Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2011, nr. 10, s.193-200.

I slutningen af 90erne faldt min bedre halvdel over en lille bog, der lige var blevet oversat til tysk fra fransk. Bogen var udkommet 60 år tidligere på fransk, men dens emne var Tyskland, Hitler-tyskland. Dens oprindelige titel var ”Journal d’Allemagne”, og forfatteren var den svejtsiske romanist Denis de Rougemont, (1906 – 85). Rougemont, der fra 1930 var professor i Paris, beklædte i 1935-36 et gæsteprofessorat i Frankfurt am Main og nedskrev her sine klarsynede iagttagelser af nazismens væsen for at kunne svare sine kolleger i Frankrig på spørgsmålet om, hvad det egentlig var, der foregik i Tyskland.

Det er tankevækkende, at ”Journal d’Allemagne” så sent var oversat til tysk og endnu ikke til dansk, for man skulle synes, at ethvert samtidigt indtryk af nazismen er af uvurderlig værdi for den eftertid, der stadig kredser om nazismen for at forstå dette det tyvende århundredes syndefald og advare kommende generationer mod en gentagelse af det.

Imidlertid kan den brug, der gøres af nazismen til at lukke munden på ikke-stuerene røster, dem, der ”lyder som noget fra 30erne”, måske forklare, hvorfor den lille dagbog så sent er blevet tilgængelig for læsere, der ikke mestrer det franske sprog.

Bogen rokker nemlig afgørende ved det vedtagne billede af nazismen, som en ultrakonservativ ideologi på den yderste højrefløj, som det så ofte hedder.

Det første indtryk af nazismen, som Rougemont får ved på universitetet at møde nazistiske studenter, er nemlig, at den er et ungdomsoprør – et oprør mod den respekt for fædrenes og lærernes autoritet, som han ellers tidligere havde mødt på tyske undervisningsanstalter.

Som led i sin undersøgelse af sagen deltager Rougemont i et massemøde, hvor Hitler taler, og han fornemmer den suggestive kraft, mængden er grebet af. ”Dette er ikke en ny politik”, konstaterer Rougemont, ”men det er en ny religion” – en massernes religion og som sådan i sit væsens inderste hadefuld over for den kristendom, der fastholder den enkelte som enkelt, ser Kierkegaard-læseren Rougemont klart.

En anden gang deltager han i et møde, hvor præsten Martin Niemöller taler regimet midt imod. Blandt tilhørerne sidder der tykt med overvågende gestapofolk, men Rougemont bliver slået af den frihed, Niemöller på trods heraf taler med – den frihed den enkelte har ved simpelthen at tale sandt uanset omkostningerne.

Her i hjemmet kendte vi ikke Rougemonts navn, før vi faldt over ”Journal d’Allemagne”, men fik nu lyst til at gøre hans bekendtskab.

Da vi med klædelig sendrægtighed for nylig endelig gjorde alvor af at bestille hans hovedværk ”Kærlighedens historie” hjem, faldt vi på Antikvarnettet over en anden af hans bøger, som havde en spændende titel: ”Djævelens part”. Den var oven i købet oversat til dansk og udkommet på Arne Sørensens forlag i 1948. Desværre var eksemplaret, vi fandt, det sidste i handlen, så eventuelle interesserede må nøjes med at erhverve bogen på tysk eller fransk.

Djævelens part
Bogen er skrevet i 1942 til 44 i USA. Efter sit ophold i Frankfurt, gik Rougemont i gang med at samle modstandere mod nazismen i en sådan grad, at Schweiz fandt, at han kunne blive en trussel mod landets neutralitet, hvorfor man fik arrangeret, at han blev kaldet til at undervise i USA.

Bogen, som er ganske kort, snarest et langt essay, er skrevet omtrent samtidig med, at C. S. Lewis skrev sin ”Fra Djævelens blækhus”, og i anslag og ånd finder man fælles træk med Lewis og Chesterton.

