Af Majken Frost, Tidehverv, nr. 8, oktober, 2006, s.117-124.

I Sigrid Undsets essay om familien Brontës hjem i det barske og ugæstmilde Yorkshire i det nord-østlige England skriver hun om den søskendeflok, der i begyndelsen af 1800-tallet voksede op her: "De hadde en lykkelig barndom, endda den ikke lignet andre barns. Faren var streng - de skulde vænnes til haardfør nøjsomhed, og de fik bare tarvelige klær, tarvelig mat og et værelse uten ildsted. Tanten var streng - smaapikerne skulde lære husarbeide til bunds. Og Tabby på kjøkkenet var streng - en høk over barnene, men hun vaaket over dem som en høk over sine unger. Til gengjæld hadde de alt det bedste barn kan ha: de var en stor søskendeflok som holdt trofast sammen, de største smaapikerne tok sig moderlig av de smaa, og de smaa beundret de store og hang ved dem. Og de fik leve sit eget liv i fred og frihet, bare pligten var unnagjort. De traaket rundt oppe i heien". Og videre skriver Sigrid Undset: "De hadde hverken barnbøker eller videre leketøi, men de læste alt de fik fat i og fandt paa leker selv, og ingen gjorde nar av dem eller forsøkte at lære dem, hvordan de skulle leke. Ingen lo af lille Maria, syv aar gammel, naar hun sat og studerte avisen og efterpaa lagde ut for de smaa søskende om dagens inden- og udenrikspolitiske spørgsmål. Naar de smaa krypene diskuterte Wellingtons, Bonapartes, Cæsars og Hannibals "komparative fortrin" hændte det, at pappa kom til og optraadte som voldgiftsdommer. Det har aabenbart aldrig faldt manden ind at politik ikke var nogen passende interesse for småpiger". (S.U. Etapper. 1929. p. 46)

Ordene er fra Sigrid Undsets store essay skrevet i 1917 om søstrene Brontë - og med til ordene hører, at de seks børns mor døde, da Maria, den ældste, var 7 år, og at moderens søster, tante Branwell som hun kaldtes, trådte ind på hendes plads, vistnok mere af pligt end af lyst. Og ligeledes hører det med, at ingen af den store børneflok blev gamle. Kun Anne, Emily og Charlotte nåede voksenalderen, men også de måtte i en ung alder erfare, at det usunde klima og hjemegnens hærgende tuberkulose og sorgen over at have skullet følge deres søskende til graven havde nedbrudt deres helbred. Men disse tragedier forekommer mig dog ikke at rokke ved Sigrid Undsets ord, for i hendes skildring fortælles om en barndom, der - således som hun selv fremhæver - rummer alt, hvad et barn både kan ønske sig og lever af: Pligt og frihed, lærdom og ånd og en familiens indbyrdes forbundethed - det hele sammenholdt fast under den strenge nøjsomhed, som jo er ensbetydende med en sund forbindelse til den konkrete verdens realiteter.

At Anne og Charlotte og Emily siden blev berømte som digtere, er nok de fleste bekendt, og at deres barndom og opvækst har spillet en afgørende rolle for deres videre liv, røber sig umiskendeligt i de tre forskelligartede forfatterskaber.

Men det er ikke på grund af forfatterskaberne, jeg nævner Sigrid Undsets ord om børnene og deres opvækst; jeg nævner ordene, fordi de, skønt de altid er væsentlige at besinde sig på, dog forekommer mig at have fået en særlig form for aktualitet i de senere årtier. For efter at den vestlige verden (jeg fristes til at sige: fra tidernes morgen) stort set havde været enig med Sigrid Undset i, hvad hun i disse ord konkluderer - at en barndom som den i Haworth præstegård var en lykkelig barndom, - gav den vestlige verden og ikke mindst Danmark sig i det 20. årh. til med en enestående energi at udrydde en sådan barndom. Ganske vist havde der i de foregående tider ofte været protester mod den opvækst, som jeg vil kalde en opvækst under åndsfrihed og lov, - vi behøver blot at tænke på den rousseauske bølge eller på romantismens snusfornuftige korrekthedsdyrkelse eller den kristeligt-social-sentimentale emsighed, hvis skabagtighed bl.a. Eline Boisen havde et så fortræffeligt blik for. Selvfølgelig havde der altid været mennesker, som ville det meget smukkere og bedre, men blandt menigmand havde man gennemgående holdt sig til dette: at børn havde pligter, som ubønhørligt skulle bestrides, men deres sind og sjæl fik lov til at være i fred. Man havde vel ofte holdt sig til det mere af praktisk nødvendighed end ud fra fine filosofiske overvejelser, for det kræver overskud af både tid og kræfter at beskæftige sig med det, der er ud over dagen og vejen, og de store søskendeflokke gjorde det for så vidt også nødvendigt at efterleve dette enkle skema, for hvem orker, samtidig med at skulle sørge for brød på bordet og for hverdagens andre nødvendigheder, at påtage sig arbejdet med fem-seks eller flere børns personlige udvikling (for nu at citere vore egne senere hjemlige skolelove).

Men når det er sagt, har en, hvad jeg vil kalde kristelig blufærdighed, nok også ligget dybt i sindet hos den almindelige mand, således som det tankevækkende er illustreret i fortællingen om papa Brontë, at da han på et tidspunkt ville vide lidt om sine børns tanker, gav han dem en maske at tage på, mens de svarede. "De var" skriver Sigrid Undset, "dengang i alderen fra fire til ti år. Pædagoger i vore dage opholder sig ved den strenghed, hvormed forældre fordum optugtet og oplærte barn til livet mellem fremmede. Man undres på hvad en mand som presten Brontë vilde føle ved at stifte bekjendtskap med vor tids pædagogiske diskussion om, hvordan forældre og lærere bør gaa frem for at voldta børns fortrolighed.

