Eversharp, Tidehverv, 1985, s.84.

En præsts krise
I Præsteforeningens Blad 1985/28 har sognepræst Ketil Boesen aflagt en bekendelse. Da det sker i en drøftelse med N. C. Lilleør, har Ketil Boesens bekendelse sigte på Tidehverv. Ketil Boesen bekender nemlig, at han er kommet i krise som præst, fordi den teologi, han har haft som ståsted, "i nærheden af P. G. Lindhardt og det gamle Tidehverv", ikke har kunnet holde i hans dagligdag som præst, og at han derfor nu må orientere sig i retning af noget, han kalder "sækularisering" og hvis mening er, at hans prædiken skal kunne sige hans sognebørn noget.

I denne anledning burde vi udtrykke medfølelse. Men vi gør det ikke, for efter at Ketil Boesen så detaljeret har beskrevet sin krise og dens forhold til hans teologiske forudsætninger, kan vi kun hilse den med glæde og vil trøste ham med, at han har grund til at gøre det samme. Den er - med forlov - tegn på, at han er ved at blive voksen. Eller den er et vidnesbyrd om, at virkeligheden begynder at tage livet af hans "teologi", så at han ligefrem kan blive i stand til at sige noget fra sin prædikestol - måske endda et kristent ord.

For de "teologiske" forudsætninger, han kommer med fra Århus - "i sin tid ... blev jeg "vakt" efter læsning af Løgstrup og Lindhardt" - er aldrig kommet ud af puberteten eller drengevidenskabeligheden, og hvis ikke de ender med at bringe en præst i krise, når han kommer ud i et sogn, så er det tegn på, at denne præst ikke tager sit arbejde og sine sognebørn alvorligt. Ketil Boesen citerer som sit udgangspunkt Lindhardts formel: "om Gud, der er god mod onde og utaknemmelige". Ketil Boesen fortæller, at han som præst "skulle ud at forkynde den rene lære". Det ene vidnesbyrd efter det andet om flothed og umodenhed. Den "teologiske" vigtigmås, der skal vise, hvor klog han er, og som er blevet indøvet i den holdning af en Århus-teologi, for hvilken alt er blevet formler og effekt.

Den slags kan der naturligvis ikke slides og leves på, for denne "teologi" er der hverken virkelighed eller kristendom i. Ketil Boesen skal være sin menighed evigt taknemmelig, fordi den får ham til at fornemme det. Hans krise er et sundhedstegn. Han krummer med god grund tæer over de "teologiske" stene, han giver en menighed, der har krav på evangeliets sorte, nærende brød.

Men hvis Ketil Boesen ikke kommer længere end til den problemstilling, der præger hans indlæg i Præsteforeningens Blad, så gavner krisen ham ikke. Så er det kun barnerumpe på en anden måde og med andre "teologiske" rigtigheder. Blot sammenstillingen af Lindhardt og Tidehverv er afslørende - som om de nogensinde har været andet end modsætninger: kirkehistorisk journalistik contra en forkyndelse, der var fra dag til dag og til personlig opbyggelse og fortrøstning. Når man er så kvik til at jonglere med slagord og sladder og flotheder, som Ketil Boesen stadig væk er, så er krisen kun et nyt spil for galleriet.

Hvad glæde kan menigheden have af, at pastor Boesen kan give den i en ny rolle?

sk.