Ideen til bogen får Rougemont ved et middagsselskab, hvor der er almen enighed om, at hvad der fattes demokratierne i almindelighed og Amerika i særdeleshed er at tro på Djævelen.

Men det er med en vis ængstelse, at Rougemont giver sig i kast med bogen, idet han erindrer sig Kafkas ord: ”En af Djævelens mest virkningsfulde forførelseskunster er at udfordre os til kamp. Det er som at komme i håndgemæng med en kvinde – det ender i sengen”.

Og, spørger Rougemont retorisk, er tiden ikke allerede tilstrækkeligt forvirrende og forvirret, til at Djævelen også skal blandes ind i det, netop som der er brug for et – som det hedder – ”positivt og beroligende budskab?”

Men: ”Man skal frem for alt ikke beroliges! En af årsagerne til, at uroen breder sig i verden, er angsten for at se de virkelige årsager i øjnene. Vi tror på en bunke onder, frygter en bunke farer, men vi er holdt op med at tro på det onde og at frygte den virkelige fare. At påvise, at Djævelen er til i denne verden, betyder ikke at forøge frygten, men at give den sin rigtige genstand”.

Så: ”At identificere fjenden og måle hans kræfter er, hvad dette lille værk handler om”. Men den er ikke noget portræt af Djævelen, for Djævelens list er kunsten at lade det ydre lyve. Et portræt ville være en sejr for ham.

Ej heller ”vil bogen ”bevise” Djævelens eksistens, men kun fortolke visse vanskelige og ubehagelige forhold i tiden, idet han fører dem tilbage til det eneste væsen, der fryder sig over dem”.

Myten
Baudelaire skrev, at ”Djævelens mest durkdrevne list er at få os til at tro, at han ikke er til”.

Derfor er Djævelens første trick hans inkognito, at optræde under navnet ”Ingen”. Hans mani er jo at efterligne Gud på fordrejet måde, altid som negation. Gud sagde ”Jeg er den, der er”. Altså siger Djævelen: Jeg er ingen. Der er ingen at være bange for.

Følgelig er det også i Bibelen, bogen, hvor ”Han der er” åbenbares, at Djævelens eksistens påpeges. Thi hvis man tror på Bibelens sandhed, er det umuligt blot et øjeblik at tvivle på Djævelens eksistens.

Nu er vor fornuftige tidsalder jo ikke til tro på Bibelens sandheder, hvorfor de oplyste kun har hånlatter til overs for middelalderlige ammestuefortællinger om Djævelen med bukkehov og hale – men sæt nu, at Satan med vilje har camouflerer sig som ganske uskadelig i disse billeder.

Vor tids historikere vil også sige, at Djævelen er ikke andet end en myte – og beviset herfor er, at de kan redegøre for mytens historie fra den grå oldtid, til fornuften selv sejrede over vores syge indbildninger.

Men, siger Rougemont, at Djævelen er en myte, og derfor eksisterer han ikke, er en rationalistisk formel, men hans, Rougemonts, svar er: ”Djævelen er en myte, ergo eksisterer han og er ustandseligt på færde”. For en myte er en fortælling, som i dramatisk form beskriver og belyser visse dybtliggende strukturer i virkelighedens verden; som beskriver en generel mening i virkeligheden.

Uden for myten findes kun de såkaldt objektive kendsgerninger, og fornuften, som vil holde sig til dem, kan kun se det onde, som tilfældige uafhængige onder. En mangfoldighed af fejl, materielle urimeligheder, uheld og dårlig tilpasningsevne, hvorfor fornuften i grunden er forsvarsløs over for de brutale udbrud af det onde.

Ja, det store udbrud af irrationalisme i første del af det tyvende århundrede vidner om den tilstand af latent vanvid, som rationalismen har påført verden ved at nedbryde de religioner og myter, der netop havde en generel mening.

Tiden er derfor til at notere det rationelles utilstrækkelighed og så tage stade i mytens vision, som i sit inderste væsen er syntese. Der er alt antropomorfisk, fremstillet i menneskeskikkelse. Hvorfor? Fordi vi her befinder os i åndens, sansernes og de skabende essensers verden, i den verden, hvorfra alle former stammer, menneskets skikkelse indbefattet.

