Af Vilhelm Krarup. Tidehverv, 1952, s.69-75. Foredrag paa Krabbesholm den 4. juli 1952.

Min tanke, da jeg opgav ovenstaaende emne, var at gaa paa jagt efter et fænomen, som til daglig generer mig. Et ret udefinerbart fænomen. Opgaven var ikke at undlive det, men at trække det frem i dagslyset, at se det sprælle i al sin nøgenhed, til en vis skadefro glæde for mig selv og til skræk og advarsel for ligesindede.

Men det har voldt mig større kvaler, end jeg egentlig havde ventet, at fange dyret. Det forekommer mig, at det dukker op allevegne. Der gaar ikke en dag, uden at jeg i mange forskellige skikkelser støder paa det og harmes paa det, men at tage det ved vingebenet viste sig at være vanskeligt, for dyret kan ligervis som aalen sno sig. Ligesom jeg troede, at nu havde jeg fanget et smukt eksemplar af racen, saa vendte det en anden side ud og var pludseligt ganske uskyldigt, et pænt hæderligt velmenende dyr, der ikke paa nogen maade havde ondt i sinde, men netop var ude i samme ærinde som jeg selv: at jagte grimme dyr. Hvergang jeg til mig selv sagde: Haps, nu har jeg dig, saa svarede dyret mig: Hvad ser du dog i mig, jeg er saa lille og ubetydelig, at jeg umulig kan gøre nogen kat fortræd, og jeg ønsker det heller ikke paa nogen maade, tværtimod, ogsaa jeg anholder skadedyr som du selv.

Der stod jeg lidt lang i ansigtet. Jeg følte mig som bjerget, der har beredt sig til barsel, men føder en mus. Herregud, sagde jeg til mig selv, er det virkelig det hele, som saa ofte og saa inderligt har bragt dig i affekt.

Et illustrerende eksempel: Jeg havde i vinter lejliglighed til at tage del i en slags studiekreds for yngre præster, hvor kirkens forhold til arbejderne skulde drøftes. Et mere velment end velgennemtænkt foretagende. Jeg havde der lejlighed til engang at være sammen med forfatteren Hans Kirk. Hans roman om Jesus skulde gennemgaas, og manden selv skulde være til stede. Det gik aldrig op for mig, om det var for at han kunde tage ved lære eller for at kunne forsvare sig, at han skulde være der. Men det skulde han altsaa, og han var der. Kritikken var, syntes jeg, baade saglig og god, men manden forstod slet ikke et pluk af den, ja værre var, han hørte slet ikke paa den, men gik paa forhaand ud fra, at det var noget helt andet, der blev sagt, end der blev. Han kørte frem med en liberal teologisk lektie efter den billigste katekismus fra 1910 og var synlig imponeret over sin egen radikalitet. Hvor utroligt det end lyder, saa troede han virkelig, at det var videnskabens sidste resultater, han gennem sin roman havde gjort gældende. En naivitet saa rørende, en dumhed saa ubeskrivelig, og først og fremmest en ligegladhed for sit emne saa forbløffende - og ham havde indlederen virkelig taget alvorligt. Jeg havde omtrent samme fornemmelse som den dreng, jeg engang læste om, der voksede op i Slesvig i tiden mellem de to slesvigske krige. Han var fra hjemmet i præstegaarden fyldt med lovsange om Frederik Folkekær og fuld af national betagelse. Hans forventning var derfor uendelig, da kongen selv skulde komme til sognet paa arkæologisk udgravning, og som den lokale præsts søn fik han lov til at indtage sin plads paa selve den kæmpehøj, som kongen skulde bestige. Hans spænding var uhyre. At staa saa nær kongen, at han blot ved at række haanden ud kunde røre ved ham, og at kunne høre ham tale! Hvad hørte han saa? Fanden til trappe, var det eneste kongeord, han opfangede.

