Af N. O. Jensen. Tidehverv, 1929, s.107-111.

"For det første skal man vide, at der ikke gives andre gode Gerninger end de, som Gud har paabudt, ligesom der ikke er anden Synd, end den, som Gud har forbudt - - - Derfor maa vi lære gode Gerninger at kende ud fra Guds Bud og ikke efter Gerningernes Udseende, Størrelse eller Mængde i sig selv, heller ikke efter Menneskers Skøn eller menneskelig Lov eller Maade, saaledes som vi ser, at det er sket og stadig sker ved vor Blindhed med stor Foragt for guddommelige Bud".

Med disse Ord, hvormed Luther begynder sin Sermon "Om gode Gerninger", slaar han straks fast, under hvilken Domstol Spørgsmaalet om gode Gerninger er stillet, og den Norm, hvorefter Gerningerne dømmes gode eller onde. Vi kan ikke uden videre gaa ud fra, at hvad vi anser for godt, virkelig er godt. De Gerninger, der for os staar som absolut gode, de mest eftertragtelsesværdige, de mest betagende, dømmes maaske som forkastelige, og de, vi gaar ligegyldige forbi, overhovedet ikke ænser, er maaske de virkelige, sande gode Gerninger. Gud fælder Dommen, og han har sin egen Maalestok at bedømme efter. Gerningerne dømmes udelukkende efter, om de er Opfyldelse af Guds Bud eller noget andet.

For os har Gerningerne Værdi i sig selv, det ethisk-religiøse Liv selvstændigt Værd; det er dog vor egentlige Interesse, hvor langt vi kan naa, hvor meget, vi kan faa i Eje af sædelige og religiøse Goder. Kan blot vort Liv udfolde sig rigt, er Gud os ligegyldig. Han kommer nærmest kun i Betragtning som den, der skal tage sig af os, gøre det, vi ikke kan. For Luther er omvendt alt dette ligegyldigt; det afgørende er Gud, hans Dom, Antagelse eller Forkastelse. Forholdet til Reformatorerne kan simpelthen gøres op saaledes, at det er selve det, der for dem var Forudsætningen, altsaa Gud, der mangler; derfor bliver det over hele Linien noget andet, vi søger, og noget andet, vi faar ud af det, end de.

Spørgsmaalet om gode Gerninger er altsaa helt og udelukkende stillet ind under Guds Dom. Den Gerning, og kun den er god, som Gud dømmer god, som han kendes ved og antager, som har hans Velbehag.

Findes der en saadan Gerning? Nej, ikke for saa vidt den er vor. Gud har indesluttet alle under Synden. Der er ingen retfærdig, ingen, som søger Gud - - der er ingen, som øver godt, end ikke en. Kun den Gerning er god, som opfylder Budet at elske Gud af ganske Hjerte, Sjæl og Sind og sin Næste som sig selv, og ingen opfylder det. I al vor Gerning er vi bøjet ind i os selv, søger kun vort eget, ogsaa hos Gud. De Gerninger, vi øver, som kunde være gode, og som vi bilder os ind er gode, øves ikke i en fri og uinteresseret Kærlighed til Gud og Næsten, men enten uden Tanke paa Gud eller for derved at opnaa noget hos ham, sikre os imod ham. Derfor "naar Mennesket gør det bedste, han ud af sig selv formaar, begaar han Dødssynd".

Luthers Stilling til de gode Gerninger er først, at han hader, bestrider, bespotter og bekæmper dem. Det gør han altid, forsaavidt Gerningerne øves for gennem dem at opnaa noget overfor Gud, gøre sig fortjent til hans Velbehag. Intet af, hvad vi øver, evner dette, da det altsammen er Synd og kun Synd. Der gaar Menneskene og anstrænger sig med Bønner og Faster og Almisser og Andagt, træner sig til Selvovervindelse og gode Gerninger og opnaar kun at føje ny Synd til den gamle. Naar Luther bestrider de gode Gerningers Værdi eller den Tankegang, at man gennem Øvelse og Vane, ved stadig at øve godt kan blive god, betyder det efter Nygren oprindelig, at han saa at sige sætter Ordet "god" i Anførselstegn. Disse saakaldte gode Gerninger er ikke i Virkeligheden gode, hvorledes skulde man saa blive god ved stadig at øve dem.