I Charlotte Brontë´s barndom og ungdom hadde alle mennesker, selv fireaars spirer, baade ret og pligt til at bære maske". (Etapper. p. 44)

*

Jo, indtil for et århundrede siden har en barndom i åndsfrihed og under lov ikke været et særtilfælde i vores del af verden. Dette, at der var noget - og ofte uhyre meget, - barnet skulle, men at når det blev bestridt, var der frihed; frihed til at være barn. Dvs. frihed til at søge sig sine egne veje, frihed til at opdage verden og uden medkig indoptage det opdagede, hvorunder også hørte, hvad der måtte kunne findes i et hjemligt bogskab, - til at indoptage dette i sin egen verden. Dvs. indoptage det i den verden, hvori de voksne repræsenterede grænserne, men ellers kun spillede den ikke uvæsentlige birolle: At være der og repræsentere just den voksnes gebet.

Når jeg læser ældre erindringer er det, trods deres skildring af forskelligartede ydre forhold, denne grundforståelse, der forekommer mig at gå igen - fra Sophie Thalbitzers "Grandmamas Bekendelser" over Sigrid Undsets egen "11 år" til Tove Ditlevsens "Barndommens gade" gentager forholdet sig: Pligten og friheden, den afgørende sammenhæng for barnet, eller: Barnet som barn respekteret.

Men sådan skulle det ikke forblive. Med ankomsten af en selvbevidst og succesfuld psykologisk videnskab og af en spidsfindig rettighedstænkning, med reformpædagogik og kvindefrigørelse og en hel del andet indfandt en ny tid sig, og det 20.århundrede blev århundredet, hvori de voksne invaderede barnets tilværelse. Som en besættelsesstyrke marcherede de voksne nu ind i barnets verden, og de voksne vendte op og ned på den sammenhæng og adskillelse, som tidligere uantastet havde været hævdet og levet. Barnets væren til i og gradvise opdagelse af verden, som hidtil havde været dets egen sag, blev til et projekt for den voksne, og uddannelser heri blev etableret og systematiseret. Og i den nedarvede og hæderlige ærbødighed for uddannelse blev disse nye kompetente og deres lærdom mødt med lydhørhed hos de andre voksne. Ikke altid helt og ganske, men langsomt blev det alligevel den gængse opfattelse, at barndommen er en så afgørende og vigtig tid i menneskelivet, at intet i den må overlades til tilfældigheder, dvs. til barnet selv.

Den nøgterne og utvetydige befaling erstattedes nu af de endeløse begrundelser og forklaringer, af påvisningen af det hensigtsmæssige, dvs. af denne de voksnes særlige ondsindethed, over for hvilken et barn er prisgivet, fordi den voksne i logikkens og ordenes rum altid vil være den overlegne. Jo, overtalelsen, dvs. manipulationen satte ind; barnets beskyttende og respekterede maske blev lagt i skabet, og dets grænser blev nedbrudte, for børnenes barndom blev et voksenprojekt, der efterhånden i stadig større omfang blev lagt i hænderne på voksne uden for familien. Den gamle papa Brontës voldgift i barneværelsets diskussioner blev til den voksnes på en gang gøren sig lille med barnet og den voksnes udnytten sin særlighed. Som det er karakteristisk for enhver besættelsesstyrke, var den voksne nu ikke længere en nok fjern, men alligevel umiddelbar del af barnets verden. De to var ikke længere på hver deres plads underlagt den fælles givne tilværelse, - for den voksne blev til ideolog, den diskrete og velmenende manipulator, der i sin omgang med barnet bestandigt havde et videre mål for øje. Det udmøntede sig i det offentlige rum gennem en omfattende etablering af nye institutioner og en omkalfatring af de gamle; det fandt som nævnt vej ind i forståelse af folkeskolen - og det satte sit præg på familien.

Vi kender alle til hudløshed ordene, der langsomt blev hver mands eje, - ordene om det selvstændige og kritiske barn, om det åbne og tillidsfulde barn, om det i sig selv hvilende barn befriet for fordomme og frygt og spekulationer, - og alle ordene har jo som deres inderste mål en fremtidig problemfri tilværelse for barnet. Som en tsunami skyllede ordene i 1900tallets sidste halvdel ind over barndommens verden, og da lovgiverne blankt accepterede de nye tanker og ord og i fuld overensstemmelse hermed så det som deres fornemmeste opgave også at befri barnet fra en opvækst i nøjsomhed, gjorde de en barndom lagt i hænderne på de professionelt pædagogisk uddannede attraktiv og uundgåelig - gennem enorme tilskud til børneinstitutionerne og ved at fratage den almindelige familie muligheden for at leve af en indkomst.

*

I dag vil derfor en barndom som Brontë-børnenes være en uhyre sjældenhed, - den fælles "traaken" på heden (eller for børn i andre sammenhænge: den frie strejfen i kvarteret) vil være afløst af institutionens formgivne tilværelse, og børnenes debatter om historiske helte og høvdinge vil være hjemløse blandt barneværelsets kaskader af syntetisk plastiklegetøj. Den igennem årene mikroskopiske nedskrivning af selvdigtede fortællinger, som Brontë-børnene metodisk ødelagde deres øjne med, vil forekomme som en anakronisme over for den nye tids udbud af arrangerede oplevelser og aktiviteter, - hvad den jo unægtelig også er. Ganske sigende er i dag den fastelavnsudklædning, som tidligere fantasifuldt blev flikket sammen af familiens aflagte klæder, afløst af supermarkedets færdigsyede og TV-inspirerede dragter.

Men Brontëbørnenes barndom gjorde de tre længstlevende til digtere, og bevægende er Sigrid Undsets beskrivelse af, hvorledes to små sorte damer, efter at hele det litterære England i månedsvis havde diskuteret, hvem der mon gemte sig bag "Jane Eyre"s og "Agnes Grey´s" forfatterpseudonymer, - hvorledes da to små sorte damer en dag vandrede ind på det hæderkronede fornemme Londonforlag Smith, Elder and Compagny og afslørede, at det var dem. Anne og Charlotte var aftenen forud gået de mange kilometer gennem slud og regn til stationen og havde i deres våde tøj siddet i toget natten igennem, - ikke fordi de nu ønskede at give sig til kende, men fordi et truende bedrageri hos et amerikansk forlag nødvendiggjorde det, som de havde håbet på at kunne undgå.

