Af Svend Holm-Nielsen. Tidehverv, 1975, s.71-79. Tidehvervs sommermøde, Krabbesholm, juli 1974.

I sine exegetiske forelæsninger over gammeltestamentlige skrifter nåede Luther i efteråret 1526 til Prædikerens Bog. Det var første gang, der fra hans hånd og mund forelå noget samlet om dette skrift; men citater fra skriftet og henvisninger til det i Luthers tidligere skrifter viser, at han har beskæftiget sig med det, og har sin opfattelse af hvordan skriftets indhold skal forstås. Nu, i 1526, gennemgik han skriftet i tre ugentlige lektioner i løbet af godt tre måneder; men han standsede gennemgangen tre uger i september, og som begrundelse anfører han selv vanskeligheder i forståelsen. Det havde egentlig været hans hensigt at få forelæsningerne trykt, men det blev sinket af forskellige omstændigheder. Så fik Luther at vide, at hans gode ven, præsten Johannes Brenz (Brentius) - "Schwabens reformator" - imidlertid havde lavet en fortolkning af Prædikeren, som han ville have udgivet; det gav Luther anledning til at opgive sine egne planer, han læste Brenz's manuskript med stor begejstring, og skrev et brev til bogtrykkeren (det blev trykt som en slags forord til bogen) med anbefaling af kommentaren; (endog om han selv havde begyndt at udarbejde sin kommentar, ville han have standset arbejdet efter at have læst denne fine bog).

Der har ved Luthers forelæsninger været studenter, der, ved hjælp af en art stenografi, har taget meget udførlige noter af forelæsningerne; det gælder også Prædikerforelæsningen, hvortil der findes et manuskript af Georg Rörer; bortset fra, at han åbenbart har været fraværende under gennemgangen af kap. 7 og 8, er manuskriptet fuldstændigt. I 1532 udkom så imidlertid Annotationes in Ecclesiasten, udgivet af Luther. Den er blevet til på basis af forskellige forelæsningsnoter, og Luther har selv gennemlæst manuskriptet og har skrevet et forord. Således er altså Prædikerkommentaren ikke i egentligste forstand blevet skrevet af Luther selv. - Dette var nu altsammen, forelæsning, notater og annotationerne, på latin; men 1533 udkom den i tysk oversættelse ved en anden af Luthers samtidige, juristen og teologen Justus Jonas. Oversættelsen er undertiden lidt fri og tydeliggørende, men den er sagligt rigtig, og det er denne oversættelse, jeg lægger til grund.

I forordet til kommentaren gør Luther op med al tidligere beskæftigelse med Prædikerens Bog. Han siger, at han "blev af hjertet glad og regnede det for en stor skat, da han begyndte at mærke, at han nåede ind til en egentlig forståelse af teksten". "Hele mit liv igennem har jeg med stort arbejde og højeste flid forsøgt mig med dette skrift; men af alle de gamles kommentarer og skrifter har jeg intet kunne afvinde det, før jeg selv i nogen måde gav mig i kast med teksten. Imod teksten, og imod den kristelige lære, var denne bog tydet med falske forklaringer og var i bund og grund fordærvet". Denne falske forståelse af Prædikeren skyldes, ifølge Luther, for en del at skriftet var slet oversat fra hebraisk; enhver har kunnet indlægge sin egen mening, som han fandt det for godt. Luther ved, at Prædikeren sprogligt hører til den vanskeligste af skrifterne i GT; "kong Salomo beskæftiger sig i skriftet med høje materier, der kræver større forstand og eftertanke end almindeligt dagligdags hebraisk gør det". Da nu yderligere det hebraiske sprog næsten var blevet glemt, så er denne ædle bog - et udtryk Luther bruger flere gange om Prædikeren - blevet genstand for foragt og lagt på hylden, sådan at ingen kunne få frugt og nytte af den. "Sådan gør det uhyre stor skade, at ulærde, dovne lærere og bisper har ladet den hellige skrift ligge".

Såvidt selve det sproglige. Men Luther har videre et andet exegetisk princip som forudsætning for at kunne forstå en tekst. Det er nødvendigt, siger han, at en tekst er ren og klar i al fald i hovedsammenhængen; ellers slår al forklaring fejl, fordi man ubundet af tekstens indre mening mener, at man frit kan lege med tanker og forklaringer. Det drejer sig nu ikke kun om at forstå tekstens enkelte gloser, men om at læse den i dens sammenhæng, og derudaf udlede det teksten vil udtrykke. Hvor en tekst ordlyd og sammenhæng derfor er vanskelig, må man arbejde så meget mere med den, indtil den bliver ren og klar, og dens tydning umiddelbart folder sig ud af den. Konsekvensen - som Luther ikke selv gør opmærksom på, men som er en logisk nødvendighed - bliver at hvis en tekst trods al arbejde og møje ikke kan blive ren og klar, så må man lade den ligge til en anden god gang, eller i evighed, og undlade at uddrage dens mening, som uvægerligt må blive ens egen mening om, hvad man synes teksten burde sige.

Der er endelig en tredie forudsætning for forståelse; det er, at man må forstå indholdet af et skrift som helhed. "Hvem der vil forstå et skrift ret, og gengive og udlægge det klart og rigtigt for andre, må frem for alt kunne fatte og korteligt angive hvorom skriftet som helhed fornemmeligst taler". Således bliver et forsvarligt exegetisk arbejde en slags dobbeltbevægelse: gennem en forståelse af de enkelte ord føres man til forståelse af de enkelte sammenhænge, og derigennem til en forståelse af skriftet i dets helhed. Men denne helhedsforståelse virker nu tilbage på forståelsen af de enkelte ord. "Det første og mest nødvendige arbejde ved denne bog", siger Luther, "er, at vi ser hvorom Salomo fornemmeligst vil tale og beskæftige sig, hvad han sigter mod, hvorom han prædiker. Thi for den der ikke først lægger mærke til det, for ham er det så meget mindre muligt at nå til en forståelse af sprogets egenart".