Med alt, hvad Mennesker saaledes præsterer, træller de under Loven, eller handler uden virkelig at kende Gud og dermed deres egen Stilling, lever altsaa i en falsk Sikkerhed og en hovmodig Overvurdering af deres Ydelsers Betydning. De sande gode Gerninger kender de ikke og ænser ikke. I ingen af deres Gerninger sætter de Gud paa Guds Plads og Mennesket, hvor det hører hjemme. Ingen af dem er øvede i Troens villige Lydighed, saaledes at man nøjes med Guds Bud og saa iøvrigt overlader alt til ham, lader ham gøre Gerningen; de er afpressede, øvede nødtvungent, under Tvang for at afvende Guds Vrede. I dem sætter vi os selv i Guds Sted, og det paa dobbelt Maade. Det er vort eget, vi søger, ikke Gud, og vi vil selv gøre den Gerning, der er hans.

Ikke engang, naar man fører det langt ned, og kommer til selve Syndserkendelsen (Et ydmygt og sønderknust Hjerte vil Gud ikke foragte), naar man noget, der i sig selv er godt eller fortjenstfuldt. Syndserkendelsen betyder forøget Synd. Den betyder nemlig ikke, at man holder Gud for sin Gud, fra hvem man forventer alt godt, og som man flygter til og fortrøster sig paa; men den betyder, at man frygter og unddrager sig Gud. Ligesaa Angeren. "Angeren er ingen Fortjeneste, men den er Synden (ret følt i Hjertet) og Syndens Kraft og Regimente. - - - Thi en saadan Anger og Syndsfølelse foraarsager ikke andet, end at den river os bort fra Troen, og vi flygter for Gud og frygter for ham. Det kalder man at opvække Synden, gøre den større og stærkere og netop udrette og øve det, som Synden skal udrette, saa at Ulysten bliver jo længer jo større og Synd føjes til Synd".

Hermed er vi til Ende med Menneskets Muligheder, og der er vendt op og ned paa Samtidens og, vi maa føje til, alle Tiders naturlige Tankegang paa disse Omraader.

Her foreligger en fuldkommen Forandring af Stillingen: hvad der for Samtidens Fromhed teede sig som "Aand" i ganske særlig Forstand, nemlig Anspændelsen af Jegets samlede Kraft og Udfoldelsen af dets iboende sædelige Muligheder for at tilvejebringe Tro og et nyt Hjerte, det fremstaar for Luther som "Kødets" allerfarligste Aabenbarelse i Mennesket, som det kødelige Princips mest raffinerede Maade at bevare sit eget Liv paa. Den sædelige Idealisme som Vej til Religion er derfor selve Inkarnationen af Menneskets Formastelse mod Gud". Det sidste er Citat fra G. Ljunggren: "Synd och skuld i Luthers teologi" (S. 94), som overhovedet giver den bedste Behandling af de herhenhørende Spørgsmaal.

Overfor Gud er al vor Gerning død. Han maa gøre Værket alene, og han gør det i Kristus. Derfor bliver den eneste gode Gerning: Troen, der griber om Ordet og dermed Kristus og hans Værk. "Thi han (Gud) vil ikke, at vi skal tjene ham af eget Valg og efter eget Tykke - - - Gud vil tjenes efter sit eget Ord og sin egen Befaling. Derfor giver han os et Tegn, hvorved vi kan have ham fast og sikkert - - - Ordet - - - nemlig dette: O Gud, Himlens og Jordens Skaber, du, som har sendt din Søn, Jesus Kristus til Verden for mig, etc."

