Af Johannes Simonsen. Tidehverv, 1971, s.82-88+95-100. Foredrag på Krabbesholm Højskole 29. juni 1971.

Poul Helgesen er født i Halland, formodentlig i Varberg. Vi ved ikke, hvornår han blev født; man har gættet på 1480 eller der omkring, og det kan der være en vis sandsynlighed for. I skriftet til kong Gustav nævner Poul Helgesen, at hans mor er af svensk afstamning, men derudover kender vi intet til hans familieforhold. Han underskrev sig altid Paulus Heliæ, men det siger jo ikke noget om slægten.

I en tidlig alder - vist nok som stor dreng - blev Poul Helgesen optaget i Karmeliterklosteret i Varberg. Karmeliterordenen lagde vægt på skriftstudium og prædiken; vi må derfor antage, at han tidligt har fået et godt kendskab til Biblen. Poul Helgesen hørte til de lærde munke, så han er antagelig blevet præsteviet, da han nåede den passende alder; derefter blev han Baeealaureus i teologien, men noget årstal for erhvervelsen af denne grad kender vi heller ikke. Med hensyn til hans studier og teologiske udvikling lades vi helt i stikken. Det kan tænkes, at Poul Helgesen har haft et universitetsophold, men vi ved det ikke. Han nævner et sted, at Mester Svend fra Skara har været hans skolemester. Mester Svend skal have været Erasmianer; han blev senere luthersk biskop. Der er altså den mulighed, at Mester Svend kan have påvirket Poul Helgesen til at blive reformkatolik, men det er ganske usikkert.

Poul Helgesen har formodentlig opholdt sig en tid i Karmeliterklosteret i Helsingør; det første skrift, som vi har kendskab til fra Poul Helgesens hånd, er antagelig skrevet her. Det stammer fra 1517 og handlede om Simoni (handel med kirkelige embeder). Dette skrift er gået tabt, men emnet tyder på, at Poul Helgesen på dette tidspunkt har været bevidst reformkatolik. Hans senere skrifter viser, at han havde et åbent blik for den romersk-katolske kirkes mange skrøbeligheder. Kirkens prælater var ofte mest optaget af at samle rigdom og vinde magt. Mange præster og munke var uvidende og levede et dårligt liv. De lærde doktorer lagde vægt på filosofi og verdslig visdom. Studiet af den hellige skrift var blevet forsømt. Kirken trængte til reformation; men misbrug ophæver ikke den rette brug. Institutionerne skulle fyldes med nyt liv; studiet af den hellige skrift burde sættes i højsædet.

I 1517 døde Dyveke - Christian den 2.'s elskerinde - og hun blev begravet i Karmeliterordenens kirke i Helsingør. I den anledning forlenede kongen Karmeliterkollegiet i København med Set. Jørgens hospital og tilhørende gods. Ordenen skulle til gengæld underholde et vist antal syge og forpligte sig til at holde teologiske forelæsninger.

Fra 1519 var lektor Poul Helgesen leder af kollegiet. Det er lidt uklart, hvor mange studerende der havde ophold der. Nogle af dem havde lektortitel, og det må vel sagtens betyde, at de hjalp til med undervisningen. Poul Helgesen var først og fremmest optaget af skriftstudiet, men han har da også beskæftiget sig med andre emner. Det var ved denne tid, at Luther blev et kendt og omstridt navn i Tyskland, og Poul Helgesen blev tidligt opmærksom på Luther. Nogle år senere, da Poul Helgesen blev beskyldt for at være Luthers tilhænger, hævdede han, at han havde ophørt med at læse Luthers skrifter, da det blev forbudt af paven. Dette forbud er formentlig først blevet kendt i København august 1521. Nu fremgår det klart af Poul Helgesens skrifter, at han har læst Luther efter den tid. Oskar Andersen beskyldte af den grund Poul Helgesen for at have en noget tvivlsom omgang med sandheden. Med hensyn til dette punkt klarer han dog frisag. Nu er det almindelig anerkendt, at læst må betyde forelæst.

Hvornår Poul Helgesen har forelæst over Luther, ved vi ikke, men der er altså mulighed derfor fra 1519-21. Dermed har vi et sikkert vidnesbyrd om, at lutherske skrifter tidligt er blevet kendt i Danmark. Desværre har vi intet kendskab til, hvilke skrifter (eller uddrag af skrifter) han har forelæst over. Der er næppe grund til at tro, at han har haft ret meget at indvende mod teserne om afladen. Det ville jo være aktuelt at drøfte dette spørgsmål, da Areimboldi lige havde været heroppe som afladskræmmer. Det er også tænkeligt, at Poul Helgesen kan have forelæst over nogle af sermonerne. Han har selvfølgelig til at begynde med betragtet Luther som en god reformkatolik.

Det er muligt, at det har været Poul Helgesen, der gjorde Christian den 2. opmærksom på Luther. Men enten det nu har været ham eller andre, ønskede Christian den 2. i 1520 at få folk fra Wittenberg herop. I slutningen af året kom Reinhardt til København; han har formodentlig haft stilling som kongelig kapellan; men Reinhardt kom også til at prædike i Nikolai kirke.

I marts 1521 var Reinhardt tilbage i Wittenberg. Han skal have forhandlet med Melanchton om at komme til Danmark, men det blev Karlstadt, der fulgte indbydelsen. Karlstadt kom til København maj 1521, men forlod hurtigt Danmark. Reinhardt blev og har muligvis været her til lidt ind i 1522. Denne "Wittenberg episode" bliver i almindelighed ikke tillagt nogen betydning. Efter mit skøn helt med urette. Selv om Reinhardt ikke skal have været nogen betydelig mand, og selv om der blev gjort grin med hans prædikemåde, kan hans ophold i København godt have haft betydning. Resen har en, meddelelse om, at Poul Helgesen i 1522 skrev et brev imod Reinhardts disputatsteser om Luthers skrift "De captivitate".

Selv om denne oplysning ikke holder stik, er det da meget muligt, at Poul Helgesen har drøftet "De captivitate" med Reinhardt. Det lyder i hvert fald helt utroligt, at han ikke har haft nærmere forbindelse med Reinhardt. Efter mit skøn kan det netop have været studiet af "De captivitate", der gjorde, at Poul Helgesen blev klar over, at han var uenig med Luther. Christian den 2. har selvsagt hørt Reinhardt, og det er da ikke helt udelukket, at han kan have påvirket kongen.

Christian den 2. skal i 1521 på sin rejse til Nederlandene have haft en kasse lutherske bøger med. Det må siges at være en ret ejendommelig rejselekture, og det kunne da tyde på, at kongen har været virkelig optaget af Luther. Selv om Christian den 2.'s kirkelove ikke var antikatolske, er det jo ikke dermed sagt, at kongen havde tabt interessen for Luther. Det er oven i købet ret sandsynligt, at spørgsmålet om Luther har været medvirkende til, at det kom til brud mellem kongen og Poul Helgesen. Dette skete Set. Hans dag 1522, hvor Poul Helgesen vakte kongens vrede ved en prædiken, han holdt. I et brev fra 1524, hvori han forsvarer sig mod beskyldningen for at have været Luthers tilhænger, skriver han, at han over for kongen har hævdet, at Luther var en stor kætter. Herover blev kongen så vred, at han fra at have været Poul Helgesens ven blev hans bitre uven. For at bjærge sit liv måtte Poul Helgesen flygte til Jylland.

Poul Helgesen har senere fældet meget hårde domme over Christian den 2. som den blodtørstige tyran. Men det er vel værd at erindre, at det ikke var det Stockholmske blodbad i december 1520, der fik ham til at vende sig fra kongen. Selv om denne begivenhed har rystet Poul Helgesen, har han uden tvivl lagt hovedskylden på kongens slette rådgivere, ærkebiskop Gustav Trolle, biskop Jens Andersen Beldenak, Didrik Slagheek og Mor Sigbrit. Formelt var henrettelsen jo også en dom over kættere.

Didrik Slagheek gik det som bekendt ilde. Han var på kongens foranledning blevet ærkebiskop i Lund, men faldt i unåde og blev den 24. januar 1522 brændt på Gammeltorv i København, hvor Poul Helgesen var til stede.

Poul Helgesen oversatte på denne tid Erasmus' bog: En kristen fyrstes lære, og det er næppe tilfældigt, at fortalen til Christian den 2. er dateret netop den 24. januar 1522. Slagheeks ynkelige død er et eksempel på, hvordan det går slette rådgivere for en fyrste. Det hedder i fortalen, at kongen for to år siden opfordrede Poul Helgesen til at oversætte en bog. Han fik da også oversat et stykke af bogen, og denne oversættelse havde kongen set. Da Poul Helgesen kom længere frem med oversættelsen, blev han klar over, at det var en ugudelig bog, der mere lærte at fremme synd end at aflægge den. I stedet har han nu oversat Erasmus' bog. Dette skrift er Poul Helgesen meget begejstret for. Selv om bogen er skrevet af Erasmus, er den i virkeligheden forfattet af Helligånden.

