Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1991, s.9+18-19.

I et interview i Berlingske Tidende 9. november 1990 får Højesterets nye præsident, Niels Pontoppidan, lejlighed til at præsentere et syn på sin embedsopgave, som må forekomme lidet egnet til at udvirke, hvad han igennem denne opgaves løsning ønsker sig, nemlig at befæste borgernes tillid til Højesteret.

Offentligheden får i interviewet at vide af den nye præsident for landets højeste domstol, at "der er allerede idag en tendens til, at Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg spiller en mere dynamisk, en mere retspolitisk rolle i forhold til de principper, der er nedlagt i konventionen, og da menneskerettighedsspørgsmålet får øget aktualitet og påberåbes for danske domstole af flere og flere, kan Menneskerettighedsdomstolens arbejde føre til, at der også i det danske domstolsvæsen må sættes mere fokus på det retspolitiske".

Når retspolitik er anvendt retssociologi eller retsteknik - "en kunst, en færdighed, hvor resultatets værdi måles derved, at det faktisk accepteres af andre, især de magthavende, som den beslutning, der bedst harmonerer med alle dominerende indstillinger og operative opfattelser" (Alf Ross) - må dette indebære, at Højesteret skal engagere sig i samfundets liv på det politiskes og sociales plan. Højesteret skal med andre ord ikke bare have dømmende, men også del i den lovgivende magt for dermed at være med til at omdanne samfundet. Men dette kan ingen domstol have, uden at det går ud over dens uafhængighed og uvildighed. Den observerede politiske tendens i samfundets liv, den flertalsret, som Højesteret måtte anse for at repræsentere den politiske og sociale udvikling, fordi den i øjeblikket ser ud til at være sejrende, kan ikke undgå at komme til at influere på de kendelser, som dommerne afsiger. Ja, den skal ligefrem influere derpå, såfremt "udviklingens" interesser skal tilgodeses. Og hvor retten således i nogen måde bliver identificeret med, hvad flertallet mener og bestemmer; eller hvad udviklingen gerne skulle føre med sig - selv om man omhyggeligt undgår direkte at definere retten - hvor er så retten blevet af? Har Højesteret ikke dermed savet den gren af, som den selv skal sidde på, nemlig folkets tro på, at der dog er noget, som hedder ret, og som vel at mærke ikke bare er ord, men virkelighed.

Højesterets nye præsident klarer dette let og ubesværet ved tilsyneladende ikke at se det eller også ved bevidst ikke at ville sige noget om, hvad ret er. "Ret er ikke et entydigt begreb", siger han. "Siden 1937 er det i danske domme klart markeret, at dommere ud fra samme juridiske grundlag kan have forskellige opfattelser, at ret altså er en relativ ting. Det er kun godt, at folk kan se, at også dommere kan have forskellige meninger, og at retten ikke findes … Da dommere også følger med i livet, er vi ikke nødvendigvis enige om, hvad f.eks. begrebet "retsbevidsthed" dækker over - og måske er det særlig svært at definere i nutidens pluralistiske samfund, hvor opfattelserne af, hvad der er ret og uret varierer stærkt".

Nogen videre nidkærhed for, at ret kan råde i landet, synes sådanne ord ikke at vidne om. Af respekt for pluralismen i samfundet lader de på det nærmeste ret og uret gælde lige. Men højesteretspræsidentens interesse for at virke moderne og livsnær tillader ham ikke at følge så meget med i livet, at han er klar over, at det, han her siger, ikke er andet, end hvad de fleste mennesker i forvejen ved eller tænker, og at det netop er for at kunne klare at leve i en verden, hvor retten ikke er noget videre til, at borgerne overhovedet har brug for retsvæsen og dommere. Den nytte, de kan have af et retsvæsen, der blot bekræfter dem i den viden om, at retten ikke er til, som de i forvejen har, er ikke så let at få øje på.

