Af N. O. Jensen. Tidehverv, 1957, s.41-50. Foredrag holdt i Studenterkredsen i København oktober 1956.

Det er aktuelle kirkelige spørgsmaal, som har givet mig anledning til at overveje, hvad kirken var og betød for Luther, og hvor skillelinjen for ham gik mellem det, han kalder „den sande", og det han kalder „den falske kirke".
Et par af disse spørgsmaal vil jeg nævne i indledningen, men iøvrigt overlade det til mine tilhørere selv drage paralleller eller forlænge linierne op til nutiden og tage stilling til, om der i Luthers syn paa kirken kan være noget, som kan have bud til eller interesse for os i dag.
En dygtig og nøgtern, tysk lutherforsker, Heinrich Bornkam, begynder et afsnit om kirken i en af sine bøger om Luther med at citere et afsnit af artiklen om kirken i det eneste af de skrifter fra reformationstiden, Luther selv forfattede, med det udtrykkelige maal for øje at det skulde være hans kirkes d.v.s. den evangelisk-lutherske kirkes bekendelse, nemlig de schmalkaldiske artikler fra 1537 (altsaa 20 aar efter reformationsværkets begyndelse og 9 aar før Luthers død):

„Gud ske lov, saa ved et barn paa syv aar, hvad kirken er, nemlig de hellige, som tror, og faarene, som hører deres hyrdes stemme. Thi saaledes beder børnene [under fremsigelse af trosbekendelsen]: Jeg tror paa én hellig, kristelig kirke. Denne hellighed bestaar ikke [i en række ydre udstyr og ceremonier, som katolikkerne mener], men i Guds ord og den rette tro."

Efter at have citeret dette sted fortsætter Bornkam: „Det kan ikke nægtes, at den theologiske forskning altid med nogen misundelse eller maaske ogsaa tvivl har set hen til dette syvaars barn. Theologi og kirke har i hvert fald ikke saa entydigt vidst og formaaet at fastholde, hvad kirke efter Luthers mening er. Der har været megen gaadegætteri. „Til belysning deraf giver Bornkam et kort rids af den kirkelige udvikling og den skiftende forstaaelse af, hvad kirke er og betyder, i den lutherske del af Tyskland, fra landsfyrsterne allerede i Luthers levetid med hans vilje og til dels paa hans opfordring tog sagen i deres haand og paatog sig at ordne kirkens forhold, gennem orthodoksi, pietisme og rationalisme, romantik og liberalisme til Det tredie Riges særlige syn paa, hvad kirkens opgave i folkelivet er.

Efter denne antydning slaar Bornkam dog fast, at hvad kirkens inderste væsen angaar, kan der for Luthers vedkommende ikke herske nogen tvivl. Det er disse to ting: et ord fra Gud og et menneske, som tror dette Guds ord, der udgør eller grunder kirkens væsen. Altsaa, som det hed i bekendelsen før: Guds ord og den rette tro.

Den tilsvarende artikel om kirken i Den augsburgske Konfession fra 1530, som er forfattet af Melanchton og andre evangeliske teologer lyder:
„Ligeledes lærer de [d.e.: de evangelisk sindede], at der altid vil vedblive at være een hellig kirke. Men kirken er de helliges samfund, i hvilket evangeliet forkyndes ret og sakramenterne forvaltes ret." Den tyske oversættelse siger, at kirken er „die Versammlung aller Gläubigen, bei welchen das Evangelium rein gepredigt und die heiligen Sacrament laut des Evangelii gereicht werden."

Artiklen forklarer derefter, at til kirkens sande enhed er det tilstrækkeligt, at der opnaas enighed om evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning, og at det ikke er nødvendigt, at der overalt er de samme menneskelige traditioner, ritualer og ceremonier.

Luther var ikke ubetinget tilfreds med denne „sagtegængerske", som han kalder Konfessionen, og mener, at der er vist mere end tilstrækkelig imødekommenhed overfor katolikkerne i denne bekendelse, som er ment som et forsvarsskrift. Det har været Melanchton og de øvrige evangeliske theologer om at gøre paa de afgørende punkter at vise deres enhed og overensstemmelse med den gamle kirke og med det, der fra gammel tid var den hellige og almindelige kirkes tro og lære. I artiklen om kirken har dog Luther sikkert været enig med dem. Det var ham altid om at gøre at staa paa den gamle kirkes grund. Han mente, det var papisterne og sværmerne, som var veget derfra.

I sin smædeartikel om folkekirkens nød fra Januar 1956 nævnte Chr. Bartholdy, at en ung præst „ved et præstesamvær i det forgangne aar" havde sagt: „Det er min sorg, at jeg ikke ved, om den kirke, jeg tjener [altsaa den danske folkekirke], er en kirke." Han mente vel, at en kirke for at være en kirke paa en anderledes haandfast maade maatte kunne holdes fast paa en bekendelse, selv maatte ordne sine egne anliggender og stille bestemte krav til sine medlemmer i retning af tro, lære og livsførelse. Jeg mener, at Bartholdy ved den lejlighed passende kunde have henvist til den augsburgske konfession, som ogsaa er et af den danske kirkes bekendelsesskrifter, og have svaret den bekymrede præst: „Se du til, at du forkynder evangeliet og forvalter sakramenterne ret, og overlad saa iøvrigt enhver bekymring for kirken til den Gud, som er herre baade over ord og sakramenter, og hvis gave de er!"

I maj maaned 1956 holdt biskop Baun i Viborg en kirkepolitisk tale, som han kaldte „folkekirkelige overvejelser". Talen blev senere gentaget ved Landsforeningen for Menighedsraads aarsmøde i juni, efter at den var imødegaaet af Carl Hermansen, Hjørring, og Jørgen Jørgensen, Lejre. I denne tale betegner biskop Baun det lutherske kirkesyn, som det kommer til orde i den augsburgske bekendelse, som utilstrækkeligt, ubevægeligt og initiativløst og mener, at del bør suppleres med et mere aktivt. Han appellerer til menighedsraadene som ansvarlige for kirkens liv og vækst og mener, at der paa dem kan bygges en kirkeforfatning, som kan tage sig af de kirkelige funktioner og virksomheder, der nu er henvist til frivillige, kirkelige organisationer o.s.v.

