Om Svend C. Boysens forhold til ånder mv.
Eversharp, Tidehverv, 1981, s.104.
Om Svend C. Boysens forhold til ånder mv.
I en TV-udsendelse forleden fandt sognepræst Svend C. Boysen, Give, belæg for sit åndemaneri ved at henvise til Markusevangeliets kapitel 16. Der læser man: "Og disse tegn skal følge dem, der tror: i mit navn skal de uddrive onde ånder; de skal tale med nye tunger; de skal tage på slanger, og hvis de drikker dødbringende gift, skal det ikke skade dem; på syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske". Nu er Boysen altså begyndt med ånderne. Tungetale er ham heller ikke fremmed, ligesom han også gerne lægger sine hænder på de syge. Han er altså ikke den mand, der springer over, hvor gærdet er lavest. Derfor venter man spændt på, at han kommer til slangerne. Og man nægter heller ikke, at han udfordrer ens nysgerrige længsel efter at erfare, hvordan det går ham, når han drikker dødbringende gift.
K. M.