Eversharp, Tidehverv, 1983, s.24.

Yngre grundtvigianer
Blandt de håbefulde, yngre grundtvigianere, som skal levere en kristen prædiken for alt kirkefolket i "Dansk Kirketidende", er for det kommende halve år Johs. H. Christensen, og han lægger hårdt og - om vi så må sige - lækkert ud til 3. søndag i advent. De færreste vil være i tvivl om, at det er en mand, der kan mere end sit fadervor. Hvis uvillige læsere skulle nære mistanke om, at her kom en gejstlig, som var uden kendskab til de arbejdsløses situation, lønarbejdernes knokkelarbejde, karrieresamfundets ræs, de sociale tabere, den verdensomspændende udbytning, profitmotivets ækelhed, de samfundsmæssige strukturer under senkapitalismen, militarismens baggrund i merværdien samt nyere films med særligt henblik på Ingmar Bergmann og John Ford - så er Johs. H. Christensen mand for at overbevise dem om det modsatte.

Det er evangeliet fra Matt. 11 om Jesus og Johannes Døberens disciple, og Johs. H. Christensen lægger ikke fingrene imellem: "Hvad med om vi enedes om at forvise udtrykket "syndernes forladelse" fra sproget i - lad os sige - fem år. Der svines for meget med det udtryk. Velbjergede præster fyrer det af for en anseelig månedlig hyre. Og har vi sagt "syndernes forladelse", så blæse være med alle de torterede, de sultende, alle dem der svitses i napalm eller mejes ned af fascistiske stormtropper over alt i verden, eller kommunistiske, det gør såmænd hverken fra eller til, hvad for en geværmunding kuglen kommer fra.

Bare evangeliet forkyndes, så går det fint, fru kammerherreinde! Og evangeliet, det er syndernes forladelse; hvad ellers?"

Det vil fremgå af Johs. H. Christensens fint antydede retoriske spørgsmål til sidst, at han ikke er nogen svoren tilhænger af syndernes forladelse, og således har han vistnok haft held til at give udtryk for en fælles anskuelse blandt yngre grundtvigianere - eller er de halvgamle? - der i stedet for syndernes forladelse focuserer på de arbejdsløses situation, lønarbejdernes knokkelarbejde, karrieresamfundets ræs, de sociale tabere, den verdensomspændende udbytning, profitmotivets ækelhed, de samfundsmæssige strukturer under senkapitalismen, militarismens baggrund i merværdien samt nyere films med særligt henblik på Ingmar Bergmann og John Ford. Kirkefolket kan se frem til at møde mange originale og - næsten - nye tanker i "Dansk Kirketidende".

Historien melder ikke noget om Johs. H. Christensens "hyre" som præst i Skovshoved. Han er nok på mindsteløn. Historien melder heller ikke noget om, hvorfor dette fodformede stykke kirkeinventar har valgt at finde sin hyre i just den kristne kirke. Der er andre menigheder, han havde mere hjemme i.

Vi konstaterer blot, at Johs. H. Christensens prædiken er til den søndag, hvor det hedder i evangeliet efter anden tekstrække: "Thi du skal gå foran Herren for at bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen ved deres synders forladelse".

sk.

Politisk dogmatik
Mens Johs. H. Christensen prædiker i Skovshoved kirke og "Dansk Kirketidende", er Jens Glebe Møller professor i dogmatik ved Københavns Universitet og skriver teologiske værker til sine studenter. Det sidste hedder "Politisk dogmatik" og - ja, det er det også.

Vi skal ikke fortabe os i bogens indhold. Ikke ved denne lejlighed. Det er så grotesk, at det fortjener en udførligere behandling. Her vil vi blot lufte den strøtanke, om der i grunden gives en anden og grundigere måde at fordrive teologi og kristendom på end igennem en Johs. H. Christensens "prædiken" og en Jens Glebe Møllers "dogmatiske" virksomhed. Ville en bevidst hedensk stat egentlig kunne få bedre hjælpere til et forsøg på at afskaffe kristendommen? Kunne den gøre noget mere effektivt end at stille Johs. H. Christensen op på prædikestolen og Jens Glebe Møller op på katedret? Er sådanne "teologer" ikke som lavet til at støvsuge landet og folket for alt, hvad der har med kristendom at gøre - "for en anseelig månedlig hyre"?

Vi spørger bare.

sk.

Peder Palladius' efterfølger
Et Ritzau telegram 6. jan. 1983 oplyser, at den danske folkekirke har modtaget indbydelse til en "verdensfredskonference" i Sverige i april, og at biskopperne vil drøfte indbydelsen på bispemødet i København. Telegrammet fortsætter: "De ti biskopper ventes at dele sig i et flertal, som vil støtte biskop Ole Bertelsen i forslaget om at lade folkekirken arbejde aktivt for fred i verden".

Men det viste sig, at Ritzau gjorde bisperne uret. Et klart flertal gik imod Ole Bertelsens forsøg på politisering af folkekirken og understregede, at det ville være som privatmand, han rejste til Sverige. Så er det, vi spørger: hvem har forsynet Ritzau med oplysningen om bispernes forventede - og forønskede - holdning? hvem misinformerer via Ritzau den danske befolkning for at lægge pres på bisperne?

Det skulle vel aldrig være Peder Palladius' efterfølger, der politiserer også her?

sk.