Essays i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Korstogene i nutidsbelysning

Af Erik Sloth, Tidehverv, årg. 81, 2007, nr. 8, oktober, s.157-167.

 

Aarhundreds-Stjernen for tolvte Gang
Sig over Golgathas Kors opsvang;
Længst Østens Straale i Norden lyste,
Men Danmarks Hjerte i Dødskamp gyste:
Tungt Herrens Haand over Folket laa;
Det var, som Dannemarks Tid var omme,
Som skulde Gud Herrens Dom nu komme
Og Folk og Rige og Navn forgaa.
Stig op af Graven, du Slægt, som døde!
Forkynd dit Fald og afmal din Brøde!
Advar os for Udslettelsens Dom,
Og vis os hvor fra din Frelse kom!
Men I, som lyste i Tider dunkle,
Som klare Nordlys ved Midnat funkle!
I store Aander, som over Jord
Med Frelsens evige Banner foer,
Der Herren mægtig sin Haand udrakte
Og Folkeaanden til Liv gjenvakte!
Lys atter paa os fra natlig Tid,
I Aandekæmper i Herrens Strid! –
Og blunder atter i Blødheds Drømme
Mit Fødeland ved de dybe Strømme –
Hvad heller raser i blinde Lyst
Forvildet Slægt mod sit eget Bryst –
Da ryster Sjælen og vækker Aanden,
Og styrker Hjertet og ruster Haanden
Til dansk og stor og til herlig Id –
Til Danmarks Frelse i Nødens tid!
B. S. Ingemann: Indledning til Valdemar d. Store og hans Mænd, 1824.

En rejseerindring
I maj 2005, under en rejse til USA, deltog jeg i en gudstjeneste i St. Johns lutherske kirke i Joliet, en forstad i Chicagos sydvestlige udkant. Gudstjenesten virkede meget traditionel både i liturgi og salmevalg, så jeg var så småt begyndt at glæde mig til en solid luthersk prædiken i det land, som så mange danske i årenes løb er emigreret til, og hvor luthersk gudstjeneste og teologi har spillet en betydelig rolle. Det lutherske syntes imidlertid ikke at være særlig fremtrædende, i hvert fald ikke i den prædiken, jeg fik at høre. Den var for en stor del et referat af Ridley Scott´s film ”The Kingdom of Heaven”, en stort anlagt Holywood-historie, som blandt andet skildrer sultan Saladins erobring af Jerusalem. Prædikenen var i det store og hele en opfordring til tolerance og respekt for mennesker med anden hudfarve, tro osv.

Da jeg kom hjem, købte jeg filmen, så den og blev bekræftet i de anelser, som den omtalte prædiken havde givet mig om den. Instruktøren har til The Times sagt om filmen, at han håber at have demonstreret, at kristne, muslimer og jøder kan leve sammen i harmoni, hvis bare fanatismen bliver holdt i skak. Historikeren Robert Spencer kalder den en klassisk cowboy- og indianerhistorie, hvor muslimerne er ædle og heltemodige, og de kristne er korrupte og voldelige. (1. Robert Spencer: The Politically Uncorrect Guide to Islam (and the Crusades), s. 173). Korsfarerne er dumme, tåbelige, magt- og hævngerrige, mens muslimerne, især Saladin, er fromme, anstændige og fredelige mennesker. Korstogshistorikeren Jonathan Riley-Smith kalder da også slet og ret filmen for ”Osama bin Ladens version af historien”. Det kan derfor heller ikke undre, at den palæstinensiske HAMAS-gruppe CAIR (Council on American Islamic Relations) er meget begejstret for filmen. Den er også, det skal indrømmes, i lange passager ganske underholdende. Problemet er bare, at den er tilbøjelig til at se kristendom og Islam som to størrelser, der i det store og hele er identiske. Det er tydeligt nok instruktørens hensigt at overbevise tilskueren om, at de kristne korsfarere var en bande kriminelle eventyrere og erobrere, som ganske uberettiget trængte ind på muslimsk territorium for at frarøve de fredelige muslimer deres land. Sandheden er jo, at den overvejende del af middelhavslandene grundlæggende var kristne, og at det var muslimerne, som med sværdet havde erobret områderne for Islam.

At det overhovedet kan lade sig gøre at få folk til at sluge den slags, er, kunne man mene, kun muligt set på baggrund af en afgrundsdyb historisk uvidenhed. Eller det skyldes, at man insisterer på at læse historien gennem den politiske korrektheds brilleglas. Ted Baehr, forfatter og filmanmelder, formulerer det i et interview om The Kingdom of Heaven således: ”Det smerter mig virkelig, at vi er så historisk uvidende, at vi har købt denne horrible løgn, at de kristne trængte ind på muslimsk territorium for at tage deres land. Det var kristent land. Det var en del af kristenheden. Det var den ældste del af kristenheden. Det er dér, alle de store kristne tænkere kom fra, og det er meget trist, at vi har købt den muslimske løgn”. At det snarere var de intellektuelle, historikere og andre, end folk i almindelighed, der købte løgnen, skal vi vende tilbage til.

Truslen mod Europa
Da det første og afgørende af korstogene sættes i gang efter pave Urban II´ s berømte tale på kirkemødet i Clermont i november 1095, sker det altså på baggrund af de foregående århundreders massive muslimske aggression, som efterhånden havde gjort forholdene utålelige for både jøder og kristne i østen. I mere end fire århundreder havde Jerusalem været under muslimsk styre, og jøder og kristne var i tidens løb blevet udsat for stadig voldsommere undertrykkelse og forfølgelse, kulminerende med de rædselsfulde forhold under kaliffen Abu Ali al-Mansur. Hertil kom, i tiden op mod korstogenes begyndelse, de groteske regler om, at de kristne skulle bære kæmpemæssige trækors om halsen, ride på mindre ædle ridedyr som muldyr og æsler og stå af og ærbødigt bøje hovedet, når de mødte en muslim. I 1009 beordrede kaliffen, at Gravkirken i Jerusalem, kristenhedens største helligdom, skulle nedrives, og da de tyrkiske hære i det skæbnesvangre år 1071 besejrede den byzantinske kejser Romanus Diogenes IV i slaget ved den armenske by Manzikert, var målet fuldt. Tyrkerne lod sig ikke standse; de hastede videre mod Antiokia, Damaskus og Jerusalem, som alle blev erobrede. Kejseren i Byzans, som nu hed Alexius Comnenus I, vidste ingen anden udvej end at bede om hjælp hos de adskilte brødre i Vesten. Byzans, den sidste bastion i det gamle østromerske rige, var truet. Og der var tale om en trussel, som man ikke i Vesten kunne sidde overhørig. For hvis Lilleasien blev løbet over ende, ville også Vesteuropa ligge åben for erobrerne.

Urban II
Skal man tro en af de klassiske korstogshistorikere, Hilaire Belloc, så skylder vi i alt overvejende grad pave Urban II, at korstogene kom i stand. Det er jo ellers stik imod, hvad moderne historieskrivning praktiserer at ville skrive ”personlighedernes” historie, men han mener altså, at vi i dette tilfælde står over for et af de øjeblikke i historien, hvor den rette mand handler på det rette tidspunkt, så det får uoverskuelige konsekvenser. Om korstogene ville være blevet virkeliggjorte uden pavens berømte tale, er ikke til at vide, men under alle omstændigheder er Urban II´ s tale en begivenhed af helt afgørende betydning i den europæiske middelalders historie. Paven henvender sig naturligt nok til franskmændene: ”I, der adskiller jer fra alle andre folkeslag ved jeres dejlige land, ved jeres katolske tro og ved den ære, I nyder hos den hellige kirke. Vi henvender disse ord, denne prædiken til jer”! Paven fortæller om de nedtrykkende nyheder, der er kommet fra Konstantinopel og Jerusalem om, at ”et persisk folk (tyrkerne), et fremmed folk.. har invaderet kristent territorium og har ødelagt dette med røveri, ild og sværd… De har fuldstændig ødelagt nogle af Guds kirker, og andre har de omdannet til brug for deres egen kult… De ødelægger altrene med snavs og besmittelse. De ombringer kristne og smører blodet på de hellige altre eller kaster det i døbefontene… Hvem skal hævne alt dette, hvem skal genoprette det ødelagte, om ikke I…? Især må I oprøres af den kendsgerning, at vor Herre og Frelsers Hellige Grav er i hænderne på dette urene folk, der på skammelig måde mishandler og vanhelliger de hellige steder med deres snavs. Oh, I tapreste af alle riddere. Efterkommere af ubesejrede forfædre. Husk jeres forfædres mod og gør dem ikke skam”. (2. Citeret efter Johnny Thiedecke: Hellig Krig, Korstog og Kulturmøder i Middelalderen, s. 10 – 13). Ifølge Belloc var det denne tale eller prædiken, som næsten i samme øjeblik, den blev holdt, afstedkom korstoget. Ilden spredte sig som en steppebrand i Vesten, og ”luften var fyldt med navnet ”Jerusalem”.” (3. Hilaire Belloc: The Crusades, s. 19).

