Af Søren Krarup, Tidehverv, 1992, s.98-104.

Søren Kierkegaard er i udpræget grad dansk forfatter, barn af den egentlige tale og tradition i vort åndsliv. Men toneangivende kræfter i hans kulturelle eftertid har systematisk og med held forfalsket hans anliggende og forfatterskab. Bl.a. derfor er det danske folk blevet åndelig hjemløst.

I min studentertid, i efteråret 1961, var jeg deltager i et møde i Studenterforeningen i København, hvor Danmarks forhold til det europæiske Fællesmarked skulle diskuteres.
Romtraktaten var jo blevet underskrevet i 1957 af de såkaldte Seks, og spørgsmålet var nu, om Danmark skulle søge sammen med disse seks centraleuropæiske magter eller om man i stedet skulle alliere sig med det såkaldte frihandelsområde. Tilsyneladende et politisk spørgsmål. Men jo i virkeligheden et folkeligt, kulturelt, ja teologisk spørgsmål, fordi baggrunden for Romtraktaten ubestrideligt var ideen om eet, forenet Europa, der "uden ophør gøres stadigt snævrere", som det hedder i Romtraktatens forord, og hvis realitet derfor var en tilbagevenden til Europa før reformationen, til det hellige, katolske Europa, hvorfor det var sagligt rigtigt, når dette Europas grundlov hed Romtraktaten.
Var Danmarks deltagelse i et sådant Europa ønskelig? Det var emnet for mødet i den københavnske Studenterforening, og som indleder havde man inviteret den daværende danske ambassadør i Paris, Eyvind Bartels, en mildt sagt arrogant, francofil herre.

Jeg husker hans nedgørende gennemgang af dansk tradition og kultur. Han var ikke nogen udpræget beundrer af sit fædrelands åndelige arv. Med let snøvlende diktion reducerede han dansk åndsliv og folkeliv til noget meget småt og tilbagestående, og da en forsigtig student søgte at gøre indvendinger og pegede på Søren Kierkegaard som en dansk forfatter, der dog blev betragtet med en vis respekt af selv det store udland, slog Eyvind Bartels en hånlatter op. Søren Kierkegaard! udråbte han. Men Søren Kierkegaards forfatterskab og tænkning er overhovedet ikke at betragte som dansk!

Studenten satte sig knust ned på sin stol og vi andre dukkede beskæmmet vore hoveder - men påstanden har siden rumsteret i min bevidsthed. Jeg har i de mellemliggende år søgt at dokumentere, at den er forkert. Jeg har fra tid til anden villet godtgøre, at Eyvind Bartels ikke har ret. Men det slår mig mere og mere, at han ikke blot har uret, men at han direkte har sagt det modsatte af sandheden, eftersom Søren Kierkegaard netop er dansk i hele sit forfatterskabs indhold og sammenhæng med den afgørende linie i dansk åndsliv. Han er for så vidt ikke den store ener. Men han er et barn af den åndelige tradition, der med kristendommen som udgangspunkt satte dette at være hin enkelte ansvarlige som menneskets opgave.

Og Eyvind Bartels påstand, der jo ikke er uden fortilfælde, er derfor udtryk for en forfalskning af ikke blot dansk åndslivs karakter, men også af Søren Kierkegaard.
Det er dette, jeg vil søge at påvise.

Sandhed eller succes
Hosekræmmerens Søn - sådan hed den bog, som Sten Vedstesen og Anders Kingo udgav for nogle år siden om Søren Kierkegaard. Den havde undertitlen: En enfoldig bog om Søren Kierkegaard - eller en bog om den enfoldige Søren Kierkegaard. Og begge dele, både understregningen af ham som hosekræmmerens søn og som den enfoldige, siger noget afgørende. Søren Aabye Kierkegaard var søn af Michael Pedersen Kierkegaard, forhen hosekræmmer her i byen, som det hedder i begyndelsen af de opbyggelige taler, Søren Kierkegaard helligede mindet om sin far, og fordi han var denne hosekræmmers søn, var han den enfoldige, som kun ville eet eller som vidste, at han skulle eet. Han har selv i et lille skrift "Om min Forfattervirksomhed" skrevet, at forfatterskabets bevægelse og dermed hans egen bevægelse har været denne: at nå, at komme til enfoldighed - og at være enfoldig er jo at være samlet om eet: om det ene fornødne. Hvad dette var, vidste han fra sin far. Det var at tro på Gud og elske næsten. Denne enfoldige kristelige besked om det ene fornødne for et menneske havde Michael Pedersen Kierkegaard overgivet sin yngste søn, ikke blot i sine ord, men også ved sit eksempel, og Søren Kierkegaard vidste godt, at jeg tror på Gud, fordi min far har sagt det. Tilværelsen drejede sig da ikke om at få succes. Den drejede sig om at være af sandhed. Den gamle Kierkegaard havde opgivet sine indbringende forretninger på et tidligt tidspunkt for at beskæftige sig med det væsentligere: hvad det er at være menneske eller være et sandt menneske, og denne foragt for det ydre og indbringende blev også Søren Kierkegaards arv fra dette hjem. Penge, ære og gods er kun det ydre, men et menneskes liv og forpligtelse drejer sig om det indre: om at skulle. Skulle hvad? Ja netop: at skulle tro Gud og elske næsten, som Vorherre har lært os det og som hosekræmmeren lærte sin søn det. Derfor levede Søren Kierkegaard sit liv under bestemmelsen: Du skal! Derfor var hans livs og forfatterskabs bevægelse at nå, at komme til enfoldighed. Og derfor er det i forhold til bestemmelsen sandhed i stedet for til bestemmelsen succes, at han lever og tænker og skriver.

