Af Peter Fergo. Tidehverv, 1995, s.120-125.

En anklage.

At Danmark har en international rekord i udeanbragte børn, er et bemærkelsesværdigt faktum. Landet er jo ikke blandt nationerne i særlig grad belastet af sociale onder. Velstand, vellærd og oplysning er både det, som vi omtales for, og det, som vi kan rose os af. Hvoraf kommer det da, at noget mere end 14.000 børn og unge er udeanbragte? Er danske hjem virkelig så ringe – trods oplysningen, velstanden og velfærden?

Uanset hvad der ellers kan bidrages med til forklaring af fænomenet, bemærker den, der som jeg har haft mulighed for at gennemlæse alle akter i l10 sager om udeanbringelse af børn, eet gennemgående træk i dem alle: psykologiens fremtrædende rolle.

I løbet af de sidste 10–15 år er der blevet etableret et fortrinligt – altfor fortrinligt – samarbejde mellem psykolog(i(en)) og socialforvaltning(en).

Psykologer har ikke, og slet ikke i det tal hvori de nu uddannes, nævneværdige eksistensmuligheder uden for det offentlige. De er derfor indstillede på at vise sig brugbare i det offentliges tjeneste. Det er også lykkedes. Hvert et hospital, hver en skole, enhver socialforvaltning, enhver vuggestue, børnehave og børneinstitution har en psykolog knyttet til sig.

Det er derfor intet under, at der i 90% af alle fjernelsessager ligger en af socialforvaltningen foranlediget psykologisk undersøgelse til grund. Denne gennemføres hyppigst på forvaltningens krav som såkaldt »tvangsundersøgelse« af barnet (bistandslovens § 32 d ).

Psykologen virker enten i offentlig ansættelse eller for det offentlige som privatpraktiserende. Det siger sig selv, at henvendelsen om en undersøgelse gælder et resultat, der kan bruges af den, der ønsker den. Jeg har derfor aldrig set et undersøgelsesresultat, der ikke bekræfter forvaltningens opfattelse. Der er hver gang netop det i vejen med barnet, som forvaltningen mener. Hertil hjælper det uden tvivl ganske godt, at psykologen inden undersøgelsen er vejledt ved indsigt i sagens akter.

Socialforvaltningen kan derfor, som forældrenes modpart, til støtte for sin mening om barnet, eller som den gerne udtrykker sig, sin »bekymring« for det, fremlægge

en erklæring, der bekræfter bekymringen og dermed udeanbringelsens nødvendighed. Hvilke gode folk i et Børne– og Ungeudvalg, der som folkevalgte skal tage stilling til et barns ve og vel, kan da andet end at beslutte dets snarlige fjernelse, når der foreligger en sjælesagkyndig erklæring, hvis konklusion er, at barnet er »truet i sin udvikling« og derfor bør »anbringes i en professionel plejefamilie« – underskrevet »NN. klinisk psykolog, cand psyk«. Og værre bliver det som sagen skrider frem, for da kobles stadig flere psykologer til: en institutionspsykolog fremsender på anmodning en udtalelse, en skolepsykolog foretager en ny undersøgelse, en lokalpsykolog fremkommer med sin vurdering, en psykologisk konsulent udtaler sig, en støttepsykolog indsender rapport, den superviserende psykolog fremsender indberetning, o.s.v. Ingen børnesag gennemføres i dag uden ca. 5 psykologers udtalelser, men ofte er antallet 10 og i nogle tilfælde, hvis sagen forløber over et par år, kan tallet blive 15. Særligt tungtvejende er det naturligvis, at deres vurdering af barnet altid er samstemmende. Pointen er imidlertid, at de alle har fået indsigt i kollegernes erklæringer, inden de udtaler sig.

Socialforvaltningen har ganske ret i sin bekymring og barnet bør virkelig fjernes, sådan som den indstiller at det bør ske. Det er den forventede udtalelse, som psykologen leverer.

Er dette en interessant konstatering, er det ikke mindre interessant at granske erklæringens indhold og se, hvad der fører til konklusionen.