Det første korstog
Takket være skikkelser som den sagnomspundne Peter Eremitten, som så at sige tyvstartede det første korstog, fik Korstogstanken medvind også i mere jævne kredse af de europæiske befolkninger. Peter Eremitten havde haft visioner ved Den Hellige Grav i Jerusalem, og da han havde deltaget i kirkemødet i Clermont, rejste han rundt med et ”Himmelbrev”, som fastslog, at de kristne ville kunne befri Jerusalem og de andre hellige steder, hvis de anstrengte sig tilstrækkeligt. Det er ikke usandsynligt, at Peter Eremitten direkte stod bag det første afgørende korstog. En pålidelig kilde, Albert af Aachen, fortæller, at Peter kom tilbage fra en pilgrimsrejse til Jerusalem og bad Vesten om hjælp, hvilket fik Urban II til at holde sin korstogsprædiken i Clermont.

Lederne af især de første korstog udgør en perlerække af navne, som ikke mindst litteraturen (Walter Scott m. fl.) har gjort udødelige og omgivet med et helteskær og en glorie, som det kan være vanskeligt at komme bagom, men som ikke desto mindre kan vise sig at rumme mere sandhed end megen moderne historieskrivning. Der var først og fremmest Godtfred af Bouillon, som blev den første konge af Jerusalem, og som havde ledet den første, store korshær. En politisk korrekt myte siger, at korstogenes første og vigtigste årsag var de vestlige eventyreres og lykkeridderes grådighed. Men, som Robert Spencer påpeger, så var det ganske enkelt usandt, at korstogene var uprovokerede, imperialistiske handlinger mod en fredelig, hjemmehørende muslimsk befolkning. Den slags synspunkter siger mere om historikernes afsmag for den vestlige civilisation end om sober historieskrivning. Ganske vist havde korsfarerne blandede motiver, hvad ellers? Men netop en mand som Godtfred af Bouillon, hertug af nedre Lorraine, er et eksempel på, at ideelle motiver fyldte nok så meget som andre faktorer, der medvirkede til en mands beslutning om at drage på korstog. Og hvad der gjaldt om Godtfred, gjaldt formentlig om en meget stor del af korsfarerne. Mange af dem var ligesom Godtfred folk med fast ejendom, mænd, som havde meget at tabe. (4. Spencer s. 129 – 30). Desuden kan nævnes grev Raymond af Toulouse, Balduin af Flandern og Robert af Normandiet. Det var begyndt i Frankrig, men efterhånden blev de fleste europæiske lande inddraget og sendte korsfarere af sted, og her i Danmark havde vi desuden vores egne korstog, af hvilke det mest navnkundige er det til Estland under Valdemar Sejr. Fra Italien kom den legendariske Tancred af Taranto, og siden fulgte de ligeledes sagnomspundne engelske konger Henrik og hans søn, Richard Løvehjerte og den franske kong Ludvig den Hellige.

Jerusalem
I 1096 havde den store korstogshær sat sig i bevægelse og var i foråret 1097 sat over til Lilleasien. De brogede skarer, som langt fra blot bestod af riddere og professionelle soldater, marcherede i bagende varme, som gjorde det næsten uudholdeligt at bære den tunge udrustning, og til overflod led hæren fra tid til anden store tab på grund af lynangreb fra tyrkerne. Ikke desto mindre holdt hæren ud og havde, foruden at indtage Nikæa (1097) held til i 1098 at erobre Edessa og Antiokia. Endelig, først i juli 1099, nåede hæren, efter næsten ufattelige tab og strabadser, til Jerusalem, og fredag den 15. juli lykkedes det ved hjælp af to ”moderne” belejringstårne at slå bro til bymuren, og korshæren strømmede ind i byen. De muslimske indbyggere blev drevet sammen og dræbt uden skånsel med sværd og økser. Den samme skæbne overgik de jøder og ortodokse kristne, som ikke havde nået at redde sig ud af byen, inden stormen begyndte. Det var ubetinget den mest modbydelige massakre i korstogenes historie, som der for så vidt ingen undskyldning er for, selv om beskrivelserne dog nok er noget overdrevne. Når det f. eks. fortælles, at korsfarernes heste på selve Tempelpladsen vadede i blod til bidslerne, så er der nok tale om et retorisk/litterært virkemiddel, ligesom nyopdukkede kilder viser, at der faktisk var flere overlevende, end man traditionelt har regnet med. Når man endelig får at vide, at efter de tre dages blodbad samledes korsfarerne til takkegudstjeneste i Gravkirken, så virker det unægtelig uhyggeligt. Men man skal huske, som Kurt Villads Jensen gør opmærksom på, at de kristne korsfarere med deres til tider temmelig håndfaste fortolkning af de bibelske skrifter opfattede massakren som en nødvendig renselse af byen i blod. Hvad de havde udrettet, var en slags parallel til Åbenbaringsbogens beretning om det store dommedagsslag ved Harmageddon. (Åb. 16,16). Korsfarerne lagde selv vægt på, at erobringen af den hellige by var begyndt netop en fredag, samme dag og samme time, som Herren Langfredag var død på korset. Og den var fuldført søndag morgen, sådan som Kristus var opstået fra de døde søndag morgen.” De forstod erobringen som Guds hævn over de vantro og sig selv som Guds redskaber”. ( 5. Kurt Villads Jensen: Politikens bog om Korstogene s. 20).

Feudalstat og monarki
Overvældede over, at det var lykkedes at tilbageerobre den hellige by, ville nogle af korsfarerne oprette et præstestyre og indsætte en patriark, der også skulle fungere som verdslig leder. Andre mente, at der burde vælges en verdslig monark, som man kendte det fra Europa. Resultatet blev en statsdannelse uden sidestykke i historien. Riget blev organiseret som et monarki efter europæisk mønster med Godtfred af Bouillon som den første konge, der dog udskiftede kongetitlen med titlen ”Den Hellige Gravs beskytter”. Det bestod foruden Jerusalem af provinserne Edessa, Antiokia og Tripoli. Denne mærkelige stat skulle komme til at bestå i 88 år – til 1187, da den egentlige korstogstid i realiteten var forbi. Godtfred døde allerede 1100 og blev efterfulgt af sin fætter Baudouin af Edessa, som ikke havde skrupler med at antage kongetitlen. Han blev kronet Juledag 1100 i Fødselskirken i Bethlehem.

Korsfarerstaten eller ”Kirkeriget”, som Grundtvig kalder det, blev altså organiseret som et feudalt monarki. Og feudalt skal her hos Belloc forstås som noget udpræget positivt. De små feudalstater med selvstændige ledere som en slags kongelige lensmænd med højhedsret over deres respektive fyrstendømmer kendes fra tiden, da det romerske imperium ikke mere lod sig styre centralt fra byen Rom. Set med Bellocs øjne var feudalstaten et bolværk mod det kaos, som altid opstår, når et storrige er i opløsning. Den forebyggede kaos og genoprettede politisk disciplin, som han skriver. (6. Belloc s. 120). Feudalstaten var decentral og sikrede lensmanden og hans undersåtter en temmelig vidtgående selvstændighed og råderum. De mindre feudalstater under kongen af Jerusalems overhøjhed gjorde, at riget på én gang blev fast og smidigt nok til gennem længere tid at modstå presset fra de omgivende muslimske stater. Feudalstaten står altså i skarp modsætning til teokratiet, som jo er det eneste, Islam kender. Det skal man nok lige tygge lidt på, hvis man har haft sin gang på de danske universiteter efter revolutionen i 68, da ordet feudal af de toneangivende oprørere blev betragtet som et skældsord og fungerede nærmest som et feltråb, hvormed man kunne signalere, at man var sympatisk indstillet over for revolutionen.

Også monarkiet ser Belloc yderst positivt på. Ganske vist måtte Korsfarerriget bryde sammen, men det var ikke på grund af monarkiet. Belloc kan ligefrem sige, at dets (kongerigets) tidsbegrænsede mirakel blev opnået ved hjælp af de italienske flåder, borgene og – monarkiet. Når det gik galt, skyldtes det ifølge Belloc ikke alene, men først af alt, at man overså den strategisk helt afgørende betydning af byen Damaskus. Havde man erobret den i tide, ville det have betydet, at muslimerne ikke havde indgået den alliance, som i 1187 gjorde det af med korsfarerstaten. Efter Godtfreds død i 1100 var spørgsmålet om et rent kirkeligt styre med patriarken som overhoved igen på dagsordenen. Et sådant styre ville ifølge Belloc med nødvendighed have medført rigets undergang. ”Et teokrati ville aldrig have kunnet holde landet” siger han. (7. Belloc s. 143). De selvstændige feudalherrer ville uundgåeligt komme i stridigheder, som i sidste ende ville have undergravet den skrøbelige stat. Hvad teokratiet har medført af ulykker, ødelæggelse og kaos, er Islams samlede historie et skræmmende eksempel på.