Denne forskel på sandhed og succes er ikke uvæsentlig, for i en vis forstand er det den, der trækker den afgørende skillelinie i dansk åndsliv. Det egentlige er her kendetegnet af fordringen om at være af sandhed. Det vil sige, at det egentlige i dansk åndsliv er bestemt af kristendommen, som stiller denne fordring til den enkelte. Interessen i at få succes og dermed at forstå sig selv i forhold til det ydre, ikke det indre er senere som vi skal se, selv om den i dag er blevet toneangivende synsvinkel, og den er da bevidst antikristelig. Den siger samfund, hvor den oprindelige linie i dansk åndsliv siger sjæl.
Den siger udvikling, hvor det oprindeligt hedder inderlighed. Den siger politik, hvor Søren Kierkegaard siger etik eller kærlighed til næsten. Den nyere, samfundsorienterede, udviklingsdyrkende, politiserende linie i dansk åndsliv er netop et forhold til begrebet succes, men dansk åndsliv er rettelig formet over forholdet til begrebet sandhed, og det er som et led af denne åndstradition i Danmark, at Søren Kierkegaard ikke er fremmed for, men hjemmehørende i dansk åndsliv.

Poul Møller
Nogle karakteristiske eksempler:
Den person, der næst efter faderen kom til at påvirke Søren Kierkegaard mest, er vistnok Poul Martin Møller. Der findes vidnesbyrd i Kierkegaards papirer om det discipelforhold, han stod i til Poul Møller - bl.a. den lille optegnelse fra 2. april 1838, hvor Søren Kierkegaard skriver følgende en lille måned efter Poul Møllers død: "Jeg var henne at høre Nielsen fremsige: "Glæde over Danmark"; men jeg blev så besynderlig grebet af de ord: erindrer I den vidt forrejste mand - ja, nu er han vidt forrejst - men jeg i det mindste skal nok mindes ham". Det svarer til, at Poul Møller på dødslejet sendte flere hilsener til "den lille Kierkegaard". De havde mødt hinanden som professor og student, hvor Poul Møller var professor i filosofi ved Københavns universitet og Søren Kierkegaard var blevet student i 1830, og i Poul Møllers sidste år havde de omgåedes næsten dagligt, og den da usikre, gærende Søren Kierkegaard havde modtaget stærke indtryk af Poul Møller, hans tanker og hans personlighed, for det var ikke mindst i kraft af sin personligheds ægthed, Poul Møller prægede sine samtidige.
Og derved er allerede sagt noget om Poul Møllers tænkning eller filosofiske anskuelse, for det karakteristiske ved ham var en dyb foragt for den filosofi, der kun var tænkning. Personligheden skulle med. Eller der skulle være overensstemmelse mellem tanke og person. Datidens store filosof var jo den tyske professor Friedrich Hegel, professor i Berlin, som i sin spekulative og systematiske tænkning dannede skole i Europa og skabte sig et omfattende følge af disciple og eftersnakkere, som udbredte dette verdenshistoriske, totale "system", men selv om Poul Møller som alle andre havde været betaget af Hegel, blev han karakteristisk nok stadigt mere kritisk over for ham - netop fordi "tænkning" er for lidt. Man kan jo tænke sig til alt. Det gjorde Hegel. Han tænkte himmel og jord, Gud og djævel, liv og død sammen i sit totale system. Men hvad med tænkeren selv? Eller skulle hans tænkning ikke have et oprigtigt, personligt forhold til ham selv og hans eget liv?

Poul Møller er mest kendt ved de fragmenter, han efterlod - også fordi han var et distræt og rodet hoved, der brugte sine manuskripter til at pakke sild og pølse ind i eller glemte dem på de underligste steder, men hans fragmentariske forfatterskab giver tydelige vidnesbyrd om den holdning, der i stigende grad gjorde ham kritisk over for Hegel. Ikke blot det klassiske lille stykke om "Qvindelighed", hvor han fortæller om sin kusine, den sværmeriske pige, der drømmer om at lide for en stor sag eller dø for menneskeheden, men som ikke kan nedlade sig til at gnide sin gamle, syge moster på ryggen med en flonelsklud for hendes gigt. "Min ven! svarede hun. Du begriber ikke, hvor slige smålige sysler er mig modbydelige. Den slags selvovervindelse, som så liden en kærlighedsgerning forudsætter, falder det mig svært at nedlade mig til. Jeg kan trods nogen fornægte mig selv for min lidende søster og broder, men kun i det store; hvad enhver kan gøre, krymper jeg mig ved at give mig i færd med". Poul Møller fortsætter:
"Min kusine følte sig virkelig i stand til at dø for sin moster ja for næsten enhver.
Men dermed vil jeg slet ikke have sagt, at denne høje fantasi virkelig ved given lejlighed her i denne verden var blevet iværksat. Når virkelig en skiden rakkerknægt, hvis støvler lugtede af tran, med uvasket hånd og uklippede negle havde grebet hende ved det blonde hovedhår, da havde hun sikkert i tide fattet en bedre beslutning. Det var egentlig den rene forestilling: at dø for sin næste, det fine begreb, blottet for alle rå tilsætninger, der begejstrede hendes sind".

