Essays i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Djævlens indfald

Af Morten Rydal, Tidehverv, årg. 79, 2005, nr. 7, september, s. 138-145.

Djævlen sad engang i sit helvede og kedede sig. De gamle kogekar og suppegryder var blevet ham en smule for primitive. Da var det, at han fik sit hidtil mest infernalske indfald: han ville få folk til at tale om troen i stedet for det, de tror på. Han ville skille troen og det, troen tror. Som det før i tiden jævnlig var lykkedes ham at få de forelskede til at forelske sig i deres egen forelskelse, sådan ville han få de kristne til at elske troen i stedet for Gud. Få dem til at tale om troen frem for at lyde Gud. Dette trick blev djævlens største triumf til dato. Han har lige siden ligget i latterkramper over sit geniale indfald. Det har siden været teologiens forbandelse eller dilemma, at den var nødt til at tale om troen, skønt troen i sig selv slet ingenting er, højst et fravær eller en længsel efter sin genstand. Enhver kan høre det perverst forvrængede, hvis en person priser sin egen kærlighed, frem for at prise den elskede. Hvis han kæler for sin egen følelse af kærlighed, frem for den elskede. Men det samme er det jo i forhold til Gud at tale om sin tro, frem for simpelthen at tro Gud. At kæle og pleje det, man kalder for sin tro, frem for at høre og adlyde Gud. Hvis man har læst teologisk litteratur, også god teologisk litteratur, vil man genkende underlige vendinger som: "for troen er alting anderledes", "troen ved kun eet", eller "troen klamrer sig til ordet", eller hvordan det nu er formuleret. Troen apoteoseres, gøres til Gud, gøres til en selvstændig person, skønt den i sig selv slet ingenting er. Troen er en forsvinden i det, man tror. Ikke noget i sig selv, noget selvstændigt. At tale om troen selv er derfor i grunden altid en udskridning, et fald. Man er med det samme ude på skråplanet. Men på den anden side: at tie om den er også en udskridning, er også etfald, en svigten. For hvis der ikke tales om den, løber man ind i titusind misforståelser, der er mindst lige så perverst forvrængede.

Jeg løber lige ind i minefeltet. Vel vidende, at jeg nu taler om det, der egentlig ikke kan tales om, fordi det ingenting er i sig selv - vil jeg tale om netop det, for hvis jeg ikke gør det, er det endnu værre! Dette at isolere troen fra lydigheden mod Gud, isolere troen fra Gud har som sagt altid været der fra kirkens allerførste tid. Den er der også nu i vor tid. Hvis man f.eks. hører til de udvalgte, som får Kristelig Dagblad ind ad brevsprækken hver dag, kan man følge med i de mange nye videnskabelige undersøgelser af troen, som der arbejdes med rundt om. Alvorlige mænd i hvide kitler undersøger videnskabeligt, hvorvidt troende lever længere, er mere positive, er bedre til at klare livskriserne og de livstruende sygdomme end ikke-troende. I Cambridge er man således netop nu i gang med en større, dybt videnskabelig undersøgelse af troens helbredende og livsforlængende kraft. Troen isoleret fra det, man tror på. Troen i sig selv. (Jeg mener at have hørt, at alle forsøgspersonerne tilhører pinsekirken. Det siger jo sig selv: her har man en særlig stærk tro!). Det er imidlertid ikke den slags tåbelighed, jeg skal trætte læseren med, men derimod den afart, som herhjemme især kendes fra Grosbøllsagen, og som trives vældig godt ikke blot i Løgumkloster på Præstehøjskolen, på efteruddannelsen, blandt folkene bag det hensygnende Plan B og på universiteterne, men også i ikke-kristne, religiøst sværmende, intellektuelle kredse: troen uden Gud. Troen i sig selv, troen, der ikke er lydighed, men kultur, moral, social bevidsthed, livsvisdom, antropologi. Disse linier udspringer i al enkelhed af en nysgerrighed over for en tankeverden, hvor Gud er tydning, metafor, billede, en variabel, mens troen er det egentlige, det væsentlige, konstanten. Jeg vil prøve at give et lille portræt af denne tankeverden. Og lad mig sige det straks som en lille forbrugeroplysning: det gør ikke så meget, hvis man nu undervejs hopper lidt ud og ikke får fat i alle mellemregningerne. Det kan rigtignok skyldes, at jeg ikke får dem klarlagt tydeligt nok - men det kan også sagtens være, de slet ikke er der! Det er ind imellem noget brydsomt og kedsommeligt, men det er nødvendigt!

Det kommer til at dreje sig om tre bøger, som alle er udkommet inden for de seneste år (hvilket altså, notabene, må betyde, at forlæggerne har regnet med et marked for netop disse bøger). Det drejer sig om Tor Nørretranders' At tro på at tro (Tor Nørretranders: At tro på at tro, Anis, 2003), Thorkild Grosbølls En sten i skoen (2003, 2. udg. 2005. Thorkild Grosbøll: En sten i skoen, Anis, 5. opl. 2005), og Don Cupitts Efter Gud (1997, udgivet på dansk i 2000. Don Cupitt: Efter Gud, Anis, 2000). En kort præsentation: Tor Nørretranders er forfatter til en lang række titler, men er vel især kendt fra TV og for sin bestseller, "Mærk verden". Thorkild Grosbøll er sognepræst i Lyngby-Taarbæk, og Don Cupitt er tidligere præst, nu forsker ved Emmanuel College ved Cambridge Universitet. Han har udgivet en længere række bøger. Jeg vil lade de tre forfattere optræde i en slags paneldiskussion, hvor de på skift vil komme til orde - for på den måde at oprulle deres langt hen fælles univers. Jeg anbringer Grosbøll midt på scenen, og de to andre på fløjene, da hovedvægten vil komme til at ligge på Grosbøll. Men det er en pointe, at Grosbøll netop ikke er alene. Han repræsenterer en bred åndelig retning. Jeg vil knytte nogle kommentarer til de tre, og senere vil jeg så forsøge at drage den gamle lutherske tanke om "det ydre ord" frem fra folkekirkens glemmebog, og udfolde den lidt mere, end måske almindeligt er. Den er ikke videre trendy - ja, i den moderne teologi er den stort set forladt. Den er ligesom kendt og så lagt væk. Men netop derfor skal den behandles her.

