Kortere artikler i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Vi vil ha’ mor med!

Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2012, nr. 2, februar, s.21-23.

Siden junigrundlovens første dage har diskussionen bølget frem og tilbage, om hvorvidt folkekirken skulle have en egen forvaltning i form af en synode.

I den såkaldte løfteparagraf § 66 står der som bekendt: ”Folkekirkens forhold ordnes ved lov”. Trods adskillige forsøg på udkast til en kirkeforfatning har paragraffen hidtil udmøntet sig i den udmærkede praksis, at folketinget har myndigheden til at lovgive for folkekirkens anliggender. Man har så skelnet mellem folkekirkens indre og ydre anliggender, hvor de indre anliggender er lærespørgsmål, mens de ydre angår kirkens rammer. Da det imidlertid er folketinget, der i sidste instans lovgiver for nye alterbøger, salmebøger og ministeren, der har det sidste ord i evt. afskedigelsessager, er grænsen mellem indre og ydre anliggender ikke juridisk glasklar.

Imidlertid hedder det i grundlovens paragraf 4, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan (dvs. som evangelisk-luthersk) af staten. Hermed er der, skulle man mene, angivet en grænse for folketingets magt over folkekirken. For beslutter folketinget, at folkekirken skal indføre en ny lære eller nye ritualer, som strider mod det evangelisk-lutherske, ja, så er folketinger jo i færd med at ophæve paragraf 4 og handler altså grundlovsstridigt.

At løfteparagraffen aldrig er blevet udmøntet i en kirkeforfatning, og vi derfor aldrig har faet de kirkelige mappedyrs styrelse af folkekirken, er i grunden et smukt udtryk for, at den evangelisk- lutherske kirke netop er det folks kirke, hvis store flertal stadig er medlemmer af folkekirken og døbte i Vorherres navn og således iflg. god luthersk teologi er både præster, provster og bisper for Vorherre.

Hvad kirkens såkaldt indre anliggender angår – lære og forkyndelse, så er det jo nemlig ikke de gyldne kæder og ministerielle beføjelser, der giver myndigheden til at bestemme, hvad sand lære er – så kunne vi snart fjerne os fra det evangelisk-lutherske. Men det er den sande hævdelse af det evangelisk-lutherske, der sætter grænsen for både kirkeministers og eventuelle biskoppers magtbrynde.

Og for at det ikke skal vare ganske flydende, hvad der menes med evangelisk-luthersk, har folkekirken stadig de bekendelsesskrifter, som Danske Lov fastsatte: hvilke udover Bibelen som bekendt er de oldkirkelige symboler, Confessio Augustana og Luthers Lille Katekismus.

Når præster og i særdeleshed biskopper har et stort ord at skulle have sagt i alt, hvad der drejer sig om lære- og ritualspørgsmål, er det ikke, fordi de har et særligt juridisk afgrænset råderum i kirken, men fordi de – vi – har forpligtet os på bekendelsesskrifterne og således har pligt til med ordet at slås for, at det evangelisk-lutherske ikke trædes under fode.

Er bisperne og præsterne imidlertid feje og logrer for en given tidsånds anti-evangeliske luner, ja, så er det ethvert folkekirkemedlem, og det kan også være kirkeministeren, der kan være den røst, der råber et evangelisk-luthersk: ”Nej, her gar grænsen!”

*

I dag har vi imidlertid fået en kirkeminister, der, skønt han i moden alder har ladet sig døbe, åbenlyst forsøger at tage kvælertag på det evangelisk-lutherske ved at omdanne folkekirken til religionsanstalt, hvor hans særlige ligestillingsreligion skal råde.

At kriteriet for kirkens bekendelse iflg. kirkeministeren ikke længere skal være bekendelsesskrifterne, men ligestillingsreligionens dogmer, har han demonstreret i sin behandling af spørgsmålet, om homoseksuelle skal vies som ægtefolk i kirken.

Så kunne man jo forvente, at biskopperne, hvis høje embeder lægger den største forpligtelse på dem til at markere den grænse mellem kirkens indre og ydre anliggender, som kun er til som den hævdede modsætning mellem bekendelsens ”Den går ikke!” overfor ministerens tiltag, også levede op til deres forpligtelse og sagde et højt og klart ”Nej!”

Nu er en del af biskopperne åbenbart af samme religion som kirkeministeren og forkynder i kærlighedens navn, at alle kærlighedsforhold kan kaldes ægteskaber. Hvorfor vi ikke skal have en synodal kirke med biskopperne som øverste instanser, det gør disse biskopper tydeligt. De har åbenbart fejet bekendelsesskrifterne godt og grundigt ind under gulvtæpperne for frit at kunne synge ligestillingens lovsang.