I en kronik i Demokraten i Aarhus for 29. juni 195C anholdt sognepræst Otto Paludan dette kirkesyn og fandt det mærkeligt, at biskoppens samvittighed kunde forbyde ham at ordinere kvindelige præster men ikke at binde mænd til en utilstrækkelig bekendelse eller selv at staa i en kirke, som har en — ud fra hans egne synspunkter — utilstrækkelig bekendelse.

For sit eget vedkommende bekender pastor Otte Paludan sig frit og helt til det lutherske kirkesyn „Til at være kirke skal der det til, som nævnes i dette kirkesyn, og heller ikke mere — det er tilstrækkeligt."

„Det lutherske kirkesyn, at hvor Guds ord lyder ret og hans dåb og nadver uddeles ret, der er Jesu Kristi kirke, og der skabes et helligt samfund, det kirkesyn vil blive ved med at give unge præster frimodighed til at begynde den gerning, som ellers kunde synes både formastelig, forløjet og latterlig, og del samme kirkesyn vil blive ved med at give ældre skuffede og mismodige præster udholdenhed og glæde til at fortsætte. Og dette kirkesyn, som måske slet ikke i fastformede ord og tanker står klart for den jævne kirkegænger, ligger dog bag ved det hele, når man går til kirke her i Danmark og i stort tal eller måske kun ganske få kommer til gudstjenesten."

Jeg vil henstille til forsamlingen og til ethvert ansvarsbevidst medlem af vor folkekirke, som ikke ønsker en kirkeforfatning, at være paa vagt over for denne skjulte eller aabenlyse tendens til at bygge en kirkeforfatning op paa menighedsraadene overalt, hvor den viser sig. Selv er jeg ikke medlem af landsforeningen for menighedsraad, idet jeg anser menighedsraadene for udelukkende at være valgt med det formaal for øje at løse lokale opgaver og en landsforening af menighedsraad med en praktisk talt selvsupplerende bestyrelse, hvor væsentlig de samme repræsentanter kommer sammen aar for aar og vælger den samme bestyrelse, for aldeles uegnet eller uberettiget til at udtale sig eller tage noget som helst initiativ paa menighedsraadenes vegne. Hvis lovgivningsmagt eller kirkeministerium i et eller andet spørgsmaal ønsker at høre menighedsraadenes mening, maa de spørge de enkelte menighedsraad og ikke en privat foreningsbestyrelse.

Bortset fra disse bemærkninger agter jeg ikke at gaa ind paa praktiske eller kirkeorganisatoriske spørgsmaal, men udelukkende at holde mig til det, som for Luther var det afgørende og væsentlige i spørgsmaalet om kirken og dens grund, nemlig gudsordet og troen.

I. Kirken er ordets kirke.
„Kirken er en skabning af evangeliet og uden tvivl ringere end dette," siger Luther et sted vendt mod en kirke eller et kirkesyn, som vil gøre kirken til herre over evangeliet og dermed over samvittighederne. Nej, fra Gud selv maa frelsesværket udgaa. Guds ord, evangeliet om Guds naade, hvorved Gud kalder mennesker til samfund mod sig, maa være det første. Ved det grundlægges kirken paa jorden; men kirken er ikke til, før dette ord bliver hørt og troet af et menneske. Saaledes hører disse to ting sammen, ordet, som udgaar fra Gud, og mennesket, som tror dette Guds ord.

Hele kirkens liv og væsen beror paa Guds ord. Men „Guds ord kan ikke være til uden Guds folk. Omvendt kan Guds folk ikke være til uden Guds ord. — Hvem vilde ellers prædike eller høre prædiken, hvis der ikke var et Guds folk? Og hvad kunde og vilde Guds folk tro, hvis ikke Guds ord var til."

Som Kristi kirke er kirkens fødested Bethlehem. Der begynder kirken, for der er dens herre Kristus født. Men i øvrigt hører læren om kirken under den tredie trosartikel. Det er Helligaanden, som ved ord og sakramenter skaber og opretholder Guds kirke paa jorden. I sine sidste ti leveaar udlagde Luther I Mosebog i forelæsninger for studenter. Hele denne bog bliver for ham en bog om kirken, for med Guds løfte og forjættelse, med Guds frelsesraad og beslutning, med ordet om syndernes forladelse er Kristus ogsaa i Det gamle Testamente. Abrahams kaldelse fra Ur i Kaldæa er en kort sammenfatning af hele kirkens historie. Jakobs landflygtighed viser kirkens skæbne til alle tider. Kirken er overalt, hvor Guds ord er, for Gud er ikke uden sit folk.

Kirken er til, for at Guds ord kan høres og tros i verden, først naturligvis for deres skyld, som ved ordet kaldes til at høre og tro og saaledes faa del i Guds frelse, men ogsaa for, at ordet ved dem kan rækkes videre til andre, saa at der stadig kan være et sted i verden, hvor Guds ord kan høres og tros.

Dette er Luthers forstaaelse af kirken, som den finder udtryk i forklaringen til den tredie trosartikel:
„Jeg tror, at jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan tro paa Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham; men det er den Helligaand, som har kaldet mig ved evangeliet o.s.v., — ligesom han kalder, samler, oplyser, helliger hele den kristne menighed paa jorden og opholder den i Jesus Kristus ved den sande, eneste tro. I denne kristne menighed forlader han daglig mig og alle troende al synd rigelig og vil paa den yderste dag opvække os alle af døde og give mig og alle, som tror paa Kristus, et evigt liv. Det er vist og sandt."