De sidste tider
Det fælles udgangspunkt for de tre, er deres modernistiske eller postmodernistiske forestilling om, at vi lever i den nye tid, for ikke at sige den sidste tid, hvor alt er anderledes. Verden er grundlæggende forandret. Tiden nu er en tid fuldstændig grundlæggende forskellig fra alle andre tider. Den danske kunstner og teolog Hein Heinsen har sagt det samme på kunstens område: Kristen kunst i dag er en umulighed, hævdede han tilbage i 1995 (Hein Heinsen i "Kunst og kirke", Chr. Ejlers Forlag, 1995, s. 11). Tiden er ikke længere til den slags. Alt er sagt, og alt er malet, alt er prøvet, og tiden er nu forandret. Lidt på samme måde mener de tre, at det ikke længere lader sig gøre at tale om Gud. I al fald slet ikke, som man kunne før. For Nørretranders er dette et faktum, som han ikke gider bruge megen tid på. Han føler ingen trang til at abonnere på kirkeblade (At tro på at tro, s. 10), men beskriver sig selv som en "slags ateist, der er professionelt optaget af at formulere verdslige verdensbilleder" (samme, s. 10). Troen på Gud som "... en Gud, en gammel mand med hvidt skæg, der gjorde en uskyldig jomfru gravid, så hun kunne føde en søn, der kunne gå på vandet" (samme, s. 10), er bestemt ikke hans kop te. Cupitt beskriver i sit selvbiografiske forord, hvornår verden begyndte at forandre sig og blev til den nye tid. Det gjorde den sidst i 50'erne dels med den billige masseturisme og de økonomiske folkevandringer, dels med den fremvoksende sprogfilosofi, der så virkeligheden som blot en virkning af sprog, og dels den teknologiske udvikling. Alt er nu forandret, alting er i opbrud, alting flyder, og religionen "ser overalt ud til at være beredt til kamp og til at skulle kæmpe en bagtropsaktion, den er dømt til at tabe" (Efter Gud, s. 9). "Situationen er kort sagt den", skriver Cupitt, "at alle vores større, nuværende, religiøse traditioner nu er på vej mod deres afslutning, ligesom de engang så storslåede oldtidsreligioner i det gamle Mesopotamien, Ægypten og Grækenland fandt deres afslutning" (Efter Gud, s. 95). Grosbøll på sin side siger det sådan: "Disse forestillinger er ikke længere særlig påtrængende. Vores verdensbillede er ganske anderledes skruet sammen, og det forklarer, hvorfor der er gået møl i hele det guddommelige tabernakkel. I dag er det stort set kun ved børnehavegudstjenester, gud (Grosbøll skriver konsekvent gud med lille g, min bemærkning) kan få lov til at optræde i lidt af sin fordums glans og herlighed..." (En sten i skoen, s. 39). "Vores verdensbillede er ikke så let at komme i snak med som det gamle" (samme, s. 43). Verden er altså forandret, alting er anderledes vanskeligt, og nu giver de gamle kristne forestillinger simpelthen ikke mening mere. Det er dødt og forstenet: Gud, opstandelse, evigt liv, treenighed, jomfrufødsel - det hele er fortid, gamle metafysiske forestillinger, som vi er tabt for, og som vi lige så godt kan lade ligge. Det er denne helt anden verden, de tre ser i møde med stålsat blik. Det er, som om de vil sige: disse er betingelserne, kære venner. Det er det vilkår, som vi må tage bestik af. Det er i denne sammenhæng, at Grosbølls efterhånden verdensberømte ord falder: Hans bog rummer "ikke nogen skabende og opretholdende gud, ingen forestilling om en opstandelse eller et evigt liv. Den slags har aldrig sagt mig noget - end ikke som barn" (samme, s. 9). Gud er død - ikke blot som forestilling, men virkelig død. Han er ikke. Cupitt slår det fast, så det ikke er til at misforstå. Han siger: "Skønt det er så oplagt, er det stadig mærkeligt vanskeligt at anerkende, at vi selv har fundet på det hele. Vi udviklede hele programmet" (Efter Gud, s. 139). Og han fortsætter: "Vi ved - hvis vi ved noget som helst - at der ikke er nogen rationelt ordnet plan med det hele derude, ingen storfortællings mening med livet, som vores liv kan passes ind i. Vi ved, hvis vi ved noget som helst - at der ikke findes nogen bogstaveligt forstået overnaturlig orden, og der er intet bogstaveligt liv efter døden. Det her er alt, vi har, og når man er død, er man, som alle ved, død" (samme, s. 117). Her står vi altså og kan ikke andet. Verden er en anden. Alt det gamle er forældet og stendødt. Gud er død - og dermed er teologien død. Tilbage er antropologien. Sådan er det. Punktum.