Og mennesket, der blev skabt i Guds billede, giver i mytens sande fremstilling, denne skikkelse tilbage, dets egen skikkelse, som stammer fra Gud. På vildspor er mennesket derimod, når det i stedet for de antropomorfe billeder skaber falske guder.

”I åndens verden er alt form, hensigt, bevægelse, afsluttethed og plan. Alt tager skikkelse og navn, alt personificeres.

At tale om Djævelen skal altså ikke være et letkøbt middel til at illustrere ideer. Virkeligheden er ikke gjort af ideer og materie. Jeg opfatter den som styret af strukturer af kræfter, dynamiske ansamlinger, der eksisterede forud for enhver materiel form og forud for enhver forklarlig ide. Den ganske særlige dynamik, jeg gerne vil beskrive i denne bog, bærer det traditionelle navn: Djævelen.

Den Djævel er ikke et produkt af en række mere eller mindre autentiske gamle tekster. Nej, han er en aktor i menneskelivet, når vi virkelig lever det som fri skabninger, dvs. ustandseligt stillet over for valg, …

Det forudsætter det Godes eksistens og stiller problemet om det gode i det hele taget; men også om det modsatte. For hvor skulle ellers valget, friheden, tragedien være? Når dette Ikke-gode, når dette Onde, manifesterer sig, kalder vi det Djævelen, og jeg accepterer det navn”.

Bibelens fremstilling
Bibelen beretter om Djævelen som den faldne engel, som denne verdens fyrste, som fristeren, som løgneren, som anklageren og som legio. Lucifer, som skulle bære bud om den gode Gud, ville bære bud om sig selv og afskar sig herved fra åndens kilde; han blev intethedens, tomhedens og dens mysteriers gesandt.

Men tabet af det ene fornødne, livets kilde, vækker en uudslukkelig tørst, som denne verden ikke kan udfylde. Nedstyrtet fra at være, begærer han nu uendeligt at have – men han får aldrig andet end denne verden. Himlen kan han ikke erobre – og dermed heller aldrig denne verdens sjæl. Alt sandt og ægte er uden for hans rækkevidde.

Kun skroget af vort Univers kan han få …

”Man bliver ikke far, fordi man stjæler et barn. Man kan stjæle magten, men ikke myndigheden. Satan kan stjæle denne verden, men ikke det guddommelige i den. Og dog kan vi mennesker miste dette guddommelige, der er vor arv som ”Guds børn”. Det er Djævelens store chance. Han forpasser den ikke …”.

Og hvad er så hans list? Det er altid en afart af den første list – at friste os til at blive som Gud, til at kende godt og ondt. Hvilket er det samme som at sætte sig op imod selve skabelsens, virkelighedens orden, for det tilkommer kun Gud at kende godt og ondt i absolut forstand.

Når Djævelen overhovedet kunne udrette noget – og det kan han kun gennem os mennesker – så er det, fordi vi er fri. Gennem talen kan vi lyve. Kun gennem det frie valg kan vi synde – og synden er een stor løgn. Men er løgnen først sagt, binder den.

Djævelens måde at få krammet på os er følgelig at forplumre vores vidnesbyrd i dets udspring. Ikke blot at få os til at lyve, men få os til at glemme løgnen, så vi tror, vi taler sandt, når vi lyver. At forfalske sandhedens målestok.

”Måske opdager vi her løgnens egentlige grund: det er altid længsel efter utopisk uskyldighed. Den almindelige løgn var kun fortielse eller måske nægtelse af en sandhed, som alligevel levede videre og udtalte sin dom over os. Men den djævelske løgn benægter, at der overhovedet er en dommer. Den går ud fra sig selv, er frugtbar og mangfoldig i autarki, vokser som en kræftcelle og indfører i universet den rene kvals sofisme: den løgn, at der ingen sandhed findes”.