*

En sjældenhed vil i dag en barndom som den, der blev børnenes i Haworth præstegård, være, siger jeg, og årsagerne hertil er jo mange, men ikke mindst de to, som på Tidehvervs sommermøde 2005 blev fremhævet af Michael Pihl i gennemgangen af Patrick Buchanans bog "The death of the West". For det første familiens atomisering gennem den kvindens personlige selvstændiggørelse, som feminismens sejrsgang betød. Sejrsgangen medførte, at familiens givne og konkrete forbundethed blev til to voksnes adskilte tilværelse i de fleste af dagens timer, og den medførte derfor også, at familiens børn, hvis ve og vel den psykologiske og pædagogiske interesse hævdede at være dybt optaget af, henvistes til det konstruerede fællesskab med andre børn i samme situation. At det derfor et langt stykke måtte blive de derværende pædagogers forståelse af, hvad barndom er og bør være, der nu tegnede billedet for familiens børn, siger sig selv. Den svenske forfatter Anna Wahlgren, der præcist har afdækket dette særlige, fortæller om en lille dreng, som havde sin første dag i børnehaven. Nysgerrigt så han sig omkring, - interesseret betragtede han de små wc-er og de formgivne små træstole og legetøjet på hylderne og i kasserne. - "Hvor sover I?" spurgte han den venlige dame, der viste ham rundt. "Vi sover her skam ikke" svarede hun smilende, "for vi bor jo ikke her".

Drengen var rystet, - de boede der ikke, jamen hvem bestemte så. Der måtte jo være nogen, der boede der, for at de kunne bestemme. Men nej, det, der bestemte, var det, der var lært - der var ingen levende myndighed, som satte tilværelsen for. Der var kun den konstruerede.

Jo, familiens atomisering med alt, hvad deraf også fulgte, - forældrenes adskilte verdner og individuelle arbejdsfæller og mere eller mindre forskelligartede tilgang til tilværelsen, de stadigt mere hyppige skilsmisser - atomiseringens ændring af barnets barndom er af en radikalitet og tragisk alvor, som vel næppe kan fattes. Fordi de, hvem ændringen rammer, kun hjælpeløst kan udtrykke den.

Og i samklang hermed fandt en anden ændring sted. Udryddelsen af "The Past", af historien og dermed fortroligheden med og hengivenheden for den større sammenhæng, som familien har del i. Degraderingen af fortiden og dens storhed og nederlag satte ind.

Brontë-børnene blev fortrinsvis undervist af deres far og af hinanden, og da Charlotte en kort tid var elev på en kostskole, var der rod i hendes geografiske kundskaber, fordi den geografibog, der var i præstegården, var over hundrede år gammel, og et og andet om lande og floder var i den mellemliggende tid blevet præciseret. Til gengæld havde hjemmets bogskab rummet skatte af litteratur og af historiske værker, og fortiden blev som nævnt en levende del af børnenes dagligdag, som de digtede videre på. Men i det 20. årh. satte revisionen af fortiden for alvor ind, og overalt i den vestlige verden måtte heltene og høvdingene se sig frataget deres glans. Hvad var de andet end voldsmænd, der havde undertrykt deres egne landsmænd og havde mishandlet og udnyttet den uskyldige fjerne verden, de erobrede. Et af det 20. årh.s mål var som sagt at udvikle barnets kritiske sans, og kun få stillede sig det spørgsmål, om barnet evner eller tåler anden oplæring i kritik end den, der kun langsomt og anet melder sig i dets sind. Men samtidig med, at hjemmets myndighed og frihed for børnene til selv at opdage omverdenen og suge til sig stort set blev en saga blot, samtidig med det blev den forbundethed med de mange hjems fælles fortid og rødder anholdt og erstattet med en ideologibåren kritik, hvis inderste væsen er et barn aldeles fremmed. En ikke mindre tragedie end familiens atomisering, for kendskabet til og hengivenheden over for den historie, som også naboen og naboens nabo er med i, er nu engang forudsætningen for troskab mod landet og landsmændene, - vi er af samme æt, du og jeg.

Hvor mærkeligt - over for barnet, som i barndommen har brug for den voksne som netop voksen, dvs. som grænse og lov og videregiver af fortiden, har de voksne i vor tid bestræbt sig på at være barnlige, - mens over for barnet, som har brug for det, der får fantasien og troskaben til at leve, gør den voksne sig pludselig uhyre voksen og påtvinger barnet sin voksenhed.

Der var i foråret en udsendelse på DR-2, som handlede om papfamilier og pap-forældre og - søskende. Man fulgte og hørte om både de voksnes og børnenes oplevelser og erfaringer. Og én ting var slående: Mens de voksne forekom forvirrede og umodne, syntes de interviewede børn, selv de mindste, alt for voksne. Undskyldende og forklarende, overbærende og forstående over for den rodede tilværelse, de var havnet i og overfor de forældre, der havde anbragt dem i den. I en vis forstand var det rørende, men alligevel dybt uhyggeligt. Især husker jeg en 18-års gymnasiedreng, hvis forældre var ved at gå hver til sit. Faderen havde fundet en yngre kæreste, og moderen ville være nødt til at flytte til Nordjylland for at gennemføre en nødvendig uddannelse. Og hvor skulle så gymnasiasten være. Den nye kæreste ville tydeligvis ikke have ham boende, og det forstod han da så godt. Og at moderen var nødt til at fuldende sin uddannelse, det forstod han da også så godt. Og så sad han der for sig selv på et lejet værelse - undskyldende og forstående.

Rollerne er i sandhed byttet om.

