på reformationstiden i forbindelse med bondeoprøret og krigen imod tyrkerne. Dengang fik problematikken den uretfærdige krig og den retfærdige en dybtgående og hidtil uovertruffen principiel behandling af Luther, som hvad det principielle angår intet har mistet af sin aktualitet i de 450 år, der er gået siden da. Jeg skal anføre endnu et citat fra »Kan soldater også have Guds nåde«:

»Vi skal lade Gud alene få æren og give ham den og være tilfredse med løn og fortæring. Derfor er det hedensk og ukristeligt at opildne mandskabet før slaget på denne måde: Kære kammerater, kære soldater! Være frejdige og frimodige! Om Gud vil, vil vi idag indlægge os ære og blive rige. Nej, sådan og på denne måde burde man anspore dem: Kære kammerater! Vi er alle samlet her i pligttro og lydig tjeneste mod vor fyrste, sådan som vi efter Guds vilje og ordning har pligt til at hjælpe vor herre med liv og ejendom, selv om vi overfor Gud er lige så arme syndere som vores fjender. Men dog ved vi – eller vi er i hvert fald ikke bedre underrettet – at vores fyrste har retten på sin side i denne sag. Og dermed er vi sikre og visse på, at vi tjener Gud selv med denne tjeneste og lydighed. Så vær alle modige og uforfærdede og tro blot, at jeres hånd er Guds hånd, jeres lanse Guds lanse og råb med hjerte og mund: For Gud og kejseren. Skænker Gud os sejren, så skal lov og ære gives ikke os, men ham, der handler gennem os arme syndere. Men byttet og lønnen vil vi tage som skænket og givet os uværdige ved hans guddommelige godhed og nåde, og vi vil takke ham for det af hele vort hjerte. Nu Gud i vold og til kamp med glæde!«

Sådan kan og må der tales dér, hvor man ved, at mennesket ved evangeliet lever i syndens verden som det, der ikke lever dér, men har sit borgerskab i himlen af nåde ved tro. Hvor mennesker er syndere, er det rette kærlighedsforhold mellem dem indbyrdes aldrig synligt til stede. Der er der altid latent splittelse – også hvor denne skjuler sig under en smilende harmonisk overflade – og der er der derfor også potentielt krig, og der består der altid fare for, at krigen også bryder åbenlyst ud. Ingen menneskelig fornuft eller kraft vil være i stand til at afskaffe krigen i verden og bringe varig fred. Kun Gud selv er den, der »gør ende på krig til jordens grænser«, og det er ham, der »splintrer buen og tænder skjoldene i brand«. Han er den, hvem vi skylder tak for hver en fredens dag, han giver os, og han er den, til hvem kirken altid må bede: dona nobis pacem.

Det værste, som kan ske, er, at kirken glemmer, at den er en kirke af syndere og dermed begynder at tro på sin egen retfærdighed og fredsstiftende evne og bilder sig ind, at den ved sin pacifistiske holdning overflødiggør, at den øvrighed, som er indsat af Gud til at være hans tjener, varetager sit embede og bruger det sværd, som er overdraget den, til at stå uretten i verden imod og er rede til at føre en retfærdig krig, hvor dette er nødvendigt, den retfærdige krig, som vidner om, at alle mennesker lever i syndens verden, hvor de alle behøver at bede: Forlad os vor skyld. Men her under syndernes forladelse har øvrighedens hårde og undertiden også blodige gerning for ordenens, lovens og rettens skyld sit sted som en af Gud selv befalet gerning, der kun af den grund, at den er befalet af Gud, er retfærdig, men derfor også virkelig er det. Og øvrigheden skal vide, at når den gør det, som er den befalet, er det, som den gør, godt og retfærdigt, og den skal være vis på, at den således gør noget, som har Guds velbehag og tjener til alle menneskers gavn – også deres, som den står hårdt og strengt og blodigt imod.

Således må øvrighedens gerning der, hvor den forstår sig selv ret, være en militia Christi, hvori den er nødt til at synde og synde stærkt og bekende, at den gør dette, men hvor den samtidig endnu stærkere både kan og skal sætte sin lid til og glæde sig i den Kristus, som sejrrigt har overvundet synden.