Af Majken Frost. Tidehverv, 1987, s.71-79.

I året 1822 sejlede den 8-årige Eline Heramb sammen med sin mor og to yngre søskende fra Norge til København. Hendes far, Lars Heramb, der var bjergværksbestyrer i Kongsberg i Norge, havde måttet tage den tunge beslutning at opgive denne bestilling, fordi hans forhold - efter at han aktivt havde deltaget i oprøret mod svenskerne efter den danske afståelse af Norge - var blevet så dårlige, at han ikke kunne forsørge familien. Planen var da, at han - når han havde afviklet hjemmet i Kongsberg - skulle følge efter familien til Danmark. Men han døde få måneder efter familiens afrejse.

Elines mor stod nu ganske uden eksistensmidler i Danmark og var henvist til sin velhavende families hjælp og en lille understøttelse fra kongen. Den sidste blev brugt til Elines skolegang, og denne blev - målt med tidens øjne - endog yderst god. Alt dette fortæller Eline om i de erindringer, som hun mange år senere skriver. Som 42-årig - i 1856 - føler hun sig så svag og ældet, at hun ikke mener at have mange år tilbage. Og hun begynder da at nedskrive alt om sit liv, til børnebørnene "til eftertanke og advarsel - men også til trøst og opvækkelse".

Det blev til ialt 48 stilehæfter, hvoraf alle pånær eet er bevarede. Først i 1985 blev de fundet på Rødkilde højskole - og den udgave af erindringerne, som blev udgivet i 1985 og som er udgangspunktet for dette foredrag, bygger derfor ikke på originalerne, men på en afskrift, foretaget i 1920-erne af børnene Frede, Peter og Jutta. Og henlagt på rigsarkivet med den klausul, at intet vedrørende forældrenes ægteskab måtte offentliggøres.

Det er nemlig ikke mindst ægteskabet med præsten Frits Boisen, Eline skriver om i stilehæfterne, og børnenes begrundelse for klausulen var, at erindringerne gav, som de udtrykte det, "en i det væsentlige misvisende opfattelse af deres forældres ægteskab". Men for nogle år siden fik fem tipoldebørn af rigsarkivaren tilladelse til at udgive erindringerne -dels fordi der nu var gået så lang tid, siden Eline havde skrevet, og dels på grund af "nutidens større åbenhed, der har ændret synet på de forhold, der omtales".

Jeg skal ikke nægte, at rigsarkivarens begrundelse forekommer mig lidt forunderlig. Argumentet med tiden, der er gået, må Boisen'erne som alle andre, bøje sig for. Enhver dansk borger må efter et vist åremål se i øjnene at kunne blive offentlig ejendom, og dette argument skulle derfor være fuldt tilstrækkeligt. Men det var jo ikke fordi erindringerne i almindelighed var stødende, de tre børn nedlagde forbud mod en udgivelse, men fordi børnene anså dem for misvisende, d. v. s usande. Frede, Peter og Juttas forbud synes at være givet, fordi deres far - ved en offentliggørelse - for tid og evighed ville være behæftet med et eftermæle, som han var forsvarsløs overfor, og som de, som førstehåndsvidner, anså for urigtigt.

Tipoldebørnenes argument for at forbuddet skulle være givet, nemlig at de tre Boisen-børn på grundtvigianernes vis idealiserede familien og derfor ikke ønskede udgivelse, er ganske på linje med rigsarkivarens. En opfattelse af, at et bestemt billede af familien skulle hævdes - og ganske uden forståelse for det, klausulen påpeger - at hindre at det, som Eline og Frits' børn anså for en usandhed om deres far - kom i omløb.

Mit ærinde med disse bemærkninger er naturligvis ikke, i mere privat forstand, at tage stilling til, hvem der har været skurken eller helten i Eline og Frits Boisens ægteskab - det kan ingen, for såvidt heller ikke deres egne børn. Ejheller er det at påstå, at erindringerne ikke skulle være udgivet. Men det er blot at pege på en senere tids bornerthed, som sætter sig til doms over forfædrenes udsagn og derved hæver deres egen tid til en plads, ingen tid kan tilrane sig.

Som sagt, enhver borger må se i øjnene med tiden at blive offentlig ejendom - og rigsarkivarens og tipoldebørnenes moralske pegefingre er her ganske unødvendige - og afslørende.

Og rigsarkivarens ord om tidens større åbenhed rejser det spørgsmål, om rigsarkivet er tjener for tiden forstået som historie - eller for tiden forstået som ideologi.

Men tilbage til Elines historie: Hun fortæller usentimentalt, men ikke uden bitterhed, om de store vanskeligheden den lille faderløse familie havde at slås med. Elendig økonomi, moderens sygdom, som efter nogle år blev suppleret med en art forfølgelsesvanvid, der gjorde børnenes forhold til hende utrolig vanskeligt. Men Eline fortæller også om solidariteten i familien, om skolen, hvor hun hurtigt blev mønsterelev og, forekommer det, noget af en dydsdragon. Om tidens hjælpsomhed og gæstfrihed - og dens smålighed og dømmesyge.

Som 16-årig bliver Eline forlovet med Frits Boisen, teologisk student og bispesøn fra Lolland - og efter hans eksamen introduceres hun i Boisen-familien.

Efter brylluppet - Eline er da 21 år - ansættes Boisen som kateket i St. Heddinge - og få år efter som sognepræst i Skørpinge i Sydvestsjælland, hvor han dumper midt ned i vækkelsen og de gudelige forsamlinger. Børnene fødes, 11 ialt, hvoraf de 8 når at vokse op. Slidsomme og vanskelige år, hvor sygdom og død er hverdagskost og hvor økonomien mildt sagt er anspændt.

Boisens udadvendte liv med foredrags- og missionsrejser begynder, og i 1848 vælges han til den grundlovgivende forsamling og siden til rigsdagen. Her kommer han dog kun til at sidde et år, idet han i 1850 kaldes til Vilstrup i Sønderjylland, hvor embederne i stort tal blev ledige ved afskedigelse af tyske præster, som nægtede at aflægge ed til den danske konge.

Efter at han i de første år i Skørpinge havde været dybt involveret i vækkelsen trækker Boisen sig efterhånden ud af den og hævder med ildhu Grundtvigs folkeligt-kristelige forståelse - blandt andet efter en henstilling fra Grundtvig selv.