Ligrøverne
Hvilken betydning får det så, når virkeligheden er sådan skruet sammen? Nørretranders, der ikke har nogen aktie i kristendommen, men som går ud fra samme forudsætning som Grosbøll og Cupitt, finder en løsning i sin skelnen mellem "at tro" (faith) og "en tro (belief)". Han skriver: "Vi er under disse omstændigheder tvunget til at opfinde nye måder at tro på. Vi kan ikke bare benægte menneskers behov for at tro, men i stedet prøve, om ikke man kan opfylde behovet på nye måder, der ikke har så store omkostninger. Vi skal heller ikke vende ryggen til de erfaringer, der er gjort, men tværtimod lære af dem og skabe rum for dem i en fremtidig måde at tolke menneskenes liv i verden ... Man kan sige, at det er en livstolkning og et verdensbillede, der er brug for, uden brug af unødige trossætninger og transcendens" (At tro på at tro, s. 204-205). Det er den 6-dobbelte Tour de France-vinder, cykelrytteren Lance Armstrong, der i en bog har sat Nørretranders på sporet. Armstrong overvandt ifølge eget udsagn en alvorlig kræftsygdom ved sin tro. Ikke tro på Gud, altså en tro - den slags havde Armstrong altid holdt på afstand. Nej, men ved tro på troen, troen for dens egen skyld, troen som livsvilje. Hele Nørretranders bog er skrevet ud fra denne tanke. "Troen er virkelig, troen er ubetvivlelig som menneskelig aktivitet. Det, der tros, kan betvivles, men at der tros kan ikke. Man behøver ikke at tro på Gud for at erkende, at andre mennesker gør det" (samme, s. 21). Når Nørretranders taler om at opfinde nye måder at tro på, er det en tilsnigelse, for han mener, at vi tror i forvejen. Vi har nemlig de facto tillid til verden og føler glæde og "glød" ved den og ved hinanden. Det er denne følelse eller glød, der skal bygges på. I virkeligheden er vi nemlig dybt forbundne og vil hinanden det godt. Mennesket er nemlig slet ikke selvisk, som kirken har forkyndt i 2000 år, men tværtimod godt. "Vi skal derfor ikke", skriver Nørretranders, "tænke denne rækkefølge: Mennesket er en synder, derfor må der være en Gud, for at det ikke går helt galt. Vi skal tænke en anden rækkefølge: Mennesket er et godartet væsen, som kan lide at samarbejde, men bare tænker på sig selv som adskilt og derfor er nødt til at opfinde en Gud til at forklare, at det alligevel samarbejder" (samme, s. 49). Vi mennesker tror ifølge Nørretranders fejlagtigt, at vi er adskilte og ondsindede. Derfor har vi haft brug for en Gud, der med guddommelig myndighed kunne fortælle os, at vi skulle samarbejde. Men da dette nu har vist sig at være en illusion, behøver vi ikke den gamle stive, dogmatiske, monoteistiske Gud. Vi skulle lytte lidt mere ind i os selv, til gløden, til oplevelsen, til verden i os, til det, vi faktisk gør. Den tro, vi har dér, er ganske vist meget vag og vanskelig at fastholde, men den er. Det var i virkeligheden også, hvad Jesus sagde, og hvad kirken forsøgte at undertrykke eller retouchere væk. I Thomas-evangeliet, som kirken med kirkefaderen Athanasius i spidsen gjorde alt for at undertrykke og brænde, siger Jesus nemlig: "Riget er i jeres indre og for jeres øjne" (samme, s. 139, jf. Thomas-evangeliet 1,3). Der er meget sandt i religionerne. De rummer megen livsvisdom, som vi kan lære af og bruge. Opgaven består derfor i at udvikle et bud på en almen religiøsitet. Vi burde faktisk lære af religionshistorikerne og betragte hver ny religion som et vindue til verden (samme, s. 174). Tag lidt her og lidt der. Idealet for Nørretranders er altså en Michael Rothstein, kan man sige. Religionerne skal tages dybt alvorligt, mener Nørretranders, men blot forklares med andet end Gud og transcendens (samme, s. 214). Heri er Cupitt ganske enig, skønt han slet ikke deler Nørretranders' ideer: "Vi burde lære at forfølge vores egen, personlige vækst ved at udforske og flakse rundt mellem adskillige, forskellige former for selvopfattelse og livssyn. Sandheden med stort S findes ikke længere, og den kommer aldrig igen. Nu er det bedre at opretholde et lille, personligt repertoire af forskellige sandheder, stier og mål, man kan benytte sig af, som man finder for godt" (Efter Gud, s. 96). Når Gud nu er død, virkelig uhjælpelig død, står der kun tilbage at røve liget, så at sige. Meget er allerede gået tabt og kan ikke reddes, men der er stadig noget tilbage af værdi. "Det højeste, vi nogen sinde kan gøre os håb om at opnå, er en form for pragmatisme, der har opgivet tanken om objektiv sandhed og inden for ethvert af livets områder stiller sig tilfreds med udtryksmåder, der virker gode nok til at klare sagen - lige nu" (samme, s. 87). I den nye tid, i den nye verden må vi altså se at redde nogle stumper ud fra vraget af den gamle religion, den gamle tro, og stykke den sammen efter vores eget personlige valg. For Cupitt er det ikke noget negativt eller tragisk. Han betror læseren, at han skam selv ofte falder tilbage og går til gudstjeneste eller beder. Ikke fordi han alligevel er skabskristen i traditionel forstand. Men fordi han har lyst, og fordi det hjælper. Han skriver: "Jeg tror egentlig, at jeg elsker Gud højere nu, hvor jeg ved, at Gud er mit eget, frie valg. Jeg elsker stadig Gud og beder til ham, skønt jeg fuldt ud anerkender, at der ikke findes nogen virkelig Gud" (samme, s. 99).

Her mødes han med Grosbøll. Grosbølls dagsorden er ganske vist lidt anderledes end både Nørretranders, og Cupitts. Grosbølls horisont er udelukkende kristendommen. Han skriver selv et sted, at hans bog handler om vores forvaltning af den kristne kulturarv. Netop kristendommen som kulturarv (En sten i skoen, s. 30). For det er, hvad der er tale om: en arv, der skal ryddes op i. De ændrede vilkår i den nye tid er for Grosbøll i virkeligheden en befrielse, fordi vi dermed kan få øjnene op for det centrale i kristendommen. Han refererer en beretning om forfatteren Max Frisch. Max Frisch kom en aften hjem og fandt sit hjem omspændt af flammer. Forståeligt nok blev han lige straks grebet af rædsel, for derinde lå jo hans manuskripter, hans liv. Men så ved nærmere eftertanke virkede det skete som en befrielse. Alt det gamle var tabt. Han måtte tænke det hele igennem forfra. Sådan også med kristendommen, med troen. "Gud er død, og det er godt. Dermed kan vi gå manden fra Nazaret nær uden at løbe risiko for overgreb. Han er kun en bror" (samme, s. 90). "Hvad står vi med?", spørger Grosbøll. Vi "står med en gud i gummisko og dynejakke, der efter et par år som barfodsprædikant henrettes som gemen forbryder ..." Det er "hvad man som kristen har at have sin gud i" (samme, s. 12). Jesus har i kristendommen taget hele billedet fra Gud. Når de gamle prædikede om himmelfarten, betød den ifølge Grosbøll, at Jesus var gået op for at mandsopdække den gammeltestamentlige Gud døgnet rundt for at forhindre, at guds højre hånd ikke igen skulle "gribes af gammeltestamentlige spasmer" (samme, s. 39). Himmelfarten siger ikke nogen noget nu om dage, men meningen var for så vidt god nok: Det er mennesket Jesus, og mennesket i centrum. Mennesket er konstanten, Gud derimod en variabel. Jesus er et menneske, akkurat ligesom Homer, Shakespeare og Dante var det, og skønt han var bundet til sin tid, har han ligesom de, og på samme måde, formået at hæve sig over det tidsbundne og få selvstændigt liv. Når vi skal beskæftige os med Jesus, er det, fordi han, stærkere end både Dante, Shakespeare og Homer og alle de andre store mænd, har haft indflydelse på vores civilisation. Han har "ætset sig ind på vores nethinde som perspektiv og civilisatorisk vandmærke" (samme, s. 42). Den "gale tømrer" er stadig aktuel den dag i dag, ganske uden guddommelig kraft og Helligånd, nemlig som kulturel erindring imellem os, som inspiration, som en modsiger, som et modbillede til alle metafysiske guder, som den, der insisterede på mennesket og dets værd. Grosbøll har intet problem med at gå på prædikestolen. For præsten skal ikke forkynde skrå- og skridsikre guddomsord, men blot på eget ansvar og i eget navn løfte sin røst i historiens kor af stemmer (samme, s. 11). Biblen har han med sig som et civilisatorisk indspil - ikke en forklaring på noget som helst. Trosbekendelsen er ganske vist ren abracadabra (samme, s. 147), men bør dog beholdes som et stykke historisk "brugspoesi" (samme, s. 148), der kan betragtes på samme måde, som Max Frisch så på sit brændende hus. Grosbøll kan også sagtens tale om Gud. For det er gud med lille, altså ikke som forklaring på nogen ting, men som tydning. Det er f.eks. en tydning, når han selv bruger formuleringen, at "vi møder gud i næsten" (samme, s. 82). Det betyder bare, som han skriver, at hvis vi ignorerer dette, bliver verden "grimmere" (samme, s. 82). Kort sagt. I de nye tider, under de nye, helt anderledes betingelser må vi lære at acceptere, at der ikke er noget himmelsk snoreloft. Vi er kun os selv, og så har vi Jesus som inspiration til vores eget liv og som indspark i den standende civilisatoriske debat.

