Af Jens Christensen, Tidehverv, september, 1955, s.61-65.

Holdt ved TIDEHVERVS sommermøde 1955. 

Gennem et kvart århundrede har jeg kæmpet i kirken på en dobbelt front, dog om en enkelt ting, nemlig Ydre Mission. Den ene front er Y.M. som EMNE; den anden front: Y.M. som KATEGORI.

Hvad det første angår, har jeg stræbt efter evne at vise, hvor forplumret den teologiske baggrund er, og hvor ureelle de mange forskelligartede motiver er, for meget af det arbejde, der nu gøres. Y.M. som emne, behøver jeg næppe at komme ind på her, fordi det sikkert i det store og hele kun ville fremkalde bifald, og det er der ingen, der får gavn af. Derimod Y.M. som kategori skulle kunne forårsage diskussion.

Gentagne gange har jeg haft den løjerlige oplevelse, at man har givet mig et opmuntrende klap på skulderen, gjort et par ligegyldige bemærkninger om, at man var helt enig med mig i mit syn på Y.M., ønsket mig alt godt "derude" - og så givet mig et venligt lille skub ud af døren!

Når jeg har stået der udenfor i kulden, har jeg tænkt på Jakobs spydighed om dem, der siger til de nødlidende: "Gå bort i fred; klæd jer varmt og spis jer mæt", men ikke selv vil løfte en finger, for at det kan ske.

Denne måde at handle på kan kun fortolkes på een måde: når Y. M. som emne er på tale, er vedkommende og jeg på bølgelængde, men at Y. M. som kategori betragtet bliver af ham placeret sammen med Red Barnet, K.F.U.M. og K., Kirkens Korshær, Gymnasiastbevægelsen, F. D. F., Diakonissestiftelserne, Kirkefondet, Ungdomsbevægelsen, det økumeniske arbejde - og alt hvad man har af den slags, som man med en god samvittighed kan lade ligge, hvis det ikke passer en at beskæftige sig med det.

Y. M. bliver på denne måde et stykke ekstra-ekklesiastisk arbejde, som man kan gøre på en rigtig eller forkert måde, men som dog i sidste instans hører hjemme i kirkens mere eller mindre ligegyldige periferi.

Mig bekendt er der tre mulige årsager til denne besynderlige placering af Y. M. 1) En mangelfuld teologisk uddannelse på dette område. 2) Y. M.-interesserede mennesker har både i tale og gerning vist, at de selv regner med, at denne placering, som Y. M. har fået, er den rigtige. 3) Indre Mission (der unægtelig i nyere tid først opdagede forpligtelsen til at drive Y. M.) har sat sig på den, så at andre har fået den aldeles skøre idé, at Y. M, var I. M.'s ægte barn, som ikke kom andre ved.

Når jeg idag skal tale om Mission og Kaldstanken, er det Y. M. som kategori, jeg vil tale om. Ikke i den forstand at Y. M. skulle have en særstilling blandt en række andre ekstra-ekklesiastiske beskæftigelser; tværtimod, Y. M.'s placering skulle være så fuldstændig inden for kirkens egentlige rammer, at dens særskilte eksistens likvideres. Det vil sige, at Y. M. skulle forpligte - ikke fordi den er mission, men fordi den er kirke. Så ville det praktiske resultat være, at man kom til at stå i den samme situation, som Jonas stod i: enten at effektuere fordringen eller flygte fra den. Der er nemlig den forskel på sand Y. M. og så meget andet, man kommer til at stå over for, at når man har hørt fordringen, kræver den lydighed i effektuering ganske på samme måde som fordringen om dåb kræver lydighed i handling.

II
Det første spørgsmål, der melder sig, er: Hvad er Y. M.? Svaret er ikke så ligetil. Der foreligger så godt som ingen missiologiske lærebøger i de protestantiske kirker. Katolikkerne har sådanne, og deres præster får alle uddannelse i missiologi. De definerer Y. M. sådan: Omplantning af Corpus Kristi (Kristi legeme = kirken). Hvis jeg må lægge min egen mening i de ord, som aldeles ikke svarer til katolikkernes opfattelse, kan jeg akceptere denne definition. Men for at undgå lange forklaringer og mulige misforståelser, vil jeg gå frem på en anden måde.