Men det er disse exegetiske principper de gamle i alt for høj grad har negligeret. Luther giver ikke nogen historisk oversigt over udlægningen af Prædikerbogen gennem tiderne, og han nævner ikke mange navne. Men gang på gang trækker han Hieronymus frem som prototypen på, og ophavsmanden til den forkerte forståelse af Prædikeren. Idet man så lagde sine egne meninger og idealer ind i dette skrift, har man fortolket det på epikuræisk vis om tilværelsens meningsløshed, og derfor som en opfordring til umådeholden livsnydelse: æd og drik, thi i morgen skal vi dø! - "en hæslig, gudløs og skændig vranglære", siger Luther. Eller man har forstået udgangspunktet for Prædikerens forkyndelse som den menneskelige samvittigheds uro og usikkerhed over for Gud, om mennesket nu stod i Guds nåde eller ikke; "dermed har man pint og plaget mange tusind, ja, utallige samvittigheder aldeles jammerligt, og man har ganske undertrykt den allersaligste og allerhøjeste lære om træn, om visheden om Guds tilsagn, ja, hele evangeliets lære om erkendelsen af Kristus og det sikre grundlag for Guds forjættelse". Eller man har fortolket skriftet som en opfordring til verdensflugt, ja, ganske direkte til munkeri, fordi man har troet, at Prædikeren lærte foragt for denne verden, og alt hvad der hører den til. Men dette er i virkeligheden en foragt for Guds skabning og ordning, for Gud vil at vi med glæde og taknemlighed skal bruge hans gode gaver til os i verden. Det er nemlig rigtigt, at Prædikeren vil lære foragt for verden, men ikke således forstået at det drejer sig om i en slags fornærmethed at vende verden ryggen i munkeri, eneboerliv og flugt ud i ørkenen. "At vende sig bort fra mennesker og blive en uvirksom munk eller eneboer, det er ikke at afdø fra verden eller undfly og foragte verden. Og om man kaster en sum penge bort, eller ikke vil have med penge at gøre, som barfodsmunkene, de mest uforskammede hyklere på jorden, det er ikke at foragte guld og penge. Men den rette foragt for verden er midt i verden at omgås med gods og guld, med regimente og husholdning, og så alligevel ikke hænge ved det med hjertet".

Tværtimod al tidligere vrangforståelse af Prædikeren forkynder skriftet netop den rette kristelige lære. Det beskæftiger sig med menneskets liv og al slags menneskelig virksomhed i verden. Men det er Luthers opfattelse, ud fra sproglige vanskeligheder og tekstens dunkelhed, at det fra Salomos hånd og mund ikke er beregnet som dagliglæsning for Per og Povl; det er "Salomos bog om kirker og skoler, om konge- og fyrstesager, om landsregimenter og husholdning, om al slags virksomhed i verden". Ikke sådan at forstå, at der i skriftet er nedfældet egentlige love om alt dette - dem lærer naturloven og den menneskelige fornuft - men de mennesker, der er bebyrdet med et højt regimente eller med et kirke- og prædikeembede, til at styre land og folk, hustru og børn, som bærer på bekymringen og arbejdet for menighederne, dem vil Salomo trofast advare, trøste og styrke i al slags angst og nød, i al slags fare og ulykke som i utallig måde daglig indfinder sig i regimenter, kirkelige og verdslige, til at holde fast og være tålmodige". Den verden Prædikerens Bog handler om, er den af Gud skabte verden, hvor "alt er såre godt". Men det menneske han taler om, er mennesket der ikke kan affinde sig med verden og livet, som det, han modtager af Guds hånd, men som må bekymre sig for sig selv og for sin fremtid, og som ikke vil høre på, at det med al sin bekymring, al sin stræben, sin hele indsats ikke er i stand til at udrette noget som helst andet end at vise utaknemlighed over for Guds gode gave. "Altid søger og tragter vi efter det; der endnu ikke er, og foragter det nuværende. De, der ikke har hustruer, de boller flittigt og har alle deres tanker rettet mod værdiløse kvinder; hvis de så indtræder i ægtestanden og får hustruer, så bærer de sig ad som med alle andre gaver: de regner det ikke for en gave. Sådan er menneskets hjerte som kviksølv, der aldrig kan stå stille og være i ro; sådan er det elendige menneskehjerte gennem Adams fald så fuldt af ond lyst og uro, at det ikke kan erkende noget, heller ikke det allerringeste, som en Guds gave og takke for det, men er sig selv en pryglekæp, piner og plager sig selv". Til sådanne mennesker og imod sådan menneskelig virksomhed og tankegang taler Prædikeren. "Kernen og hovedsagen i denne bog, det som Salomo hele vejen igennem taler om og beskæftiger sig med, er, at der ikke er nogen højere visdom på jorden under solen, end at enhver passer sin bestilling i flid med gudsfrygt, og ikke bekymrer sig hvis det ikke går, som han gerne ville, men giver sig tilfreds og lader Gud råde i alle store og små sager. Alt i alt: at han er og forbliver tilfreds med, hvad Gud hvert øjeblik lægger mennesket i hånden, og siger dette rim: Som Gud det føjer, dermed jeg mig nøjer. ("Wie es Gott füget, daran mir genüget"). At han altså ikke fortærer sig selv i angst og bekymring for, hvordan det vil og skal gå i fremtiden, men tænker således: Gud har befalet mig dette embede, dette arbejde; det vil jeg gøre med flid; går mine planer og rådslagninger ikke så lige, som jeg har tænkt, så må Gud styre, råde og regere det".