I ældre tid gik man ud fra, at det var Machiavellis "Fyrsten", Christian den 2. havde ønsket at få oversat. Dette er blevet bestridt i nyere tid, og det er blevet hævdet, at det må være Luthers skrift: "An den christlichen Adel", kongen har tænkt på. Så vidt jeg kan se, kan dette ikke godtgøres. Der kan gøres en del indvendinger mod denne opfattelse. Det er vel nok mest rimeligt at sige, at spørgsmålet står åbent. Det afgørende er, at Poul Helgesen på egen hånd har valgt Erasmus' bog. Det er lidt omstridt, om Christian den 2. har fået hans oversættelse.

Efter bruddet med Christian den 2. sluttede Poul Helgesen sig i Jylland til kongens modstandere.

Da Frederik den 1. blev konge, lovede han at værne kirken, men det varede ikke længe, før Poul Helgesen blev skuffet af den nye konge. Da Christian den 2. og Poul Helgesen blev uvenner, tilbagekaldte kongen gavebrevet til Karmeliterkollegiet. Poul Helgesen havde selvfølgelig ventet, at Frederik den l. ville gøre denne uret god igen, men allerede den 17. juni 1523 gav den nye konge en mand ved navn Heye Sct. Jørgens gård som len på livstid. Dette var naturligvis til stor fortrydelse for Poul Helgesen.

I et brev til kannik Johannes Lauridsen er Poul Helgesen lige ved at angre, at Christian den 2. blev fordrevet. Nu er der kommet mange tyranner i stedet for een. Her er det den danske adel, han er blevet bitter på, og det varer ikke længe, før han kalder Frederik den l. en kirkerøverisk fyrste.

I 1523 eller 24 oversatte Poul Helgesen Luthers bedebog. Han udelod i sin oversættelse enkelte antikatolske ting, men når han oversatte denne bog, ville han uden tvivl understrege, at han på visse punkter stadig var enig med Luther. Da bogen i 1526 blev udgivet, var fortalen rettet til Ridder Oluf Nielsen, Vallø. Poul Helgesen regner med, at han over for Oluf Nielsen er blevet anklaget for tidligere at have prædiket med Luther. Hvis dette var sandt, så takker Poul Helgesen Gud for, at han er blevet forløst af denne Djævelens snare; men Poul Helgesen har aldrig været Luthers mand. Han har læst Luthers skrifter, men det, han gav tilslutning dengang, det gør han endnu, fordi han har læst det samme i Hieronimus' og Bernhards skrifter. Man behøver ikke at være lutheraner for at kunne se kirkens fejl. Sankta Birgitta har også skrevet skarpe ord om gejstlighedens mange synder. Men der findes ingen større løgn end den, Luther har talt og skrevet imod kirkens sakrament, magt, ære, lydighed, Guds helgen, kort sagt: mod al ære og dyd.

Denne fortale viser, at Poul Helgesen stadig har været under mistanke for at være en fordækt lutheraner. En sådan anklage tyder vel nok på, at han har været kendt for - i hvert fald for en tid - at have givet Luther tilslutning. Men kætter vil Poul Helgesen for ingen pris være; det er Luther blevet, derfor siger han nu kraftigt fra.

Som reformkatolik har Poul Helgesen kunnet give Luther ret i mange ting; han er enig med Luther i, at Skriften er øverste dommer. Han er klar over, at i vor frelses sag skylder vi Gud alt. Poul Helgesen ved intet andet til salighed end den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus. Uden Guds nåde har vi intet; der er overhovedet intet som helst fortjenstfuldt hos os selv.

Det kunne se ud til, at Poul Helgesen og Luther var enige et langt stykke - og dog var de dybt uenige. For en del år siden var der en tysk professor - jeg husker ikke hans navn - der udgav en bog, hvori han hævdede, at alt det, Jesus havde sagt, også var sagt af jødiske skriftlærde.

Dertil blev der svaret: Jah, sie haben das alles gesagt - und noch viel mehr. - Und noch viel mehr; det er dette, der er det afgørende - også for Helgesen. Poul Helgesen og Luther var uenige om skriften, troen og kirken. Skal vi sige det kort, kan vi sige, at for Luther var skriften Kristusvidnesbyrd; troen er ikke i vor besiddelse, men er altid Helligåndens gave; kirken skabes ved Gudsordet; den er der, hvor Guds evangelium forkyndes, men den sande kirke er altid skjult.

For Poul Helgesen er Skriften den hellige bog, hvori Gud åbenbarer os sin vilje. Ordet lyder til os, og ordet fra Gud kalder på vor tro. Det er ved Guds nåde, vi får troen; men får vi den, så har vi den. Troen er vor overbevisning, men troen må ikke tages forfængelig, den skal altid vise sig i, at vi gør de gode Gud velbehagelige gerninger. Kirken er bygget på apostlenes og profeternes grundvold. Jesus Kristus har lovet at være med sin kirke alle dage, og det er han ved Helligånden, der vejleder kirken til hele sandheden.

Hvor er Jesu Kristi kirke? For Poul Helgesen er der ingen tvivl; den er i den romersk-katolske kirke. I denne kirke har der været en mangfoldighed af hellige vidner: martyrer, helgener, fromme paver, bisper, præster, gode munke og nonner. Det er en kæde af sandhedsvidner lige fra aposteltiden og til vore dage. Der er fremstået kættere, som har fulgt deres selvopfundne meninger; men de er blevet udskilt fra den rette kirke. Der har i tidernes løb været megen menneskelig skrøbelighed inden for kirken. Der har været ugudelige paver, dårlige bisper og præster, onde munke og nonner. Der har også været megen synd blandt kirkens lægfolk.

Der er forskel på kirketider. Højest står oldkirken; da var troen, håbet og kærligheden brændende. Senere er det gået både ned og op, og vor tid er på mange måder meget ringe. Men kættersk har romerkirken aldrig været; trods al synd og skrøbelighed har den den rette lære, og den har også i dag sine hellige vidner. Er der mange verdslige bisper og uduelige præster, så er der også fromme og hellige. Gud vil ikke tillade, at hans kirke farer vild fra sandheden. Når Jesus Kristus er med sin kirke alle dage, er det utænkeligt, at kirken har faret vild gennem 4-500, nogle siger endda 12-1400 år.

Hvor er sandheden? Mon ikke det er det sikreste at regne med, at den trods alle fejl og fald er at finde i den gamle kirke frem for i en nyopfunden kirke, der kun har bestået i nogle få år. Reformation er der altid brug for, men kætteri skal vi afsky. Kirkens historie viser klart, at Gud straffer kætteri hårdt. Sankta Birgitta, som Poul Helgesen sætter højt, har da også for mange år siden profeteret, at før den store antikrist kommer, skal der fremstå kættere, der skal få stort medløb blandt de menige kristne. En sådan kætter er Luther - derfor skal han bekæmpes. Luther har fulgt sine egne meninger; han er ikke skrifttro, når han hævder, at vi frelses ved tro alene. Skriften lærer, at vi frelses ved tro og gerninger. Vi frelses ikke ved tro alene; vi frelses ikke ved gode gerninger; men uden gode gerninger bliver ingen salige.

Munkeløfterne spiller en stor rolle for Poul Helgesen. Munkeliv er ikke et liv i trællestand, men et liv i ret kristen frihed. Munkeløfter er hellige, derfor er det ugudeligt at bryde dem. Vi skal ikke adlyde vore ledere, hvis de vil forlede os til synd. Men gør de ikke det, er det vor pligt at være lydige. Der er dunkle steder i den hellige skrift, men her er det vor pligt at følge kirkens udlægning fremfor at udlægge skriften efter eget tykke.

Det er udfra dette kirkesyn, Poul Helgesen bekæmper de lutherske kættere i Danmark.

Det var Poul Helgesen en stor sorg at se, at det lutherske kætteri fik mere og mere indpas her i landet. Frederik den 1. bekæmpede det ikke, som han burde, og kongen var selv en dårlig katolik. Det viste han ved i juni 1526 at bryde fredagsfasten. Han gjorde det sammen med rigshovmesteren Mogens Gjø og flere andre adelige. Mogens Gjø nød tilmed nadveren under begge skikkelser. Sct. Hans dag 1526 prædikede Poul Helgesen for Frederik den l., og det kom til et skarpt sammenstød; efter Poul Helgesens oplysning var han nær blevet slået ihjel. Poul Helgesen lægger vægt på, at dette skete netop 4 år efter, at han havde prædiket for Christian den 2. Frederik den 1. var på ingen måde bedre end sin forgænger.

I 1526 udstedte Frederik den 1. værnebrev for Hans Tausen, og fra den tid bredte lutheriets gift sig ud over Jylland. Hans Tausen har vel navnlig fået tilslutning i borgerkredse, men snart var der også et luthersk adelsparti under ledelse af Mogens Gjø. Han bliver af Poul Helgesen udnævnt til at være lutheriets bannerfører. Senere overtog Hans Tausen denne titel.

Også i politisk henseende var det urolige tider. Christian den 2. havde stadig mange tilhængere i Danmark. Nu var den landflygtige konge tilmed lutheraner. Allerede i 1523 havde Christian den 2. sluttet sig til Luther. Det kan ikke have været politiske grunde, der gjorde ham til lutheraner; det må have været af overbevisning. Derimod er der grund til at tro, at det var politisk beregning, der senere fik Christian den 2. til at vende tilbage til romerkirken; han har vel ment, at Norge og Danmark var en messe værd.

