• Hjem
  • Essays
  • Vestens død - en introduktion til Patrick J. Buchanan

Essays i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Vestens død - en introduktion til Patrick J. Buchanan

Af Michael Pihl, Tidehverv, 2005, nr. 10, december, s.195-210.

»Kender du Patrick Buchanan?« – spurgte jeg en amerikansk bekendt, da han tog bogen »The Death of the West« ned fra min reol og havde sendt mig et vantro blik. »Det kan man jo ikke undgå!«svarede han med irritation i stemmen. Og det er mit indtryk, at sådan er det med Patrick J. Buchanan. Han er kontroversiel og provokerende, men ikke til at komme udenom. Hverken for venstreorienterede eller konservative. Nogle vil mene, at andre amerikanske konservative – William Buckley, Barry Goldwater eller måske Samuel Huntington – skulle være mere intellektuelt eller politisk interessante, men sådan har jeg det ikke. Buchanan er værd at beskæftige sig med af flere grunde. For det første har han en enorm gennemslagskraft i den amerikanske offentlighed. Næsten alle hans bøger er bestsellere og udkommer i flere oplag; han er en skarp, konservativ kommentator i flere aviser og en ofte benyttet studievært på amerikansk tv. Buchanan er simpelthen en mand, som mange lytter til som den mest markante, velskrivende og veltalende repræsentant for det konservative Amerika. For det andet er han en konservativ intellektuel med mange års praktisk erfaring i politisk håndværk. Og så er det tilmed en fornøjelse at læse Buchanans veloplagte og elegante stil. Lærd og let på samme tid, fyldt med direkte og skjulte litterære citater, som med legende lethed ikke tynger, men uddyber indholdet. Ingen konservative kommentatorer taler og skriver så klart og skarpt som han. Hans skarphed indbragte ham den lidt tvivlsomme ære, at en lille pjece med berømte og berygtede Pat Buchanan-citater i 1996 blev udgivet af hans politiske modstandere. Bogen hedder »The Sayings of Pat Buchanan«, og på forsiden står han citeret for at have sagt at: »Deng Xiaoping er en kæderygende kommunistisk dværg«. Buchanans værker er først og fremmest en messe værd, fordi han formulerer svar på mange af tidens afgørende spørgsmål gennem en dybtgående konservativ samfunds- og kulturkritik, der rammer både højre og venstrefløjen hårdt. Han har for mange år siden udfordret politisk og økonomisk korrekthed i Vesten og taget emner op, som mere forsigtige konservative først taler og skriver åbent om nu. I sit foredrag om amerikansk konservatisme på Tidehvervs sidste sommermøde (2004) gjorde David Gress os opmærksom på Professor Samuel P. Huntingtons nye bog om indvandringspolitik, multikulturalisme og amerikansk identitet – bogen »Who are We?« Ret beset foregriber Buchanan det meste af det, Huntington skriver i sin nye bog, hvad liberale modstandere da også forsøger at lægge Huntington til last.

I en overfladisk og forudindtaget anmeldelse i tidsskriftet Foreign Affairs forsøgte Alan Wolfe at diskvalificere Huntington – ikke v.h.a. modargumenter, men ved nedladende at betegne bogen »Who are We?« som: »Patrick Buchanan med fodnoter«. Udsagnet er selvfølgelig usagligt, men siger noget om Buchanans status i den amerikanske offentlighed. En noget unik særstatus som den konservative oprører og gadedreng, som mange lytter til, som nogle elsker at hade, men som ingen kan komme udenom.

Buchanan i dansk presse
I Danmark er billedet af Pat Buchanan ofte noget klichépræget. Typisk tegner danske journalister et fordrejet skræmmebillede af ham som en primitiv populist med racistiske og halvfascistiske tilbøjeligheder. Hvis ikke han direkte tillægges racisme og fascisme, prøver journalisterne ofte at sværte ham v.h.a. associationstricket – d.v.s.ved at skabe en dunkel og indirekte forbindelse til en racisme og fascisme, som man ikke kan finde direkte belæg for. Lidt ligesom med heksejagten imod Henrik Gade Jensen, hvor det lykkedes Information og tv2 på et fuldstændig falsk grundlag at tilsvine en politisk modstander med løgnagtige påstande om en »forbindelse til nazistiske kredse«.

Her to eksempler fra dansk presses behandling af Buchanan, der i øvrigt også viser, hvor uniformt og underlødigt den ofte reagerer over for politisk ukorrekte konservative.

Det første eksempel er fra »Information« d. 17.1 1987.

Dengang var Buchanan en hvas modstander af alle former for positiv særbehandling (»affirmitive action«) i USA. Den går stik imod borgerrettighedsbevægelsens oprindelige hensigt om at skabe et såkaldt »farveblindt samfund«, og Buchanans modstand imod det var heller ikke dengang noget enestående standpunkt i amerikansk politik. F.eks. var den sorte konservative Thomas Sowell imod positiv særbehandling, ligesom Jesse Jackson har været skeptisk over for det. Det særlige ved Buchanan var måske kun, at han sagde det åbenlyst og rapkæftet. Men iflg. overskriften i Information betød Buchanans modstand imod positiv særbehandling, at han: »bevæger sig på kanten af racisme«. Når man nu befinder sig på flosklernes overdrev, kunne man jo ligeså godt vende påstanden om og kalde positiv særbehandling for »racistisk«, fordi det netop knytter særrettigheder an til racebegrebet. Information påstod også, at Buchanans konservatisme »ligner en amerikansk udgave af fascismen«.

I 1996 var der udsigt til, at Buchanan kunne blive en seriøs udfordrer til Bob Dole som republikanernes præsidentkandidat. Det gav Jyllandsposten anledning til gru og gysen og til at føre en mindre skræmmekampagne imod ham. Således mente Jyllandspostens lederskribent d. 23/2 1996, at EU med én stemme burde blande sig i den amerikanske valgkamp for at advare amerikanerne imod Buchanan: »Verden har ikke råd til at ignorere truslen fra buchanismen«. Senere (3/3 1996) brugte Jyllandspostens Klaus Justsen associationstricket til at tegne et skræmmebillede af Buchanan som pro-nazist og antisemit i en decideret underlødig portrætartikel. Iflg. Klaus Justsen var beskyldningerne imod Buchanan for antisemitisme »ikke nogen overraskende påstand«, fordi han »på et tidspunkt forsvarede en tidligere nazistisk koncentrationslejrvagt imod udlevering fra USA«. Det, Buchanan i virkeligheden havde gjort, var at forsvare en sagesløs bilmekaniker i Ohio, som af Israel var blevet beskyldt for at være identisk med den såkaldte Ivan den Grusomme fra Treblinka. Mekanikeren blev faktisk udleveret til Israel og dødsdømt, til den israelske højesteret omstødte dommen og frikendte amerikaneren, fordi han viste sig ikke at være KZ-fangevogteren. Den historie brugte JP altså til at få det til at se ud, som om Buchanan vitterligt forsvarede nazistiske krigsforbrydere. Klaus Justsen holdt sig dengang heller ikke for god til også at gøre brug af løgnen til at sætte kronen på værket af sit journalistiske karaktermord. Således påstod han, at Buchanan sågar skulle have – »… anklaget jøderne for Hitlers folkemord«. Jeg har forsøgt at finde dokumentation for Justsens påstand, men har ikke kunnet finde den nogen steder.

Det skal siges, at Buchanan på det seneste har fået en mere seriøs behandling af nogle danske journalister. I okt. 2004 ( 23/10-04) bragte Berlingske Tidende faktisk en saglig anmeldelse af Buchanans seneste bog; »Where The Right Went Wrong«.

Buchanan beskriver og beklager i »The Death of the West« den udvikling efter 1968, hvorefter det blev udbredt i offentligheden og på universiteterne at hæfte skældsordene »racist«, »fascist« og »nazist« på konservative politikere og intellektuelle. Den danske presses behandling af Buchanan afspejler denne udvikling. Patrick J. Buchanan er hverken racist, fascist eller antisemit. Han er konservativ. Og så kan man kritisere ham for det, hvis man vil, men ikke for løgnehistorier om antisemitisme etc.

En konservativ oprører
Buchanan repræsenterer en klassisk amerikansk konservatisme, som i nyere tid knytter an til Barry Goldwater og Ronald Reagan og definerer sig i modsætning ikke blot til den liberale venstrefløj, men også til den for tiden herskende neokonservatisme i Bush-regeringen og Det Republikanske Parti:

»Den konservative bevægelse er blevet kapret og gjort til en globalistisk, interventionistisk, åbne grænser–ideologi, som ikke er den konservative bevægelse, jeg voksede op med« – udtalte Buchanan til New York Times for et par år siden(8/9 – 2002).

Ud fra en klassisk konservativ position udfordrer han altså konventionel visdom i begge fløje af amerikansk politik og angriber både demokrater og republikanere. Han er kritisk over for Irak-krigen. Han er kritisk over for den sociale og kulturelle ødelæggelse, der følger af den hæmningsløse globalisering og argumenterer for en ny »økonomisk nationalisme« og et nyt indvandrerstop i USA. Han forsvarer kristendommen og konservative familieværdier og går ufortøvet frem med blodøkse i forreste linje i den strid, som man i Amerika meget betegnende ikke kalder for kulturkamp, men for »kulturkrig«. I en berømt og berygtet tale, der indledte republikanernes nationalkonvent i 1992, havde Buchanan så at sige officielt erklæret den amerikanske kulturkrig:

»Der er en religionskrig i gang om Amerikas sjæl. Det er en kulturkrig ligeså afgørende for, hvad slags nation vi en dag skal være som selve den kolde krig. Og i den strid om Amerikas sjæl er Clinton på den anden side, og George Bush er på vores side. Og så må vi komme hjem og stå ham bi«. – Tale ved Republikanernes nationalkonvent 17. august 1992.

Kulturkrigs-talen gjorde Buchanan kontroversiel også inden for republikanernes egne rækker – specielt blandt dem, der frygtede, at han ville skræmme vælgere fra diverse minoritetsgrupper væk.

Det var i 1992. En del af Buchanans kulturkrig udkæmpes nu også på en anden front og handler om sjælen i Det Republikanske Parti – og om, hvad det i virkeligheden vil sige at være konservativ. Da George W. Bush indtog det hvide hus, flyttede neokonservatismen nemlig også ind sammen med præsidentens nærmeste rådgivere. Det var folk som videpræsident Dick Cheney og forsvarsminister Donald Rumsfeld, der var præget af den neokonservatisme, som de havde lært ved fødderne af den gamle trotskist Irving Kristal. Kort fortalt indebærer neokonservatismen et pragmatisk syn på en voksende offentlig sektor, en politisk korrekt holdning til åbne grænser og amnesti for illegale indvandrere, frihandel, taktisk tilbagetog i den konservative kulturkamp, men til gengæld en meget aktivistisk og ideologisk præget udenrigspolitik. USA skal fastholde og evt. udbygge et slags imperium ved at skabe demokratiske og økonomisk liberale stater, der erstatter undertrykkende regimer og såkaldt »mislykkede stater«. Dette skal ske om nødvendigt med militær magt som i tilfældet Irak. Dermed bliver den amerikanske præsident en korsfarer for Den ny Verdensorden med demokrati og menneskerettigheder. Men er det konservativt? – spørger Pat Buchanan. I sin seneste bog »Where the Right Went Wrong?« – en bog, der i øvrigt med det samme havnede på NY Times bestsellerliste – svarer Buchanan selv på spørgsmålet:

»Der er ikke noget konservativt parti tilbage i Washington«, siger han og undsiger Bushs indenrigspolitik og aktivistiske mellemøstpolitik.

»I 2003 invaderede USA et land, som ikke truede os, ikke angreb os og ikke ønskede nogen krig med os, for at afvæbne det for våben, som vi siden hen fandt ud af, at det ikke havde«. »Amerikansk dominans i Mellemøsten er ikke midlet mod terror. Det er årsagen til terror. Havde vi ikke været derovre, så ville 11.-september terroristerne ikke have været her…Vi blev angrebet på grund af vores imperiale tilstedeværelse på Meccas og Medinas hellige jord, på grund af vores fjenders opfattelse af, at vi kvalte Iraks befolkning med sanktioner og forberedte et nyt angreb, og på grund af vores ukritiske støtte til Ariel Sharons Likud-regime.«

»Terrorisme er imperiets pris. Hvis vi ikke ønsker at betale prisen, så må vi opgive imperiet. Strategiske tilbagetrækninger er ikke nederlagets strategi, men en erkendelse af virkeligheden. Den islamiske verden, oprørt af sine egne stamme-, religiøse- og nationale stridigheder, må selv afgøre sin fremtid. Amerikansk indblanding for at diktere slutresultatet er ikke mere velkommen end de osmanniske tyrkeres indtrængen, da katolske og protestantiske nationer afgjorde deres fremtid i krige for århundreder siden (…) Nøjagtig som synet af Suleiman ved Wiens porte forenede de stridbare kristne konger imod Tyrken, så forenede synet af Bush i Bagdad islam imod Amerika«. »De af os, der blev kaldt upatriotiske for at sætte os imod invasionen af Irak, og som advarede om, at vi ville arve vores eget Libanon med 25 mio. irakere, har fået ret. Nu er vores nation bundet fast, og vores hær bløder dagligt i en krig for at skabe demokrati i et land, hvor det aldrig før har eksisteret«.