Begyndelsen til enden
”Der er mange steder i verdens have og floder, hvor det for tilskueren tager sig ud, som om vandet stadig strømmer med uformindsket kraft, men under overfladen er strømmen allerede vendt og lavvandet er begyndt”. (8. Belloc s. 172). Sådan, mener Belloc, er det med alle riger i verden. Måske blomstrer de endnu, og deres glorværdige fortid virker stadig inspirerende på deres indbyggere. Men selv om storheden er der endnu, om end i afsvækket form, så er forandringerne begyndt. Forfaldet er begyndt, og landets skæbne er i grunden allerede beseglet. Sådan, siger Belloc, forholdt det sig med Korsfarerriget lidt før midten af det 12. århundrede. Et slags symbol på det ser han i kong Fulk af Jerusalem, der en efterårsdag i året 1143 faldt af sin hest og døde kort efter. Ved slutningen af dette år havde kongeriget Jerusalem nået sit højdepunkt, både med hensyn til styrke og territorium, men det, som skulle blive dets skæbne, at Islam forenede sig og rustede sig til hellig krig, var allerede i fuld gang. Vi har tidligere set, at det feudale samfund til trods for, at det udadtil kan se temmelig kaotisk ud, dog var et stærk bindemiddel, formelt ved anerkendelsen af suverænens overhøjhed, men især åndeligt. Det feudale kongerige Jerusalem, som for os ser ud til at være fantastisk løst i fugerne med dets lidt over 500 km lange strimmel af spredte borge samt byen Jerusalem, dette rige havde, siger Belloc ”på den åndelige side” et stærkt element af enhed”, og kongen havde virkelig magt og autoritet. (9. Belloc s. 177).

Men dette rige, denne oase af civilisation midt i det kaotiske Mellemøsten havde én strategisk svaghed, som skulle vise sig at være fatal. Dets succes afhang, siger Belloc, af, at det var muligt at holde det afgørende brohoved, hvormed de to halvdele af den muhamedanske verden hang sammen. Hvis korsridderne havde holdt hele det maritime, syriske bælte mellem Middelhavet og ørkenen besat, ville de have ”hugget Islam midt over”, som Belloc udtrykker det. (10. Belloc s. 181). Det skete ikke, og da det lykkes Saladin at samle Islams styrker, er korsfarerstatens skæbne beseglet. I 1169 får han kontrol med Ægypten, fem år senere indtager han Damaskus. Nureddin, den tyrkiske sultan i Syrien, er død, og nu lader Saladin og hans horder sig ikke længere standse. Det afgørende slag kommer til at stå ved landsbyen Hattin (eller Hittin), lidt Vest for Genesarethsøen i juli 1187. Nu er der kun Jerusalem tilbage, og i begyndelsen af oktober er det også slut med den.

I filmen The Kingdom of Heaven, som jeg nævnte til indledning, er Saladin gjort til en ædel og storsindet hærfører. Han er blevet til det historiske ”bevis” på Islams ædelhed, som langt overgår den onde, kolonialistiske kristendom. Karakteristisk nok nød Saladin stor bevågenhed og beundring hos oplysningstidens historikere og andre lærde. Men vi har al mulig grund til at se mere ædrueligt på denne store og begavede krigsherre. Ifølge Belloc har man gjort alt for meget ud af hans formodede respekt for modstanderne. Han ville, uden at ryste på hånden, myrde dem, som kom ham på tværs. Under alle omstændigheder var den virkelige Saladin ikke den multikulturelle, tidlige udgave af Nelson Mandela, som nogle vil gøre ham til i vore dage. Hans tilsyneladende storsind i forbindelse med indtagelsen af Jerusalem var ren og skær pragmatisme. Kun fordi han kunne se sin fordel i at skåne indbyggerne, gjorde han det. Oprindelig havde han planlagt at dræbe alle kristne i byen, sådan som han efter slaget ved Hattin havde beordret massehenrettelse af sine kristne modstandere. (11. Spencer s. 142). På sin egensindige måde har Grundtvig ramt plet, når han om Saladin siger, at han ”stræbde ligesom Frederik den Eneste, at udbrede et Skin af Høimodighed og andre christelige Dyder over sin blodige og I Grunden aldeles Tyrkiske Bane”. (12. Grundtvig: Haandbog i Verdenshistorien, Udvalgte Værker v. Begtrup VII, 234). Når det bliver morgen efter nattens blændværk, og man ser ham i dagens klare lys, siger Grundtvig, så synker Saladin ned til at være ”en mageløs Kurdisk Snap-Hane, der egentlig kun blev navnkundig ved at nedrive, hvad store Folk havde opbygt”, (Samme, s. 243).

Af de i alt syv væbnede ekspeditioner, som man plejer at kalde korstog, fandt de to første sted før det endelige tab af Jerusalem i 1187. Året efter var det, at kejser Frederik Barbarossa, Richard Løvehjerte og kong Filip af Frankrig begyndte deres fireårige forgæves forsøg på at nå Jerusalem og befri det på ny. Trods manglen på succes er det dette korstog, der spiller den største rolle i skønlitteraturen på grund af de navnkundige kronede hoveder, som gik i spidsen. Det sidste korstog, 1248 – 50 var den franske kong Ludvig den Helliges. Det var veludrustet og velorganiseret, men det fik en sørgelig udgang. Under sit forsøg på at erobre Ægypten blev Ludvig taget til fange og sad fire år i fængsel, og med muslimernes erobring af Akko i 1291 var det for altid forbi med korstogene. Ifølge Belloc var der i ordets egentlige forstand kun ét korstog, nemlig det første (eller rettere de to første). Det var disse to ekspeditioner, som udgjorde det store opbrud fra Europa og ind i Orienten med det formål at befri Den Hellige Grav. I 1187, med Jerusalems fald, var den egentlige korstogsperiode forbi.

Luther og korstogene
Én gang i løbet af Luthers levetid truede Islam for alvor det centrale Europa. Det var, da de osmanniske hære i 1529 under sultan Suleyman 2. belejrede Wien og kun med nød og næppe og med hjælp fra tyske og polske styrker blev slået tilbage. Det var som bekendt i dette år, han skrev sit skrift Om Krigen mod Tyrken. Med konsekvens og klarhed slår den modne Luther her fast, at det vil være at rode begreberne sammen på en utidig måde, hvis man i middelalderlig katolsk forstand vil kalde til korstog mod tyrkerne. Når han tidligere har afvist, at man overhovedet skulle gå i krig mod tyrkerne, var det netop rettet mod pavestolens opfordring til korstog. For Luther stod det fast, at kirken, hvis grund er evangeliet, ikke har nogen ret til at føre det verdslige sværd. Den kristnes eneste våben i den åndelige krig, som er hans eneste legitime krigsførelse, er Guds ord. Da Luther første gang skrev om kampen mod tyrkerne, var der ingen, der, som han siger, endnu havde talt om eller vidste noget om ”den verdslige øvrighed, hvorfra den kom, hvad der var dens embede og gerning, eller hvordan den skulle tjene Gud”. (13. Mod Tyrken og Jøden, Tidehvervs forlag 1999 s. 15). Han vil ikke, at man ”under kristennavnet” skal opildne til krig mod tyrken – af den simple grund, at det er ukristeligt. Som kristen har man kun ét sværd at føre, åndens sværd, som er Guds ord.

Men dermed har Luther, som han selv understreger, ikke sagt, at den verdslige øvrighed ikke kan være kristen – eller at en kristen ikke må føre sværd og tjene Gud som tjener for den verdslige øvrighed. Der må skelnes. Enhver må kende sit kald og embede og handle derudfra.

Hen imod slutningen af første kapitel af Tyrkerskriftet sammenfatter Luther, hvordan efter hans mening kirken som kirke aldrig skal blande sig i kejserens og fyrsternes krige. Kirken har andre fjender end dem af kød og blod, nemlig dem, som Paulus kalder ”ondskabens åndemagter i det himmelske”. (Ef. 6,20). Kirken har rigeligt at gøre med sine egne krige, og det tilkommer ikke menneskene at ”tage riset ud af Guds hånd”. Derimod ser Luther intet til hinder for, at vi beder ”imod Tyrken”, hvad han f. eks. gør i salmen Behold os, Herre, ved dit ord i dens originale version. Vi må bede mod Tyrken “på ganske samme måde som mod andre fjender af vor salighed og alt, hvad godt er, ganske som mod Djævelen selv”. (14. Mod Tyrken og Jøden s. 25). Ja, i grunden er det den fornemste pligt for ham, som Luther kalder ”Den første mand”, nemlig Kristenheden, at bede. Først må man (med åndens sværd) angribe og slå Tyrkens Gud, ellers er han bange for, at sværdet intet vil udrette. Kristenheden skal ikke kæmpe legemligt mod Tyrken, men se i øjnene, at han står overfor ”Guds svøbe og vredes ris, som de kristne enten må tåle, når Gud hjemsøger deres synd, eller udelukkende bekæmpe og fordrive ham med bod, tårer og bøn”. (15. Mod Tyrken og Jøden s. 32).

