Eversharp i Tidehverv - Kronologisk ordnet

Eversharp

Tidehverv, 1976, s.130-131.

Gud er for det såkaldte moderne menneske den kraft, der gennem mennesket skaber alt det nye; en gud man ikke ved, man tror på, men gud som man både med kraft fortrøster sig til og frygter. Mekanikkens mystik behersker ganske og aldeles vor tids mennesker. De regner ikke længere med friheden. Vi må forstå, at vor tids mennesker er under tvang. Mennesker i øjeblikket ved egentlig ikke, hvad de skal bruge friheden til, den eksisterer ikke for dem. Den liberale verdslige frihedstro var knyttet sammen med tro på fremgang, den grundtvigske frihedstro ligeså. Det "moderne" menneske er umiddelbart mystiker, det lever i et inderligt forhold til sin gud, men i den teoretiske gudsfornægtelse skjuler det naivt for sig selv, at det har en gud.

Styrken hos det moderne menneske er faktisk dets mystiske naturgud. Dets ærbødighed for de kræfter, der udfolder sig i bilerne, i filmen, i radioen, giver fornyelse og opbyggelse. Vor tids bilkørsel og film giver udløsning for samme religiøse trang som de vildes dans om deres afgudsbilleder. Det samme er forøvrigt tilfældet med jazzen, ligesom nøgenkulturen har sit religiøse moment. Hele denne sindsindstilling er slået mere igennem end de fleste gør sig klart; den har i det skjulte indgået alliance med gammel skæbnetro, og hvad kirken ellers kalder hedenskab, og har vundet herredømme hos alle. Og denne gud, som mennesket ikke vil vedkende sig som gud, vil som den strenge herre blive menneskets behersker i den kommende tid, hvis det ikke kommer til et opgør, der slår igennem, hvis ikke mennesket finder sig selv i et egetansvar igen. Netop fordi mekanikkens mystik behersker vor tids menneske bryder det sig ikke om at tænke over tilværelsen, hvad det faktisk også er bange for, ja, det har ingen brug for at tænke, før det kommer i meget stor bevidst nød. Denne situation betyder ikke, at vi skal høre op med at køre bil eller gå i biografen, det betyder kun, at vi skal se og erkende, hvor vi står overfor evangeliet, se at vi udfra vor situation ikke kan have nogen interesse for det. Og vi skal gøre os klart, at mekanikkens ånd, der er vor gud, bliver en streng herre. Det er giftgassernes gud. Vi er ved at synke tilbage til barbari i dyrkelsen af os selv i mekanikkens ånd, vore store gerningers ånd. Vi føler os store i vort inderste på grund af alle de kræfter, der står til vor rådighed, vi drives umiddelbart længere og længere ind i afhængigheden af disse kræfter, vi drives til kun at tænke på os selv, fordi kræfterne forlanger vor indsats. Vi bliver præget af jeg-religiøsitetens fordringsfulde surhed. Rastløsheden og utilfredsstilletheden er den skjulte orm, som nager og får os til ikke at gøre op, men at hævde os selv i surrogaternes milliø.

Vor stilling bliver da ikke den, at vi i religiøs surhed skal stille os i opposition eller opkaste os til dommere på guds vegne; men vi skal se vort fællesskab med slægten og vor vantro og blive ved med at se den. Vor udvej er ikke at gå ud af verden, lære at give afkald eller hvad vi nu kalder det, spørge om frelse for vort eget jeg. Det er kun vantroen, der gør det. Evangelisk talt er det ukærligheden, at opmærksomheden på de talrige måder, religiøse eller humane, samles om et menneskes jeg, hvad der er surheden, fordærvelsen.

(Eversharp genoptrykt fra jan. 1936)

N. I. Heje.