Værdier og værktøjskasser
Efter denne analyse, kommer vi til spørgsmålet: hvad fører det hele så til? Hvor ender vi henne? Sidste del af Nørretranders' bog hedder "bekendelse". Og her forsøger Nørretranders så at formulere, hvad han i første omgang kalder et ateistisk manifest. Det drejer sig om nogle værdier. Man skal her huske, at vi mennesker ikke er adskilte væsner, men forbundet med hinanden og med verden, med det hele i en stor sammenhæng. I vores indre er der mere, end vi kan formulere og fatte, og uden for os er der mere, end vi kan formulere og fatte. Vi har kontakt med det, når vi gløder, når vi erfarer livsviljen og glæden. Dette er et faktum, som vi må "knæle for" (At tro på at tro, s. 215). Nørretranders' overvejelser udmunder nu i en formulering af tre værdier: 1. Del det hele, 2. Vær åben, 3. Vis agtpågivenhed. Det, indrømmer han selv, er lidt tyndt. Som han selv i sin lidt poppede stil skriver: "Kan nogen være imod det? Nej. Kan nogen lære ret meget af det? Tja. Kan man helt konkret indrette sin tilværelse efter sådanne forskrifter .... Mjo. Giver de fylde og forklarelse i livssynet, og læger de livets genvordigheder og hudafskrabninger? Næppe" (Samme, s.219). Nørretranders fortæller, at han forelagde sin teori for filosoffen Ole Fogh Kirkeby for at høre, hvad der manglede. Og filosoffen svarede: Nåden, troens nådegave. Ligesom i kristendommen, hvor troen er en nådegave fra Gud. Da Nørretranders jo som sagt netop ikke vil abonnere på kirkeblade, må han finde en anden vej, og løsningen finder han i det, han kalder baghånden. Der er ikke noget forsyn, men en baghånd. Vi sidder i baghånd i den forstand, at vi er her endnu. Vi er her nu som det yderste led af milliarder af års udvikling. Det betyder, at der er meget mere i os og omkring os, end vi tror. Millioner af års erfaring med overlevelse sidder i os. Vi er bærere af en fælles pulje af genetisk erindring om overlevelse og moralske værdier, såsom menneskerettigheder, den gyldne regel, agtpågivenhed, uudgrundelighed, humanisme, åbenhed. At leve i tillid til det eller ud fra det er at tro på at tro.

Cupitt har fundet frem til tre andre værdier eller stumper fra liget af den døde Gud. Som man husker, ligger Gud derude på slagmarken, og nu skal vi redde, hvad reddes kan. Cupitt siger om sin løsning: "I stedet for alt dette (dvs. det gamle metafysiske gudsbillede, min bemærkning) byder jeg kun på religion som en værktøjskasse, en lille samling holdninger og redskaber, som vi ved at praktisere kan bruge til at vokse i selvindsigt …, lære at anerkende vores egen og alt andets flygtighed og uhåndgribelighed ..., og lære at sige et rungende ja til livet" (Efter Gud, s. 119). I Cupitts værktøjskasse ligger der tre ting. Det første kalder han "Guds øje". Guds øje er ikke den gamle forestilling om, at Gud ser os. Det er snarere en slags mental teknik, der kan være os nyttig og fordelagtig. Gud er der jo ikke, skal man huske. Han er der højst som noget, vi vælger. Guds øje-teknikken går ud på at betragte sig selv fra en ny vinkel. Ligesom f.eks. en kvinde, der overvejer, hvordan hun tager sig ud i mandens øjne. Sådan kan det være ganske gavnligt for os at overveje, hvordan vi ville tage os ud fra Guds eller evighedens synspunkt. Det forhøjer bevidstheden, klarer moralen og skærper samvittigheden. Det andet, vi finder i værktøjskassen, er "Den salige tomhed", som slet og ret er meditation, hvilket Cupitt også finder gavnligt i en flydende postmoderne verden. Tilbage på bunden af den tomme kasse ligger nu kun det, Cupitt kalder "sollivet", en forestiling, som minder meget om Nørretranders' ideer om verden i os og uden for os: sollivet udspringer dog for Cupitt af en læsning af Jesu etik. "At leve ved at dø hele tiden, hensynsløst og i Bjergprædikenens ånd" (samme, s. 104). At vide, at livet ikke ejes og derfor lade det strømme ud, ja, lade os selv strømme ud ligesom solens stråler og give os ganske ind under det postmoderne vilkår, at alting flyder. Og dertil skal vi så endelig være "hæmningsløse og eklektiske", skabe nye religiøse meninger af de gamle. Bare det nytter og kan bruges. Ja, Cupitt slutter simpelthen af med følgende regel: hvad der gør teologi til teologi, er dens nytteværdi. Troen er for Cupitt ikke tro på Gud, men alene en menneskelig forholden sig til verden, en teknik, en overlevelse.

Grosbøll finder som sagt stadig, det giver mening at gå i kirke. I al fald er der ikke noget at være bange for der. "Det eneste, vi risikerer, er at møde en død mand, altså et menneske, men det er måske også det, vi i virkeligheden bryder os mindst om. Måske er genkendeligheden et problem. Netop fordi man ikke længere kan fastholde ham som en himmelsk Jens Lyn, men må vedkende sig ham som en kødelig bror, bliver han os for fordringsfuld" (En sten i skoen, s. 153). Det helt særlige ved Jesus er, at han vover at gå i brechen for dette liv. At han "bød ind på forestillingen om vores menneskelige værd" (samme, s. 152). Hans tale om Guds rige er en tale til inspiration - ikke til gennemførelse, men netop som en mening, et udspil, et forsøg, en strategi. Grosbøll fortæller om et besøg, han aflagde i Jerusalem. Han fandt byen afskyelig. Alle steder var der religiøse galninge, kristne pilgrimme, der bad og sang ved hvert eneste af de steder, hvor Jesus angivelig har været, jødiske og muslimske fanatikere. Al denne religiøsitet fik ham til at længes efter en sjofel havneknejpe "med masser af ludere, hvor alt er tilladt, og hvor det derfor bliver op til en selv at afgøre, om det også er gavnligt" (samme, s. 149). Grosbøll har ikke en ny religion. Han har ikke en konkret manual til, hvordan man skal leve eller tro. Han har blot mennesket Jesus fra Nazaret og hans ord som en slags pejlemærke eller udkast til livsstrategi. Troen er ikke tro på Gud i den gamle krystalhimmel. For han har aldrig eksisteret - kun som menneskelige forestillinger. Eller som tydning, som metafor for betydning eller værdi. Grosbøll skriver: "Nu hvor han (Gud, min tilføjelse) er væk, bliver vi imidlertid nødt til at satse på vores egne vaklende erfaringer med de respektive fænomener" (samme, s. 117). Troen er en livsstrategi, et valg: Jesus eller kaos. En slags erkendelse og fornyet indsats for en lidt kønnere verden, en mere retfærdig verden, en mere næstekærlig verden, hvor man ser også voldsmanden i øjnene som en ulyksalig bror. Men dette vel at mærke ikke forstærket ved henvisninger til hverken en guddommelig orden eller en Skaber, men blot som tolkning på linie med alle andre tolkninger.