Psykologernes særlige kunnen er deres formåen at se ind i sjælen. De er psykologer ved at være psykoskoper. Og til dette har de 4 såkaldte projektive tests, nemlig tegnetest, Sceno–test, CAT–test og Rorschach–test. Tegnetesten har som regel form af den opgave, at tegne et menneske (DAP–test) eller et træ (Baum–test). Sceno–testen præsenterer barnet for et stort antal legetøjsfigurer med hvilke det kan lege frit. CAT–testen er 10 tegnede situationsbilleder, forelagt til forklaring eller kommentering. Ved Rorschach–testningen benyttes 10 standardiserede tavler hver med et i sig selv meningsløst billede, fremstillet ved symmetriske udpresning af blækklatter (klexografer); observanden opfordres til at fantasere sig til, hvad klatbilledet eller dele af det synes at ligne. De projektive tests har deres navn af forestillingen om, at den undersøgte projicerer sit dybdepsykologiske indre ud i teststoffet.

Det er klart, at der er tale om undersøgelsesmetoder med et upræcist begrebsgrundlag, uklare principper for tydningen og med en næsten uafgrænselig fortolkningsramme.

Af disse grunde, der egentlig ikke lader andet tilbage end et mere eller mindre subjektivt skøn, afvises de projective tests af de fleste psykiatere. Dette gælder især Rorschach–testen, der uden for en kreds af ildtilbedere ikke finder anerkendelse som videnskabelig troværdig. I artiklen om Rorschachprøven i Store Norske Leksikon 1969 udtales det, at metodens »pålidelighed og sikkerhed videnskabeligt set er vanskelig at bedømme«. Artiklen i Encyclopedia Britannica anfører, at testen »has been criticized by experimentalists because of serious doubts concerning its validity in diagnosis and prognosis«. E. Strømgren (Psykiatri 1969) finder at Rorschachtesten blot »appellerer til spåkonen i mennesket«. På min forespørgsel hos et af Englands største universiteter om anvendelsen af Rorschach–testen ved undersøgelse af børn, svarer en professor i psykiatri i brev af 25. juli 94: »Dear Sir. As far as I know the Roschach Inkblokts are not in use in any way with children – I don’t know of anybody using them, let alone an established authority. Sorry not to be of more help. Yours sincerely …«.

Men generelt om projektionstests oplyser Brockhaus Enzyklopädie 1973, at de »nach den vorliegenden empir. Untersuchungen nur beschränkt zuverlässig und gültig sind« og Meyers Enzyclop. Lex. 1977, at antagelsen af at probanden projicerer sig ind i sine tydninger »des öfteren kritisiert worden ist«. Ifølge C. Sandström: Børne– og ungdomspsykologi 1969 er »pålideligheden af disse tests ret problematisk«. Bag dette kritiske forbehold ligger det så ganske tungtvejende, at der aldrig er blevet ført videnskabeligt bevis for en eentydig korrelation mellem de omhandlede sjæledata og de forskellige testresultater. Denne sandhed bliver indrømmet i Lier – Isager – Jørgensen – Warborg Larsen: Børnepsykiatri 1988, s. 148, med disse ord: »Projektive prøver vil aldrig kunne tilfredsstille positivistiske krav om videnskabelighed«. Således videnskabeligt udrustet, påtager danske psykologer sig at levere erklæringer til landets socialforvaltning om børns, fædres og mødres skjulte sjæleliv.

Og hvad kan psykologen så se gennem den projektive test?

Holdr man sig til den regulære psykopatologi, ville der være sat ret snævre grænser for hvad psykologen kunne levere. Autismer, epilepsier og psykoser lader sig nu eengang ikke fremmane i større omfang end det faktiske. Men det, der konstateres ved den projektive mantik, er også noget som henhører under en betydeligt mindre regulær og så meget mere flydende form for psykopatologi.

Hvis barnet er psykotisk, er det psykotisk uden sådan set at være det: det er grænsepsykotisk, eller der er fundet uomtvistelige tegn på at det er »fejludviklet«, »disharmonisk«, »psykisk skrøbeligt«, »personlighedsforstyrret«, »udviklingstruet«, »fejltilpasset«, »tidligt emotionelt skadet«, ja, det kan endog forekomme, at det lider af den sygdom, at det er » behandlingskrævende«.

Nedenstående eksempler er fra tvangsfjernelsessagers psykologiske erklæringer. Jeg har begrænset mig til Rorschach– og tegneprøven. De psykologiske befund (prøvebilledet) er gengivet sammentrængt, men ordret eller erklæringen. Sammentrængningen udelader intet væsentligt, da erklæringernes beskrivelse af Rorschachprøven gennemsnitlig omfatter 8 linier, tegneprøven 5.

