Af N. I. Heje, Tidehverv, 1926, s.2-3.
Personlig føler jeg mig ved denne Begyndelse som en lille Dreng.
Han bebuder at noget vigtigt er i Gære. Far kommer ind og ser kun to Træstumper, der skal sættes saa indviklet sammen, som det kun er muligt at sætte to Træstumper sammen. Problemets Drøftelse slutter med Bemærkningen: "Men Far, man river jo heller ikke alt det Legetøj i Stykker, man faar lavet."
Senere mindes jeg den gamle Fortælling om, hvordan Vorherre engang legede, men det er jo ham, der bagefter kan se, at alt er saare godt.
Jeg ved, at Mænd har længtes efter at samle de flygtende Øjeblikkes Indhold for at faa et fuldstændigt Indblik i Tilværelsen. Nogle søgte Samlingen i deres Indre, andre søgte en Lov, der kunde udtrykke det organiske i alle Lovene. Mange har anet, at der er et dybt personligt Moment i al Forstaaelse, der kræver hel Samtidighed med det, der skal forstaas.
Hovedstrømmen i Tiden gaar Resignationens Vej; man holder sig til Enkelthederne, søger at arbejde ud fra sin Begrænsning. Det giver Videnskaben større Chancer som Videnskab end som Religion, men hvis Religionen af denne Grund vil hovmode sig, da lad dens Forkæmpere mindes, at de er Tidens Børn og Øjeblikkets Børn.
Dette gælder ikke mindst Kristne. Det forekommer os, at Kristendommen aldrig har haft sin rette Plads mellem religiøse og videnskabelige Livsanskuelser, men har haft sin Styrke i Betoning af Øjeblikket. At den led sine største Nederlag som Livsanskuelse og fyldte sin Plads bedst, hvor den i Øjeblikket blev arbejdet og levet.
Een Forudsætning synes den at have haft, en uovervindelig Begrænsning, nemlig at mennesket kun er frit, naar det er bundet i Gud, hvad det netop kun kan blive i Øjeblikket.
Dette udelukker ikke noget Arbejde og ikke nogen Forskning, men kræver, at man i sit Arbejde og i sin Forskning hverken forudsætter at Gud er til eller at han ikke er til, men lever paa Gud. Siden de Ord blev udtalt, som havde ligget i Kim længe, nemlig at Gud er Aand, og de som tilbeder, bør tilbede i Aand og Sandhed; udtalt af en Mand, der levede i Øjeblikket som vi, siden den Dag har Ordet: Øjeblikket været i strengeste Forstand vor Begrænsning og vort Ansvar.
Vort Sinds higen efter Idealer, det vil almindeligt talt sige, efter den skønne og hjælpsomme Udgave af os selv skabt i vor bedste Lignelse, hvilket igen, hvis Gud er til, vil sige, vor hæderligste Bestræbelse for at benytte Anlæget fra Gud til at klare os selv, har hindret os i at gøre Alvor af vor Begrænsning, vort Ansvar.
Idealistisk Theologi, Kulturkritik, Apologi og idealistisk Evangelieforkyndelse har været Frugterne. Følgerne er blevet den Rodløsehed, Uro og Usikkerhed alle kender til. Al vor Kristendom blev en Kamp om Gud og for Gud i Stedet for en Guds Tjeneste. Brodden og Appellen i det evangeliske Øjeblik, i Betoningen af Begrænsning og Ansvar, i det, der ogsaa er kaldt den evangeliske Frihed, var brudt af. Kristendom blev til noget, der mere ligner og konkurrerer med borgerlig Moral, end en Guds Kraft, en Appel til Ærlighed.
Realisme blev taget ud af Kristendommen saa den blev et indvendigt her og et noget hisset. Praktisk Kristenliv betød, at se Gud som en Kontrollør af, at Mennesker bevarede den rette Balance mellem Angerens Nedtrykkelse og kristelig Glæde.