I Troen flygter vi fra os selv og vort eget, giver Gud Ret, bøjer os under hans totale Forkastelsesdom og modtager Tilsagnet om hans Velbehag, som vi har alene i Kristus, der dækker os med sin Retfærdighed. Det, der gør Troen "god" er dens Indhold, Ordet og Kristus, ikke vort Værk at tro. Tværtimod "til Troens Væsen hører, at den betragtet som vort Værk dør og gaar under for at fornyes gennem Gud selv" (Ljunggren S. 297). I Troen kender Gud sin egen Gerning god, i den antages vi af ham, lever under hans Velbehag, som skænkes os frit og uden Grund.

"Den første og højeste, allerædleste, gode Gerning er Troen paa Kristus", fortsætter Luther derfor Sermonen Om gode Gerninger, i Tilslutning til Joh.6,28 f., "dette er den guddommelige, gode Gerning, at I tror paa ham, som han har sendt". I den maa alle Gerninger gaa op og modtage dens Præg af Godhed ligesom et Laan fra den. Altsaa ikke saaledes at forstaa, at Troen er en Gerning ved Siden af andre, Begyndelsen, Kilden, Udgangspunktet, det, der skaber andre gode Gerninger, i Kraft af hvilke vi da opfylder Loven, men den er det Moment, der i enhver Gerning, hvordan den end er, alene gør den god. Med andre Ord, enhver Gerning, høj eller ringe, from eller verdslig maa dækkes med Syndernes Forladelse, kun saa er den god, og dette sker i Troen, der griber Guds Naade. Og Naaden er ikke en os iboende Kraft, men Guds Velbehag, der hviler over os og angaar os helt.

Med denne Tro i Hjertet bliver alt, hvad man øver, gode Gerninger, og Guds Velbehag hviler derover "ogsaa, naar man arbejder ved sit Haandværk, gaar, staar, spiser, drikker og gør alle Slags Gerninger til Livets Opholdelse eller almen Nytte."

"Her kan nu enhver selv mærke og føle, naar han øver godt og naar ikke: Finder han i sit Hjerte den faste Tillid, at det er Gud til Behag (hvilket sker i Troen paa Syndernes Forladelse), saa er Gerningen god, selv om den ogsaa var saa ringe som at tage et Halmstraa op, er den faste Tillid der ikke, eller tvivler han derom, saa er Gerningen ikke god, om den end opvakte alle døde, og Mennesket lod sig opbrænde. Det lærer Sankt Paulus, Rom.14: "Alt det, som ikke sker af eller i Tro, er Synd". Af Troen som efter Hovedgerningen og ikke efter nogen anden Gerning har vi Navn af Kristentroende, thi alle andre Gerninger kan en Hedning, Jøde, Tyrk, Synder ogsaa gøre; men tro fast, at han er Gud til Behag, det er kun muligt for en Kristen, oplyst med og befæstet i Naaden".

"I denne Tro bliver alle Gerninger lige og den ene er som den anden, al Forskel paa Gerninger falder bort, de være store eller smaa, korte, lange, mange eller faa. Thi Gerningerne er ikke velbehagelige for deres egen Skyld, men for Troens Skyld, som ene og uden Forskel er, virker og lever i hver enkelt Gerning, hvor mange og forskellige de end er" - - Derfor trænger et Kristenmenneske som lever i denne Tro, ikke til en Lærer i gode Gerninger, men "hvad der kommer for, det gør han, og det er altsammen velgjort". Alle selvvalgte og selvudtænkte Gerninger er Narreværk. Vi har kun at tro Gud og saa gøre, "hvad der falder for". Altsaa behøver vi ikke at se os om efter hvilke Gerninger, der er gode, hvilke vi kan tjene Gud med; thi ingen er gode, med ingen tjener vi Gud. Vi maa kaste dem alle i en Bunke og sige, de er idel fordømmelig Synd. Men omvendt maa vi tro Gud, naar han tilsiger os sin Naade, og da maa vi sige: de er ham alle til Behag.