Rorschachtesten har afsløret følgende:

1. 5–årig dreng.
Højt angst– og aggressionsberedskab. Forøget trygheds– og sikkerhedsbehov. Følelsesmæssige frustrationer. Blokeret behov for hengivelse. Indre stress. Angstfuld bekymring for egen fysiske integritet. Forceret selvstændighedsudvikling.

2. 21–årig kvinde.
Vanskelighed med emotionel tilknytning. Tilbøjelighed til hurtig fortrængning. Affektforvaltningen noget dissocieret. Tvangsprægede personlighedstræk. Relativ begrænset emotionel indlevelsesevne. Usikkerhed omkring egen identitet. Kan muligvis handle destruktivt. Vil i pressede situationer have svært ved at holde sig til sandheden.

3. 37–årig mand.
Selvusikker. Antiaggressiv. Følelsesblokeringer p.g.a. ambivalens. Svagt struktureret personlighed. Højt angstniveau. Ringe spændingstolerance. Intellektualiseret affektforvaltning. Forøgede narcicistiske behov. Kontaktsvag. Identitetsopfattelsen præget af maskulin mindreværdsfølelse.

4. 21–årig kvinde.
Svagt differentieret jeg–struktur. Ringe spændings– og frustrationstolerance. Problemfornægtende affektforvaltning. Øget forurettelsesberedskab. Psykiske blokeringer. Spinkel realitetstestning. Øget sikkerhedsbehov. Stor frustration. Lystbetonet, impulsiv funktionsmåde.

5. 36–årig mand.
Huser frustrationer. Tegn på voldsomme emotionelle konflikter. Utilstrækkeligt følelsesmæssigt engagement i andre mennesker. Vanskelighed med mere indgående reflektion. Emotionelt afbleget. Begrænset affektkontrol. Rummer destruktive impulser.

6. 8–årig dreng.
På det indre plan meget sensitiv. Svagt udviklet jeg–struktur. Svag jeg–afgrænsning. Impulsiv funktionsmåde. Massive ambivalente følelser. Trykket i sin vitalitet. Tendens til under pres at blokere for følelser. Frustrationer. Generelt understimuleret.

7. 8–årig dreng.
Personlighedsmæssigt ujævnt udviklet. Tidvis lystbetonet impulsivitet. Intellektualiserende forsvar. Forhøjet angstberedskab. Splittet i sin identitetsudvikling. Svært intellektualiserende affektforvaltning. Relativ svag social kontaktevne.

8. 23–årig kvinde.
Formår ikke at reflektere dybere over abstraktioner. Umoden personlighedsstruktur. Under overfladen en forsvarspræget emotionel afgrænsning. Får styr på sine tanker ved at regrediere. Realitetsopfattelsen hviler på skrøbeligt grundlag. Begrænset kreativitet. Fladt fantasiliv. Har tilsyneladende udviklet et infantilt forsvar.

9. 9–årig pige.
Mangelfuld begrebsverden. Ringe abstraktionsevne. Manglende ressourcer til at respondere på en differentieret måde. Angst for egen fantasiaktivitet. Tegn på tidlig udvikling af sensitivitet. Følelsesmæssigt hæmmet. Fortrængning gennem overtilpasning.

10. 5–årig pige.
Almindeligt begavet. Urealistisk. Forstyrret kontaktforhold. Angst. Impulsivitet. De intellektuelle ressourcer udnyttes ikke. Følelsesmæssig let påvirkelig. Tegn på manglende stimulation. Forsvaret er distancering, men holder ikke ved følelsesmæssig provokation. I enkelte situationer evne til at forstå sig selv og andre. Vag indre struktur. Der ses selvusikkerhed. Der er tegn på en oprindelig meget svagt udviklet personlighedskerne. Tidlig emotionel frustration.

11. 27–årig kvinde.
Skrøbelig personlighed. Umoden. Ringe selvværdsfølelse. Sårbar. På vagt overfor andre. Distancerende i kontakten. Har svært ved at indleve sig i andres behov og tankegang. Primært ses tegn på understimulering og emotionel forsømmelse i egen opvækst.

12. 7–årig dreng.
Svag jeg–differentiering. Intellektualiseret affektforvaltning. Isolerede impulsgennembrud. Emotionel tilbagetrækning over for følelsesmæssigt pres. Narcissistiske behov. Aggresive træk. Hæmmet følelsesmæssig udvikling. Svært forstyrret personlighedsudvikling.