Saaledes er kirken led i én eneste Guds gerning, som har sit midtpunkt i Kristus, men iøvrigt strækker sig fra skabelsens morgen til fuldendelsens dag. Sammenhængen mellem den anden og den tredie trosartikel er den, som Luther udvikler nærmere i sin store katekismus, at „hverken du eller jeg kunde nogen sinde vide noget om Kristus eller tro paa ham og faa ham til herre, hvis det ikke af den Helligaand ved evangeliets prædiken blev lagt hen til os og skænket i vort hjerte. Værket er sket og fuldbyrdet, thi Kristus har erhvervet og vundet skatten til os gennem sin lidelse, død og opstandelse. Men hvis dette værk forblev skjult, saa at ingen vidste derom, saa vilde det være spildt og til ingen nytte. For at nu en saadan skat ikke skal forblive nedgravet i jorden, men drages frem og blive nyttiggjort, har Gud ladet ordet udgaa og forkynde og har deri givet den Helligaand for at bringes os en saadan skat og forløsning saa nær, at vi kan tilegne os den."

Saaledes „lægger Helligaanden os først i kirkens skød, ved den prædiker han for os og bringer os til Kristus."

Denne sammenhæng og denne forstaaelse af, hvad kirken er og betyder, og hvad den er til for, har Luther altid haft for øje, naar han taler om kirken.
To ting eller tre staar ved denne forstaaelse af kirken fuldstændig klart, at kirken skabes ved ordet alene, og at frelsen gives ved ordet alene, og endelig, at det er Gud selv eller Kristus vor Herre, som ved sin Helligaand er herre baade over ordets forkyndelse og over troens høren. Uden den Helligaand kan ordet ikke forkyndes, og uden den Helligaand kan ordet ikke høres i tro; men kun hvor ordet høres og tros, er Guds kirke paa jorden.

Efter denne opfattelse skal der ikke andet og mere til, for at kirken kan blive til og et menneske faa del i Guds frelse, end et ord fra Gud, og et menneske, som tror dette ord. Kirken er kun til, for at ordet kan høres og tros i verden, og kirken er til overalt, hvor et menneske hører og tror det ord fra Gud, som paa en eller anden maade bliver det forkyndt. Ingen kirkelig formidling, ingen sakramental naade, som paa hemmelighedsfuld maade bliver indgydt i mennesket, ingen særlige aabenbaringer, ingen hemmelige indvielser eller riter, ingen embedsmagt eller myndighed, intet menneskeligt herredømme med magt eller tvang over samvittighederne. Kun et ord fra Gud, og et menneske, som tror, d.v.s. tror, at dette ord er talt til ham, og at Gud ved det kalder ham ind i sit samfund.

Vi gør os i dag ingen begreb om, hvor revolutionerende dette kirkesyn i Luthers samtid var. Ved det kom Luther i modstrid til sin samtids kirke. I den var dette med ordet og med troen alene stillet i skyggen og blev, da det ved Luther igen blev draget frem, direkte fornægtet og fordømt som kætteri. Vægten var lagt paa alt muligt andet, som efter Luthers forstaaelse af evangeliet og af et menneskes stilling over for Gud enten er falsk eller slet ingen betydning har. Det har ingen betydning, og det bliver misvisende og falsk, hvis der tillægges det nogen som helst betydning, der stiller dette med ordet og troen alene i skyggen eller forholder et menneske denne direkte og uformidlede adgang til det ord fra Gud, hvorved han alene vil have det i tale.

Uden nogen som helst kirkelig eller menneskelig formidling at være stillet direkte og umiddelbart over for Gud, det var Luthers udgangspunkt. Ingen kirkelig formidling kunde borttage hans angst eller bringe hans samvittighed til ro eller ophæve den knugende fornemmelse af, at han selv, han alene direkte og personligt var ansvarlig over for Gud. Hverken romerkirkens sakramentale naade, klosterfromheden med dens tugt og askese, hvor en eller anden menneskelig instans altid skød sig imellem, eller mystikkens inderlighedsvej kunde fritage ham fra saaledes at staa nøgen og blottet over for Gud med det fulde ansvar for sit liv, som han ikke kunde løbe fra. Den hjælp og lindring, de gav, maatte han tværtimod igen vise fra sig som en vigen udenom og en flugt fra det egentlige opgør. Kun et ord fra Gud, der kom til ham som en befaling til at tro, at Gud er os naadig, naar han viser sig allermest vred, og saaledes bandt ham til Kristus og til den frelse for fortabte som er givet i ham, kunde give ham den hjælp, han behøvede. Men dermed var han ogsaa bundet til dette ord. Ikke blot, fordi han behøvede det, men ogsaa som han nu forstod det, fordi det var sandheden, den sandhed, som Gud ved Kristus vil have forkynd i verden.

Dette ord kom til ham uden anden kirkelig mellemkomst, end at det var kommet til ham gennem skriftens ord og gennem enhver menneskelig hjælp, der var ham givet til ret at tyde dette ord og paa ny fatte dets indhold, som var blevet skjult eller fordunklet gennem den kirkelige udvikling i middelalderen og aarhundreders tradition og overleveringer. Det var det, han paa ny hørte som et ord, talt til ham fra Gud, hvis sandhed et menneske maa bøje sig for, og hvis indhold det frit kan tage til sig som en naade, der er det skænket af Gud, og som det derfor ikke blot kan men ogsaa skal tro, om det ikke igen vil gøre Guds ord til løgn.

Som han selv var stillet i et direkte og personligt ansvarsforhold over for Gud og hans ord og kun kunde leve ved det, saaledes var det nu og blev det mere og mere hans overbevisning, at saadan er ethvert menneske stillet. Ingen kirkelig eller verdslig magt maatte gøre sig til herre over samvittighederne, og ingen kirkelig eller verdslig institution eller organisation maatte med særlige retskrav eller frelsesforanstaltninger trænge sig imellem og gøre indgreb i dette et menneskes direkte og personlige ansvarsforhold over for Gud i hans ord.

Den kirkelige og menneskelige mellemkomst kunde kun bestaa i at give det ord videre og lade det tale til menneskers samvittighed, som Gud vilde have hørt og troet i verden, det, som var bestemt for alle, og som kun var givet til kirken for ved den at blive rakt videre til hver den, det var bestemt for.

