Af Valdemar Ammundsen. Tidehverv, 1931, maj, s.79-82.

Uden i Almindelighed at anerkende nogen Forpligtelse i saa Henseende skal jeg gerne svare paa G. Brøndsteds Spørgsmaal i Aprilnummeret, hvorledes min Godkendelse af Dr. Kapers Katekismus er at opfatte.

Brøndsted finder det ganske naturligt, at Haderslev Landemode, ligesom flere andre Stifters, har anbefalet, at Dr. Kapers Bog blev optaget paa Listen over autoriserede Lærebøger. Men anklager mig for en uforsvarlig Sammenblanding. Han mener, at Bogen i sin oprindelige Skikkelse gav Udtryk for en nobel borgerlig Idealisme, som med forstaaelig Tilbageholdenhed væsentlig standsede op inden Korsets Ord, hvorved alt i Lærebogen fik et "humant Fortegn"; derimod har, finder han, Landemodernes Ændringer virket som et Forsøg paa at presse Bogen over Evangeliegrænsen, navnlig paa de Punkter, der synes at ligge Korset nærmest, hvorved en Række evangeliske Ord og Tanker prisgives til at føre en rodløs Tilværelse i et Kaos af borgerlige og bibelske Ord.

Har nu Ændringerne virkelig bragt et Element ind, som er fremmed for Bogens oprindelige Karakter? Brøndsted mener Ja, jeg mener Nej. Paa vort Landemode blev man efter en Drøftelse, hvor der blev sagt meget gunstigt og ugunstigt om Bogen, enig om at anbefale den til Autorisation uden at stille Krav om bestemte Ændringer. Men det blev tillige overdraget mig paa Basis af Diskussionen at udarbejde en Række Henstillinger om Ændringer. Det stod mig klart, at Bogens Hovedpræg, med dens Fortrin og dens Begrænsning, ikke kunde forandres. Opgaven var ikke at skabe en Katekismus, der var et fuldgyldigt Udtryk for Landemodets eller mit Ønske, men at foreslaa en Række Ændringer, hvorved netop denne Bog kunde blive fyldigere. Og Dr. Kaper selv mener ogsaa Nej. Han siger, at mine Forslag er udarbejdet ud fra en levende Indføling i hans Arbejdes Plan og Hensigt. Og han har ganske vist taget Hensyn til næsten alle mine Forslag. Men meget ofte har han ikke optaget den af mig foreslaaede Form, men selv fundet en for ham mere naturlig.

Vi skal her ikke diskutere, om man overhovedet skal have Katekismus eller ej. Brøndsteds Spørgsmaal har kun Mening, hvis man gaar ud fra denne Undervisning som et Faktum. Overfor hans Anklage vilde jeg i en mundtlig Drøftelse først kun svare med det Modspørgsmaal: Hvad er Formaalet med en Katekismus? Naar det var besvaret, vilde jeg gaa videre, rimeligvis med de Spørgsmaal: Naar der tales om "Evangeliegrænsen", hvad er da Evangeliet? Og hvorledes er dettes Forhold til den mere almene Moral og Religiøsitet, som er indeholdt i Katekismens første Del? Men i et Maanedsblad giver en saadan Diskussionsform for lange Pauser. Derfor skal jeg straks sige, hvad en Katekismus efter min Mening skal, ved at anføre en Passus af mit Brev til Dr. Kaper: "Titlen er efter min Mening for lang. Skulde jeg give den Navn, vilde det blive: Indledning i Kristendom. Det er, hvad en Lærebog skal være, og hvad Deres er."

En Indledning maa først give Forudsætninger, der ligger foran Kristendommens egentlige Væsen. Saadan var Guds Vej i Aabenbaringen; Kristus kommer kun paa Baggrund af en lang Udvikling i Slægtens Liv, specielt i Israel. Og saaledes er Katekismusundervisningen, der hos os kun kan tænkes i Tilknytning til de fem Hovedstykker, Luther udvalgte: Budene, Troen, Fadervor, Daab, Nadver.