I Vilstrup begynder han udgivelsen af "Budstikken", et 14-dages blad, som han stort set skrev selv - og i Vilstrup synes Eline at have trivedes langt bedre end i Skørpinge. Modsat Boisen, som længtes tilbage til småfolkene i Skørpinge, befandt hun sig godt blandt de velstående gårdmænd i Sønderjylland. Boisen kalder Vilstrup for "et fængsel" - og i 1859 flytter de til Stege, hvor Boisen var sognepræst til 1880. Han døde i 1882. Da var Eline allerede død i 1871. De var gift i 37 år.

Det er i korte træk historien - men i de udgivne erindringer er det især Skørpingetiden og Vilstruptiden, der optager pladsen - plus beretningerne om barndom og ungdom med forlovelsestid.

Og hvad er der da at sige om Eline Boisens omfangsrige værk? En tidsberetning, en skildring af vækkelsen på godt og især på ondt, en skildring fra kulissen af de kendte grundtvigske navne og af Grundtvig selv. Af de historiske og nationale begivenheder i 1840-erne og -50-erne, af det politiske og kristelige røre. Men fremfor alt en skildring af et hjem og en familie, af en hverdag og to ægtefæller, dybt forskellige af holdning og natur - og med vidt forskellig baggrund. Om deres fælles liv, om deres forskellige vurderinger af de samme situationer og personer - det er de to, bogen handler om.

Eline: nøgtern og fornuftig, med økonomisk sans og begge ben på jorden. Med en udtalt hang til selvretfærdighed og fornærmelse (modernes forfølgelsesvanvid kan ikke undgå at komme i tankerne hos læseren), men også med respekt for realiteternes krav og med et skarpt blik for menneskeligt hykleri. "Hun havde en evne til at få gode veninder og bevare dem", skriver datteren Nanas svigerdatter Thyra Jensen om Eline, og trofasthed er det ord, der lyder om hende fra de forskellige skildringer - også fra Boisen selv.

Frits Boisen: humørsvingende i allerhøjeste grad, et stemningsmenneske, som Vilhelm Birkedal skriver om ham. Tilsyneladende forkælet og egocentrisk, men åbenbart også med et væsen og en udstråling, som var påfaldende. Upraktisk og en håbløs økonom og - forekommer det - menneskeligt naiv, men elsket af venner og børn. Den gamle biskop Boisen skriver om ham til hans lærer i Nykøbing lærde skole: "Når han ikke får, hvad han ønsker, når han på en eller anden måde irettesættes, da bliver han fortrædelig og på ingen måde behagelig, just fordi han ikke udtaler sig nok". Har anlægget til fornærmelse været et fælles træk hos Eline og Frits, fristes man til at spørge - den gamle biskop er ihvertfald bekymret over Frits' helt åbenlyse ærgerrighed allerede i skoletiden.

To skrøbelige mennesker, med de fejl og svigt, som det ubarmhjertige menneskeliv altid afslører, men - på hver deres vis - også med den udholdenhed og glimtvise storhed, som det samme menneskeliv kræver og udvirker.

Allerede i forlovelsestiden viser vanskelighederne sig imellem dem. Det lille træk, hvor Eline af moderen får udleveret penge til nye sko, før hun skal præsenteres for familien på Lolland - og Boisen ikke tænker på at levere det tiloversblevne beløb tilbage - hendes bitterhed over, at han ikke vil deltage i selskabelighed i hendes familie og afslører hendes undskyldninger på hans vegne (optagethed af studeringer) som usande, i og med han færdes flittigt alle andre steder, - Boisen'ernes hensynsløshed og ubetænksomhed, illustreret i beskrivelsen af Frits' søster Maries tankeløse mishandling af Elines dyrebare chatol, som står hos Marie, (alle Boisen'er er hensynsløse, udtaler hun senere i Vilstrup), - hendes forargelse over svigermoderens sjuskethed, og fejhed, når ubehagelige beslutninger skal tages. Alt viser den nøjsomme piges vanskeligheder ved at godtage tankeløsheden og fejheden, eller måske snarere den bitre kones tilbageskuen til en forlovelsestid, som erfaringer i ægteskabet har kastet sit lys henover - og som derfor beskrives sært glædesløst og bittert.

Påfaldende er det, hvor lidt hun synes at have været med i det, som optog Boisen i forlovelsestiden. Han boede i hus med J. C. Lindberg og var uhyre optaget af ham. Sønnen Peter Boisen fortæller i sin bog om faderen, at Lindberg og Boisen førte lange natlige samtaler. Frits var af broderen Lars blevet pietistisk påvirket - til den gamle biskops sorg, han blev aldrig en ven med den snak - men samtidig var Frits en trofast kirkegænger hos Grundtvig i Frederikskirken - og han hidkaldte brødrene Lars og Karl fra henholdsvis Lolland og Sydsjælland, de måtte komme og høre Grundtvig, - men Eline synes at have været sært udenfor alt dette. Fra Boisens egne optegnelser ved vi, at han led af en uhyggelig generthed i studenterårene, som gjorde enhver selskabelig sammenkomst til en lidelse for ham og at han derfor skyede dem. Var det mon derfor, han ikke ville færdes i hendes familie, der hvor hendes liv var? Eline forstod det ihvertfald ikke - og loyalitet kan man just ikke beskylde ham for.

Nej, det er en sært ucharmerende forlovelsestid, vi lærer at kende, og Eline går tydeligt til altret med tvivl i sit hjerte - og måske Boisen med ikke mindre.
De få år i St. Heddinge er forholdsvis uproblematiske - dog gør Eline sig allerede her overvejelser over ægteskabelig loyalitet. Boisenfamilien, især svigermoderen, blander sig i P. C. Kierkegaards og Marie Boisens ægteskab - til Elines harme. "Efter min mening burde man have ladet dem ordne deres samliv selv, og ikke på nogen måde blande sig deri, men det kunne de ikke - og aldrig tydeligere har jeg kunnet se Herrens finger end i den måde, hvorpå han udfriede den stakkels Marie - inden alle blev topmålt ulykkelige af misforstået kærlighedsiver. Boisen og jeg havde mangen uhyggelig time i den anledning, og jeg mærkede, at vore anskuelser om et vist forhold mellem ægtefæller var så mageløst forskellige". Og hun skriver videre: "konen må ikke omtale sin mand, hverken til moder eller søskende anderledes end at han selv kan høre det - manden ligervis, og det er blodig synd, når ikke en trængende nødvendighed kunne tilstede det - at der kom sådanne opklaringer, - det var for mig som at gå mellem træ og bark - og måtte gøre en ulykke på ægteforholdet".