Så meget for så lidt
Når man kører igennem et fremmed landskab, kan man ikke få alle detaljerne med, ikke fordøje alle indtrykkene, men man noterer sig i reglen visse fælles, tilbagevendende træk. Når man bevæger sig ind i dette Gud-er-død-men-troen-lever-univers er det slående, at uanset hvor vi begynder, så ender vi det samme sted. I det gamle vendiske eventyr prøver hovedpersonen, møllersvenden Krabat, tre gange at flygte fra den forheksede mølle i Koselbruch, men uanset, hvordan han bærer sig ad, om flugten foregår ved nat eller ved højlys dag, så ender han hver eneste aften tilbage på det samme sted, som han begyndte (Ottfried Preussler: Krabat). Uanset filosofisk eller teologisk ståsted ender de tre forfattere samme sted: i antropologi, i overlevelsesstrategier, almenmenneskelige leveregler, civilisationskritik, kulturarvforvaltning, humanistisk næstekærlighed, socialpolitik og nyttemoral. Og det gør de, fordi de som Nørretranders går ud fra, at troen er "ubetvivlelig som menneskelig aktivitet" (At tro på at tro, s. 21), mens Gud er en variabel, en blot menneskelig forestilling eller noget, der, som Cupitt mener, opstod med landbrugskulturens frembrud. Når man læser de tre bøger, sidder man tilbage med den samme fade smag i munden: Hvor blev det hele af? Hvad blev der af det? Hvad så? Nørretranders efterlader os med nogle vage værdier og en tro på, at vi er her, og at vi er stærkere og klogere, end vi er. Cupitt sidder tilbage med sin ynkelige værktøjskasse, lidt mismodig selvspejling og meditation, og Grosbøll med en håndfuld meninger om menneskets værdi, udtænkt og udlevet af tømreren Jesus. Meget, meget lidt, men netop det er jo i virkeligheden - sagt ironisk - den store fordel ved det. På den måde lettes nemlig mange ting. Teologer, der er trætte af den almægtige, treenige Gud, kan her mødes med andre intellektuelle, der søger lidt af den religiøse tros varme - men uden at have lyst til at forpligte sig til at tage den almægtige med i købet. Man behøver heller ikke være enige i alle ting. Man kan netop sammenstykke, som man vil. Det virker fint i Løgumkloster, på universiteterne og efteruddannelsen og på Vartov. Man taler om den eftermetafysiske teologi og i samme åndedrag ganske naivt om troen, simpelthen som indbildning eller forestilling. Det skal siges, at Grosbøll har mange skarpe og rammende ord at sige om beboerne i golfbæltet nord for København, men det ændrer ikke ved, at hans egen teologi eller antropologi fremtræder netop ganske behagelig og rund som en kølig Chablis på terrassen med udsigt over Øresund. Herregud - hele det gamle tabernakkel, kirkeklokker og opstandelsestro! Nej, men Jesus kan vi nu lære ganske meget af! Og vi skal jo også tænke på vores kristne kulturarv. Og når tilmed en mand som Nørretranders også kan se noget værdifuldt i Jesus, så må der være noget værdifuldt gemt her!

Et andet fælles træk hos de tre er den stædige tro på, at vi nu befinder os i en helt anden tid, forskellig fra alle andre tider. Jeg nævnte i indledningen Hein Heinsens postmodernistiske trosbekendelse på kunstens område fra 1995: der kan ikke længere laves kristen kunst. Mindre end et år efter var maleren Arne Haugen Sørensen i fuld gang med at male den hellige nadver til Hindborg kirke. Den modernistiske og postmodernistiske tro på nutidens totale anderledeshed minder meget stærkt om tidligere tiders tro på, at man levede i "de sidste tider". Der er ikke så lidt apokalyptisk stemning over modernisme og postmodernisme, tillige med et mærkeligt hovmod, idet man nemlig er overbevist om at have historien med sig. Man er fulgt med udviklingen, modsat alle, som er uenige. Det er et ganske godt argument at have tiden med sig! Men nu har tiden tilladt sig at gå igen - også fra postmodernismen. Hvis man skal være venlig, kan man sige, at Nørretranders som den eneste (og han er ikke teolog!) fastholder Guds virkelighed. Den skjulte Gud. Han vil blot hellere bruge ordet verden. For Cupitt og Grosbøll er Gud alene menneskelige forestillinger, der altså nu har mistet deres værdi her i de sidste tider. Men netop, fordi de så patetisk stiller sig op og med stålsat blik vil se den nye, helt anderledes tid i øjnene, virker de så sært gammeldags eller forældede. Tiden er gået fra dem.