*

Jeg begyndte med at sige, at Sigrid Undsets ord om Brontë-børnenes lykkelige barndom i de sidste par årtier forekommer mig at have fået en særlig aktualitet. For tankevækkende er det, at just på det tidspunkt, da udryddelsen af en sådan barndom kunne brøste sig af en succesfuld gennemførelse, at da indfandt den sig pludseligt på ny herhjemme. Og ikke overraskende blev Danmark grebet af en dyb forvirring. Den er her igen, familien med de store søskendeflokke, familien, som ikke anser en institutionsopdragelse under professionel pædagogisk vejledning for et gode, - familien, som ikke er atomiseret, fordi der insisteres på en voksen hjemme, som ikke spiller barn, og hvor bundetheden til og fortællingerne fra fortiden med dens høvdinge og helte udgør den atmosfære, som børnene vokser op i.

Det er ganske vist ikke landets fortællinger og høvdinge, forbundetheden gælder, men en sær og fremmed fortid og lige så fremmedartede høvdinge, - men den er her igen, familien, som slægten slutter op omkring og som en selvfølgelighed hjælper, når det er nødvendigt.

Og Danmark blev grebet af forvirring. For én ting var, at man havde vendt op og ned på den hjemlige danske familie og skråsikkert havde afvist de protester, der lød herimod; noget andet var disse nye familier, de muslimske indvandrerfamilier, som holdt fast i alt det, som man blandt landets egne børn just havde fået gjort kål på. Hos de fremmede lå der jo en kultur bag, og kultur, det ved man, skal respekteres! At der måske også havde ligget en kultur bag den tidligere danske familie havde ikke fået lovgivere og andet godtfolk til at ryste på hånden. Det gjorde de nu - dels i forbløffelsen over at måtte konstatere, at det fordrevne alligevel ikke var fordrevet, og dels fordi de nyopdukkede på en eller anden måde var fascinerende - og i øvrigt var langt mindre medgørlige end de hjemlige besejrede. De lignede det gamle, men alle århundredets plus-ord syntes at prelle af på den nye gamle familie. Den nyankomne familie var aldeles ikke samarbejdsvillig.

Det havde den gamle danske familie heller ikke altid været. Den havde faktisk brokket sig ganske meget. F.eks. over, at morgensangen med salmer og fædrelandssange forsvandt fra skolen, og at børnene ikke så hurtigt som muligt skulle lære at læse - at det bare var noget, som skulle komme af sig selv sådan hen ad vejen. Men svaret til de utilfredse havde været, at børn skulle synge noget, der havde med deres egen verden at gøre, og vi skulle jo nødigt tilbage til den sorte skole, vel. Nåh, nej, selvfølgelig ikke, og man bøjede sig lydigt for ekspertisen, og siden hen rykkede computeren ind og fik bekymringerne over den manglende læsefærdighed til at rykke ud. I fremtiden ville det jo være meget vigtigere at kunne håndtere mus og taster og at kunne cykle på nettet, det vidste forældrene selv fra deres arbejdspladser.

Jo, de danske forældre havde trods sporadisk brok været lette modstandere; dem kunne man tryne, for sideløbende med plus-ordene var der også andre. Foragtens ord - om de hjemlige kødgryder, om de understimulerede børn, om den hjemmegående husmor, der var at ligne med en opvredet karklud. Den gamle danske familie havde man kunnet tryne med foragt - og med lovgivning.

Men det ville jo være diskriminerende og fremmedfjendsk at handle sådan over for den indvandrede familie, der var båret af en kultur.

*

Den er her igen, den gamle familie, sagde jeg, - men er det nu også sandt? Den ligner, sagde jeg, men ligheden er rent overfladisk, for sandheden er, at den muslimske familie er langt mere i slægt med d. 20.århundredes ideologiske og sejrende familie- og opdragelsesforståelse end med det familieliv, som den synes at ligne. Sandheden er, at det, der i dagens Danmark står over for hinanden, er to familieforståelser og syn på børneopdragelse, som begge hævder barndommen som et projekt, - som begge målrettet ser det som deres opgave at eliminere enhver mulighed for frihed og ånd i barnets verden, i og med at denne underlægges et absoluthedens mål. Ikke det jordiske og nøgterne mål engang at kunne begå sig blandt fremmede, men et overordnet og lykkebringende mål.

For vestens fremtidsmenneske, det lykkelige menneske uden problemer, det tolerante og åbne og demokratiske menneske med universelle rettigheder, mennesket uden fordomme og begrænsninger, hele dette abstrakte og virkelighedsfjerne projekt, som blev det sejrrige hjemlige, står i dag over for det projekt, der hedder den islamiske personlighed.

Og jeg citerer: "Muslimforældre har en fælles målsætning: at bevare barnets renhed og introducere det til en verden, som rummer alt. Vi kommer fra Allah, og til Ham skal vi vende tilbage. …Vi søger ikke at gøre vore børn til muslimer, for det er de allerede fra fødslen, vi søger at bevare det medfødte element, som hedder Islam … Den store emigration fra øst mod vest har bragt mange forskellige folkeslag sammen som tyrkere, arabere, pakistanere, jugoslaver, danskere og mange flere. Fællesnævneren for alle disse folkeslag i Danmark er Islam. Udfordringen til den nye generation af muslimer er meget stor, og det er 70-ernes og 80-ernes ungdom, der kommer til at danne grundlag for Islam i denne del af verden. De muligheder som findes i Danmark er gunstige for børnene, når blot de bliver anskuet fra en sund og hensynsfuld vinkel, og sker det, da vil disse børn komme til at bibringe det danske samfund mangt og meget positivt. Hvis børnene derimod bliver påtvunget en dogmatisk og hensynsløs mistolkning af de islamiske værdinormer, uden forståelse for deres vanskeligheder i dette samfund, da vil de komme til at stå rodløse og virkelighedsfjerne. ... I forsøget på at træne vore børn bør vi derfor ikke undervurdere det omfang, hvormed kræfter i dette samfund modarbejder os, og vi bør tænke og planlægge omhyggeligt, hvorledes vi bedst når frem til vore mål under disse betingelser. De nås ved at benytte to fremgangsmåder. 1) Ved at plante kimen til en islamisk personlighed i vore børn og udvikle holdninger hos dem gennem et familieliv, der leves i overensstemmelse med islamisk tradition. 2) Ved at udvikle en klar og levende forståelse for, at islam er et fuldkomment livsmønster for mennesket og dets samfund, et system givet til mennesket af den almægtige Gud, et system, der derfor er overordnet og ikke lader sig måle med noget andet system eller nogen form for ideologi, som mennesket vil være i stand til at opfinde".