Samme slukørede fornemmelse havde jeg overfor mit emne. Du maa kunne nævne nogle eksempler og derudfra trække nogle linier, sagde jeg til mig selv, og jeg gik nogle eksempler igennem. Jeg tænkte paa Sandbæk og Ib Schønberg, paa avismanden, ved hvis hjælp Løgstrup skaffede sig kronikhonorar, ja, jeg tænkte saamænd ogsaa paa den brave forkæmper for Vesterbros fattige: Otto Krabbe, og jeg tænkte paa Informations Peter P. Rohde og paa den sidste stjerne paa alle letfængelige præsters firmament digteren Ole Wivel, og jeg sagde til mig selv: Her har du da en samling af de dyr, som irriterer dig saa grænseløst, saa maa du da kunne finde ud af, hvorfor det er, at de irriterer dig. Men naar jeg saa paa dem enkeltvis, saa saa jeg lutter rare ansigter, der paa ingen maade var i stand til at inspirere mig synderligt. Det var som om de alle maabende sagde til mig: Mig kan du da ikke have noget imod, jeg vil da kun det bedste. En enkelt føjede til: jeg har da lært meget af Tidehverv og sætter blandt alle præster allermest pris paa Tidehvervspræster. Jeg maa tilstaa: Det kunde jeg ikke staa for. Jeg opgav eksempelrækken og sagde til mig selv: Du maa stile højere. Jeg stablede en ny række paa benene, og jeg tænkte paa Stefan Hurwitz, der kæmper for medmennesket ved hjælp af tidssvarende kriminologi og mange indbringende aviskroniker, og paa overlæge Stürup, der gør det samme ved en opslidende og enerverende lægegerning, et lysende eksempel paa selvopofrende tjeneste for sine ulykkeligt stillede medmennesker, ja, jeg gik saagar Olesen Larsen i bedene og tænkte paa Knud Hansen og Løgstrup, der har frelst næsten ud af den Søren Kierkegaardske forglemmelse, og naturligvis tænkte jeg ogsaa paa kulturpersonligheden over alle kulturpersonligheder Hal Koch, der ligesom i sin tid Mynster bærer et helt slægtled og det ovenikøbet, som ungdommens formand og talsmand, et vordende. Og dog kom jeg ikke videre. Det var, som om de alle blev grebne af beskedenhed og sagde: Vi ønsker paa ingen maade at være eksempler paa nogensomhelst, vi gør blot dagens gerning og indrømmer paa forhaand, at vi er langt fra fejlfri. En saadan uskyldig ydmyghed kunde jeg atter ikke staa for, og jeg sagde til mig selv: Du kommer til at gribe sagen anderledes an. I særdeleshed da jeg i det samme kom til at tænke paa, at i følge gældende dansk lov er det, saa vidt jeg ved, forbudt at jagte undermaalere. De søde smaa uskyldige torsk er fredede, indtil de bliver store, om de nogensinde bliver det. Og lovovertræder har jeg aldrig villet være.

Der sad jeg og sloges med mit emne uden ret at være kommet i gang. Saa sagde jeg til mig selv: Du maa have en tekst, det er du vant til, saa gaar det bedre. Og jeg fik en tekst. Den staar skrevet hos Esajas i det 3. kapitel. Her skildrer profeten, hvorledes Guds straffedom over det ulydige folk vil blive. "Jeg giver dem drenge til øverster, drengekaadhed skal herske over dem, i folket undertrykker den ene den anden, hver sin næste, dreng sætter sig op imod olding, usling mod hædersmand". Der fandt jeg fænomenet skildret, som jeg var ude at lede efter.

Ved en mærkelig ideassociation kom jeg straks til at tænke paa alle de kirkelige fornyelser, vi i vore dage oplever. Jeg tænkte paa den ny oversættelse af ny testamente, som nu automatisk gaar sin sejrsgang henover landet. "Kraften fuldkommes i magtesløshed" hed det i den gamle oversættelse, nu hedder det: "I magtesløshed udfolder min kraft sig helt", og det maa man virkeligt sige, den gør - i en sproglig og stilistisk drengekaadhed å la Skovgaard-Petersen, hvem den danske kirke visselig har meget at sige tak for. Og jeg tænkte paa den ny salmebog, hvor verslinien: Du Helligaand, vor trøstermand, giv alt dit folk en ret forstand, er blevet til: Vor trøster god, Gud Helligaand, foren Guds folk i fredens baand, og verslinien: Saa er din kirke i forfald, paa sekter mer ved ingen tal, til: Saa er din kirke i forfald, paa splittelser ved ingen tal, - forbedringer efter tidens raadende pacifistiske smag, som efter sigende N. Otto Jensen har sanktioneret, og som begge har den rette gravalvorlige patina, som svarer til drenges legen røver og soldater, i stil med hvad jeg forleden morgen oplevede i radioen, hvor man lancerede en afdeling, der hed stille musik, og som var en til himlen raabende blanding af Handels largo, Carl Nielsens: Der sad en fisker saa tankefuld og lidt Ingemannske morgensange. Denne gemytlige alvorlighed, hvor man lægger alt til rette, som behovet er, hvor alvoren gaar paa virkningen og ikke paa respekten for det, der skal lægges frem, er saa karakteristisk for det fænomen, jeg er ude efter at anholde, at jeg trods eksemplernes ubetydelighed ikke har kunnet lade være at nævne dem.