Altsaa først Budene. Den Begrundelse, hvormed Luther beholdt de ti Bud, maa ligge til Grund for Forhandlingen af dem i en evangelisk-luthersk Undervisning. Klarest har Luther udtrykt dette i Wider die himmlischen Propheten (Erl. Ausgabe 29, 156): "Altsaa er det heller ikke alene Moses Lov: Du skal ikke myrde, bryde Ægteskabet, stjæle o. s. v., men ogsaa den naturlige Lov, der er skrevet i enhvers Hjerte, som Paulus lærer (Rom. 2,1). Ogsaa Kristus (Matth. 7,12) sammenfatter alle Profeter og Love i denne naturlige Lov: "Hvad I vil, at Menneskene skal gøre mod Eder, det skal I ogsaa gøre mod dem; thi saaledes er Loven og Profeterne." Saadan gør ogsaa Paulus (Rom. 13,9), hvor han sammenfatter alle Moses Bud i Kærligheden, som ogsaa paa naturlig Maade Naturens Lov lærer: Du skal elske din Næste som dig selv. Ellers, dersom det ikke af Naturen var skrevet i Hjertet, maatte man længe lære og prædike Loven, før Samvittigheden antog den; det (vel: Hjertet) maa ogsaa hos sig selv finde og føle det saaledes; ellers vilde ingen gøre sig nogen Samvittighed. Dog har Djævelen forblindet Hjerterne og besidder dem, saa de ikke altid føler Loven. Derfor maa man skrive og prædike, til Gud virker med og oplyser dem, saa de føler det i Hjertet, som det lyder i Ordet."

Saaledes mente Luther, at der i Mennesket var en naturlig Moral, som var en Forbundsfælle for Guds Ord. Og denne Moral er uadskillelig fra Religion; i Spidsen for Budene og beherskende dem alle staar jo det om ikke at have andre Guder. Her, i denne første Del af Katekismen, har Dr. Kaper sin Hovedstyrke.

Hvorledes forholder nu denne Del sig til Korsets Evangelium? Den er for det første en positiv Forudsætning, skal vende Blikket op imod Gud og Livet i hans Lov. Den er dernæst en negativ Forudsætning: vi kan ikke opfylde denne Lov, vi knækker uhjælpelig sammen overfor den. Og her kommer da Korsets Evangelium. At Dr. Kaper har villet stille Børnene overfor det dybeste og stærkeste her, har han vist ved allerede i første Udgave at indføje Luthers Forklaring til den anden Artikel i selve Teksten, medens Forklaringerne ellers er anbragt som Tillæg; ingen skulde komme igennem det særlige Stykke om Kristus uden at møde Ordene om, at han har genløst mig fortabte og fordømte Menneske. Her var et Punkt, hvor jeg mente, at denne Hensigt kunde faa en fuldere Udfoldelse, dels ved Forklaringen til anden Artikel, dels under Sakramenterne. Men der kunde kun blive Tale om enkelte Ændringsforslag. Skulde jeg have skrevet en Katekisme - hvad jeg slet ikke turde indlade mig paa - vilde disse Afsnit være bleven ikke lidt anderledes. Dr. Kapers egne Udviklinger er meget svagere end de Tekster, der er meddelt, fra Ny Testamente, Trosbekendelsen og Luthers Forklaring. Jeg gad forøvrigt nok se den moderne Katekismusforklaring, hvorom dette ikke vilde gælde! Og forøvrigt er her en vigtig Betragtning. Børn vil vistnok sjældent kunne gribe dette dybeste i Kristendommen, og at give dem for meget herom vil kun gøre Fortræd. Dog skal de have en Fornemmelse af, at her ligger noget, maaske langt ude foran dem, som de kan søge til, naar de engang saadan har erkendt deres Sjælesygdom, at de har Trang til Lægemidlet. Og dette største skal vistnok helst møde dem igennem de mærkelige, gamle, hellige Ord, som de vel næppe ret forstaar, men som dog har en helt anden Myndighed end alle moderne Udlægninger. Derfor glæder jeg mig over, at de Børn, der bruger Kapers Bog, nu vil stilles overfor et fyldigere Udvalg af saadanne Ord, end Tilfældet var i første Udgave. Hvor meget det vil betyde, vil naturligvis dog i stor Udstrækning afhænge af Læreren.