Det er tankevækkende, at dette er skrevet af den kone, som senere til sine børnebørn efterlod et skrift, som mildt sagt ikke overholdt, hvad hun selv forlangte. Og man må spørge, hvad det var for en trængende nødvendighed, som fik Eline til at handle, som hun gjorde.

Men det er og bliver Skørpingeårene, der er bogens centrum. Både Eline og Boisen starter med en dyb betagelse af vækkelsen. Men for Elines vedkommende får betagelsen hurtigt ende. Vækkelsesfolkenes hykleri og selvretfærdighed afslører sig snart for hende, med de få hæderlige undtagelser, der er - og fidusen ved et gratis måltid i præstegården mod at stille til forsamling er hende indlysende. Hun rystes over, at Boisen ikke kan gennemskue dem - og er rasende over den hensynsløshed, han i sin optagethed af forsamlingerne udviser overfor hende og hjemmet. For hende at se er det en sær form for kristendom, som i Vorherres navn blæser på hverdagen og dens ansvar.

Boisen synes ganske uforstående herfor - og man må mindes hans faders ord om, at han blev ubehagelig, når han blev sagt imod.

Om vækkelsen og Boisens forhold til den skriver Vilhelm Birkedal: "Jeg er vis på, at de gudelige forsamlinger har været et godt og næsten nødvendigt overgangsled i menighedens udviklingshistorie. Men faren lå nær og udeblev ikke, hvad både Peter Fenger og Boisen siden ikke har lagt dølgsmål på: Man førtes lidt efter lidt til at betragte dem som særdeles kendetegn på og vidnesbyrd om virkelig levende kristendom. Jeg hørte i den tid idelig tale om disse forsamlinger, som kærnen i samfundslivet, og der spurgtes trindt og nær, om denne eller hin endelig havde sluttet sig til forsamlingsfolket, som i vore dage, om man hører til højre eller venstre, mens man havde ondt ved at tro, at nogen, der virkelig var troende, kunne holde sig borte fra disse møder. Der kunne da let danne sig - og dannede sig virkelig - en forsamlingsretfærdighed hos adskillige med alt det skæve, der måtte følge dermed: dømmesyge og en usund sikkerhed på sin nådesstand, fordi man var ivrig forsamlingsmenneske. Og hvad der også vist nok ligger nær under sådanne omstændigheder, var, at der lagdes en overdreven vægt på denne hensmelten i bløde, strømmende, tårebevægende rørelser. Som den, der allermest var i stand til efter hele sin ejendommelighed at bringe tårer til at flyde og vidunderligt bevæge menneskehjertet, stod Boisen som den første. Og - når han talte - var der en bevægelse og gråd tilstede, som ellers aldrig. Derfor skattedes han fremfor alle de andre i disse forsamlinger, og der var en rift om at have ham med, når man mødtes i huse eller i skoler. Han havde selv allerede tidlig en følelse af, at der var noget usundt i alt dette, og han har selv fortalt mig, at han ikke sjældent efter et sådant møde, hvor han og de andre havde været henrevne under ordet, der blev talt, havde en uhyggelig fornemmelse, just ikke altid af åndens vidnesbyrd i sit hjerte om mødets velsignelse, ja, fornam hviskende stemmer, der talte om, at alt ikke havde været, som det skulle være. Det var sagtens sandhedsåndens ædru røst, der ville holde igen, fordi han var kommen på en højere flugt, end der kunne svares til: han lokkede følelser frem der kunne udtømme - og hans tilhørere virkede igen på ham til at svulme mer og mer.

Jeg tror, at Grundtvig ikke havde helt ret, når han, skønt fordrende borgerlig frihed for disse gudelige forsamlinger, dog kristeligt brød staven over dem - de havde vist nok en berettiget plads ved den levende tros gennembrud i folket. Men de var også kun et overgangsled og kunne ikke fastholdes uden betænkelige følger. Det så også tilsidst lederne og opgav denne form for kristendom".

Jo, Boisen var i besiddelse af en påfaldende veltalenhed - også Otto Møller har understreget, hvor mærkelig betagende den var - men hans optagethed af vækkelsen viser jo fremfor alt een ting - en teologisk uklarhed, som jeg vil hævde, at han aldrig nåede udover - og en personlig forfængelighed, hvis konsekvenser bl.a. familien måtte bære. En teologisk uklarhed, som også Birkedals tilsyneladende besindige ord ligger under for - en betagelse af væksten og af fællesskabet og stemningen, den grundtvigianernes betagelse, som siden Morten Pontoppidan gjorde op med, fordi den for ham at se røbede menneskets flugt fra at være synder blandt syndere, præstens ulyst til at være sognet og det vantro sognebarn tro. Og at Boisen på et tidspunkt forlader de gudelige forsamlinger, betyder såvist ikke, at han gør op med sin stemningsbetagelse. Hans talegaver trivedes præcist ligeså succesfuldt i det folkelige og politiske. Og i hans prædikener overtager tilslutningen til den kirkelige anskuelse omvendelsens plads.

Ulysten til at være det vantro sognebarn tro - ved siden af Boisen stod hans vantro kone, foragtet af de vakte som det verdens barn hun var - og er der hold i blot halvdelen af Elines beretninger fra disse Skørpinge år, er der hold i blot en lille del af fortællingerne om chikanerier, hun fra de vaktes side blev udsat for - og som vennen Peter Fenger tydeligt ser - så må man sige, at magen til slubbert som Frits Boisen skal man lede længe efter. Som lod dette passere.

Mange år senere skriver den ældste datter Nana til søsteren Jutta, at der altid var en opløftelse for hende selv i tankerne at være på besøg i hjemmet i Stege - men nej, siger hun - det er ikke den fulde sandhed, "for somme tider bliver jeg mødt af fars fortvivlede ansigt og mors resignerede, omgivet af den martyrkrone, som stadig selv trykker længere og længere ned i panden".