13. 5–årig dreng.
Selvusikker. Følelsesmæssig blokering. Belastet af ambivalente følelser. Øget angstniveau. Forsvar i form af tilbagetrækning. Stærkt øget aggressivt beredskab. Frustrationer. Indre pres på grund af psykisk stress.

14. 11–årig pige.
Tegn på energikrævende selvopmærksomhed. Umoden begrebsdannelse. Regressive træk. Forsøg på fortrængning. Ustabil indre tilstand. Emotionelt uudviklet. Projektion af samvittighedsangst. Realitetstestningen i pressede situationer truet af distancering. Vanskeligheder ved synthese. Har problemer med at hvile i sig selv.

15. 5–årig dreng.
Der ses angst. Magisk tænkning. Fabulering. Forsøg på for trængning af følelser. Jeg–svaghed. Usikker i perceptionen. Dårlig realitetsvurdering. Begrebsforblandning.

Udover disse 15 tilfælde anfører jeg fra yderligere 10 sager et udvalg af andre af Rorschachprøvens befund:

Øget dependensbehov. Emotionel labilitet. Mangelfuld selvregulering. Skrøbeligt forsvar. Forladthedsangst. Begrænset indføling. Diffust følelsesliv. Vanskelighed ved at skabe distance. Tvivl på sig selv. Vegeterende temperament. Fragmentarisk opfattelsesmåde. Noget egocentrisk. Fortrængning gennem afvisning. Glimtvis svigt i realitetsopfattelsen. Let vakt resignation. Manglende fordybelse. Svag affektforvaltning. Stiller sig tilfreds med lidt. På det ubevidste plan basis for fejlhandlinger. Ringe differentieret identitet. Virker persevererende. Angst for at verdensbilledet skal smuldre (9–årig dreng).

Som nævnt er Rorschach–testningens prøveresultater i erklæringerne meddelt på få linier. Kun yderst sjældent gives et indblik i fortolkningsmåden. Jeg skal give et par prøver derpå.

En 9–årig pige lægger udpræget intelligens for dagen, idet hun et par gange under prøven vender tavlen. Dette viser hendes særlige begavelse: »Hun kan se en sag fra flere sider«.

En 7–årig pige skifter hyppigt i sine associationer udfra blækklatterne. Dette viser »flagrende funktionsmåde«. Denne beror på »indre selvusikkerhed«. En sådan selvusikkerhed skyldes en grundlæggende angst. Angsten forekommer at være »angst for afvisning«. Pigen har derfor sandsynligvis i en tidlig alder været afvist i sine behov. Utilfredsstillede behov foreligger som frustration. I konklusionen kommer i kraft af denne slutningskæde til at stå: »Hun er præget af tidlig frustration«.

En 51–årig mand fantaserer sig ofte »fra en detalje i klatten til et helt billede«. Nu skulle man tro, at han derved lagde god fantasi for dagen. Men nej, der sker jo derved en »ændring af indhold og begreb«, hvorved eet på en måde bliver til noget andet. Dette viser »forstyrrelse i realitetsopfattelsen«, hvorfor han bestemmes som »psykosesuspekt i paranoid skizofreniform retning«. Henvist til psykiatrisk behandling blev han iøvrigt her fundet at være uden psykiatriske symptomer af nogen art.

På højde med klexografien står tegnetesten. Ganske vist er prøvens teoretiske grundlag temmelig prekært, idet, ifølge autoriteten på feltet, V. Mortensen, i hendes: Børnetegning. Udvikling og udtryk 1975, tegningen byder på et »næsten uendeligt antal» variable, og den personlighedsmodel, der skulle være udgangspunktet, ikke egentlig kan fastlægges, eftersom de psykiske komponenter optræder i en »uoverskuelighed af variationsmuligheder. Hertil kommer, at sammenhængen mellem personlighedstræk og tegnedetail ikke er entydig, men bliver krydset af »utallige valgmuligheder«.

Alligevel opfordres psykologen (s. 86) til ikke »af angst for at begå fejl« at undlade at benytte sig af tegnetestens »fremragende« muligheder. Men hvorfor også afstå fra dette underholdende gætteri udfra uendeligt mange elementers utallige kombinationsmuligheder med uoverskueligt mange andre, da det jo aldrig
bliver psykologen, men barnet og forældrene, der må bære konsekvenserne af fejlene.