Naar drenge leger, gælder det ogsaa om, at det kommer til at ligne virkeligheden mest muligt. Virkeligheden er ikke noget, der er, men en virkning, der skal skabes. Det gælder om at gaa op i legen, saa er legen virkelig. Men leg bliver den ved at være. De voksnes form for leg hedder eksperimenteren. Og legens maal er at opleve eksperimentets resultat, at føle dets virkning. Som drenge gaar op i legens roller, saadan gør ogsaa den voksne det. I gamle dage havde man et kald, nu til dags har man en rolle, der skal udfyldes, med rutine, med sagkundskab, med værdighed. Vi lever i funktionærernes og embedsmændenes tidsalder. Til det at spille sin rolle godt er knyttet den fordel, at man saa, om end i en anden betydning af ordene, kommer til at spille en rolle. Er man digter, eller har evne som digter, saa gaar man op i rollen og gennemfører den med alvor og ansvarsbevidsthed. Og har man saa ovenikøbet taget sig paa at finde den ved døden afgaaede skjulte Gud frem fra hans skjulested, ja saa gælder det om at tage rollen alvorlig. Naar man rejser ud paa landet en tid for at finde ham der, fordi han ikke har været til at finde i storbyen, saa er man ikke blot rejst paa landet, nej, man er brudt op. "Derfor brød jeg op: fordi jeg saa og ser, hvordan vi forbryder os mod livet. Hvordan de store byer knuser menneskeliv. Jeg brød op i angst ikke bare for mit eget og mine børns liv, men fordi livet i de store byer er blevet meningsløst, og fordi alting der kun tjener krigen". Se, det kan man kalde alvor, og selvfølgelig maa en saadan alvor bære lønnen i sig: Det lykkedes virkelig digteren efter dette store opbrud, hvor han for lang tid, ja maaske maaneder, hvad ved jeg, maatte forlade kone og børn og storby, det lykkedes ham at finde den skjulte Gud frem paany. Menneskeslægten og nationen kan ikke takke ham nok, og forhaabentligt faar han rigt personligt udbytte deraf. Han fortjener det for den nidkærhed og ansvarsbevidsthed, hvormed han er gaaet op i sin rolle.

Imidlertid vil jeg forlade disse lidt tilfældige antydninger og prøve at sætte det, jeg vil sige ind i den sammenhæng, det har for mig. Som bekendt er taage en skippers værste fjende, langt værre end storm og uvejr. Det forekommer mig, at der hviler en taage over vor tids mennesker, som gør, at man slet ikke kan finde dem, eller rettere, at de slet ikke selv kan finde det, de søger. Der staar man, hvis man tilfældigvis er præst, og præker og præker, begraver folk, gifter dem, snakker med dem i en uendelighed

- og saa hører de slet ikke, hvad man siger. Man gør sig alle mulige hæderlige anstrengelser for at snakke tydeligt, for at sige, hvad man mener og ikke mener

- og saa gaar de hen og opfatter det, som om man havde sagt det, de ventede man skulde sige, skønt man netop har søgt at værge sig derimod paa enhver maade. Det ytrer sig jo som regel deri, at de ikke kan forstaa, hvad man siger, d. v. s. de kan godt forstaa det, de kan bare ikke faa det til at svare til det, de synes, det skal gaa ud paa, og at det heller ikke skal det, det er det, de ikke fatter. Som jorden er omgivet af sin atmosfære, er mennesket ogsaa omgivet af sin. Vi kan ogsaa kalde det en lænke, der svinebinder mennesket, eller vi kan kalde det en tone, som ligger over menneskelivet, og som bestemmer menneskets søgen og tanker og grænser, og udenfor hvilken de ikke kan eller tør komme. Denne taage eller lænke eller tone er det, som jeg er ude efter, ikke saadan at jeg vil steds- eller indholdsfæste den, men jeg vil blot prøve paa at sprede eller sprænge den, i det mindste for mig selv, ved at trække den frem i lyset.

