Tidehverv, 1968, s.68.

Dumdristighed.
I menighedsrådenes blad læser vi følgende fra "Kirkelig Information", som udgives af kredsen bag "Kirkens Ja og Nej":

"Kvindelige præster er blot et enkelt symptom blandt mange på den danske folkekirkes udskriden i disse år. De relativt få præster, som ikke "har tilpasset sig", protesterer blot ikke mere offentligt, men så meget mere i det stille. Spørg f. eks. biskopperne i de stifter, hvor der er kvindelige præster, om de ikke savner nogle præster ved landemoder, ordinationer og kirkeindvielser. Disse præster afstår fra det gudstjenestelige fællesskab med kvindelige præster, fordi de aldrig har anerkendt deres ordinations gyldighed. Men de kundgør ikke offentligt deres stillingtagen, og mange svarer måske ikke engang på biskoppens venlige indbydelse. Det er ikke af uhøflighed mod biskoppen, men af en meget naturlig og forståelig frygt for at gøre sig ufordelagtigt bemærket hos flertallet og dem, der har den faktiske magt i folkekirken".

Disse ord har grebet os, men vi finder dem tillige meget dristige. Ja, ligefremt dumdristigt forekommer det os at være, når de i det stille protesterende præster undlader at vise sig ved landemoder, ordinationer og kirkeindvielser. For flertallet og de, der har den faktiske magt i folkekirken, vil alt for nemt kunne bemærke deres udebliven og tilskrive den et uvilligt sindelag. Det er meget uforsigtigt af de udeblevne præster at udsætte sig for denne mistanke, og ud fra en naturlig og meget forståelig frygt for deres videre gejstlige karriere vil vi råde dem til at opgive en sådan dumdristighed: de bør deltage i alle landemoder, ordinationer og kirkeindvielser og nøjes med i deres stille sind at sige et klart og utvetydigt nej; det vil ingen kunne høre eller se, og de har således forenet protesten mod flertallet med deres egen meget naturlige og forståelige frygt for at gøre sig ufordelagtigt bemærket hos flertallet og dem, der har den faktiske magt i folkekirken.

sk.