Det er åbenlyst, at Luthers Prædikertolkning er bestemt af en polemisk holdning over for den tidligere udlægning. Jeg går ud fra, at det gælder Luthers skriftforståelse i det hele taget; men det gør sig i al fald gældende i Prædikerbogen, og måske særlig stærkt her, fordi dette skrift, mere end så mange andre, er blevet misforstået og mistolket. Og det er ikke sådan, at der i fortiden har været en hel række fortolkere, der har misforstået, mens nogle enkelte navne lyser op med en sand og virkelig forståelse. Om Luther har læst alt, hvad der tidligere var skrevet om Prædikeren, ved jeg ikke; som før sagt nævner han ikke mange navne: først og fremmest Hieronymus - men også Gregor, Nicolaus af Lyra, strejfvis også et par andre.

Men de er allesammen (mindst dog Nicolaus) nævnt for mistolkning af bogen; det er en forståelses- og tolkningstradition, Luther polemiserer imod, en tradition som efter Luthers opfattelse har sin oprindelse hos Hieronymus.
Det er da også rigtigt, at det er Hieronymus, der præger hele middelalderens skriftforståelse, både gennem sin oversættelse af GT til latin (Vulgata) og gennem sine kommentarværker. Vulgata bliver i kirken en slags autoriseret tekst, som man kan henholde sig til uden at søge tilbage til grundsproget; det er kun få af middelalderens exegeter, der beskæftiger sig med hebraisk. Derfor overtager de også uden videre den skriftforståelse, der kommer til udtryk i Vulgata. Der er jo nemlig ingen oversættelse, der kun er oversættelse, enhver oversættelse giver mere eller mindre tydeligt udtryk for en forståelse af det oversatte. Men ydermere synes Hieronymus' bibelkommentarer at være blevet en slags standardkommentarer i middelalderen. Ustandseligt støder man på henvisninger til eller citeringer fra Hieronymus, og de tolkningsprincipper som Hieronymus anvender, ser ud til at være normgivende for al fortolkning i middelalderen. Det skal dog retfærdigvis føjes til, at det ikke er Hieronymus, der har skabt og opfundet denne mistolkning af Prædikeren; han er i grunden kun fortsætter af en tradition, der ser ud til at være næsten så gammel som skriftet selv. Det har øjensynlig fra begyndelsen været følt som noget kontroversielt i jødedommen, og allerede i den tidligt palæstinensiske overlevering ser det ud til, at man på forskellig måde, ved små ændringer og tilføjelser, har søgt at tage brodden af dette kontroversielle. I Septuagintas oversættelse af det hebraiske skrift til græsk spores endnu tydeligere tendensen til at bringe skriftet inden for konventionel jødisk dogmatik I hvor høj grad det gøres bevidst, i hvor høj grad det blot er en tradition man ubevidst følger, kan næppe afgøres. Men resultatet bliver i al fald, at man gennem Septuaginta får en Prædikerbog, der nok ligger i yderkanten af ortodox jødedom, men ikke sprænger dens rammer. Man har brugt det udtryk om denne græske oversættelse, at den gør Prædikeren "synagogenfähig". Men når man så betænker, hvor stor rolle netop denne oversættelse kom til at spille for kirken i de første århundreder, så kan man føje til, at dermed var Prædikeren også blevet "kirchenfähig". I virkeligheden indtager man i jødedom og kristendom samme holdning til Prædikeren, og middelalderen igennem kan man et langt stykke finde samme tolkning og samme omtolkning i jødisk og kristen Prædikerlitteratur. Det er den tradition Hieronymus hører hjemme i, og som han fører videre. Og det er den, Luther bryder med ud fra et fornyet arbejde med teksten selv. To ens principper ved Hieronymus' - og dermed hele middelalderens exegese skal fremhæves til forståelse af synet af Prædikeren, men også til forståelse af Luthers opfattelse af skriftet som et opgør med den herskende kirkelige tradition. Det ene gælder skriftfortolkningen som helhed, men altså også Prædikerens Bog. Det går ud på, at teksten har en dobbelt mening. Der er dels den bogstavelige, ligefremme forståelse (interpretatio litteralis), hvor meningen simpelthen er, hvad tekstens ord siger. Når det 1.5 hedder, at "solen står op, og solen går ned, og den vender tilbage til sit sted", så drejer den bogstavelige fortolkning sig om solen, og så kan exegesen diskutere, hvordan det går til, at solen vender tilbage til sit sted, og om det drejer sig om solens årlige eller daglige kredsløb. Den tolkning kan enhver fatte, og den er der ikke noget forkert ved. Men derudover har teksten en åndelig mening, som kun kan fattes i overført forstand ud fra åbenbaringens lys. Så vil man nemlig forstå, at den sol, der er tale om, er Kristus, som står op for de gode og går ned for de onde, og som vender tilbage til sit sted, nemlig til faderen, hvorfra han er udgået). Den åndelige forståelse er altså ikke en videre udvikling af den bogstavelige, som en fuldkommen af en ufuldkommen. Det er netop en overført fortolkning af teksten, ikke en videreførelse af den bogstavelige fortolkning; den bliver stående i sig selv - og det er da også ganske ofte, at Hieronymus nøjes med at give en bogstavelig tolkning, muligvis fordi teksten ikke lader sig overføre. Der er tale om en tolkning på to forskellige planer, men det er karakteristisk for tolkningsprincippet, at også på det åndelige plan kræves udsagn overholdt; det er ikke nok at tolke 1.5 om Kristus som menneskenes sol; man må også kunne udlægge, hvad det vil sige, at Kristus står op og går ned og vender tilbage til sit sted. Mens nu den bogstavelige fortolkning er den almenmenneskelige, i den forstand, at den er den samme, uanset hvilken religion mennesket tilhører, også den samme for det menneske, som mener, at det slet ingen religion har, så hører den åndelige hjemme i kirkens område og giver kun mening der. Inden for kirken - taget i videste forstand som hele den kristelige verden - kan denne tolkning have forskellige funktioner; den kan bruges individuelt i menneskers etiske liv; den kan dreje sig om kirkens eksistens som Kristi legeme; og den kan eskatologisk forstået dreje sig om det himmelske, f. eks. om forholdet mellem faderen og sønnen.