Det samme kan udtrykkes ved, at Gud dømmer ikke efter Gerningerne, men efter Personen; er Personen god, er Gerningerne gode, er Personen ikke god, nytter det ikke hvor store og blændende Gerningerne er, de er dog alle forkastelige, og Personen betegner her Mennesket i dets Grundretning, i dets Forhold til Ordet i Tro eller Vantro.

Gerningerne er de samme hos den fromme og den ugudelige, men de første er gudvelbehagelige, de sidste forkastelige. Dette er let at se, hvor det drejer sig om Fromhedsgerninger, som alle véd kan gøres med et ugudeligt Sind; men hvad Luther mener, at det er Guds Bedømmelse af Personen, det kommer an paa, det kommer paa ejendommelig Maade til Udtryk, hvor Luther behandler Patriarkfortællingerne, morsomt f. Ex. i Fortællingen om Noa, der beruser sig: "At Noa blev drukken, det kan være sket uden Synd. Hvis en anden gjorde det, var det Synd. Det kommer af, at man maa skelne mellem Gerningerne og Troen. Gud dømmer efter Personen, som den er, saaledes er ogsaa Gerningen". Paa samme Maade, naar Samson tager Hævn over Filisterne. "Han var i Hjertet retskaffen, derfor var Gerningen ogsaa ustraffelig". Men "hvis du vilde følge hans Eksempel og gøre ligesaa, saa fo'r du til Djævelen". (E. A. 33,214 ff.).

Med alt dette er det efterhaanden klart, at overfor Gud er Gerningerne ligegyldige, ja direkte skadelige, hvis vi bygger paa dem og derved Troen forurenes. Gud dømmer kun sin egen Gerning god, og den har vi intet andet Forhold til end Troen. Troen, i hvilken vi forkaster vort og griber om hans. "Troen alene er tilstrækkelig til at retfærdiggøre den ugudelige. Ja, hvis den ikke er alene uden nogen Gerning, er den intet og retfærdiggør ikke".

Saa snart det mindste kommer ind, som noget vi kan bygge paa, ved Siden af Troen, er vi dermed i samme Øjeblik faldet ud af Troen, har mistet Kristus og alt godt. Dette anskueliggør Luther ved Fortællingen om Hunden, der løber over en Bro med et Stykke Kød i Munden, ser dets Spejlbillede i Vandet og vil snappe efter det og mister derved, hvad den havde. Troen maa være ren, uden enhver Gerning.

Her vilde jeg helst holde op. Der er en anden Side, som hører med, naar Luther taler om Forholdet mellem Tro og gode Gerninger. Det ser ud til, at ethvert Forsøg paa at føje denne anden Side til dog til sidst kommer til at ophæve dette første og afgørende og fører til i sidste Instans alligevel ad en Omvej at bygge paa os selv og vort eget. Men sker dette, er Forsøget dermed paa Forhaand dømt.

"Men kommer man da ikke udover denne Høren til en Handlen"? spørger Gogarten langt om længe i sin Bog om den treenige Gud, og nu kommer han til det egentlig spændende, det, vi har siddet og ventet paa. For det er klart, at det med Troen interesserer ikke os moderne Mennesker ret meget. Vi begærer Handlen, vi forlanger Fornyelse, vi vil se og opleve og mærke en nyskabende Kraft, saa vi atter kan rejse os og gaa fremad med friske Kræfter. Svaret er: "Nej, under ingen Omstændigheder ud over denne Høren".

For Luther er Svaret det samme: aldrig udover denne Troens Høren. Naar Troen er Hovedgerningen, det Moment, der i enhver Gerning alene gør den god, naar vi aldrig udover Troens Høren. Altid er, saa længe vi er i dette Liv alt, hvad vi er og lever og virker og har, Synd. Troen retfærdiggør alene i Kraft af sit Objekt, ved en fremmed Retfærdighed, en Retfærdighed uden for os, Kristi Retfærdighed. Troen alene retfærdiggør, ja hvis den ikke er alene, uden nogen Gerning er den intet og retfærdiggør ikke.