Billedet, som Nanas ord aftegner, er jo nok ingen ukendt - og man kan fortabe sig i overvejelser over betydningen af en kones surhed eller en ægtemands forfængelighed og naivitet i et ægteskab - men fremfor disse temmelig ørkesløse overvejelser forekommer det væsentligt at lytte igennem disse ting og høre, hvad der virkelig bliver sagt i ord og handling af to mennesker - om forholdet til menneskelivet, og det vil sige det sted, hvor man i menneskelivet er sat, skal betragtes ud fra de humørmæssige udtryk, det giver sig - eller om der kan siges andet herom.

Og her vil jeg fremhæve, at Morten Pontoppidans opgør med den grundtvigske vækkelse siger noget præcist - den vækkelse, som jo kun i overskrift adskilte sig fra de gudelige forsamlinger. Fordi tilslutningen til menighedsfællesskabet, dyrkelsen af de i den fælles overbevisning levende, ja, selve dyrkelsen af overbevisningens altafgørende værdi jo altid røber foragten for det almindelige menneskeliv og dets vilkår - afslører, at menneskelivets indhold skal skabes af mennesket selv og ikke er skabt. Ikke foreligger som en given ting, som en dagliglivets opgave.

Eline har nok været let fornærmelig og umådelig selvretfærdig - men hun kendte til lovens ord - du skal. Og hun så det ustandselig forrådt af den vækkelse, som kun kendte til stemningen og oplevelsen og væksten - med den forråden af hverdagen, som dette indebar. Hun havde et klart blik for, at idealiseringen af en attitude, hvadenten den var deltagelse i forsamlingerne eller tilslutningen til en anskuelse, var i modsætning til den kristendom, som pålagde mennesket at være jorden tro.

Om en episode i Skørpingeårene skriver hun: "Der var den historie med pigen Maren, som vi fik fra Maus. Hveranden dag skulle der vaskes til børnene - og da jeg en dag er næsten færdig i mælkestuen uden at hun er kommet til sin gerning, mens vandet var varmt - får jeg at vide, at hun var gået bort efter to omrejsende prædikanter. Vi havde en lille pige, Ane Hansen, fra byen, der bar Jutta, som jo ikke gerne måtte gå, formedels engelsk syge - hun sad ved børnene, som hun ikke kunne komme ud af det med alene - og jeg blev naturligvis dygtig vred og skændte hidsigt på Maren, da hun kom hjem til middag, alligevel gik hun atter uden at sige noget, bort om aftenen. Jeg besluttede da, at hun ikke mere måtte komme ind hos os. Det var jo også et grufuldt eksempel at give. Boisen tog derimod denne sag ganske modsat mig. Maren skulle have ret - man skulle adlyde Gud mere end menneskene - hun havde trang til at høre ordet - og jeg havde ingen ret til at holde hende derfra".

"Kendemærket for en kristen" skriver Eline videre om årene i Skørpinge, "var det, om vedkommende trodsede alle hindringer, mænd, forældre og hvem ellers, der ville holde dem tilbage fra at høre ordet i forsamlingerne, hvor ene Guds børn var.

I kirken var det det samme om man kom - der var i grunden urent, thi der var mest verdens børn, der næsten blev gjort til ens med djævle. Dernæst streng iagttagelse af helligdagen og afsondring fra alle denne verdens glæder, hvortil kort og dans måtte skyes som det værste af alt.

Om en mand pryglede sin kone - det var en toldersynd - som kun ukærligheden lagde vægt på - men at danse, det var synd, der beviste, at døden regerede dette menneske. En kristen havde ingen pligter, de var kun til for denne verdens børn, som skulle dømmes af de hellige. Man talte om Guds børn, og det var både komisk og sørgeligt at høre, hvad der berettigede til at tælles med - og hvad der udelukkede.

Opponere vovede jeg ikke. Thi det ville kun nedkalde voldsomme fordømmelsesdomme over mig selv, og jeg mærkede også, at jeg måtte være mere vis i alt, hvad mit hjerte havde inde af den hellige skrift for at træde i kampen, som jeg også syntes var upassende i andres nærværelse, hvor min mand ledede samtalen".

At Eline ikke opponerede, er for så vidt ikke sandt. For oppositionen lå jo i hendes krav om respekt for realiteterne og for hverdagen - i hendes sætten en tjenestepige på porten, som løb fra sin pålagte opgave for at følge prædikanterne. Og at udgiverne om denne deres tipoldemor kan skrive, at hendes syrlighed hang sammen med, at hun instinktivt længtes efter at realisere sig selv, efter en selvstændighed overfor de traditionelle normer i lighed med f. eks. Grundtvigs 2. hustru Marie Toft og Louise Rasmussen, den senere grevinde Danner, forekommer mig at være himmelråbende naivitet - hvis ikke stærkere ord skal bruges.

Nej, tværtimod, det er den i kald og stand satte kvinde, som oprøres over en kristelighed indrettet til personlig udfoldelse, der her taler - og som også, i Grundtvigs forhold til Marie Toft, så det samme udfolde sig. Hvad med hans kone, spørger hun gang på gang i sine erindringer.

Og spørgsmålet er, om den trængende nødvendighed, som fik hende til at gå mellem bark og træ, til at udlevere sine børnebørns bedstefar, ikke - langt mere end en fornærmelse over at blive hensynsløst behandlet - er et dybtgående oprør overfor den idealisme, hvis sikre konsekvens altid er en løben fra det givne ansvar.

Iøvrigt har jeg - i forbindelse med konstateringen af Elines uomtvistelige fornærmelse og surhed - ikke kunnet lade være med at tænke på Dostojevskis skildring af en kvindes "opførsel", da hun var i nød. I "De besatte" kommer tjenestepigen Marja, efter at have turet rundt i Europa og også være blevet med barn, ussel og ynkelig hjem til sin tidligere kæreste Sjatov. Fødslen er forestående, og Sjatov er opfyldt af omsorg og bekymring - og taknemmelig over, at hun er kommet. Men Marja hundser og regerer med Sjatov. I sin nød og angst og fortvivlelse overfuser hun ham og behandler ham som en hund - og gennem hele beskrivelsen går - forekommer det mig - Dostovjevskis klare forståelse af, at hvor mennesket er stillet i en fortvivlet situation, fortvivlet over sig selv, angst og ussel, på menneskelivets grænse - der er det ikke de smukke udtryk og den ideale adfærd, som præger det. Men mennesket er for alvor fortabt, hvis ikke medmennesket, næsten, formår at lytte igennem den forbitrede adfærd og høre det nødskrig, som ligger bag.