Allerede i 1999 havde Buchanan forudset 11/9 og angrebet på Amerika. I bogen »A Republic, Not an Empire« advarede han imod en udenrigspolitik, der handlede mere om imperiebyggeri frem for varetagelse af amerikanske borgeres interesser. USA havde allerede dengang blandet sig i for mange konflikter i verden og skaffet sig for mange uvenner, skrev Buchanan i 1999 og advarede:

»…hvis vi fortsætter denne kurs med refleksagtige interventioner, så vil fjender en dag besvare vores magt med de svages våben – terror og en dag overvældende terror på amerikansk jord«.

En stormagt er i stand til at udkæmpe en storkrig, men den eneste måde at forblive stormagt er netop at undgå at udkæmpe en sådan storkrig – påpeger Buchanan og taler for en tilbagevenden til en mere isolationistisk præget udenrigspolitik og en mere overordnet tilbagevenden til en mere klassisk konservatisme: »Tilbage til katakomberne!« – som han siger.

Da Buchanan først fremsatte sin kritik af Irak-krigen, fik han ikke megen støtte fra republikanerne, men i takt med, at krigen og terroren trækker ud, er der efterhånden flere, der støtter ham. Således skriver forfatteren Claes Ryn: »Hvis forsigtighed er den konservatives dyd, så er George W. Bush ikke længere konservativ«. Han sammenligner Bushs projekt med den franske revolution: At »gøre demokrati til et verdensomspændende moralsk korstog er tegn på den nye jacobinisme, som i dens frelsende fanatisme får os til at tænke på den franske revolutions hovedpersoner«. Ligeledes skriver Owen Harris i en artikel om »Hvad konservatisme betyder« i The American Conservative (17/11 2003): “Troen på, at demokratiske institutioner, adfærd og tænkemåde kan eksporteres og transplanteres til samfund, der ikke har nogen traditioner for dem, er en dybt ukonservativ, ja ligefrem en radikal, tro«.

– »Et stensikkert flop«havde ellers været overskriften i en artikel tre år tidligere i det politiske ugemagasin »The New Republic« af Franklin Foer, da Buchanan lancerede sit nye tidsskrift »The American Conservative«: »Buchanan og hans rige venner kunne ikke have valgt et dårligere tidspunkt til at starte et magasin for det isolationistiske højre« – skrev Foer ringeagtende om Buchanan. Senere har Foer måttet indrømme, at han tog fejl. I Oktober 2004 skrev han i New York Times om den stigende konservative utilfredshed med den førte udenrigspolitik: »Med Irak-krigen inde i en hård periode er denne anti-interventionistiske tradition pludselig parat til at blive vækket igen«.

I »Where the Right Went Wrong« angriber Buchanan neokonservatismen for at sælge ud af gamle konservative principper:

»Siden Goldwaters nederlag i 1964 har republikanerne vundet 7 ud af 10 præsidentvalg og er blevet ’Amerikas parti’ …men sejren er til for høj en pris: Flugt fra principper«. Men, skriver Buchanan: »Principper betyder faktisk noget. For historien lærer os, at hvis vi svælger i republikanske laster og giver efter for fristelsen til at købe stemmer for offentlige penge for at forføre folket med brød og cirkus, for at føre imperiekrige, så ødelægger vi jordens sidste håb. Og ligesom der kom en regnskabets time for Lyndon Johnson, der leverede smør og våben i krigstid, så rammer boomerangen George W. Bush i nakken«.

Denne konservative principløshed præger – iflg. Buchanan – ikke blot udenrigspolitikken, men også udlændingepolitikken og den økonomiske politik. En liberal indvandringspolitik truer nu den kulturelle og sociale sammenhængskraft i Amerika, siger Buchanan. Og begge politiske partier har skrevet under på en ultraliberal økonomisk politik. Det indebærer et socialt forræderi over for den amerikanske middelklasse og amerikanske arbejdere:

»Smeltediglen virker ikke længere. Nytilkomne bliver ikke assimileret…I alle meningsmålinger har det amerikanske folk forlangt, at illegal indvandring skal stoppes og lovlig indvandring reduceres. Men præsidenten og kongressen nægter at gøre deres forfatningsmæssige pligt og forsvare unionens stater imod det, der er blevet til en udenlandsk invasion« (Where the Right Went Wrong, s. 7). Og videre:

»Det Republikanske Parti, som førte Amerika til industriel overlegenhed, har indvilliget i nationens afindustrialisering for at tilfredsstille transnationale selskaber, hvis oligarker financierer partiet. Amerikanske firmaer lukker fabrikker her, åbner dem i Kina, ’outsourcer’ lavtlønnet kontorarbejde til Indien, importerer asiater til at overtage flipproletararbejde fra amerikanere og hyrer illegale indvandrere til deres servicearbejde. Det republikanske parti har skrevet under på økonomisk forræderi« (Where the Right Went Wrong«, side 8).

I bogen fra 1998 – »The Great Betrayal – How American Sovereignity and Social Justice Are Being Sacrificed to the Gods of the Global Economy« havde Patrick Buchanan formuleret en sammenhængende kritik af den uhæmmede globalisering. Den fører til ublu konkurrence på dårlige løn- og arbejdsvilkår, Amerikas af-industrialisering, arbejdsløshed og sociale problemer, der igen truer den amerikanske familie, knuser den amerikanske drøm og underminerer nationens sammenhængskraft. Samtidig øger den polariseringen og kløften mellem almindelige amerikanere, der stadig er knyttet til nationalstaten, og en politisk korrekt elite, der ikke længere føler nogen loyalitet over for nogen arbejdere eller nogen nation. »The Great Betrayal« er et økonomisk manifest for, hvad Buchanan selv kalder »en ny økonomisk nationalisme«. En økonomisk nationalisme i tradition med Washington, Hamilton, Madison, Abraham Lincoln og Friedrich List. En økonomisk politik, som republikanske politikere førte i perioden fra 1865 til 1914, og som bragte Amerika fremgang i den periode. Fra borgerkrigen og frem til første verdenskrig steg USA's industriproduktion fra halvdelen af Storbritanniens til det dobbelte af, hvad briterne producerede. Ved protektionistiske tiltag og et mere pragmatisk syn på frihandel vil Buchanan altså sætte Amerika forrest og inddæmme de destruktive kræfter i globaliseringen. Det skal ske v.h.a. en ny skatte- og handelspolitik og ved at fremme regionale handelszoner mellem kompatible økonomier, der skal erstatte global frihandel. Buchanan frygter, at den amerikanske nation bryder sammen, hvis man ikke stopper polariseringen imellem en transnationalt orienteret erhvervselite, der bliver rigere og rigere, og almindelige arbejder- og middelklasse amerikanere, der er pressede af globaliseringen. I bogen argumenterer han med historiske eksempler for en økonomisk politik, der sætter Amerika og amerikanske arbejdere først, og han vender sig imod, hvad han opfatter som en anti-social, transnational elites trang til at overgive national suverænitet og jurisdiktion til overnationale organisationer som WTO.

Her et par citater fra »The Great Betrayal«:

»Den globale økonomi har affødt en ny elite, ligesom Amerikas industrielle revolution gjorde det. Ikke desto mindre er denne nye elite med sin mentalitet og sit verdenssyn en helt ny race. Frigjort fra enhver national loyalitet strejfer den om i den grænseløse økonomis darwinistiske verden, hvor følelse er dårskab, og alene de stærkeste overlever. I denne rodløse transnationale elites øjne er mænd og kvinder ikke familie, venner, naboer, medborgere, men »forbrugere« og »produktionsfaktorer«. – The Great Betrayal, side 97. »Som en skibbruden, udmattet Gulliver på stranden i Lilliput skal Amerika bindes med tråde, snor for snor, indtil det ikke kan bevæge sig, når det vågner. ’Stykke for stykke’ overgives vores suverænitet. Ved at tiltræde NAFTA, GATT, FN, WTO, Verdensbanken, IMF, har Amerika ladet sig fange i et net, der begrænser dets handlefrihed, indskrænker dets frihed og udsuger dets velstand. De fleste amerikanere er ikke klar over dette. Og bare det at rejse spørgsmålet fremkalder latterliggørelse…« – The Great Betrayal, side 107. Buchanan argumenterer ikke imod markedsøkonomi, men han siger, at markedet er til for menneskenes skyld – og ikke kun for forbrugerne.

»Men når amerikanske arbejdere mister vellønnet industriarbejde, så betaler nationen – i mistede skatteindtægter, som de arbejdere ville have betalt, i arbejdsløshedsunderstøttelse, i velfærdsordninger til dem, der holder op med at søge arbejde. Når erhvervsbyer bliver til spøgelsesbyer, når kvinder med små børn tvinges ud på arbejdsmarkedet for at indhente familiens tabte indtægter, så betaler Amerika. Opløste hjem, rodløse familier, ødelagte drømme, lovovertrædelser, hærværk, kriminalitet – dette er frihandelens skjulte omkostninger. Og hvis det ikke var familier og nabolag, hvad i himlens navn er det så, vi som konservative ønsker at bevare?« – spørger Buchanan (på side 285 i The Great Betrayal). Og han konkluderer:

»En økonomi er ikke et land. En nations økonomiske system burde forstærke båndene i det nationale fællesskab, men nationen er af en højere orden end en økonoms fantasiprodukt. En nation er organisk, levende, den har et bankende hjerte. Folket i en nation er et moralsk fællesskab, som må dele højere værdier end økonomisk interesse, ellers vil nationen ikke overleve … Det, der er galt med den globale økonomi, er det samme, som er i vejen med vores politik; den har rod i myten om Det Økonomiske Menneske. Den hæver økonomi over alt andet. Men mennesket lever ikke af brød alene. I en sand nation er der mange ting, der er anbragt på et højere alter end maksimal effektivitet eller maksimalt vareudbud for forbrugerne. Engang forstod konservative det… At dyrke markedet er en form for afgudsdyrkelse ligesom at dyrke staten. Markedet skal virke for mennesket og ikke omvendt«. – The Great Betrayal, side 287-288.

Det var nogle indledende kommentarer for at illustrere, hvordan Buchanans særlige konservatisme udfordrer hele det politiske og intellektuelle etablissement. Men før jeg kommer til det, som er mit egentlige anliggende, nemlig præsentationen af Buchanans bog om »Vestens Død«, ville jeg sige et par ord om forfatteren. I den meget underholdende selvbiografi »Right from the Beginning« (1988) kan man læse om hans liv og virke op til perioden før 1988 og altså dermed om tiden, før han selv stillede op som præsidentkandidat. Bogen er også en interessant og levende samtidsskildring af et Amerika, set med Buchanan’sk skarpsind og nådesløs ærlighed.

Biografisk om Patrick J. Buchanan
Buchanan blev født i 1938, i Georgetown, Washington, D.C. som søn af William Baldwin Buchanan og Catherine Elisabeth Crum. Familien var katolsk – af irsk-skotsk herkomst, og han var et af 9 børn (7 drenge og 2 piger) i en solid middelklassefamilie. Både i hjem og skole modtog Buchanan, hvad de fleste danskere nok ville kalde en streng katolsk opdragelse med vægt på de kollektive værdier, som han er forblevet loyal overfor: Kristendom, familie og nation. Buchanan var stærkt knyttet til sin far og i en epilog til selvbiografien: »Right from the Beginning« (1988) kalder han ham »Den bedste mand, jeg nogensinde har kendt«. Ikke uden humor skildrer han en streng, men kærlig far:

»Far havde noget anderledes forestillinger om, hvordan børn skulle opdrages. Mens andre drenge blev straffet for at rode sig ind i slagsmål, blev vi straffet, når vi ikke ramte sandsækken 400 gange om dagen …Da jeg var i Det hvide Hus fornylig, spurgte en berømt tv-studievært mig om, hvordan jeg var blevet konservativ. Tja, sagde jeg, du må forstå, at i den familie, som jeg kommer fra, der er jeg en moderat, en midtsøgende, en progressiv. Jeg fik min politiske opdragelse ved et middagsbord, hvor der for enden som overhoved sad en autoritær figur, hvis politiske helte var Douglas MacArthur, Joe McCarthy og General Franco« (Right from the Beginning, side 386).