Tegning af menneskeskikkelser viser ifølge fjernelsessagernes psykologiske erklæringer blandt andet:

Emotionelle frustrationer. Stærkt svingende funktionsniveau. Umodenhed. Forvirring omkring oplevelsen af egen identitet. Præstationsangst. Let vakt selvusikkerhed. Følelsesmæssig reservation. Idyllisering. Incestuøs udnyttelse. Negativt selvbillede. Regression. Kastrationsangst. Fem måneder forsinket intelligensalder. Indre usikkerhed. Angstprovokerende forhold til egen krop. Tidlig frustration. Begrænset antal følelsesmæssige udtryk. Emotionelt pres. Kaotisk selvopfattelse. Forsinket udvikling af bevidst identitetsfølelse. Overfladisk funktionsmåde. Utryghed. Tegn på blokering.

Især er Baum–testen et enestående åbenbaringsmiddel, da træet er »en så betydningsfuld symbolbærer«. Tegning af et træ, har vist følgende:

16. 12–årig dreng.
Urealistisk selvovervurdering. Skiftende egofunktioner. Tilpasningsproblemer. Jeg–følelse, der skilter mellem mindreværd og omnipotens. Afglidende indstilling til forpligtende emotionel kontakt.

17. 9–årig dreng.
Tvangsmæssige personlighedstræk. Konkretisering og umodenhed. Regressive træk i personlighedsstrukturen. Perseverationstendens. Stereotypisk indstilling. Tegn på understimulering.

18. 9–årig dreng.
Sammensat personlighed. Konfliktfyldt. Personlighedsmæssigt skrøbeligt integreret. Lukket i sin emotionalitet. Regression. Tegn på flugt fra belastninger. Hæmmet. Sensitiv. Huser megen angst.

19. 49–årig mand.
Personlighedsmæssigt løst integreret. Splittet og modsætningsfyldt sind. Mistanke om udvikling i disintegreret retning. Må vurderes som psykosenær.

20. 25–årig kvinde.
Primær umodenhed. Psykoinfantile træk. Lukket personlighed. Rimeligvis mistroisk. Synes at være meget dårligt integreret. Emotionelle konflikter.

21. 29–årig kvinde.
Skrøbeligt integreret personlighed. Stort og utilstrækkeligt styret affektpres. Tegn på følelsesmæssig skade. Emotionelt afbleget. Udtalt mindreværdsfølelse.

Også tegnetestens prøvebillede meddeles uden oplysninger om fortolkningen. Dog gives glimtvis et indblik i den ikke–positivistiske videnskabeligheds tænkning:

En 6–årig pige begynder i Baum–testningen med nederst på papiret at tegne jordoverfladen som en vandret linie. Herpå placeres træet. Øjensynlig almindelig og naturlig fremgangsmåde. Imidlertid betyder det, at hun tegner jorden først, at hun vil sikre sig grundlaget. Heraf kan sluttes, at hun har behov for sikkerhed. Dette sikkerhedsbehov afslører, at hun er utryg. Ergo: »Hun rummer angst«.

En 13–årig dreng tegner Baum–testens træ »forenklet«. Det afslører en forenkling i indstillingen, altså: han er overfladisk i forhold til omgivelserne, en indstilling, der viser at han er følelsesmæssigt uudviklet. Han har øjensynlig været udsat for »emotionel understimulering« i opvæksten.

En 50–årig far tegner Baum–testens træ »skitserende«, hvilket viser, at han er »løst integreret«. Heraf drages den – for hans evne til fortsat at være far temmelig diskvalificerende – slutning, at han er »psykisk desintegreret«.