Det ord havde et bestemt indhold, og det var om dette indhold, kampen kom til at staa, og dermed om, hvem der havde ret og myndighed til at tolke skriften. Ordet var Kristus; men om Kristus vidnede skriften fra først til sidst, saadan som Luther nu havde lært sig at høre og forstaa dens tale, som et aldrig afbrudt vidnesbyrd om Kristus og om syndernes forladelse ved ham, om Kristi gerning og om troen, der alene lader denne gerning gælde og staa ved magt, saadan som Luther nu havde lært sig at tyde skriftens tale ud fra Paulus.

Luther læste Paulus ind i skriften overalt. Det er et spørgsmaal, som luthersk teologi bliver nødt til at arbejde med i dag, hvor vidt Luthers opfattelse af skriften som en helhed og som en enhed og hans tolkning af dens centrale vidnesbyrd kan holde stand over for de problemer, som den historisk-kritiske forskning har rejst. Det spørgsmaal maa vi her lade ligge.

For Luther selv stod det fast, at hans tolkning af skriften var skriftens egen. Naar han stadig erklærer sig villig til at lade sig overbevise „ved gode grunde eller ud af den hellige skrift", saa vil han ogsaa have selve tolkningen af skriften godtgjort ved gode og overbevisende grunde, men ikke vige derfra, før han bliver overbevist om, at skriftens egen hensigt og mening er en anden.
For ham er det Guds ord og ingen anden — ikke engang en engel — som fastslaar troens indhold og grundlægger troens artikler, og dette ord er indeholdt i skriften.

Med denne betoning af skriftordets endelige og afgørende autoritet kom Luther i og for sig ikke i modstrid med pavekirkens opfattelse af sagen; men i praksis var det ikke skriftordet, men tolkningen og tydningen af skriftens ord, som blev det afgørende. Pavekirken hævdede og maatte hævde, at kirken og ikke det enkelte menneske i fri vilkaarlighed, og det vil i sidste instans sige paven alene har ret til at tolke og tyde skriften eller fastslaa, hvad den rette tydning er. Dermed er det enkelte menneskes umiddelbare forhold til skriftordet og dets frihed og ret til paa eget ansvar at tage stilling dertil ophævet.

For Luther faldt enhver menneskelig formidling bort. Enhver, der var krøbet ud af daaben var dermed indviet til præst, biskop eller pave, d.v.s. havde den samme fri og direkte adgang til Gud og hans ord og den samme ret til paa eget ansvar at tolke og tyde skriftens ord, vel at mærke under ansvar for, at han holdt sig til skriftens egen tale og ikke lagde sit eget ind deri.

Foredragschef ved statsradiofonien Hans Sølvhøj har i Præsteforeningens Blad anket over, at denne Luthers opfattelse af det fri og almindelige præstedømme, som han kaldte det, saa godt som aldrig blev nævnt eller gjort gældende i en prædiken. For mig kom denne indsigelse fuldstændig overraskende. Den er sikkert berettiget. For mit vedkommende vil jeg sige, at hvis jeg undlader at nævne det almindelige præstedømme, hvor lejlighed gives, er det fordi denne opfattelse for Luther ligger saa fast, at man har vænnet sig til at betragte den som noget ganske selvfølgeligt.

Ingen har i kraft af sit embede, sin ordination eller anden særlig naade nogen anden forudsætning eller ret end den, ethvert andet kristent menneske ogsaa har. „Da vi alle som ovenfor sagt er præster, alle har én og samme tro, ét og samme evangelium og de samme sakramenter, hvorledes skulde vi da ikke ogsaa have magt til at smage og dømme, hvad der er ret eller uret i troen? — — Vi maa frisk bryde igennem og dømme alt, hvad de gør og lader, efter vores troende forstaaelse af skriften og tvinge dem til at følge den bedre og ikke deres egen forstaaelse." Forudsætningen er for Luther, at skriftens vidnesbyrd er entydigt og klart, og at enhver har ret og frihed til paa eget ansvar at domme derom og dermed baade ret og pligt til at træffe afgørelse i trossager.

Det vil med andre ord side, at De, mine damer og herrer, som enhver anden, der er døbt, ikke alene har ret, men ogsaa pligt til at dømme i trossager og andre kirkelige spørgsmaal, — og at det er Dem og ingen anden, hvem sagen gælder.

Ikke enhver kan efter Luthers mening give sig til at øve præstetjeneste eller offentlig forkynde og udlægge evangeliet. Det tilkommer kun den, der dertil er rettelig kaldet, d.v.s. den, hvem det bliver overdraget af fællesskabet. En præst er efter Luthers mening kun præst efter menighedens frie valg og har ikke i kraft af sin ordination eller sit embede nogen anden kvalifikation eller ret til at udlægge og forkynde evangeliet eller paa anden maade udøve præstetjeneste end den, at ogsaa han er en af dem, til hvem dette ord er talt, og at præstetjenesten er blevet ham overdraget af menigheden. Den dag, da han maa træde tilbage, er han igen borger eller bonde som enhver anden.

Menigheden maa frit ordne sine forhold vel at mærke under stadigt ansvar overfor Gud og hans ord. Kun som en nødhjælp blev det i første omgang overdraget den verdslige øvrighed at ordne de evangeliske menigheders anliggender, fordi øvrigheden ogsaa hørte menighedens fællesskab til og i kraft af sin stilling var nærmest til det.

Menigheden er ikke blot berettiget, men ogsaa forpligtet til vedvarende at prøve, om det, der bliver den forkyndt, nu ogsaa stemmer overens med skriften og Guds eget ord. For det er ordet, og det alene, der afgør, hvor den sande kirke, den sande menighed er.