Det andet princip i skriftfortolkningen er specielt for Prædikerens Bog - eller, hvis det gøres gældende i anden bibeltolkning, gælder det i al fald i særlig grad Prædikeren. Det går ud på, at man gennem forskellige former for omtolkning kommer ud over kontroversielle ord, passager og sammenhænge i teksten. Der kan være tale om at tillægge enkeltord en betydning, som ordet måtte have i andre sammenhænge. Ofte er der tale om, at man lader en anden stemme komme til orde i teksten; enten siges det, at forfatteren - altså Salomo - først tænkte og sagde sådan og sådan, men så kom han på andre tanker og rettede sig selv. Eller man indfører en tænkt modstander, en ignorant, en vantro, en hedning, som siger de forkerte ting, og som så den rigtige Prædiker bringer på ret fod. Det kan ligefrem udvikle sig til, at hele skriftet fra ende til anden er udtalelser af en hel række forskellige modstandere, epikuræere og andre hedenske filosoffer, jøder, vantro eller hæretiske kristne; først i bogens sidste linier kommer den virkelige forfatter til orde, for da alle har sagt, hvad der nu kunne falde dem ind i deres uforstand og uvidenhed, hedder det: "Min søn, va'r dig. Der er ingen ende på, som der skrives bøger, og megen gransken trætter legemet. Enden på sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans bud. Thi det bør hvert menneske gøre. Thi hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt".

Alt i alt gælder det, at den kirkelige forståelse af Prædikeren forud for Luther enten går ud på en spiritualiseret kristologisk tolkning, der går ud over tekstens eget indhold, eller på en bogstavelig tolkning, hvis idé er at advare mod denne verden og alt dens væsen, at forkynde foragt for det jordiske liv og rette blikket mod det himmelske; til opnåelse af dette sublimerede himmelske liv skal netop en bortvendthed fra det jordiske tjene og forberede. Det er denne tradition, der er baggrunden for Luthers Prædikerfortolkning, og det er denne tradition, han gør op med såvel i princippet som i detaljer. Det sker, som før sagt, ved et grundigt arbejde med teksten selv. Ofte forekommer sproglige bemærkninger om enkelte ords betydning, særlig hvor Luther finder Vulgatas oversættelse misvisende.

Om det hebraiske 'amal (1.3) gør han opmærksom på, at det ikke uden videre betyder menneskers gerninger og forehavender i al almindelighed; sådan har tidligere tradition ofte forstået udsagnet: "Hvad vinding har mennesket af alt sit arbejde, som det arbejder under solen?" som udtryk for defaitisme og livslede. Nej, siger Luther, ordet betyder møje og besvær og drejer sig i sammenhængen om den møje og bekymring, mennesker volder sig selv med at få tingene til at gå, som de vil, at de skal gå. Hvad har de ud af det? Intet, fordi tingene jo dog går, som Gud vil, at de skal gå. Således bestemmer Luther ordenes betydning i forhold til sammenhængen. Det betyder ikke, at han ikke kan hente sproglig hjælp fra andre steder, hvor det samme ord forekommer; det gør han ofte, men altid i forhold til en helhedsforståelse af konteksten, hvor man i tidligere exegese ikke sjældent støder på det modsatte: At man alene ud fra et ords almene og andetsteds forekommende betydning fastlåser forståelsen af sammenhængen. Men videre gælder det så også, at forståelsen af de enkelte sammenhænge må ses i forhold til en helhedsforståelse af skriftet. Luther ved godt, at skriftet ikke er en enkelt forfatters værk; det er ikke Salomo, der har affattet en monografi om al tings forfængelighed. Skriftet er sammenstykket af udtalelser af Salomo uden egentlig ordning og fortløbende sammenhæng; en gang kalder Luther Prædikeren for Salomos bordtaler, der måske er sammenstillet af udvalgte mænd i menigheden. Men det forhindrer ikke, at Salomo selvfølgelig må sige og mene det samme. Der ville ikke være mening i et skrift, hvis det snart sagde det ene, snart det andet. Luther opererer ikke med muligheden af, at der er foretaget sekundære bearbejdelser og tilføjelser til Prædikerens Bog i den hensigt at tage brodden af dens indhold. Han arbejder ikke på den måde tekst- og traditionskritisk. Men han forstår blot som en selvfølge de passager, som kan være sekundære og i opposition til skriftets egentlige indhold, ud fra helhedsforståelsen. Bogens slutningsord: "Min søn, va'r dig... ", som jeg citerede ovenfor, er sandsynligvis en sekundær redaktionel tilføjelse, der - som nævnt - skulle gøre Prædikeren "synagogenfähig": En advarsel mod at drage for vidtgående konsekvenser af Prædikerens ord. I den retning er slutningsordene ofte tolket i tidligere Prædikerlitteratur; Hieronymus taler om dem som bogens vigtigste ord; når alt andet er glemt, så skal disse ord stå tilbage: "Frygt Gud og hold hans bud"! Hele Prædikeren skal læses med denne advarsel in mente. For Luther at se stammer denne advarsel, som alt andet i skriftet, fra Salomo, og den retter sig selvfølgelig mod al den falske lærdom og skribentvirksomhed, som kommer fra de falske filosoffer og fra sofisterne. Summa summarum er, at du skal frygte Gud og holde dig for øje; gør du det, så vil du holde alt, hvad jeg, Salomo, har sagt i denne bog. Og når Prædikeren slutter: "Thi hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig ondt eller godt", så betyder det, at sandheden til syvende og sidst skal vinde sejr, og så "skal alle falske lærere, løgnere, foragtere med samt al deres lære blive til skamme; men hvad der er retskaffent skal forblive og bestå". - Og så bliver resultatet af exegesen det samme, om man hævder, at noget er sekundært, fordi dets mening synes at stride mod indholdet af helheden, eller om man bestemmer dets indhold ud fra en helhedsforståelse. Den falske forståelse fremkommer derimod ved, at man lader udsagnet stå autoritativt i dets modstrid med helheden.