Et særligt indtryk af disse psykologerklæringer får man iøvrigt, hvis man måler dem med psykologien selv. I den psykologiske faglitteratur kan man om det normalpsykiske læse, at enhver, barn som voksen, rummer angst; at alle mennesker benytter sig af een eller flere af de bekendte forsvarsmekanismer: projektion, benægtelse, substituering, intellektualisering, sublimering o.s.v.; at fortrængning er selve psykodynamikkens grundfunktion; at jeg–styrken er forskellig fra individ til individ og i forskellige perioder hos samme individ, men at især førskolebarnet som sådant er jeg-svagt; at ethvert menneske, men navnlig ethvert barn, i forskellige situationer præsterer regrediering; at livets realitet påtvinger enhver et vist mål af frustrationer, især mindre børn, fordi de begærer overdrevent; at blokeringer forekommer særdeles hyppigt alle barneårene igennem; at alle børn har vanskeligt ved at koncentrere sig; at barnet er impulspræget; at aggression er en menneskelig grunddrift, der iøvrigt hos børn på grund af de uundgåelige frustrationer løbende optræder som frustrationsaggressivitet; at alle har et egocentrisk udgangspunkt, og i særlig grad barnet; at sjælelige konflikter, især dagligt forekommende driftskonflikter, er et psykisk eksistensvilkår, hvorfor frihed for konflikter ikke er et normalitetskriterie.

Man kan derfor udfra en »personlighedstestning« af et hvilketsomhelst normalt barn til socialforvaltningen fremsende en psykologisk erklæring om det, der sammentrængt som de ovenstående, kunne lyde således:

(22) 5–årig dreng.
Koncentrationsvanskeligheder. Der ses angst. Forsvaret består af benægten og intellektualisering. Blokering. Regredierer i belastende situationer. Rummer frustrationer. Tegn på intrapsykiske konflikter. Svag jeg–styrke. Huser fortrængninger. Egocentriske træk. Aggressive tendenser. Impulsivitet.

Det afgørende måtte så blive graden eller intensiteten, men her findes dels ingen måleenhed for disse psykiske fænomener, dels ikke noget normalniveau for dem: »Variationerne omkring gennemsnittet er ret store, et barn kan være temmelig langt fra gennemsnittet og alligevel være fuldt ud normalt« (Å. Skard: Børn og unge 1972 s. 15), eller »Både tiden for og mellem de grovere kategorier findes der en uendelighed af individuelle variationer« (D. Evershaug – D. Haller: Børne og ungdomspsykologi 1977 s. 155). Overalt i faglitteraturen betones denne normalitetens overordentlige variationsbredde. Erklæringen kan derfor efter rent skøn tilsættes diverse gradsbestemmende adjektiver som: markant, forhøjet, svag, stor, tydelig o.s.v. Det hele er så ganske risikofrit, eftersom der tilmed for flere af begrebernes vedkommende slet ikke er enighed om deres definition. Da grundlaget som nævnt ikke er videnskab i positivistisk forstand, er der ikke tale om bevis, hvorfor der naturligvis heller ikke kan blive tale om modbevis.

I den psykiatriske litteratur findes en ret udbredt diskussion om diagnosticeringens teori og problematik. Blandt det, som der på dette område navnlig advares imod, er, hvad der kaldes »psykiatrisering». Det i denne artikel beskrevne kunne kaldes for en »patologisering»: der stilles ikke en egentlig psykiatrisk diagnose, men hvad der nu engang i hvert menneskesind forekommer af spændinger, afbøjninger, svækkelser, afstivninger, brist og ar – kort: alt det som må være i den så sammensatte menneskepsyke, som livets realiteter griber tvingende og prægende ind i, fremstilles som psykopatologiske eller klinisk–psykologiske forhold.

Hvor langt fra al raison og rimelighed man derved kan komme, viser følgende eksempel fra marts 1993.

En dreng på 3 1/2 år anbringes på en døgninstitution, hvor han observeres i to måneder og sluttelig testes.

Bedømmelsen er denne (med psykologens egne ord): »Han er fuldt ud alderssvarende, er fuldstændig selvhjulpen, er glad for at bruge sin krop og bliver ikke hurtig træt. Han har et stort aktivt ordforråd og bruger sproget meget. Hans præstationer i alle psykologiske evneprøver er over alderssvarende, ofte overlegne og ligger i et par af delprøverne på et højt niveau. Han fremviser god kontaktevne såvel under testningen som ved spontane møder i institutionen. Han vil gerne løse opgaver og bekræftes i sin dygtighed. Han er socialt en dejlig dreng, kan gå ind i en hvilken som helst leg og forsøger at få legen til at forløbe godt trods et meget forstyrrende barns deltagelse«. Konklusionen er, at han må vurderes som følelsesmæssigt skadet – jo, for ved alt dette fortræffelige viser han sig at være »en lille voksen«. Psykologen fastslår følgelig, at han i sit fremtidige miljø skal have terapeutisk hjælp i form af legeterapi.