Disse ord er fra indledningen til en lille bog, "Barn af muslimforældre", udgivet i 1976 i USA under titlen "Parents manual" af MohieDin fra "Komité for Kvinder", og udsendt på dansk i 1981 med særlige referencer til danske forhold. Og det er unægtelig tankevækkende, at danskene inkorporeres under fællesnævneren islam.

Men jeg citerer fra bogen, fordi det eksemplar, som jeg tilfældigt faldt over på biblioteket, bar præg af at være grundigt læst. Det var slidt og havde utallige supplerende blyantskommentarer og understregninger i sin detaljerede gennemgang af retningslinjer for den muslimske opdragelse. Jeg ved ikke, hvem der har understreget og kommenteret, men bogen forekom mig at være en slags muslimsk pendant til Benjamin Spocks 200 gange optrykte forældrebibel "Bogen om barnet".

Ved gennemlæsningen af den muslimske forældre-manual slog det mig, at der var noget bekendt ved bogen. Dens praktiske og principielle udsagn svarede stort set til, hvad jeg vidste i forvejen, - men tonen, fremstillingen. Det begejstrede sprog, den idylliserende fremstilling, som tegnede opdragelsesprojektet som en leg, samtidig med at den benhårde målsætning overalt var til stede. Den sande personlighed, som forældrene må have for øje fra dag ét, det absolutte system, som gør alt andet til skamme, jo, der var noget bekendt ved bogen, for den mindede forbløffende meget om de danske pædagogiske værker, jeg i årenes løb har haft i hænderne. "Alt hvad jeg føler, fortæller jeg til dig, for du skal vide alting om mig", sang de forleden i mit yngste barnebarns børnehave, hvor der var bedsteforældredag, og den glade pædagog fortalte, at de nu arbejdede efter det amerikanske system "Trin for trin", så børnene blev klar over deres egne og de andres følelser og kunne lære at forstå de andre og således undgå konflikter.

Muslimske forældres legen den islamiske praksis og tanke ind i børnene, som pædagoger og lærere skal lege tolerancen og det store fællesskab ind i de femårige - lutter glæde og harmoni og sandhed iblandt menneskene. Om end slut-ordene fra den lille manual unægtelig får det til at løbe koldt ned ad ryggen på læseren: "Som muslimske pioner-forældre på den vestlige side af kloden vil vi … vise over for os selv og vore børn, at Islam er lige så mulig at praktisere i dag, som den altid har været det og altid vil være det. Over for verdens ventende øjne vil vi vise, at begge dele kan lade sig gøre, og vil blive gjort … med storslået succes". Indtil successen er i hus, må det muslimske barn dog beklageligvis vokse op i et samfund, som ikke deler troskaben mod islam, og barnet derfor tidligt må vænnes til fortrinsvis at omgås trosfællers børn og til helst at supplere folkeskolens undervisning med en koranoplæring hos mullaerne og allerhelst på et passende tidspunkt sendes til forældrenes muslimske hjemland på et længerevarende ophold.

Men nej, der var i en vis forstand ikke noget nyt i den lille forældremanual, hverken i dette, at idyllen dækkede over et kompromisløst mål - eller i dette, at det modsvares af en virkelighed, som afslører idyllen som løgn.

*

Den nye danske opdragelse har i de senere år fået ridser i lakken. En, hos ikke mindst gymnasieungdommen, "elskelig ugenerthed" suppleret med weekendernes indtag af alkohol og et i øvrigt imponerende forbrug går hånd i hånd med en vækst i psykologhenvisninger og dumpekarakterer i internationale vidensundersøgelser, og det taler et sprog, som ikke er til at overhøre. For opdragelsesprojektet skulle jo, ud over hvad det ellers skulle, kombineres med projekt "frie voksne", dvs. med forældre med ret til et ubundet og selvstændigt karriere- og fritidsliv - og der er nu engang grænser for, hvad et barn magter at komme helskindet igennem.

Jo, der er kommet ridser i lakken i projekt "problemløst voksenliv". Resultatet står ikke helt mål med forventningerne. Ejheller for den til landet arriverede muslimske familie og for ærbødigheden, hvormed den mødtes. Virkeligheden er en anden end den i forældremanualen aftegnede og hos de danske toneangivende påståede.

*

"Der er solstrålehistorier, men de er få", skriver Kåre Bluitgen i bogen "Til gavn for de sorte" fra 2002. Heri fortæller Bluitgen, dette mærkelige menneske med de skarpe øjne og de absurde konklusioner, om tilstandene på Nørrebro, hvor han har boet i mange år og arbejdet som lærer og har været aktiv i sit barns skolebestyrelse, en tid som formand. Han gennemgår de offentlige tiltag over for den nye situation, og han anholder fejheden og frygten hos danske ansvarlige for at få betegnelsen "fremmedfjendsk" hæftet på sig. En fejhed og frygt, som har medført, at forholdene fra dansk side idylliseres, og overgreb og forfølgelser nedtones.

Virkeligheden på Nørrebro er nemlig alt andet end idyllisk. Meget af det, Bluitgen beretter, vil være kendt af mange, - om de overforkælede muslimske drenge, som fra barnsben bliver belært om deres betydning i familien, og som fra 1215-årsalderen færdes i flokke og i udstrakt omfang saboterer skolens undervisning og chikanerer lærerne. Selvglæde, stolthed og aggressiv adfærd er i højsædet - det vigtigste er ikke at vise svaghed. En dreng, der kommer grædende hjem, fordi han er blevet trynet i skolen, skal ikke trøstes, men bankes. Og hvor det blandt danske børn er fejt at være flere mod én, er der i indvandrerflokken stor prestige i at vise sammenhold i gruppen og at kunne tilkalde hjælp fra større familiemedlemmer.