Men der findes altså også ”den anden mand”, nemlig kejseren, hvis pligt det er at forsvare og beskytte sine undersåtter mod fremmede erobrere. Denne pligt er for Luther lige så selvfølgelig som en fars pligt til at beskytte sine børn. Den kristne er på sin side ikke kun medlem af ”Kristenheden”. Han er også borger i sit jordiske fædreland og derfor forpligtet til at forsvare land og rige, når kejseren som den af Gud indsatte øvrighed befaler det. I modsætning til de muhamedanske sultaner er kejseren ikke ”de troendes behersker”. Hvis kejseren ligesom de muslimske herskere skulle udrydde de vantro, så skulle han efter Luthers vurdering begynde med paven og hans slæng af bisper og præster, og måske kunne han ikke en gang skåne kristenheden selv eller sin egen person. Man bør lade både tyrken og paven leve, som de vil og kan forsvare for Gud og deres samvittighed. Kejserens sværd har intet at skaffe med det, som hører troen til. Han skal holde sig til de legemlige, verdslige forhold, ”for at Gud ikke skal vredes på os, når vi vender op og ned på Hans ordning og bringer den i forvirring”. (16. Mod Tyrken og Jøden s. 34).

Altså ingen sammenblanding af kristeligt og verdsligt. Men heller ingen adskillelse! For lige så afgørende det er, at kirken passer sit embede og forkynder Guds ord, lige så nødvendigt er det at ”drive på dem (kejser og fyrster) med flittig prædiken og formaning, og at lægge dem så tungt som muligt på samvittigheden, at de skylder Gud ikke at lade deres undersåtter gå ynkeligt til grunde, og hvilken stor og grufuld synd, de begår ved ikke at betænke denne del af deres embede og ikke efter bedste evne med råd og dåd at bistå dem, som med liv og gods skulle stå under deres beskyttelse og med ed og hyldning er knyttet til dem”. (16. Mod Tyrken og Jøden s. 35). Det er i øvrigt interessant, at Luther nævner den kendsgerning, at der her, i første halvdel af 1500-årene, er folk blandt hans egne landsmænd, som ligefrem ville foretrække, at det var Tyrken, der regerede i landet frem for kejseren og fyrsterne. Med den slags mennesker er der ikke meget at stille op, ud over at formane præster og prædikanter til at belære dem fra deres prædikestole og foreholde dem de store synder, de gør sig skyldige i ved at have den slags meninger. ”Det er nemlig elendighed nok, at nogen må finde sig i Tyrkens overherredømme og tåle hans styre, men den som frivilligt vil underkaste sig det eller ønsker det uden nødvendighed eller tvang, ham skal man forklare, hvilken synd han begår, og hvor groft anstødeligt han handler”. (17. Mod Tyrken og Jøden s. 40 – 41).

I det følgende lille skrift, den såkaldte ”Feltprædiken mod Tyrken” ser Luther sig nødsaget til at gentage sin advarsel mod Tyrken. Der var sket det, som også sker i vore dage, at han var blevet beskyldt for at ville skræmme de tyske fyrster ved sit overdrevne ordvalg. Det er vist det, der i vor tid hedder at skabe ”fjendebilleder”, en beskyldning, hvormed man kan standse næsten enhver saglig meningsudvikling. Luther prøver altså igen. Ligesom i det første skrift begynder han med at skelne mellem tyskerne som kristne og som borgere med pligter over for den verdslige øvrighed. Han vil først ”oplyse samvittigheden og dernæst formane hånden”. Til de anfægtede kristne siger han da, at det er nødvendigt at vide, hvem og hvad Tyrken er. Der er to hovedfjender, som begge vil stå frem før Dommedag for at tilintetgøre Kristenheden, den ene åndeligt med falsk lære og gudstjeneste. Hermed tænker Luther naturligvis på paven og pavedømmet. Den anden hovedfjende er Tyrken, og han vil hærge og ødelægge med sværdet, ganske håndgribeligt og med ufattelig grusomhed. At den kristne således skal drage i krig mod Tyrken i sin egenskab af kejserlig undersåt og borger i det verdslige regimente, ændrer for Luther intet ved, at Tyrken også i den kristnes optik er Kristenhedens største fare og fjende. Det kan Han jo læse sig til i Den Hellige Skrift. Den kristne som kristen og borger i Guds Rige og som borger i det verdslige regimente er jo dog ét og samme menneske. Og den, som vil være en kristen i disse farlige tider, må vide, at det ikke er tiden til at tie og holde fred og se gode dage, ”tiden er inde for denne trængsel og profeti, ligeså for vor fortrøstning og tillid til Jesu genkomst og vor forløsning, den er heller ikke fjern, men vil straks følge derpå”. (18. Mod Tyrken og Jøden s. 54 – 55).

Alligevel fastholder Luther sin skelnen, og det gør han selvfølgelig, fordi det åndelige og det verdslige regimente ikke må adskilles – men lige så lidt må blandes sammen! Derfor har han i den forrige bog rådet indtrængende til, at man ikke går i krig mod Tyrken under Kristi navn. For ”Kristus vil være svag og lidende på jorden og lide sammen med dem, der hører Ham til, for at gøre de mægtige til narre og beskæmme dem og benytte deres rasen dertil, idet de uden at vide af det fylder Hans Himmel med martyrer og hellige, for at Hans Rige desto snarere bliver fuldtalligt og Han kan komme til dommen og give tyrannerne deres løn, før de aner det”. (19. Mod Tyrken og Jøden s. 62).

For en gangs skyld henter Luther ikke sine eksempler fra Skriften, men fra kirkehistorien. Det gælder om mange af dens bemærkelsesværdige mænd og kvinder, siger han, at de er gået i krig, ikke som kristne, men som undersåtter… ”befalet og kaldet til at kæmpe af deres kejser eller anden øvrighed, som de var skyldige at tjene med liv og gods og ikke kaldtes en Kristenhær eller Kristenfolk, ej heller krigen en Kristenstrid, men simpelthen Kejserens folk eller hær”. ( 20. Samme, s. 62). Således kan et menneske med god samvittighed drage i kamp for sin rette øvrighed, ikke af begær efter at vinde ære og magt, men for at beskytte land og folk, hustru og børn. ”Så skal du ej heller plage dig med bekymring for, at du udgyder uskyldigt blod i Tyrkernes hær, eftersom du hører, at de af Gud er dømt til Død og Helvede som hans fjender. Og han befaler dig gennem din hersker at fuldbyrde den dom over Tyrken, og at både din hånd og din lanse er og kaldes Guds hånd og lanse, og du er altså Guds, den Allerhøjeste Herres skarpretter og mestermand overfor Hans store, fordømte fjende. Hvorledes kunne du kæmpe mere hæderligt og prisværdigt”? (21. Mod Tyrken og Jøden s. 63).

Det har ofte forarget, at Luther kan bruge så kraftige udtryk som i dette citat og lade udsagn om den kristnes anfægtelse og samvittighed stå side om side med udsagn om den kristnes frimodighed og om det Gud velbehagelige i at fungere som Guds ”skarpretter og mestermand”. Men for det første levede Luther ikke i denne ”følsomme” tid, da netop følelserne er blevet guddommeliggjort. For det andet gør han det for at fastholde de to, anfægtelsen og frimodigheden, i deres indbyrdes spænding: – uden sammenblanding og uden adskillelse. Og klart og tydeligt er det under alle omstændigheder, at for Luther kommer den tanke, at kristenheden skulle lægge sig fladt på maven for Tyrkens regimente overhovedet ikke på tale.

En børnesalme
Jeg vender for et øjeblik tilbage til Luthers salme Behold os, Herre, ved dit ord. Det overrasker nok de fleste, at Luther selv kalder den ”en børnesalme”, Ein Kinderlied, zu singen wider die beiden Erzfeinde Christus und seiner heiligen Kirche, den Papst und die Türken. Hvad kan Luther dog mene med at kalde denne alvorsfulde salme for en børnesalme? Det hænger sammen med hans bekymring på kristenhedens vegne. Hvordan skulle en vantro, lunken kristenhed kunne stille noget op imod de to mægtige fjender? I en bordtale fra 1542 siger han: ”Bed! Vi kan ikke slå vor lid til våbnene, men kun til Gud. Hvis nogen skal gøre tyrkerne noget, må det være de små børn, som beder Fadervor. Vore volde og bøsser og alle fyrster kan ikke genere tyrkerne noget”! Det var ud fra denne forståelse, at han skrev børnesalmen Erhalt uns, Herr, bei deinem Wort.

Salmen kom med i Hans Thomissøns salmebog fra 1569, hvor den havde den oprindelige form i vers 1: ”Beholt oss Herre ved dit Ord/ oc styr Paffuens og Tyrkens Mord”, og denne går igen i Kingos Salmebog. Det samme gælder endnu i Pontoppidans Salmebog fra 1740. Det kan ikke undre nogen, at den ”formildede” udgave, som bruges i dag, stammer fra rationalismens tid. I de to officielle salmebøger fra denne tid, Høeg-Guldbergs og Evangelisk-kristelig Psalmebog er salmen ganske simpelt udeladt.

