Eversharp, Tidehverv, 1981, s.47-48.

Kaffeslabberas
Hvad er det for præster, vi efterhånden får i folkekirken? Hvad er det, de forkynder? Er det kristendom?

Det spørgsmål synes ikke at genere pastor Lone Fatum i Slagelse. Hun er i sin egenskab af at være "født i begyndelsen af 2. verdenskrig" blevet opsøgt af bladet Samvirke, der vil skildre "præstens rolle i en krisetid", og Lone Fatum fortæller villigt om sin præsterolle i Slagelse. "Det er bl.a. lykkedes os at få stablet en kaffestue på benene i en nedlagt butik. Der var intet sted, hvor folk kunne mødes og få sig en kop billig kaffe og en god sludder.

- Hvad betragter du som din vigtigste opgave som præst?

- At være præst er en underlig blandet landhandel. Søndagens prædiken kan i hvert fald ikke stå alene. Jeg ser det ikke som min opgave at låse mennesker fast i en kristen forklaring, når jeg prøver at formidle nogle muligheder for dem, så livet bliver til at leve på en rimelig måde ... For mig er det en historisk tilfældighed, at vi er kristne her i vores kulturkreds. Jeg mener, at enhver religiøs tilværelsesforklaring, som man kan leve på, har en værdi i sig selv. . . For mig er det som sagt ikke det vigtigste, om vi er kristne eller ej, men om vi forsøger at opfylde næstekærlighedskravet og stræber mod et menneskeligt fællesskab. Så kan det være ligegyldigt, hvilken dogmatik folk har i lommen" (Samvirke 3/1981).

- at formidle nogle muligheder . . . enhver religiøs tilværelsesforklaring ... at opfylde næstekærlighedskravet og stræber mod et menneskeligt fællesskab - hvor er det, vi har hørt den slags før? Var det på en kaffestue? Var det i et dameblad? Eller var det i Politikens læserbreve?

Lone Fatum vil formidle nogle muligheder, men synes lettere uinteresseret i at forkynde Guds ord som virkeligheden. Hun mener, at enhver religiøs tilværelsesforklaring er værdifuld, men synes fremmed for den tanke, at kristendommen modsiger enhver tilværelsesforklaring, fordi den er Guds dom og tilgivelse. Hun vil endelig hæve sig over dogmatikken, når man bare opfylder næstekærligheden og stræber mod fællesskab, men det synes hende ukendt, at næstekærlighed kristeligt forstået er uadskillelig fra det første bud i loven og at det derfor ikke er gjort med at etablere fællesskaber på kaffestuen.

Nej, hvad er det for præster, vi efterhånden får i folkekirken? Kender Lone Fatum noget til kristendom og interesserer det hende overhovedet, hvad det er? En samfundsorienteret foragt for præsteløftets tale om at forkynde Guds ord rent og purt. En politisk-ideologisk dogmatik hentet lige ud af studenteroprøret anno 1968, som ikke blot er ligeglad med kristendommens forkyndelse, men som direkte søger at ophæve den.

Vorherre bevare os! Præsterne synes Han ikke at skulle regne med.

sk.

Sidste nyt om de grundtvigske: De rører på sig!
Vi har noteret os det kirkehistorisk interessante, at der er noget, der kan hidse en grundtvigianer op. Både ærværdighederne i "Dansk Kirketidende" og den politiske ungdomsafdeling i Højskolebladet raser over Tidehverv; og i grunden forstår vi raseriet. Nu mente grundtvigianerne, at de kunne den møjsommeligt tillærte lektie udenad. Det ferske, blege afkog af evangeliet, som de har vænnet sig til at servere som tidehvervs-grundtvigianisme, sikrede freden og velsignede den åndelige magelighed såvel som den politiske foretagsomhed. Alle pæne, moderne mennesker kunne enes om, at Vorherre i grunden er en flink mand, som ikke gør en kat fortræd - altså lige så skikkelig og rar som en normal-grundtvigianer. I ly af hans flinkhed kunne man se stort på hans bud og befalinger og skaffe sig arbejdsro til sit politiske afguderi. Det hele passede så godt, og alle kunne åndeligt lægge sig trygt til ro - hvilket altid vil være en særdeles tillokkende udsigt for en grundtvigianer.

Og så vælter Tidehverv hele spillet. Pludselig hører grundtvigianeren, at der siges noget andet end det, han ventede; og uventede lyde er generende for sovende. Hvor han havde ventet et sukkersødt og lovfrit evangelium, forkyndes lovens strenghed; hvor han havde ventet Guds velsignelse og accept af sin stille puslen med den sociale revolution (det kaldes: at være "jorden tro") hører han i stedet et krav om at efterfølge Kristus.

Hvad skal en stakkels grundtvigianer egentlig gøre? - altså bortset fra at begynde selv at tænke tanker, hvilket er en ubillig fordring.

Indtil videre har opbragtheden kastet ham ud i uhæmmet ønsketænkning. Povl Bendix Knudsen skriver således i Højskolebladet, 1981 nr. 10, om "den indskrumpede Tidehvervs-bevægelse, hvis opløsningsproces man i den senere tid har kunnet følge bl.a. gennem Johannes Lauridsens og Mogens Lunds opgør med tidligere meningsfæller".

Vi vil gerne medgive Højskolebladet, at hvis "Tidehvervs-bevægelsen" skal måles i kilo, så er den skrumpet ganske betydeligt ind, efter at Johannes Lauridsen er ophørt med at deltage i Tidehvervs sommermøde. Sagligt set er vægttabet imidlertid til at bære.

Iøvrigt er det rammende og aktuelle citat af Otto Møller i dette blads sidste nummer angiveligt anledningen til Højskolebladets rasen - især sætningen: "Det er de manges elendighed, som søle sig i synd eller højest står og jamrer og stamper i en omvendelse, som ikke bliver til noget. Loven er afslappet i dem ... "

Povl Bendix Knudsen har nu taget dette alt for personligt, som om der med vendingen "søle sig i synd" skulle være sigtet til ham og Højskolebladet med dets bestandige tilbedelse af gårsdagens politiske mode. Vi har aldrig villet insinuere, at det at "søle sig i synd" skulle dække over noget så gabende kedsommeligt som at redigere eller læse Højskolebladet. Hvis djævelen ikke bød på noget mere fristende, ville der formentlig være langt færre syndere, end tilfældet er. Og det er ikke kommet os for øre, at synden skulle være i den grad på retur.

Derimod undres vi ikke over, at det er en fremmed og forargelig tanke for Højskolebladet, at kristendom er et krav om omvendelse - altså ikke en teori herom, men et personligt krav, som får konsekvenser for alt, hvad et menneske gør. Vi kan kun tilråde Højskolebladet, at det i stedet for sin nuværende stampen og jamren lader det blive til noget med at omvende sig til kristendommen.

Vi nærer imidlertid ikke urealistiske forventninger, og foreløbigt vil vi i almindelig human medfølelse med de grundtvigske over den forstyrrelse, de er bragt i, tilegne dem følgende lille vers, som Højskolebladet uden kildeangivelse må anvende som fremtidigt motto på sin forside:

Gå stille!Tal sagte!
Væk ikke de vakte!

J. L.

NB
Foranlediget af ovenstående citat fra Højskolebladet gør Tidehvervs redaktion opmærksom på, at den intet kender til en "Tidehvervsbevægelse" bestående af "meningsfæller". En sådan forhåndspolitiserende læsning af bladet vil udelukke enhver forståelse af Tidehvervs anliggende.

Red.