Og Bluitgen fortæller om de i begyndelsen af skoleforløbet ivrige og interesserede piger, der fra 10års-alderen begynder at blive stille i klassen og trække sig tilbage fra kammeratskaber for fortrinsvis at opholde sig i hjemmet. Fra nu af forberedes de på giftermålet og holdes strengt adskilt fra det modsatte køn.

Han fortæller om forældrenes modvilje mod at deltage i forældremøder og om den bestandige given danskernes "fremmedfjendskhed" skylden, når deres børns adfærd anfægtes. Hvad den langtfra altid gør, fordi skoleledere og kommuner forsøger at underspille problemerne og pålægger lærerne, at de ikke må overreagere. Men den rå vold i familierne, der rammer både moderen og børnene, er langt mere udbredt, end nogen vil være ved.

"En ung pige" fortæller Bluitgen, "kunne se tilbage på en dejlig barndom i et rækkehus i en københavnsk forstad. Så ændrede hendes tilværelse sig for altid med en enkelt telefonopringning til Pakistan. Der var fundet en ægtemand. Hun græd og protesterede, men fik at vide, at det var ham eller ud af vagten. Hun fik overtalt sin tilkommende til et proformaægteskab, så han kunne få ophold i Danmark og siden hen gifte sig på ny.

Brylluppet var et helvede for den unge pædagogstguderende. Proformaaftalen blev glemt på bryllupsnatten. Hustruvold og ydmygelser. Da hun skulle forsvare en opgave på seminariet om det at være splittet mellem to kulturer, måtte hun skjule sit hoved, hvor håret var revet af i store totter, under et tørklæde og dække ansigtets blå mærker med sminke.

Hun kom på krisecenter, men er for altid udstødt af sin familie. Sladderen om hende var næsten det værste, og hun tog derfor hjem til sin familie, da hun ville begå selvmord, så det ikke skulle hedde sig, at hun var død af en overdosis narkotika ude blandt danskerne. Hun skød sig i maven og ringede på, men familien åbnede ikke døren, førend politiet tvang den til det.

Hun er i live, men ingen pakistanere vil i dag have med hende at gøre. Hun trøster sig med koranen".(p. 102 f.)

Den tidligere regering, fortsætter Bluitgen, forsøgte sig så småt med regler, der skulle forhindre tvangsægteskaber, og Udlændingestyrelsen spurgte de unge, om de var blevet tvunget til det ægteskab, de nu skulle indgå. Som regel kom spørgsmålet i form af et brev til familien. Den officielle konklusion var ikke overraskende, at tvangsægteskaber praktisk talt ikke forekom i Danmark.

En skelnen mellem tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber er, fremhæver Ayse Deveci, leder af "Broen", der hjælper kvinder foran og i tvangsægteskaber, at narre sig selv. Forskellen på de to ægteskaber er blot, at kvinden foran det arrangerede bliver præsenteret for ét eller to ekstra forslag. Men da det officielle Danmark for alvor fik øjnene helt op for tvangsægteskaberne, bad indenrigsministeren mullaerne om at rådgive familien.

Nej, ærbødigheden, berøringsangsten, fortog sig ikke.

Og lad mig videre nævne ganske kort fra Bluitgens gennemgang: Da den nye regering i 2002 ikke mente, at det er en statslig opgave at sørge for modersmålsundervisning, vedtog man i Københavns kommune at overtage betalingen. Hvorfra pengene blev taget, vides ikke.

Koranskolerne er under tilsyn, men en stor del af undervisningsmaterialet stammer fra hjemlandene, - og sværtning af upassende passager i det danske finder i stort omfang sted.

Sundhedsstyrelsen har et par gange kaldt til faglige debatmøder om omskæring af piger. Formålet har været officielt at orientere deltagerne om, hvorledes man bedst kan tackle problemet og samtidig vise respekt for andres kultur. Et par somaliere blev derfor tilknyttet styrelsens kampagne mod omskæring. De skulle godkende alle udtalelser til pressen, og der blev stillet krav til journalisterne om, at der kunne rettes i artiklerne, inden de blev bragt.

Jyllandsposten omtalte i 2002 en voldtægtssag med efterfølgende afstraffelse af det 15-årige offer, fordi hun gik til politiet. Bladet nævnte, at de tre dømte, gerningsmanden og hans to søstre, var somaliere. Pressenævnet kritiserede avisen for at overtræde god presseskik, idet det ikke fandt, at det var relevant for læserne at vide, at den somaliske drengs søstre også er somaliere. Nævnet henviste til, at det bør undgås at nævne nationalitet og tro på personer, medmindre det har direkte med sagen at gøre.

Og en fornøjelig sag: I en rapport i 1997 til FNs Racediskriminationskomite påpegede Dokumentations- og Rådgivningscentret for Racediskrimination og Det danske Center for Menneskerettigheder, at den danske anklagemyndighed havde afvist at retsforfølge vittigheder, der gør grin med fremmede - med den begrundelse, at det er en dansk tradition at lave vitser om alt og alle. FN afviste de danske centres klager. Da Kåre Bluitgen i en undervisningsbog omtalte sagen og bragte eksempler på vittigheder, der dagligt fortælles blandt børn og rammer alle grupper, modtog hans forlag et brev underskrevet af Fatih Alev, biskop Kjeld Holm, integrationspræst Lissi Rasmussen, tidl. kirkeminister A.O.Andersen og dr. phil Jørgen Bæk Simonsen. Brevet kaldte bogen "sexfikseret", "selvforherligende" og "slibrig".

Jeg kaldte Bluitgen for mennesket med de skarpe øjne og de absurde konklusioner. Hvad konstaterer han nemlig efter sine ret rystende gennemgange? At det er de sorte, at det er "højrekræfterne" i Danmark, der er den virkelige fjende. Derfor skal kultureliten og venstrefløjen opgive berøringsangsten over for problemerne hos indvandrerne, - for at de sorte ikke skal have gavn af kalamiteterne og triumfere!