Luther er klar over skriftets litterære egenart som en tematisk traktat, i hvilken forfatteren på basis af sine erfaringer og iagttagelser i livet samler bevismateriale, for ud fra disse detaljer at nå til en universel dom, som går ud på at afvise alle menneskelige forsøg og bestræbelser på at forme tilværelsen efter eget ønske mod tilværelsens love - eller rettere mod Guds fastlæggelse af tilværelsens love. Han ved at skriftet er fuldt af ordsprog og visdomssentenser, som forfatteren bruger illustrerende i sin argumentation; således skelner Luther mellem væsentligt og uvæsentligt, mellem illustrerende og argumenterende præmisser på den ene side og de meningsfyldte konklusioner og domme på den anden, mens tidligere kommentarer ikke på samme måde skelner mellem småt og stort. 1.15 lyder ordsproget: "Krumt kan ikke blive lige, og mangler kan ikke tælles", og dette betyder selvfølgelig blot billedligt, at man ikke kan ændre på Guds beskikkelse af tilværelsen; det betyder, med et andet ordsprog, "Lad det gå, som det går, det vil dog gå, som det går". Og Luther anker over Vulgata, der har oversat det hebraiske ord, som altså betyder "krum", ved perversus. Det viser nemlig, at Hieronymus ikke har forstået ordet billedligt om det krumme, men har overført det på mennesker, "krumme" mennesker, hvilket altså netop vil sige perverterede. Og derfor kan man i megen middelalderlig fortolkning til dette sted møde en drøftelse af, hvem der menes med de "perverterede", hedninge, kættere, vantro etc. Men det betyder, at den slags fortolkning i virkeligheden ikke forstår udsagnets mening; den tror, at den i udtrykket skal søge en eller anden særlig kategori af mennesker, og den går dermed glip af den almenmenneskelige anvendelse, der ligger i det; det er ikke det, at der er nogle syndere, der ikke kan blive anderledes; men det gælder for mennesker i almindelighed, gode og onde, gudløse og gudfrygtige, at tilværelsen former sig for dem, som den vil. Luther drager så den konsekvens: "Derfor er det allerbedste, at man af hjertet bygger på Gud og har tillid til ham, lader ham beholde regimentet, og beder med Fadervor: Komme dit rige".

Luther forstår Prædikeren ud fra skriftets samtidshistorie; ukritisk over for traditionen om Salomo som forfatter taler han om kongelige forhold, om hof og embedsmænd, om kongelige bygningsforetagender, om Salomos ægteskabelige forhold o. s. v. Nu er skriftet hverken af Salomo eller fra hans tid, men det er i denne sammenhæng ligegyldigt!

Luther har i princippet ret i at forstå et skrift ud fra dets egen - formodede - samtid. Det forhindrer imidlertid ikke, at Luther kan trække illustrerende og sammenlignende materiale ind fra historien både før og efter Salomo, og ikke begrænset til den bibelske verden, men hentet også fra den klassiske oldtid; Cicero, Cæsar, Homer dukker op den ene gang efter den anden. Fortolkningen afspores dog ikke derigennem, fordi teksten aldrig tvinges direkte ind i en sådan forståelse; den bruges kun som illustration for at få tekstens mening og hensigt til at træde tydeligere frem. Det gælder også, når Luther af Prædikerens udsagn føres til at tænke på forhold og personer i sin egen samtid; det sker uafladeligt - ja, i den henseende er Prædikeren aktuel nutid for Luther, at han kan se skriftets udsagn virkeliggjort i sin egen samtid. Der henvises til kejsere og konger, til kurfyrsten Frederik den Vise, til tyrkernes trussel mod Europa. Men særlig inddrages alt og alle til hvem Luther står i et teologisk modsætningsforhold. 5.3 opfordrer Prædikeren til at holde det løfte, man har aflagt over for Gud, og hellere lade være med at love noget end ikke at holde, hvad man lover. Det er tidligere blevet brugt som skrift-bevis for munkeløftet, hvormed det intet har at gøre. Det drejer sig om de løfter, man kan læse om i GT, om ofre, afgifter etc. "Men løfterne om munkeri, om fattigdom og lydighed er naragtig og gudløse. Thi munke lover Gud fattigdom og lydighed, der imidlertid er et allerede eksisterende bud, som alle kristne er forpligtet på; og evig kyskhed er et umuligt bud"! I dette tilfælde kan Luther inddrage både Hieronymus og Lyra som vidner! 2.16: "Man husker ikke for evigt på den vise, ejheller på tåben, og de kommende dage glemmer alt", får Luther til at tænke på sværmerne, der glemmer den højsalige lære om troen, om syndernes forladelse, og fremfører ny lære om sakramentet". 5.1: "Lad ikke din mund løbe eller dit hjerte haste med at udtale et ord for Guds åsyn; thi Gud er i himlen og du på jorden" kan Luther illustrere med en henvisning til "de gudløse, der når de hører Guds ord murrer imod det nogle til venstre, nogle til højre. Til venstre skriger papisterne, at vi forbyder gode gerninger; til højre skriger sværmerne, og vil afmåle Guds gerninger og hans ord efter fornuften. Begge er hurtige til at tale, thi de ophøj er deres lære og tanker over Guds ord. Derfor skal du hverken følge dine egne eller andres ord, men høre Guds ord og lade dig belære deraf ...". For at sammenfatte: Luthers tolkning af Prædikeren forholder sig polemisk over for fortidens vranglærdomme hos falske filosoffer og sofister, sådan som de også er repræsenteret i samtiden hos papister, zinglianere, sværmere, munke og andre gudløse skabninger.
Som allerede Luther har erkendt, er det ikke muligt at give en samlet indholdsoversigt over Prædikerens Bog. En lang række kortere og længere udsagn er anbragt efter hinanden uden egentlig sammenhæng. Det hele bindes ganske vist sammen af maxismen: "Tomheders tomhed, alt er tomhed". Men det er ikke en forudgivet nøgle til forståelse af Prædikerens enkeltudsagn; det er tværtimod konklusionen skriftet når til ud fra de mange enkeltiagttagelser. Man forstår altså først konklusionen, når man har gennemgået forfatterens præmisser baseret på hans erfaringer. Det er ikke svært at karakterisere Luthers forståelse af Prædikeren i modsætning til alt tidligere; det er lidt vanskeligere at vise, hvordan modsætningen skabes, hvis man da ikke går skriftet igennem stykke for stykke. Men der kan fremdrages nogle centrale temaer eller tankegange, der er bestemmende for skriftet, såvel for dets konklusion som for dets præmisser.