Den hele meningsløse udvidelse af begrebet personlighedsskade er meget sandsynligt i væsentlig grad hjulpet frem af det ideologiske pres fra en stadigt og stærkt voksende behandlerklasse, som ønsker at udvide beskæftigelsesfeltet. Det stemmer fint hermed, at socialpædagoger ved en undersøgelse af danske børns psykiske sundhedstilstand (ref. J. Halse: Bristet barndom 1992 s. 22) er kommet frem til at 23 % af alle børn er sjæleligt »disharmoniske«. For børn og unge op til 16 år andrager dette samlet ca. 200.000 behandlingsemner.

I alle de refererede sager anbefaler psykologen barnets fjernelse fra hjemmet. Det sker enten direkte med formuleringer som: »Barnet bør anbringes i en permanent plejefamilie«, »Anbringelse uden for hjemmet anbefales«, eller med sådanne vurderinger af forældrene som: »Det må anses for betænkeligt at lade ham være far for sit barn«, »Forældreevnen skønnes utilstrækkelig«, »Klienten har over tid ikke tilstrækkelig forældreevne til at varetage opdragelsen af datteren«, »N.N. kan næppe yde en tilstrækkelig stabil indlevelse i sine børns behov«.

Det er utænkeligt at psykologerne ikke skulle være bekendt med den videnskabsteoretiske kritik af de projective tests og med dommen om deres lave reliabilitetsgrad og ringe validitet. Man må derfor spørge, om de handler i ond tro, når de med midler, hvis hele dubiøse beskaffenhed de er bevidst om, medvirker afgørende til at børn tvangsmæssigt fjernes fra deres hjem. De fremsætter diagnoser, der ikke er diagnoser, men personkarakteristik og personbedømmelse af deres medmennesker, og det af så tydelig pejorativt og reduktivt tilsnit, at der er tale om den rene stempling. De undser sig ikke for med deres videnskabeligt maskerede uvidenskabelighed at fælde forkastelsesdomme over forældre ved påstande om at have konstateret, at deres barn har »et udækket behov for omsorg«, er præget af »mangel på det fornødne følelsesmæssige udspil fra forældrenes side«, bærer på et »utilfredsstillet behov for indfølende ømhed«, har været »udsat for emotionelle frustrationer«, frembyder tegn på »følelsesmæssige forsømmelser«, er skadet af »mangelfuld empatisk forståelse«, viser tegn på »blokering af mangel på stabil kærlighed«.

Der er kun eet ord for denne anvendelse af projektive tests: svindel.

Alt det meget sjæleskjulte, som her kan ses, kan aldeles ikke erkendes gennem den projektive testnings fantasianalyser. De i denne artikel anførte 21 testresultater omfatter ialt ca. 70 forskellige udsagn om intellektet, følelserne, drifterne, personligheden, karakteren, jeg’et, identitetsbevidstheden og de psykodynamiske mekanismer. Så meget indre og inderste kan psykologer i socialforvaltningens tjeneste få ud af en metode, der er lige så naiv en pseudovidenskab som grafologien.

Et væsentligt skridt frem mod enden på dette utrolige humbug ligger i kravet om udlevering af undersøgelsens råmateriale (de præsterede tegninger, testsvarene, sceno–notaterne), der jo egentlig er bevisgrundlaget for de enkelte diagnostiske påstande. Denne fare er psykologerne ganske klar over, hvorfor de med diverse påskud vedholdende har vægret sig mod at fremlægge det. Sidst greb en psykolog til den desperationshandling skyndsomst at destruere råmaterialet, da Det Sociale Ankenævn havde besluttet dets udlevering og kommunen havde givet tjenstligt pålæg om at følge afgørelsen. Konsekvensen for psykologen var en øjeblikkelige opsigelse i form af bortvisning. En sådan risiko tages hellere end at udlevere bevismidlerne.

Følgende sag siger alt om, hvorfor det efter psykologernes mening slet ikke hører sig til at ville se råmaterialet:

Den knapt 4–årige Winnie blev i februar 1992 på foranledning af socialforvaltningen i en af Københavns omegnskommuner henvist til et amtsligt familierådgivningscenter for at blive psykologisk undersøgt. Man betvivlede at moderen var i stand til at drage tilstrækkelig omsorg for pigen. Hun er født 3 måneder for tidligt og med en så alvorlig synsnedsættelse, at hun i sagens akter beskrives som »næsten blind uden briller«. Disse fik hun få dage før undersøgelsen.