"Jeg kan ikke lide dem, der holder på Gud, konge og Fædreland", svarede han, da jeg efter læsning af bogen over for ham udtrykte min forbløffelse over den forunderlige konklusion, og han var overbevist om, at venstrefløjen ville blive klogere ved læsningen af hans bog.

*

Jeg har givet mit foredrag titlen "Opdragelse", og det er med ikke ringe betænkelighed, jeg har gjort det. Fordi K. Olesen Larsens 50 år gamle artikel under samme navn i grunden forekommer mig at gøre enhver efterskrift overflødig, i og med at Olesen Larsens opgør med misbrugen af den fra grækerne stammende videnskabelighed indebærer et opgør med enhver tænkning eller forståelse, der ikke holder mennesket for "historisk", dvs. for alene fordret på sit enkle, konkrete liv her og nu.

Når jeg alligevel forsøger en form for efterskrift, er det, fordi enhver tid må kræve sine aktuelle angribere nævnt med navn og adresse, og i den forstand er der jo sket noget i løbet af de 50 år. Islam er rykket ind i det vestlige univers som en uomgængelig faktor. Men uanset om det er en af Muhammed forkyndt og til ham alene åbenbaret lov, der kræver sandhedsstatus, eller det er en videnskabeligt analyserende tilgang til menneskelivet, som gør det, betyder det en flugt fra det historiske.

Det var jo ikke, fordi videnskaben foretog sine analyser, at Olesen Larsen angreb den - sådanne analyser er fuldt legitime og vil altid finde sted. Men det var, fordi analysen af mennesket som natur eller følelse - eller sidst: som et socialt væsen gjorde sig til teologi, i og med den anser det for opdragelsens (og ikke kun børneopdragelsens) opgave at føre sin genstand, det lille eller store menneske, til fuld overensstemmelse med den hævdede sandhed. Til sejren i og over livet, til den konfliktfri tilværelse, til landet Utopia.

Heroverfor gjorde Olesen Larsen opmærksom på, at begrebet opdragelse stort set ikke findes i GT eller NT. For her er det menneskets grænse, Gud, og dermed menneskets vilje, det drejer sig om. Dette, at der er noget mennesket skal, og at der er noget, det vil. Uden skullen ingen villen, kun lyst og behov og hensigtsmæssighed.

Og hverken GT eller NT kender mennesket som andet end Guds skabning. "Det var" skriver Olesen Larsen, "ikke som naturvæsner i videnskabens forståelse, Jesus talte om liljen og fuglen, men om liljen og fuglen som Guds skabninger. Som dem, der lever for Gud. Og liljen og fuglen har ingen ønsker og fordringer; de tier over for Gud og i denne tavshed modtager de deres egen væren fra Gud. Men liljen og fuglen er nok til for Gud, men Gud er ikke til for dem. De ved ikke af Gud at sige. De gør nok Guds vilje, men de gør den med nødvendighed. De gør den ikke selv, de vælger ikke at gøre den".

Men barnet? Jo, fortsætter han, - mens liljen og fuglen er for Gud, så skal barnet lære at være for Gud. Mens disse er sig selv, så skal barnet vorde sig selv. "Som liljen og fuglen er skabte som Guds skabninger, så er barnet skabt til selv at være det". (O.L. At være menneske. II. P. 227 f.)

Og Olesen Larsen præciserer, at det jo er den ophævede umiddelbarhed, det her drejer sig om. Liljen og fuglen er sig selv, mens barnet bliver sig bevidst i sin forskellighed fra sig selv. Umiddelbarheden er ophævet, og ingen kommer tilbage til den ved ønsker og drømme - det er livsflugt at tro det. "Er man først blevet sig bevidst i sin forskellighed fra sig selv, kan man kun vende tilbage til den ved en "gentagelse" - ved at vorde sig selv eller ville være sig selv".

Det er naturligvis Gud selv, der skal lære barnet at vorde sig selv, - som fordring, som grænse, - men Gud lader sig for barnet repræsentere af forældrene, og "har barnet ingen forældre, så tager man blot den første, den bedste person, man træffer på. Og skulle der kun være uvillige personer, så klarer Vorherre og barnet sig endda, - man kan jo tydeligt se på sådanne personer, at sådan skal mennesker ikke være - og altså også se, hvordan mennesker skulle være".

*

Vestens analyse, som (iblandet en god del sværmeri) gør sig til teologi, til hævet over den historie, den analyser - eller den til Muhammed åbenbarede lov, som (iblandet en god del effektiv krigsførelse) på samme vis hæver sig over historien ved at sætte den i stå og slavebinde dens mennesker, dvs. unddrage dem det valg, som Guds fordring indebærer, er i den forstand af samme kaliber. Begge hævder sig som overhistoriske, dvs. begge gør den tale, som kun kan være til samvittighedens afgørelse, til ideologi eller som nævnt: Til teologi.

Det er de to absolutter, der i dag står over for hinanden, - den første korrumperende friheden, som den hævdede at indføre, men eliminerede i sin absoluterende analyse. Den sidste korrumperende loven, der fra at være en befaling til viljen blev et detaljeret åbenbaret system.

Og begge således modsætninger til kristendommens tale, der fastslår, at sand frihed og sand lov alene grunder sig i og kan eksistere under den befaling, der åbenbarede og åbenbarer sig i historien, men ikke er af historien.

Det vestlige og arabiske erobringstogt eller det vestlige og arabiske storhedsvanvid og magtkrav. At balancere mellem disse to slægtninge er ikke nemt for danske lovgivere og andet godtfolk, - for vi må hverken diskriminere eller undsige moderniteten! Kun hvor det gælder dem, der dumt og ukultiveret ikke tænker på at ville sejre over virkeligheden, men bare at stå ret for den, er det tilladt. Kun over for disse fortidens hulemennesker.