Det er værd at bemærke, at det var Grundtvig, som tog salmen op igen i sin bearbejdelse til Sang-Værket 1837. Vel at mærke i den originale form med paven og tyrken! At man så tog den formildede form i brug igen i Roskilde Konvents Salmebog fra 1855 er en anden historie. At Grundtvig ikke havde skrupler ved Luthers originale salme, falder helt i tråd med, hvad han i de samme år, som han arbejdede med SangVærket, havde at sige om Korstogene og truslen fra Islam.

Grundtvig om korstogene
I sin stort anlagte Haandbog i Verdenshistorien, udk. fra 1833 og fremefter, har han således et yderst læseværdigt og underholdende afsnit om ”Kirke-Riget og KorsTogene”, som han kalder det. På ca. 150 sider får han på sin helt originale måde fortalt korstogenes historie, og undervejs lader han ikke læseren i tvivl om beskaffenheden af sin egen opfattelse. Haandbogen blev i flere generationer brugt som grundlag og inspiration for utallige højskolelærere og har således påvirket i hundredvis af danskeres syn på deres fædrelands historie.

Grundtvig mener også i sit historiesyn at stå på luthersk grund, hvad han efter min mening også gør, om end hans fronter og i det hele taget hans tid i nogen grad er anderledes end Luthers. Mens Luther holder energisk fast ved skellet mellem åndeligt og verdsligt regimente, understreger Grundtvig tilsvarende i fortalen til Verdenshistorien, at et af hans mest fundamentale skel er det, der går mellem kirke og skole: ”Jeg har efterhaanden lært at skielne skarpt mellem Kirke og Skole, Tro og Vidskab, Timeligt og evigt, og indseer klart, at ligesaa kraftigt som den Christne Kirke maa tilbagevise ethvert Forsøg af Stat og Skole paa at omdanne den efter Tykke, ligesaa uberettiget er den til at paanøde enten Stat eller Skole en kirkelig Skikkelse”. (22. Grundtvig: Haandbog i Verdens-Historien Udvalgte Værker v. Begtrup Bd. VI s. 12). Han indføjer et tredje begreb, Stats-Historien, som dels hører til og dels overlapper SkoleHistorien. De har hver deres ”store kendsgerninger”. Kirkehistorien har som sin genstand de forskellige kristne trossamfund. Skolen beskæftiger sig først og fremmest med ”de berømte skrifter”. Statshistoriens genstand er det, Grundtvig kalder ”de Borgerlige Selskaber”, (et af de mange udtryk, som han oversætter så meget til dansk, at det kan være svært at forstå)! Vi kan vel tillade os at kalde det det civile eller ”civiliserede samfund”, eller, luthersk udtrykt, det verdslige regimente.

Grundtvig begynder afsnittet om korstogene med, med en oldtidshistoriker som vidne, at understrege, at de adskiller sig fra de store erobrertogter i oldtiden – som assyrernes, persernes og romernes, ved at være en frivillig forening af europæiske folkeslag, ikke for vindings og erobrings skyld, men, som det hedder, ”for at tilbagedrive Barbarerne, frede om Christenheden og ære den hellige Kirke”. Vi lægger mærke til, at Grundtvig lige så lidt som Luther har den mindste betænkelighed ved begrebet ”kristenhed”. Der måtte være hekseri og forgjorthed med i spillet, mener Grundtvig, om man ikke (og da ganske særlig i Norden) skulle have åbne øren for Riddertidens eftermæle. For middelalderen var ikke mindre stor end oldtiden, et synspunkt, som mange historikere i vore dage deler. I modsætning til begejstringen for middelalderens storhed står for Grundtvig de ”protestantiske historieskrivere”, som moraliserer og går i rette med forfædrene. Men for Grundtvig kan det aldrig være sagen hverken at giennemhegle eller at efterabe de gamle. ”Sagen er kun, at vi lære at betragte Kors-Togene i deres Tid som et beundringsværdigt Stor-Værk, hvorved MiddelAlderen og den ny Christenhed hævdede deres Selv-Stændighed, traadte i levende Vexel-Virkning med den gamle Tanke-Verden og udviklede den Ny, hvori vi nu leve, og hvis ”Pinagtighed”, stor nok for Resten, dog ingen Sammenligning taaler med dens altomfattende Ypperlighed”. (23. Udvalgte Værker VII s. 149). Vi må lade middelalderen med dens munke og paver og kirkemagt og korstog vederfares retfærdighed og billighed og ikke bedømme eller fordømme dem med de latinske juristers strenge ret. Vi skal ”hverken lære hinanden at foragte Efterslægtens Dom eller give Efter-Slægten det slette Eksempel at sværte og haane de hedenfarne Ædlinger, blot fordi det var, hvad det maatte være, deres og ei vor TidsAlders Yndlings-Tanker, de glødede, kæmpede og opoffrede sig for”. (24. Udvalgte Værker Bd. VII s. 150). Fejlen har været, at man ved en øjenforblindelse har betragtet korstogene enten fra prædikestolen i den kristne kirke eller fra ”BordEnden i den latinske Skole”. For Grundtvig er det netop sagen, at korstogene kun i ringe grad hører under kirkens og skolens historie, men så godt som udelukkende under det, han kalder StatsHistorien. Og her fortjener både kongeriget Jerusalem og korstogene at fremhæves og at prises ”som de store Vidundere, der fremtryllede et borgerligt Selskab i Tyranniets Hjem, afvendte Barbariets frygtelige Indbrud, og fremkaldte en Virksomhed og Dannelse, Man aldrig før saae Mage til”. (25. Udvalgte Værker VII s. 153 – 54). Grundtvig deler altså, to hundrede år før Belloc skrev sit værk, hans syn på kongeriget Jerusalem og de små kristne korsfarerstater som øer af civilisation, som oaser i en ørken af tyranni, som et bolværk mod kaos og mod det barbari, der kendetegner selv de mest velorganiserede muslimske stater.

Set gennem Stats-Historiens briller, som Grundtvig har på i Haandbogen, er det afgørende ikke, om korstogene var kristelige, og lige så lidt roser som laster den dem for, at de var blodbade, for det er jo, hvad de har til fælles med alle krige. Statshistorien holder sig til kendsgerningerne. Og derved når den til den slutning, at korstogene foruden hvad de ellers måtte være i hvert fald var meget andet og meget mere end blodbade. De var, med en meget grundtvigsk formulering, ”en begeistret Kraft-Yttring af Kæmpe-Folket”, og ved dem, siger Grundtvig, ”sammensmeltede Vesterledens folkefærd til en Borgerlig Christenhed, og at de virkelig reddede denne Christenhed fra Tyrke-Pesten, hvoraf den øiensynlig truedes, og avlede i alle Retninger den mangfoldigste menneskelige Virksomhed, see, det er Grunden, hvi Stats-Historien, trods alt Vildt og Væmmeligt i det Enkelte, løfter KorsTogene i det Hele til Skyerne som et mageløst Stor-Værk”. ( 26. Udvalgte Værker VII s. 154). Lige så lidt som Robert Spencer to århundrede år senere er Grundtvig i tvivl om, at korstogene var berettigede og nødvendige forsvarskrige, og at Europa ved dem vandt kostbar tid og blev reddet fra islamisering.

Vi skal ikke følge Grundtvigs fortælling om korstogene i detaljer, men det er fornøjelig og underholdende læsning. Da han når frem til Jerusalems erobring, lader han igen et par bemærkninger falde om samtidens hang til utidig moralisering og bedreviden. Vi med vore ”dydsirede Forskrifter”, fornemmer, at vi ved fortællingen om blodbadet i Jerusalem burde blive ømme om hjertet – eller i hvert fald lade som om og bebrejde korsfarerne deres barbari og blodtørst. Med adresse til sin samtids moralister hævder Grundtvig, at ”vi har i alt Fald nu om stunder saa lidt virkelig Medlidenhed med Næsten, at vi giør klogest i at giemme den til dem der kan have godt af den, og det er naturligvis ikke de Muselmænd, der faldt for syvhundrede aar siden, men de Christne ved Siden ad os, som Man plager og piner Sjælen ud af Livet paa”. (27. Udvalgte Værker VII s. 204 – 205). Nu er det på tide, at vi lader være med at hykle og med vort eget eksempel viser vore efterkommere noget, som de vil studse over og mindes os for, altså handling i stedet for moraliserende snak. Vi skal vise, hvor meget bedre end de vi formår at forbinde ”dyd og ære”. Og jo bedre det lykkes for os, des mere rimelige og retfærdige vil vi sikkert blive i vor bedømmelse af fortidens tapre kæmper, ”idet vi lære, det er ikke nær saa let at være dydig som at moralisere”. (28. Samme s. 205).