Ordet er nok indeholdt i skriften, men i virkeligheden har det først været til som et mundtligt ord, og virkekraftigt bliver det først igennem den mundtlige forkyndelse eller gennem et direkte tilsagn, der kalder til tro. Egentlig præstetjeneste kan for en ordens skyld kun udøves af den, hvem det af menigheden er blevet overdraget at udrive denne tjeneste paa menighedens vegne; men i undervisning, sjælesorg og daglig omgang er det enhver kristens baade ret og pligt ogsaa med ordets tjeneste at tjene sin næste. Jævnfør, at katekismens forklaringer hver for sig har til overskrift: „ — saaledes som en husfader enfoldigt skal lægge sin husstand den paa sinde." Og jævnfør, at Luther i de schmalkaldiske artikler regner ogsaa „indbyrdes tale og broderlig trøst" med til kirkens naademidler. Ved det private skriftemaal med tilsigelse af syndernes forladelse lægger Luther vægt paa, at man ikke skrifter for en præst i hans egenskab af præst, men som en almindelig medbroder og kristen, og at man selv af den jævneste kristnes mund tager syndstilgivelsens ord til sig som et ord umiddelbart givet fra Gud.

Guds ord kommer nemlig aldrig til et menneske uden gennem et andet menneskes mund. Naar jeg lejlighedsvis i det foregaaende har anvendt udtrykket „uden kirkelig eller menneskelig formidling" betyder det blot, at overbringeren ingen egentlig midlerstilling har; han er blot overbringer, redskab. Paa samme maade gives Aanden kun gennem et forudgaaende, ydre ord. Sakramenterne er tegn og synlige ord. At ville have Aanden uden et ydre og mundligt ord er for Luther hovmod og sværmeri.

Ordet fra Gud gennem menneskemund, det er, hvad vi har at holde os til, men altid et bestemt ord, evangeliet om Guds naade ved Kristus, saadan, som det er indeholdt i skriften og tilsiges os ved daabens og nadverens sakramente.

„Hvad det mundtlige, ydre ord angaar, maa man blive fast ved, at Gud ikke giver nogen sin Aand eller naade uden i eller med det forudgaaende, ydre ord for at vi kan vogte os for enthusiasterne, det er: aander, som praler af at have Aanden uden og forud for ordet og derefter dømmer, tyder og udvider skriften og det mundtlige ord efter behag, som Thomas Münzer gjorde og endnu mange gør den dag i dag; de vil adskille skarpt mellem Aanden og bogstaven og ved ikke, hvad de siger eller fastslaar. Pavedømmet er ogsaa idel enthusiasmus [egentykke, sværmeri, som tiltror sig selv at være Aandens redskab], hvori pave praler af, at al ret sidder i hans hjertets skrin, og hvad han med sin kirke dømmer og befaler, det skal være aand og være ret, selv om det ogsaa staar over eller er imod skriften og det mundtlige ord.

Det er altsammen den gammel djævel og den gamle slange, som ogsaa gjorde Adam og Eva til enthusiaster og førte dem fra det ydre Guds ord til aandelighed og egentykke. — — — — — Kort sagt: Enthusiasmen stikker i Adam og hans børn fra verdens begyndelse til dens ende, indstiftet og forgiftet af den gamle drage, og er alt kætteris ogsaa pavedømmets og Muhammeds oprindelse, kraft og magt. Derfor skal og maa vi holde fast ved, at Gud ikke vil handle med os mennesker uden gennem sit ydre ord og sakramente."

Det ydre ord er et offentligt ord, som enhver frit og paa eget ansvar kan tage stilling til. Det er et ord med et bestemt indhold, bevidnet i skriften, og et ord, der kun kan høres og modtages i tro. Det stiller ikke andre krav eller forudsætter andre kvalifikationer hos et menneske end den, at ordet bliver det forkyndt og hørt og modtaget i tro. Overalt, hvor Guds ord lyder offentligt og høres og modtages i tro, der er den sande kirke. Vil man opbygge en anden hellighed eller rettere retfærdighed hos mennesker end den, der bestaar i, at ordet er os forkyndt, har man derved sat noget andet i stedet for Guds ord og har dermed fornægtet Guds ord og gerning i Kristus, og vil man sætte noget andet over eller i stedet for Guds ord, Aanden eller embedet eller særlige religiøse indvielser og kvalifikationer, har man sat sig selv i Guds sted og gjort sig selv Gud lig. Derfor er paven Antikrist, og hans kirke en falsk kirke, selv om ordet og dermed den sande kirke stedvis er bevaret deri. Ogsaa hos sværmerne kan den sande kirke være, selv om deres beraabelse paa Aanden er sværmeri og leder mennesker vild. Den sande kirke er, hvor ordet forkyndes ret og sakramenterne forvaltes ret, og ikke andre steder. Kirken er selve det, at ordet forkyndes, og sakramenternes forvaltes, som Gud har villet og bestemt det, og saaledes skaber tro.

Derved falder enhver moralsk eller religiøs kvalifikation hos mennesket bort, og kirken bliver ikke andet end et samfund, et fællesskab af syndere og fortabte, som Gud i Kristus har forbarmet sig over og skænket sin naade.

II. Kirken er synderes kirke.
Kirken, som er de helliges samfund, er et samfund af mennesker, som til deres dages ende vedbliver at være syndere, fortabte og uretfærdige for Gud, men som kaldes og regnes for og er i sandhed hellige og rene og retfærdige, fordi Kristus bor iblandt dem, og de udelukkende lever af hans naade.
Det betyder, at den, der ved at tro ordet fra Gud hører kirken til, altid maa vide, at han selv er en synder, og at han som kristen og i den sande kirke maa bygge og tro iblandt syndere. „Vor retfærdighed for Gud hedder syndernes forladelse." Den sande kirke er en kirke af syndere.

„Vogt dig for nogen sinde at eftertragte saa stor en renhed, at du ikke vil synes dig selv en synder, ja være det. Kristus bor nemlig kun hos syndere. Derfor steg han ned fra Himlen, hvor han boede hos retfærdige, for at han ogsaa kunde tage bolig iblandt syndere," skrev Luther til en ven 1516 og i romerbrevs kommentar en fra de samme aar: „Forunderlig er Gud i sine hellige; for ham er de paa én gang retfærdige og uretfærdige.
Og forunderlig er Gud i hyklerne; for ham er de paa én gang uretfærdige og retfærdige.