Det staar fast, naar Luther fortsætter: "Med Troens Retfærdighed følger ufravigeligt Gerninger, da den ikke er uvirksom. Med Rette har man derfor sagt: en Tro uden Gerninger er død, ja den er ingen Tro".

Modsigelsen er klar, men maa ikke ophæves. Den beror paa, at med den første Sætning er vi i Himmelen overfor Gud, med den sidste er vi paa Jorden mellem Mennesker.

Et Ord om os er sandt i Evigheden, indfor Gud - i Kraft af det er det gamle Menneske allerede dødt og et nyt opstaaet, et andet er lige saa sandt, som gælder vor faktiske Tilstand her i Tiden, hvor vi endnu er i Syndens Verden. Her skrider Guds Værk langsomt frem. Ligesom Gud skaber Verden i et Øjeblik, og alt fra Skabningens Begyndelse til Opstandelsens Morgen for ham er et Nu, mens dette er utilgængeligt for os, for hvem det ene følger efter det andet. Fra en Side set er Troen Guds Værk, hvor vi forholder os rent passivt, og Gud skaber alt gennem sit Ord, fra en anden Side set er Troen vort Værk, en stadig Handlen, en stadig Kamp fra vor Side for mod Synd, Død og Djævel at fastholde Guds Forjættelser. Troen er jo ikke en Tilstand, en hvilende Besiddelse i Sjælen, men en stadig Griben om Ordet. Alt det ovenfor sagte er jo ikke Magi eller tidløs Mystik, heller ikke en tom Tanke eller en tidløs Sandhed. "Ich muss auch dabei sein". Guds Ord møder os som et bestemt Ord her i Tiden og angaar ikke en Del af mig, men hele min Tilværelse Vi tror heller ikke med en Del af os, men med hele vor Tilværelse. "Det er snart sagt, at Aanden modtages kun gennem Troens Høren, men det er ikke lige saa let at høre, modtage, tro og beholde som at sige det". Her i Verden taler Gud til mig, og jeg tror ham kun, idet jeg med hele min Tilværelse, med al min Tanke og al min Handlen tager denne Verden og mine Kaar i den som hans Værk, skabt af ham, for at jeg i den skal være ham lydig og tro ham. Derfor kan Troen ikke være uden Gerninger. "Troen er nemlig levende og mægtig; den er ikke en Tænken uden Handling; den svømmer ikke ovenpaa Hjertet som en Gaas paa Vandet". "Men Tro er en guddommelig Gerning i os, som forvandler os og føder os paany ud af Gud (Joh.1,13), dræber den gamle Adam og gør os til helt andre Mennesker i Hjerte, Vilje og Tanke og alle Kræfter og bringer den Helligaand med sig.

O det er en levende, virksom, ivrig og mægtig Ting med Troen, saa det er umuligt, at den ikke uafladelig skulde virke noget godt. Den spørger ikke om gode Gerninger skal gøres; men før man spørger, har den gjort dem og er stadig i Færd med at gøre dem. Men den, der ikke gør saadanne Gerninger, er et Menneske uden Tro; han famler og ser sig om efter Troen og gode Gerninger og véd hverken, hvad Tro eller gode Gerninger er, snakker op ad Stolper og ned ad Vægge mangt og meget om Tro og gode Gerninger". "Det er umuligt at skille Gerning fra Tro, ja lige saa umuligt som det at brænde og lyse kan skilles fra Ilden".