Vi talte før om ”det borgerlige selskab”, som Grundtvig kalder det civiliserede samfund. For ham at se var det virkelig dette selskab, dette civiliserede samfund, der var blevet begravet dér ved Jerusalems ødelæggelse, som nu ved korsfarerrigets oprettelse opstod fra de døde. Og dette opstandne rige blev mønstret, som han siger, ”for Alt, hvad der udenfor Norden lige til de seneste Tider fortjene dette Navn”. (29. Udvalgte Værker s. 207). Det er unægtelig en stor betydning at tillægge dette lille kongerige med dets krans af yderst beskedne vasalstater, hvis levetid tilmed blev kort set i historiens sammenhæng. Men ifølge Grundtvig skyldes dets store betydning heller ikke dets størrelse og varighed, men udelukkende dets forfatning. At det ikke var et teokrati, men et feudalt monarki med en vis frihed, det betyder for Grundtvig, som vi så det hos Belloc, at der blev tale om et samfund med en vis ligevægt, hvor såvel konge som folk er bundne af loven. Omtrent som det sker i Danmark, da Valdemar sejr i 1241 indfører Jyske Lov. Grundtvig er naturligvis godt klar over, at det gamle Palæstina ikke har meget til fælles med det samfund, han kendte fra sin egen tid, og at korsfarerriget ikke havde megen lighed med det, vi i vore dage forstår ved et civiliseret samfund. Alligevel er det af afgørende betydning for ham at få fastslået den kvalitative forskel mellem de tyranniske islamiske stater og de ”øer af civilisation”, som ”Kirke-Riget” er udtryk for. For ”Hvor der nemlig er en Grund-Lov, som Høvdingen ikke kan bryde, og en fri offentlig Stemme, han ikke kan trodse, uden Aabenbar at stemple sig selv som Volds-Mand, der er et Borgerligt Selskab og med al den Betryggelse, der i det kan haves for Misbrug af Magten”. (30. Udvalgte Værker VII s. 210).

Grundtvigs høje vurdering af korstogene må unægtelig falde en politisk korrekt nutid for brystet. Det er nemt nok at hæfte sig ved korstogenes negative og alt for menneskelige sider. Men for Grundtvig gælder det om noget andet. Nemlig om at få øjnene op for det, som først og fremmest kendetegner middelalderen, at den er en vældig kamp mellem kristenheden og barbariet. Middelalderen er tiden, da en ny verden opstår på ruinerne af den gamle. Og har man én gang fået øje for det, vil man nødvendigvis indse, at korstogene som ”en mageløs stor Olympisk Leg for alle menneskelige Kræfter, var den største Lykke, der i Middel-Alderen kunde times vor Slægt”. (31. Udvalgte Værker VII s. 261). Grundtvig har, som vi tidligere så, ligeledes et skarpt blik for den moralisme, der har præget de historikere, som han polemisk kalder protestanterne eller, med et udtryk, der i hans mund virkelig er uvenligt ment: skriverne. De bebrejder paven og hans efterfølgere og ”kirken”, at de ikke gjorde mere for at hindre tabet af de mange millioner menneskeliv, som gik tabt under korstogene. For Grundtvig svarer det til, at en bogholder, der går i barndom, udsteder en regning til et stort handelshus på alle de pengemidler, som gennem 20 år er passeret gennem dets hænder. Det er urimeligt, alene af den grund, at korsfarerne var frivillige, der ofrede sig selv for kristenheden (32. Udvalgte Værker VII s. 283). Derfor skylder vi dem, ikke at gå i rette med deres meninger og bevæggrunde, men derimod at ære og takke dem i deres grave. Ellers ligner vi langt mere den Onde, der, som Lukasevangeliet fortæller, ville sigte Peter som hvede, end den Gode, som bad for ham, at hans tro ikke måtte svigte. (Luk. 22,31 – 32). Vi må nemlig forudsætte, siger Grundtvig, at korstogene ikke bare var et ridderspil, som ridderne opførte, for at vi skulle beundre dem, ”men frem for Alt et Stor-Værk til uberegneligt Gavn for alle følgende Slægter, ved Faren, de afvendte, og Synet, de udviklede, Livet, der vakdes, og Lyset, der tændtes, og Beviserne for denne Sætnings Rigtighed føre vi ikke med Pen og Blæk, men pege kun paa det Ny Europa, der under Kors-Togene dannede sig med sine gienfødte Riger og Tunge-Maal, Markeder og Værk-Steder, Raad-Stuer og HøiSkoler, kort sagt: fremtryllede igien al den menneskelige Virksomhed med Haand og Mund, til Lands og Vands, for Himmel og Jord, som udmærkede den gamle Verden og pryder den Ny”. (33. Udvalgte Værker VII s. 284).

Man skulle næsten ikke synes, at Grundtvig kunne nå højere op i sin lovtale om korstogene. Deres fortjeneste var først af alt, at de helt konkret reddede Kristenheden (et udtryk Grundtvig selv anvender – s. 221) og fik standset eller i hvert fald hæmmet Islams aggressive fremtrængen. Ikke mindre vigtig er den genfødelse og opståen af et nyt Europa og den virketrang, den vekselvirkning mellem Øst og Vest og den almindelige horisontudvidelse, som korstogene fremmede og medvirkede til. Og Grundtvig mener, at det først er nu, hen imod midten af det 19. århundrede, at vi for alvor begynder at opdage, hvad korstogene betød for dannelsen af det Europa, vi kender. ”Først nu begynde vi at fuske paa KirkeRigets Historie, som Verdens største Vidunder, hvis Æventyrlighed er noksom iøinefaldende, men hvis sande Beskaffenhed og Værdi nødvendig miskiendes, naar Man, istedenfor at tage det som det var, stirrer sig blind paa dets uhyre Afstand fra det Himmerig paa Jorden, det selv vilde ansees for”. (34. Udvalgte Værker VII s. 292).

Vurdering af korstogene. Jacques Ellul
I sin bog Kristendommens Forvanskning (35. Dansk oversættelse v. Chr. Truelsen, Tidehvervs forlag 2005) opfatter Jacques Ellul korstogene som en tro kopi af Islams begreb om Jihad, den hellige krig. For Ellul er der tale om, at den hellige krig og dermed legitimeringen af voldsanvendelse, udgør en af de mange forvanskninger af kristendommen, ja nærmest forvanskningen par exellence. Med korstogene har kristenheden overtaget en central idé fra Islam, som står i den grelleste modsætning til kristendommens væsen. I sit foredrag i Tidehverv om Islam fra september 2006 erklærer Monica Papazu sig grundlæggende enig med Ellul, når hun siger, at ”det var nærliggende at se korstoget som vej til syndsforladelse og til paradiset. Døden fik en martyrglans, som vi kun kender fra den islamiske verden, og som slet ikke hører hjemme inden for den kristne tradition. At besegle sit vidnesbyrd med døden – dette er martyriet. Men at dø på slagmarken, skønt man dør i en kamp, som skal kæmpes, skønt man dør for sin tro og for at kristenheden kan overleve, er en heltedød, men ikke en martyrdød. Således kom konfrontationen med Islam til at influere på den kristne forståelse af krigen. Det er det, der bør beklages. Men ikke, at kristenheden langt om længe havde rejst sig i nødvendigt selvforsvar”. (36. M. Papazu, Tidehverv nr. 7, september 2006 s. 95). Denne skelnen mellem martyrdød og heltedød stod nok sjældent klart for korsridderne selv, som Monica Papazu da også gør opmærksom på. Om det så er rimeligt at ”beklage” det, kan vel diskuteres. Under alle omstændigheder er der god grund til med Grundtvig at beundre fædrenes bedrifter og lade dem beholde den ære, der tilkommer dem. ”Thi var end deres Haab om Udødelighed i Himlen for hvad der kun gavnede jorden for dristigt, saa er dog en ærefuld Udødelighed herneden, netop fordi den syndes dem forlidet, dobbelt deres velfortjente Løn”. (37. Udvalgte Værker VII s. 206).

En tilsvarende skelnen finder man hos Cervantes i Don Quixote, romanen om den vise dåre, der ligesom Shakespeares Hamlet ikke er forrykt hele tiden. En dag, da Don Quixotes gerning som vandrende ridder nærmer sig sin afslutning, træffer han en flok bønder, som er på vej hjem til deres landsby med nogle helgenbilleder, som de har købt, og som skal smykke alteret i deres sognekirke. Don Quixote spørger, om han må få lov at se billederne, og foruden Sankt Martin og Sankt Jørgen medbringer de også en figur af apostelen Paulus, der kastes til jorden på vejen til Damaskus, det, man plejer at kalde Pauli Omvendelse. Don Quixote tager ordet og siger: ”Han var den største fjende, som Gud vor Herres Kirke nogen sinde har haft, og den største forsvarer, den nogen sinde vil få, i levende live var han en farende ridder, i døden en urokkelig helgen; en utrættelig arbejder i Herrens vingård, en hedningernes Apostel, der havde Himlene som skole og selveste Jesus Kristus som lærer og mester til at undervise sig”. Don Quixote mener, at han grundlæggende kæmper den samme kamp som disse hellige mænd. Han gør våbentjeneste ligesom Paulus, Sankt Jørgen og Sankt Martin, og, siger han, ”Jeg regner det for et godt varsel, at jeg har set, hvad jeg her har set, for disse helgener og riddere bekendte sig ligesom jeg til våbenkunsten; men forskellen mellem dem og mig er, at de var helgener og kæmpede på guddommelig vis, mens jeg er synder og kæmper på menneskelig vis”. Jeg véd godt, at det er en katolsk måde at skelne på, og at ”store helgen også haver Adams kød og klæder på”, som Kingo synger. Min hensigt er blot at vise, man i Kristenheden, modsat i Islam, kender til at skelne mellem martyrdød og heltedød. (38. Cervantes: Don Quixote, oversat af Rigmor Kappel Schmidt bd. 2 s. 494 – 495, Centrum 2000).