Jo, Eline opponerede på sin facon - og forholdet til Boisen og sognet forværredes, alt imens hun stred for at stille mad på bordet til søndagens forsamlinger, hvortil der brugtes ligeså meget som til resten af ugen. "Boisen mente dengang" skriver hun, "at man skulle gøre som Abraham og ikke spørge om gæsternes navn, der tyede til os - og det var i sandhed dejligt - om jorden var sådan indrettet, men sådan bar vi os jo ikke selv ad mod gæster, der kom til den store dør, så det var jo egentlig synd at pånøde folkene hvemsomhelst, der let kunne fylde hele huset med utøj og fnat".

Hun forsøgte at få enderne til at nå sammen, alt imens et stadig større raseri mod den forvanskede kristelighed og ærgrelse over hendes mand, som hun følte sig totalt forrådt af, voksede frem.

Også i Boisens politiske adfærd var hun uenig. Boisen var tiltalt af bondevennerne og ihærdig tilhænger af forfatningen og den almindelige valgret. Eline mente ham dels for god til det parti-røre, som opkom - og dels delte hun ikke de store syner om folkets frihed. Og så en grundlov - midt i krigens tid!

"Mig syntes, at det var det fornuftigste at lade være at lægge grundlov - sålænge krigen stod på, for det var for mig - således som een havde ytret sig i Rigsdagen - at indrette sig i et hus, medens det brændte. Jeg ønskede helst, at man først nogle år skulle arbejde på bondens opdragelse, ja tage fat derpå med al mulig kraft. Thi de var dog virkelig altfor langt tilbage til at regere. Det forekom mig, at man bar sig ad som om man tog en vældig kæmpe, der havde ligget sammenbøjet og i siddende stilling - rejste ham op - og sagde "gå nu", uden at kæmpen engang kendte hvad benene duede til.

Rimeligvis ville han falde og slå de tosser ihjel, der havde handlet så dumt med ham - og selv ville han også lide ved sligt fald.

Når vi skulle have bispevisitats, så spurgte jeg jo ikke gåsepigen tilråds, om hvilke retter, vi skulle have - men jomfruen. Derfor var gåsepigen alligevel nødvendig og agtværdig - når hun passede sin dont godt". Og Eline fandt, at man i sin frihedsrus bar sig skammelig ad overfor aristokratiet, som nu blev kaldt mordere og røvere - uden at man med et ord nævnede den indsats, det trods alt havde gjort for folket - og hun harmedes over begge parters succesfulde brug af småfolkene som stemmekvæg, og "efter det ville man sætte dem til at regere".

Nej, Eline var ærgerlig og "modsat", og Boisen ærgrede sig over, at han ikke hos hende fik tilslutning, for selv var han heller ikke dybest set alt for sikker på bondevennernes fremfærd - og han skrev til børnene, om de da ikke også syntes, at bønderne burde have valgret, og "jo, selvfølgelig" svarede Jutta begejstret tilbage. Og børnene elskede og dyrkede den festlige og begejstrede fader, som så ofte var på farten, og om hvem der stod jubel og humør, når han vendte hjem. Alt imens Eline stred med en vranten og bedragerisk avlskarl og med at skaffe kapellaner til det sogn, som afskyede hende. Trofast bistået af nabopræsten Peter Fenger, som måtte fortælle Frits Boisen om hans hustrus vanskelige situation.
Og det var med lettelse, Eline satte sig i vognen, som skulle køre familien til det nye sogn i Sønderjylland.

Da havde Boisen brudt med vækkelsen - og var blevet fuldtro grundtvigianer, men det er som nævnt blot overskriften, som synes at være en anden. Eline ser ihvertfald ingen større forskel. I Vilstrup skriver hun i anledning af striden om Søren Kierkegaards "øjeblikket", at Boisen ville gøre Kierkegaard til en djævel "men selv kunne jeg desværre ikke tro andet, end at Søren har ment at gøre Gud en dyrkelse - skønt han gik videre end han havde ret til. Begyndelsen til "øjeblikket" var jo Mynsters jordefærd med fuld musik - og i Sørens angreb på den var der jo megen sandhed, som blev beundret af mange, indtil enhver blev henvist til at gribe i sin egen barm. Det ville man ikke - så udrettedes blandt præsterne ikke stort mere - thi Søren blev lidenskabelig og tabte den virkelige tråd, alligevel er jeg vis på at han har gået ærinde for en højere magt, i det mindste for en tid - og hvad han fejlede, - det tilgive Gud ham i nåde for Jesu skyld. Med Grundtvig går det jo noget lignende. Hans store gaver og begyndelsen med at kalde folk op fra døden - endte med, at forlange afguderi for sig selv og egne indbildninger. Det var en brønd han selv gravede, men som ingen vand havde for Vorherres små. Til straf herfor - er han falden i flere fristelser, som f.eks. det at sætte hans egen mening om det velsignede dåbsord i højsædet for Vorherre selv - gøre det til hans munds ord med mirakelevner og - da man må opgive disse fantasier - så bliver han alligevel ikke den lille kristen - men begynder på nyt - makker om på trosordet. Snart skal vi sige jeg tror, snart vi tror - snart vil han være pave og løse og binde som en Peter, uden at mærke, at med sådanne spidsfindigheder om dåbens gyldighed lukker han sig selv ude fra dens velsignelse. Thi så er ingen dåb i vore dage gyldig - kæder er brudt altfor mange gange - til vi egenmægtigt kan bestemme, når den er bragt i lave påny. Vorherre kalde alligevel ad de små - og kirken bærer dem hen til hans skød at velsignes - trods apostle og nu Grundtvig, der vil holde dem borte. Gud ske lov for det. Hvad mon han herefter vil finde på at trække frem? Inden han lærer at bøje sig for Vor Herre - og hans hellige ord. Men siden Vor Herre lader ham leve - så er det nok for at frelse hans arme sjæl, om det er muligt.

Ja, gid det må ske - at han må atter sig selv ligne, vorde, hvad han var engang - da skal Danmark ham velsigne, og ham prise skal min sang".