Lad mig prøve paa at belyse mit emne lidt nærmere ved hjælp af nogle i sig selv ret ordinære, men derfor ikke mindre aktuelle betragtninger.

Hver tid har sine ord og udtryk, der er blevet "talende" for den generation, der har skabt dem. Ofte tales der om, at sproget forfladiges, og for den, for hvem den forrige tids ord har været rige og ydende, maa det virke saadan, naar de gamle ord erstattes af nye og i formen tarveligere. Ikke des mindre har de nye ord for et nyt slægtled samme fylde, om end ofte ikke samme prægnans, som de gamle havde for deres tid. Et for vor tid karakteristisk ord, der er groet frem i de senere aar, er ordet kontakt med det kunstigt dannede verbum at kontakte. For en ny generation er det blevet et løsensord, der rummer i sig baade maal og middel for menneskeligt og borgerligt samkvem. Det gælder om at skabe kontakt saavel mellem folkeslagene som samfundsklasserne og menneske og menneske imellem. Kontakt mellem samfund og forbryder, mellem sjæleligt sunde og sjæleligt syge, mellem de behandlende og de behandlede. Ordet er som karakteristikum for vor tid meget sigende. I det ligger tidens haab om forløsning og helbredelse gemt. Mennesket er ene, paa grund af opdragelse og miljø lukket inde i snævre baase, hvis skranker det gælder om at bryde. Ordet aabner adgang for paavirkning og propaganda, giver frit løb for udfoldelse af alle tidens tekniske muligheder i retning af at behandle mennesker, gennem film og radio, gennem "sagkyndige" psykologer og socialhjælpere, gennem skole og presse. Den manglende kontakt og forstaaelse skal etableres, mennesket skal aktiveres som medarbejdende paa sin egen og samfundets "frelse" ved at dets ensomhed sønderbrydes. Mennesket skal socialiseres eller i de specielle tilfælde resocialiseres. Dette, skal vi sige: meget summariske, syn paa mennesket og tilværelsen har allerede nedfældet sig dybt i den folkelige bevidsthed. Det er som om allerede tanken paa at være et under behandling og opdragelse staaende individ for de fleste skaber en vis stimulans og tilfredsstillethed. Det er ikke, skæbnesvangert nok, foruroligelse over at være et til sagkyndige overgivet eksemplar, der fylder mennesker, det er ikke ængstelse over at være indlagt til behandling og opdragelse hos eksperter, men tværtimod en følelse af tryghed ved at vide sig i gode hænder. Det er disse gode hænder, jeg er ude for at jage. Det er det moderne menneskes mytologi, saadan som enhver støder paa den, blot han aabner en avis, der skal drøftes, ikke i den forstand, at den skal analyseres og systematiseres, men i den forstand, at det skal gøres til genstand for overvejelse, hvorledes den er opstaaet, og hvem der kan siges at være ansvarlig for den, ikke historisk, men ganske konkret: Hvem hviler den paa, og hvorfor hviler den paa vedkommende. Anderledes sagt: Hvem er de toneangivende, og hvorfor er de det? En kæde er ikke stærkere end dens svageste led, og den tilsyneladende saa stærke kæde, der lænkebinder det moderne menneske, maa vel ogsaa have sit svage led. Lim er et bindemiddel uden bærekraft. Lav en bro ved at lime planke til planke, og den kan se god og tryg ud, men træd ud på den, og den vil bryde sammen. Den moderne mytologi er som saadan en bro. Da profeten skulde skildre herrens frygtelige dom over sit folk, saa skildrede han en tid, hvor drenge var givet folket som øverster, hvor drengekaadhed herskede, og den lim, som binder vor tids bro sammen er, at drenge er blevet folkets dommere, at undermaalere er blevet toneangivende, at den saakaldte sagkundskab, paa hvilken der lægges saa stor vægt og kostes saa mange penge, mangler den eneste virkelige sagkundskab, der gælder. Det turde være vigtigere at spørge efter, hvad livet er, før man begynder at behandle det, end straks at fare til med medicin og opdragelse, men dette spørgsmaal stilles ikke. Livet er, hvad det bliver gjort til, det er recepten for nutiden. Og i en vis forstand er det jo rigtigt. Livet er ingen fast størrelse i sig selv, det ejer ingen evig eller guddommelig form, hvorefter enhver skal dannes. Livet er, hvad det gøres til. Men netop deri ligger ogsaa risikoen, som gør, at enhver anser det for sin opgave at give livet, hvad det mangler: Den faste form og den faste norm. Her er punktet, hvor der skal springes. Livet er, hvad det gøres til, det betyder ikke: saa meget kan det blive til, men: saa lidt er det. De toneangivendes kendetegn er, at de vil gøre livet til noget, til bestyrkelse for sig selv og ved hjælp af de andre som opgaven vil de fastlægge tonen, finde melodien. Saaledes gør de livet til noget andet end det er, de gør det til noget der, hvor det intet er, og hvor det er noget, gør de det til intet.