Det kan godt virke, som om Ellul slet ikke kan se noget positivt ved korstogene, men i foredraget om Islam fortolkes (eller fortsættes) Elluls tankegang således: ”Eftersom de kristne førte krig mod en fjende, som i navnet på sin religion angreb dem, en fjende, hvis aggression var defineret som en hellig pligt, der i bund og grund havde kristendommens udslettelse som mål, kom de kristne til at se deres forsvarskrig som et spejlbillede af modstanderens tankegang”. (39. M. Papazu s. 95). Det skal ikke nægtes, at der med den middelalderlig-katolske tankegang om syndsforladelse og aflad er noget, der i betænkelig grad kan minde om den islamiske Jihadtanke, men det ændrer ikke ved, at korstogene helt grundlæggende må ses som et nødvendigt forsvar fra den vestlige kristenheds side mod Islams aggressive ekspansionskrige. Jeg har tidligere nævnt forfatteren til Politikens bog om korstogene, Kurt Villads Jensen. Trods den skepsis, som man må gå til læsningen med, når der er tale om kombinationen Politiken og historieskrivning, har denne forfatter faktisk et ganske ædrueligt syn på korstogene og deres tid. I hvert fald med hensyn til hans sammenfatning i slutningen af bogen. Han slutter sin grundige gennemgang af korstogenes historie med et kapitel med overskriften Var korstogene en synd? Han spørger, om det virkelig forholder sig, som Steven Runciman skrev i sit store trebindsværk om korstogene, at korstogene var ”intolerance i Guds navn, hvilket er en synd mod Helligånden”. Han skildrer meget morsomt, hvordan man på internationale historikerkongresser kan opleve, at fortvivlede ordstyrere forsøger at sammenfatte diskussioner med spørgsmålet: ”Vi er vel alle enige om at fordømme korstogene”..? Kurt Villads Jensen er ikke i tvivl om, at der her er tale om en alt for nem og ansvarsfri holdning. Trods alt hvad der med rette kan siges om den brutalitet, der var en naturlig del af korstogene, sådan som den er en del af alle krige, så bliver der et grundlæggende spørgsmål tilbage, et problem, som også middelalderens mennesker måtte slås med: kampen mod det onde. Hvor langt skal man gå i at tolerere det onde, inden man griber til at bekæmpe det med magt? ”Nazismen var en ond og ødelæggende ideologi, som blev stoppet militært. Jeg har svært ved at se, at der var andet at gøre, selv om krigsførelsen kunne være umenneskelig fra begge sider”. (40. K. Villads Jensen s. 244 – 45).

Et pudsigt, men formentlig ganske udbredt syn på korstogene finder man i en lille artikel, som Uffe Østergaard og Frederik Stjernfelt har leveret til det ambitiøse og sidestærke værk Tankens magt, der udkom i 2006. Forfatterne hævder, at korstogene ”knæsatte tanken om fælles hellig krig for en angivelig retfærdig sag som en varig idé” – og så følger en tankevækkende bisætning – ”en tanke der blev taget op af de muslimske modstandere i parallelle idéer om hellig krigsførelse, Jihad”. (41. Tankens Magt Bd. 1 s. 327). Ifølge de to forfattere er det altså kristenheden, der har ”knæsat” forestillingen om den hellige krig, en tanke, som muslimerne så har taget op og tilegnet sig. Unægtelig en konklusion, der vidner om dyb historisk indsigt! Karakteristisk nok lyder da også forfatternes opsummering af korstogenes betydning, at de endte ”uden varige politiske resultater”. Hvis nogen har ”knæsat” den hellige krig, er det Islam.

Vurdering af korstogene. Steven Runciman
På denne linje stiller sig også den førnævnte Steven Runciman. Han påstår, at hele korstogsbevægelsen set i historisk perspektiv må betegnes som en gigantisk fiasko. Han ser kongedømmet Jerusalem og dets vasalstater som et elendigt resultat af den vældige energi og entusiasme, som han trods alt ikke vil frakende korsfarerne. Han mener heller ikke, at korstogene havde den indflydelse på Vesteuropas historie, som man kunne have ventet. Da korstogene begyndte, var Europa netop ved at dukke ud af folkevandringernes mørke, og da de sluttede, stod det kristne Europa på et absolut højdepunkt. Men Runciman mener ikke, man kan tilskrive korstogene æren herfor, uden at han efter min vurdering formår at argumentere overbevisende for denne påstand. Hos Runciman som hos de fleste andre moderne historikere er der en tendens til at frikende muslimerne, som i virkeligheden ikke var mere grusomme og intolerante end de kristne. ”Islam var ikke intolerant i sine unge dage”, skriver Runciman, ”Muhammed selv mente, at jøder og kristne havde modtaget en delvis åbenbaring og derfor ikke skulle forfølges... Den vilde intolerance, som korsfarerne viste, blev modsvaret af en voksende intolerance blandt muslimerne”. Ligeledes hævder han, at de kristne under de tidlige kaliffer spillede ”en ærefuld rolle”, og at der herskede et, som han kalder det ”ikke totalt uvenligt” forhold mellem kalifatet og det kristne Byzans. (42. Runcimann: The Crusades: A moral Failure i James A. Brundage: The Crusades. Motives and Achievements, Boston 1964, s. 75 ff.). Altså: Det var de onde kristne, der var skyld i, at den for så vidt menneskevenlige og tolerante Islam blev tvunget i yderligtgående retning. Og endelig påstår Runciman, at korsfarerne ”aldrig kunne overveje det muligt, at Islams Gud kunne være den samme som deres”. Vi genkender alle påstandene fra den aktuelle debat.

Vurdering af korstogene. Thomas Madden
Man må i et vist omfang bevæge sig over Atlanterhavet for at finde nulevende historikere med et anderledes syn på korstogene. Osama bin Laden og Bill Clinton har et syn på korstogene, som på mange måder minder om hinanden. Begge opfatter de dybest set terrorangrebene den 11. september som et sent resultat af korstogenes ydmygelse af muslimerne. Et sammenfald, som historikeren Thomas Madden fra universitetet i St. Louis har gjort opmærksom på. Han udgav i 1999 sin Consice History of the Crusades, et yderst sagligt værk, der ligesom f.eks. Kurt Villads Jensen påpeger det letkøbte i at affeje korstogene som moralsk forkastelige, kyniske og onde, sådan som Runciman og hans ligesindede i realiteten gør. Dens slags, siger Madden, fortæller mere om iagttageren end om det, han iagttager. Og han fortsætter med at fremhæve den overvejende tendens i nutidens historieskrivning til at bedømme korstogene som en fejltagelse og en fiasko, selv hvor de nåede de mål, de havde sat sig. Ganske vist blev Jerusalem erobret, men, siger man, Korsfarerstaten fik kun en meget kort levetid. Sådan kan det måske tage sig ud set med vore øjne, siger Madden, men det er ikke sådan. Jerusalem var i Korsfarernes hænder i 88 år, og kongedømmet i Palæstina varede 192 år, hvor de ikke kun lagde beslag på de muslimske kræfters opmærksomhed og kræfter, men også udgjorde en stødpude mellem araberne og tyrkerne og det sårbare byzantinske rige. Ganske vist skete der stor skade på det byzantinske kejserdømme, men det var ikke, som Runciman påstår, det, der forårsagede dets undergang. Det er ikke rimeligt at påstå, at ødelæggelsen af Konstantinopel i 1204 var årsagen til imperiets fald i 1453. Madden mener tværtimod, at korstogene meget vel kan have lagt nogle år til det byzantinske riges levetid.

Korstogene fik, på godt og på ondt, meget langtrækkende effekter. Naturligvis var oplysningstidens historikere ikke begejstrede for korstogene. Således mener Edward Gibbon, forfatteren til ”Det romerske riges forfald og undergang”, at “korstogene tappede velstand og menneskeliv fra Vesteuropa, kræfter, som ville have været bedre anvendt til at arbejde derhjemme og forsøge at skabe venskabelige relationer til den muslimske verden”. Man tør gætte på, hvad Gibbon ville have ment om Muhammedkrisen. Som næsten alle lærde på denne tid anså Gibbon den middelalderlige kristendom for en ussel overtro og de, der kæmpede for den, for uvidende eller vildførte. Madden anfører herimod, at det nok ikke er særlig sandsynligt, at europæerne ville have smedet deres sværd om til plovjern, blot fordi de ikke havde nogen ydre fjende. Og når man betragter den vedvarende muslimske erobring af kristne lande, er det usandsynligt, at man kunne have oprettet venskabelige forbindelser mellem de to religioner. I hvert fald ikke, før man havde etableret sikre grænser. Ifølge Madden kan der ikke være tvivl om, at korstogene forsinkede Islams fremtrængen. Desuden er det klart, at tilstedeværelsen af korsfarerstaterne i Mellemøsten gennem to århundreder må have destabiliseret den muslimske magt betydeligt – og dermed hindret dannelsen af en forenet muslimsk stat. Som et absolut minimum må det siges, at korstogene vandt Europa tid. At dømme efter antallet af lejligheder, hvor det var tæt på at gå galt, ser det ud, som om det var med nød og næppe, at Europa slap for invasion i det 15., 16. og 17. århundrede. Europa havde god brug for den tid, korstogene havde vundet.