Dette er skrevet allerede i 1822, men Poul Møllers robuste sandhedskærlighed eller foragt for alt, hvad der er skabagtigt og uægte, er jo mere end tydelig, og det var i forlængelse af dette krav om at være sand også i det personlige, hans forfatterskab bevægede sig. Ikke tilfældigt blev begrebet affektation et centralt angrebspunkt for ham. At være affekteret er jo at være krukket, skabagtig, uægte, usand, og i sine sidste år samlede Poul Møller materiale til en stor afhandling om affektation. Een af de sentenser, der findes i dette materiale, lyder således: "Løgn er den poesi, som ej kommer af livet. Jo nærmere den kommer livet, jo mere sand; jo fjernere, jo mere løgn". En anden strøtanke siger: "Affektation kommer oftest af, at man ej har kraft til at lægge sig ud med verden for at vise sin personlighed sand".

Fra en mand med en sådan sans for sandhed i det personlige udgik der ikke en indflydelse, som kom i modsætning til den forståelse af, hvad det er at være menneske, som Søren Kierkegaard havde med fra sin far og sit hjem, og Søren Kierkegaard delte i 1836-37 de tanker om et direkte opgør med den hegelske filosofi, som Poul Møller gjorde sig og som kom til udtryk i hans store afhandling om "Muligheden af beviser for menneskets udødelighed". Det var nok personlighedens protest mod systemet, den eksisterendes opgør med en tænkning, der tænkte sig hen over virkelighedens forskelle og modsætninger. Men at det var i forbindelse med menneskets udødelighed, Poul Møller foretog angrebet på den spekulative filosofi, siger noget om, hvorledes det var kristendommens tale om liv og død, Gud og menneske, der i stigende grad var blevet hans udgangspunkt. At ville tænke sig til alt, er at gøre virkeligheden til intet, men kristendommen sætter et menneske til at være virkeligheden tro ved at sige: du skal! og gør dermed virkeligheden til menneskets opgave, og Poul Møllers ufuldendte opgør med Hegel er netop etikkens opgør med abstraktionen, det enkelte fordrede, ansvarlige menneskes protest mod en overjordisk, amoralsk filosofi, der ophæver det enkelte menneske og dets personlige ansvar og dermed i sidste instans gør tænkeren eller filosoffen til Gud.

Poul Møller dør 13. marts 1838. Ikke tilfældigt skriver Søren Kierkegaard 9. juli 1838 i sine papirer: "Jeg vil arbejde på at komme i et langt inderligere forhold til kristendommen". 9. august 1838 dør hans far, og hermed er Søren Kierkegaards gæring eller ungdomstid i grunden forbi, han gør sine studier færdige og indleder derefter det forfatterskab, hvis egentlige indhold var den af Gud fordrede forfatters bestræbelse på "at nå, at komme til enfoldighed".

At tro Gud og elske næsten. Og at være af sandhed i dette fordrede forhold.
Det var anliggendet. Og det slående er som sagt, at Søren Kierkegaard med dette anliggende deler forudsætninger med sin samtids danske åndsliv.

H. C. Andersen
Et andet eksempel:
Noget af det første, Kierkegaard skriver, er hans anmeldelse af H. C. Andersens roman "Kun en spillemand", hvor han angriber forfatteren for at mangle livsanskuelse og være et flæb, og dette tidlige sammenstød mellem de to har skabt en forestilling om, at de var helt forskellige og meget uenige - i hvert fald hos mig - men forskellige omstændigheder, dels tilfældig læsning i H. C. Andersens dagbøger, hvor jeg stødte på nogle af hans salmer (for H. C. Andersen skrev salmer!) og derved blev inspireret til at betragte hans eventyr i et nyt lys, dels Monica Papazus store essay i Tidehverv december 1991 om H. C. Andersen som kristen, anti-totalitær forfatter, har givet mig et ganske andet syn på de dele. H. C. Andersen var ikke den sentimentale panteist, så mange litterater vil gøre ham til. Han var heller ikke en barnlig, overfladisk sjæl. Men han var netop et kristent menneske, der vidste sig fordret og ansvarlig og som ikke kendte til anden forløsning end den, Gud skænker et menneske i syndernes forladelse - som det fremgår af hans salme fra 17. juli 1864:

Jeg har en angst som aldrig før,
som stod jeg foran dødens dør,
og måtte ind og styrte ned
i mørke og i ensomhed!
Jeg drives frem med stormens hast.
O Herre, Herre, hold mig fast!

Alt ondt i mig, det kom fra mig,
hvad godt jeg gjorde, kom fra dig;
De andres skyld jeg nok opskrev,
men ej mit eget skyldnerbrev;
Hvor har jeg for mig selv hver dag
besmykket godt min egen sag!

Jeg trædes skal af dødens hæl,
først da sig løfte kan min sjæl.
Læg Fadervor som duens blad
mig på min tunge, gør mig glad!
Har jeg ej Gud, hvad har jeg da,
når hele verden falder fra!