Djævelen er også anklageren: Så snart han har fristet os til den utopiske godhed, som kun fører os lige i armene på det onde, som er en fordrejelse af det gode og det virkelige hen imod tomhed, så vender han sig mod os som anklageren, der nægter enhver mulighed for tilgivelse. Han slæber os ubarmhjertigt for dommeren, ikke fordi han elsker retfærdighed, men blot for den golde fornøjelse at få ret.

”Det er sådan den borgerlige moral, en aflægger af Kants moralske pligt, og de almindelige leveregler, der benægter den personlige Gud, anklager os, mens de samtidig berøver os den mulighed at søge tilfugt hos Den, der tilgiver. Den borgerlige moral kan kun henvise de bedste af sine ofre til oprørets auto-sadistiske heroisme.”

Endelig er Djævelen Legio – han kan påtage sig lige så mange forskellige skikkelser, som der er mennesker i verden. Men det kan også betyde, at Djævelen er den anonyme masse. Og endelig, at samtidig med, at han er alverden og hvemsomhelst, vil han vise sig som ingen bestemt. Og dette fører os tilbage til hans første trick: at få os til at tvivle på, at han i det hele taget eksisterer.

Ved at benægte sandhedens eksistens, benægte, at der er en verden ud over denne, benægte himmel og helvede, Gud og Djævel, camouflerer Djævelen sin eksistens fuldstændig. Hans succes ligger netop i, at ingen længere tror på ham. I hans fuldstændige inkognito.

Hitler og Djævelens andet trick
Fra Luther og til det tyvende århundrede holdt Djævelen sit inkognito smukt. Men i første del af det tyvende århundrede blev løgnene så fede, troen så tynd og moralen så opløst, at Djævelen tænkte, ”at hvis dette bliver ved, ender det med, at menneskene opdager, at jeg lever. … Så jeg må vist hellere aflægge dette inkognito, der ikke kan bevares, og etablere et eller andet fornuftigt alibi … det mest fristende vildspor, det mest illuderende billede på det onde, som de jo på bunden af deres hjerter elsker, men som jeg må få dem til at tro, at de hader…”.

”Og sådan gik det til, at Djævelen fra året 1933 at regne fik os til at tro, at han var Hr. Adolf Hitler og ingen anden”.

En glimrende list – for var Hitler den inkarnerede onde, kunne vi jo blive af med ham. Det fritager os fra at være på vagt efter den onde andre steder end lige i det, der ligner nazismen.

Imidlertid anser Rougemont Hitlers virksomhed for at være mere virkelig satanisk end de gør, som mente, at han var den skinbarlige Djævel.

Rougemont skildrer sin oplevelse af Hitler som taler, og hvordan Hitler efter mødet kørte i åben vogn gennem menneskemængden. En god skytte kunne ubesværet have skudt ham ned. Men denne skytte var aldrig til stede, skønt der bød sig utallige lejligheder til. Dette – at skytten aldrig var der er det væsentligste, Rougemont ved om Hitler. Man kan spekulere sig gal herover.

Men ”man skyder ikke en mand ned, der på samme tid er alt og intet. Man skyder ikke på en småborger, der er 60 millioner menneskers drøm. Man skyder på en tyran eller en konge …” men Hitler var i en eller anden forstand mere end en enkeltstående personlighed. Han var talerør for en magt, der ligger hinsides vor psykologiske viden … en tilfældig mand, forvandlet gennem sin uhyggelige mission.

Hvad var det, der fik mennesker i milliontal til at overgive sig til ham? Jo, hans værk som frister bestod i at overtage de enkeltes samvittighed. Middelalderens mennesker forlangte at have skriftefædre: bevidstheds- og samvittighedsdirektører.

Men vore tiders elendighed, anonymitetens og massernes mangel på samvittighed har vakt et forlangende efter at have samvittighedsløshedsdirektører. Det frygtelige er at konstatere, i hvor høj grad der Füher, lederen af tysk samvittighedsløshed, selv er klar over, hvad han laver.

Allerede i 1924, i ”Mein Kampf” bevidnede Hitler, at han vidste om og bemestrede denne opgave.

