Af E. Rischel, Tidehverv, 1946, nr. 5, maj, s.60.

Som bekendt skal Paastanden om, at ”Tidehverv” forlængst er taget af den kirkelige Dagsorden, forstaas saaledes, at ”Tidehverv” stadigt virker ubehageligt generende. Det kan derfor ikke undre at se Pastor Honoré i ”Københavns Kirkesag”s Majnummer i en Sammenligning mellem svenske og danske Kirkeforhold benytte Lejligheden til atter at gøre opmærksom paa ”Tidehverv”s Eksistens. Det maa jo ogsaa virke foruroligende paa Kirkefondet, at ”en stor Del af vore Teologer med maabende Beundring sluger de tidehvervske Uhyrligheder”.

Som Eksempel paa disse ”Uhyrligheder”, der skal virke afskrækkende paa ukritiske Læsere, anfører Pastor Honoré bl. a. ”en saa meningsløs Paastand, som at der ikke er nogen Forskel paa, om et Menneske tror og prøver at indrette sit Liv udfra sin Tro, eller om det blæser sin Daab og sin Gud et langt Stykke”. Pastor Honoré afslører herved en ”uhyrlig” Mangel paa Forstaaelse af det afgørende, som lades ganske uomtalt, nemlig, at Troen ikke er en menneskelig Kvalitet (noget, vi har), men Guds Gave, og at vi selv kun har Vantroen. At vi, som Luther siger, ”synder daglig meget og fortjener intet andet end Straf”, er jo det samme som, at vi med hele vort Liv daglig blæser Gud og Daaben et langt Stykke og derfor ikke har anden Tilflugt end Troen, og det vil jo atter sige Guds Naade, som den tilsiges os i Daaben.

Pastor Honoré vil ikke nøjes med dette for vor Selvagtelse saa utilfredsstillende, at vi har Vantroen fælles med alle andre, og at Folkekirken derfor i lige Grad er hele Folkets Kirke. Nej, der skal være Forskel; det skal betyde noget, ”om et Menneske tror og prøver at indrette sit Liv udfra sin Tro”. Derfor skal ”Skellet” forkyndes.

Gøres ”Skellet” altfor tydeligt, er der ganske vist den Fare, at almindelige Folkekirkemedlemmer kan gaa hen og opfatte Kirkefondets Linie som en religiøs Specialitet for viderekomne, der ikke kommer dem ved. Og det var jo ikke Meningen. Det har da bl. a. en vis økonomisk Betydning, om ”Kirkesagens Venner” og andre bidragydende kun omfatter de færre paa den rigtige Side af ”Skellet”, eller de ogsaa tæller de mange paa den anden Side. (Tidehvervsfolk synes man dog efter det foreliggende at have afskrevet paa Tabskontoen). Derfor mener Pastor Honoré, at den Ængstelse, han har mødt i Sverrig, for gennem Forkyndelsen af ”Skellet” at øge Afstanden mellem Kirke og Folk ”kunde blive noget meget nyttigt, hvis det fik Lov at virke i Forkynderens Sind som et Korrektiv, der hjalp ham til at betone og forme sin Tak, saadan, at han — selvom han forkyndte ”Skellet” — ikke gjorde den gammeldags Følelse af Tilknytning, som findes i mange Danskes Sind, Uret”. Med andre Ord: Farisæerens velkendte Takkebøn i mere raffineret Klædebon, saa den ikke virker stødende paa de andre hinsides ”Skellet”.

Kirkefondet vil blæse og have Mel i Munden paa samme Tid; det vil paa een Gang hævde den specielle Linie med ”Skellet” og give Indtryk af at ligge paa den folkekirkelige Linie. Pastor Kr. Jensen forsøger da ogsaa i nogle indledende Betragtninger i samme Nr. at berolige til begge Sider ved at forsikre sine indremissionske Venner om, at Linien ikke er forladt, og samtidig forsikre om Oprigtigheden i Fremhævelsen af den folkekirkelige Linie. Vi synes dog, at følgende Passus: ”Vi tror, at det er Gud selv, der har ledet vore Fødder ind paa denne Vej”, aftegner Kirkefondets Situation knapt saa klart som Jeppes Ord udenfor Jacob Skomagers Hus (man sætte blot den specielle Linie med ”Skellet” i Kroens Sted): ”Fort Been! Drollen skal splide jeg ad, om I ikke gaaer. Ney de Carnalier vil saa mari ikke. De vil til Kroen igien”.

E. Rischel.