Det er denne Troens forvandlende og nyskabende Gerning, der i nyere Tid saa stærkt har samlet Interessen om Luthers Retfærdiggørelseslære. For Holl og Hirsch i Tyskland, herhjemme navnlig Ammundsen, er det det, der fanger dem hos Luther, det Punkt, hvor de navnlig ønsker at sætte ind og atter faa denne Side frem, som noget nyt og altfor ofte overset, at selve den retfærdiggørende Tro i sig rummer en rensende og nyskabende Kraft, bliver Kildespringet for et nyt ethisk-religiøst Liv. Lad være, at det herigennem mod en tidligere Forfladigelse er blevet kraftig fremhævet, at Frelsen betyder, at Guds Vilje skal ske, og lad være, at det ikke altid føres saa langt ud som hos Holl, der ligefrem kan betegne denne vor fremtidige, men allerede begyndte reale Fuldkommenhed og Retfærdighed som Maalet, og Guds foreløbige Retfærdigerklæring af den ugudelige som Midlet, og lad Syndsforladelsens stadige Nødvendighed, Nødvendigheden af daglig Anger og Bod aldrig saa stærkt betones, saa bliver der dog en Glæde ved denne menneskelige Personlighed og dens Muligheder, som gør Opfattelsen af Luther temmelig haabløs; hvad der afspiller sig her paa Jorden, denne vor jordiske Krop og Sjæl og dens Muligheder bliver af en Vigtighed, som ligger Luther fjernt. Dette nye Liv faar en Vægt, som før eller siden vil gøre Kristus for os overflødig.

Luther taler saa dristigt om Troens Forvandling, fordi den i en vis Forstand er ham ligegyldig. Gode Gerninger hører nødvendigt med til dette Legeme og Liv, saa vel som Mad og Drikke og Legemets andre nødvendige Gerninger, men har saa heller ikke mere Betydning end de. Det er ikke, hvad Mennesket bliver til, der interesserer ham, men Guds Værk, og at Mennesket kan glemme Hensynet til sin egen Udvikling over Guds Værk og Næstens Krav. Det nye Menneske er i en vis Forstand ikke ham, han er gaaet under, det er Kristus, det er Aanden. Han maa skildre Troen som forvandlende, skabende, fordi Troen er vort eneste Forhold til Gud, og Gud er aldrig hvilende, altid handlende og skabende. Hvis Troen derfor ikke er virksom, er den ikke virkelig Tro, Griben om Guds Ord, men kun en død Tanke. Han maa skildre Troen som kæmpende, fordi vi her paa Jorden er i en stadig Strid mellem Kød og Aand, og Synden er ikke en Etikette, som klistres paa os, og som vi saa rolig kan leve videre med, men betegner det, Gud hader og vil dræbe; men atter her er Striden Guds og udkæmpes alene ved Ordet, der skaber Troen. Naar Luther bekæmper Gerningerne, sætter han ogsaa Loven til Side, nemlig, naar det gælder at vinde Guds Velbehag, her gælder ikke Moses, men Kristus; men efter sit Indhold bestaar Loven stadig som Udtryk for Guds Vilje, som vi i Troen skal vandre i. I Samvittigheden, d. v. s. naar det gælder vor Retfærdiggørelse for Gud, er Loven en skinbarlig Djævel, men udenfor dette, bør vi gøre den til Gud.

Mest af alt giver disse Tanker Udtryk for, hvorledes Mennesket befries fra sig selv, naar det i Troen kan lægge alt fra sig og vide, at Guds er Værket, og han gør det alene. Dette virker som en Befrielse, der først kan faa Mennesket til at glemme sig selv og faa Øje paa Gud og Næsten.