Christian den 2. fik i 1524 Det ny Testamente oversat til dansk. Arbejdet blev foretaget på grundlag af Erasmus' latinske oversættelse, men Luthers tyske oversættelse har også været i brug; Luthers fortaler er taget med. Denne oversættelse er ikke mindst blevet kendt ved det brev, som Hans Mikkelsen, den tidligere borgmester i Malmø, havde indført forud for Romerbrevet. Heri kommer han med skarpe angreb på den katolske kirke og agiterer for Christian den 2.'s tilbagevenden. Denne oversættelse fik ret stor udbredelse i Danmark, og det var jo ikke så underligt, at det vakte stor vrede hos prælaterne både af politiske og religiøse grunde. Poul Helgesen har næppe før 1526 været noget godt navn i bispekredse, men man må være blevet klar over, at han var den bedst egnede til at skrive mod Hans Mikkelsen, og han får derfor opfordring til at imødegå ham. Skriftet mod Hans Mikkelsen er formodentlig udarbejdet i slutningen af 1526; det er trykt i Rostock 1527.

Hans Mikkelsen begynder sit brev med at ønske alle danske nåde og fred, men denne fredshilsen svarer dårligt til, at han spotter klerkeriet; de er da også gode danske mænd, nogle tilmed af god adel. Hans Mikkelsen har et brød i den ene hånd og en sten i den anden; men Poul Helgesen regner ham alligevel for en hund, der nok kan gø, men ikke bide. Hans Mikkelsen skulle betænke, at det er farligt at befatte sig med kætteri; Luther gentager blot gamle kætterier, det har Djævelen lært ham. Det er forfærdeligt, at Luther kalder paver og martyrer for antikrister. Hvis dette var sandt, så er der ingen kristne i Danmark. Kristendommen er dog kommet til os gennem romerkirken. Nej, det er Luther, der ligner antikrist, han er værre end Nero og Muhamed. Luther er mere ugudelig, end paven bliver beskyldt for at være. Luther beråber sig på skriften, men han hævder, at det rene evangelium kun findes i Johannesevangeliet og i Paulus' breve til romerne og galatherne. Luther ligner sig selv ved Kristus. Paven har dog blot sagt, at han er statholder i kirken på Jesu Kristi vegne. Luther tilbedes af sine tilhængere; hans billede udsmykkes med Helligånden som due. Han lader sine tilhængere skrive: helligt er det liv som har båret dig til verden, du sande Jesu Kristi profet, Martin Luther. Men det er nogle kønne følgesvende, Luther har. De dækker deres slette liv med den evangeliske frihed. At skænde møer, nedbryde kirker og klostre bliver gjort til Guds bud. Den rette kristne frihed består i at spæge kødet, men Luther og hans tilhængere følger kødets lyst. Det er forfærdeligt, at en forløben munk skulle lokke en frimands datter og hende beligge - og hun var tilmed klostergivet.

Når Luther beråber sig på, at Gud nu har åbenbaret sit ord, er det blot kætternes gamle sædvane. Kætterne udtager blot deres egen mening af skriften. De holder på, at det, de siger, er sandt; siger nogen imod, så er det løgn. Poul Helgesen beskylder Hans Mikkelsen for at have talt mod barnedåben - i hvert fald sådan som den udføres i den katolske kirke. Han regner med, at Hans Mikkelsen har ladet sig gendøbe af Luther. Hans Mikkelsen ønsker at prædike i Danmark, og Poul Helgesen siger lidt spydigt "vi har ikke vidst af, at du er apostel, bisp og præst. Men vi kan godt tænke os, at du har lyst til at være alt muligt. Nu borgmester; i morgen kong Christians råd, en anden dag hans købmand (som i Andorp), dernæst statholder, så præst, bisp og pave". Hans Mikkelsen er blevet doktor i den hellige skrift, men det er farligt at blive det så hurtigt. Han har med sin oversættelse mere hindret end fremmet det hellige evangelium. Folk kan ikke forstå, hvad han skriver. Oversættelsen er dårlig, og han har forvansket teksten med luthersk kætteri. Luther blander Guds ord med Djævelens ord. Luthers opfattelse er imod Helligånden, derfor bøjer vi os ikke. Vi danske mænd lader os ikke narre af en kætter, der sammenligner sig med Gud. Vi trættes ikke om Guds ord, men om Guds ords rette og kristne mening. Poul Helgesen vil hellere dø 1000 gange end være imod den hellige skrift. Vi forlader ikke de hellige mænds udlægning, fordi Luther udlægger skriften på anden måde. God livsførelse er tegn på ret udlægning, men vi ser ingen forbedring hos de lutherske. Tværtimod. Skal evangeliet udlægges ret, så skal der klerke til. Evangeliet skal ikke forhandles i kroer og badstuer, blandt drankere og spillere, dansere og springere. Prædikanterne forkaster skriftemål, faste, pligt og bod; vi holder på sand omvendelse og et nyt liv.

Hans Mikkelsen kalder Christian den 2. for vor rette herre, men det er han ikke. Gud har måske nok givet os Christian den 2. som en straf for vore synder, men han har da skilt os af med ham igen. Christian holdt hverken brev eller ed. Han lod folk dræbe, først i Danmark, så i Sverige. Hellige bisper, mange riddere og ædle mænd. Vi skulle have afsat ham 6 år tidligere. Vi har handlet mod ham som ærlige mænd. Vi kunne have ladet ham dræbe, det gjorde vi ikke. Gud skilte os af med ham, uden at vi gjorde vore hænder blodige.

Vi lægger i dette korte referat mærke til, at Poul Helgesen fælder meget hårde domme over Luther; han er for ham ærkekætteren. Poul Helgesen er meget fortørnet over Luthers cølibatsbrud; det var en forfærdelig gudsbespottelse at ægte en nonne. Når Poul Helgesen nævner, at Hans Mikkelsen er blevet gendøbt af Luther, må det vel være et tegn på, at rygtet har fortalt, at Luther - i hvert fald til en tid - har haft forbindelse med gendøbere. Luthers frie skriftsyn forstår Poul Helgesen ikke. Når Luther har hævdet, at hans prædiken er Guds ord, bliver det efter Poul Helgesens opfattelse til, at Luther gør sig selv til Kristus. Vi har mere svært ved at forstå, at Poul Helgesen kan have været i god tro, når han siger, at Luther bliver tilbedt af sine tilhængere, og at Luthers mor er blevet erklæret for hellig, fordi hun har født en sådan søn. Det må være kampens hede, der har fået ham til at låne øre til den slags rygter.

Poul Helgesens navn var også kendt i Sverige; her havde Olaus Petri skrevet imod ham og kaldt ham for en løgnagtig munk. Det er måske grunden til, at Poul Helgesen kommer med et svar på de spørgsmål, som kong Gustav havde stillet gejstligheden. Det undrer os jo noget, at Poul Helgesen befatter sig med forholdene i Sverige. Men dels har han nok regnet med, at Norden var en enhed, selv om rigerne i øjeblikket var adskilte. Dels er der den mulighed, at hans skrift i lige så høj grad har bud til Frederik den 1. som til kong Gustav. Bogen er trykt i København og er dateret den 28. april 1528.

Poul Helgesen begynder sit skrift med nogle advarende ord til kong Gustav. Hvis det lutherske uvæsen får lov til at brede sig, må vi befrygte, at der kommer strenge tider. Sankta Birgitta har forudsagt dette bulder og oprør, og Poul Helgesen tilråder kongen at studere hendes bøger. Han håber, kong Gustav vil blive ved den gamle kristne tro. Han kan ikke tro, det er rigtigt, at kongen skulle dele de kætterske anskuelser. Der er folk, der i god tro slutter op blandt Luthers tilhængere, for han blander jo løgn med sandhed. Men er det ret kristendom at skænde klosterjomfruer, berøve kirker og klostre deres ejendom, så håber Poul Helgesen, at kristendommen aldrig må blive forøget mere, end den er i øjeblikket.

Selv om Poul Helgesen forkaster alle misbrug, kommer han i denne bog med et varmt forsvar for alt det, den katolske kirke går ind for. Forstår vi tingene på rette måde, er der god og gudfrygtig mening i det altsammen. Han er overbevist om, at der ved Guds nåde er en særlig kraft i relikvier. Der var i sin tid en trold, der huserede frygteligt i Store Bælt. De skibe, der passerede, måtte næsten alle ofre en mand. Dette uvæsen forsvandt, da pave Lucius' hovedskal blev ført til Roskilde Domkirke.

Når vi holder andagt ved relikvier og helgenbilleder, så er det ikke for at tilbede stok og sten, men for at blive opflammet til at efterfølge helgenerne i tro og gudsfrygt. At ben er ben, og sten er sten, det ved vi. Men at Gud kan bruge ben og sten til underfulde gerninger er vi overbevist om. Den olie, der flyder ud af hellige mænds kroppe og ben, har været til helbredelse for mange.