Buchanan gik i katolske skoler, bl.a. jesuiterskolen Gonzaga College High School og Georgetown University.

Han nærer en ufravigelig veneration for de katolske uddannelsesinstitutioner, som har præget hele hans liv og virke. »Drenge, I har brug for en referenceramme at leve efter« – sagde den gamle jesuit, Fader McNamee, der underviste dem i etik. Buchanan var en begavet elev, men også allerede dengang lidt af en gadedreng og ballademager. Således blev han bortvist fra Georgetown et helt skoleår, fordi han havde drukket og var kommet i kæmpeslagsmål med nogle politifolk. Buchanan færdiggjorde sit universitetsstudium i 1961 med eksamen i fagene engelsk og filosofi, hvorefter han i 1962 tog en mastergrad i journalistik ved den prestigefyldte journalistskole på Columbia University. Blandt medstuderende var han den, der hele tiden udfordrede og provokerede med sine synspunkter og gik imod tidsånden i starten af 1960’erne, men selvom han forargede, blev han respekteret. Fra 1962 til 1965 var han ansat på den konservative avis St. Louis Globe Democrat, hvor han hurtigt avancerede, og som 23-årig blev han en af landets yngste lederskribenter. I den periode var han præget af Barry Goldwaters radikale konservatisme. »Når folk kaldte os ’det radikale højre’, så havde de en pointe«, skriver Buchanan i »Right from the Beginning« (s. 245). »Radix er det latinske ord for rod, og Barry Goldwater ville føre Amerika tilbage til rødderne med sine idéer om konstitutionalisme og en begrænset stat«. Jeg har ladet mig fortælle, at Goldwaters kampagne i 1964 har været skelsættende for den konservative selvforståelse i Amerika, fordi han – efter mordet på JFK og sympatibølgen imod Johnson – vidste, at han ikke kunne vinde i 1964, og derfor førte en kampagne, hvor han stod fast på de grundlæggende principper – også hvor det var utaktisk at gøre det. Man fristes til at drage en parallel til Pat Buchanans egne senere forsøg på at stille op til præsidentvalg og føre en ren konservativ kampagne – imod alle odds. I hvert fald gik han over fra journalistik til politik og blev fra 1966 rådgiver for Richard Nixon, og fra 1969 til 1974 arbejdede han som taleskriver og skribent for Nixon. Om overgangen fra journalistik til politik skriver han (i »Right from the Beginning«), at venskabets, landets og sagens krav nogle gange kommer i konflikt med og måske oven i købet overgår hensynet til karrieren: »Jeg er katolik, konservativ og amerikaner, før jeg er journalist og klummeskriver« – side 253 i selvbiografien. Og han formulerer i den forbindelse noget, der kan minde om et slags Credo (side 252):

»Den gamle anklage imod højremænd er, at inderst inde er vi anti-intellektuelle; vi mistror tankens mænd, vi er mere hjemme i legendernes og myternes og troens verden end i fornuftens mere kølige rige. Selvom den er forståelig, er anklagen i sig selv forenklet og forkert. Det, vi tror, er snarere, at tro går forud for fornuft, at kærlighed går forud for forståelse, at vi tror, før vi kommer til at vide. Da vi voksede op, behøvede vi ikke at få forklaret, at vi skulle stå brødre, søstre, familie og venner bi. Det kom naturligt. For os er den rette og ærefulde pligt for ordets og tankens mænd ikke bare at søge og registrere abstrakt sandhed, men at udfolde vores talenter, hjernens argumenter for at forsvare hjertets skatte: Familie, tro og land. Når en tankens mand bruger tankens våben til at angribe sine egne – familie, tro eller land – så er dette, for os, virkelig de intellektuelles forræderi«. (Right from the Beginning, side 252).

Samarbejdet med Nixon standsede med Watergate-skandalen, som Buchanan ikke havde noget at gøre med. Han samarbejdede lidt med Ford, før han endelig sagde op i 1974. Så arbejdede han 10 år som freelance journalist og studievært og kommentator på TV-programmerne »Crossfire« og »The McLaughlin Group«. Fra 1985 til 1987 vendte han tilbage til Det hvide Hus for at arbejde som pressechef – Director of Communications – for præsident Ronald Reagan. Han deltog bl.a. i Reagans topmøde med Gorbatjov i Reykjavik i 1987.

I 1990’erne forsøgte Buchanan tre gange at blive præsidentkandidat.

I 1992 udfordrede han George Bush den ældre i nomineringen til republikanernes præsidentkandidat. I primærvalgene fik han ca. 3 mio. stemmer og pressede Bush til at føre en mere konservativ linje, end han ellers ville have gjort, men til sidst måtte han opgive og bakkede op bag præsident Bush, bl.a. med sin kulturkrigstale ved republikanernes nationalkonvent i 1992, der som nævnt gjorde ham kontroversiel inden for det republikanske parti.

I 1996 prøvede Buchanan igen. I sin kampagne førte han en vældig kamp imod NAFTA – frihandelsaftalen og fremførte de synspunkter, der også kommer til udtryk i bogen »The Great Betrayal«. Han vandt en overraskende sejr ved primærvalget i februar i New Hampshire, hvor han slog senator Bob Dole, men blev senere indhentet og måtte opgive kampen i marts. I primærvalgene i de republikanske stater havde han fået 21% af stemmerne.

Der er altså – efter min mening – ingen tvivl om, at Buchanan ville have haft sit eget parti i et politisk system, der mindede mere om det danske, hvor vælgernes synspunkter opfanges hurtigere og repræsenteres mere differentieret.

I 1999 forlod Buchanan republikanerne og blev præsidentkandidat for det nystiftede Reform Party, som han forsøgte at føre sin kampagne for ved præsidentvalget i 2000.

I 2002 stiftede Patrick J. Buchanan det nye tidsskrift »The American Conservative« sammen med bl.a. Scott McConnell. Bladet markerer en klassisk amerikansk konservativ position i skarp kontrast til den neokonservatisme, der præger det gamle konservative tidsskrift »National Review«. Han er i dag nok mest indflydelsesrig som forfatter og kommentator i aviser og på tv.

I 2002 udkom hans bog om vestens død – »The Death of The West« med undertitlen: »How Dying Populations and Immigrant Invasions Imperil Our Country and Civilization« – Hvordan Døende Befolkninger og Invasioner af Indvandrere Truer vores Land og Civilisation. Washington Times anmeldte den som »hans hidtil bedste bog«, mens såvel venstreorienterede som neokonservative anmeldere var påfaldende enige i deres forargelse over Buchanans obduktion af Vestens endnu levende lig. Det meste af bogen er skrevet før 11.september 2001, men efter angrebet på de to tårne blev udgivelsen udsat til 2002, simpelthen fordi bogen er så markant og kontroversiel. Den handler ikke bare om USA – også om Europa. Den angår i høj grad os. Buchanan er forbløffende velorienteret om europæiske samfundsforhold, kultur og historie. Hans anliggende og hans angreb rammer lige ned i de spørgsmål, der deler Danmark og deler Europa, og som kommer til at afgøre vores skæbne.

Vestens Død – »The Death of the West«:
Bogen indvarsler Aftenlandets Undergang, men maner også til kamp for den vesterlandske kultur. Folk dør, når troen dør. Det er bogens hovedtese groft forenklet. Faldende befolkningstal er tegn på en civilisation i forfald. Og i næsten alle vestlige lande falder befolkningstallet.

I »The Death of the West« nævnes kulturelle faktorer – herunder afkristning – som delvis årsag til Vestens døende befolkninger. Samtidig med, at flere søger ud i materialisme og væk fra kristendom, polariserer indvandringen de vestlige samfund, fordi indvandrerne ikke integrerer sig, men skaber parallelsamfund, der truer nationernes sammenhængskraft. Bl.a. også, fordi indvandringen finder sted i et kulturelt tomrum, hvor multlikulturalisme og tosprogethed har erstattet assimilation som officiel politik. Resultatet, konkluderer Buchanan, bliver en balkanisering af Amerika. Og det er en proces, som han mener allerede kan iagttages i Europa. Jfr. Roger Scruton eller Lars Hedegaard og Torben Hansens bog »I Krigens Hus«.

Døende Befolkninger
I de europæiske nationer, der oprindelig udgjorde den vestlige civilisations vugge, er befolkningerne holdt op med at få børn. I hvert fald er de holdt op med at få de 2.1 børn pr. kvinde, der skal til for at opretholde folketallet. Ikke siden den sorte død tog livet af en tredjedel af befolkningen i 1300-tallet, har den europæiske civilisation været så svækket. Kun 10% af verdens befolkning vil være af europæisk afstamning i 2050. 1/3 af Europas befolkning vil være over 60 år gammel, og hver tiende vil være over 80. Passiv og ufrivillig dødshjælp er kommet til Europa, siger Buchanan. I 17 europæiske lande er der i dag flere begravelser end fødsler – flere kister end vugger. I 2050 vil der være 23 millioner tyskere, 16 millioner italienere og 30 millioner russere færre. Rusland vil derfor miste Sibirien og det fjerne østen til Kina og vil blive skubbet ud af Kaukasus og Centralasien, hvor de muslimske befolkninger eksploderer, mens Ruslands befolkning dør. Spaniens befolkningstal vil være faldet med en tredjedel i midten af dette århundrede. Om halvtreds år vil verdens befolkning godt nok være vokset til 9 milliarder, men 100 millioner europæere vil være væk. Det er Europas store dødsmarch. Vestlig kultur og kristendom trasker med i ligtoget. Vesten, sundere og mere velstående end nogensinde før, har ikke længere lyst til at føre livet videre. Splittede nationer, hvis eliter ikke længere vil være sig selv, deres kultur og tro bekendt. De lader hånt om, at Vesteuropa affolkes, overgiver national suverænitet og lader sig demografisk overmande af muslimske parallelsamfund. Med det faldende folketal vil Europa enten skulle skære drastisk ned i velfærdsydelser og pensionsordninger eller importere endnu flere udlændinge til arbejdsmarkedet, hvis velfærdssamfundet skal bevares.

Hvad er så årsagen? Hvorfor er Vestens befolkninger holdt op med at få børn?

Det er i midten af de glade tressere, at vestens kvinder holder op med at få børn. Midt i velstandsstigningen sker der noget, der dræber vestlige kvinders lyst til at få børn. Buchanan nævner udbredelsen af abort og prævention som medvirkende, men ikke selve årsagen. I 1973 besluttede den amerikanske Højesteret med en skelsættende afgørelse i abort-sagen Roe v. Wade, at kvinders adgang til abort skulle være beskyttet af forfatningen. Siden Roe v.Wade-afgørelsen er der gennemført 40 mio. aborter i USA, og 30% af alle graviditeter ender nu i abortklinikkens skraldespand – som han udtrykker det. Men Højesterets politik og abortlegalisering forklarer som sagt ikke i sig selv vestlige kvinders holdningsskift. Man er nødt til at forholde sig til kulturelle faktorer, der danner baggrund for denne mentalitetsændring. I 1960’erne gik familiemønstret i opløsning samtidig med, at fjernsynet udbredte en ny selvrealiseringsorienteret ungdoms- og forbrugerkultur. Da ungdomsoprøret blev moderne på de videregående uddannelser, blev foragten, ikke bare for forældrenes kønsrollemønster, men også for selve familielivet, en del af 68’oprøret. Under inspiration fra frankfurterskolen og Mao ville man gennemføre en kulturrevolution, der skulle gøre endeligt op med »den borgerlige familie«, med alle nedarvede institutioner og med den kristne kultur. Det gamle samfunds kultur, tradition og nationale fællesskab stod i vejen for den nymarxistiske middelklasses magterobring ved en march gennem institutionerne. Kulturrevolutionens foragt for konservative familieværdier er også blevet overtaget og markedsført i populærkulturen. Buchanan nævner som eksempel aktuelle tv-serier som Sex in the City og Desperate Housewives og Ally McBeal. Det er klart, at 1960’ernes socialøkonomiske forandringer med velstandsstigning og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet også medvirkede til at sætte familien under pres, og at det pres bliver forstærket i globaliseringens tidsalder, hvor middelklassefamilien har to indtægter for at opretholde levestandarden. Her fremsætter Buchanan et forslag: Arbejdsgivere burde betale en »familieløn« – »a family wage« – en løn, der gør det muligt for arbejderen at forsørge kone og børn alene. Buchanan nævner andetsteds (»The Great Betrayal«), at Henry Ford betalte højere løn til familiefædre blandt bilarbejderne.