Hvis man lader alle leksikografiske og empiriske svar gå fløjten og holder sig til et teologisk svar, vil jeg sige, at den barnedåb, De eventuelt foretog sidste søndag, er Y. M. i grundprincippet. Ved dåbshandlingen læste De et ritual, hvor det blandt andet hedder: Således taler vor Herre Jesus Kristus: Mig er givet al magt i Himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem ... o. s. v. - Kirkefædrene, der udformede dette ritual, har åbenbart set på den barnedåb, som De foretager herhjemme i den kristne menighed under ganske den samme synsvinkel, som den jeg foretager derude under helt andre himmelstrøg, blandt vildt fremmede mennesker og under ganske forskellige kår.

Det faktum, at De er forpligtet på at forvalte dåben herhjemme har som sin konsekvens eller følge, at jeg bliver udsendt til at effektuere dåb derude. Bevidst eller ubevidst er man klar over, at hverken Danmarks eller Europas grænser er identiske med grænsen for Guds nåde.

Dette stykke om dåben skal selvfølgelig opfattes symbolsk for hele kirkens legitime arbejde, siden dåben er centrum for det hele.

Ud fra denne tankegang vil jeg definere Y. M. som Kirkens forsøg på at effektuere sin sendelse til alle folkeslag. I ordet sendelse ligger der en påstand om, at der er en sendende myndighed. Dåb - herhjemme eller derude - udføres ikke, fordi man finder et behov hos mennesker, eller fordi den er en smuk, gammel, kirkelig tradition, eller fordi den er en symbolsk handling, der kan få stor åndelig værdi, - men simpelthen fordi den sendende myndighed fordrer det.

Bevidstheden om en sendelse dukker først op i jødisk muld. Abraham er sikkert den første mand med en klar sendelsesbevidsthed. Til ham blev der ifølge 1. Mosebog det 12. sagt: "Gå ud fra dit land og fra din slægt og fra din faders hus til det land, jeg vil vise dig ... og alle jordens slægter skal velsignes i dig."

Jødernes udvikling førte tanken om den teokratiske stat med sig, og derfor blev Jerusalem det geografiske centrum for den sendelsesbevidsthed, jøderne havde. Det centrum skulle tiltrække alle hedningefolk, thi i Jerusalem skulle. Herrens herlighed ses, og der skulle han tilbedes. Alle folkeslagene skulle se Israels lys og strålende skær og komme endogså langvejs fra med deres gaver. Ideen var, at det skulle være det centrum, hvortil søgende mennesker skulle komme.

Derimod hos de første kristne var der ingen tale om et geografisk centrum; tværtimod, nu var det netop de kristne, der skulle gå ud og endnu videre ud. Man kunne tilbede Gud på dette bjerg eller i Jerusalem, stedet var ligegyldigt, blot tilbedelsen var i ånd og sandhed. Det faktum, at menighedens "piller" var bosatte i Jerusalem, betyder ikke, at deres forståelse af sendelsen var orienteret ud fra den G.T.lige tanke om et geografisk centrum.

Det er faktisk et ejendommeligt psykologisk fænomen i urmenigheden, at den var behersket af denne sendelsesbevidsthed. Det faktum, at vi overhovedet har et N.T., skyldes deres trang til at forkynde - og forkynde præcist. Det stof fra de mundtlige traditioner, som evangelieforfatterne mente havde betydning for indholdet af frelsesbudskabet, der skulle forkyndes vidt omkring, blev præciseret og nedskrevet. Akta viser, hvordan tingene udviklede sig, netop da de begyndte at effektuere sendelsen, og brevene er et forsøg på i de nye situationer atter at præcisere budskabet.

Man er derfor egentlig heller ikke forbavset over, at de valgte at bruge ordet evangelium for frelsesbudskabet. Det betyder jo "proklamere godt nyt". Deri ligger både deres betegnelse af frelsesbudskabet - godt nyt; og deres sendelsesbevidsthed: forkyndelsen af det gode budskab.

De førende mænd blev da også kaldt apostle, altså de udsendte.

Det er i og for sig også typisk for hele urmenigheden, at noget af det første, der skete pinsedag, var netop en forkyndelse af evangeliet på fremmede sprog.

At urmenighedens bevidsthed om sendelse i første omgang ikke helt svarede til selve sendelsen, kan der næppe være megen tvivl om. Muligvis opfattede de fordringen om at gå ud i al verden som sigtende på jøderne i Diaspora. Torm hævder, at der på Jesu tid var flere jøder bosat udenfor Palæstinas grænser end indenfor. Han mener, at de var nået så langt ud som helt til Kina.