Der er tanken om altings tilbagevenden til sig selv: "Der er intet nyt under solen". Den dukker op rundt omkring skriftet, men er det egentlige tema for skriftets første afsnit, 1.4-11: "Slægt går og slægt kommer, men jorden står til evig tid. Sol står op, og sol går ned og haster igen til sin opgangs sted. Vinden går mod syd og drejer mod nord, den drejer atter og atter, og vender tilbage til samme kredsløb. Alle bække løber i havet, men havet bliver ikke fuldt; det sted til hvilket bækkene løber, did bliver de ved at løbe. Alting slider sig træt; mand hører ikke op at tale, øjet bliver ikke mæt af at se, øret ej fuldt af at høre. Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under solen. Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her er da noget nyt!", det har dog for længst været til i tiderne forud for os. Tidligere exegese har i hovedsagen kommenteret denne tankegang på to måder, og i begge lægges vægten på, at der i teksten udtrykkeligt står "under solen", d.v.s. i denne verden. Enten tolkes det som et udtryk for denne verdens og dette livs jammer og elendighed, at der intet nyt er eller kan blive; denne verden er dødens verden, livet er dødens liv, og mennesket bør ikke lade sig binde heraf, men skal i denne dødens tilværelse ustandselig rette sit blik mod det kommende, det evige, hvor alt er nyt.

Hvad der imidlertid kan være vanskeligt, er at forene denne tankegang med skabelsestankens konstatering af, at Gud skabte alt i denne verden såre godt. Derfor kan der også argumenteres på en anden måde. At der ikke er noget nyt under solen skal ikke forstås på den måde, at der en gang for alle er sat et sæt begivenheder ind i verden, som derefter gentager sig selv i et evigt kredsløb. "I så fald", siger Hieronymus, "ville jo Judas have forrådt frelseren gang på gang, og Kristus ville have lidt mange gange". Nej, at der intet nyt er under solen betyder, at alt hvad der hidtil er sket, sker nu, og skal ske i verden så længe den består; alt er fra den første begyndelse fastlagt og bestemt hos Gud; alt er skabt og forudbestemt før skabelsen og er derfor ikke nyt, ihvorvel det for menneskene "under solen" må forekomme nyt.

Også Luther lægger vægt på udtrykket "under solen", men på en anden måde end de tidligere. "Om dette ord", siger han, altså om at der intet nyt er under solen, "har sofisterne plaget sig selv, fordi det kunne synes at være mod skriften, som jo taler om meget nyt, f. eks. at Kristi fødsel er ny, at det er nyt, at en jomfru har født en søn; sådan siger skriften også Es. 65.17: "Se, jeg danner en ny himmel og en ny jord", ligeledes på et andet sted, Joh. Ab. 21.5; "Se, jeg gør alle ting nye"; de har haft stort arbejde og møje med at forene skriftstederne, men de har ikke forstået Salomos tale, netop det at han siger "under solen". Ville man nemlig forstå det om Guds skabninger og hans værker, så er det ikke sandt. Thi Gud virker og gør altid noget nyt, men mennesker og Adams børn gør intet nyt. Thi så længe vi ikke af den hellige ånd fornyes og bliver anderledes sindede (og det sker ikke "under solen", men "over solen"), så stikker den gamle Adam i os alle, vi er og forbliver gamle og har det samme sind som de gamle Adamsbørn.... Men vi skal lade Gud regere, og så være tilfreds med det nuværende og ikke bekymre os for fremtiden, om det nu kommer til at gå, som vi gerne ville. Men fordi Adamsbørn og mennesker ikke kan gøre det uden nåde, så er også mennesker med samt deres tanker forfængelighed og intet, ja, mindre end intet. Det er det, han mener, når han siger "der er intet nyt under solen", d.v.s. ved mennesker og Adamsbørn er der intet nyt, men Gud gør meget nyt". For Luther drejer det sig altså ikke om på sofistisk vis, ud fra en menneskelig betragtning, at søge at godtgøre rigtigheden af udtalelsen om at der intet nyt er under solen; men det drejer sig om at slå fast, at så længe den gamle Adam ser og hører, må tilværelsen tage sig således ud, fordi den gamle Adam stræber efter noget nyt, efter udvikling, efter at komme ud af det morads han lever i; når han så mener at have opnået det, han stræbte efter, må han til sin græmmelse konstatere, at det ikke var nyt; det var jo blot det samme. For den, derimod, som har modtaget Guds nåde, som er blevet fornyet af helligånden, er livet og verden altid ny, fordi han altid modtager den påny af Guds hånd. Altså er verden og livet det samme; men for den ene er det gammelt og tomt, for den anden er det nyt og levende.