I dag, siger Buchanan, synes det vigtigere for konservative at støtte erhvervslivets ønske om mere kvindelig arbejdskraft end at støtte familien og tiltag, der tilskynder til at få børn. Han kritiserer moderne konservative for, hvad han kalder for ’økonomisme’. Side 37 i »The Death of the West«:

“Mange konservative ligger under for økonomismens vranglære, en omvendt-marxisme, der hævder, at mennesket er et økonomisk dyr; at frihandel og frie markeder er vejen til fred, velstand og lykke; at hvis vi bare kan få ordnet marginalbeskatningen og afskaffet beskatning af kapitalindkomster – så venter Paradis! Men da indkomstbeskatning for de rigeste var over 90% i 1950’erne, var Amerika efter enhver moralsk og social målestok et bedre land«. – The Death of the West, side 37.

Buchanan kritiserer også nyfeminismen, som han betragter som en afsporing og radikalisering af den oprindelige bevægelse for kvinders ligeberettigelse fra 1800-tallets slutning. Moderne feminister er militante i deres afvisning af rollen som moder, hustru og skaber af et hjem for børn, og de sammenligner ofte ægteskabet med prostitution og slaveri. »At være husmor er en illegitim beskæftigelse« – udtalte en professor Vivian Gornick i 1980. De fleste amerikanere deler ikke disse synspunkter, siger Buchanan, men de påvirkes af ekstrem feministisk ideologi gennem dameblade, medier og offentligheden. Jeg kommer til at tænke på den feministiske triviallitteratur, som jeg blev tvunget til at læse i gymnasiet med bøger af Fay Weldon, der beskrev ægteskabet som en mellemting mellem et bordel og et fængsel. I sin kulturkamptale fra 1992 havde Buchanan også berørt dette tema i et angreb på Hillary Clinton:

»…Og hvad tror Hillary så på? Ja, Hillary tror på, at 12-årige skal have ret til at lægge sag an imod deres forældre, og hun har sammenlignet ægteskabet som institution med slaveri – og livet i et indianerreservat… Nå Ja, tal for dig selv, Hillary! – Venner, det er radikal feminisme det her.«

Buchanan betragter 1970’ernes såkaldte »sexuelle frigørelse« som et sammenbrud for den moralske orden, der hvilede på kristne værdier som troskab, forpligtelse og opofrelse. Han ser det som et tilbageskridt og et udtryk for en militant sækulær individualisme, når halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse og afløses af mindre forpligtende »forhold«.

Det Amerika, Buchanan voksede op i, er væk, kulturrevolutionen har sejret, og de fleste konservative har erklæret taktisk tilbagetog og anmoder om våbenstilstand i kulturkrigen. Udviklingen er altså præget af kulturelt forfald, afkristning og individualisering, der minder om romerrigets forfaldsperiode. Også der oplevede man en civilisationskrise forbundet med et fald i fødselsraten. I dag, siger Buchanan, vil det kristne Vesten, som er aldrende og døende, prøve at overbevise den tredje – og den muslimske verden om, at de skal udbrede prævention, abort og sterilisation, som Vesten har gjort det. Men hvorfor – spørger Buchanan – skulle de indgå en selvmordspagt med os, når de står til at arve jorden, når vi er væk?

Kulturrevolutionens katekismus
Kulturrevolutionen har altså sejret og indstiftet en ny art troslære. Hvad indeholder så denne nye troslære? Det forsøger Buchanan at opridse i et kapitel om den nye revolutionære katekismus. For det første er det en tro på denne verden alene. Der er ingen Gud eller nogle absolutte værdier, og alt liv begynder og ender her. Ligesom i Danmark er det karakteristisk for tilhængerne af den amerikanske kulturrevolution, at de taler meget om tolerance, men selv er de de mest intolerante over for anderledes tænkende. Således er et program for at drive kristendommen helt ud af skolevæsenet en del af den revolutionære katekismus. Kristne helligdage som f.eks. påsken, afskaffes og erstattes af økopolitisk korrekte fejringer af Jordens Dag o.lign.

I Danmark kommer jeg til at tænke på Det Radikale Venstre, der fornylig blev enig med sig selv om, at det er en god idé at nedlægge faget kristendomskundskab i folkeskolen og genskabe det i multireligiøs herlighed under navnet religion. I det hele taget minder den kulturrevolutionære modkultur, som Buchanan angriber, meget om det vi i Danmark ofte forbinder med en kulturradikal politisk korrekthed.

Politisk foreskriver den nye troslære skepsis over for enhver tilknytning til nationalstaten og støtte til enhver overførsel af magt, jurisdiktion og suverænitet til overnationale institutioner, hvad enten det drejer sig om WTO, Kyoto-aftalen, en international FN krigsforbryderdomstol eller EU-systemet.

Også dogmet om Vestens historie som et forbryderkatalog er en del af den revolutionære katekismus. Historien er en kæde af ugerninger begået af kristne nationer imod ædlere folkeslag. Læren om Vestens historie som et katalog over slaveri, folkemord, kolonialisme, imperialisme og massakrer skal afvæbne og paralysere Vesten moralsk og fastholde et kollektivt skyldkompleks.

I selvbiografien siger Buchanan i øvrigt: »For os er synd personlig, ikke kollektiv … Kollektiv skyld er en lidelse, som liberale plages stærkt af, det gør vi ikke«.

Buchanan nævner som eksempel på det kollektive skyldkompleks FN-konferencen i Sydafrika for et par år siden, hvor man officielt ville vedtage dogmet om Vestens eneskyld for slaveriet og påtvinge økonomiske erstatninger for forbrydelser begået mod afrikanske slaver fra 1700-tallet. Clinton klædte sig dengang i sæk og aske og undskyldte for slaveriet over for efterkommerne af de stammehøvdinge, der selv havde fanget og solgt slaver til europæerne. Der var slaveri i Afrika før europæerne kom, siger Buchanan, og Vesten opfandt faktisk ikke slaveriet, men afskaffede det derimod. England forbød slavehandel i 1833 og USA i 1863 ud fra kristne og moralske motiver.

Buchanan provokerer også med en diskussion af begrebet »hate crimes« – forbrydelser motiveret af had imod en særlig samfundsgruppe – som han mener bliver brugt ensidigt og usagligt til at understøtte den kulturrevolutionære troslæres forestillinger om godt og ondt. Han gør opmærksom på, at hvides overfald på sorte registreres som »hate crime«, mens sortes voldskriminalitet imod hvide ikke betragtes således, selvom den faktisk forekommer hyppigere: I 1987 valgte hvide kriminelle sorte ofre i 3% af tilfældene, mens sorte kriminelle omvendt valgte hvide ofre i 50% af tilfældene. Sortes voldtægtsforbrydelser imod hvide kvinder var voldsomt meget hyppigere end omvendt, og der var og er langt flere tilfælde af sortes massevoldtægter og masseoverfald på hvide end omvendt. Det er en fed løgn, siger Buchanan, at sorte er mere udsat for vold fra den hvide majoritet. Virkeligheden er den, at de fleste voldelige overfald udgår fra minoritetssamfundene og begås imod majoritetssamfundet.

Det var en skitse af kulturrevolutionens nye katekismus, men hvordan kom det så vidt – spørger Buchanan – at den nye troslære erobrede den kristne og konservative nation, som Amerika havde været? Hvor kom det fra?

Frankfurter Skolens Indflydelse
I et af bogens mest spændende kapitler analyserer Buchanan Frankfurter Skolens intellektuelle og kulturelle indflydelse i Vesten. Dens indflydelse har været enorm, særlig i det akademiske miljø, som Frankfurter Skolen inficerede med teorier, der skulle gøre op med det gamle samfunds kristne kultur og nationale fællesskab, og som søgte at patologisere ægteskab og familieliv som en sygelig, »borgerlig« livsform.

1.verdenskrig danner baggrund for historien om nymarxismen og Frankfurter Skolens erobring af Vestens kulturelle institutioner. I august 1914 havde socialdemokraterne i den tyske rigsdag tilsluttet sig kejserens krigspolitik, og arbejderklassen i alle de krigsførende lande havde forenet sig – ikke med deres klassefæller på tværs af grænserne, men med deres landsmænd, der kastede sig ud i krigen med vild patriotisme. Europas største arbejderparti, partiet for den klasse, som både Marx og Bismarck havde opfattet som fædrelandsløse svende, identificerede sig i 1914 med landet og ikke med klassen. Ligesom alle andre havde arbejderen vist sig som en del af den nationale familie, da det for alvor brændte på. Intet skete, som marxisterne havde forudsagt. Arbejderne havde ikke brugt krigen som anledning til revolution imod kapitalismen.

Udviklingen var ikke gået sådan, som historisk materialistiske udviklingslove ellers sagde, at den skulle. Marxisternes store øjeblik var kommet – og gået. Hver på deres måde, men alligevel påfaldende ens, fremsatte to at Marx’ disciple – ungareren Georg Lukacs og italieneren Antonio Gramsci – en forklaring på, hvorfor arbejderne ikke havde gjort oprør imod kapitalismen under 1. verdenskrig: Kapitalismen var ikke brudt sammen og forarmede ikke arbejderne sådan, som Marx havde sagt – tværtimod blev deres kår forbedret under kapitalismen, men den mest afgørende årsag til, at arbejderne ikke havde lavet revolution, var, at påvirkningen fra den kristne kultur havde programmeret dem med en »falsk bevidsthed« og forhindret dem i at erkende deres objektive klasseinteresser. Derfor var det nødvendigt at rykke kristendommen og den vestlige »borgerlige« kultur op med rode, hvis marxismen skulle have mulighed for at skabe et nyt samfund og et nyt menneske. Som vicekulturkommissær i Bela Kuns regime førte Lukacs en politik, der gik ud på en slags »kulturel terrorisme« rettet særlig imod familien som kristendommen og den vestlige kulturs kerneinstitution. I ungarske skoler skulle børn opdrages til fri kærlighed og undsigelse af kristendommen. Den italienske kommunist Gramsci konkluderede i sine »Fængselsnotater«, at man kun kunne gennemføre en vellykket marxistisk revolution i Vesten, hvis man – i modsætning til Sovjetunionen – først ændrede kulturen, afkristnede samfundet og dernæst gennemførte en magterobring gennem en lang march gennem institutionerne. I Sovjet havde man troet, at revolutionen ville lykkes, dersom man først kontrollerede staten og økonomien. Så ville den kulturelle overbygning ændres som en funktion af den materielle basis. Men i Vesten måtte det gøres omvendt, sagde Gramsci. Først måtte man erobre det åndelige og kulturelle lederskab og gennemtvinge sit hegemoni over civilsamfundet, og dernæst kunne man erobre staten. I 1923 grundlagde Lukacs et institut for marxisme, senere benævnt institut for socialvidenskab ved Frankfurt Universitet. Max Horkheimer sluttede sig til sammen med Theodor Adorno, psykologen Erich Fromm og sociologen Wilhelm Reich. I 1933 pakkede Frankfurter Skolen så sine ideologiske sydfrugter og emigrerede til Amerika, hvor den sammen med Herbert Marcuse oprettede en ny Frankfurter Skole på Columbia University i New York.

Et af de fremmeste våben i den nymarxistiske kulturkamp, som Horkheimer, Adorno og de andre udviklede og bragte til Amerika, var den såkaldt »kritiske teori«, der skulle bruges til at analysere samfund og menneskers »falske bevidsthed«. En af Frankfurter Skolens elever definerede den »kritiske teori« som: » …en grundlæggende destruktiv kritik af alle væsentlige dele af vestlig kultur, inklusive kristendom, kapitalisme, autoritet, familie, patriarkat, hierarki, moral, tradition, seksuel tilbageholdenhed, loyalitet, patriotisme, nationalisme, arv, etnocentrisme, konvention og konservatisme«. De vestlige samfund er iflg. »kritisk teori« forbryderiske undertrykkelsesmaskiner, der skaber racisme, sexisme, anti-semitisme, homofobi, fremmedhad og nazisme og fascisme. Grundlaget for denne ondskab bliver skabt i den borgerlige familie. Hvis man er vokset op med en hjemmegående mor og en udearbejdende far som familieoverhoved – altså i en »borgerlig familie« så kan man være protofascistisk disponeret, fordi »autoritære« tilbøjeligheder er nedprogrammeret i ens psykologiske »personlighedsstruktur«.