Den psykologiske undersøgelse omfattede to projektive testninger: en tegnetest (2 tegninger) og en Scenotest. På grundlag af disse kunne psykologen i sin erklæring (26. marts 1992) fastslå, at Winnie fremviste »tegn på alvorlig tidlig følelsesmæssig skade« som følge af »vanrøgt«. Psykologen konkluderede, at hun burde forblive »anbragt uden for hjemmet resten al barndommen«. Med denne erklæring var det ikke vanskeligt for forvaltningen straks at få fjernelsen gennemført.

Da råmaterialet blev fordret udleveret blev der først givet afslag, og på to yderligere henvendelser stadig afslag. Ved henvendelse til amtets juridiske afdeling gav denne medhold og materialet blev endelig fremsendt. Jeg vedføjer det fuldt og helt som det er: to tegninger og følgende 7 1/2 linier Sceno–notater (A og Y angiver hhv. barnets adfærd og ytringer under legen, H er barnets svar på spørgsmålet om, hvad den hele opstilling af legetøj eventuelt forestiller).

»A. Tager stenen, lille dukke, klodser, koen. krokodillen. Y. Hvad er det for noget, er den ikke sød, er det sådan her, den kan ikke sige noget, hva’ er det, jeg lægger den her, og det er koen. A. tager træet. Y. Ska’ stå her. A. Tager kvindelig dukke, lille dukke tilbage, kører med toget på bordet, bil, går over ved siden af mig, klodser, stork, søjlen. Y. Det er et futtog, en flymaskine, and rap rap, hva’ er det for noget, laver sådan nogen her, ikke også, – er det ikke flot. A. Gris, små runde klodser, går rundt om stolen, rører bilerne. Y. Er det ikke flot, nu kan vi køre, nu har jeg ikke mere tilbage, helt brugt hva’?, de her klodser, hva’ er det for noget, nu er jeg færdig. H. Hest, ved jeg ikke, je’ ka’ ikke huske det, ikke spørge om noget, hva’ laver du«.

Af de to tegninger og af disse Scenotestens få linier kunne psykologen se tegn på, at det knapt 4–årige barn 2 år tidligere, i ca. første leveår, var blevet påført alvorlig følelsesmæssig skade.

For al give et indtryk af, hvor godt dette er set, skal jeg anføre et udvalg af udtalelser om Winnie fra tiden før den psykologiske undersøgelse, fremsat af de forskellige, der havde del i omsorgen af hende (sundhedsplejerske, vuggestue, støttepædagog o.l. ).

Hun er født i marts 88, og sundhedsplejersken, der følger hende de første 13 måneder, noterer, at hun udvikler sig fint. I maj 89 oplyser vuggestuen at »det går godt med Winnie«. I oktober 89 vurderes hun af en psykolog i hjemmet, der udtaler, at hun er »i god trivsel« og »i god udvikling«, i det hele er hun og broderen »nogle dejlige børn«. Ifølge en børnesagkyndigs vurdering i april 91 er hun »kvik og lærenem, hurtig til at opfatte tingene«, har »et intakt følelsesregister«, og »et naturligt forbehold overfor fremmede«, er dertil af karakter »stærk, vil gerne trumfe sin vilje igennem«. I august 91 betegnes hun af samme konsulent som »en glad pige«, der er »god til at lege« og »i god fremadskridende udvikling«, især er hun »sprogligt og motorisk godt med«.

Men så overvældende er psykologiens autoritet i systemet, at fjernelsen af pigen blev fastholdt, på Børn– og Ungeudvalgets årsmøde i juni 1994 med den begrundelse, at hun er »behandlingskrævende«.

Hendes børnehave havde to uger før i en indberetning, rekvireret med henblik på udvalgsmødet, beskrevet hende med disse ord: »Winnie er en ren lille humørbombe«.

Uanset at socialforvaltningens psykologiske undersøgelser af børn gennemføres i henhold til bistandslovens § 32 d, henhører de – som artiklen viser – rettelig under straffelovens § 175, som fastsætter 3 års fængsel for den, der i attest »afgiver urigtig erklæring om noget forhold, angående hvilket erklæringen skal tjene til bevis«.

I 2003 udgav Peter Fergo bogen "Psykologien som forvaltningens redskab i fjernelsessager" (363 sider; ISBN: 87-988559-1-3).