Den anden tankegang er den, der også går igennem hele skriftet, men som mest markant kommer til udtryk i den kendte passage i begyndelsen af kap. 3 med overskriften: "Alt har sin tid". "Alt har sin stund og hver en ting under himlen sin tid: Tid til at fødes og tid til at dø; tid til at plante og tid til at rydde; tid til at dræbe og tid til at læge; tid til at nedrive og tid til at opbygge; tid til at græde og tid til at le; tid til at sørge og tid til at danse; rid til at kaste sten og tid til at sanke sten; tid til at favne og tid til ikke at favne; tid til at søge og tid til at miste; tid til at gemme og tid til at bortkaste; tid til at flænge og tid til at sy; tid til at tie og tid til at tale; tid til at elske og tid til at hade; tid til krig og tid til fred. Hvad løn for sin flid har da den, der arbejder? Jeg så det slid, som Gud har givet menneskenes børn at slide med. Alt har han skabt smukt til rette tid; også verden har han lagt i deres hjerte, dog således at menneskene hverken fatter det første eller sidste af, hvad Gud har virket". Det er ikke et abstrakt tidsbegreb, der her er til debat. Det drejer sig ikke om, at ting indtræffer på bestemte tidspunkter, så at sige i naturens orden, som årstiderne, som dag og nat, og at mennesker bør indstille og indrette sig på det, så de viseligt gør hver ting til sin rette tid. Konklusionen efter de mange sætninger om at det og det har sin tid: "Hvad løn for sin flid har da den, der arbejder", viser, at meningen er, at ting og begivenheder indtræffer i tilværelsen på det tidspunkt, som er fastlagt for dem, men som mennesket ikke kender og ikke kan kende, sådan at det netop ikke kan indrette sig på det, men blot må tage imod det, når og hvor det kommer. Vidste mennesket, hvornår det ene og det andet ville ske, kunne det jo netop lægge sin tilværelse til rette, og således få løn af al sin flid. Men nu kan mennesket gøre sig al flid, men må gøre det ud i det blå, for det aner ikke, hvad der skal ske, og hvad der vil komme.

Nu er det ikke altid, man tidligere har forstået sammenhængen på den måde; der er forskellige pudsige eksempler på fortolkning der anstrenger sig for at finde ud af, hvad Salomo sigter til med at plante og nedrive og bygge, græde og le, føre krig og holde fred. Men også hvor man har forstået at alle disse eksempler intet betyder i sig selv, men kun står som udtryk for det almene, som modsætningspar der omslutter en helhed, vægrer man sig ved at forstå sammenhængens mening; og hvor man forstår den, kan det ske på den før omtalte måde, at man lader en vranglærer komme til orde, som så skal afvises. Hieronymus kender den fortolkning, siger han, som fremføres af mange, der går ud på, at Gud også har ladet onde og falske dogmatikere leve i verden og fremføre deres vranglærdomme, for at de troendes sind ikke skulle sløves, men altid være på vagt mod det falske og for det sande. Han foretrækker nu alligevel, fortsætter han, den forståelse af sammenhængen, at "den drejer sig om denne faldefærdige verden under solen, som menneskene tålmodigt må finde sig i, lide og tåle i, i modsætning til den herlighedsverden der venter dem".

Om denne sammenhæng siger Luther, at man virkelig kan lære af historien, at det forholder sig som her beskrevet. Verdens gang i det store og i det små er op og ned, uanset hvordan mennesker lægger det til rette; den, der ikke tror det, må erfare det. Kristne forstår det vel, gudløse tror det ikke, for de bilder sig ind, at de er verdens herrer. "Men før timen kommer, er tanken og arbejdet derpå spildt. Arbejde skal vi dog alligevel, enhver i sin stand, og gøre det med flid, det befaler Gud; rammer vi timen, så lykkes tingene; rammer vi den ikke, så kommer der ikke noget ud af det, og så hjælper ingen mennesketanker"! Og når det hedder, at Gud har lagt verden i menneskenes hjerte (NB det hebraiske 'lam, som DO gengiver "evigheden", oversætter Luther "verden" og følger heri Vulgata; hvad den oprindelige forfatter i sin tid mente med udtrykket er usikkert), så betyder det, at Gud ikke blot har givet menneskene verden til, at de skal bruge de Øjeblikkelige gaver, men også har givet dem den sådan, at de kan bruge den med lyst og glæde, sådan at de får lyst og glæde ud af det!