Enhver, der har den mindste smule fornemmelse af, hvad der rører sig og bor blandt mennesker, vil vide, at den grundopfattelse, hvorudfra alt maales og vejes, er den , at der siden gamle dage er sket en udvikling, om ikke til det bedre saa til det klogere. Fra alle tilværelsens gadehjørner, begyndende med de 7-aarige i skolen, indpodes det, at den verden, børnene er født ind i, er en verden i udvikling, trin for trin er menneskeheden gaaet frem til mere orden, mere harmoni, mere lykke, mere herredømme over naturen. Beviserne ligger lige for. Hvad formaar man ikke nu, som man ikke formaaede før? Alt det, som man i gamle dage troede paa, er afløst af nutidens sikre viden og fremskredne oplysning. Videnskabens resultater har afløst religionens fordomme, og det er netop videnskabens inderste maal: at afløse det forældede med det tidssvarende, det falske med det sande, det foreløbige med det evige. Hermed er kæden dannet, som binder det moderne menneske. Der gaar ikke en dag, hvor man ikke støder paa den. Der var en tid, da teologien var videnskabens dronning, og skulde det have nogen mening, maa det vel have været den, at spørgsmaalet om livet er det første; nu ved enhver gymnasiast, at teologien er det modsatte, at den blot lever af den øvrige videnskabs naade. Videnskaben gør nytte, hvad gør teologien? Videnskaben gør fremskridt, hvad gør teologien? Dette er den kæde, som usynligt, men haandfast har bundet det moderne menneske. Mennesket er født ind i en udvikling, og dets opgave er ikke at stampe mod brodden, men at tage del i udviklingen, at være en lille sten i det store menneskehedens hus, der skal bygges op, hvor mennesket skal udfolde sig frit, uhæmmet af alle snærende baand. Hvem ser, at netop dette er i sig selv mere end et baand, at det er en kæde, saa tung og saa smertende at bære, at den langsomt og knusende overskærer alt det, der bringer netop frihed og glæde ind i livet? Dette grundlæggende forhold til livet svarer til fuldkommenhed til jødernes lov, den, der ifølge Paulus vel er baade retfærdig og hellig og god, men som dog dræber. Almindeligvis betragtes udviklingen under det synspunkt, at videnskaben har frigjort sig fra teologiens førerskab og afkastet dens middelalderlige aag. Jeg tror, at det er baade mere saglig rigtigt og mere frugtbart at vende det om og fastslaa, at teologien, vel at mærke den daarlige og falske teologi, den, der anser det for sit maal at sætte love og normer for menneskelivet i Guds navn, at teologien, netop i dens middelalderlige skikkelse, har sejret blankt over hele linien, at hele videnskaben er blevet til slet teologi. Det moderne menneske er saaledes blevet bundet paa hænder og fødder, saa at baandene kan spores over alt. Daglig støder man paa dem. Vel er der sket en vældig udvikling, men i anden forstand er der ingen sket, idet hele forskellen mellem fortid og nutid er den, at før var al videnskab ogsaa af navn teologi, nu er den det blot af gavn, til gengæld om muligt mere grundigt og mere tyngende. Det er min anklage imod vor tids toneangivende, at de ikke ser det, og fordi de ikke ser det, men tror, at opgøret med teologien er et rent historisk og ikke et personligt anliggende, og det ganske uanset hvilke fag de dyrker som deres speciale, kalder jeg dem for undermaalere. Men det, som jeg har sat mig til opgave, er ikke videre at underbygge denne anklage, som jeg ganske roligt og uden blinken gaar ind for, men derimod at undersøge, hvorfor og hvordan det kan gaa til, hvad der rent menneskeligt ligger bag.