Vestens forbrydelser følger af Vestens karakter formet af kristendommen.

»Kritisk teori« fremmer en kulturel pessimisme og følelse af fremmedgjorthed i forhold til samfundet og nationen. Selvom de var velstående og politisk frie, kom 60’er generationens unge, historiens mest privilegerede generation, til at betragte samfundet som et dyr i et bur og blev overbevist om, at deres land var ondskabsfuldt, og deres liv i dette land var et helvede. Det udviklede sig i 60’erne ofte til noget latterligt kunstfærdigt klynkeri. Buchanan citerer fra bogen »The Greening of America« af den intellektuelle fantast Charles Reich. Forfatteren taler om en »total atmosfære af vold« på amerikanske gymnasier:

»En eksamen eller en test er en form for vold. Obligatorisk idræt … er en form for vold… Mødepligt til undervisningen og til læsetid på biblioteket er vold.«

Jeg kommer igen til at tænke på min egen gymnasietid i 1980’erne, hvor en af mine klassekammerater, der var blevet politisk opdraget af samfundsfaglæreren, lige pludselig midt i en dansktime gav sig til at rable om »strukturel vold«. En eksamen, lektielæsning, ethvert rimeligt krav og enhver fordring fra omgivelserne var tolket ind i en sammenhæng, hvor det hele var »strukturel vold«. Det var mandarinsprog og dybt absurd, og flere i klassen brød til sidst ud i grin, men det var det, som de lærte i samfundsfag dengang, og indflydelsen fra Frankfurter Skolen er jo tydelig.

Wilhelm Reichs »Fascismens Massepsykologi« er blandt Frankfurterskolens bibler også herhjemme, men den mest indflydelsesrige bog er »Den Autoritære Personlighed« (1950). Her patologiseres den borgerlige familie som syg og fascistisk. Hvor Marx havde villet kriminalisere kapitalistklassen, søgte Frankfurterskolen at kriminalisere hele middelklassen. Den middelklasse, der havde skabt demokratiet; som bekæmpede Hitler, da Frankfurterskolens venner i Moskva stadig sad på skødet af ham, og den middelklasse, som havde givet Adorno og Co. asyl fra nazisterne. 68’erne overtog disse idéer, og snart blev det normalt, at venstreorienterede automatisk stemplede kristen-konservativ kultur og borgerlige politiske modstandere som »fascister«. Frankfurterskolens studier førte til den konklusion, at den patologi med rod i den »autoritære« personlighedsstruktur kun kunne afhjælpes ved at underkaste det amerikanske folk en slags kollektiv psykoterapi – og forholde sig til dem som om de var patienter i en sindssygeanstalt. Her har vi begyndelsen til det, vi kalder behandlersamfundet – og Buchanan den terapeutiske stat. Buchanan kalder den et politisk korrekt regime, hvor synd omdefineres til sygdom, forbrydelse bliver til anti-social adfærd og psykiateren erstatter præsten.

De fleste amerikanere kender godt nok ikke Frankfurterskolen, men moderne opdragelses- og uddannelsesinstitutioner er påvirket af dens ideer helt tilbage fra 1940’erne, siger Buchanan – og dens kulturrevolutionære idéer er slået igennem i populærkulturen. For at illustrere det sammenligner Buchanan de værdier, der bærer amerikanske film fra 1950’erne som f.eks. On the Waterfront og High Noon med to oscar-vindere fra 2000: American Beauty og Æblemost-reglementet.

I American Beauty spiller Kevin Spacey en frustreret familiefar i en middelklasseverden, hvor livet i familien og de amerikanske forstæder fremstilles som en moralsk og eksistentiel ørkenvandring. Skurken i filmen er en pensioneret marinesoldat, der undertrykker sin homosexualitet og samler på nazi-antikviteter.

I Æblemost-reglementet spiller Michael Caine en abortlæge med mild røst, der bekæmper hykleriet i middelklasse-Amerika.

68’ernes største guru var måske Herbert Marcuse, der lagde op til, at feminister, militante sorte, homoseksuelle og andre randgrupper skulle spille rollen som det nye proletariatet. I bogen »Eros og Civilisation« plæderede Marcuse for »Lyst princippet«, der skulle sættes ind som afgørende våben i den seksuelle revolution og i arbejdet for opløsningen af den borgerlige familie. I bogen »Det én-dimensionelle Menneske« fremsatte han tågede begreber som »repressiv tolerance« og endte i det klokkerene hykleri med at argumentere for »intolerance over for højreorienterede bevægelser, og tolerance over for venstreorienterede bevægelser«.

Buchanan betragter således Frankfurter Skolen som den hovedmistænkte gerningsmand i Vestens død og mordet på kristendommen og på familien. For ham repræsenterer skolen de intellektuelles forræderi, og han stiller spørgsmålet: Hvorfor kunne disse idéer, fostret af nymarxister og kulturelle forrædere, finde grobund og slå rod i den amerikanske middelklasse? Ungdomsoprørerne tilhørte en generation, der aldrig havde oplevet krig, social nød og økonomisk krise, og som havde en stærk fornemmelse af egen betydningsfuldhed. Denne selvfølelse blev kun forstærket af fjernsynsmediets gennembrud. Samtidig udgjorde Vietnamkrigen et moralsk nederlag for det konservative Amerika. Frankfurterskolens idéer og 68’kulturrevolutionens nymarxisme trives over al måde i det, man i dag kalder multikulturalisme og politisk korrekthed.

Den Nye Folkevandringstid
I takt med, at befolkningerne svinder ind i Vesten og Europa, eksploderer befolkningstallet i den muslimske verden. Mens folketallet i Spanien, Portugal, Italien, Frankrig og Grækenland falder, så vil befolkningerne på den anden side af Middelhavet i Marokko, Algier, Tunesien, Libyen og Ægypten vokse med 73 millioner de næste 25 år. I 1982 var der 44 mio. ægyptere. I 1998 var der 64 mio. Ægyptens befolkning vokser nu med 1 mio. om året.

I det 19.årh. invaderede og koloniserede Europa Afrika og Mellemøsten. I det 21.århundrede invaderer og koloniserer Afrika og Mellemøsten Europa. I 2000 kom 185.000 indvandrere til England. I 1999 kom 500.000 illegale indvandrere ind i EU. Siden 1970 er ca. 20 mio. muslimer indvandret til Europa. I Frankrig er der over 5 mio. muslimer. I Tyskland er der 1500 moskeer, og i hele Europa har islam erstattet jødedommen som den næststørste religion. Buchanan tegner billedet af Europa som en gammel, livstræt og syg mand, mens den muslimske verden – ganske vist uden evne til at skabe moderne demokratiske retssamfund – har bevaret det som Vesten har mistet: Lysten til at få børn og viljen til at holde fast i egen kultur, familie og religion som grundlaget for civilisation. Under overskriften: »Europe – Dead Man Walking« – skriver Buchanan: »Europas tid er forbi. Den kommende masseindvandring fra den muslimske verden vil i den grad forandre det gamle kontinents etniske sammensætning, så europæerne vil være for paralyserede af terrortruslen til at gribe ind i Nordafrika, Mellemøsten eller Den Persiske Golf … Men hvis europæerne er så ligeglade med deres egen overlevelse, at de nægter at få børn nok til at holde deres nationer i live, hvorfor skulle amerikanere så forsvare Europa – og måske dø for Europa? … Hvad er det, vi så gerne vil forsvare? Kristendommen? Den er død i Europa. Den vestlige civilisation? Men med deres beslutning om ikke at få børn har europæerne allerede accepteret afslutningen på deres civilisation i det 21. århundrede« – siger Buchanen side 109.

(I det 8. århundrede invaderede muslimerne Spanien og Frankrig og blev først stoppet af Karl Martel i 732 og endelig drevet ud i 1492 af Ferdinand og Isabella. I Østeuropa kom den muslimske erobring senere, da Det Osmanniske Rige rykkede ind i Balkan i det 14.århundrede, slog serberne i Kosovo i 1389, erobrede Konstantinopel i 1453 og belejrede Wien i 1683, hvor de blev stoppet af den polske kong John Sobieski. Tyrkerne blev ikke drevet ud af Balkan før 1913.)

Sandsynligvis vil mange af os, der lever i dag, komme til at opleve en gentagelse af fortidens muslimske erobringsforsøg i Europa.

Overalt i verden er en mere radikal islam i fremvækst. En muslimsk separatistbevægelse hærger Filippinerne. I Indonesien er en revolutionær islamisme i fremvækst. I hele den muslimske verden jublede folkemængder over terrorangrebet på USA den 11. september. Talebanstyret i Afghanistan bombede gamle buddhistiske statuer og husede Osama Bin Laden. I Tyrkiet og Algier har man i 1990’erne set, hvordan parlamentsvalg bragte muslimske partier til magten, der måtte fjernes igen ved udemokratiske metoder. I Ægypten har militante muslimer genoptaget forfølgelsen og undertrykkelsen af landets koptisk kristne mindretal. I Nigeria har de nordlige delstater indført sharia-lovgivning, og i Sudan gennemfører et totalitært muslimsk terrorregime en udrensningskrig imod de kristne afrikanere i det sydlige Sudan.

I år 2000 var der for første gang flere muslimer end katolikker i verden. »Når det kristne tidehverv går ud af Europa, kommer en muslimsk flodbølge ind« – siger Buchanan.

I forlængelse af diskussionen om den muslimske indvandring til Europa behandler Buchanan den mexicanske indvandring til Amerika. Det sker i kapitlet »La Reconquista«. Udtrykket betyder generobring og henviser til mexicansk generobring af området omkring Texas, New Mexico etc, som blev erobret af USA i 1800-tallet. Spansktalende latinamerikanere og mexicanere udgør iflg. Buchanan nu »en nation inden for nationen«, som truer med at balkanisere Amerika. Der er 30 mio. udenlandsk fødte borgere i USA i dag og ca. 9-11 mio. illegale indvandrere. Mexico eksporterer sine fattige arbejdsløse. Det belaster uddannelsessektoren og det sociale system voldsomt. Samtidig taler militante mexicanske bevægelser åbent om, at dette vil føre til en kulturel og demografisk generobring af det amerikanske sydvest. En revanche for den mexicanske krig. Amerikanere af europæisk afstamning er nu en minoritet i den folkerigeste stat i USA, Californien, og i Texas er de blevet et mindretal i 2004. Samtidig udvandrer 100.000 europæisk-amerikanere om året fra Californien, hvor 8.4 mio mennesker var udenlandsk født i 2000. Det siges at være en afgørende årsag til Californiens nuværende krise. Mexicansk-amerikanske interesseorganisationer arbejder for en multikulturalistisk dagsorden, der indeholder amnesti og bistandshjælp til illegale indvandrere, tosprogethed i skolevæsenet, dobbelt statsborgerskab og åbne grænser kombineret med en aggressiv multikulturalisme, der forlanger statuer af amerikanske helte fra den mexicanske krig fjernet og erstattet af statuer af aztekernes gud Quetzacoatl.

Pat Buchanan tror ikke på, at over 1 mio. indvandrere om året vil styrke det nationale fælleskab i et i forvejen splittet Amerika og han citerer (side 146) John Stuart Mill:

“Frie institutioner er så godt som umulige i et land med forskellige nationaliteter. I et folk uden fællesfølelse, især hvis de læser og taler forskellige sprog, kan der ikke eksistere en forenet offentlig mening, som er nødvendig i et repræsentativt demokrati.«

Politisk korrekthed fremmer den mexicanske indvandring: »Bekymring over radikale forandringer i Amerikas etniske sammensætning er blevet kaldt uamerikansk. Men de er så amerikanske som Benjamin Franklin selv… Indvandring er et nødvendigt nationalt debatemne, for det handler om, hvem vi er som ét folk … Alligevel er indvandring fejet af bordet som tema efter kommandoordre fra den politiske korrekthed«.