Kætterne har nu lavet stort bulder om helgenerne, men den slags er velkendt i kirkens historie; for 100 år siden var det bøhmerne. De lutherske siger, at døde helgener ikke kan bede for os. Men helgenerne er jo ikke døde, fordi de er gået bort fra denne verden; de er nu ret begyndt at leve. Både Kristus og helgenerne kan kaldes vore midlere, men i forskellig mening. Kristus er midler for sin egen skyld, disse er det ved hans gerning. Helgenerne er Guds venner. De, der ikke har Guds venner kær, kan ikke have Gud særlig kær. Kætterne vil hellere sætte helgenerne uden for Guds rige end unde dem den glæde, som Kristus har vundet til dem. Der er himmerige nok der, hvor Kristus er. Poul Helgesen vil hellere være i Helvede hos Kristus end være i Himmerige uden Kristus.

Helgenbilleder er ikke vore afguder; vi tilbeder Gud ved billedet. De stumme bogstaver og de døde billeder kan tale meget, skønt de er umælende. Poul Helgesen vil indrømme, at folk undertiden har tilbedt helgenbilleder. Det er sket af uvidenhed, og den slags misbrug skal rettes. Men de lutherske burde betænke, at hvis der er vrang helgen dyrkelse, så er der også vrang skriftlæsning. Gud har ladet underlige ting ske for helgenernes skyld. Kætterne forkaster jærtegn, men det er fortvivlet hovmod at fornægte alle jærtegn. - Dog skal vi ikke letsindigt tro alt. Helgenernes tegn beviser, at Gud er Gud. Djævelens tegn sætter tillid til skabningen og ikke til skaberen. Satan kan forvandle sig til en lysets engel; derfor er det ikke underligt, at Satans bedragere fremsætter mange ting, der har et stort og fagert skin. Stor løgn skal have stor kunst. F.eks. er det, Olaus Petri skriver, for en stor del løgn. I skalkagtig løgn og løgnagtig skalkhed er han Luthers mester.

De lutherske har angrebet kirkens prælater, fordi de har rigdom og verdslig magt, men rigdom er i sig selv ikke synd. Det kommer an på, hvordan man bruger den. Jesu ord til den rige unge mand: "Vil du være fuldkommen, så sælg ..." gælder ikke blot gejstligheden, men alle kristne. I kristenheden skulle der egentlig ikke bruges magt. Men når det for syndens skyld er nødvendigt at bruge magt i det verdslige regimente, må det også gælde for det kirkelige styre. Vor tid er ringe i sammenligning med tidligere tider; det gælder ikke blot inden for kirken, men også på det verdslige område. I gammel tid var der mange gode konger, både i Danmark og i Sverige, i vore dage er det sjældent. Men, føjer Poul Helgesen beskedent til: dette er dog ikke sagt i den mening, at jeg vil sætte nogen gejstlig eller verdslig herre til rette.

Rige prælater har skænket store gaver til kirken, og kirken har fra gammel tid lovhævd på sin ejendom. Verdslige fyrster har ikke mere ret til kirkens ejendom end Akab havde til Nabots vingård.

Munkeliv kan være godt. I klostrene har mange undflyet de fristelser, som de ville være bukket under for ude i verden. Vi skal dømmes efter vore gerninger; men det har aldrig været lært i den hellige kirke, at et menneske kan vinde salighed ved egen fortjeneste; alt skyldes Guds nåde. De, der lægger mest vægt på aflad, tilskriver i afladen Guds barmhjertighed alt. Poul Helgesen vil indrømme, at der kan have været onde paver, der har indført dårlige ting i kirken; men det er da også blevet revset strengt af den hellige Bernhard, Sancta Birgitta og andre.

Der er i kirken fastslået mange ting, som ikke direkte står i skriften, men de kan uddrages af skriftens sande og dybe mening. Gud åbenbarer det, når der er brug for det. Kirken har fra gammel tid lært om skærsild, den har rødder og begyndelse af den hellige skrift. Når kætterne siger, at skærsilden ikke kan bevises fra skriften, så taler de løgn. De gode helgener har lært skærsild, og det har de ikke gjort uden særlig åbenbaring eller imod skriften. Fra gammel tid har der i kirken været holdt bøn for døde; det må være tegn på, at de har været i skærsilden.

Når Jesus taler om synden, der ikke kan tilgives hverken i denne eller i den kommende verden, så må der være synder, der tilgives i den kommende verden. Det tyder på skærsild. Poul Helgesen nævner flere skriftsteder, der peger i samme retning. Det er løgn, at skærsilden er opfundet, for at præsterne kan tjene penge ved sjælemesser. Vi skal ikke låne kætterne øre, men følge kirkens gamle lære. Det er dog tåbeligt at svigte et godt selskab for at holde os til en løs hob, der lever et dårligt liv, har Djævelen til herre, en forløben munk til hoved, en forløben nonne eller et andet løgnagtigt kvindfolk til rådgiver.

Den store uenighed blandt de lutherske er da også et tydeligt tegn på, at det ikke er Helligånden, der regerer over dem. Luther forvansker den hellige skrift. Det har Erasmus klart påvist i bogen "Imod den trælbundne vilje". Der er meget i skriften, der overgår Poul Helgesens forstand, men han holder hele skriften for sandhed; han står ikke evangeliet imod.

Poul Helgesen var betænkelig ved udviklingen i Sverige, men han kom også ud for svære skuffelser i Danmark. Da han i 1524 skrev til kannik Peder Iversen, kunne han henvise til, at han havde unge venner, der ikke stiltiende ville finde sig i, at hans gode navn og rygte blev maltrakteret. Blandt disse unge mænd er der særlig grund til at nævne Peder Laurendsen og Frands Vormordsen. De var begge lektorer og har åbenbart været gode reformkatolikker ligesom Poul Helgesen. Hvordan deres udvikling har formet sig, er det vanskeligt at sige, men de fjernede sig efterhånden fra Poul Helgesen, og det endte med, at "lutheriet" fik magt over dem. Det kom til et skarpt brud med Poul Helgesen, og det har uden tvivl været ham en bitter sorg, at disse to mænd fra at være gode venner blev forvandlet til "glubske ulve". I 1529 var både Peder Laurendsen og Frands Vormordsen i Malmø. Jeg skal ikke her komme nærmere ind på reformationen i Malmø; jeg nævner blot, at der i 1529 blev gennemført en ny gudstjenesteordning. Denne evangeliske gudstjeneste vakte selvfølgelig stor opmærksomhed i det øvrige land. I den såkaldte Malmøbog, der er skrevet i slutningen af 1529 og trykt i januar 1530, giver Peder Laurendsen en redegørelse og et forsvar for den nye gudstjenesteordning.

Bogens motto er profetordet: "se, dage skal komme fra den herre, Herren, da jeg sender hunger i landet, ikke hunger efter brød, ikke tørst efter vand, men efter at høre Herrens ord". Det er ikke tilfældigt, at Peder Laurendsen har valgt netop dette skriftsted. For ham siger det noget afgørende om den romersk-katolske kirke. Kirken har i lang tid været i det babyloniske fængsel. Guds ord var blevet glemt, mennesketanker og menneskets egne gerninger var sat i stedet for Guds ord og Guds gerning.

Men nu har Gud i sin barmhjertighed forbarmet sig over den arme kristenhed. Guds ord lyder på ny klart og tydeligt iblandt os. Det er dette evangelium, der bliver forkyndt i Malmø. Det vil de forblindede munke og præster ikke anerkende; de raser og forbander. Der er næppe noget håb om, at de vil lade sig overbevise. Derimod regner Peder Laurendsen med, at den retsindige læser vil kunne forstå ham. "Du må selv dømme", siger Peder Laurendsen, "er det sandt og bestandigt, så tag imod det; er det det ikke, så kast det bort og fly det".

Guds ord er blevet forglemt. Det er dette, der er hovedanklagen mod den romersk-katolske kirke. Men hvad vil det nu sige? Det kan jo ikke betyde, at den hellige skrift er blevet skudt helt til side, så Biblen var en ukendt bog. Som før nævnt lagde Karmeliterordenen megen vægt på bibelstudium, så det har Peder Laurendsen da været klar over. Han har også vidst, at der blev prædiket i den katolske kirke, og at man netop i øjeblikket lagde megen vægt på, at prædikenerne skulle være bibelske. Den hellige skrift var ikke glemt, men efter Peder Laurendsens opfattelse er den ikke blevet læst ret. Man har fulgt mennesketanker og filosofisk visdom. Trods ivrigt studium var Biblen en lukket bog. Man vidste meget om Jesus Kristus og hans gerning. Men man har ikke set, at Kristus er vort eneste håb, at frelsen kun findes i ham. Man har ikke villet skyde Kristus til side, men man har haft så meget andet at henvise til; derved blev Gudsordet forglemt. Der var jo ingen mangel på skriftsteder i den katolske messe, men det var menneskets fromme og gudfrygtige gerninger, der trådte i forgrunden. Kristus blev glemt, hvor tit hans navn end blev nævnt. Derved var den romersk-katolske gudstjeneste afgudsdyrkelse. Vi har æret Gud med læberne, men hjertet var langt borte. Vi har ikke set med egne øjne; vi har gjort mennesker til vore vejledere. Alt dette er domfældet af profeterne, men vi har forsmået Guds ord.