*

I Haworth præstegård levede den distræte papa Brontë fortrinsvis i sit studereværelse, men trods de små kår holdt han to aviser, og med iver og ildhu tog han del i begivenhederne i landet og diskuterede dem med hvem, der ville høre, - og det ville de små hellere end gerne. Og i præstegården var der tante Branwell, som også helst opholdt sig i sit værelse, men med omhyggelighed fremlagde "plan for dagen" for de små, med al den strygning, strømpestrikning, skjortesøm og brødbagning, som (med Sigrid Undsets ord) uafladeligt syntes at have foregået i Haworth præstegård, og som de tro mod tantens minde siden aldrig forsømte trods forfatterskab og berømmelse.

Og så var der Tabby i køkkenet, streng og kontant, men med en uudtømmelig skat af gamle sagn og fortællinger, som hun med rund hånd delte ud af. Og sådan blev de oplært til at leve historisk, med kirkegården uden for vinduerne og faderens gudstjeneste om søndagen som den selvfølgelige ramme, og det hele lejrede og fæstnede sig i deres sind, - loven og dagen og tiderne forud for dagen. Og som voksne skrev de om levende mennesker, - om mennesker, der i livets og dødens ubønhørlige vold med de mange nederlag og de uendeligt få sejre var tro mod, hvem de var, og hvad de skulle. Det er ikke sært, at Sigrid Undset fæstnede sig ved de små frøkner og deres liv, for op imod 19l7 havde hendes eget liv taget en radikal drejning. Fra at være en ung feteret forfatter, der lykkelig nygift rejste rundt i Europa, sad hun nu hjemme i Norge i et gammelt, upraktisk hus med to egne børn og sin næsten altid fraværende mands tre børn fra det tidligere ægteskab. Og alt, hvad hun havde levet, læst og tænkt, og det var uhyre meget, blev pludselig konfronteret med en virkelighed, som til det yderste krævede hende, og hun begyndte at ane, at det, der holdt hende fast på dette, ikke var noget menneskeskabt eller mennesketænkt, som hun hidtil havde hævdet, men den levende Gud, som ikke ville vide af andet end hendes ansvar for dem, der levede af det.

Og hun skrev i sit essay om den frygtelige beskedenhed i det store, som hendes egen tid var opdraget til, og som gjorde det uhyre vanskeligt at forstå en tid som Brontësøstrenes.

Hun skrev om fladheden og rationaliteten, der er langt mere rationel end det menneske, den vil være rationel for, og som ikke mindst for kvinderne har været en tragedie - og om en tid, hvor det havde været anderledes. Hvor "hver eneste liten ungpike fik ha` i fred forestillingen om, at hendes hviskende ja og nej hørtes i universets centrum og hendes dyder og udyder, hendes kampe, og sejre var af betydning hinsides stjernerne.

Det var i en slik atmosfære, som er vore dage fremmed, at præsten Brontës døtre vokste op". (Etapper. p. 46)

Teologen Olesen Larsen og digteren Sigrid Undset taler med hver sin stemme, men begge slår de fast, at livet ikke er en traktat på fire sider.

*

Haworth præstegård og hjemmet uden for Oslo er nu fortid. De blev afløst af en pilfingret og ugenert slægt, der ikke ville vide af eller turde hævde nogen lov eller nogen fortidig tale, og som derfor blev viljeløst offer for de sidste moderetninger og de i medierne docerede sandheder. Loven blev afløst af det hensigtsmæssige, fortiden af fremtiden - og den levende Gud skiftedes ud med forskeren fra syddansk universitet.

Det er denne slægt, der i dag står over for - ikke den genopdukkede gamle slægt - men et af frygten karrikeret billede af den. Just frygten, uvisheden er nemlig den inderste kerne i islam, fordi Allah er den uforudsigelige, den, hvis egenskab, særpræg eller vilje man intet kan vide om. Teologisk udtrykt har Gud (Allah) m.a.o. overhovedet ikke åbenbaret sig, skriver nu afdøde biskop i Pakistan Jens Christensen, og han nævner, at én af de ting, der ofte overraskede ham under hans første studier af islam, var den tone af modløshed og usikkerhed i mange af islams store mænds ytringer på dødslejet. For på det bestandige "hvis", der omgærder islams Gud og hans beslutning, er der intet svar. "Da Yazid begravede sin far, skal han have sagt: Jeg vil ikke rose ham overfor den almægtige, for hvis ansigt han skal stå. Tilgiver Han ham, vil det være af Hans barmhjertighed; hævner Han sig på ham, vil det være for hans overtrædelsers skyld". Hvis Gud tilgiver, hvis Gud tager hævn - denne Yazids bemærkning forekommer Jens Christensen at rumme hele islam i en nøddeskal. "Når man år efter år har arbejdet sig igennem Islamisk tænknings store og imponerende bygning, er det mere fortvivlende, end ord kan udtrykke, at opdage, at grundlaget for det hele er det lille ord "hvis". Dette "hvis" er lerfødderne, hvorpå den muslimske teologis kolossale og frygtindgydende skikkelse står". (J.C. Konfrontation. p. 260 f.)

Ihukommende Olesen Larsens ord om, at Gud over for barnet lader sig repræsentere af forældrene, vil jeg hævde, at dette hvis er det også, der går som en rød tråd igennem det muslimske barns forhold til forældrene, og som Kåre Bluitgens erfaringer i grunden forekom mig at være en lang beretning om. Frygten for den vilkårlige Gud. Den voksnes uvished nedfældet på barnet, den samme, vil jeg sige, fortvivlelse bag al tilsyneladende kærlighed og alt sammenhold. Det dejlige hjem i forstadens rækkehus, der blev til den lukkede dør foran den døende pige.

Barnets frygt for den anede vilkårlighed hos repræsentanterne for den vilkårlige Allah, som aldrig nedlod sig til at åbenbare sig i historien og bære alverdens synd, men tværtimod til enhver tid kan beslutte sig for hvad som helst. Den islamiske personlighed, der bærer dette fortvivlende med sig som sit inderste. En ufattelig og uhyggelig tragedie - som den danske elite kalder kultur.