Meningstyranniet - væksten og stemningen - Eline havde et skarpt blik for det tyranni, dette øvede ikke blot over den hverdag, hun som mor og husmor var ansvarlig for, men også over det Guds ord, den enkelte var henvist til i al sin afmagt og skrøbelighed. Og hendes stilling blandt grundtvigianerne blev, som den havde været blandt forsamlingsfolkene - en outsider, en sur og halsstarrig kvinde, som savnede sans for meningsfællesskabets opvækkende kraft.

Som replik til grundtvigianismens forløb i Danmark, ja som replik til al indforstået fællesskab og idealisme er hendes erindringer af vægt. Dels fordi de afslører konsekvensen af alt sådant - nemlig det givne fællesskabs opløsning og fortabthed - og dels fordi de afslører den uhyggelige position, et i sig selv idealitetssøgende menneske kan tvinges ud i, når det svigtes.

Eline havde idealer om ægteskabets ubrydelige loyalitet - men bryder jo selv loyaliteten ved at skrive erindringerne til børnebørnene. Hun havde idealer om økonomisk stabilitet og anstændig familieførelse - men havner i en surhed og pukken på sin ret, som nok har ligget hendes natur nær, men som fik alt for gode vilkår i hendes tilværelse.
Meningsfællesskabets forråden af det givne fællesskab - med det givne fællesskabs degeneration til følge.

Og lad mig for et øjeblik forlade Eline Boisens tid og begive mig op i vor egen. Hvor man også kan spørge, om det altid er de såkaldt kristelige, som taler sandt om kristendommen - eller om vi ikke også i dag må sande, at der udenfor de kristelige cirkler kan lyde en replik, som er væsentlig og sætter kristeligheden i relief.

Der er i foråret udkommet to bøger, som har vakt ikke ringe opsigt. Den ene er Erik A. Nielsens bog om "Den skjulte gudstjeneste", den anden Leo Tandrups om "Folkedrabet". Begge forfattere er anfægtede og oprørte over den folkelighed, som i moderne tid har så ringe kår, ja, som tilsyneladende er degenereret til dyrkelse af materiel velstand og jagt efter sundhed og den sidste mode på bjerget - med dette som sit eneste indhold.
Men hvor Erik A. Nielsen - som har siddet i kirkeministeriets liturgiske kommission og er en efterspurgt foredragsholder ved alle celebre kirkelige forsamlinger - hvor han, gennem et oprør mod den eksisterende gudstjeneste slår til lyd for kristenfolkets gang ud i verden for at ændre verden, synes Tandrups tale at være af en anden art - i "Folkedrabet". En protest, et opgør med den svigten, som de intellektuelles adfærd i de seneste år har været, svigten af folket. Omend der er meget i bogen, man må studse over - hvad der blev stærkt bekræftet ved Leo Tandrups personlige fremlæggen af den på Tidehvervs sommermøde - så forekommer den mig i sin grund at være en solidaritetserklæring til den menige mand, til småborgeren, som er blevet grundigt og gennemgående svigtet af dem, der skulle vejlede og retlede, som skulle stå sammen med den landsmand, de er forpligtet på. De intellektuelle har, i deres verdensomspændende og ganske gratis optagethed af godt og ondt, af sort og hvidt i den store verden, totalt forrådt den næste, som er deres eneste opgave.

"Mange intellektuelle svigter intimsfæren" skriver Tandrup i sit sære sprog, "fordi de i mistillid til kærligheden har travlt med at gå til møder og demonstrationer, hvor de ofte farisæisk bryster sig af, at de kræver oprejsning for ulandene og frafald for den militæroprustning og dermed kapitalen, som de trods alle dens forbrydelser dog selv lukrerer på.

Oveni kommer, at de, modsat de fleste småborgere, sammen med kærligheden har sat deres Gudsforhold overstyr og ligefrem skryder over deres ateisme og agnosticisme, eller, hvis de er teologer, over at de laver gøglebilleder af en Gud, som de ikke tror på, fordi deres tro højst er en svag billygte bag en tæt smog. Denne Gud opfatter de ikke engang som symbol på respekten for deres egen samvittighed og dermed for det guddommelige i deres sjæleliv. For så ville det ikke falde dem ind at opkaste sig selv til fordømmere over småborgerskabet, d. v. s. over størstedelen af det danske folks livsførelse og moral, der trods alt stadig præges af et ganske vist blegnende gudsbillede.

Disse intellektuelle er derfor blevet problematiske at lytte til. De tilbyder ganske vist i deres ideologier en renere luft, en smukkere natur, en billigere bolig, et mere socialt samfund som resultat af sejren over kapitalen og reklamen. Men man må nok spørge sig selv, hvilken mennesketype de egentlig kan tilbyde, når de ikke respekterer deres egen småborgerlige baggrund og derfor ikke ved, at deres Vietnam- eller Sydafrikaproblem ikke ligger i deres gratis medfølelse med de underkuede derude, men i deres eget liv med kone og børn".

Og Leo Tandrup gør klart, at den lammende forbrugerisme og de barbariske træk i folket - som dog ikke hindrer at der netop i folket lever en ægthed og en kultur, som er fjern for de intellektuelle - at de barbariske træk er grundlagt af de intellektuelles svigt. De intellektuelles dyrkelse af ideologiernes vagtparade har tvunget småborgeren til selv at søge sig sine veje - sine helligsteder på godt og ondt - og til også, i raseri, at vende sig mod disse intellektuelle, som så tydeligt foragter ham.

Meningsfællesskabets tyranni - og dermed svigt - med det givne fællesskabs opløsning til følge.

Jo, der forekommer mig at være en protest i Tandrups bog, som er væsentlig, en forståelse af, hvad fællesskab er. Modsat Erik A. Nielsen i "Den skjulte gudstjeneste". For her er det den nye vækkelse, som taler. Overskriften er, som for 150 år siden, blevet en anden. Men indholdet er der intet nyt i. I Erik A. Nielsens fortørnelse over den ufestlige og udramatiske gudstjeneste, som han mener er kendetegnende for kirken i dag, ligger nemlig klart en optagethed af - ikke, at ordet forkyndes, men hvad ordet virker. Og hvorledes kan et ord, prædiket i en af den kedsommelige borgertone hæmmet gudstjeneste, forkyndt i en intellektualiseret prædiken af en spidsfindig præstemand, virke nogetsomhelst? Hvor er fællesskabet blandt dem, som i nadveren deltager i et fællesskabsskabende måltid? Ja, hvor er den ændring af verden, som den ved gudstjenesten begejstrede kristne opvækkes til, bør opvækkes til? Verden, som så tydeligt som nogensinde er præget af sine gudløshedsbeviser (kriminalitet, forurening, oprustning og meget mere), denne verden er den kristnes opgave, og gudstjenesten skal være det sted, hvor det går op for ham.