Når nu den gængse opfattelse af Prædikerens Bog fra Hieronymus' dage op gennem hele middelalderen var, at den skulle lære mennesket foragt for denne verden og alt dens væsen, så det i stedet kunne rette sit blik mod det evige, himmelske, så kom det selvfølgelig til at volde store vanskeligheder, når det 3-19-21 hedder: "Menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme ånd har de alle; mennesket har intet forud for dyrene, thi alt er tomhed. Alle går samme sted hen, alle blev til af muld og alle vender tilbage til mulden. Hvem ved, om menneskenes ånd stiger opad, og om dyrenes ånd farer nedad til jorden"? Også her har man benyttet sig af den lette udvej, at forfatteren indfører en vranglærdom; han mener selv slet ikke det, han siger. Eller man lægger vægt på, at skriftets forfatter jo levede før Kristus, hvor såvel dyr som mennesker efter døden gik ad helvede til; menneskers ånd kunne jo ikke fare opad, før Kristus som førstegrøden af de opstandne var steget til himmels. Eller Hieronymus kan også forstå det i overført forstand, så der slet ikke tales om dyr, men om slette og syndige mennesker; og så får han en meget opbyggelig og evangelisk forståelse ud af det, for hvem kan dog vide, om alle de, som mennesker anser for retskafne og hellige, nu også virkelig er det, og altså stiger til himmels, og omvendt at alle de, der almindeligt anses for syndere, nu også virkelig farer til helvede. Det kunne måske tænkes at menneskers dom ikke altid holder stik.

Luther må selvfølgelig afvise, at passagen skulle ytre tvivl om opstandelsens virkelighed og sjælens udødelighed; Salomo konstaterer blot redeligt, at hvis menneskets visdom og fornuft og dets fem sanser skal dømme efter, hvad de ser og hører og erfarer, så kan vi ikke fornemme andet, end at et menneske dør og bliver til støv på samme måde som kvæget, sådan som mennesker og kvæg også lever, trækker vejret, æder og drikker på samme måde og uden forskel. Mennesket der i denne verden må erfare livets og verdens tomhed, og som med sine sanser ikke kan erfare andet, skal ikke tro at det kan redde sin egen møje og stræben ved at postulere, at det har et evigt liv; for menneskets erfaring siger det intet andet, end at det dør og at alt er forbi med døden. "Intet menneske finder man under solen, som uden den hellige ånds nåde kan tro eller vide og sige, at sjælen forbliver efter dette liv, og at der skulle være et andet liv. Thi fornuften ser ikke andet, end at døden tager alt bort, og at det så er ude både med mennesker og kvæg: Når åndedrættet hører op, så ved intet menneske under solen, hvor menneskets åndedræt eller liv bliver af. Men hvad vi har erkendt og ved, det ved vi ikke som mennesker, men som kristne og troende, oplyst gennem et guddommeligt himmelsk lys og ånd".

Prædikeren bliver som bekendt ikke ved sin konstatering af menneskelivets tomhed og forfængelighed, men han drager deraf en konsekvens for mennesket, som kommer igen flere gange i skriftet, første gang i 2.24-26: "Intet er bedre for et menneske end at spise og drikke og give sin sjæl gode dage ved sin flid. Og det skønnede jeg, at også det kommer fra Guds hånd. Thi hvem kan spise eller drikke uden hans vilje"? Efter alt det foregående giver det næsten sig selv, at det lå snublende nær for tidligere exegese at afvise dette som vranglærdom, som det hedenske menneskes resignation, som epikuræisk filosofi. Eller, hvis det skulle fastholdes som forfatterens, Salomos, egen forkyndelse, så måtte der en omtydning til; så var det at "æde sit brød og drikke sin vin" (som det hedder i en af de andre parallelle passager) at æde Kristi legeme og drikke Kristi blod i nadveren.

Eller opfordringen til at glæde sig i livet gøres til en opfordring til at bruge livet sådan at man skaber sig en skat i himlen, nemlig ved at give almisse. Men alt i alt gælder det, at disse passager fremfor alt andet i Prædikerens Bog, er dem man går let hen over, eller må omtolke, de passager som frem for alt andet unddrager sig en ligefrem forståelse.

Måske er det disse passager, hvor Luthers forståelse af Prædikerens Bog klarest viser sig i en modsætning til tidligere fortolkning. Til 2.24-26 siger Luther: "Dette er hovedordet, den endelige dom og det fornemste stykke, som så godt som hele bogen handler om, og hvorudfra alt det forrige og hvad der følger efter er desto bedre at forstå. Derfor rimer det også sammen med det foregående. Salomo vil altså sige: "Alle gode dage, al sorgløshed og ro, al vellyst som et menneske foresætter sig at gøre med sine planer og tanker, er en forgængelig tomhed, og der kommer intet ud af det". Derfor, alt vort arbejde og store bekymring, hvormed vi mener at skulle regere verden.... er også forfængelighed, og går langtfra altid som vi tænker os det. Derfor er der intet bedre, end at vi lægger vor vilje i Guds vilje, og at vi med glæde og taknemlighed bruger hvad Gud nu vil lægge os i hænderne, og befaler det fremtidige, hvordan det herefter skal gå, i Guds hånd". Men igen gælder det, at det er ikke, hvad det så at sige naturlige menneske, Adamsbarnet, kan falde til ro med. Kun den som i troen lader Gud styre og tager mod livet, som det kommer til ham fra Guds hånd, kun han kan leve livet med glæde og taknemlighed uden bekymring for, hvad der skal komme ud af det.

Sådan forstår Luther ud fra skriftets helhed dets anliggende som en opfordring til mennesket, der plages af uro og bekymring for fremtiden, for hvad tilværelsen dog skal blive til, og hvad det selv skal få ud af livet. Til dette menneske siger Prædikeren: "Bliv hvor du er, thi der har Gud sat dig; der skal du tage livet op og leve det. Du skal kende dig selv i din begrænsning, og inden for den skal du vandre ad den vej, Gud har givet dig at vandre, og møde de ting og de mennesker, Gud har givet dig at møde. Og når du møder dem, og generes af at møde dem, så skal du ikke vige af fra vejen, hverken til venstre i gudløshedens fortvivlelse, eller til højre i selvretfærdiggørelsens hovmod, men du skal blive på din vej og vandre den med visdom - din gerning har Gud for længst kendt god".