Men dernæst vender Katekismens første Del ("Budene") tilbage igen. Luther har sat dem før Troen, som Forudsætningen derfor. De reformerte Katekismer sætter dem ofte efter Troen, som Udfoldelse af Livet i Troen. Maaske ikke praktisk for Undervisningen, men i principiel Henseende overordentlig klargørende har Dr. F. L. Østrup i sin Lærebog anbragt dem paa begge Steder: først Loven (med de 10 Bud), saa Evangeliet, Daaben, Trosbekendelsen, Bønnen, Nadveren, og endelig Lovens Opfyldelse (igen de 10 Bud). I Virkeligheden mener ogsaa Luther, at Budene kommer igen, ikke mere som en blot udvortes Lov - her kan han jo ikke nok gentage og atter gentage, at Loven er afskaffet - men ud fra Troen; Kristus har opfyldt Loven, ved sit Blod skænket os Syndsforladelsen, og ved Troen paa ham giver Gud os dernæst Hjælp til at begynde at gøre, hvad Loven kræver (se f. Eks. Erl. Ausg. 46,79). Gerningerne er Troens nødvendige Frugter.

Katekismusundervisningen, som den i vor Kirke er bestemt ved Luther, betragter alt dette som en Helhed, fordi det er den samme Gud, der er Skabelsens og Forløsningens, den samme, som har dannet Mennesket i sit Billede med Loven skrevet i Hjertet, og som ved sin Søn udfrier os fra den Ondes Vold. Hertil svarer, at i Ny Testamente er Tro og Liv uadskillelige; paa næsten hver Side, i mange Afsnit i hver Vers, løber Traadene bestandig fra Lov til Naade og fra Naade til ny Lov.

Nu formoder jeg, at der bag Brøndsteds Anklage ligger en Anskuelse, som netop sønderriver denne Sammenhæng, saaledes som det i det hele sker i Tidehvervsretningen. Ikke underligt, at man fra den Side synes ilde om Kapers Katekismus; thi den har sin Styrke i "de 10 Bud", hvor man selv har sin Svaghed. Ofte har jeg syntes, at Tidehvervsfolkene ikke lagde Grunden rigtigt, for lidt lærte Folk Alvoren i Loven, de ganske enkle, daglige Krav i Lyset af det første Bud; naar det har været muligt for dem at negligere dette, er det vel kun, fordi man i Virkeligheden har kunnet forudsætte, at den Grund havde andre lagt. Men vigtigere er den Indvending, at de synes at benægte Ny Testamentes (og Luthers) stadige Tanke, at der af Troen fremspringer et nyt Liv (jeg kalder det "ethisk" uden at ville strides om denne Glose).

Tidehvervsretningen har gjort meget til at rive os ud af Illusioner og Fraser og stille os paa Virkelighedens pinagtig nøgne og haarde Grund; ogsaa adskillige udenfor Retningen kan ikke undlade at tage imod denne Tugt. Og hvis man sagde: "Vi maa først rydde Grunden; foreløbig kan vi ikke mere; om vi senere faar Tag i Tanken om det nye Liv ud af Troen, maa vi lade Fremtiden afgøre" - da skulde jeg intet sige derimod. Men hvis man, som det undertiden synes, aldeles lukker denne Udsigt og gør Ny Testamentes Ord i denne Retning til Løgn, da maa vi først i Ærlighedens Navn stille den Fordring, at der for Fremtiden tales klarere om "Kristendommen", "Evangeliet" og "Ordet", saa det bliver tydeligt, at der ikke menes Ny Testamentes Forkyndelse som Helhed, men et Udvalg, som man paa eget Æventyr har foretaget, og hvorfor man ikke har anden Autoritet end sin egen - at her altsaa er en ny Subjektivisme. Og dernæst vil vi sige, at der i Sagen selv er noget, som forbyder os her at følge med.