Krigen imod Fortiden
I kapitlet om »Krigen imod Fortiden« argumenterer Buchanan for, at Frankfurterskolen og 68’ernes modkultur nu er blevet så dominerende i Amerika, at den målrettet udfolder bestræbelser, der sigter imod at afskære amerikanernes historiske rødder, at skandalisere fortiden, at vanære nationens helte for at demoralisere det amerikanske folk. Ødelæg patriotismen, dræb kærligheden til fædrelandet, demoraliser folket og dekonstruer Amerika – så vil historien ikke længere forene og inspirere os, men deprimere og polarisere os til efterkommere af ofre og bødler i amerikansk historie – siger Buchanan. Frankfurterskolens kritiske teori anvendes nu som en slags grav- og ligskænding af alle forbilleder i amerikansk historie. Som Storebroder siger i Orwells »1984«: »Den der kontrollerer fortiden kontrollerer fremtiden. Den der kontrollerer nutiden kontrollerer fortiden«.

Og kulturrevolutionens billedstormere kontrollerer nu kultur- og historiebærende institutioner inden for skolevæsen, forskning og museumsverden – hævder Buchanan. Som talebanerne i Afghanistan sprængte de vantros statuer i luften, fører »modernitetens talebanere« en politisk korrekt kulturkrig imod Amerikas største helte, soldater, statsmænd, opdagelsesrejsende. Alle lige fra stats- og grundlovsfædrene George Washington og Thomas Jefferson til Robert E. Lee og Stonewall Jackson fremstilles som lede racister, der udnyttede sorte slaver. Columbus og opdagerne af Amerika begik folkemord imod indianerne. Buchanan giver eksempler på den moderne ikonoklasme:

• Fejringen af Washington som nationens fader er blevet erstattet af »Presidents’ Day«.

• Washingtons navn fjernes fra navnet på en folkeskole i New Orleans, fordi han var slaveejer.

• I 2000 blev uafhængighedserklæringens forfatter, Thomas Jefferson, erklæret for persona non grata i New Jersey. Her nedstemte demokraterne et lovforslag, der gik ud på, at skolebørn skulle citere et kort afsnit af uafhængighedserklæringen. Erklæringen blev afvist som »anti-kvinder, anti-sort og for meget pro-Gud«.

• Militante indianerorganisationer forlanger, at sportshold opgiver navne, der har noget med indianerne at gøre. I 2001 fik de støtte fra the U.S. Civil Rights Commission, der også mente, at indianernavne på sportshold skabte et »racistisk fjendtligt skolemiljø«. Derfor hedder the Darthmouth Indians nu Big Green, Stanford Indians hedder Cardinals etc.

• På 300-årsdagen for Columbus’ rejse i 1792 fik Kings College N.Y. navnet Columbia og hovedstaden fik navnet District of Columbia. På 500-årsdagen for Columbus’ rejse aflyste FN sin Columbus-fest, og det nationale kirkeråd – National Council of Churches – anbefalede, at man helligede dagen bodsøvelser for »folkemord, slaveri, miljøødelæggelser og den udnyttelse«, som Columbus’ opdagelse af Amerika havde ført med sig. University of California skyndte sig snart at ændre Columbus Day til de indfødte folks dag – Indigenous Peoples Day.

• Bogcensur er blevet almindelig. I nogle skoler udrenses klassisk litteratur som politisk ukorrekt. Mark Twains »Huckleberry Finn« fjernes fra pensum over hele landet, fordi den kritiseres for at være racistisk. Twains satiriske angreb på slaveri, hykleri og fordomme i det gamle Amerika har slaven Jim som en af de centrale figurer. En mand med stor værdighed og moralsk mod, men for moderne pædagoger repræsenterer bogen kun »det mest groteske eksempel på racistisk affald …«. Harper Lees »Dræb ikke en sangfugl« kaldes for »institutionaliseret racisme«. Værker af amerikanske klassikere som Flannery O’Connor, Faulkner og James Baldwin udrenses nogle steder fra pensum.

• Buchanan beskriver, hvordan Mel Gibsons film »The Patriot« vakte forargelse i den amerikanske kulturelite i 2000, fordi den fremstiller sorte amerikanere, der kæmper som patrioter i uafhængighedskrigen. Noget, der rent faktisk forekom historisk. Sorte soldater kæmpede både for revolutionen under Jackson ved New Orleans, for unionen under borgerkrigen, men også for konføderationen.

• I særdeleshed skandaliseres alt, der har at gøre med sydstaterne og konføderationens tabte sag under den amerikanske borgerkrig. Konføderationens kampflag blev fjernet fra South Carolina Capitol efter en kampagne fra NAACP, og i Texas fjernede guvernør George W. Bush to mindeplader over konføderationens døde soldater fra statens højesteretsbygning. Buchanan tager klart afstand fra den racisme, der var en del af sydens sag, men han har givetvis nogen sympati for den del af oprøret, der kan forbindes med modstand imod en overvældende centralmagt.

• Buchanan er kritisk over for såkaldt »New History«. Historiebøgerne i skolerne omskrives for at nedtone det positive i USA's historie og fremhæve alt, hvad eleverne kan og bør skamme sig over. UCLA fik i 1992 støtte fra det amerikanske undervisningsministerium til at udarbejde et forslag til en national kanon for historiefaget. UCLAs kanonforslag var færdig i 1997 og indeholder en klar politisk korrekt tendens. Således var der 17 referencer til Ku Klux Klan, 9 til Joseph McCarthy, mens den grundlovgivende forsamling ikke blev nævnt. George Washingtons præsidentperiode omtales ikke, men til gengæld opfordres eleverne til at »konstruere en dialog mellem en indianerleder og George Washington efter afslutningen på Uafhængighedskrigen«.

• For 10 år siden førte Jesse Jackson an i en selvretfærdig demonstration på Stanford University med slagordet: »Hey, hey, ho, ho, Western Culture’s got to go«. Over for så overbevisende en argumentation så Stanford University sig nødsaget til at fjerne sit filosofikum-agtige kursus i vestlig civilisation og erstatte det med et nyt modul: »Kultur, Idéer og Værdier«.

Buchanan gør sig også nogle overvejelser om fejringen af årtusindskiftet omkring d. 31/12 1999. Han bemærker, at ingen følte anledning til at fejre, hvad Amerika havde opnået i det 20. århundrede og konstaterer, at stort set ingen følte trang til at benytte lejligheden til at se tilbage på den, hvis 2000 års fødselsdag det trods alt var. Fordi: Amerikanerne omkring årtusindskiftet lever i en civilisation, kultur og et land på vej til afkristning. Denne proces behandles kritisk indgående i bogens centrale kapitel:

Afkristningen af Amerika
Som sagt udledte Frankfurterskolen og Gramsci den lære af den første verdenskrig, at 2000 års kristendom havde gjort det vestlige menneske uimodtagelig over for marxismen, og derfor måtte den kristne tro rykkes op med rode, før man kunne erobre Vesten. Felttoget imod kristendommen skulle gennemføres – husker man – som en »lang march« gennem institutionerne. Marxisterne skulle samarbejde med radikale for at opnå kontrol med de institutioner, der præger ungdommen og former dens sjæl: Skoler, gymnasier, filmverden, musik, kunst, massemedier. Og netop som afkristningskampagnen gik frem og kristendommen begyndte at dø i Vesten, skete der så noget andet: Vestens befolkninger holdt op med at få børn. Her formulerer Buchanan så igen sin jernhårde udviklingslov: Mennesker dør, når troen dør. Hvis man dræber en nations tro, så holder befolkningen op med at få børn. Overalt i verden kan man konstatere en utvetydig klar sammenhæng mellem tro og store familier og tilsvarende mellem svindende tro og svindende befolkning. Jo mere troende, jo højere fødselsrate. Og det uanset om folk er muslimer, kristne eller jøder. Hvor sækularismen sejrer, begynder befolkningen at skrumpe ind og dø.

I det offentlige liv i USA og i det amerikanske folk spillede kristendommen førhen en større rolle end i de fleste europæiske lande. Sådan er det i nogen grad nok stadig – i hvert fald viser meningsmålinger, at det amerikanske folk holder mere fast i deres kristendom end de fleste europæiske folk. Kristendommen stod altså stærkt i Amerika, og man må derfor spørge, hvordan afkristningen af Amerika kunne lade sig gøre? Buchanan mener, at afkristningen af Amerika blev gennemført ad tyrannisk vej gennem den mindst demokratiske del af statsmagterne, nemlig den dømmende magt – gennem Højsteret. I midten af det 20.århundrede blev den amerikanske Højesteret erobret af juridiske ideologer, der forstod at udnytte retssystemets latente magt til at omforme samfundet. Særlig gennem fortolkninger af det 14. forfatningstillæg, der bl.a. udvider Højesterets magt over delstaterne, og gennem politiserende fortolkninger af det første forfatningstillæg om religionsfrihed, har den amerikanske Højesteret gennemført en systematisk afkristningskampagne af hele det amerikanske samfund. Bibler, kristne bøger, kors, symboler, helligdage og ceremonier blev drevet ud af det offentlige rum og ud af skolerne. Ud med påske, ind med Jordens Dag, eller som Buchanan siger: »Out went the Commandments; in came the condoms«. I 1948 blev frivillig religionsundervisning forbudt i skolerne. I 1962 blev morgenbøn forbudt. I 1963 blev frivillig daglig læsning fra Biblen erklæret for forfatningsstridig. I 1980 fjernede Højesteret en lov i Kentucky, der påbød, at de 10 bud skulle hænge i alle klasseværelser. I 1985 blev Alabamas »øjebliks stilhed«, der indledte skoledagen, erklæret for forfatningsstridig. I 1989 beordrede Højesteret et krybbespil fjernet fra en retsbygning i Pittsburgh. I 1992 blev bøn ved dimissionsfestligheder i amerikanske high schools forbudt. I 2000 blev det forbudt for high school elever at fremsige en bøn over højttalerne ved sports-og festarrangementer på skolen. De lavere retsinstanser i delstaterne fulgte snart trop.

I 1996 afsagde en lokal distriktsdomstol i Oregon en dom, der indebar, at et stort kors, rejst som krigsmindesmærke i en park skulle være forfatningsstridigt.

I England foregår det samme i øvrigt i øjeblikket. Således kunne man d. 14. juni 2005 læse en artikel i Berlingske Tidende om den britiske regerings nye lov imod såkaldt religiøs diskrimination:

»DET STORE kors i krematoriet i Torbay i Devon er blevet hovedpunktet i en mindre religiøs krig i det sydlige England. Det lokale byråd fik en klage over det kristne symbol, der har hængt i bygningen i årevis, og tog det prompte ned. »Vi lever i en mangfoldig kultur med forskellige religioner, og nogen mennesker har måske slet ikke nogen religion,« sagde den lokale formand for miljøudvalget, inden han tog korset ned. For fremtiden er krematoriet omdøbt til en »ceremoniel hal« for at undgå at træde nogen religioner over tæerne. Men efter en strøm af klager har byrådet måttet krybe til det selvsamme kors, de tog ned, og har hængt det op igen«

(Forleden så jeg et indslag på tv2-øst (lokal tv) om noget tilsvarende i mit lokalområde:

I byen Jyderup – ikke så langt fra Sorø, hvor jeg bor – har embedsmændene besluttet, at rådhuset ikke længere skal flage på kristne helligdage. Begrundelsen, som en overskægget embedsmand gav, var den, at Danmark nu var »et multikulturelt samfund«. Det var ikke en beslutning, der var blevet diskuteret i byrådet eller blandt borgerne – det blev bare gennemtrumfet af en kommunal bureaukrat. Da journalisten spurgte venstre-borgmesteren i Jyderup om denne administrative manifestation i multikulturalisme, havde han intet at sige om det. Han anede simpelthen ikke, at kommunen havde truffet den beslutning.)

Siden 1959 har staten Ohio haft mottoet: »With God, all things are possible«. I 2000 påbød en distriktsdomstol mottoet fjernet, fordi ordene kommer fra Det Ny Testamente. I 2001 bekræftede Højesteret en dom, der påbød byen Elkhart, Indiana, at fjerne en granitsøjle med de 10 bud fra plænen foran byens rådhus.

Religionsstrid er et nul-sum spil, siger Buchanan. Islams erobring af Nordafrika og Mellemøsten var på kristendommens bekostning. Tilsvarende, da sækularismen fik magten i Amerikas skolevæsen. Kristendommen led knusende nederlag. Således gik det til, at et kristent land og en udpræget kristen befolkning fik afkristnet de offentlige institutioner. Afkristningen blev gennemført i en kampagne anført af Højesteret og borgerrettighedsorganisationen American Civil Liberties Union (ACLU). Ingen af dem repræsenterede flertallet, men en militant minoritet, for hvem sækulær humanisme er blevet en ny tro.