Det er som sagt en salme af den H. C. Andersen, hvem en del af os har betragtet som en barnlig, for ikke at sige barnagtig eventyrfortæller, og i lys heraf er der en del, man læser om igen. Eventyrene om "Skyggen", om "Klokken", om "Snedronningen" - de er ikke kun eventyr i den forstand, at de er underholdning for børn, men de er også fortællinger om godt og ondt, sandhed og løgn, og ikke udeltagende fortællinger, hvor forfatteren selv står udenfor, men meddelelse af et budskab, for så vidt forkyndelse. Den lille Gerda befrier Kay fra snedronningens onde magt, fra intellektets sataniske hovmod - ikke ved at være klogere og mere bevidstgjort, men ved at bede sit Fadervor, da ondskaben vil standse hende, og først og fremmest ved at kende det ord, som kan udfri Kay af fortryllelsen, det ord evighed. Og da de nåede tilbage fra snedronningens isnende palads, da sad "bedstemor i Guds klare solskin og læste højt af Bibelen: uden at I blive som børn, komme I ikke ind i Guds rige". Således sætter evigheden eller Gud mennesket ind i den sande menneskelighed, der består i at modtage livet som Guds gave eller i evighedens lys. Dette siger eventyret om snedronningen. Og det samme siger eventyret om klokken, hvor kirkeklokken overdøves af den moderne civilisations larm og rumlen, og hvor det er et menneskes opgave at blive sig selv, at blive voksen i forhold til den evighed, som kan overdøves, men som på een gang er selvets forudsætning og forløsning. Nej, H. C. Andersen er ikke fremmed for Søren Kierkegaards forfatterskab og anliggende, men han er fælles med ham om anliggendet, og således er de to med til at tegne den tradition i dansk åndsliv, der er den egentlige og som har været den almindelige.

Frederik Paludan-Müller
Et tredie eksempel:
Frederik Paludan-Müllers versificerede roman om "Adam Homo", nu en klassiker i dansk litteratur, er jo en dannelsesroman, der skildrer Adams opvækst, liv og død, men den glorificerer ikke hovedpersonen, selv om han har succes og når samfundets allerøverste top og får kors og bånd og stjerner på. Tværtimod fortæller Paludan-Müller om Adam Homo for at advare mod en sådan tom udvendighed og understrege, at ikke i det ydre, men i det indre, i menneskets forhold til sandheden, ligger opgaven for et menneske.

Ti bud fik jøderne - det var for mange;
thi har ej heller jøderne dem holdt.
Vi kristne fik kun to, som blot forlange,
at hjertet i vort bryst ej bliver koldt.
Men dette antal selv har gjort os bange,
og har alverden bryderi forvoldt;
Thi reduceerte man fra fordums dage
de ti og to til eet: søg at behage!

I dette bud alverden sammenstemmer;
det står med gylden skrift på hvermands port;
Den vise fader til sit barn det gemmer,
at barnet blive kan til noget stort.
Behag, min søn! så er din lykke gjort -
og sønnen ej letsindig ordet glemmer:
han vokser op og la'r sig skægget rage,
går så i verden ud, for at behage.

Men vi er ikke sat i denne verden for at få succes. Der er anden fordring over os. "Min lektie kan jeg vel til punkt og prikke/ men hvad det er at være ved jeg ikke", siger den lille Adam Homo som forfatterens tidlige antydning af, at det for et menneske gælder om ar være, ikke om at synes eller om at kunne en lektie, og i Almas skikkelse, Adam Homos forskudte ungdomskæreste, som han svigtede for at få en rig og fornem pige, der kunne befordre hans succes i samfundet, tegner Frederik Paludan-Müller modsætningen til tom og udvendig ambition. Alma er forblevet tro mod sig selv. Hun er af sandhed. Og da hun møder Adam Homo på hans dødsleje, forstår Adam for sent, at hans liv har været tomt og usandt, fordi han netop har gjort successen til sin sandhed.

Også her en understregning af mennesket som den fordrede og ansvarlige skabning. Også her en forkyndelse af, at menneskets bestemmelse ligger ikke i at udfolde og realisere sig selv og sine behov, men bestemmelsen er etisk, at være det givne liv og den konkrete næste tro som den opgave, Gud har stillet os. Poul Møller, H. C. Andersen og Frederik Paludan-Müller har kristendommen som forudsætning. Heri ligner de deres samtidige i dansk åndsliv.

Og det er som et barn af dette åndsliv Søren Kierkegaards forfatterskab udfolder sig.

Forfatterskabet
Formelt består det af to dele, dels de direkte opbyggelige skrifter, alle med dedikationen "Afdøde Michael Pedersen Kierkegaard, forhen hosekræmmer her i byen, min fader helliges disse taler", dels de pseudonyme, mere eksperimenterende skrifter, men denne deling er netop kun formel. Han siger selv, at han rakte samtiden de opbyggelige skrifter i eget navn og med højre hånd og de pseudonyme skrifter med venstre hånd, men samtiden greb efter den venstre hånd, og han siger det ikke med glæde, for de opbyggelige stod hans hjerte nærmest. Men naturligvis kan en forfatter ikke dele sig i to. Hvad Søren Kierkegaard siger direkte i den opbyggelige del, siger han indirekte i den pseudonyme del. Det hele er dog opbyggeligt i den forstand, at forfatterskabet som helhed bærer vidnesbyrd om den eksistens, han havde lært af sin far og var blevet bekræftet i af Poul Møller.

Derfor fører "Enten-Eller" fra det æstetiske over det etiske til den prædiken, hvis tema er "det opbyggelige, der ligger i den tanke, at mod Gud have vi altid uret". Derfor er "Stadier på livets vej", "Frygt og Bæven", "Philosophiske Smuler" og "Begrebet Angest" - den sidste tilegnet Poul Møller med følgende dedikation: "Afdøde professor Poul Martin Møller, græcitetens lykkelige elsker, Homers beundrer, Sokrates' medvider, Aristoles' fortolker - Danmarks glæde i glæden over Danmark, skønt "vidt forrejst" altid mindet "i den danske sommer" - min beundring, mit savn, helliges dette skrift" - alle variationer over det kristelige grundtema eller den kristne eksistens. Og derfor munder afslutningen på denne første del af forfatterskabet, "Afsluttende uvidenskabelige Efterskrift", ud i et radikalt og lidenskabeligt opgør med Hegel og den hegelske filosofi, som ophæver både hin enkeltes ansvar og virkeligheden i sit hovne, selvforgudende system (som jo i parentes bemærket er grundlaget for den marxistiske ideologi og hele den moderne sociologisk og politisk livsforståelse). Meningen er overalt sat af kristendommens forkyndelse. Meningen ligger i den fordring om at være af sandhed, personligt eller eksistentielt, som han deler med sin samtids danske åndsliv.

