Eversharp, Tidehverv, 1982, s.47-48.

Den samme kirke?
- "Eders sognepræst skal tjene eder udi livs og sjæls fare. Udi livs fare, det beviser jeg så:

Han skal være eder til rede såvel midnatstide som middagstid, udi mørke og mulm, i regn og råd, i kulde og frost, op af sin seng til det mindste barn, som du haver udi dit hus, som én tid er berettet, når han tilsiges. Er der pokker hjemme til det, er der pestilens, hedesyge, koldesyge eller andre Guds gaver og plager; lugter der vel eller stinker der ilde, da skal din sognepræst derind og have sin næse deri med, dér du og jeg, må vel ske, var end fuldgerne uden døren. Dersom han får sin del i det samme, det kommer uden armen at sidde på hannem, så må han gå hjem og ligge sig og dø derhen; han må ikke blinke derved, det er hans embede, og det kalde vi livs fare". (Peder Palladius: En Visitatsbog, København 1940, p.86-87)

- "I bekendtgørelse nr. 372 af 15. august 1980, der vedlægges som bilag, har arbejdsministeriet fastsat nærmere regler om hviletid og fridøgn, herunder om under hvilke betingelser lovens hovedregel om en daglig hvileperiode på 11 timer og om et ugentlig fridøgn kan fraviges. Man henviser herom særligt til bekendtgørelsens § 5, stk. 3 og § 7, nr. 3.

I bekendtgørelsens kapitel 4 indeholdes endvidere regler om, i hvilket omfang lovens bestemmelser om hviletid og fridøgn kan fraviges ved aftale mellem vedkommende arbejdsgiverpart og arbejdstagerorganisationen. I medfør af disse bestemmelser er der mellem finansministeriet og Den danske Præsteforening efter bemyndigelse af Akademikernes Centralorganisation indgået aftale med virkning for tjenestemandsansatte præster i folkekirken om,

at den daglige hvileperiode (i begrænset omfang) kan udskydes eller nedsættes til 8 timer, samt

at det ugentlige fridøgn kan omlægges, således at der maksimalt kan være 12 døgn mellem 2 fridøgn i forbindelse med udførelsen af sjælesorg, nøddåb, sygebesøg o. lign.

. . . Bestemmelserne i de indgåede aftaler anvendes i alle tilfælde, hvor udførelsen af sjælesorg, nøddåb, sygebesøg o. lign. forhindrer en præst i at opnå en samlet hvileperiode pr. døgn på 11 timer eller i at få et ugentligt fridøgn". (Kirkeministeriets cirkulære af 25. februar 1982).

sk.

Ny navnelov
Den 1. april 1982 træder en ny navnelov i kraft. Den indebærer stort set, at man kan kalde sig, hvad man har lyst til, og at navnet således ændres fra at være et pant på et menneskes historiske og familiemæssige sammenhæng til at være en tilfældig fjer, man stikker i hatten - vekslende efter årstid og temperament. Begrebet slægtsnavn ophæves f. eks. I stedet hedder det efternavn. Og som efternavn kan man ifølge den nye lov vælge mellem mindst 8 forskellige muligheder, idet man er berettiget til at antage alle sine oldeforældres slægtsnavn. Søskende kan således komme til at have forskellige navn. Mand og kone, far og søn - man kan kalde sig, hvad man har lyst til, for ifølge den nye navnelov er det hele snart tilladt.

Det tilhørende cirkulære meddeler, at loven er lavet for at skabe "ligestilling mellem mænd og kvinder og mellem børn i og uden for ægteskab". Hvad enten hensigten har været den ene eller anden, er resultatet imidlertid blevet det totale kaos eller den fuldstændige opløsning, og således er den nye navnelov ikke blot et udtryk for, at lovgiverne gør grin med folket, men den vidner også om disse lovgiveres foragt for navnet. Hvad er nemlig et navn? Det er et kendingsmærke. Det siger mig selv og andre, hvem jeg er - og ved at have samme navn som min familie siger det mig også, at jeg er et bestemt menneske i en historisk sammenhæng.

Den nye navnelov er sammenhængsløsheden sat i system. Alt flyder. Alt er ligegyldigt. Den siger da indirekte, at et menneske er bare et blad i blæsten, en mælkebøtte på grøftekanten, en tilfældig, vægtløs størrelse uden slægt, historie og bindende virkelighed. Den er et monument over opløsningen i Danmark idag.

Som én af dem, der skal være med til at administrere den, vil jeg udtale håbet om, at folket må vise sig langt fornuftigere end dets tåbelige lovgivere.

sk.

Hjertets renhed
"Carl Nielsen føler sig - og jeg mener med fuld ret - som værende på linie med K. Olesen Larsens benyttelse af Søren Kierkegaard og som i det hele taget teologisk, - idet han altid har bevaret sin teologiske selvstændighed. Han er ganske på linie med K. Olesen Larsen og er dermed i alvorlig strid med det, der udgør det toneangivende "Tidehverv" med Krarupslægten og dens slæng af slavelydigt tjenerskab, herunder en skrækkelig fætter, en pladshund og en stik-i-rend-dreng, der nidkært skriver imod folk i bladet "Tidehverv", selv om de ved han er udelukket fra at svare i samme blad - samt mange andre tjenende væsener.

I de senere år har Luther spillet en større rolle end tidligere for Carl Nielsen. Han finder Kierkegaards forståelse af væsentlige sager hos Luther - iblandt så meget andet, som han derimod gerne overlader til bl.a. Johs. Horstmann".

Ovenstående er taget fra Johs. Lauridsens indledning til en prædikensamling, udgivet under titlen "- At ville eet" (festskrift ved sognepræst Carl Nielsens 70 års fødselsdag).

Blandt de 29 prædikenleverandører er to af "det toneangivende Tidehverv"s udgivere, der således ved deres medvirken er kommet til at røbe en ganske særpræget opfattelse af "at ville eet".

red.