Fordi de hellige altid har deres synd for øje og beder om retfærdigheden fra Gud efter hans barmhjertighed, saa regnes de ogsaa altid for retfærdige af Gud. Altsaa: hos sig selv og i sandhed er de uretfærdige; men for Gud, som paa grund af denne bekendelse af deres synd regner dem for retfærdige, er de retfærdige; i sandhed og i virkeligheden syndere, men ved tilregnelsen af Guds barmhjertighed, som forbarmer sig over dem, retfærdige; uden at vide det retfærdige, men efter deres viden uretfærdige, syndere i virkeligheden, men retfærdige i haabet."

Paa den maade har Luther altid forstaaet, at et menneskes hellighed, det, der gør det til Guds ejendom, aldrig kan blive andet end en tilregnet retfærdighed, aldrig kan bestaa i andet end i den Guds barmhjertighed, som tilgiver og dermed udsletter al dets synd. Det er den sammenhæng, Luther har for øje, naar han taler om de helliges samfund.

Saaledes er et menneske i kirken altid stillet ind under og henvist til at leve af Guds gerning i Kristus. Deri har det alt, hvad det for sit eget vedkommende behøver, er hellig og ren og retfærdig for Gud, og er med hensyn til, hvad det iøvrigt er eller ejer eller evner, gjort fri til at tjene sin næste, der jo som Kristi ejendom ogsaa hører fællesskabet til, og uden hvem et menneske ikke selv kan være til for Gud.

Det gælder ogsaa inden for kirken og navnlig dér, at „ethvert menneske er skabt og født for de andres skyld."

Det gælder om Kristus selv, at han kom til jord for synderes skyld, og alt, hvad han er og ejer, gav han hen for dem. Paa samme maade gælder det om enhver kristen, at han med alt, hvad han i Kristus er og ejer, maa være til for sin næste og kun for ham.

Hvad Luther ved og har forstaaet om kirken, det har han ifølge et skrift af Paul Althaus om de helliges samfund, lært af „korsets teologi". De helliges samfund er et fællesskab i troen med Kristus og alle hellige i Himlen og paa jorden om alt, hvad de er og kan betyde for os, og et fællesskab med alle hellige, d. v. s. alle syndere og lastefulde, fattige og trængende paa jorden, som her kan behøve os og vor tjeneste.

Hvad Luther har haft at sige om kirken som de helliges samfund i denne dobbelte forstand kommer rigest og klarest til udtryk i en prædiken fra 1519 om Kristi sande legeme og om broderskaberne, men er gentaget atter og atter i hans prædikener og skrifter.

Broderskaberne var halvt faglige — halvt religiøse sammenslutninger som vore hjemlige gilder, Sankt Georgs gilde, Sankt Knuds gilde o. s. v., hvor man i en eller anden helgens navn og til hans ære sluttede sig sammen til gensidig bistand og støtte. Det var disse broderskabers formaal at sikre deres medlemmer baade timeligt og evigt — timeligt ved understøttelse af trængende medlemmer og evigt gennem sjælemesser for afdøde medlemmer.

Luther ser, at disse broderskaber ikke alene har udartet, men efter selve deres anlæg og formaal kun kan tjene den religiøse egoisme, der kun søger sin egen salighed og kun er betænkt paa at sikre sig selv og sine egne baade her og hisset. Mod denne søgen af sig selv og sit eget sætter han det sande broderskab, hvor enhver kun er til for at tjene sin næste og hvor fællesskabet som saadan bærer ansvar for enhver, der hører det menneskelige fællesskab til. Det er meningen med de helliges samfund, at det skal vedkende sig fællesskabet med Kristus i alle hans trængende paa jorden.

„Dette fællesskab bestaar deri, at alle Kristi og hans helliges aandelige goder bliver meddelt til og bliver fælles for hver den, der modtager dette sakramente, og omvendt al lidelse og synd ogsaa bliver fælles og altsaa kærlighed opflammes ved kærlighed og forener. Og for at vi kan blive ved en grov sanselig lignelse: Som i en stad enhver borger er fælles med de andre om den samme stads navn, ære, frihed, handel, skik og brug, hjælp, bistand, beskyttelse og deslige. Og omvendt al fare, ild, vand, fjender, død, skade, pest og lignende er fælles. Thi den, der vil nyde med, maa ogsaa yde med og sætte liv for liv. Her ser man, at den, der gør én borger fortræd, han gør hele staden og alle borgerne fortræd. Hvem der gør vel mod en, fortjener gunst og tak fra alle andre."

Menigheden er Kristi legeme og nadveren er et pant paa dette fællesskab „saa at vi kan lægge al jammer og anfægtelse fra os over paa fællesskabet og især paa Kristus. Og et menneske kan glad styrke og trøste sig og sige: Er jeg en synder, er jeg faldet, rammer den eller den ulykke mig, velan, saa gaar jeg derfor til alters og modtager et sikkert pant fra Gud paa, at Kristi retfærdighed, hans liv og lidelse gaar ind for mig med alle hellige engle og salige i Himlen og fromme mennesker paa jorden. Skal jeg dø, saa er jeg ikke alene i døden; lider jeg, de lider med mig. Al min nød er blevet Kristi og den hellige menigheds nød, fordi jeg har et sikkert pant paa deres kærlighed imod mig. Se det er dette sakramentes frugt og brug, hvorved hjertet må blive glad og stærkt.