Men fra 1847 eller med "Kærlighedens Gerninger" skærpes holdningen i forhold til hans danske samtid og eksploderer sluttelig i kirkekampen 1854-55, hvor han lægger sig afgørende og uforsonligt ud med det toneangivende Danmark - og modsiger det ikke påstanden om hans grundlæggende fællesskab med det egentlige i dansk åndsliv? Er dette ikke et brud, som ophæver fællesskabet?

Nej tværtimod, for dette brud er han saglig set fælles med dette egentlige i dansk åndsliv om. Forholdet er, at i årene omkring enevældens ophør og demokratiets indførelse begynder den ideologisk-politiske eksistens, som samles i nationalliberalismen, at trænge en etisk-ansvarlig eksistens ud i dansk kultur og offentlighed, og derfor bliver Søren Kierkegaard mere og mere polemisk i forhold til det offentlige Danmark.

Begivenhederne i marts 1848, der betyder demokratiets kuldkastelse af det enevældige kongedømme, kalder han for "katastrofen i 48" - den katastrofe, at flertalsregimente og dermed uansvarlighed afskaffer ansvarligheden, som altid er knyttet til den enkelte og derfor uforenelig med massernes ret. Og da den ideologisk-politiske holdning trænger ind i og får magt over den kirke, hvis hele anliggende og eksistensberettigelse er forkyndelsen af hin enkeltes ansvar under Guds ord, udtrykt først og fremmest i biskop Mynsters kapitulation over for de nationalliberale og smidige, opportunistiske tilpasning til demokratiet, da kaster Søren Kierkegaard sig ud i den kirkekamp, der ender med hans død i efteråret 1855.

Men hermed er han stadigvæk i overensstemmelse med den bærende holdning i vort åndsliv. De var alle afvisende over for politiseringen, de, der ligesom han vidste sig bestemt af forholdet til sandheden fremfor til successen. Også med Grundtvig deler Søren Kierkegaard i disse år før 1848 position. De var fælles om opgøret med de nationalliberale. De var enige om at afvise demokratiet. Grundtvig var som bekendt modstander af enevældens afskaffelse. "Kongehånd og folkestemme, begge stærke, begge fri", sagde han i modsigelse af de nationalliberale politikeres krav om en forfatning. I sin bundethed til den folkelige virkelighed - ikke uden grund er det hele tiden "den menige mand", Søren Kierkegaard henvender sig til i kirkekampen - og forpligtet på kristendommen siger dansk åndslivs bærende tradition nej til ideologierne og politikerne.

Søren Kierkegaard siger det blot skarpest og mest konsekvent. Det var ligesom med Corsar-striden. Der var i midten af 1840'erne enighed blandt alle lødige om, at den moderne journalistiks indtog i landet i skikkelse af bladet Corsaren var en offentlig skændsel. Sladder, bagvaskelse og usandfærdighed blev hermed gældende norm i dansk offentlighed. Indignationen hos dem, der var vant til at stille anderledes krav til den offentlige standard, var almindelig. Men kun Søren Kierkegaard sagde offentligt fra. De andre tav. Det kostede at hævde standarden og tage opgøret med denne nye magtfaktor. Han alene turde betale prisen og sige sandheden - og hans foragt for de andres fejhed var udtalt, mens han blev forfulgt af Corsarens infame kampagne.

På samme måde med kirkekampen. Han alene turde stå fast på evangeliet. Han alene havde mod til at sige, at kristendom er ikke sentimentale ord om søndagen, men er alvor, er ånd og sandhed, er forpligtende for et menneskes hele eksistens, er efterfølgelse. Biskop Mynster, "min faders præst", hvem Søren Kierkegaard både havde set op til og set hen til, viste sig verdslig klog og kun stor som deklamator, men kristendom er ikke deklamation og verdslig klogskab. Den er et forpligtende forhold til det ubetingede. Den kræver, at mennesket træder i karakter. Kristendommen er forkyndelse af sandheden, men sandheden kan der ikke stemmes om. Den kan kun adlydes.

Det gjorde Søren Kierkegaard, da kirken blev demokratiseret til helt ind i sit budskab, og deraf kirkekampen. Den er i sit væsen af samme art som opgøret med Hegel og de nationalliberale. Den er kun en konsekvens af det, der er dansk åndslivs egentlige fundament.

Fra begyndelsen til enden er der sammenhæng i Søren Kierkegaards liv og forfatterskab.

Forfalskningen
Men da det blev demokratiet og politiseringen, der sejrede i Danmark, blev der en offentlig interesse i at bortforklare og for så vidt forfalske hans forfatterskab. Denne store ånd og efterhånden verdensberømte forfatter måtte ikke sige, hvad han sagde.