I de sidste 4-500 år har vi fået en mængde klostre, munkeregler og ceremonier. Paulus siger: troen alene. Vi har fulgt vor egen visdom og har ment, at det, der var godt i vore øjne, også er godt for Gud. Men Gud vil have tro. De sande tilbedere tilbeder i ånd og sandhed; Helligånden må gøre Guds gerning, og Helligånden vidner kun om Kristus.

Det er dette, den katolske kirke ikke vil lade gælde; den peger på tro og gerninger. Den udvortes gudsdyrkelse bliver sat over gudsdyrkelsen i ånd og sandhed. De pavelige dekretaler gælder mere end Guds ord. En biskop er en god prælat, når han adlyder paven, selv om han ikke prædiker evangeliet. En præst, der ofte læser messe, er en god præst, selv om han er en skørlevner. Forkynder præsten Guds ord, bliver han kaldt en kætter. En munk, der overholder ceremonierne, er en god munk. Får han ved Guds nåde øjnene op for, hvad dette munkevæsen er værd og forlader sit kloster, er han en forløben munk og en kætter. Vi har sat håbet til egen hellighed og retfærdighed, men selvopfunden hellighed er en vederstyggelighed for Gud. Nu lyder Kristi ord iblandt os og kuldkaster de menneskelige påfund.

Vi har i og for sig ikke noget imod smukke kirkehuse, men det afgørende er, at Guds ord bliver forkyndt. Det er ordet og ikke stedet, det kommer an på. Lyder Guds ord fra en møgvogn, så er en sådan gudstjeneste Gud mere til behag end en uretmæssig gudstjeneste i kirker og klostre. Den lovsang, en fattig dreng synger fra sin møgvogn, er bedre end præsters og munkes ugudelige sang.

Katolikkerne har gjort messen til et nyt offer til gavn for både levende og døde. Man har prædiket skærsild og opfordret folk til at købe sjælemesser. Messelæsningen er blevet en stor pengeforretning; præsterne får deres underhold ved at læse messe. For at gøre præsten til noget særligt, har den katolske kirke påbudt, at præsterne skal leve i ugift stand.

I den kristne kirke er der ikke brug for noget nyt offer; Kristus er en gang ofret for vore synder. Messen er Kristi testamente, der giver os det, Kristus har vundet til os ved sit offer. Den rette messe er givet de levende. Messe og tro hører sammen. Enhver kan gå til alters, så tit han vil. Troen kommer af Guds ords hørelse. Vi holder messe på dansk; Kristi ord skal høres. Guds ord er for både præst og bonde, selv om præsten skulle have et større kendskab til skriften. Sakramenterne er tegn på Guds nåde. Vi anerkender kun to sakramenter, dåb og nadver.

Dåben er død og opstandelse. Vi holder dåb i menighedens forsamling. Præsten døber på Guds vegne. Dåbens ord skal stadig høres. Dåben er den eneste rette klosterregel.

Ægteskabet er ikke noget sakramente, men da ægteskabet er indstiftet af Gud, så holder vi brudevielse. Kyskhed er rosværdig, men det er ikke alle mennesker, der har denne gave, formentlig kun nogle få. Derfor er det djævelslærdom at hindre præster i at gifte sig. At leve i ægteskab er i og for sig lige så naturligt som at spise og drikke.

Boden har intet andet sakramentstegn end dåben. Vi kan ikke selv omvende os; vi anvender band over for folk, der efter behørig formaning ikke vil bedre deres dårlige liv. De udelukkes fra nadveren. Når de bedrer sig, modtages de igen. De, der lærer andet til salighed end Kristus, er dermed bandlyste.

Skriftemål kan være godt, men skal ikke være tvungent. Vi bliver aldrig i stand til at gøre fyldest for vore synder. Kunne vi det, så var Kristus død forgæves.

Den sidste olie bruger vi ikke. Præsten går til den døende, og trøster ham med Guds ord; begærer han det, får han nadveren. Ved begravelsen forkyndes opstandelsen; vi beder ikke for de døde.

Vigilierne var i den gamle kirke til gensidig trøst og opbyggelse. I den katolske kirke er vigilierne blevet til noget helt andet; derfor er de afskaffet.

Ret klosterlevned er at læse, studere og tjene Gud. Munkereglerne er menneskepåfund. Alle døbte er et i Kristus. Når Moselovens gerninger ikke kunne gøre salige, så kan munkes og nonners gerninger endnu mindre gøre det. I den gamle kirke var munkeløfterne en frivillig sag, og man kunne frit forlade klosteret.

Tiggermunkenes sæk har nutildags været bundløs. Raske folk må ikke gå omkring og tigge.

Malmø råd har forbudt munkene at prædike deres fabler og drømme. Da det kom til bulder og oprør, blev der uddrevet munke, men der blev sørget for deres underhold.

I Malmø anvendes altergodset l) til underhold for evangeliske præster, 2) til hjælp for fattige, 3) til præsteskole. Folk opfordres til at holde deres børn til skole.

Til trods for alle hårde angreb vil Peder Laurendsen ikke nægte, at der har været ærlige kristne, bisper og præster i den katolske kirke.

Vi går imod papisterne, der kalder ret kristen tro for kætteri, menneskelig digt og opfindelse for kristen hellighed og ret gudsdyrkelse. Gud har revet os ud af mørket; vi kaldes til at tjene Gud efter hans vilje.

Prælaterne opfordrede Poul Helgesen til at skrive mod Malmøbogen, og han kom hurtigt med et udførligt svar.

Poul Helgesen er en ydmyg mand; han har ikke tillid til sin egen dygtighed; men han vil forsøge at skrive, ikke efter sit eget sind, men efter den sandhed, Gud har givet sin hellige kirke med skrift og skel. For Poul Helgesen gælder det blot om at få sandheden frem. Skulle han uforvarende komme til at skrive noget, der er imod skriften og den gamle kirke, er han villig til at lade sig belære.

Efter Poul Helgesens opfattelse er der i øjeblikket tre parter i sagen: l) de lutherske, de kalder den kristne kirke for syndig; de kæmper mod embede, hæder og ære, 2) de gammelkatolske. De forsvarer både ondt og godt inden for kirken og viser dermed, at de mangler kærlighed, 3) mellempartiet. De vil være med til at afskaffe misbrug, så en retsindig kristendom kan fremmes. - Man kunne også nævne en fjerde part. Der er lægfolk, der blot er ude efter at få fingre i kirkens ejendom, og der er dårlige gejstlige, der kun bryder sig om at få indtægt fra kirken. Den slags folk er på forhånd dømt.

De lutherske og de gammelkatolske er der næppe meget at gøre ved; de har bidt sig fast i deres standpunkter. Poul Helgesen er enig med mellempartiet, og han håber, at prælaterne kan give mellempartiet deres tilslutning.

Malmøbogen bruger kneb. Den er hverken sanddru foruden løgn, eller løgn foruden sandhed. Skriften tjener de falske profeter, men dog ikke længere end Gud tillader. Gud har den rette nøgle, og han vil oplade skriften for os. De lutherske udlægger skriften vilkårligt og henfører skriftsteder, der er sagt under helt andre forhold, til vor tid. Det er således ganske uretmæssigt at tale om kirkens babyloniske fangenskab. De anklager os for at ville korsfæste Kristus, men vi tror på den korsfæstede Kristus. De beskylder os for at være syndere, men Kristus døde for de syndere, der tragter efter Guds nåde.

Kirken forkynder i mange bønner og kollekter, at vi ikke fortrøster os til vore gode gerninger - og endnu mindre til munkedragt, faste, vågen, læsning og korgang.

Malmøbogen hævder, at Guds ord har været forsømt; vi må indrømme, at det er sandt. Der har været alt for mange dårlige præster, men det kan der rådes bod på. Det er ikke sandt, at kirken har lært, at mennesker kan blive salige ved deres fri vilje, råd og sind. Mennesket har altid brug for Guds nådige hjælp. Det er heller ikke sandt, at vi har set med fremmede øjne; vi har set med kirkens øjne. Vi skal naturligvis se med vore egne øjne, men vi skal ikke ransage det, vi ikke må. Folk, der med egne øjne vil se dybere i skriften, kommer let ud i kætteri. Malmøbogen anklager os for, at vi synger messe for penge. Er det ikke lige så forkasteligt at skrive løgnagtige bøger for penges skyld?

Den katolske kirke har ikke hindret lægfolk i at læse Guds ord; den har ladet den ganske bibel oversætte. Blandt de lutherske bliver skriften ofte oversat forkert. Når katolske præster læser messe på rette måde, siger prædikanterne, at de er hyklere. Men når deres tilhængere udråber Guds ord og kvæder salmer i horehus og blandt spillere og drankere, så er det ret gudstjeneste. De har også sagt, at Guds ord forkyndes lige så godt fra en møgvogn som i en kirke. Jesus har dog sagt: Kast ikke perler for svin. Det er løgn, at paven har talt meget om messen, men intet om Guds ord. Paven har tværtimod sagt, at Guds ord er helt nødvendigt for en kristen. Det er rigtigt, at en biskop bør prædike. Kan han ikke selv, må han få en anden til at gøre det. Moses fik da også Aron til at tale for sig. Biskoppen skal drage omsorg for, at der prædikes i sognekirkerne.