Naar du nu har nydt eller vil nyde dette sakramente saaledes, saa maa du ogsaa bære med paa hele menighedens nød, som ovenfor er sagt. Hvilken er da den? Kristus i Himlen og englene med de hellige har ingen nød undtagen alene, naar der sker sandheden og Guds ord fortræd. Ja, de rammes som sagt af al lidelse gennem kærligheden til alle de hellige paa jorden. Der maa nu dit hjerte give sig hen i kærligheden og lære, hvordan dette sakramente er et kærlighedens sakramente, og som der sker dig hjælp og bistand, maa du ogsaa vise kærlighed og bistand mod Kristus i hans fattige og trængende. Thi al vanære, der bliver Kristus til del i hans ord, alle uskyldiges uretfærdige lidelser paa jorden, af hvilket der alt sammen vil være overmaade meget alle steder i verden, maa her volde dig smerte, her maa du værge, handle, bede og, hvor du ikke kan gøre mere, af hjertet have medlidenhed. Se, det hedder omvendt at bære Kristi og hans helliges nød og modgang, saa gaar det efter Paulus' ord: Enhver skal bære den andens byrde, saa opfylder I Kristi bud. Se, saaledes bærer du dem alle, saaledes bærer alle dig igen, og alle ting bliver fælles baade gode og onde. Saa bliver alle ting lette, og den onde aand kan i ikke bestaa mod menigheden."

At den onde aand ikke kan bestaa mod menigheden, skyldes ikke menigheden, men Kristus, som er dens herre, og som har bundet et menneske til et fællesskab, som ikke kan ophæves. Hvor menigheden i religiøs selvtilfredshed dyrker sig selv eller vil sikre sig selv og skille sig ud fra de ugudelige, fra de vantro, de fattige og ringe, dér er fællesskabet brudt, og dér har den onde aand vundet overhaand over menigheden.

Om helgendyrkelsen siger Luther, at hvad man vil gøre for de hellige, skal man vende bort fra de døde og lægge det paa de levende. „De levende hellige [eller helgener] er din næste, de nøgne, de sultende, de tørstige, fattigfolk, som har kone og børn. Dér skal du rette din hjælp hen, dér skal du bruge din tunge saa at du beskytter dem, dækker din kappe over dem og hjælper dem til deres ære."

Kristus og hans kors bliver ifølge P. Althaus' fremstilling af denne sammenhæng hos Luther foragtet, ikke blot, hvor man formasteligt tiltror sig selv at besidde nogen hellighed eller værdighed for Gud, men ogsaa gennem en højtfarende, nydelsessyg og lidelsessky kristendom, som unddrager sig de syndefulde og fattige brødre og ligesom munkene kun vil omgaas hellige. I virkeligheden er vi jo alle i lige grad fattige, vantro og ulydige syndere for Gud. Det er retfærdiggørelsen af troen alene, der grundlægger det sande fællesskab, som ikke kan ophæves. Gud har villet, at de værdige og de uværdige, de stærke og de svage skulde bo sammen og gensidig tjene hverandre, for ogsaa de stærke behøver de svage fuldt saa vel som omvendt. Det er at grave sit pund ned og modsætte sig Guds ordning, hvis de bedre vil skille sig ud fra og holde sig borte fra de slette.
Derfor har Luther heller aldrig villet bryde med Rom, hvor meget han end vender sig mod paven og bekæmper hans falske lære.

Luther erklærer med stor skarphed bohmernes frafald fra den romerske kirke gennem oprettelsen af en menighed af hellige for uundskyldelig, gudløs og mod alle Kristi love, mod kærligheden, som er lovens sum.

Om sit forhold til Rom siger han i de aar, da det afgørende brud fra Roms side nærmer sig: „Selv om det i Rom staar saadan til, at det vel kunde synes bedre, saa hverken er eller kan denne eller nogen anden aarsag blive saa stor, at man skal rive sig løs eller skille sig fra denne kirke. Jo værre det der gaar til, desto mere skal man løbe til og holde fast, thi gennem adskillelse og foragt bliver det ikke bedre. Man skal heller ikke lade Gud i stikken for djævelens skyld eller undgaa de øvrige fromme for den onde hobs skyld. Ja, for ingen synds og intet ondes skyld, som man kan tænke eller nævne, skal man sønderrive kærligheden og dele den aandelige enhed; thi kærligheden formaar (el. udholder) alle ting, og enheden er intet for svært. Det er en slet kærlighed og enhed, som lader sig sønderdele ved fremmed synd."

Hvor Guds ord er, og det findes ogsaa hist og her i den katholske kirke og hos sværmerne, der er den sande kirke, og der skal man vedkende sig fællesskabet, trods alt, der vil søndre og bryde.

Luthers kamp mod paven og mod sværmerne er en kamp for ordets renhed og sandhed og dermed for det sande fællesskab og en kamp, som er ført paa fællesskabets grund og under udtrykkelig vedkendelse af, at som syndere er vi lige for Gud.

„Jeg tror, at der er én hellig, kristen kirke paa jorden, det er den menighed, det antal, den forsamling, som bestaar af alle kristne i hele verden, Kristi ene brud og hans aandelige legeme. —

Og denne kristenhed er ikke alene i den romerske kirke eller under paven, men i hele verden; som profeterne har forkyndt, at Kristi evangelium skal udgaa til hele verden, saa at ogsaa under paven, tyrkerne, tatarerne og alle vegne er kristenheden legemligt spredt, men forsamlet aandeligt i det ene evangelium og den ene tro, under ét hoved, som er Jesus Kristus."

III. Den sande kirke er den usynlige kirke.
Som Kristi legeme er den sande kirke skjult og vil alle dage vedblive at være skjult, kun kendelig paa sine tegn: ordet og sakramenterne, dertil lydigheden mod Herrens ord og den lydelige bekendelse, vedkendelsen af fællesskabet med Kristus i hans næste og dermed ogsaa korset. [Nr. 287 i Den danske Salmebog „Den kristne kirkes skønne navn" er en salme om kirken og dens kendetegn.] Som menneskeligt samfund vil kirken altid være kendelig og aabenbar; men at den er Kristi legeme, at Kristus bor i sin kirke og vil kendes ved den som sin, det er den side af sagen, som alle dage vedbliver at være skjult og kun kan være genstand for tro.