Så meget om det fælles gudløse - eller næsten gudløse univers. Jeg skal her ikke gøre mere ud af hverken Cupitt eller Nørretranders. De taler ganske godt for sig selv. Cupitts ide om at skabe en ny religion er simpelthen for bizar og skrivebordsagtig, og Nørretranders' voldtægt af Jesus og kirkehistorien - og for øvrigt også Kierkegaard - kræver en hel afhandling for sig. Jeg lader altså trygt de to forlade scenen for at sige lidt mere om Grosbøll. På trods af sin tilbagelænede, smartfyrsagtige tone er Grosbølls bog så langt den mest vægtige af de tre. Man har anklaget Grosbøll for at være både forvirret, studentikos, dum og hyklerisk, men det er nok lidt hurtigt dømt. Bogen rummer en ganske klar tankegang. Udgangspunktet tages i inkarnationen. Grosbøll mener virkelig alvorligt, at han har taget konsekvensen af, at Gud blev menneske. Gud har inkarneret sig, og derfor er alt, hvad vi har, mennesket Jesus Kristus, hans ord og hans virke. "Vi hænger på ham" (En sten i skoen, s. 157), skriver Grosbøll. Hvis man omskriver et berømt Luther-citat, kan man sige, at Jesus kommer til os på to måder. Bagfra, nemlig som kulturarv, gennem vores civilisation, vores historie. Forfra gennem prædikenens værdi-indspil til menigheden om søndagen. Jesus er menneske. Gud er han kun i den tydning, menigheden kan vælge at give ham, når den siger: hans ord er vigtigere end alle andres! Jesus - ikke som Gud, men tydet som gud. Vi taler altså om noget, der minder om den modtagelse, sangeren Poul Kjøller fik ved sit uventede comeback i slutningen af 90'erne. I mange år havde han været glemt, siden han i 70'erne havde optrådt sammen med Kjeld Nørgård i Kaj og Andrea. Nu stod folk i titusinder og skrålede med på "Bondemanden han har altid travlt" og "bakke-snavvendt". Og højt over den syngende mængde blev et kæmpestort skilt løftet op, hvorpå der stod: Poul er Gud! Sådan løfter vi ved den grosbøllske gudstjeneste et skilt med påskriften: Jesus er gud!, hvilket altså ikke betyder, at Jesus rent faktisk er Gud (Efter at dette er skrevet, har jeg set, at Niels Henrik Gregersen bruger samme eksempel i sin artikel "Debatten om Gud", Dansk Teologisk Tidsskrift 1/2005, s. 28). Kun, at han er den bedste! Grosbøll vil konsekvent holde sig til Jesus rent menneskeligt. Og det gør han så. Når det i evangeliet hedder, at Jesus talte med myndighed, er der for Grosbøll kun tale om den myndighed, det giver, at man selv gør det, man siger (En sten i skoen, s. 152). Gud er en tydning, en metafor for det største og vigtigste i livet. Trosbekendelsen er brugspoesi, der kan fortælle, hvordan det var, men aldrig kan blive igen. Og troen - den er frigjort fra alle gamle bindinger til den gamle, fantasiskabte metafysiske Gud. Den er en slags inspireret livsholdning, en viden-sig-udfordret af Jesus, en forholden sig til Jesu udlevede fordring. Dette er Grosbølls teologi, som jeg forstår den. Jeg mener ikke, man kan undskylde det med, at det er forvirret, studentikost eller dumt. Det er ganske konsekvent. Jeg er heller ikke sikker på, man kan sige, han hykler, for sådan opfatter han tingene: det er billeder, sprog. Hvad man derimod med rette kan spørge om er: er dette kristendom? Det mener jeg så afgjort, ikke det er. Som alle kætterier minder det om, men er det langt fra. Efter min mening går det af sporet netop ved Grosbølls fastholden ved inkarnationen. Faktisk kan man undre sig over, at Grosbøll overhovedet beholder det begreb. I virkeligheden har han udtømt det. Ja, han har fraskrevet sig al ret til at bruge ordet. Der er i virkeligheden ingen verdens grund til at beholde det. Hvad er der nemlig at inkarnere, hvis Gud slet ikke er? Hvilken mening er der i at sige, at Jesus blev menneske? Det er en banalitet. Det er jo netop tanken i kristendommen, at den Gud, der ikke er blot tanker, følelser eller menneskelige forestillinger, men som vi allerede aner, kender, fornemmer i virkeligheden, f.eks. i lovens og samvittighedens stemme - han har inkarneret sig. Ham kender vi i mennesket Jesus Kristus. Men hvis han slet ikke er - hvilken mening giver det så? Det er meget konsekvent, at Grosbøll ender, hvor han ender. Jesus er gud, og vi er guder. Vi er alle guddommelige, for vi har uendelig værdi, amen! Forvirret eller dumt er det ikke. Det er hedenskab. Eller det er antropologi, holdninger, tro på menneskelige værdier og meninger. Tro uden Gud. Grosbøll udtrykker det selv således: "Det eneste, der da kan give mening, er at søge strategier, der giver størst mulig fylde til det indeværende øjeblik. Vi må indrette vores tilværelse på betingelser, der gælder i jordskælvsramte områder, vi må bygge smidigt og spinkelt og foreløbigt. Verden forskubber sig hele tiden. I den forstand er vi nomader på vandring" (samme, s. 98).

Mellemspil
Det er sært at måtte konstatere, men Grosbølls og Cupitts - og til dels også Nørretranders' forestillinger om kristendom er på en dybt underlig og ironisk måde i slægtskab med deres erklærede modsætning, den pietistiske og metafysiske tradition, nemlig nøjagtig i sit syn på troen. Da Grosbøll-sagen begyndte at rulle, blev det meget hurtigt til en sag om præsten og hans tro. Præsten må da have troen, sagde man. Hvorpå en hel stribe præster stod frem og bedyrede, at troen - den havde de skam til forskel fra Grosbøll! Og på den måde viste disse præster, at de på den særeste måde opfatter troen på præcis samme måde. Hvad enten man nemlig hævder, at troen er en tillid eller en voven sig ud på den tynde is, udfordret af mennesket Jesus, eller man hævder, at troen er en indre styrke eller overbevisning, en følelse eller et livssyn - hvad enten man hævder det ene eller det andet: troen er og bliver dog det samme: en blot menneskelig aktivitet, helt løsrevet fra og uafhængig af Gud. De nævnte præster, tv-journalisterne på vore to kanaler og Grosbøll selv har for så vidt dybest nede en fælles opfattelse af troen: nemlig som noget blot menneskeligt, en menneskelig præstation eller anstrengelse, noget i sig selv. Dette er galt, ikke blot, fordi det er ukristeligt, men også, fordi fokus jo derved er blevet forskubbet. Det er tro uden Gud - uanset, hvor meget Gud tages i munden. Og netop derfor er det, at vi må tale om troen, vel vidende, at i samme nu, vi begynder, er vi selv ude på glidebanen. Men der er ikke noget valg, for alternativet er Grosbøll eller alvorsfulde præster, der bedyrer, at de "har troen". Luther kendte om nogen dette dilemma. Ingen har vel talt så meget om troen, samtidig med, at han påstod, at troen slet ikke er noget i sig selv: "Gør man det ikke, så bliver mange sjæle forsømt, som man kunne have reddet. Gør man det, så er djævlen der med utallige giftige, onde munde, som forgifter og fordrejer alt..." (sagt med henvisning til Gerson i forordet til De schmalkaldiske Artikler, jf. N. Otto Jensen: Luthers Gudstro, Gad). Det er den balancegang, man må øve sig i, og som jeg vil forsøge her til sidst. Der må være en anden måde at tale om tro på, en måde, som nok også i bund og grund er et fald og en udskridning i og med, at man overhovedet begynder på den, men som dog ikke desto mindre er livsnødvendig, hvis der skal forkyndes kristendom i disse moderne, så helt anderledes tider. Denne anden måde kan passende tage afsæt i Luthers tale om "det ydre ord".