For at gribe en tilfældig begyndelse: Det har altid været mig en kilde til megen undren og meget mismod at se, hvordan unge mennesker vælger deres studier. Alle de fag, der paa en eller anden maade er nyttige, hvilket tillige altid indeholder den praktiske følge, at de kaster gode indtægter af sig, men som tillige er problemløse i den forstand, at forudsætningen for faget er givet, saa at al det saakaldte videnskabelige i faget blot drejer sig om bedre metoder og nye resultater, kort sagt de fag, hvor videnskaben er blevet til haandværk, de er paa forhaand favoriserede, det ligger i luften, men de fag, som ingen saakaldt praktisk nytte gør, fordi i dem er alt under debat, fordi i dem er det selve forudsætningerne, der røres ved, de er foragtede blandt de unge, der saaledes altfor tydeligt røber, hvor veloplærte og veltillærte de er, for ikke at bruge den rette betegnelse: vildledte. Gud bevare min tunge: De allerfleste af disse unge vælger selvfølgeligt ikke alene under hensyn til indtægterne, nej, de ved at samfundet kræver dygtigheder i alle fag, at de er skyldige at yde deres bedste til gengæld for, hvad samfundet yder dem. Og ethvert fag er jo "interessant" og byder paa opgaver i retning af nye fremskridt. Men for at naa til fremskridt er der visse forudsætninger, der maa være givne, nemlig dem, der skal bygges videre paa. Livet stiller sine krav, og de maa honoreres, og et at de vigtigste er det ikke at drøfte nytteløse spørgsmaal, som aldrig vil kunne besvares endegyldigt. At gøre det kaldes at være gold teoretiker. Dette er de toneangivendes grundteori. Der er derfor visse ting, man ikke taler om, naar den gode tone skal bevares. Blandt disse er indtægter og fortjenester. Det vilde for eksempel være ganske uhørt uforskammet og formasteligt, ja perfidt, hvis man vilde antyde, hvad jeg derfor heller ikke tør, at de mange brave arkitekter, der saa rørende og med saa brændende en social forstaaelse gaar ind for sanering af Vesterbros slumejendomme, at de derved tillige kommer til at sikre sig eller standen godt byggearbejde igennem mange aar. Ligeledes er det utilgiveligt at tale om, at de mange, der ved hjælp af psykologi, socialrådgivning og mange andre næstekærlige opgaver, herunder helbredelse af afsporede individer, derved kommer til at sikre sig ikke et blot et erhverv paa de ringestes nød, men tillige den tilfredsstillelse at være i de forreste rækker, hvor fremskridtet bygges og de gode gerninger ydes. Der er visse ting, som de toneangivende ikke taler om. Hvorfor? Fordi det er nytteløst og vil bryde tonens fælles solidaritet, dens gensidige stiltiende overenskomst. At tale derom kaldes usolidarisk og ukærligt. Herregud, vi skal jo alle leve, og det bliver kun teoritiseren, hvis man vil tage saa haandfast og saa alvorligt paa tingene. Derfor turde der vist ikke være nogen synderlig grund til at tage tidens store ord og planer alt for højtideligt. Nye stillinger oprettes, nye institutioner opstaar, det er det behagelige ved de nyttige fag, at der ligger lønnen altid lige for, nemlig i nytten, og hvad den er værd. Min paastand er: at minde herom er ikke gold teoritiseren, men det modsatte, det er virkelighed, og hvor den side af sagen springes over eller modificeres, der teoritiserer man, hvor praktisk man end er.

Dette er tonen, der ligger over menneskelivet, at der er grænser for, hvad man taler eller kommer ind paa, og der skal ikke mindst være grænser for, hvad præster taler om eller røber kendskab til. Saa svigter de deres opgave: at trøste folket. Men lad os med hensyn til tonen gaa endnu et skridt videre.