Kun Gud kender hjerterne, kun han kan dømme om ordet og om troen. Kun Gud kender sit folk og Kristus sin hjord; men hans ord sætter intet skel og lukker ingen ude. I lydighed mod dette ord skal vi vedkende os fællesskabet med enhver, hvem det ord er bestemt for, og vide, at heller ingen uden Gud kan afgøre, om vi selv staar i troen. Vi kan kun i troen og i haabet henfly til hans naade.

Til kirkens tegn hører ogsaa kærligheden og lydigheden, skønt netop lydigheden ligesom troen maa være skjult. Det er skjult, d. v. s. det kan hverken af mig selv eller andre konstateres, om den gerning, jeg øver, sker i lydighed eller i ulydighed, om jeg i den hævder mig selv eller ved kærligheden tjener min næste. En og samme gerning kan i det ene tilfælde vær lydighed, i det andet ulydighed, i det ene tilfælde egenkærlighed, i det andet uselvisk hengivelse for næsten. Lydighedens og kærlighedens tegn kan i høj grad være tvetydige. Hvordan kan de saa være tegn? Det kan de, fordi uanset, hvordan det staar til med min lydighed eller ulydighed i hengivelsen for næsten, kan det for denne blive aabenbart, at der er kærlighed til, at der er et ord, som befaler, at et menneske skal være til for sin næste, og en Kristi hengivelse for sin menighed, som gør denne hengivelse mulig.

Hvor dette tegn ikke findes, er den sande kirke ikke til; dér har kirken ophørt med at være kirke.

For Luther vedblev den sande kirke at være skjult, skjult ogsaa i den forstand, at den sande kirke ofte var hos de udstødte og foragtede, de menneskeligt set uværdige, fattige og elendige, mens det, der med megen pomp og pragt og megen sikkerhed i troen gav sig ud for at være kirke, ikke mere var det.

Men kirken vil altid være kendelig paa sine tegn, saa ingen skal behøve at være i tvivl om, hvor han skal søge Kristus og finde hans kirke.

Det er igen Bornkam, som har henledt min opmærksomhed paa, at adskillelsen mellem den synlige og den usynlige kirke, hvor man senere hen med et buk anerkendte den usynlige kirke og derefter lod den fare til Himmels og holdt sig til det mere haandgribelige, den skyldes Melanchton, mens Luther altid selv har talt om den sande kirke som den usynlige, der kun var kendelig paa sine tegn.

Denne adskillelse havde han for øje og den krævede han respekteret ogsaa under ordningen af kirkens praktiske forhold.

Bornkams redegørelse for disse ting er blevet til med ordningen af de forvirrede, nutidige, tyske kirkeforhold for øje og med henblik paa nutidens kirkelige problemer. Jeg ved ikke, hvor hans eget kirkelige stade er, men vil slutte med at citere de betragtninger, hvori han drager konsekvensen af Luthers kirkesyn og siger, at for Luther er kirken altid noget, der bliver til, noget, der sker og virkeliggøres ved ordet, en kirke i vorden, aldrig noget, som én gang for alle er grundlagt og kan fastslaas som kirke. En kirke „im Werden, nicht im Gewordensein".

„I Luthers ægte kirketanke lever en stærk spænding i retning mod dette maal. Den organiserede menighed er altid en kirke i vorden. Intet giver den garanti for, at den virkelig er Kristi legeme. Dommen derover har Gud forbeholdt sig selv. Den maa altid være rettet fremefter i stræben mod det, som ligger foran den. Den har ingen borgen for, at den virkelig er kirke, hverken gennem en apostolsk succession og det derpaa opbyggede hierarki eller gennem nogen anden forfatningsform eller gennem nogen form for gudstjeneste, eller gennem saakaldt ren lære eller gennem besiddelse af den rette bekendelse, eller gennem i det ydre blomstrende kærlighedsgerninger o. a. Ogsaa en kirke med den mest orthodokse bekendelse kan være død, og med de øvrige garantier staar det ikke anderledes til. Luthers kirkesyn sønderslaar stadig paa ny enhver opblæst, sikker kirkelighed, som ofte nok har sneget sig ind ogsaa i den evangeliske kirke. Den opskræmmer af enhver mæthed. Kirche steht nicht im Gewordensein, sondern im Werden."

Og videre: „Luthers kirkesyn hjælper til med at overvinde den konfessionelle spaltnings nød. Overfor hans kirkebegreb falder alle ydre kirkegærder og skranker. Sand Kristustro kan findes under alle kirkeformer; thi Guds Aand blæser, hvorhen den vil. Dermed bliver dørene slaaet op paa vid gab. Hvem kan vide, hvor Gud har sine sande troende? Det gør os beskedne; vi behøver ikke at drive indbyrdes konkurrence. Hver kirke, der kalder sig kristen, maa se til at den virkelig bliver Kristi legeme, at tro og kærlighed bor rigeligt i den. Men p. d. a. s. skærper Luthers kirkebegreb ogsaa øjnene for de sande forskelle. Hvad der efter katholsk opfattelse regnes med til kirkens væsen: kultus, hierarki, pavedømme, tradition, modsiger kirkens sande kendetegn, evangeliets ord, den levende tro og Kristus, som tager bolig i den (dens ”Erfülltsein von Christus"). Her adskiller evangeliet klart og skarpt. Enhver garanteret kirkelighed ogsaa i katholsk forstand er imod evangeliet og Det ny Testamente. Ingen kirkeform er eller besidder som saadan Kristi legeme. De staar alle ikke i væren, men i vorden, i spændingen rettet frem mod fuldendelsen. Derfor maa kampen mod den falske kirkelighed, det være indefter indenfor ens egen kirke eller udefter mod de krav, der udgaar fra den katholske kirke, føres saa alvorligt. Det drejer sig om, hvor og hvordan Kristi legeme bliver til virkelighed i verden." „Es geht um die Wirklichkeit des Leibes Christi in der Welt“.

Med et ord af Grundtvig:

„Selv bygger Aanden kirke bedst,
trænger saa lidt til drot som præst,
ordet kun helliger huset."