Man lærte Tilpasning til Kravet og prædikede samtidig en absolut Kærlighed og en absolut Dom. Følgen blev et Samvittighedsliv i Opløsning, fordi man skulde tro paa Syndernes Forladelse fortolket som en god Samvitghed i Stedet for at tro paa Gud, der er større end vor Samvittighed. Følgen blev en Kristendom, der vidste Besked og skulde forsvare, at den vidste Besked. Det skal være indrømmet, at man let bliver rørt ved Synet af den Sikkerhed, Myndighed og Klarhed, der præger mange ledende ældre og yngre Kirkemænd i deres Stræben efter at tjene Gud. Der er nemlig noget betagende ved det, man er betaget af, selvom det er en selv.
Store Ord, stor Kritik, vil en overfladisk Læser sige. En og anden vil maaske dog forstaa, at der kan skjule sig noget andet deri. Et Udtryk for Taknemmelighedsgæld til den kristne Studenterbevægelse, en Bod for Fejghed, Uselvstændighed. Maaske er det ikke nødvendig at sige det saa tydeligt. Naar dette er sagt, er der Ord, der synes mig at tale stærkt til min Slægt, ikke mindst til dem, hvem meget blev frataget; dem, der ikke kunde gaa ind i nogen af de Former for Alvor, der mødte dem, hverken intellektuelle, sociale, religiøse eller kristelige, dem der i meget vid Forstand fattede, at de maatte have et personligt Staasted. Et saadant Ord er vist Ordet, der blev talt af en Mand i Forberedelsesklassen, Ordet om Øksen, der ligger ved Træets Rod. Der er noget om, at en Anelse om Undergang er i os. Ikke Undergang saadan forstaaet, at man kan se den komme med dramatisk Effekt, som f.eks. "Untergang des Abendlandes", men Undergang som den Angst, der i Tidens Letsind og Tungsind, og ogsaa i den kristelige Rodløshed hemmeligt suger Marven ud af den enkelte, hindrer dem i stille at tage et Pligtarbejde op, erkendende deres Begrænsning og deres Ansvar ikke alene for sig selv, og gør dem til Nuets Børn i Jagen uden Haab, klamrende sig til ethvert videnskabeligt og religiøst Halmstraa. Vi føler os staaende mellem dem, der bærer paa noget af denne Angst, dem der aner at kun en ny Oprindelighed, der vil sige en ny Ærlighed, kan frelse os. En Erkendelse af Øjeblikkets Mening.
Naar det derfor i Fædrenes gamle Kirkebøn siges: "hver dag forbedre mig", saa betones og indeholdes deri lige netop, hvad vi kan rumme og har Brug for mod Bekymring og til Udførelse af vort Arbejde, nemlig: Øjeblikket, ikke som det enkelte Led i en Række, vi skal samle og bringe Orden i, men som det egentlig praktiske kristelige, jeg kunde sige barnlige Udtryk for at være og leve. I Boden i Bekendelsen for Gud fyldes det med Indhold, saa at det Menneske, der har taget Pligten til at frygte, elske og forlade sig paa Gud op, ikke ønsker andet eller mere end en Gentagelse af dette, (ikke ønsker at sprænge sin Begrænsning, ikke ønsker mere for sig selv end Kærlighedens Hensyn altid vil lære). Jesus kom vor Tilfældighed i Møde, i det han bragte Muligheden for Livsfylden i Øjeblikket, og vi møder nu Guds Mulighed i Boden. Om det af ham skabte Øjeblik kan siges: Saa kun du i mine Tanker er den dybe Sammenhæng. Det Menneske, der kommer til at ane Fylden som rummes i det Øjeblik, Jesus har skabt, han har nok i sit øjeblikkelige Ansvar, i dette ligger hans Begrænsning, i dette ligger Fremtiden, saa han ikke behøver at jage, men heller ikke kan falde til Ro. Der sker i Bekendelsen, som er det, hvori alle er lige, en Omskabelse, som gør vore Øjeblikke til en Bestandighed i det, som haabes.
Saa lad dette Blad være bestemt for Øjeblikket, til barnlig Leg, til Ansvar, om muligt til Bekendelse.