Digteren Goldschmidt, om hvem selv Kierkegaard skrev, at der i ham var endog et ikke ubetydeligt talent, har engang skrevet en novelle ved navn "gift". Heri skildrer han, hvordan en fremmed tone som en gift lægger sig ind i et menneskes sjæl. Et barn, en 13-aarig pige var vænnet til at færdes i den, lad os kalde den: kælne, atmosfære paa en nabogaard. "Hun havde der mødt de fine herrer fra København, og de havde syntes godt om det lille kjønne pigebarn og snakket og spøgt med hende, ladet hende synge for dem og rost hendes stemme, strøget hende om haaret og om kinden og smilende lovet hende, at naar hun skyndte sig at blive voksen, skulde hun blive en rigtig dame. Der er en gift i den slags kærtegn, smil og tale, selv om intet ord er usædeligt eller ingen berøring gaar ud over det tilladelige. Der er i luften en varm, forrædersk aande, som meddeler sig barnets sind, uden at det har anelse derom - jo, det har endogsaa anelse. Det fortier den slags samtaler, det betroer ikke let nogen det velbehag, den fornøjelse det har deraf, det faar en hemmelighed at bære paa, men ved rigtignok ikke hemmelighedens udstrækning. Saadan gik det idetmindste hende, den trettenaarige". Novellen skildrer, hvorledes denne kælne stemning, da hun efter 20 aars slidsomt, men lykkeligt ægteskab atter møder den i selskabslivet, besætter hende, skiller hende fra mand og børn, og da det gaar op for hende, hvad der er sket, driver hende til selvmord. Goldschmidt peger her paa noget centralt og virkeligt. Kælenhedens genspejling af sig selv i andre mennesker, stemningens beruselse i samværet med og i forholdet til andre. Eller for at sige det rent ud: Det erotiskes magt. Den uhyggeligste, ja mest djævelske skildring, jeg nogensinde har set af dette, er Jakob Knudsens digteriske roman "Varulven". Heri skildrer han, hvorledes et menneske bruger et andet menneske til næring for sig selv, under skin af omsorg tilintetgør han den andens personlighed og selvstændighed for at spejle sig selv i sin magt over ham, en snylter og parasit, der ikke lever sit eget liv, men lever ganske bogstaveligt af andre. Saadan lyder i Jakob Knudsens skildring det livstrætte overklassemenneskes drøm:

Nej - kunde jeg blot finde
et andet menneske,
ungt, friskt - en yngling,
som levede sit liv for første gang,
og leved det af al sin sjæl!
Og kunde jeg saa faa ham til at aabne
sin sjæl, sit hjerte for mig,
saa jeg fik lov at føle
umiddelbart
alt, hvad der strømmed, brused, bæved i ham -
føle umiddelbart hans savn og længsel,
hans higen og hans haab, hans angst og spænding,
hans gryende beg j er, hans elskovs jubel,
hans skuffelse, hans raseri mod hende -
ydmygelsen, fortvivlelsen,
tomheden og hans lykkes død,
den store fælles undergang! - -
Ja, - deri var der lindring -
for nogen tid i hvert fald.
Aldrig har jeg saa tydeligt følt
som nu i dette øjeblik, -
og heller aldrig følt saa klart som nu,
at ogsaa det er umuligt! -
Hvem turde aabne
sin sjæl saaledes
for noget andet menneske?
Vi tør jo ej engang
aabne os ubekymret for os selv! - -
Men - hvis han fandtes! hvis han fandtes!
Jeg skulde nyde hvert et pulsslag
af blodet i hans aarer, hvert hans aandedrag,
hver dirren af hans nerver, -
jeg skulde drikke
hans friske hjerteblod, -
ah - øde, æde, sluge,
tilintetgøre ham!

Jeg kan ikke gøre for det, men jeg kommer til at tænke paa Varulven, hvergang jeg støder paa den moderne videnskabs præster, alle disse psykologer og sociologer, alle disse det moderne menneskes tjenstvillige sjælesørgere og toneangivende, der videnskabeligt og metodisk vil frelse deres medmennesker ved at skabe kontakt, hjælpe dem, hedder det vist. Jeg kan ikke gøre for det, men de synes mig snyltere og parasitter paa menneskeslægten, og mennesker strømmer til for at lade sig frelse og aner ikke, at de er ofre. Giften dryppes ind i folkesjælen, draabe for draabe, og saaledes lægger tonen sig over menneskelivet, den uigennemtrængelige taage, kæden, der slavebinder og driver til død. Livstrætte mænds forfængelighed, bange mænd og kvinder, der frygter virkeligheden, og som i deres frygt lever i et haab om en ny og bedre, en harmonisk og ordentlig og lykkelig verden.