Buchanan mener, at Kongressen i Amerika burde have sagt fra og bekæmpet Højesterets juridiske aktivisme. Dommerne har tiltaget sig en politisk og retsskabende magt, som ikke tilkommer dem efter forfatningen, og som kan sammenlignes med en form for statskup. Som eksempel på en højtstående jurist, der overspiller sin rolle, citeres Justice William Brennan for i 1980 at udtale, at dommerne: »er ikke blot opmænd, men også på deres eget område lovgivere«. Men det er ikke blot kongressen, der har svigtet. Det har også store dele af det kristne kirkesamfund. Det har givet for meget efter og forsøger at forlige kristendom med den antikristne modkultur.Ved at omskrive salmer og bibler for at imødekomme radikalismen har de gjort sig selv latterlige og overflødige, mener Buchanan. Han nævner som eksempel, at »Amazing grace how sweet the sound that saved a wretch like me« bliver omskrevet til »that saved and strengthened me«, for at nedtone forestillingen om menneskets syndighed og behov for at modtage frelsen gennem Jesus. Salmen »Onward, Christian Soldiers« er fjernet i nogle salmebøger. I 1980 nedsatte det nationale kirkeråd – National Council of Churches – en komité af feministiske akademikere, der skulle formulere et nyt ikke-sexistisk ordforråd. »Herren« blev erstattet med »Ene Majestæt«, »Søn af Gud« med »Barn af Gud« etc.

Buchanan nævner eksempler på blasfemisk, anti-kristen moderne kunst, og han tolker det som udtryk for kulturelitens had til kristendommen. Omvendt gøres alt for at sakralisere kulturelitens ikoner. Da det franske firma Alcatel anvendte et uddrag af Luther Kings »I have a Dream« – tale i en tv-reklame, udløste det vilde protester bl.a. fra Julian Bond fra National Association for the Advancement of Coloured People, der udtalte at »Nogle ting burde være hellige«.

I hele kulturkrigen har Amerikas kristne samfund været for eftergivende og konfliktsky, mener Buchanan. Jesus brugte selv en pisk til at drive pengeudlånerne ud af templet. Buchanan ser også hele bevægelsen for homosexuelles ligestilling bl.a med adgang til kirkelige vielser som en del af den nye modkultur. Som europæer studser man nok over Buchanans kategoriske og fordømmende holdning på dette punkt. Det hænger naturligvis sammen med hans ufravigelige gammelkatolske tro.

Afkristningen af Amerika er et kæmpe samfundseksperiment. Et hasardspil med vores civilisation som indsats. En umoralsk russisk roulette, som de amerikanske stats- og grundlovsfædre advarede imod: »Giv ikke efter for den antagelse, at moral kan opretholdes uden religion«, sagde George Washington i sin afskedstale og konkluderede, »for alle de vaner, som fører til velstand, er religion og moral uundværlige støtter«. Buchanan nævner i kapitlet nogle tal og statistikker, der for ham vidner om et dekadent samfund og en døende civilisation:

• Hvert fjerde barn af hvide kvinder fødes uden for ægteskab. I 1960 var det 2%

• Teenage-selvmord er tredoblet siden 1960

• Der er ca. 1.2 mio. aborter hvert år i USA, og der har været 40 mio. siden Roe v. Wade

• Skilsmisseraten er steget med 350% siden 1962

• Næsten 2 mio. amerikanere er i fængsel

• Der er 6 mio. narkomaner

• Blandt afro-amerikanere fødes 69% uden for ægteskab og 28.5 % af drengene kommer på et tidspunkt i fængsel.

Tendensen er selvfølgelig den samme i Europa. Buchanan taler – som i kulturkrigstalen fra 1992 – om en kulturkrig uden våbenstilstand. »Konservative kan løbe, men de kan ikke gemme sig«. Efter at kristendommen nu for alvor er drevet ud af vor civilisations templer og fjernet fra skoler og det offentlige rum, kommer turen næste gang til privatskoler og private institutioner, der vil blive forsøgt afkristnet v.h.a. statslige midler. Buchanan slutter kapitlet med at citere T.S. Eliot:»Hvis kristendommen forsvinder, forsvinder hele vor kultur«.

Det forskræmte flertal
I kapitlet »Intimidated Majority« forsøger Buchanan at besvare spørgsmålet om, hvorfor det kristne og konservative Amerika, der vitterligt udgjorde det tavse flertal, uden kamp tillod kulturrevolutionen at sejre ad helvede til. Hvorfor var den konservative modstand så svag?

Umiddelbart kan det i hvert fald ligne et paradoks, at 68’ernes kulturrevolution sejrede i en tid, hvor vælgerne rykkede mod centrum-højre, og hvor republikanerne vandt flere præsidentvalg, end de tabte. Samtidig viste meningsmålinger, at folket var på de konservatives side i kulturkrigen. Amerikanerne var imod kvinder i forsvaret, ubegrænset abort, positiv særbehandling. De gik ind for kristne symboler i skolerne, ønskede indvandringen begrænset og det engelske sprog gjort officielt. Alligevel har de konservative valgsejre fra Nixon til Reagan og Bush ikke udfordret venstrefløjens dominans. I kulturkampen er de konservative fødte tabere på evigt tilbagetog.

En del af forklaringen skal nok søges i de konservatives frygt for at blive forbundet med den racistiske konservatisme, der var en del af baggrunden for striden imod sydstaternes raceadskillelse og for de sortes borgerrettigheder i 1960’erne. Buchanan er positiv over for målsætningen om at skabe et »farveblindt« samfund uden raceopdelinger, og han respekterer Martin Luther King. Afskaffelsen af racediskrimination var også formålet med Borgerrettighedsloven af 1964, men Buchanan mener, at borgerrettighedsbevægelsens oprindelige mål er blevet afsporet til at handle om positiv særbehandling, ideologisk multikulturalisme og endelig en form for kulturkrig imod den kristne amerikanske kultur. Især har interesseorganisationen NAACP iflg. Buchanan ført en beskidt kampagne, hvor konservative alt for ofte bliver dæmoniseret som racister, fascister, fremmedhadere og homofober. Efter republikanerne og George Bushs valgsejr i 1994 sammenlignede Jesse Jackson Bush-regeringen med nazisme og fascisme: »… Hvis det, der skete her, skete i Tyskland, ville vi kalde det nazisme. Og i Italien ville vi kalde det fascisme. Her kalder vi det for konservatisme«. NAACPs talsmand Julian Bond betegner politiske modstandere af positiv særbehandling som »neo-fascister«. Metoden går, iflg. Buchanan, tilbage til Dr. King, der ikke holdt sig for god til at fremmane »Hitlerismens fare« i Barry Goldwaters 1964-kampagne.

Alt dette er jo velkendt også i vores del af verden.

Buchanan har her også et kort, ætsende skarpt afsnit om Europa. De europæiske nationer synes at have forliget sig med tanken om, at deres tid på denne jord er ved at være forbi, siger han.

Buchanan fasttømrer sin tese om Europas forfald i en europæisk superstat gennem et Solzjenitsyn-citat: »Nationer er menneskehedens rigdom. Der er dens generaliserede personligheder: Den mindste af dem har sine egne særlige farver og legemliggør en særlig facet af Guds plan«.

Europas befolkninger svinder ind, og kristendommen er endnu mere trængt end i Amerika. Samtidig er europæerne via EU i gang med at afnationalisere deres kultur. Tyskerne er skyld- og kompleksredne og søger tilflugt for deres egen skygge i drømmen om en europæisk forbundsstat.

Et kort afsnit om Danmark og Karen Jespersen vidner om, hvor velorienteret Buchanan faktisk er om europæiske forhold. Jespersen er, skriver han, et eksempel på, hvordan politikere, som ønsker at bevare deres nationale identitet og forsvarer det nationale fællesskab som grundlag for samfundets sociale og kulturelle sammenhængskraft, automatisk stemples som racister og fremmedhadere. Han refererer til episoden for et par år siden, da Karen Jespersen kritiserede kriminelle asylansøgere og foreslog dem isoleret på en øde ø. Jespersen udtalte, at hun ikke ville leve i et multikulturelt samfund, hvor alle kulturer var ligestillede. Det udløste en lavine af forargelse. EU's Overvågningscenter imod Racisme og Fremmedhad var med det samme over hende. Men hun havde befolkningens opbakning i en tid med stigende indvandrerkriminalitet, kultursammenstød og sociale spændinger som følge af, at 33% af Danmarks udgifter til kontanthjælp går til de 4% af landets borgere, der er indvandrere. Således Buchanan: »Danes are starting to tune out Europe and tune in Karen«. Desværre har Buchanan ikke haft lejlighed til at kommentere systemskiftet i Danmark efter 2001.

Buchanan sammenfatter 6 grunde til, at konservative ikke mere aktivt har bekæmpet kulturrevolutionen og forsøgt at rulle den tilbage:

1. Barry Goldwater og Ronald Reagans konservative tilhængere er mere fortrolige med emner som den kolde krig, økonomi og udenrigspolitik, end de er med historie, filosofi og teologi.

2. Kulturrevolutionen har erobret de institutioner, som mest præger ungdommen: MTV, film, skoler. Stort set samtlige ungdomsidoler inden for popmusik, skuespil og kunst er på fjendens side i kulturkampen.

3. I en kulturkrig er den ene sides gevinst altid den andens nederlag. Det gør det vanskeligt for politikere og konservative, der er vant til at søge kompromisser, der kan bære politiske forlig igennem. Således er konservative helt uforberedt på den »Kritiske Teoris« nådesløse kulturkamp, hvor der ikke bliver taget nogle fanger, og hvor revolutionen hele tiden angriber, mens de konservative hele tiden er i defensiven.

4. Efter 30 års tilbagetog, efter at kristendommen og præster er blevet fremstillet som hykleriske og intolerante reaktionære i populærkulturen, begynder de konservative nu at vise tegn på krigstræthed. Hvem orker at forsvare konservative familieværdier, når prisen er offentlig latterliggørelse? Konstante beskyldninger om racisme, sexisme og homofobi har svækket den konservative kampmoral.

5. Gud, Konge og Fædreland – folk er opdraget til at respektere og adlyde øvrigheden. Juridiske aktivister og kulturrevolutionære højesteretsdommere som Warren og Brennan udnytter det tavse flertals konservative autoritetstro, når de misbruger deres juridiske magt til at forfølge deres kulturrevolutionære dagsorden. Mange amerikanere er rasende over Højesterets afgørelser, men så længe de tror, at retten handler i overensstemmelse med forfatningen, gør de ikke oprør. Konservative er pr. definition ikke rebelske.

6. Den yngre generation opfatter ikke kulturrevolutionen som en revolution, men som normaliteten. Pornografi, abort og kulturelt affald på tv har de kendt hele deres liv. »Vi vil stjæle jeres børn«, vrælede 68’erne imod middelklassen i Amerika. Det gjorde de. (S.214)

Kontrarevolution
Som en del af Buchanans program for et opgør med den herskende kulturradikale klasse forsøger han at præge begrebet: Kontrarevolution. Der er behov for en konservativ kontrarevolution. Den defensive kamp for at bevare resterne af det nedarvede er ikke længere nok. Det slår ikke til, for kulturrevolutionen har sejret, opnået hegemoni og kontrol. 68’erne er blevet magthavere, og deres ungdoms slogan om, at de unge ikke skulle stole på nogen over 40, kan nu vendes imod dem selv. Vi må bekæmpe og overvinde den dominerende kultur. Buchanan mener, at vi som konservative må indstille os på at skulle bekæmpe venstrefløjens kultur og organisationer ligeså indædt og med de samme metoder, som de anvender over for os.

»For at sejre er der ikke bare brug for en konservativ ånd …men en kontrarevolutionær ånd for at genvinde tabt terræn. For at bevare deres rettigheder og deres ret til at leve sådan, som de ønskede, var forfatningsfædrene nødt til at blive oprørere. Det er vi også« – siger Buchanan (side 230 i bogens sidste kapitel.)

Han indleder bogens afsluttende kapitel; »A House Divided« – Et hus i splid med sig selv, med at konstatere, at det er kulturkampen, der i fremtiden definerer og afgør, hvad det vil sige at være konservativ:

»Denne kamp for at bevare Vestens gamle tro, kulturer og lande er den nye skillelinje mellem venstre og højre; denne strid definerer, hvad det vil sige at være konservativ. Dette er sagen i det 21. århundrede og konservatismens dagsorden i resten af vore liv«. (The Death of the West, side 229).