Hvordan det end forholder sig, så viser dog Kornelius episoden med al ønskelig klarhed, at skillemuren mellem jøder og hedningenationerne indtil den dato ikke var revet ned. Tildragelsen viser jo også, hvor svært det var for jøder at opfatte, at det gode budskab, der skulle forkyndes, skulle forkyndes for hedninger såvel som for Guds udvalgte folk. Der måtte ligefrem et overnaturligt syn til, for at tvinge Peter til at tage det afgørende skridt.

Jeg tror, at denne episode betyder meget i kirkens opfattelse af sin sendelse. I jødisk tankegang er der en skarp distinktion mellem jøderne og andre nationer. Det er der jo også i N.T.lig sprogbrug. Men der er ingen afgørende distinktion nationerne imellem. Efter at Peter havde prædiket for hedningerne, og de havde fået Helligåndens gave, var skillemuren revet ned. Og derefter er der ingen tale om etniske eller geografiske eller religiøse grænser.

Altså, alt tyder på, at ved Kornelius episoden blev urmenigheden klar over, at den sendelse, den havde, gjaldt ikke alene jøder, men alle folkeslag. Det vil sige, at når vi i vor tid i det hele taget taler om Y. M. og skiller det ud fra kirkens øvrige funktioner, skyldes det ikke en teologisk nødvendighed, men en naturlig udvikling, baseret på nationalismens ideologi, praktiske hensyn og sprogbrug. Principielt og teologisk kan det spørgsmål næppe opstå, om hvor vidt fordringen om sendelsens effektuering gælder uden for vort eget lands grænser. Der kan være praktiske vanskeligheder at tage i betragtning, men efter at skillemuren mellem jøder og ikke-jøder blev revet ned, må grundprincippet være, at hvad der gælder for ikke-jøder eet sted gælder for ikke-jøder alle vegne. Det eneste problem, urmenigheden stod over for i denne henseende, var, om det gode budskab nu også gjaldt for ikke-jøder. Vore nationale grænser spiller ingen rolle.

III
Nu rejser der sig et uhyre vigtigt spørgsmål. Og det er, hvordan sendelsen skal effektueres.

Det, man i den protestantiske kirke så ofte ønsker at glemme, er, at lige fra pinsedag blev kristustroen forkyndt som kultreligion. Der var ikke tale om et smukt privat trosforhold til sin Gud, lige så lidt som det, der blev forkyndt, var tidløs mystik eller en samling inspirerende visdomsord. Den allerførste pinseprædiken endte med en formaning til omvendelse og dåb i Jesu navn. Og i samme forbindelse står der, at "de holdt fast ved apostlenes lære og ved fællesskabet", og at de "brød brødet og holdt måltid med fryd ...".

Fællesskabet ytrede sig meget hurtigt i menighedsdannelse, idet de troende samledes om de tre kulthandlinger: ordets forkyndelse, dåben og nadveren. Det er naturligt nok, at ordets forkyndelse aldrig blev gjort til et særskilt sakrament, fordi den i egentlig forstand hører hjemme sammen med sakramenterne. Det, ordet nævner, sker i sakramenterne. Eller sagt på den anden måde: Sakramenterne forkynder i handling, hvad ordet nævner i forkyndelsen. Det står dog klart, at det primært var en apostolisk funktion at forkynde i urmenigheden, og at denne funktion blev givet videre til andre bestemte mænd.

Det forhold kan beskrives på en anden og måske bedre måde, nemlig at kult-handlingerne samlede folk om sig, og denne flok havde samhørighed - ikke umiddelbar i forhold til hinanden, men i deres fælles afhængighedsforhold til de kult-handlinger, om hvilke de samledes.

Protestantisme, rationalisme, pietisme og individualisme har hver på sin vis bidraget til, at den sekteriske, super-åndelige kristendomsopfattelse er blevet den gængse, også der, hvor man endnu officielt anerkender kult-handlinger som det gudgivne centrum for en sand kristentro. Et empirisk bevis for sandheden af denne påstand er netop den måde, hvorpå Y. M. bliver drevet her i Danmark såvelsom i andre lande.

Der er to grunde til, at jeg netop i forbindelse med det opgivne emne, altså Mission og Kaldstanken, fremdrager det kultiske ved den kristne tro.