Det er ikke et kirkeligt overgreb, at nadveren nu kun uddeles under een skikkelse. Det har lægfolket uden tvivl været indforstået med. Det afgørende er, at den hele Kristus er i hver del af sakramentet, lægfolket bliver ikke berøvet noget. Når en katolsk præst deltager i altergangen uden at læse messe, så får han også kun brødet. I det stykke er der ingen forskel på præst og lægmand. Når kirken er gået over til at uddele nadver under een skikkelse, skyldes det forskellige hensyn. Der er fare for, at vinen kan spildes, f. eks. når sakramentet skal bringes til en syg. Det er ikke alle, der kan tåle vin. Hvad så med syge mennesker? Nu til dags er der så mange slabskæg (det vil vist sige overskæg); de hindrer folk i at drikke sømmeligt af et ølkrus, hvad så med Herrens kalk? I et senere skrift nævner Poul Helgesen, at der nogle steder kan være mangel på vin. En præst i Præstø blev i sin tid anklaget for at have brugt pæresaft ved nadverens uddeling. Dertil svarede han bramfrit: Hvor fanden skulle jeg få vin til så mange?

Poul Helgesen gør sig særlig umage for at vise, at den katolske kirke ikke har gjort messen til et nyt offer. Kristus har gjort fyldest for alle vore synder; messen er ikke et nyt offer, men en stadig henvisning til Kristi offer på Golgatha. Når messen kaldes et offer, er det brødet og vinen, vi ofrer. Præsten sakrerer Jesu legeme og blod og ofrer det til Gud, men ved at henvise til Kristi offer. I sakramentet har vi Kristi legeme og dermed en trofast formaning til delagtighed i Kristi offer. I messen kommer vi til Gud med vore bønner; de er også et offer. Messen er fra gammel tid og med fuld ret blevet kaldt et offer. Når man har kaldt messen for et nyt offer, så er det i sammenligning med de gammeltestamentlige ofre. Messen har betydning, ikke blot ved Jesu legeme og blod, men også ved de mange gudelige bønner, der ofres i den. Derfor er messen meget drabelig og duelig - til gavn for både levende og døde. Messen blev i den gamle kirke fejret på en langt mere enkel måde; der er i tidens løb føjet mange bønner og ceremonier til. Det gør dog ikke noget, hvis det tilføjede ikke er i strid med messens mening. Skriften bliver dog ikke ødelagt, fordi den bliver udlagt.

Når Malmøbogen hævder, at messen kun bekommer den vel, som æder af sakramentet, så kan det være rigtigt, hvis meningen er: enten legemligt eller åndeligt. Hvis det ikke er meningen, har bogen i høj grad uret. Augustin har dog sagt: hvorfor bereder du tand eller bug; tro blot, så har du ædt. Denne udtalelse har Luther givet sin tilslutning. Det burde de lutherske betænke; de plejer da ellers at henføre alt til troen.

Malmøbogen angriber de mange stiftede messer. Der er gyldne messer, og der er messer for får, svin, fæ eller gæs. Efter Poul Helgesens skøn er alle messer lige gode og derfor lige forgyldte. Når vi må bede Gud om alt, er det vel i og for sig ikke ugudeligt at bede for folk og fæ. Det er ikke ukristeligt at læse messer for de afdøde.

Messen er kommet i foragt. Det skyldes ikke mindst, at der er blevet indviet alt for mange præster. Det pengebegær, man med rette kan laste, består deri, at mange gejstlige nok vil have messeindtægterne, men de læser ikke selv messe. Det stykke arbejde sætter de fattige præster til for en ussel betaling. En røgter er bedre stillet end en fattig præst. Den fattige præst får ofte kun kosten, og så er det jo ikke underligt, at han er ivrig efter at tjene en skilling. Man burde ikke ordinere præster, uden at der var sørget for deres underhold. Dernæst skulle præsterne rettidig undervises om, hvad messen er. Skal vi sige det kort, er messen jo intet andet end ihukommelse af Jesu død og pine med taksigelse og tak for samme døds og pines fortjeneste og bøn til Gud om delagtighed deri. Hvis præsterne betænkte, hvad messen er, og hvordan man sømmeligt deltager deri, var der håb om, at vi kunne få fromme og gode præster.

Malmøbogen anerkender kun dåb og nadver som sakramenter. Efter prædikanternes opfattelse måtte det være mere rigtigt at sige, at der ingen sakramenter er. Ordet sakramente findes jo ikke i den hellige skrift.

Luther godkendte i sin tid de syv sakramenter. I bogen "De captivitate" regner han med tre, senere i samme bog bliver det til to, og et enkelt sted er han ved at holde på, at der kun er et.

Der er altså uenighed blandt de lutherske. Det er nok sikrere at blive ved kirkens afgørelse, at der er syv sakramenter, hvoraf de tre er nødvendige til salighed. Uden dåb, messe og bod bliver ingen salig; mange bliver salige uden at have del i de sidste fire.

Malmøbogen har hævdet, at papisterne har lært, at Kristus kun har gjort bod for de synder, der var begået, før han kom, og kun for de synder vi har gjort, før vi blev døbt. Dette er løgn; det er et kætteri, der er fordømt af romerkirken for mange hundrede år siden. Kristi offer har en evig kraft. Pligt og bod er noget værd, når det gøres i tillid til Guds barmhjertighed, for Kristi skyld.

Med hensyn til præsteægteskab er Poul Helgesen klar over, at der i den ældste kirke var både gifte bisper og præster, men de var uden tvivl gift, inden de blev ordineret. Senere blev det forbudt præsterne at leve i ægteskab. I den græske kirke er der stadig gifte præster, men de indgår ægteskab inden ordinationen. Poul Helgesen er tilbøjelig til at mene, at den græske kirkes mange trængsler kan skyldes ulydighed mod romerkirken. Når de lutherske bryder cølibatsløftet og går ind for præsteægteskab, må de først bevise, at det er ugudeligt at aflægge kyskhedsløfte, men det kan de ikke. Kyskhedsløftet har hjemmel den hellige skrift (1. Kor. 7).

Der er desværre mange præster, der lever i skørlevned; derover har man ikke så sjældent glemt, at der er andre synder, der er akkurat lige så grove og forkastelige. Alle kristne er i virkeligheden stillet ens; den eneste forskel mellem en munk og en lægmand er, at munken ikke må sove hos en hustru.

De forløbne munke søler sig som svin i søle; de er lige ved at hævde, at det er præsters og bispers pligt at gifte sig. Romerkirken har altid holdt ægtestanden i ære. De lutherske glemmer, at der også kan leves utugtigt i ægteskabet. Når Malmøbogen hævder, at det kun er få, der kan overholde cølibatet, er det ikke sandt. Det er bevisligt, at mange præster og munke har gjort det. De lutherske er meget skamløse; de tillader andet og tredie ægteskab, hvad selv hedninger har forkastet. De forlanger heller ikke, at en præst kun kan ægte en jomfru - det har grækerne dog fastholdt. Men da vi i denne syndige tid har mange syndige præster, kunne Poul Helgesen tænke sig den nødløsning, at paven og et koncil kunne bestemme - i hvert fald for en tid - at præster fik tilladelse til at gifte sig. Det er helt forkasteligt, at de forløbne munke ikke engang søger om at blive løst fra deres løfte.

Når Malmøreformatorerne siger, at i klostrene lærer man kun at læse, synge, neje og gøre knæfald, er det usandt. Det ville dog være mærkeligt, om de mænd, der nu fører det store ord i Malmø, ikke havde lært andet i deres klostertid. Det havde nok været til deres gavn, om de havde læst og sunget noget mere og læst færre kætterske bøger.

Vor Herre er ikke vred på tiggerklostrene, fordi det er synd at være munk. Guds vrede skyldes, at tiggermunke ikke lever som retsindige munke. Der har været uenighed mellem de forskellige ordener, og Poul Helgesen erkender, at tiggermunkene ofte har "prædiket sig selv". De har smigret for folk og gået prælaterne og sognepræsterne under øjnene.

Malmøbogen vil forbyde munke at tigge; raske folk kan arbejde. Men, siger Poul Helgesen, prædikanterne har ikke gravet meget ler i deres dage; de har ikke blegner i hænderne af strengt arbejde. For øvrigt er det da ikke blot det kropslige slid, der kan kaldes arbejde. Retsindige munke har ikke siddet hen i lediggang. At våge, synge, studere og prædike er også arbejde. Retskafne munke må have lov til at bede om gave til deres underhold. Ret klosterlevned er den reneste del af kristenheden.

I Malmø har man fordrevet mange messepræster og kaldt dem kættere. Var de kættere, var det velfortjent; men når det ikke kan godtgøres, så er det ugudeligt. Malmøboerne er selv kættere og kirkebrydere ved at uddrive munke.

Sluttelig kommer Poul Helgesen med nogle formaninger til de verdslige og gejstlige stormænd i Danmark.