Det ydre ord
Otto Møller gengiver i sine erindringer følgende episode. "Lørdagen d. 8. Juli 1882 kom en ung Gaardmand til mig og bad mig følge med over til hans syge Søster, en attenårig Pige. Jeg havde ikke talt med hende, siden hun blev confirmeret; jeg havde nok hørt at hun var brystsvag, men hvorvidt Sygdommen var fremskreden, vidste jeg ikke, da der af Grunde, som jeg nu fik at vide, ikke var talt til mig om hende. Broderen meldte nu, at hun var meget syg, og vist ikke havde langt tilbage. Da jeg spurgte, om det var hendes Ønske at komme til Alters, svarede han, at det var slet ikke hendes Ønske at se mig; det var ham og hans Moder, der mente, at det vilde være rigtigt, at jeg kom, da Pigen var saa urimelig og fortvivlet" (Otto Møller: Slægt og oplevelse, Akademisk Forlag 1983, s. 93). Otto Møller tager alligevel det nødvendige med til altergang og kommer til gården. Her får han nu at vide af moderen, at pigen er fuldstændig ude af den og mener, at hun er fordømt. Sådan forholder det sig ganske rigtigt. Pigen mener bestemt, at hun er fordømt. Hun husker, at Otto Møller engang, da hun gik til præst, havde brugt ordsproget, at vejen til helvede er brolagt med gode forsætter. De ord er blevet hendes erfaring. Hun har mange gange villet gøre alvor af at omvende sig, men det er blevet til ingenting, og nu vil hun ikke lyve mere. Og lige meget, hvad Otto Møller forsøger sig med, er hun hverken til at hugge eller stikke i. Hun vil ikke bekende troen, og hun vil ikke have nadveren. For det vil blot være at føje nye løgne til de gamle. Otto Møller skriver: "Jeg synes aldrig, jeg har set noget så fortvivlet som denne ophidsede, forfærdede Pige. Jeg syntes, at jeg var rent haabløst stillet her". Han forsøger mere og mere febrilsk at finde på et eller andet, men lige meget hvad er det det samme svar, han får. Indtil han til sidst bliver gal i hovedet. Han skriver: "I denne fortvivlede stilling kom det saa over mig at sige, hvad jeg først blev ret klar over bagefter: "dette hos dig er Stivhed og Trods, og med et saadant Sind kan du ikke andet end blive fordømt. Jeg har Magt til i denne Time at forlade dig al din Synd, denne Magt er givet mig af Herren. Vil du tage derimod og sige ja til Pagten med ham derom, saa kan al din Synd og Gru løftes af dig; men vil du ikke tage derimod, saa er det Trods, og saa ved vi intet Raad mere. Vil du saa nu bøje dig og tage imod, hvad jeg har at give dig fra Gud". "Saa svarede hun ja, og Troldommen var ligesom løst". I parentes bemærket dør pigen dagen efter. Hvad Otto Møller her fortæller, er for mig en skildring af det, Luther kaldte det udefrakommende eller det ydre ord. Ordet, som kommer fra en anden og selv skaber troen. Otto Møllers erindring stammer selvfølgelig fra en helt anden tid, og den er vel, set med modernistens eller postmodernistens øjne, dermed diskvalificeret på forhånd. Man kender remsen: Vores tid er en helt anden, og dengang var alting nemmere end nu. Forudsætningerne var anderledes, kendskabet til kristendommen større og så videre. Alligevel mener jeg ikke, tidsforskellen betyder så meget. Hvad Otto Møller fortæller, kunne være sket i dag eller i går, for 1000 år siden eller om 1000 år. En anden taler til mig, taler ord til mig med myndighed til tro, afgørelse og lydighed nu, så alle mine forestillinger brydes ned, vejres hen. Ordene er ikke skabt i mit hoved, de er ikke et produkt af mine fantasier og drømme, ikke fremkaldt af mine længsler og håb. De kommer udefra - fra en anden. Det er den evangeliske prædiken eller det personlige vidnesbyrd eller det, man kunne kalde den opbyggelige samtale. Her møder vi Gud, og her skabes tro af intet. Luthers indsigt bygger på en dyb menneskelig erfaring: al glæde og trøst, al opmuntring, styrkelse og opbyggelse kommer udefra, for indefra, ved egen tankes kraft, kommer der kun krampagtig fastholdte ideer og forestillinger, erindringer og løse brokker. Hvorfor har kærestefolk til alle tider tigget hinanden om at erklære deres kærlighed mundtligt, skønt de måske allerede havde forlovelsen i orden? Fordi de vil høre de salige ord udefra, så de igen kan forsikres om, at det hele ikke er noget, de har bildt sig ind. Hvorfor spørger Jesus selv Peter: "Simon, Johannes søn, elsker du mig?" (Johannes-evangeliet 21,16) Af samme, menneskelige grund: for at høre ordet udefra. Det er overordentlig vanskeligt at trøste eller opmuntre sig selv. Det bliver som regel en tvivlsom eller fortvivlet affære. Men et udefra kommende ord, en opsang, en opbyggelig tale, en trøst fra en anden kan.