"Tro er en levende, dristig Tillid til Guds Naade, saa sikker, at man vilde dø Tusinde Gange derpaa. Og en saadan Tillid gør glad, trodsig og munter overfor Gud og alle Skabninger; det gør den hellige Aand i Troen. Derfor bliver enhver uden Tvang villig og munter til at gøre noget godt, at tjene alle, at lide alt, hvad det skal være for Guds Skyld og til hans Ære, han, som har vist ham en saadan Naade". - - - - -

Troen paa Guds Naade befrier mig fra mig selv og berøver Gerningerne enhver Betydning - saa kan man tale frit om dem, naar de ikke længer søges, men udspringer spontant uden at være søgt, og det, der optager Sindet ikke er Gerningerne, men Gud og Næsten. Det vil Luther, at Gerningerne skal udspringe frit, og saa skal de gives frit, kastes i Grams uden at man derved vil være noget eller opnaa noget. Gud har ikke Brug for dem: "Se, Israel, det er, du troende Menneske, jeg er din Gud, og ikke du min Gud: jeg vil give dig og ikke du mig. Hør Israel, jeg vil ikke vredes paa dig, fordi du ikke ofrer meget, thi hvad du har i Stald, Hus og Gaard, det er alt paa Forhaand mit; thi jeg har skikket det derhen".

Gud har ikke Brug for vore gode Gerninger, derfor skal vi her paa Jorden "holde vor Næste for Gud, gøre ham godt og tjene ham i Guds Sted". Det man skal spørge efter ved Gerningerne er derfor ikke, hvor gode eller fromme de er i sig selv, men om de er til nogen Nytte for Næsten. "Kærligheden vil have saadanne Gerninger, som gavner noget".

Saaledes skal den Kristne tænke: "Se, mig uværdige og fordømte Menneske har min Gud uden al Fortjeneste af ren og skær Barmhjertighed i Kristus skænket alle Retfærdighedens og Frelsens Rigdomme, saa jeg nu ikke trænger til andet end Troen, som tror, at det forholder sig saaledes. Hvorfor skulde jeg da ikke frit og glad, af ganske Hjerte og fri Iver gøre alt, hvad jeg véd er velbehageligt og kært for en saadan Fader, som har overøst mig med sine uvurderlige Rigdomme? Jeg vil derfor hengive mig som en Kristus for min Næste, ligesom Kristus har givet sig selv til mig, og vil intet gøre i dette Liv, uden hvad jeg ser er Nødvendigt for min Næste, til hans Nytte og Salighed, da jeg jo ved Troen har Overflod paa alle Goder i Kristus".

Troen alene retfærdiggør, men disse Gerninger, som sker i Lydighed mod Gud, i Kærlighed til ham og Næsten, de er Frugterne, som viser om Træet er godt, om Troen er til Stede. Ganske vist er det ikke enhver givet at kende Træet paa Frugterne. Naar den samme Gerning kan gøres af to, af den ene i Tro, af den anden i Vantro uden, at der udadtil er nogen Forskel, saa kan kun den, der har Aanden, kende Træet paa Frugterne; men her har alligevel Ordet om Træet, der kendes paa Frugterne, om Personen, som maa være god før Gerningerne (gode Gerninger gør ikke en god Mand, men en god Mand gør gode Gerninger) faaet en anden Betydning. Her betyder det: Naar Gerningerne ikke er, er Troen død.

Vor Mangel paa virkelig Interesse for Guds Vilje, saadan som den er udtrykt i hans Bud, og vor Mangel paa Evne til at kende Næsten, viser vor Vantro. Udfra disse Betragtninger, udfra vort Forhold til Gud gennem Næsten, er der intet, der hyppigere kommer igen i Luthers Prædikener end en Konstatering af vor Vantro. Men udover denne Konstatering har vi saa ikke med Gerningerne at gøre. Træet skal kendes paa Frugterne, men man gør ikke et raaddent Træ godt ved at bikse med Frugterne. Der bliver ikke andet tilbage end en Flugt til Gud, at han vil forbarme sig og skabe Troen. Hvis han ikke gør det, forbliver vi bestandig uden Tro. Det er derfor bogstavelig ment, naar Luther forklarer Bønnen: Led os ikke i Fristelse saaledes, at det bliver en daglig Bøn om, at Gud vil bevare os fra - Vantro, Fortvivlelse og anden syndig Skam og Last.