Forfatterskabets egentlige anliggende og kun alt for polemiske sigte skulle udblødes og afbøjes. Det var de nationalliberale og deres efterfølgere enige om. Derfor blev han gjort til en subtil og indviklet filosof, som den menige mand ikke kunne forstå og ikke havde grund til at høre på. Eller derfor blev han æstetiseret, så man uforpligtet kunne nyde hans glimrende stil og psykologiske raffinementer. Eller derfor samlede man sig om de biografiske detaljer og broderede over hans forlovelse med Regine og hans køreture i Nordsjælland og hans spadsereture i København og hans bukseben, der ikke var lige lange, efter hvad Corsaren havde sagt. Og derfor blev hans opbyggelige eller kristelige anliggende slettet ud.

"En ung fyr som jeg er en meget ægte descendent af Orla Lehmann", skrev den unge æstetiker Georg Brandes i efteråret 1870 i et brev til en ven, og Orla Lehmann havde jo været nationalliberalismens fyrige og førende skikkelse i 1840'erne. Han var tillige målet for Søren Kierkegaards tidligste og meget indædte polemik. I det fragment til et skuespil, der findes i Kierkegaards papirer fra 1838, kalder han Orla Lehmann for Holla Hastværksen og håner ham og hans frasefyldte virksomhed ubarmhjertigt, og hans første offentlige fremtræden i samme år bestod i en avisfejde med Orla Lehmann. I denne posør og frasemager, som han kendte fra Borgerdydskolen, fandt Søren Kierkegaard alt det uægte og usande udtrykt, som han forbandt med en politisk eksistens. Her, i Orla Lehmanns person og offentlige virksomhed, var karakterløsheden, forfængeligheden, succesdyrkelsen, ansvarsforflygtigelsen.

Georg Brandes havde i sin pure ungdom læst Søren Kierkegaards forfatterskab med største betagelse, men det var rigtigt, som han skrev i 1870: han var en meget ægte efterkommer af Orla Lehmann. Han var derfor aldrig i noget virkeligt forhold til Søren Kierkegaard.
Han læste ham rent æstetisk. Han var betaget af sin egen betagelse. Og da Georg Brandes i 1870-71 var på sin store udlandsrejse og endeligt omvendte sig til naturalismen og blev en lidenskabelig tilbeder af frigjorthedens ideologi og prækede den ubundne tankes ret over for eksistensen og virkeligheden, blev han en direkte fjende af Søren Kierkegaards anliggende. Tillige forstod han, hvilken formidabel modstander det såkaldte moderne gennembrud havde, som han iværksatte ved sin hjemkomst til Danmark og hvor det for Georg Brandes drejede sig om at knække og forjage den hidtil bærende linie og tradition i dansk åndsliv, som jo var så afgørende forbundet med kristendommen.
Ganske vist var det et held, at det herskende Danmark var i det misforhold til Kierkegaards forfatterskab, som var en følge af kirkekampen. Den endnu herskende holdning var stadig forargelsens. Men Georg Brandes vidste godt, at dette kun var et spørgsmål om tid, for når Søren Kierkegaard blev læst, ville sandheden bryde frem, og så kom det moderne gennembruds overfladiske og agitatoriske problemstilling under meget farlig ild.

Derfor besluttede den lille ånd og store agitator at vildlede den danske offentlighed ved at skrive den første samlede fremstilling af Søren Kierkegaard, og i 1877 udkom Georg Brandes bog om Søren Kierkegaard, den, der af litteraturkritikken - med Paul Rubows ord - betegnes som begyndelsen til "det egentlig videnskabelige studium i Danmark af Kierkegaard". Selv vidste Brandes godt, hvad det drejede sig om. I et brev til Friedrich Nietzsche skriver han 11. januar 1888: "Der findes en nordisk forfatter, hvis bøger ville interessere Dem, hvis de blot var oversat, Søren Kierkegaard; han levede 1813-55 og er efter min mening en af de dybeste psykologer, der overhovedet har eksisteret. En lille bog, jeg har skrevet om ham (oversat Leipzig 1879) giver ikke nogen fyldestgørende forestilling om hans geni, for denne bog er en slags kampskrift, skrevet for at hæmme hans indflydelse".

Ja! Sådan forholder det sig med denne såkaldte begyndelse til det egentlige videnskabelige studium i Danmark af Kierkegaard. Et kampskrift, skrevet for at hæmme hans indflydelse i hans eget folk. Det er sandheden. Et systematisk vildledningsforsøg.
En bestræbelse på at fylde offentlighedens øren med løgn for således at forhindre det egentlige i dansk åndsliv i at komme til udtryk. En agitatorisk forfalskning af både Kierkegaard og vor åndelige arv.

Derfor taler Georg Brandes om alt andet end det, som Søren Kierkegaard siger og lægger vægt på at få sagt. Han taler i stedet om hans bukseben, om hans fars indelukkede hosekræmmerbutik med den snævre åndelige synskreds, hvor man fornemmer den "med al sin begavelse uselvstændige, lige akkurat fra træhesten frigjorte almuesmands sky ærefrygt for det hele overjordiske og jordiske politi, der møder os i den overdrevne og anstrengte ærbødighed for konge og kancelli, censorer og ministre, ekscellenser og bisper", om Søren Kierkegaards interessante forlovelse, om hans mange penge og lange køreture, om æstetiske og psykologiske detaljer, om alt det, der er ganske uvæsentligt i forhold til Søren Kierkegaards forfatterskab og anliggende. Og så taler Georg Brandes naturligvis om kirkekampen.