"Således anskuet" skriver Erik A. Nielsen, "er sakramentet da den dybeste realitet, der lader sig tænke, en forvandlende begivenhed, der anbringer mennesker midt i verden, giver dem hele verdens ufuldkommenhed som deres problem, men samtidig giver dem del i de guddommelige tanker og kræfter, der arbejder på at overvinde elendigheden…".

"Det er derfor, man i en gudstjeneste på samme tid bringer sig selv, det menneskelige samfund og hele verdens kritiske tilstand ind i gudslyset. For der findes ikke andet virkeligt håb for jordens fremtid, end at vi og den må lære skaberens tanker at kende og omsider kunne tænke dem lige så klart og lige så kærligt som han. Dette er den sakramentale realisme, skabelsens realisme. Dens periode ligger i fremtiden.
Gør den ikke det, er der overhovedet ingen fremtid".

Ja, vækkelsen har bestandigt været på vej ind i fremtiden, på vej til at bemægtige sig fremtiden. Det har for vækkelsen altid været for ynkeligt at lægge fremtiden i Guds hånd og blot - på hans befaling - i al sin skrøbelighed tage vare på dagen i dag. Det er der ingen fest ved, som der intet festligt og dramatisk og kropsligt henrykkende er ved en gudstjeneste, hvor syndernes forladelse prædikes for netop synderen. Hvor synderens forladelse hævdes at være hans ene fornødne.

Om vækkelsen vælger sig de gudelige forsamlinger, den levende menighed eller den moderne, af fest og farver frembragte aktivitet som sit himmerige på jorden er et spørgsmål om den tid, den lever i. Konsekvent for den er, uanset tid, at den ikke regner, hvad den står i, at den ikke kan tåle at være skabning blandt andre skabninger, men selv skal skabe. Himmerige på jord. Og betegnende er det da også, at Erik A. Nielsen med umådelig overbærenhed må iagttage de kirkegængere, som i dag sidder ved gudstjenesten. "Når den moderne borger går i kirke, genoplever han noget i retning af det, forrige tiders fæstebonde fornemmede, når han andægtigt og på hosesokker vovede sig ind i herremandens gemakker. Kirken som Guds salon, den kultiverede tone misforstået som andagtens sande udtryk, den blege temperamentsløshed som fromhedens højdepunkt".

Eller som Erik A. Nielsen skriver: "Det nytter ikke så meget at forkynde, at ordet er blevet kød og har taget bolig i blandt os, når vi ikke selv er blevet kød og har taget bolig i os selv".

Den nye vækkelse - i tidens primitive karnevalstoner og med tidens sociale og verdenspolitiske program, sakramental realisme eller - de nye gudelige forsamlinger.

Midt i de allerdybeste trængsler i Skørpingetiden fik Eline og Frits Boisen besøg af Jakob Knudsens far, Jens Lassen Knudsen. Han var svækket af alt for intens læsning, fordi han, efter nogle år at have været studehandler, havde besluttet at blive præst - og derfor, uden at unde sig selv hvile, havde kastet sig over studierne. Nu trængte han til rekreation og var af Frits' bror, Peter, blevet sendt til præstegården i Skørpinge. Trods det, at han ikke kunne være kommet mere ubelejligt - midt under et af børnenes dødslejer - blev han til umådelig trøst og støtte for begge præstefolkene. Han blev siden gift med Frits' brordatter Nana, og i bogen "To slægter" har Jakob Knudsen tegnet et billede af sin fars og sin mors familie. Af Knudsen'erne og af Boisen'erne.

Jens Lassen Knudsen, som i bogen hedder Kresten Børgesen, er et skrupuløst og oversamvittighedsfuldt menneske, der rystes over den letsindighed og mangel på respekt for tingene, han møder i sin svigerfamilie - og som tilsidst bevirker, at svogeren Søren efter faderens død må gå fra den gode gård. Hele Kresten Børgesens sind og natur må oprøres over letfærdigheden, men han kan også misunde Søren og den øvrige familie deres tilsyneladende ubekymrethed. Den lethed, hvormed de omgås hinanden og livet, en lethed, som ligger hans eget sind fjernt. Tynget, som det er af næringsbekymringer og næsten sygelig samvittighedsfuldhed.

Efter at være blevet religiøst vakt gennem den fanatiske skolelærer Haar overfører Kresten Børgesen sin skrupuløsitet på troslivet - og hans had til svigerfamilien bliver ikke mindre. Denne gamle kulturslægt, som rummer flere præster og endog en biskop, forekommer ham svag og degenereret - og ganske uden sans for nutidens stærke krav - samlingen om Danmarks lykke og Guds kærlighed.

"Deres slægt har ingen vilje" siger han rasende til biskoppen, da de ved hans bryllup støder sammen, "De vil ikke noget, sådan at man kan mærke, at det er eet og alt for Dem".

"Nej, det har De ret i" svarer biskoppen, "jeg hverken ønsker eller vil, at noget skal være mig eet og alt. Det eneste, jeg vil gøre til mit eet og alt - det er det hele. Måske har det sin årsag i, at min slægt er ældre end Deres - i kultur, mener jeg. Jeg tror, at det er sådan, at folk, hvis opgaver altid har været praktiske, ligget klods ind på livet, så de ikke har fået lejlighed til at overskue livet i dets helhed, de vil være fristede til at forvandle også det, som dog skulle angå og omfatte det hele, Gudsforholdet nemlig, til en begrænset, praktisk opgave af een eller anden art.

Religiøsitet og fanatisme er altid modsætninger. Religiøsitet angår det dybeste, derfor det hele. Fanatismen kaster sig altid over noget enkelt og særligt og overfladisk, som den så bilder sig ind, er det hele".

Kresten Børgesens overdrevne ængstelse i det økonomiske har han ført med sig over i det religiøse - blandt andet fordi han mangler kultur, eller tålmodighed, som biskoppen siger - de gamle slægters øvelse i at se alt under eet. Og det er afgudsdyrkelse, han er endt i.

