Af Eigil Hjørnholm, trykt i Tidehverv, årg. 46., 1972, nr. 2, februar, s.15-24.

Et foredrag, 1971.

Det er på mode at lave målsætninger. Ethvert politisk parti med respekt for sig selv kan opvise et målsætningsprogram, der i hvert fald strækker sig frem til det næste århundredskifte. For alle vort samfundslivs områder drøfter man målsætning, og det er enhver bekendt, at det har man også igennem de sidste årtier gjort for det områdes vedkommende, der skulle være dette foredrags emne, nemlig skolen. Og det er vel naturligt, at netop skolen har været debatteret, og stadig debatteres, ikke blot fordi ethvert barn, og enhver voksen som forældre ikke kan undgå at komme i berøring med den, men også fordi – i vort samfund i hvert fald – skolen kan siges at være den institution, der mest centralt udtrykker, hvilke tanker der rører sig i tiden, hvilke problemer der trænger sig på til debat i samfundet, og hvilke bevægelser af politisk, social og i det hele af menneskelig karakter, der gør sig gældende i vor tids epoke. Kort sagt kan skolen, og den måde vi har arrangeret og indrettet den på, siges at være udtryk for et menneskesyn og en forståelse af, hvad et menneske er og hvad derfor menneskelig tilværelse i videre forstand går ud på. Så sandt som skolen er udtryk for de tanker, der er knæsat i tiden, er den et billede på det menneskesyn eller den forståelse af, hvad det vil sige at være menneske, der råder i tiden.

Artiklen kan læses i sin helhed her: Om skolen – sæt faget i centrum.