Det siger sig selv, for derved kan han ligefrem ende med at tage Søren Kierkegaard til indtægt for det moderne gennembrud med dettes bevidste agitation mod kristendommen. At det var for at genindføre kristendommen i kristenheden, at Kierkegaard var gået i kamp, overser Brandes følgelig. Han gør i stedet Søren Kierkegaard til frigjorthedens store forkæmper, som kun i kraft af hosekræmmerens snævre horisont og indelukkede luft var blevet forhindret i at forstå sig selv som en forløber for Georg Brandes. Som han så snedigt skriver:

"Det er Kierkegaards store betydning for Danmarks folkekirkelige åndsliv, at der ved ham er gjort prøve derpå. Den bestående religiøse tilstand var længst blevet holdt for værdiløs, set udenfra, fra videnskabens humane standpunkt. Af ham blev den angrebet indenfra, angrebet ud fra sit eget ideal, målt med sit eget mål, og gennem hans mund dømte og fordømte den sig selv.

Da Kierkegaard begyndte, syntes han at skulle blive den frie videnskab den farligste mand af alle. En tænker af denne rang - og tillige en prædikant! en filosof så stort anlagt som ingen før os, og - biskop Mynsters ydmyge beundrer! Ved ham er der gjort prøve. Han endte med selv at give sit gudebillede økseslaget. Ved ham er det danske åndsliv drevet ud til den yderlighed, hvorfra et spring må ske, springet ned i katolicismens sorte afgrund eller hen på den pynt, hvorfra friheden vinker".

Kan De gætte, hvor Georg Brandes gerne vil have Kierkegaard til at springe hen? Man ser ham stå på "frihedens pynt" og vinke til Søren Kierkegaard: spring herhen! åh, spring dog hen til mig og friheden og videnskabens humane standpunkt! Og da Kierkegaard af gode grunde er forhindret i at springe nogen vegne hen, så skriver Georg Brandes sin behændige bog og hiver ham op på pynten eller ind i folden.

Det er gjort af en dygtig agitator, der kan gennemføre sit nummer som falskspiller i kraft af den almindelige uvidenhed eller forargelse over Kierkegaard - og det forstemmende for dansk åndsliv og os alle sammen er, at falskneriet lykkedes. På grund af dette bevidste bedrag blev forståelsen af Kierkegaard afsporet i lang, lang tid. Orla Lehmanns ægte efterkommer fik held til at tage ordet og næsten livet fra den forfatter, den største i dansk åndsliv, hvis forfatterskab havde været eet eneste opgør med Orla Lehmann og dennes efterfølgere. Således blev vi spærret ude fra det egentligste og væsentligste i vor egen åndelige arv - i hvert fald for flere generationer og for manges vedkommende for altid. At stille falske vejskilte op er effektivt, når man vil vildlede færdslen. Man kan ende på Skagen, når man tror at køre til Tønder. Man kan ende i ideologi og kulturradikalisme, når man tror at beskæftige sig med Søren Kierkegaard. Der var tale om et skamløst bedrag, men det sørgelige er, at det lykkedes - sørgeligt for Søren Kierkegaards forfatterskab, sørgeligt for det danske folk, der mistede en afgørende retningsviser, sørgeligt for dansk åndsliv der derved i vid udstrækning blev fremmed for sig selv.

Fremmed for sig selv
For det, der skete med det moderne gennembrud af 1871, var, at der blev startet en udryddelseskampagne mod alt, hvad der hidtil havde båret og bestemt dansk åndsliv - dvs. den etiske eksistens, den af kristendommen satte ansvarlighed. Nu blev successen, ikke sandheden, gjort til målestok. Nu skulle det hedde samfund, ikke sjæl, udvikling, ikke inderlighed, behovsopfyldelse, ikke skyldighed. Det moderne gennembrud var en kamp mod alt det, Søren Kierkegaard forkynder, men da Søren Kierkegaard fikst var omfortolket og forfalsket af Georg Brandes, var den største kraft og mest geniale repræsentant for den egentlige linie i dansk åndsliv sat ud afspillet. Søren Kierkegaard var gjort sær. Sær og genial. Men da særhed hører hjemme på et sidespor som et emne for raritetssamlere og filosoferende hønisser, var også genialiteten demonteret, og derfor kunne Søren Kierkegaards forfatterskab ikke bære og befrugte modstanden mod det moderne gennembrud, sådan som det naturligt skulle have gjort i henhold til forfatterskabets eget anliggende. Det danske åndsliv blev da løbet over ende af den ideologisk-politiske agitation. Dets talsmænd var forvirrede og afmægtige. De forstod ikke, hvilke ressourcer de havde til rådighed. De var af den behændige manipulation blevet skilt fra deres egne forudsætningen.