"Kære Børgesen" siger biskoppen, "hvordan kan De dog ville bortbytte gudsbarnets evige forårsfølelse her i verden med sådan en forjaget og støvet væddeløbsophidselse, i anledning af en bestemt, særlig opgave eller metode, som skal være det ene og det hele. Det er verdsligt, dette Haarske, forsikrer jeg Dem - det er endda en verdslighed, som udgiver sig for gudelighed, derfor er det afgudsdyrkelse".

Kresten Børgesen bliver lærer på vennen Haars højskole - og han ser da her hos Haar, både i dennes tale og i måden at drive skole på, netop den fanatisme, som biskoppen havde beskyldt ham for at være grebet af. Den, som vil skabe himmel på jord - og derfor altid ender med at forråde jorden - og han begynder at vågne op.

Jakob Knudsen havde hele bondeslægtens angst for økonomisk uføre og uorden, dens fanatisme i den sag, men han havde blik for dens begrænsning og dens fare - og moderens slægts naturlige tålmodighed og overbærenhed, som ikke på grund af sin tilsyneladende flegma sank hen i tomhed, men netop var som en gammel onkels overbærende klogskab, der aldrig tabte målet af syne, også den kendte han til - og var klar over, at begge dele måtte til i religiøsiteten. Bondens kraft og hverdagstroskab, kulturens opøvede evne til at se ud over det begrænsede. Fik de hver især lov til at stå alene, var resultatet materiel eller religiøs fanatisme - eller opgivelse overfor livet - som Kresten Børgesens svoger Søren ender i. Eller sagt på en anden måde - bliver de ikke henholdsvis begrænsede eller anfægtede af kristendommen, vil de ende i tyranniet. Fanatismens eller kulturens egenmægtige løb.

Og der er ingen tvivl om, at Jakob Knudsen især har blik for den sygelige idealitet i det praktiske, især kender til rædslen for, at hverdagen ikke er i orden - og det er ikke tilfældigt, at det er den forhutlede Søren, der gennem sit mod til at gå med i krigen - for hvad er hans liv værd - der får øjnene op hos Kresten for hans egen afgudsdyrkende verden.

Jakob Knudsen var både en Boisen og en Knudsen. Og Knudsen'erne kunne vel, ved deres jordnærhed og deres uhyre bundethed til hverdages orden og førelse, minde om Eline Boisen. Men Jakob Knudsen har også en forståelse af, at hvor jordnærhed og respekten for det økonomiske ikke bliver holdt på plads af Guds ord, hvor idealiteten - med hans egne ord - ikke finder hvile i Gud, der bliver den tyrannisk - ikke blot overfor det menneske, som er den underlagt, men også overfor den hverdag, den netop troede at tjene. Som Elines martyrkrone blev det i ægteskabet og familielivet.

Men hun havde heller ikke mødt anden form for kristendom end den, der var gjort til håndgreb i den menneskelige udfoldelses tjeneste. For Boisen blev det aldrig andet - end netop baggrund for stemningen, middel for veltalenheden, vækstens fuldendte ramme.

Da Frits og Eline Boisens ældste datter Nana som purung vender hjem fra et ophold hos familie i København - og rygter når Vilstrup om familiens forargelse over hendes frimodige og impulsive opførsel, som af det bornerte københavnermiljø er blevet tolket som koketteri og selvoptagethed, bliver Boisen rasende - på Nana. Og han tager den fortvivlede pige i forhør. Hvad er der sket, hvad har hun lavet? Men Eline reagerer anderledes: "Hvem kender vort eget barn som vi selv? Og har hun nogensinde, i de mange år, hun var herhjemme, gjort os skam og sorg? Skal vi da tro slægt og bekendte, der kun kender hende ganske overfladisk, bedre end vi tror vort eget barn - der ikke kan forsvare sig, fordi hun er et barn, der næppe forstår, hvad hun beskyldes for? Der er jo i al sladderen ikke et eneste fast holdepunkt ud over hendes måde at tale, at være og klæde sig på - og det er jo ligesågodt en kritik over os som over hende"!

Men lad mig til slut vende tilbage til Elines ord fra St. Heddinge-tiden om ægteskabelig loyalitet - kun en trængende nødvendighed kan berettige et brud på den, skrev hun.
Hun skrev om Skørpinge få år senere: "Således var mit hus til maj, den maj, der skulle trøste mig over den strenge vinter og tabet af min gode kærlige pige Ane - og dog var det kun en svag begyndelse til de 13 pinlige år, som jeg hellere havde revet ud af mit liv end optegnet dem - hvis der ikke også havde været begivenheder af så storartet natur, at de helst af alt måtte overgives mine børnebørn til eftertanke og advarsel - som også til trøst og opvækkelse".

Anede hun, at hendes vanskelige sind og selvkredsende martyrhang havde hindret børnene i at forstå det, som hun gerne havde villet have dem til at forstå - forsvaret for hverdagen og livet på jorden? Var det det, hun ville skrive til børnebørnene - efter at hun havde set børnene næsten alle hylde og følge den idealisme, som hun kendte og frygtede?

Eller var hun blot en sur og fornærmet kone, som ikke så sig anerkendt i samtiden og derfor ville retfærdiggøre sig overfor eftertiden?

Tipoldebørnenes svar lægger vægten et helt andet sted. Elines problem var, at hun ikke kunne leve op til romantikkens ideal om den fromme og blide kvinde, stærk og handlekraftig, som hun var. At hun blev bitter og nøjeregnende af altid at skulle indordne sig - for først en senere tid kendte til at kræve ligeberettigelse mellem kønnene.

Og i en vis forstand kan der være en sandhed i, at Eline blev bitter og nøjeregnende af at skulle indordne sig - men det forekommer mig langt mere at være idealismen som sådan, hun opponerede mod. Den idealisme, der blandt andet jo fostrede kvindebevægelsen som sit ægte barn. Instinktivt gennemskuede hun den menneskelige, politiske og kristelige bevægelses-iver med dens virkelighedsflugt - og hun kaldte den ved det navn og gav den adresse, den havde i hendes hverdag. Også i den forstand afveg hun fra bevægelsens himmelflugt - fra meningsfællesskabets generelle og anonyme og gratis illoyalitet.

En loyal illoyalitet, vil jeg sige - fordi den tog sit udgangspunkt i livet selv - fordi den brugte navn og adresse - og vedgik det.