Eversharp, Tidehverv, 1976, s.12.

1. november 1975.

Kære pastor Lilleør.
Gennem nogle år har min kone og jeg redigeret vort kirkeblad, selv om en anden lægger navn til (min kone er formand for menighedsrådet, og jeg er lidt af en rød klud på visse kredse).

Vi har startet en serie, der skal gennemgå de kirkelige retninger. Paul Honoré har startet den (midt på forsiden). Og i det blad, der endnu ligger hos trykkeriet, har vi en artikel om Indre mission. Den tredie skulle omhandle Tidehverv. Og jeg ved faktisk ingen bedre til at skrive den end Dem. Den vil nemlig - så vidt jeg kan forudse - blive sagligt oplysende og samtidig udfordrende. Hvilket er netop, hvad jeg kunne ønske mig.

Tidsfristen er 1. december. Og længden er maksimalt som Honorés. Jeg håber, disse konditioner ikke vil hindre Dem i at sige ja. Hvis det bliver et nej, ville vi være taknemmelige for at få det snarest for at give en anden rimelig frist. Samt et tip om hvem, der så kunne. Men det bliver vel ikke nødvendigt.

De venligste hilsener
Erik Ellegård Frederiksen

TIDEHVERV
De har bedt mig skrive om Tidehverv i Deres kirkeblad. For mig blev Tidehverv siden 1955 et årligt fristed. Jeg tænker på møderne på Krabbesholm.

Der var ingen lumre og indeklemte andagtsritualer. Der var ingen pastorale præstemænd og ingen intrigerende præstekoner, der var derimod en vældig energi og vilje til at få talt ud på rette tid og sted.

Således kom Tidehverv til - for mig - at stå i et klart modsætningsforhold til kirkelighedens varmestuer, der var præget af hykleri og forloren fromhed, fordi man talte så pænt over bordet, mens man sparkede og dolkede hinanden under bordet.

Jeg havde sat mig for at blive jurist, da jeg ikke havde hverken vilje eller lyst til at færdes i det indeklemte kirkelige miljø. Men på Krabbesholm blev jeg klar over, at der var en anden holdning, en anden stil og et friskere og friere forhold til kirkelighed og pastorale attituder.
Ja, fra tid til anden fik det hele en ordentlig overhaling.

Ikke mindst de københavnske kernemenigheder der "alletider sagde vi og verden, thi de troede de vare halvparten og det den allerbedste del".

I min egen præstetid på Vesterbro smed kordegnen et "kirkefremmed" brudepar ud engang. Der skulle være bazar i menighedshuset, og der var kun en foldedør ind til kirkerummet. Den dag skulle man gerne nå op til 10.000 kr. til Ydre Mission.

Intet bryllup. Jeg ved ikke, hvor de unge gik hen. Men jeg går ud fra, de har meldt sig ud af folkekirken. Den kirkefondske foragt for menigmand er nok grunden til de mange udmeldelser i København, og den er sikkert grunden til de lave dåbstal. Hvor i landet kunne en sognepræst slippe godt af sted med at lufte en kollegas underdyne om ikke i København, hvor disse forkrampede kirkelige inderkredse har biskoppen i deres hule hånd? Jeg tænker på en sognepræst, der for nogen tid siden udleverede sin kollega til offentlig beskuelse.

Det Tidehverv jeg lærte at kende for 20 år siden, havde et godt øje til ethvert forsøg på at moralisere og borgerliggøre evangeliet.

Det er stadig Tidehvervs anliggende, og der er nok at gøre. Kirkelighedens smålighed og magtbegær er lige frisk.

Niels Carl Lilleør.

15. november 1975.

Kære Lilleør.
Tak for Deres artikel. Desværre er det jo ikke, hvad jeg bad Dem om: et oplysende indlæg. I stedet skriver De om, hvad De personligt har fået ud af Tidehverv. Med en række udfald, som jeg godt kan give Dem ret i, og som jeg ikke havde noget imod at bringe. Blot ikke i denne serie, som netop skulle være saglig, konfirmandundervisning for voksne.

Det er lidt skuffende, at De evig og altid skal være så oppositionel. Der må være nogen komplekser, som spærrer vejen for Dem.

Jeg er ked af at have gjort Dem ulejlighed. Det er sikkert håbløst at bede Dem skrive anderledes. Så vi må nok lade det blive ved dette.

De venligste hilsener
Erik Ellegård Frederiksen.