Tidehvervsretningen har rigtig set, at Guds Dom og hans Naade er uadskillelige. Men Syndsforladelsen og Syndsfordrivelsen er ogsaa uadskillelige. Retfærdiggørelsen er ikke sand, hvis den ikke er Begyndelsen til, at Gud vil bryde Syndens Magt i os. Først og fremmest gennem selve Tilgivelsen, ligesom vi overfor Barnet oplever, at en alvorlig Tilgivelse er det stærkest mulige Slag mod Synden. Og netop naar Vantro er Hovedsynden, er Tro Begyndelsen til Syndens Overvindelse.

Denne Sammenhæng er i det Ny Testamente (og i Reformationen) saa ubrydelig, at man spørger sig selv: mener i Grunden ikke Tidehvervsfolkene det samme? Vil de ikke bare fjerne Udtryksformer, som for dem er bleven uvirkelige? Særlig to Tanker kunde her komme i Betragtning.

Den ene er Forkyndelsen af Opstandelsen. I Ny Testamente er det nye Liv nemlig ét med, at vi er delagtige i Jesu Opstandelses Kraft, ja indbefattede i den, "medoprejste med Kristus", hvilket atter er det samme som den hellige Aands Nærværelse og Virken. Nutidens Kirke er svag i sin Tro paa og Tale om Opstandelsen. De fleste Præster forkynder Jesu Opstandelse ud fra en ærlig Overbevisning om, at den er et historisk Faktum; men Opstandelsen bliver væsentlig fortidig, ikke noget, som behersker Dagen i Dag; der er lidet af den verdensovervindende Kraft, som findes hos Paulus, Luther, Kingo, Grundtvig. "Barthianismen" synes at have opdaget, at her brænder det. Men hvad jeg har set af Tidehvervsforkyndelse herom er mindst lige saa mat som Prædikener i Almindelighed. Man synes overhovedet ikke at tro virkelig paa, at Kristus har bragt en Sejr over Synden ind i denne vor Verden. Man ser den ikke i hans Person, Liv og Død, og heller ikke i hans Opstandelse. Hvis Opstandelsestroen var eksistentiel, kunde man heller næppe undgaa at føle en stor Afstand fra en Bog som Bultmanns Jesus.

Den anden Tanke er om Kærligheden til Næsten. Her har man grebet en fundamental Erkendelse i Kristendommen: at der ikke eksisterer noget Gudsforhold uden et Forhold til Næsten. Men i Reglen synes dette kun at bruges til at drive paa den Erkendelse, at vi netop ikke opfylder Budet. Ny Testamentes Forkyndelse er derimod, at Kristus vil føre os ind i dette Liv, og det er igen det samme som en Forvandling i vort Indre. Det samme gælder Talen om "Øjeblikkets Lydighed". Hvis man finder en særlig Hjælp i dette Udtryk, er det kun godt. Men man maa bare sky det Fald det vilde være at tro, at min Handlings Værdi afgøres upersonligt, løsrevet fra mig selv. Det bliver ved Tanken fra "Et Kristenmenneskes Frihed": Træets Art bestemmer Frugtens. Tidehvervsretningen har en stærk Forbundsfælle i vort eget Hjerte. Hvem tør sige: Jeg kan opvise det nye Troens Livs Frugter hos mig selv? Men er "Ordet" ikke netop større end vort eget Hjerte? For selve Sandhedens Skyld tør vi ikke lade være at lytte igen til Ny Testamentes Tale og tage derimod i en Tro, som tillige er et Haab.

Hvis der bag Brøndsteds Anklage ligger en Tankegang i Retning af den her skitserede, da gaar Modsætningen saa dybt, at Spørgsmaalet om Vurderingen af en bestemt Katekismusbog bliver ret underordnet.

Jeg har her prøvet et Brudstykke af et principielt Opgør. Men iøvrigt gør hver Part vistnok bedst i at arbejde ud fra sin Tro, uden altfor hyppige eller lange Diskussioner.