Han talte om ”Den appel til mystiske kræfter, som alene kan overvinde følelsernes og fornuftens hindringer”, og vækker masserne til samvittighedsløst hysteri.

Den sidste hindring er det hinsidige, fordi det begrænser denne verdens fyrstes rige.

Hvis sjælene kunne søge tilfugt hos Gud, den myndighed, der står over de jordiske magter, ville de kunne undslippe Hitler. Derfor bestod hans strategi i at indlemme Gud i selve nationen; i den totalitære strategi at centralisere al verdslig og åndelig myndighed, så der ikke mere er håb om at finde tilfugt og tilgivelse nogetsteds.

Således var nazismen en ny religion , en immanent religion – en religion byggende på fortiden, de døde, på blod, race og tradition. En religion, man ikke kan omvende sig til, en dødedansende religion.

”Hvem kan ikke se, at en sådan religion hader den kristne tro til døden, en tro, der bunder i syndsforladelsen, det evige liv, genløsningen af arvesynden”.

Men Hitler var, skriver Rougemont, i sin sataniskhed også Guds svøbe over den vestlige verdens elendighed.

”Vi havde mistet evnen til at skelne det onde, så længe der var fred og velstand. Vi fortjente, at Hitler åbnede vore øjne derfor og at han brugte det eneste middel, der kan tage det op med vor moralske og åndelige sløvhed – nemlig bomber”.

Hitlerismen
Hitler var ikke den inkarnerede Satan, og hans sataniskhed bestod ikke i hans krigsførelse mod alt og alle. Men den bestod i hans sproglige falskmøntneri. Det er ikke invaderingen af et lille land, der er satanisk – den slags har altid forekommet. Men det var det at kalde det ”at befæste freden”, ”at skabe en nyordning”. At kalde det naboland, man har gjort til en dødsmark med bomber og blodbad for ”Lebemsraum” og at indlede et nyt retssystem med proklamationen af, at ”Ret er, hvad der fremmer det tyske folks interesser”. Det sataniske er ikke at angribe kirken, men at nationalisere Gud og forsynet. ”At vende op og ned på ordene, læse dem bagfra som i den sorte messe. Det er at invertere og inde fra aflive sandhedens kriterier. Og sluttelig er det, at man iklæder løgnen ord, der gerne indeholder et gran af sandhed”.

Men Hitlers magt vil falde. Man vil se hans ubetydelighed. Og efter krigen vil jordens folk vågne op med tømmermænd i verdensformat.

Efter en tid med reparationsgewesener, en lille bundslat diktatur, kommer så kedsomheden. Krigen var den store orlov, udsættelsen af vore problemer, en undskyldning for universel ansvarsløshed godkendt af den offentlige mening. Nu vil Europa vælge smørret frem for kanonerne.

Men kedsomheden ved denne fornuftige disposition vil føre til en længsel efter religion uden fornuft. Efterkrigstiden bliver Europas gnostiske æra.

”Hvad bliver der af kristendommen i den gnostiske æra? Jeg tænker mig, at Satan vil møde op med et betydeligt udvalg af antikrister. Alt muligt og lige meget hvad, blot ikke evangeliet og korsets klarhed. Og dersom Djævelen ikke skulle have held med sig i visse lande, i visse grupper, i enkelte sjæle, vil han sige: ”Så gør i det mindste kristendommen til en religion som alle andre, en skærm mellem mennesket og Gud, et psykologisk blændværk, hvor mennesket kun tilbeder sit eget spejlbillede”. Da er tiden inde til at savne diktatorerne, der slår legemet ihjel, men ikke kan gøre noget derudover …”.

Hitler var ikke Djævelen selv – men mange demokrater troede oprigtigt, at han var det. Og at når Hitler er slået, er vi det onde kvit. I denne demokratiernes gode samvittighed lå en ny hovedtrappe for Djævelen til at få indpas i os.