Der har været et stort hovmod inden for gejstligheden, så der er brug for omvendelse. Sker det ikke, må det befrygtes, at endnu større trængsler er i vente - i hvert fald undgår vi næppe den evige. Vi har modtaget kristendommen fra "drabelige mænd". Så vi den slags folk i dag, ville man næppe vende sig fra det gamle. Vi skal stræbe at leve ret, så er det muligt, Gud vil vende sin vrede fra os og skaffe kirken en stadig fred.

Rigets adel skal betænke, at den største svig kan skjules under Guds ord. De lutherske er dristige til at finde på ny lærdom. Men det er en underlig salighedshandel, som ikke kan forliges i et land - ja, ikke engang i ét hoved. Helligånden kan ikke forliges med deres had, hårdhed og spottetale. Kættere vil ikke adlyde. De ødelægger kirkens magt, men de vil selv have magt. De foragter kristen sæd og skik; de foragter kejsere, konger og fyrster, de foragter helgener. Alt det, der er dem imod, kalder de for kætteri.

Poul Helgesens bog faldt måske ikke helt i prælaternes smag; den blev i hvert fald ikke trykt før i nyere tid.

Det var Poul Helgesens håb, at Gud ville gribe ind og stille det bulder og oprør, der var kommet i kirken, men han måtte opleve, at det blev værre og værre. Ondskaben nåede sit højdepunkt ved billedstormen på Frue Kirke den 27.-12.-1530. Poul Helgesen var overbevist om, at Hans Tausen var oprørets sande ophavsmand - "dette utyske blandt udyr".

Men det var ikke blot i København, det gik galt. Lutheriet bredte sig over det ganske land. I 1530 lod f.eks. Randers sig forføre fra den fælles tro og enighed til gamle fordømte kætterier. Poul Helgesen fik i 1531 fra byens borgmester og råd en indbydelse til at komme til Randers for at drøfte sagen med prædikanterne; men han hverken ville eller turde komme til Randers. Hvis prædikanterne derimod ville komme til Århus, var han villig til at forhandle med dem i biskoppens nærværelse. Han beder borgerne i Randers betænke, at troen må være en fri sag, "så ingen nødes til eders tro, og ikke nogen heller trænges fra vor tro". Vi er dog alle danske mænd af ét kød og blod. Der må være frihed for begge parter. Selv tyrker og jøder (!) lader de kristne i fred i deres lande.

Poul Helgesen har åbenbart på dette tidspunkt været ret mistrøstig; men heldigvis kom der igen lidt lysere tider. I Frederik den l.'s sidste år var en katolsk reaktion ved at gøre sig gældende. I 1532 udgav Poul Helgesen et skrift om den lutherske handel, og da har han uden tvivl haft håb om, at den katolske kirke trods alt kunne holde stand i Danmark. Skriftet er rettet til den danske adel, og det bliver fremhævet, at Luther er en oprører. Til at begynde med havde Luther både skrift og skel med sig, og der var mange lærde og drabelige mænd, der satte stor forhåbning til ham. Men siden Luther blev kætter, var det klart, at Helligånden ikke regerede i ham. Han tragtede ikke efter kristenhedens forbedring, men efter det russiske og bøhmiske oprør. Nu er det blevet sådan, at Kristus spottes mindre hos tyrken end af det lutherske mytteri. Når de lutherske ikke slår ihjel, skyldes det, at de endnu ikke har magt til det. Bogen er åbenbart skrevet for at kalde den danske adel til besindelse. Den har et forlæg i et skrift af Erasmus. Den bringer ikke noget væsentlig nyt i forhold til de foregående skrifter. Poul Helgesen kommer i sine skrifter ofte med de samme argumenter. Det var vel ikke helt med urette, Hans Tausen holdt på, at Poul Helgesen sad og vævede kirkens vadmel.

Frederik den 1. døde ret uventet 10.-4.-1533. Der blev straks stor uenighed om, hvem der skulle følge ham på tronen. Hertug Christian var kendt som lutheraner; derfor var det katolske parti mest stemt for den unge prins Hans. Der var måske håb om, at han kunne blive en god katolsk fyrste. Det var formentlig med henblik herpå, at Poul Helgesen kom med en ny oversættelse af Erasmus' bog "En kristen fyrstes opdragelse". Den blev udgivet i København 1534, men kort tid i forvejen var hertug Christian i Jylland blevet valgt til konge.

Samme år udgav Poul Helgesen bogen: En kristelig forening og forligelse. Den er væsentlig en oversættelse af et skrift af Erasmus. Begge parter skal bekende deres fejl og behandle stridsspørgsmålene på rette måde. Holder hver part på sit, bliver der ingen forligelse. Sluttelig tager Poul Helgesen selv til orde, men det er ikke store indrømmelser, han har at gøre. Blev vi enige om sakramentet, blev vi vel også enige om uddelingen. Præsteægteskab kan tillades. Den fælles tro burde kalde os til enighed, men kan kristenkærlighed ikke gøre os enige, så lad naturens bånd røre os dertil. Vi er danske folk, ét kød og blod og i mange måder af ens sæder og vilkår. Dersom vi ikke snart bliver enige, er der, som Paulus siger, fare for at vi fortæres og tilintetgøres af hverandre.

Det blev som bekendt til borgerkrig. Skibbykrøniken slutter midt i en sætning, og det er formodentlig et vidnesbyrd om, at Poul Helgesen er afgået ved en pludselig død i efteråret 1534.

Det er ganske vist blevet hævdet, at Poul Helgesen overlevede grevens fejde. Resen mente, at Poul Helgesen efter 1536 blev en god lutheraner. Til støtte herfor har man henvist til Poul Helgesens ord i den sidste bog han udgav. Her hedder det: den hellige og apostolske kirke følger jeg endnu, indtil jeg ser en anden, der er bedre. Engelstoft har uden tvivl ret i, at Poul Helgesen var overbevist om, at det var umuligt at finde en bedre kirke.

Ludwig Schmitt - Poul Helgesens katolske biograf - var i sin tid tilbøjelig til at antage, at Poul Helgesen i reformationstidens røre var blevet ryddet af vejen. I hvert fald passede Jesu ord på ham: Salige er de, der er forfulgt for retfærdigheds skyld, thi Himmeriges rige er deres.

En vendekåbe var Poul Helgesen ikke. Men det kan ikke nægtes, at han kunne omskifte røsten efter tid og lejlighed. Jeg skal blot nævne et enkelt eksempel. I 1534 kalder han i fortalen til Erasmus' skrift Joakim Rønnow "min nådige og gode herre". I Skibbykrøniken, der vel er skrevet på samme tid, er Joakim Rønnow ude for meget hårde domme - han var ikke blot skinbiskop, men voldte kirken megen skade. Det hedder: "aldrig har gejstligheden måttet døje så stor en voldsfærd af nogen verdslig fyrste som af denne formummede og kætterske biskop". Det er i nyere tid blevet hævdet, at Poul Helgesen i Skibbykrøniken har gjort brug af skriftlige kilder, og at hans egen andel i krøniken er ret ringe. Men selv om dette skulle være tilfældet, må man sikkert gå ud fra, at Poul Helgesen fuldt ud har kunnet godkende Skibbykrønikens domme.

For Poul Helgesen var Luther ærkekætteren. Det kommer meget stærkt frem i hans optegnelsesbog. Her er der en kætternes stamtavle i det nye evangeliums begyndelse efter Manichæus. Der er en meget lang kætterliste begyndende med Simon Mager. Det hedder f. eks.: Wyclif avlede Hus. Gochius avlede Protopriapisten Luther. Luther avlede Karlstadt. En priapist er vist hos Poul Helgesen en mand med en ganske umådeholden kønsdrift. Der findes også en omskrivning af Johannesprologen: "i begyndelsen var vildfarelsen, og vildfarelsen var hos Luther, og vildfarelsen var Luther". Johan Hus træder i stedet for Johannes Døber "der kom et menneske udsendt af Djævelen". Og om Luther "så mange som tog imod ham, gav han magt til at blive Djævelens børn". Der findes også en gendigtning af Te Deum. Her bliver Luthers kætterier og synder opregnet.

Med hensyn til Lutherhad overgår Poul Helgesen uden tvivl langt Erasmus. Men bortset derfra er han en stor erasmianer, vel nok den betydeligste vi har haft i Danmark. Der er ingen tvivl om, at det er Erasmus, der er hans kirkefader. Poul Helgesen er en stor biblicist. Biblen er åbenbaring - men åbenbaringen er fortsat i kirken, tydeligst og klarest i den gamle kirke. Poul Helgesen har uden tvivl været en meget from og gudfrygtig reformkatolik. Ligesom Erasmus er han yderst optaget af evangeliets indflydelse på livsførelsen. Troen er så at sige det arbejdsgrundlag, der er givet, og så gælder det om at arbejde godt. Vi er selv skrøbelige, men Helligånden kommer os til hjælp: Helligånden virker de gode gerninger i os. Det er meget betegnende for Poul Helgesen, at Erasmus' bog "En kristen fyrstes opdragelse" var forfattet af Helligånden. Oskar Andersen holdt i sin tid på, at Poul Helgesens standpunkt var "simul justus et peccator". Skal disse ord forstås i luthersk betydning, er det helt misvisende. Men tager man ordene som udtryk for en klædelig kristelig ydmyghed, er denne karakteristik meget rammende. Poul Helgesen har som før nævnt ikke kunnet forstå Luthers frie bibelsyn, men han har heller ikke kunnet eller ikke villet forstå Luthers evangelieforkyndelse. Trods et flittigt skriftstudium har han - ligesom Erasmus - ikke forstået Biblens egentlige mening.