På spørgsmålet om, hvad der er den store udfordring til præsidentembedet og Højesteret i de kommende år, svarer Niels Pontoppidan: "Jeg har ingen visioner om andet, end at Højesteret stadig kan indgå som led i retsudviklingen på en måde, som forhåbentlig kan aftvinge sig respekt". Et led i retsudviklingen, som kan aftvinge sig respekt! Ja, det skal historien nok sørge for, at højesteret bliver, hvis denne domstol ellers fortjener det. Men det er dog vist ikke noget, som Højesteret selv kan eller skal sørge for. Meget snarere har Højesterets dommere i al beskedenhed et ansvar for, at der råder lov og ret i landet, og en pligt til at gøre, hvad de kan, for at uretten og lovløsheden ikke skal blive alenerådende i folkets liv. Den opgave er i sin jordbundethed så stor, at der næppe bliver tid til overs for domstolenes embedsmænd til også at skulle sørge for retsudviklingen, som de alligevel ingen indflydelse kan have på, og som ingen har bedt dem om at tage sig af. Og det bliver med sikkerhed ikke ved at tage sig af retsudviklingen i stedet for retten, at Højesteret aftvinger sig folkets respekt. Tværtimod.

"Højesteret må ikke ende som principdomstol. Vi skal også være borgernes garant mod f.eks. administrativ og politisk magtfordrejning og derigennem opnå borgernes tillid. Jeg vil gøre mit til, at denne tillid befæstes", siger præsidenten. Hvordan Højesteret kan være en sådan garant, når ingen i den ved, hvad ret er, og retten end ikke er til, og når det tillige gælder, at dommernes synspunkter findes i dommene og kun deri, og man i den forbindelse betænker, hvilke vanskeligheder - man tænke her f.eks. på dommene i HT-sagen og Max-Blicher-Hansen-sagen - der kan være forbundet med overhovedet at finde noget synspunkt udtrykt deri, som ikke ligesom oldtidens dunkle orakelsvar lige så godt kan være udtryk for det modsatte, hvordan Højesteret under disse vilkår kan være en sådan garant, er ikke let at se. Det bliver man nødt til at overlade til Højesteret selv at finde ud af. Men man kan befrygte, at det, som Højesteret således finder ud af, ikke vil virke synderlig tillidsbefæstende, især når man i forvejen er blevet belært om, at dommere ud fra samme juridiske grundlag kan komme til forskellige opfattelser, og derfor må tænke, at dette sidste også må gælde opfattelsen af, hvad ordet "garant" betyder - naturligvis forudsat, at det er meningen, at det skal betyde noget som helst.

Står vi ikke her igen overfor et forsøg fra Højesterets side på at være, hvad den ikke kan være? Og er det ikke derfor, at denne domstol føler ubehag ved at nøjes med at være "principdomstol"?

At føre den såkaldte retsrealistiske tale og sige, at retten er i dommene og kun i dem, er at sige ingenting, i hvert fald ingenting hvad ret betræffer. Eller - hvad der er det samme på en anden måde - det er at indføre et dommersværmeri, der forguder dommeren ved at løfte ham og hans gerning op over de vilkår, hvorunder resten af menneskeslægten må leve, hvorved man kommer til at afskaffe retten og erstatte den med vilkårlighed. Det er derfor på høje tid, at der i dette land kommer gang i tænkningen over, hvad ret overhovedet er og kan være. Når de ledende jurister ikke synes at have synderlig travlt med at yde noget ordentligt bidrag hertil - eller også ikke ønsker at yde et sådant bidrag, for det kan selvfølgelig godt tænkes at kunne komme til at gå ud over karrieremulighederne at forsøge på sligt - og da der ikke kan være ret i landet, uden at der til stadighed bliver arbejdet på, at der må være det, og tænkt over, hvad det vil sige, at der er det, så må andre gøre dette nødvendige arbejde. Stiltiende at være vidne til, at landets domstole, anført af Højesterets præsident, lader sig distrahere fra ordentlig tænkning over retsproblemet, hvorved det hele retsvæsen kommer til at bevæge sig henimod at blive et kalket monument på rettens grav, det kan ingen ansvarsbevidst borger være, som ser dette ske for sine øjne.

For dér, hvor retten går i opløsning og forsvinder, dér går også land og folk, dér går mennesket i opløsning. Med lov skal man land bygge. For i lovens fordring - ikke i de domme, der de facto afsiges, ikke i magtens sanktioner; ikke i dens monopoliserede, fysiske tvang imod person - ligger rettens begrundelse og dens styrke.