Korstogene set med arabiske øjne
Inden jeg til sidst ser på Robert Spencers vurdering af korstogene, vil jeg nævne et eksempel på korstogene set med nutidige arabiske øjne. Det er fra en kort artikel af den libanesiske forfatter Amin Maalouf, som er enig med Thomas Madden i, at korstogene på længere sigt betød, at den arabiske civilisation kom i defensiven. Efter korstogene flyttedes verdens centrum mod vest. Maalouf er også af den opfattelse, at korstogene for vesterlændingene betød optakten til ”en veritabel revolution, både økonomisk og kulturelt”. I Orienten derimod blev resultatet forfald og formørkelse. Den muslimske verden blev defensiv og ufrugtbar og følte sig hægtet af udviklingen. Maalouf er overbevist om, at grundlaget for arabernes holdning til Vesten blev lagt for syv århundreder siden under korstogene, og ”her på tærsklen til det tredje årtusind henviser den arabiske verdens politiske og religiøse ledere stadig til Saladin, Jerusalems fald og dens tilbageerobring”. De menige arabere opfatter klart Israel som en ”korsfarerstat”. I sin storhedsperiode blev Ægyptens præsident Nasser sammenlignet med Saladin, ligesom Suezkrigen i 1956 blev sammenlignet med det engelsk-franske korstog i 1191. Endelig nævner han attentatet på pave Johannes Paul den 6. i maj 1981. Attentatmanden var en tyrker, der selv hævdede, at han anså paven for ”korstogenes øverste leder”. Den arabiske verden ser stadig Vesten som arvefjenden, overfor hvem enhver fjendtlig handling blot er en retfærdig hævn. Til slut skriver Maalouf: ”Der er ingen tvivl om, at bruddet mellem de to verdener stammer fra korstogene, som araberne den dag i dag betragter som en voldtægt”. (43. Voldtægt med nutidige konsekvenser. Referat af Amin Maaloufs synspunkter i Korstogene som araberne ser dem, 1983, på dansk 1997, s. 250 ff.).

Vurdering af korstogene. Robert Spencer
Jeg har tidligere nævnt den amerikanske historiker Robert Spencer og hans Political uncorrect Guide to Islam and the Crusades. I bogens 13. kapitel stiller han spørgsmålet: ”Hvad om korstogene aldrig havde fundet sted”? Ville der så nu være fred og god vilje mellem kristne og muslimer? For Amin Maalouf kan nok ikke have helt uret i, at det dybe skisma mellem de to verdener stammer fra korstogene, eller, som vi lige hørte, at muslimerne endnu i dag opfatter dem som en voldtægt?

Spencer fastslår, at det er en politisk korrekt myte, at korstogene ikke udrettede noget, at de, som Runciman siger, var en fejltagelse og en fiasko. Det er ikke muligt at overse, siger Spencer, at den islamiske eventyrlyst i Europa fik en drastisk nedtur, mens korstogene stod på. Erobringen af Spanien, Mellemøsten og Nordafrika fandt sted i god tid før det første korstog. Så Spencer må konkludere, sådan som jeg allerede har nævnt, at korstogene købte Europa hårdt tiltrængt tid. Urban II’s kald til korstog samlede mennesker om en fælles sag, så enkelt er det, når alt kommer til alt, en sag, som ikke i første række handlede om gods og guld. Havde den sag, som paven kaldte til korstog for, ikke eksisteret, så ville mange af disse mennesker aldrig have begivet sig i krig – og da slet ikke mange hundreder af mil hjemmefra. Og de ville have været dårligt rustede til at afvise en muslimsk invasion af deres hjemlande.

Korstogene var altså den egentlige grund til, at den rationalistiske historiker Edward Gibbons vision af ”Koranundervisning i Oxfords skoler” ikke blev til virkelighed. (At de er ved at blive det nu, er en anden sag). Det er, siger Spencer, ingen lille ting. ”Det er, når alt kommer til alt, fra det kristne Europa (uanset hvor utilbøjeligt det politisk-korrekte establishment er til at indrømme det), at de fleste filosofiske og videnskabelige såvel som teknologiske opdagelser og fremskridt er udsprunget. Vi har allerede set en hovedgrund til, at videnskaben udviklede sig mere i den kristne end i den muslimske verden, nemlig at kristne troede på et sammenhængende og pålideligt univers, styret af en god Gud. Muslimerne troede på et univers styret af en Gud, hvis vilje var så absolut, at den i realiteten udelukkede sammenhæng og pålidelighed”. Vestens landvindinger kunne ikke have fundet sted, hvis ikke Gudsbilledet havde levnet rum for en forståelse af frihed, som i den muslimske verden simpelt hen er ikke eksisterende. (44. Spencer: The Politically Uncorrect Guide s. 160 – 161). Denne frihed var aldrig til rådighed for kristne eller andre ikke-muslimer, som havde den kranke skæbne at måtte leve under islamisk styre.

Jamen ville det virkelig have været så slemt, hvis muslimerne havde erobret Europa? De kristne ville jo dog have været i stand til at praktisere deres religion. De måtte bare have fundet sig i en lille bitte smule diskrimination. Spencer nævner et oplagt eksempel på, hvordan det rent faktisk gik med de kristne, der fik dhimmie-status, og som i århundreder har måttet leve under muslimsk styre, nemlig de koptiske kristne i Ægypten. Endnu flere århundreder efter udgjorde kopterne majoriteten af Ægyptens befolkning. Alligevel er der i dag kun 10 % eller endnu mindre tilbage. I den forbindelse kan man erindre sig en episode, der udspillede sig under den såkaldte Muhammed-krise for nu snart halvandet år siden. I slutningen af februar 2006 rejste en dansk delegation til Ægypten for at forsøge at gyde olie på vandene. Med i delegationen var to danske biskopper, som holdt møder med de muslimske ledere. Meningen var sikkert den allerbedste, men jeg kan i hvert fald for mit eget vedkommende ikke lade være at tænke den sikkert meget upassende tanke, at de to biskopper kunne have benyttet lejligheden til at bringe de vilkår på banen, som den Ægyptiske stat byder de koptiske kristne. Nu de alligevel var rejst den lange vej! Men havde de gjort det, ville de formodentlig være blevet belært om, at det var et meget dårligt valgt tidspunkt til at bringe den slags på bane. Kopterne er ikke enestående. Det er nøjagtig det samme, der er sket, hver eneste gang en ikke muslimsk befolkningsgruppe er kommet under muslimsk styre. Foruden kopterne nævner Spencer de nestorianske kristne, også kaldet den assyriske kirke. Det var den, der fandtes i oldtidens Edessa, den by, som skulle blive centrum i det første latinske monarki, som blev etableret af korsfarerne. Omkring ved år 1400 eksisterede de store nestorianske områder ikke mere, og kristendommen var næsten ikke eksisterende i Persien, Centralasien og Kina, hvor nestorianerne ved midten af det 7. århundrede havde fået solidt fodfæste. Spencers konklusion er enkel og indlysende: ”Hvis korstogene ikke havde opholdt muslimerne, og islamiske hellige krige havde raseret kristenheden, så ville de kristne i Europa være blevet en lille, ubetydelig minoritet ligesom de kristne i dag er det i Mellemøsten, hvor kristendommen en gang var den dominerende religion”. (45. The Politically Uncorrect Guide s. 164).

Spencer afslutter sin konklusion, som jeg vil gøre til min, på en måde, så mange nok vil ryste på hovedet og mene, at han gør sig skyldig i grov overdrivelse. For mig at se er den indlysende. Hans synspunkt er, at hvis de kristne i middelalderens Europa havde fået samme skæbne som i Mellemøsten, så havde verden næppe haft adgang til værkerne af forfattere son Dante, malere som Michelangelo og Leonardo da Vinci og komponister som Mozart og Bach, ligesom der efter al sandsynlighed ikke ville have været nogen El Greco, Giotto eller Olivier Messiaen. ”Korstogene kan meget vel have muliggjort den fulde blomstring af den europæiske civilisation”. (46. The Politically Uncorrect Guide s. 169). Det er så sandt, som det er sagt, at takket være korstogene vandt Europa tid. Spørgsmålet til de europæiske folk og til hver enkelt er, om denne tid er ved at rinde ud.