Jeg har med vidende og vilje forbigået en mængde historiske enkeltheder. For dem, der har interesse for den slags, kan jeg henvise til professor Lindhardt. I skildringen af reformationen i Danmark (Den danske kirkes historie III, s. 209-429) er der taget mange enkeltheder med. Vi får endogså at vide, at Christian den 2.'s unge brud havde sine første menstruationssmerter, da hun efter en stormfuld sørejse, søsyg og med oprevne nerver, gik i land ved Hvidøre. Den kirkehistoriske betydning heraf er jo ikke umiddelbart indlysende. Nå, det skal vel tages som en bemærkning en passant; så af den grund skal jeg ikke gå i rette med Lindhardt. Derimod har jeg haft lidt svært ved at se sammenhængen mellem nogle af de udtalelser Lindhardt kommer med om den katolske kirke. I begyndelsen af Christian den 2.'s regering havde kirken "mange dygtige ledere, typisk nok med en langt bedre juridisk end teologisk uddannelse" (s. 219). På dette tidspunkt var bisperne altså ikke ringe. I 1527 var stillingen sådan, "at alt nu afhang af den katolske kirkes åndskraft. Uden tvivl stod mange dygtige og et velorganiseret præsteskab til dens rådighed og følte samhørigheden med 1500 års historie og hele Europas kristenhed. De har ofte kæmpet af overbevisning, og det kunne kun styrke dem, at det også var en kamp for levebrødet". (Denne udtalelse må vel betyde, at der endnu var et vist håb for den katolske kirke). Men så er det åbenbart hurtigt gået stærkt tilbage, for allerede på næste side hedder det: "trods de gode kræfter, kirken endnu rådede over, førte dens ledelse kampen med ringe kraft og stor talentløshed". Bisperne var ringe - efter at Lave Urne var død i 1529 - især skinbisperne. "De kompromitterede for alvor kirken, og den faldt i grunden hverken for en politisk eller religiøs revolution, men den faldt og dens fald var stort og brat, fordi den var ormstukken helt igennem, en forsørgelsesanstalt for de i forvejen besiddende" (s. 318). Her kunne jeg have lyst til at spørge, om nepotismen var blevet så meget værre i Danmark end i de lande, der forblev katolske? Og med hensyn til bisperne var Joakim Rønnow vel ikke en helt ubetydelig mand, selv om han ikke var indviet af paven. Bisperne er jo heller ikke hele kirken, men Lindhardt hævder, at kirken var ormstukken helt igennem. Kan man hævde det, når der var mange fromme og gode katolikker? Poul Helgesen gør da i hvert fald ikke indtryk af at være særlig ormstukken. For en historisk betragtning må man dog vist sige, at romerkirken i Danmark faldt både af politiske og religiøse grunde. "Lutheriet" havde fået stor udbredelse, og sådan som den politiske udvikling var blevet efter Frederik den l.'s død, var der ingen vej uden om reformationen.

Nå, det var nu nærmest en parentes. Det spørgsmål, der har min særlige interesse er, hvad var det, der skilte malmøreformatorerne fra Poul Helgesen? Jeg har kaldt dem lutherske, og det må historisk set være berettiget, for det anser Poul Helgesen dem for at være. Når han finder, at malmøreformatorerne kunne have læst nogle færre kætterske bøger, er det uden tvivl lutherske skrifter, han har i tankerne. Poul Helgesen omtaler flere gange den store uenighed blandt de lutherske, og han kan nu og da stikke til malmøreformatorerne med, at de i visse ting ikke er helt enige med Luther - men derfor betragtede han dem alligevel som lutheranere. Han siger da også: "denne Malmøbog og andre lutherske skrifter". For Poul Helgesen var der ingen tvivl om, at malmøreformatorerne havde deres kætteri fra Luther.

Professor Lindhardt og professor N. K. Andersen har meget stærkt hævdet, at malmøreformatorerne overhovedet ikke var lutheranere. De har dybest set slet ikke forstået Luther, og det kom af, at deres vej til den ny evangelieforståelse var en helt anden end Luthers. De har ikke kendt til Luthers klosterkamp og de anstrengelser, han gjorde sig for at vinde en nådig gud. Den lutherske syndserkendelse havde de ikke forståelse for, og de delte heller ikke Luthers skriftsyn. Malmøreformatorerne var ligesom Poul Helgesen bibelhumanister, og det blev de ved med at være. Guds ord, den hellige skrift var for dem Guds lov.

Det, der skilte dem fra Poul Helgesen, var evangelieforståelsen. Malmøreformatorerne var - på luthersk foranledning - blevet klar over, at vi kun skal bøje os for Guds ord. Sandheden er kun at finde i den hellige skrift. Poul Helgesen var enig med dem i, at evangeliet var det første og det afgørende; men den apostolske overlevering har da også sin store betydning. Overleveringen er også åbenbaring. Denne åbenbaring fortsættes i den katolske kirke, der efter Poul Helgesens overbevisning er regeret af Helligånden.

Der er brug for reformer i kirken; men denne reformation må komme fra kirkens ledere. Vi må blive i kirken. Stræber vi efter at blive fromme og gudfrygtige, vil Gud forbarme sig over sin kirke og give den den rette fornyelse.

Malmøreformatorerne kunne ikke anerkende, at romerkirken var regeret af Helligånden. Der var en alt for skærende modsætning mellem Det ny Testamente og den katolske kirke. Den hellige skrift er blevet skudt til side. Der var føjet alt for meget menneskeligt til i kirkens gudstjeneste og praksis. Malmøreformatorerne kunne ikke vente på, at kirken med tiden blev reformeret. Skulle paven og et koncil reformere kirken, blev det ingen ret reformation - om den overhovedet nogensinde kom. Der skulle indføres en ret skriftmæssig gudstjeneste. Når sandheden var kendt, var det ugudeligt at vente. Der skulle et brud til, og det skulle være nu.

Malmøreformatorerne kunne med Luther sige "troen alene", men de mente skriften alene. Det nye Testamente var for dem Jesu Kristi lov. Den gjaldt det om at følge. Reformationen i Malmø blev ikke præget af Wittenberg; det var den sydtyske reformationsbevægelse, der gjorde sig gældende.

Nu er det jo ikke navnet, vi skal strides om. Luther var som bekendt ikke særlig ivrig efter, at hans navn skulle være partimærke. Om man vil kalde malmøreformatorerne for "ægte lutheranere" bliver vel lidt af en smagssag. Men holder vi os til Malmøbogen, er den, så vidt jeg kan se, i alt væsentligt i god overensstemmelse med luthersk forkyndelse.

Når vi beskæftiger os med reformationstiden, gør vi vel i at betænke, at det var en tid, hvor tingene var i skred. Det var en brydningsperiode, hvor der ikke på forhånd var fastlagt en bestemt luthersk lære. Det er også vel værd at erindre, at Malmøbogen er et forsvar for gudstjenesteordningen i Malmø; den var ikke en dogmatisk afhandling. Hvis Luthers evangelieforståelse skal være afhængig af bestemte personlige forudsætninger, må vi sige, at Lutherdom bliver en meget mislig sag. Luther ville uden tvivl hævde, at evangeliet er for alle. De forskellige menneskelige forudsætninger bliver gjort til intet, når Gud taler sit ord. Der er altså ikke noget til hinder for, at malmøreformatorerne kan have hørt evangeliet på samme måde som Luther, selv om de havde helt andre forudsætninger. Hvilke forudsætninger, de har haft, ved vi vel for øvrigt ikke noget om.

Efter mit skøn er der ikke noget i Malmøbogen, der kan hindre os i at kalde dem lutherske. Guds rene ord er Kristus; det er Kristus, der skal forkyndes; det er ordet fra Gud, der skal lyde. Så vidt jeg kan se, er nadverforståelsen i Malmøbogen i overensstemmelse med nadverlæren i Luthers "De captivitate".

Malmøbogen taler både om Guds ord og skriften. I mange tilfælde mener Peder Laurendsen dermed det samme. Men jeg vil dog mene, at i nogle tilfælde er det ikke helt tilfældigt, at han skriver Guds ord og ikke skriften. Der er egentlig heller ikke noget, der tyder på, at Peder Laurendsen blot opfatter Det nye Testamente som Kristi lov.

Så vidt jeg kan se, er det N. K. Andersens fejl, at han rubricerer for meget. Det bliver vi vel let tilbøjelige til, når vi tilbageskuende betragter en bestemt periode.

Skal vi samle et puslespil, gælder det om at få alle brikkerne anbragt på rette måde. Det forekommer mig, at N. K. Andersen har fået alle brikkerne på plads. Men hvad hjælper det, hvis billedet er forkert?

Jeg er jo kun amatør i forhold til N. K. Andersen, men jeg vil alligevel vove den påstand, at han på flere punkter har misforstået malmøreformatorerne. Det er jo ikke på forhånd helt udelukket, at amatøren kan have ret.