I en ubehageligt profetisk del af sin bog finder Rougemont nu Djævelens part i den demokratiske verden, hvor det verbale falskmøntneri, som hitlerismen repræsenterer, har godt tag.

Vi havde i århundreder gjort os døve for kristendommens påstand: at ligesom Guds rige er inden i os, er det onde også inden i os, og slagmarken, hvor de mødes, er vore hjerter og intetsomhelst andet sted.

Derfor troede vi, hvis vi var revolutionære, at en ommøblering af goderne ville afskaffe ondernes rod. Og hvis vi var demokrater, troede vi, at blot vi smider nogle diktatorer og et par troldmænd på bålet, er fred og velstand genoprettet.

Men vi må se den kompromitterende sandhed i øjnene: at Hitler var ikke uden for menneskeheden; han tilhørte den. Han var ikke blot noget, vi så, men noget inden i os selv, som var der, før han rejste sig mod os.

Mens demokratierne tryllebundne stirrede på Hitler som det billede af Djævelen, som Djævelen ville have dem til at tro, han var, listede Djævelen sig ind bag på dem og plagede dem i forklædninger, der ikke vakte deres mistanke.

Det var netop en af farerne ved nazismen, at dens modstandere ikke vogtede sig for djævelen i deres midte. Men Rougemonts advarsel til demokratierne er: ”Hold op med at tro, at Djævelen kun kan ligne Hitler eller hans efterlignere, for en skønne dag laver han det sådan, at det er jer, han ligner mest. Det er kun i jeres eget indre, at I kan gribe ham i det …”.

Og så går Rougemont ellers på jagt efter Djævelen i vores demokratiske vestlige verden, og hvad han ser her, har ikke mistet et gran af aktualitet.

Frihedens dæmon
Aldrig har man fejret friheden så glødende som i hans samtid. Er det måske, fordi den er fjernere end nogensinde før? Eller fordi den nu er inden for rækkevidde? Det afhænger af, hvilken betydning, man lægger i frihed. For de fleste er den retten til ikke at adlyde. Når man har den, keder man sig og hidkalder en tyran for så med lidenskab at bekæmpe ham – for så igen at tiljuble friheden. Det er en art elskovsspil, som lever af den illusion, at den frihed, vi vil dø for, er den, som staten garanterer. Men det er det ikke.

For ”frihed-i-almindelighed er ikke nogen sag. Den ikke-nærmere-definerede frihed kan slet ikke være genstand for noget krav fra vores side, for den er det oprindelige symptom på vores mennesketilstand. Mennesket er frit, det har altid to alternativer at vælge imellem: at gøre det gode, som Gud vil, hvormed man vinder yderligere frihed, eller gøre det gode, som man selv vil, med det resultat, at man bliver lænkebundet. Hvis I er fri ”i al almindelighed” uden mål eller betingelser, fri til at gøre, hvad der passer jer, så gør I sandsynligvis, hvad der passer Djævelen” … ”Friheden er ikke nogen ret, men en stadig risiko – på det politiske såvel som på det åndelige område …”.

For hvad der er tale om ”på den politiske friheds plan, er slet ikke menneskets virkelige frihed, som ingen tyran har kunnet suspendere et eneste øjeblik; men det er den ret, som staten indrømmer individet til at følge sit kald. Hvis et menneske ikke føler, det har et kald, er den frihed, det kræver et tomt ord; Djævelen smutter ind i det under tusinde forklædninger, hvoraf den offentlige mening er den almindeligste. Men hvis et menneske erkender, at det har et kald, forlanger det kun den ene ret: at efterleve det …

Nægter staten ham denne ret, står valget mellem skam og oprør ham fri. Hans oprør kan føre ham til martyriet eller til genoprettelsen af menneskelige love: i begge fald forbliver han fri – ikke på basis af abstrakt frihed, men på basis af sit personlige kald. Vælger han derimod skammen, idet han finder sig i love, der hindrer udøvelsen af det, han tror på, mister han ved egen skyld friheden til at vælge, og det var den, der rummede hele hans menneskeværdighed. Og så slutter han sig sikkert til den anonyme masse af slaver, der skråler på frihed …”.