Luther har lidt en underlig skæbne i den evangelisk-lutherske kirke. Ved forelæsninger, i foredrag og i teologiske bøger hentes han pligtskyldigst ud af skabet, børstes lidt af, roses og stilles på piedestal - alt sammen blot for at vi hurtigst muligt kan blive færdige med ham, så vi kan komme til det, der egentlig optager os. Luther - nå, ja, ham kender vi jo - lad os nu høre noget nyt! Af samme grund siver de gamle reformatoriske erkendelser langsomt ud og erstattes med religionsvidenskab, religionspsykologi eller det, der er værre. "Tro er derfor en følelse", kan Jan Lindhardt f.eks. skrive i sin katekismus (Jan Lindhardt, Katekismus i kristendom, Rosinante 2000, s. 95) - en almindelig udbredt tanke. Men er troen det, er den igen gjort til en menneskelig aktivitet. Er troen en god følelse, er den i samme nu blevet noget selvtilstrækkeligt, et mål i sig selv. Har man nemlig haft denne fede følelse, ønsker man kun at opnå den igen - ikke egentlig at høre nyt fra Gud (Se Alexander Schmemanns fine analyse i: The Eucharist, New York 2003, s. 143 ff.). Hvem læser nu om stunder noget så støvet og obskurt som f.eks. Schwabacherartiklerne fra 1529 eller De schmalkaldiske Artikler fra 1537. Her står det ellers aldeles befriende klart. Luther skriver: "Ellers er der ikke noget andet middel eller anden måde, hverken vej eller sti, til troen. Thi tanker uden eller forud for det mundtlige ord, hvor hellige de end tager sig ud, er idel løgn og fejltagelse" (Schwabacherartiklerne, art. 7). Og et andet sted: "hvad angår det ydre, mundtlige ord, skal man blive fast derved, at Gud ikke giver sin Ånd og nåde til nogen, uden gennem eller med det forudgående, ydre ord" (De schmalkaldiske artikler, III, VIII, stk. 3ff.). Og én gang til: "Derfor må og skal vi holde fast ved, at Gud ikke vil handle anderledes med os, end gennem sit ydre ord og sakramente. Men alt hvad uden dette ord og sakramente prises som ånd, er djævlen selv" (samme). Troen er ikke forestillinger, følelser, meninger, ikke en menneskelig aktivitet. Den er et ingenting, en mangel, en længsel, hvortil der kommer et ord fra Gud. En klog gammel kone forklarede mig engang, hvordan hun gik til nadver: Jeg går op i koret sammen med de andre. Jeg synger med på salmen og lytter til det, præsten læser. Så knæler jeg ned og får brødet og vinen, og så lytter jeg godt efter - og så går jeg ned og er sådan så glad og lettet. Dette er en af de bedste beskrivelser, jeg kender, af, hvad "det ydre ord" er for noget: jeg lytter godt efter - og så er jeg så glad og lettet! Troen kommer af det, som høres. Jeg ved nøjagtig, hvad hun tænkte på. Alle hendes egne tanker var forvirring, tågede forestillinger om alt muligt, forstyrrende tanker om, hvad hun skulle hjem at gøre, pludselige erindringer, tilfældige indfald. Alt dette uvirkelige kaos koncentrerede hun sig om at skubbe til side ved nadveren for at lytte til de virkelige ord, som kom udefra, talt af en anden, ordene om syndernes forladelse. Jesus talte om at skabe børn til Abraham af kampestenene ved vejen, og måske var det i virkeligheden for den tidlige kirke et trøsteord til menigheden. Det hele handler ikke om, hvad du har, hvad du tror, hvad du kan forestille dig. Om dine forestillinger er sådan eller sådan. Det handler ikke om dit verdensbillede, dine værdier, dit menneskesyn, din gudsopfattelse. Føler du dig end som en kampesten, grå og tung og hård - det handler ikke om dig og dit, men om, hvad du hører nu! Vil du tro det eller vil du ikke! I sit foredrag om troens ord (Jakob Knudsen, Kristelige foredrag, København 1933, s. 104ff.) gør Jakob Knudsen meget ud af, at Gud kender vi netop i ordets skikkelse. "Gudsordet er i Forholdet mellem Gud og Mennesker, hvad den menneskelige, ydre Skikkelse og Tale er i Forholdet mellem Mennesker indbyrdes. Igennem min Vens Ydre, igennem hans Tale sanser jeg ikke blot dette Menneske, men forenes derigennem tillige aandelig med hans indre Menneske. I Gudsordet sanser, hører vi ikke blot Gud, men derigennem forenes vi ogsaa aandelig med Ham" (samme, s. 108, fodnote). Jakob Knudsen har ikke problemer med trosbekendelsens abracadabra. "Jeg mener tværtimod, at Hovedsagen for os selv ved Trosordet er den, at det skaffer os Samfund med Gud, ... og først i anden Række kommer det Udbytte som Ordenes Forstaaelse bringer os" (samme, s. 117). Ordet, altså det mundtlige, ydre menneskeord er Guds skikkelse hos os, som stiller os over for Gud og bringer os i samfund med ham. I disse oplevelsesfikserede tider lyder det måske lidt fattigt, men det er det kun for en overfladisk betragtning. Vi meddeler os med ord, viser med ord, hvad der bor i os. Vi forenes åndeligt, som Jakob Knudsen siger, ved ord. Man kan måske forsøge sig med at sige, at Gud ved Helligånden inkarnerer sig i ordet. Men det betyder vel at mærke ikke, at det hele kun er ord. Gud kender et menneske jo også fra loven, den naturlige lov, og fra samvittigheden, skaberen og dommeren. Gud er ikke metafysisk, dvs. et objekt, et tænkt, urørligt, overnaturligt væsen, men den skjulte Gud, den evige, skaberen, der er før og efter verden, og som skaber og opretholder sine ordninger på jorden. Det er hele forudsætningen, men dette dunkle, dybt tvetydige og forvirrede kendskab, mennesket har til ham i anelse og frygt, bekræftes, korrigeres og modsiges af det ydre ord. Det er her, Grosbøll i mine øjne går fejl. Luther kunne bruge drastiske udtryk som at vi skal sætte Gud stolen for døren, nemlig ved at holde os til Kristus. Det kan minde om Grosbølls udsagn: at vi "på intet tidspunkt slipper af syne, at det i den kristne optik er et menneske af kød og blod, der er den historiske kerne, Jesus af Nazaret" (En sten i skoen, s. 10). Men det er ikke det samme. Der er for Luther en skjult Gud at sætte stolen for døren. For Grosbøll er der kun Jesus. Der er ingen forankring i samvittigheden, i loven. Det hele bliver til pjat eller til næstekærligheds-antropologi.

Tiderne forandrer sig, og menneskelige forestillinger, udtryksformer og sprog går til grunde. Også forestillinger om Gud. Men det betyder ikke så meget, som man hele tiden vil gøre det til. Om jeg forestiller mig Gud sådan eller sådan, om jeg har nogen forestilling overhovedet. Han, som jeg et eller andet sted alligevel må forholde mig til - hvor bagvendt det end måtte være; giver sig stadig til kende i sit ord, talt til mig udefra, af en vens eller en fremmeds vidnesbyrd, af en prædiken. I det, jeg hører, stilles jeg over for en instans, en myndighed - til afgørelse og troslydighed. Virkeligheden bryder ind: Hvad siger du? Men netop derfor er troen et ingenting, kun en længsel. Man kan udmærket bruge Aastrups ord om kirken på troen "Og når kirkens Herre tier, er den selv kun jord af jord, er en tomhed kun, der bier efter fylden af hans ord". En tomhed, der bier på at opfyldes, et savn, en længsel efter noget, som man ikke selv er og har, men som må komme til en udefra: i et udefrakommende ord fra en anden. Når ordet ikke er der, er troen ingenting, en erindring om det, der lød, og en længsel efter, at det skal lyde igen og jage mørket og forvirringen væk.

Hermed har jeg forsøgt at tale om troen med al mulig fare for at flytte fokus fra troens genstand til troen i sig selv. I disse ting gælder det omvendte ordsprog: tale er skidt, men tavshed er værre.