Saa langt kom jeg, og saa saa jeg dem for mig, disse brave og kloge, velmenende og velvillige mennesker, saa dem enkeltvis for mig, og hvad saa jeg. Lutter rare og tilfredse ansigter. Ikke en af dem anede, hvad deres gerning og deres tone inderst inde rummede. Ikke en af dem følte sig, ikke engang antydningsvist, ramt. Tværtimod. For var det ikke det samme, ogsaa de kæmper imod? Det var jo det sygelige, det unormale, det abnorme, jeg havde skildret, det, som ogsaa de vil udrense og helbrede fra. Jeg saa ind i deres troskyldige øjne, og ikke en af dem tvivlede om sin egen sundhed og normalitet. Og jeg sagde til mig selv: toneangivende undermaalere, og jeg gentog profetens ord: Jeg giver dem drenge til øverster, drengekaadhed skal herske over dem. Og jeg mindedes Raskolnikov i straffelejren, da han endnu var uden anger, da det blot at leve ikke var ham nok, men livet skulde have et højere sigte, og jeg mindedes drømmen, han drømte:

"Det forekom ham, at den hele verden var fordømt til at falde som offer for en forfærdelig ubekendt pest, en pest, der var kommet fra Asien og vilde udbrede sig over hele Europa. Alle med undtagelse af nogle ganske faa udvalgte skulde omkomme. Der skulde vise sig en ganske egen ny art af trikiner, af mikroskopiske dyr, der kapslede sig ind i menneskets krop. Men disse skabninger var aander, væsener, begavet med vilje og fornuft. De smittede mennesker blev øjeblikkelig ligesom besatte og vanvittige. Men aldrig og ingensinde ansaa mennesker sig for saa vise og var saa gennemtrængte af tillid til deres overbevisningers sandhed som al den tid, de havde pesten. Aldrig nogensinde havde de holdt deres domme, resultaterne af deres videnskab, deres moralske overbevisninger og deres troslærdomme for saa ufejlbare og urokkelige. Hele landsbyer, stæder og folk blev pestsyge og vanvittige. Der raadede almindelig ophidselse, og ingen forstod den anden. Enhver troede, at han alene var i besiddelse af sandheden, og alle slog de sig for deres bryst, græd og vred hænderne i smerte, naar de saa paa andre. Man vidste ikke mere, hvem man skulde dømme eller hvorledes, man kunde ikke mere komme til enighed om begreberne godt og ondt, man vidste ikke, hvem man skulde dømme og hvem frikende. I vanvittig ondskab begyndte menneskene at slaa hverandre ihjel. Man gik løs paa hinanden i hele armeer, men allerede under marchen overfaldt de enkelte dele af disse armeer hinanden indbyrdes og sønderflængede hinanden. Rækkerne løste sig op, og de tidligere forbundne krigere nedkæmpede hinanden gensidigt, stak og huggede til hinanden, bed hinanden ihjel og aad hinanden op. I byerne slog man alarm hele dagen, alle blev de opraabt til fremmøde, men hvem der havde raabt og hvorfor, vidste ingen, men alle var de ophidsede. De mest almindelige haandværk blev forladt, for alle havde de nye tanker, nye ideer, nye forbedringer at foreslaa, men der var ingen, som kunde komme til forstaaelse med sin sidemand. Landbruget blev fuldstændig sat til side. Her og der løb mennesker sammen i flokke, forenede sig til et eller andet formaal, svor aldrig at skilles - men begyndte straks paa noget andet end, hvad de netop havde besluttet, anklagede hinanden gensidigt, pryglede og myrdede hinanden. Der opstod ildebrande, hungersnød begyndte at rase, alting gik til grunde. Pesten udbredte sig mere og mere og drog videre og videre uden ophør. Der var paa jorden bare nogle faa mennesker, som - rent undtagelsesvis - blev reddede, det var de rene og udvalgte, og deres bestemmelse var at grunde en ny menneskeslægt og et nyt liv, atter befolke og rense jorden. Men ingen havde set disse mennesker, de var intetsteds at finde, ingen havde hørt deres røst og fornummet deres tale."