Så er der sikkerhedens dæmon. Ånden i demokratierne går, når det gælder tilværelsens normale farer, ind for at rydde dem af vejen frem for at overvinde dem. Hele denne sikren sig kan karakteriseres ved ordet sterilisering. Man desinficerer sig og sikrer sig mod enhver risiko. Og det er lige noget for Djævelen, som gerne gør det som Generalforsikringsagent.

”Han lover Dem det, der for sjælen er ensbetydende med absolut tomhed: sundhed, lykke, velstand, jovialitet og en livssandhed. Menneskene bliver som guder, let fjollede, med et evindeligt smil på læben. Man dør ikke mere. Eller kun lidt. Uden at miste noget …

En anden af demokratiets muligheder for Djævelen til at boltre sig er, at et regime, der bygger på flertallets stemmer, er afhængig af den offentlige menings kvindeluner, hvorfor lederne først og fremmest må tænke på at gøre regeringshandlinger populære. Og af alle skabninger, der nogensinde har eksisteret, er Djævelen den, der bedst forstår ”How to win friends and influence people”, som en populær bog fra R.s samtid hedder.

Kort sagt er demokratiet smigerens og den gensidige forsikring om betydeligheds verden. En verden, hvor alle taler i banaliteter for at sikre den gode omgangstone.

”Vil man eventuelt i morgen sige, at ånd er noget umoralsk, antisocialt noget, der skader forretning? At jordens salt er usundt? Og at demokratisk fornuft blot er ”en teknik for omgang med mennesker”, som belærer folk om, hvordan de skal skaffe sig venner, vinde verden – og miste deres sjæl?”

Århundredets onde - Det upersonlige
Satan følger selvfølgelig med tiden – og det er efterhånden gammeldags at lægge snarer ud for enkelte sjæle. ”… Menneskeheden, som i vore dage overgiver sig til Djævelen, gør det en masse…”.

Det er Kierkegaard, Rougemont her citerer – den eneste, der i nyere tid har konfronteret Djævelen; som bedre end nogen og før alle andre har forstået det sataniske princip, der er et særkende for massen: Flugten fra at være ansvarlig og følgelig ikke mere skyldig og samtidig blive medindehaver af det anonymes magt.

Hoben eller massen er ingen, og det gør den meget overlegen, når det gælder forbrydelser – der er jo ingen – dvs. mængden, der har gjort dem.

Det er syndefaldsberetningen om Adam og Eva, der skjulte sig i buskene, der gentages i massens anonymitet.

”For at der intet ansvar skal være, må der intet enkelt menneske være. Hvis jeg kalder, og der ikke kommer svar, siger jeg: Der er ingen. … I hoben er der intet individuelt svar; … derfor går Satan igang med at skabe masserne, hvor det moderne menneske kan vælte ansvaret fra sig og villigt lade sig lede.

Og finder det ikke en masse, det kan gemme sig i, så er Djævelen i videnskaben det behjælpeligt med at fortælle det, at ”Det er ikke din skyld, du var forudbestemt”.

Djævelen i kærligheden
Eller Djævelen taler gennem menneskets lidenskab og lærer det ordet ”Det er vitalt – livet kræver det”. Vor tid har nemlig erstattet sandhedens målestok med grader i intensitet. Er kærligheden tilstrækkelig intens, sætter den én hinsides godt og ondt.

Det er hitlerismen, argumentet om Lebensraum, der har lejret sig solidt i kærligheden, sådan som Vesten dyrker den.

Der er intet nyt i, at en mand begærer sin næstes hustru og løber af pladsen for at få hende. Det nye er legitimeringen af det.

”Hvad mening er der i at være tro, når min troskab strider mod selve livets lov … Jeg har ganske vist svoret at holde mit løfte, men jeg er ikke mere den samme. Og i det øjeblik, jeg elsker en anden kvinde, vilde det være det rene hykleri, at forblive tro mod en juridisk fiktion.