1) Kult-religion forudsætter - og havner før eller senere i oprettelsen af et embede. Kult-handlinger er, hvad de er, altså kult-handlinger, i kraft af deres egenskab som hellige handlinger. Til at forvalte hellige handlinger bliver - før eller senere - bestemte mænd udset, udvalgt og indsat. Islam, for eksempel, der ikke er en kult-religion, praler altid med, at den ingen præster trænger til. Den har heller ikke menighedsbegrebet, ej heller ordets forkyndelse, og den har ingen sakramenter. I nogle kult-religioner er det familiefaderen, der forvalter de hellige handlinger, og i andre kan det være høvdingen. Ligemeget. Ideen er den samme. Der er et embede, og embedet besættes af bestemte mænd på en bestemt måde, oftest ritualistisk.

2) Kult-religion forudsætter, at den kun kan udbredes i sin fylde, der hvor kult-handlingerne kan udføres af de dertil skikkede mænd. I en overgang var det mode i bestemte kredse at tale om "hemmelige disciple". Det var folk, der nok troede på Jesus som deres frelser, men som ikke lod sig døbe, ingen del havde i nadveren og ikke sluttede sig til de troendes samhørighed. Moden varede ikke længe, da selv de mest sværmeriske mennesker i hjemmemenighederne havde en uhyggelig fornemmelse af, at discipelforholdet er afhængig af deltagelse i kulthandlingerne.

Ligeså, når man hører det sagt, at den rigtige måde for kristustroen at udbrede sig på er, at den "flyder over sine bredder", så viser det en manglende forståelse af det kultiske i kristendommen. Lægfolk, der rejser ud til fremmede lande i forretningsøjemed - eller af andre verdslige grunde, skulle være så levende kristne, at de ganske naturligt vidnede om deres tro, - og således skulle troen brede sig. Selvfølgelig skulle forretningsfolk - i det hele taget lægfolk - vidne om deres tro, det ser vi da også ske i urmenigheden under forfølgelserne. Men det vidnesbyrd kan dog ikke andet end give andre en forudforståelse af kristustroen. Er vidnesbyrdet fyldestgørende, må det føre til samhørighed i dåb, nadver og ordets forkyndelse, eller en fornægtelse og forkastelse af disse ting. Men brændpunktet, centrum, det egentlige, er netop kult-handlingerne.

En anden faktor, som folk, der vil have, at kristendommen skulle flyde over sine bredder, glemmer eller overser, er, at kristustroen altid er polemisk indstillet. Den angriber løgnen - ligemeget hvor den er. Den forvolder derfor altid et sammenstød. Anderledes kan det ikke være. Nu kan der ikke være spor af tvivl om, at alt mens lægfolk kan og må og skal vidne om deres tro, så er dette vidnesbyrd ikke et tilstrækkeligt forsøg fra kirkens side på at effektuere sin sendelse. Netop fordi kristustroen af væsen er polemisk, har den fra de allerførste dage haft en sagkyndig evangelieforkyndelse, der har været i stand til at præcisere frelsesbudskabet både over for filosofi og religion. Det, jeg ustandseligt klager over i missionskredse, er netop den ringe og usaglige forkyndelse, som kendetegner vore dages ydre missionsarbejde.

Hvorom alting er: at vente en spontan udbredelse af troen er ensbetydende med, a) at man benægter det kultiske, og b) at man overser det polemiske, skønt begge er dele af kristendommens væsen. Det vil sige, at når kirkens sendelse skal effektueres, foregår det principielt ensartet alle vegne i verden. Hvis sendelsesbevidstheden svarer til sendelsens væsen, så kan kirken aldrig gøre Y. M. til et ligegyldigt, tidsbestemt, ekstra-ekklesiastisk foretagende, som man efter forgodtbefindende kan beskæftige sig med eller lade ligge. Hvis den barnedåb sidste søndag virkelig var, hvad ordene og handlingen siger, den er, nemlig sendelsens effektuering, så er Y. M. den samme effektuering af den samme sendelse. Vel at mærke Y. M. i den forstand, jeg har brugt ordet. Nogen anden form for Y. M. gør jeg mig ikke til talsmand for.

For så vidt som man vil anerkende den opfattelse af Y. M., som jeg her har fremlagt, skulle det ikke være vanskeligt at forstå Y. M. i forhold til kaldstanken.

I sin bog "Luthers Lära om Kallelsen" siger Wingren (side 73-74, von Abendmahl, 1528), at Luther taler om tre overordnede kald, nemlig øvrigheden, det kirkelige embede og ægteskabet. Når disse tre er i orden, fungerer alle andre kald og stænder mere eller mindre automatisk.