4. februar 1912 fyldte Georg Brandes 70 år og blev naturligvis fejret af hele det officielle Danmark, som det moderne gennembrud havde præget i sit billede. Fjorten dage senere indeholdt hoforganet Politiken en kronik af Jakob Knudsen med titlen "Georg Brandes og den danske dannelse". Redaktionen havde tøvet med at trykke den, fordi der ikke var tale om en ublandet hyldest, men var dog endt med at gøre det. Heri søgte en af de med Søren Kierkegaard åndsbeslægtede at gøre regnskabet op og redegøre for, hvorfor en åndelig hjemløshed var blevet så udbredt i landet. Jakob Knudsen skriver om Georg Brandes' betydning og det moderne gennembruds virkning: "Det danske folk har siden da været på en måde åndelig hovedløst. Thi den nye dannelse kunne vel tage magten, men den kunne aldrig blive følt som folkets egen. Der var bestandig en trone, der stod tom". Og han nævner et par eksempler på dem, der nu er hjemløse: "En mand som professor Edvard Holm - hvor må han ikke føle sig hjemløs! Ikke som om han savnede anerkendelse fra nogen side, nej, men fordi den gamle dannelses trone står forladt, og han vil ikke gå med hårpisk, føler sig ikke hjemme under Mandshu-dynastiet. - Vilhelm Andersen! - ja, selvfølgelig kan han aldrig blive hjemløs, så hjemmevant dansk han er, men hvor langt mere ville han ikke være bleven til under normale forhold, under godt, gammelkinesisk regimente! Nu bliver der noget splittet ved indtrykket af ham, han er trefarvet at skue: grå-grøn-rød. Granitgrå, klippefunderet videnskabsmand, majgrøn folkeven, men den ene side rød i genskinnet fra zigøjnernes lejrbål... Og alle de mange højtkultiverede mennesker inden for vor embedsstand - hvor mange af dem går ikke omkring som i en indenlandsk landflygtighed".

Så præcist fattede Jakob Knudsen det brud, der havde fundet sted i dansk åndsliv - hvordan det egentlige og oprindelige i vores åndelige tradition var blevet fortrængt af Georg Brandes & Co. og blevet hjemløst. Selv var Jakob Knudsen sin tids stærkeste, mest rodfæstede repræsentant for denne åndstradition. Men det påfaldende er, i hvilken grad han alligevel går fejl af sine egne forudsætninger. Han skriver om dansk åndsliv i årene før 1871: "Den stueblege digter Paludan-Müller havde spottet de menneskelige forsætters svaghed - som om den ikke altid var en selvfølge! - Kierkegaard havde opstillet den absolutte fordring på trods af selve menneskevæsenets natur: tag dig selv i hårtoppen og træk til vejrs!"

Fornemmer man ikke, hvilke misforståelser der har været i omløb, når selv Jakob Knudsen, for hvem det havde været næsten livet om at gøre at kunne finde fodfæste i sit opgør med naturalisme og kulturradikalisme, i en sådan grad mistolker den Søren Kierkegaard, med hvem han i virkeligheden er så beslægtet. Havde Jakob Knudsen læst ham -læst ham uden de forfalskende briller, Georg Brandes havde fremstillet, læst ham som den kristelige og folkelige forfatter, han er, læst ham som enfoldighedens og ansvarlighedens forkynder, så havde han på en helt anden måde været selv hjemme end han nu var, så havde han med selvfølgelighed hvilet i en sammenhæng.

Og som Jakob Knudsen, således de allerfleste. Søren Kierkegaard var skubbet ud på et sidespor som den geniale særling, den subtile, i egne indvolde nørklende filosof, det derfor uvedkommende fænomen på en støvet sokkel, og så lod man hans forfatterskab ligge.
Det var reaktionen til den ene side, den mere kulturelle. Den kirkelige reaktion var præget heraf for så vidt som den gjorde Kierkegaard til en halvkatolsk fanatiker eller en indremissionsk vækkelsesprædikant under Jakob Knudsens devise: Tag dig selv i hårtoppen og træk til vejrs! Eller det kirkelige selvforsvar over for kulturradikalismens stormløb psykologiserede Søren Kierkegaard og dyrkede ham som den religiøse personlighed, hvis oplevelsesrigdom og sjælelige inderlighed man kunne lære af. En lidt overspændt type.

Men ikke den enfoldige, kristne forfatter, hosekræmmerens søn, der taler om den kristelige eksistens eller om "det at blive christen" og som derved er i nær og inderlig sammenhæng med substansen i dansk åndsliv.

Befrielsen af Kierkegaard
Det er først med Tidehvers opgør i 1920'erne, at Søren Kierkegaard bliver læst opbyggeligt og dermed forstået i henhold til forfatterskabets anliggende. I først og fremmest K. Olesen Larsens læsning af Kierkegaard med den deraf følgende undsigelse af kirkelighedens og ukirkelighedens forfalskning af ham bliver Søren Kierkegaard befriet fra den spændetrøje af psykologiserende og litterær fortolkning, som havde forhindret, at han blev hørt. Nu kommer enfoldighedens og dermed også kristendommens synsvinkel til syne. Nu bliver han forstået som en kristelig og samtidig folkelig forfatter, der ikke taler til skruede hoveder og forskruede filosoffen men til den menige mand og således til enhver. Og dermed dukker hans forfatterskab atter op i det danske landskab som en vedkommende tale med myndighed om, hvad det er at være menneske - under evangeliets fordring og således under sandhedens forpligtelse.

Danskerne får for så vidt atter mulighed for at være sig selv som substansen eller forkyndelsen i dansk åndsliv da igen kommer til orde hen over flere generationers afsporing. Dermed er ikke sagt, at det sker. Mange års forfalskning ophæves ikke på een gang. Men befrielsen af Søren Kierkegaards forfatterskab skete med Tidehvervs arbejde med ham, og derefter begyndte adskillige at beskæftige sig med ham på en sådan måde, at de knyttede den forbindelse med det afgørende i dansk åndsliv, som Georg Brandes havde revet over. Mange bøger og afhandlinger bærer vidnesbyrd om det. Vedstesens og Kingos bog om hosekræmmerens søn eller den enfoldige Søren Kierkegaard er kun et enkelt.
Men Eyvind Bartels udråb i Studenterforeningen i København i efteråret 1964 fortæller om, hvilke misforståelser dette det væsentligste af alle forfatterskaber på dansk stadig har at slås med.