Uheldigvis undergraver dette smukke ræsonnement grundlaget for enhver overenskomst, for ethvert givet eller vekslet løfte, ja, for selve ordenes mening og for muligheden af overhovedet at blive enige om noget … For hvorfor aflægger man troskabsed? Netop fordi man ved, at livet forandrer sig, og vi med det … Men hvis man mener, det er mere ærligt at følge sit instinkt end at holde ord, … ja, så går man ind i en verden, hvor hitlerismen har sin berettigelse”.

Det er selve sprogets mening, ordenes validitet, som Djævelen i kærlighedslivet udhuler.

Men Rougemont påpeger et middel til at blive hans list var:

”Overalt, hvor kærligheden er forfalsket, kender man Djævelen på dens frugter. Hvis det passer, at al menneskelig orden bygger på indbyrdes forbindelse, og hvis den allerførste forbindelse: Ægteskabet, ikke har nogen værre fjende end ”kærlighed” i dagens jargon, så er det, fordi alle tungemåls skønneste ord er lagt os på læberne af Satan”.

Himlens Blå
Registeret over de tomter i det moderne liv, hvor Djævelen boltrer sig, er lang. Men det er farligt at udfordre Djævelen – for den allersidste adressat, når han skal udpeges, er den enkelte selv. Det er jo netop bogens pointe, at det tyvende århundrede i sin optimisme, i sin fokusering på Hitler, ikke ved af, at det enkelte menneskes kamp med Djævelen står i hans eller hendes eget indre – som kampen mellem frihedens ansvar og anonymitetens virkelighedsfugt.

Og i den kamp kan vi dybest set ikke hjælpe os selv, men hvirvles af Satan længere og længere ind i intethedens mareridt, så længe det kun er vores egne våben, vi har at kæmpe med.

Derfor ender Rougemonts bog i en poetisk prædiken – en sang om det syn, der river ham ud af mareridtet; en bekendelse af den tro, der har givet ham ret til at fremsætte det lidet, han har kunnet sige om det, der plager os.

Det er ærkeenglen Mikaels navn: ”Hvem er som Gud”, der kommer til ham som den fanfare, hvori hemmeligheden ved den eneste tro, der ikke er en illusion, ligger. Nemlig i den simple vished, at vi ikke er guder, at vi ikke er Gud, men fuldbyrdelsen, princippet og målet i den kommende orden, den endelige mening ligger i Guds hånd. Hvis vi var guder, som Djævelens kernefristelse er, så ville der ikke være noget håb…

Men nu er Djævelen under evighedens synsvinkel besejret; og med den tillid, som sangen, prædikenen, indgyder forfatteren, i visheden om, at hverken Djævelens eller vores misgerninger kan ændre ved verdensordenen, hvor tilfældet ikke eksisterer, vover han at kaste de våben ind i striden med Djævelen, som det tyvende århundrede har brug for:

Mod den totalitære orden, som i grunden er en uorden, står den orden, der kun findes under frihed; hvor følelse for næsten, ansvar og frihed er intimt forbundet.

Mod det tyvende århundredes deliristiske Babel, dets verbale mareridt, hvor ordet er faldet dybere end løgnen, er blevet komplet meningsløst, sætter han tilbedelsens stilhed. Det står ikke til os at tilintetgøre det sande Ord. For påsken kom…

Djævelens Part er en veloplagt lille bog; klar og præcis i sine diagnosticeringer, og dens forfatter er det en fornøjelse at slå følgeskab med.

Så meget desto mere skuffet blev jeg, da jeg i en kort biografisk skildring læste, at Denis de Rougemont efter krigen blev en af det nye Regionernes Europas store fortalere. Også i bogen hylder han føderalismen som vejen til den samfundsorden, der sikrer nære og overskuelige sammenhænge.

Men mon ikke, han ville have kunnet gentage sine diagnoser fra bogen, hvis han i dag var vidne til EUs gigantisme og dets babelsforvirrede, meningsløse sprog, som frygten for at diskriminere – dvs. skelne – har opelsket.

Agnete Raahauge.