I den strid, siger Buchanan, er liberalborgerlige partier, erhvervseliten og dens superliberale og politisk korrekte tilhængere af den hæmningsløse globalisering ligeså meget fjenden som venstrefløjen. »Den globalistiske kapitalist og den sande konservative er Kain og Abel« – siger Buchanan. Det multinationale selskab er fjendtligt og rodløst over for enhver national loyalitet. Med »konkurrenceevne« og »effektivitet« som styrende principper føler det ingen forpligtelse over for arbejdere og ingen troskab over for nogen nation. På profittens alter ofres alt og alle.

Ufortrødent fremlægger Buchanan sit forslag: Et internationalt samarbejde mellem nationalkonservative i hele Vesten. Det kan måske lyde lidt mærkeligt med sådan en nationalkonservativ internationale – lidt ligesom et organiseret verdensforbund af anarkister – men i kampen imod globalisterne og for national selvstændighed og kulturel overlevelse er der mere, der forener Vestens konservative end det, der skiller dem. Frem for alt også i kampen for kristendommen og den kristne kultur, som det hele står og falder med. Kun kristendommen kan redde kristenheden – og den kamp skal kæmpes i hele Vesten.

I pionerånd og med ægte amerikansk gåpåmod lyder det:

»…i sidste ende er sejren sikker. For vi har den højeste autoritets ord for, at sandhed knust til jord skal genopstå«.

Amerika og Vesten må konfrontere 4 farer:

1. Vestens døende befolkninger

2. Masseindvandring og opløsning af samfundets kulturelle og sociale sammenhængskraft

3. Forkastelseskulturen

4. Afnationaliseringen, eliternes forræderi mod demokratiet og nationalstaten og støtte til overnationale sammenslutninger.

Løsningsforslag
Han nøjes dog ikke med at identificere problemerne og græde over Vestens død. Altid kampberedt og positiv foreslår han et katalog af tiltag. Også herved er der noget inspirerende ved Buchanan. For selvom Roger Scruton på sin egen elegante måde giver udtryk for meget af det samme som Buchanan, så har Scrutons elegi over det tabte England et umiskendeligt præg af defaitisme. Det er væsentligt, når Scruton fastholder bevidstheden om det værdifulde i det England og den kultur, der er gået tabt, og derved formulerer en konservativ kulturkritik, der også kan virke som inspiration til dem, der engang måtte prøve at genoplive den. Men i sin amerikanske sammenhæng er der en mere aktiv kampgejst og nybygger-ånd over Buchanans radikale og oprørske konservatisme, der kan virke anderledes forfriskende. Og afklarende.

De første tiltag i Buchanans forslag til Amerika sigter på at få amerikanske kvinder til at føde flere børn:

• Borgerrettighedsloven skal ændres for at gøre det muligt for arbejdsgivere at betale mere i løn til forældre end til enlige. Det skulle tilskynde både mænd og kvinder til at være hjemme, når børnene kommer fra skole

• Skattefradrag for hvert barn. Det tilskynder forældre til at blive hjemme og få flere børn

• Skattemæssige incitamenter tilskynder arbejdsgivere til at vende tilbage til idéen om en familieløn: »A Family Wage«. Jfr. Henry Ford

• Skattebyrden skal løftes fra familieforetagender over til aktieselskaber og store firmaer

• Arveafgifter afskaffes for familieejede firmaer

• Mistede statsindtægter indhentes gennem forhøjede forbrugs- og importafgifter. Dernæst foreslår han at begrænse indvandringen og assimilere indvandrerne:

• Indvandringen skal begrænses til 250.000 om året

• Kontanthjælp begrænses til amerikanere og kædevandring gennem familiesammenføringer skal stoppes

• Illegale indvandrere nægtes amnesti og udvises

• Indvandring af højt uddannet arbejdskraft begrænses for at tilgodese amerikanske lønmodtagere

• Engelsk skal være det officielle sprog i hele Amerika og modersmålsundervisning og tosprogethed opgives som politik i skolevæsenet. Samme politik, der har forbedret indvandreres engelskkundskaber i staten Californien – skønt alle såkaldte eksperter advarede imod det

• Styrkelse af den amerikanske grænsekontrol

• Frihandelsaftalen NAFTA opgives eller begrænses Buchanan foreslår en politik til forsvar for nationalstaten og imod overdragelse af suverænitet til overnationale institutioner.

• EU modarbejdes og bekæmpes

• IMF og Verdensbanken bekæmpes

• Kyoto-aftalen og den internationale krigsforbryderdomstol i Belgien bekæmpes

• WTO afskaffes

Derudover foreslår han at stoppe NATO-udvidelsen og trække amerikanske tropper hjem fra Europa og Asien.

Buchanan indrømmer, at det er langt vanskeligere at lægge en strategi for kulturkrigen. Særligt for børn og unge er der ingen vej uden om den dominerende hedonisme, der præger den musik, de hører, de film, de ser, MTV osv. Måske det bedste, forældre kan gøre, er at videregive børnene kristne værdier og håbe, at disse kan bære dem oppe igennem den sump, som amerikansk populærkultur er blevet.

Selvom det er vanskeligt, har han nogle konkrete forslag til, hvordan folk kan slå igen og forsvare deres kultur. Først drejer det sig om at erkende kulturkløften i de moderne samfund. Der er en kløft mellem den radikalt-liberale og den kristen-konservative kultur og mellem en transnationalt orienteret elite og folk, der stadig er knyttet til nationalstaten, og man kan ikke slå bro over de modsætninger.

I sin tiltrædelsestale efter den kontroversielle Florida-stemmeoptælling i 2000 manede Præsident Bush til forsoning og samling mellem fløjene, der gør Amerika til et hus i splid med sig selv – »A house Divided«. Men vi er splittede, siger Buchanan og parafraserer Benjamin Disraelis beskrivelse af England som klassedelt mellem »to nationer«. Vi ér to nationer for langt fra hinanden til, at der kan være nogen forsoning og noget kompromis.

Buchanan opfordrer til en form for kulturel separatisme. Ligesom de kristne i romerriget udadtil forblev loyale over for riget og indadtil trak sig tilbage fra den herskende hedenske kultur ind i familien og sikrede kristendommen som en subkultur, så må vi i dag gøre noget lignende. Alternativet er at overgive sig til det Amerika, som er ved at blive skabt af Hollywoods pornofabrikanter. Der er intet alternativ. Løsrivelsen fra 68’kulturen kan foregå på mange måder: Man kan opgive underlødige film og tv-kanaler, undervise børn hjemme eller skabe nye skolesamfund og privatskoler. Lave biblioteker og video-samlinger med det bedste fra klassisk amerikansk litteratur og film. Buchanan nævner eksempler på lødige amerikanske film: On the Waterfront, High Noon, Streetcar named Desire, Rebel without a Cause, Vertigo og i nyere tid Gladiator og The Patriot. Konservative kunne udarbejde litteratur- og filmkanon for high school elever, der præsenterede dem for det bedste inden for amerikansk kultur. »Hvis staten hælder forurenet spildevand i vandforsyningen, så køb rent vand på flasker« – lyder det typisk buchanansk. Internettet er også et godt medium til at samle og udbrede en ny kristen konservativ kultur. Man bør også støtte konservative fjernsynskanaler og radiostationer, der så virker som små kæmpende delinger i den konservative kontrarevolution. Her er nogle af Buchanans konkrete politiske forslag til en konservativ kontrarevolution:

• Et opgør med kulturrevolutionens juridiske aktivisme og med en Højesteret, der overspiller sin rolle. Den amerikanske Højesterets magt må begrænses og konservative dommere fremmes ligeså hensynsløst, som de liberale har fremmet deres kandidater. Højesteret må ved lovgivning i Kongressen forhindres i at påtvinge delstaterne sin vilje gennem fortolkninger af det 14. forfatningstillæg. Højesteret har tiltaget sig en politisk magt, der aldrig var tiltænkt den i forfatningen, og som de facto knæsætter et juridisk diktatur – siger Buchanan. En Højesteret, der optræder på denne måde, bør også imødegås med civil ulydighed og oprør. Konservative må støtte dommere og politikere, der tør udfordre Højesteret og tage de slagsmål, der måtte komme. F.eks. som dommer Roy Moore i Alabama, der sagde, at forbundsregeringen måtte sende tropper ind, hvis den ville gennemtvinge Højesterets påbud om at fjerne en blyplade med De 10 Bud fra Alabamas retsbygninger. Moore nægtede simpelthen at fjerne pladen, selvom Højesteret beordrede ham til det. Kongressen kunne også ved lov gøre det muligt at fyre højesteretsdommere og sørge for, at de ikke sidder på livstid.

• Et opgør med neokonservatismen, der har kapituleret i kulturkampen. Folk som Irving Kristol er kulturkrigens sommersoldater, hvor der klart er brug for nye konservative generaler.

• Åbent oprør imod den politiske korrekthed. Provokerende kampagner og reklamer, der bryder med venstrefløjens hegemoni i offentligheden. Amerikanerne elsker underdogs og oprørere, siger Buchanan, og de er trætte af at blive dæmoniseret og kujoneret.

• Konservative burde forlange, at justitsministeriet lagde objektive kriterier til grund for registrering af såkaldte ’Hate Crimes’, således at også hade-forbrydelser imod europæisk-amerikanere blev registreret.

• Forbrugerboykot imod særligt udvalgte produkter eller firmaer, der støtter eller forbindes med kulturrevolutionens sag. Borgerrettighedsbevægelsen anvendte denne metode med held, og Buchanan opfordrer nu konservative til at gøre det samme.

• Brug af folkeafstemninger som konservativt våben. Buchanan fortæller om, hvordan South Carolina og Georgia blev presset til at fjerne deres statsflag, som indeholdt kors og konføderationens flagsymbol. Da turen kom til Mississipi, besluttede man at afholde en folkeafstemning om, hvorvidt det gamle flag skulle afskaffes. Guvernøren, medierne og erhvervslivet ønskede samstemmende flagets afskaffelse. Ved folkeafstemningen d. 17/4 2001 stemte 65% for at beholde det gamle flag. Buchanan konkluderer: Når det drejer sig om spørgsmål, der har med kultur, moral og tradition at gøre, bør konservative søge at fjerne dem fra valgte professionelle politikere og overlade dem direkte til folket, der i disse sager traditionelt er langt mere konservativt indstillet end eliten.

• Afskaffelse af statsstøtte til råd og nævn og såkaldt halvoffentlige organisationer, der reelt arbejder for kulturrevolutionen eller driver politik i forskerklæder. Buchanan nævner organisationer som NAACP, Planned Parenthood og det amerikanske statens kunstråd som politiserende institutioner betalt af skatteyderne.

• Styrkelse af historieundervisningen. Amerikanske unge ved overraskende lidt om amerikansk historie. Det viser nationale historie-tests. Regeringen burde styrke historieundervisningen og sikre, at historiebøgerne bibringer eleverne kendskab til det amerikanske folks historie. Det Hvide Hus burde fremme historieundervisningen på samme måde, som Eisenhower gennemførte programmer, der styrkede naturvidenskab og forskning, efter at Sovjetunionen skræmte Amerika med opsendelsen af Sputnik.

»Pat, vi er ved at miste det land, som vi voksede op i« – sagde folk igen og igen rundt om i Amerika, når de henvendte sig til ham under hans præsidentkampagne i 2000.

Selvom Vesten dør, og Buchanan og hans folk er ved at miste det Amerika, de voksede op i, så står han stadig oprejst og maner til kamp for en konservativ kontrarevolution. Til kamp for at generobre vores kultur og nationen. Buchanan forlader os med denne tanke i bogens sidste sætning:

»Siddende på sin kiste i den togvogn, der førte ham gennem Virginias landskaber til henrettelsesstedet, hørtes den gamle abolitionist John Brown sagte bemærke, »Dette er et smukt land«. Og sandelig er det det. Derfor må vi heller aldrig holde op med at prøve at erobre det tilbage«.

I Amerika er Buchanan virkelig en konservativ, som man »ikke kan komme udenom«. I Danmark er han forholdsvis ukendt, og det er ærgerligt, for den kulturkrise, som han analyserer, er også vores. Naturligvis kan man diskutere nogle af hans løsningsforslag, men de er en del af en konservatisme, der stadig står oprejst i kampen og ikke har lagt sig ned. Hans analyse af de kulturelle og religiøse årsager til Vestens nuværende civilisationskrise er skarp, men også positivt mobiliserende. Det er forfriskende at læse hans elegante og provokerende stil, og der er noget afklarende ved hans oprørske forsvar for en sand amerikansk konservatisme med kristendommen som hovedhjørnesten.