Når nu Y. M. faktisk er kirkens ansigt udadtil, eller kirkens forsøg på at effektuere sin sendelse uden for landets grænser, vil det sige, at det kirkelige embede rummer dem, der forvalter kult-handlingerne både inden for og uden for landets grænser. Kort sagt, med vor tids sprogbrug: Præsten og missionæren har det samme kald, det samme embede og de samme forpligtelser. Missionæren kan med samme ret som præsten tale om det kirkelige embede, han står i, som sit kald - kald forstået ud fra den lutherske tanke om Guds anordninger her i livet.

VI
Nu er der kun eet spørgsmål tilbage. Det er det vigtige spørgsmål om, hvordan man i dette kald får det daglige brød og arbejdsmuligheder. I de kald, der ikke er biologisk bestemte, sker det oftest ved køb og salg. Øvrigheden, derimod, har alle dage haft den magt at tage skat fra offentligheden, så at folket betaler for dens arbejde. Det er, som det skal være - i alt fald i princippet.

Det tager sig helt anderledes ud i kultens tjeneste, i alt fald når kulten er kristendommen. Kirken har ingen hjemmel - hverken i sit væsen eller i omstændighederne - til at give love og ligne skatter. Når kultens personale skal leve af tjenesten og have arbejdsmuligheder, er det kultens tilhængere, som må skaffe midlerne. Det vil sige, at offentligheden skal opdrages og aktiviseres til frivilligt at give de penge, der trænges til.

Dette princip er ikke - som man overfladisk ville tro i Danmark - indskrænket til Y. M. Allerede i urmenigheden var det spørgsmål fremme, og Paulus siger i sit 1. Korintherbrev (9:14), at "Herren har bestemt, at de, der forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet". Og i sit første brev til Tim. bruger han for anden gang det billede fra G.T.: "når en okse tærsker, må du ikke binde munden til på den." Forskellen på øvrighedens måde at underholde sig på og kirkens er faktisk kun den, at i kirken må betalingen være tvangfri, spontan, af hjertets glæde.

I Danmark, hvor udviklingen medførte statskirken, blev det kirkelige embede tillige et embede under øvrigheden, og derfor er den klare distinktion mellem tvungen og tvangfri betaling noget udvisket. Det er dog tilfældet nu, at enhver står frit over for kirkeskatten, de kan betale eller lade være, blot ved at stå eller ikke at stå som medlem af folkekirken. Der er næppe nogen anden skat i Danmark, man sådan er stillet frit over for. Det vil altså sige, at i princippet lever og arbejder danske præster på grundlag af frivillige betalinger, ganske som missionærerne gør, blot at det i missionærernes tilfælde er mere iøjnefaldende, og i mange tilfælde bliver indsamlingen gjort på en i høj grad usmagelig måde. Men ser man bort fra dette ydre, er princippet begge steder det samme.

Det er imidlertid ulige lettere at opdrage og aktivisere offentligheden til at bidrage til sendelsens effektuering eller kultens tjeneste der, hvor det ydende publikum selv får gavn af arbejdet, end det er at opdrage den til at yde noget til sendelsens effektuering der, hvor de ikke selv får nogen gavn af tjenesten. Det er altid lettere at interessere folk for det, som umiddelbart kommer dem ved, end det er for det, som kommer dem ved ved en fordring, selv når den fordring er indbefattet i det, de selv får umiddelbar gavn af.

Der er ikke så få præster, som vasker hænderne ad Y. M. med den undskyldning, at folk ikke interesserer sig for den. Det ville være lige så konsekvent at sige, at folk ikke interesserer sig for fordringen om næstekærlighed, da de ikke selv får nogen gavn af den, og så at holde mund om den fordring.

Man får ofte det indtryk, at det er præsten selv, der ikke har interesse for Y. M. Sommetider fordi han er bange for, at nogen skulle gå hen og tro, at han er blevet "missionsk", sommetider fordi han synes, det nuværende Y. M. arbejde er et rod af den anden verden, som han ikke kan have med at gøre, og sommetider fordi han og menigheden tilsammen er så optaget af det, de selv skal nyde godt af, at de sidder fordringen i selve det gode budskab overhørig.

Så kan man godt sige, at "folk" ikke er interesserede. Men man kan ikke derfor vaske hænderne ad hele sagen. Et principielt opgør må der til. Det er det opgør, jeg har prøvet på at bidrage til idag.

---

Læs om Jens Christensen her: Jens Christensen