To af biskopperne har sagt klart nej til at acceptere et ritual, der gør ægteskab og registreret partnerskab til eet og det samme. Den ene af dem har oven i købet gjort det grundige arbejde, som man kunne have forventet sig af samtlige biskopper: at vurdere spørgsmålet i forhold til Den Augsburgske Bekendelse i lyset af Luthers ægteskabsteologi. På baggrund af dette arbejde siger denne biskop nej til at kalde registeret partnerskab for ægteskab.

Men den overvejende del af biskopperne træder en uskøn æggedans, mens de klynker over ministerens mangel på skønsomhed i forhold til folkekirken.

Således klynker Viborg-bispen, Karsten Nissen, i en kronik i Jyllandsposten den 20.december over, at ministeren mangler den varsomhed og forståelse i relation til folkekirken, som hidtil har kendetegnet samarbejdet mellem statsmagt og folkekirke.

Karsten Nissen er imod udviskningen af forskellen mellem ægteskab og registreret partnerskab. Og, skriver han, det nemmeste ville være at sige nej til at udarbejde et kønsneutralt ritual. Men det ville være at svigte folkekirken, mens den står i en vanskelig situation.

Der er nemlig ingen tvivl om, skriver biskoppen, at det er folketinget, der har retten til at lovgive for kirkens indre anliggender i og med, at vi aldrig har fået den kirkeforfatning, som løfteparagraffen stillede i udsigt. Og så lange vi ikke har en selvstændig kirkelig synode, er folketinget kirkens synode.

Man forstår, at den stakkels biskop er nødt til at stikke piben ind og afvente ministerens næste trak, fordi folketinget ikke har sørget for en synode, hvor biskoppens ord kunne være lov.

*

Ak, ak, ak – det er ikke let at være biskop. Det er ikke let at være forpligtet på kirkens bekendelsesskrifter, når folketinget ikke har givet biskopperne en lovfæstet helle, hvor de kan stå på bekendelsen uden at skulle slås for den.

Nu kan de stakkels biskopper ikke havde bekendelsen uden at skulle risikere ministerielle hug og beskyldninger for at være homofober, bibelfundamentalister, og hvad man ellers kan være af slet og fordømt i vore dage.

Nej, før vi får en synode, hvor biskopperne som i et beskyttet værksted kan fremføre deres mulige altmodische synspunkter uden at få ubehageligheder, så må de åbenbart knikse for kirkeministeren og lade hans ord være kirkens norm.

Så når ministeren befaler, at biskopperne skal lyve ved at ophæve den sproglige forskel på ægteskab og partnerskab, så må biskopperne bøje sig, for vi har endnu ikke fået en synode.

Hvad så den dag, da ministeren i ligestillingens navn ønsker at gøre op med dåben som kriterium for medlemskab af folkekirken? Vil Viborgbispen så også bøje sig under mumlende protest – fordi folketinget jo de facto er folkekirkens synode?

Man forstår, at dele af bispekollegiet skal have statens lovhjemmel, før de kan tale staten midt imod.

Det er åbenbart ikke kun fattig-Carina, der degraderer sig selv til et klynkende barn af moder stat, men også visse af dens højst betalte embedsmand, der ikke tør stå fast på kirkens bekendelse, før de har moder stat med sig.

Hvem er det så egentlig, der gør folkekirken til en statskirke? Er det kirkeministeren, der – ganske vist med uhørt magtbrynde – tromler ind over den grænse, som ligger i, at det er den evangelisk-lutherske kirke, der er den danske folkekirke?

Eller er det ikke snarere de biskopper, der med beklagelse over, at vi endnu ikke har fået et selvstændigt kirkestyre, undlader skarpt og tydeligt at forkynde for ministeren, hvad bekendelsen har at sige om ægteskabet?

Hvis stat og kirke om føje år er blevet adskilt, og styrelsen af folkekirken er blevet overtaget af de kirkelige mappedyrs ønskedrøm: en synode, så vil det være fristende at mindes anklagen mod de katolske bisper ved deres fængsling i 1536: ”... deres lydighed mod rigets tarv blev ført bort på en flues rumpe”.

Om en god del af vort nutidige bispekollegium må man nemlig desværre konstatere, at deres vilje til at forsvare folkekirken med ordet, den kan føres bort på en flues rumpe.

Agnete Raahauge.