Af Vilhelm Krarup, Tidehverv, 1946, nr. 5, maj, s.49-50.

Ved Mindestensafsløring ved Simon Peters Kirke den 12. Maj 1946.

Det kan ikke være min Opgave i Dag, naar jeg efter Anmodning skal tale om Tage Schack, at skulle give et Billede af ham til Brug for hans Venner til paa en eller anden Maade at stille ham paa en Piedestal eller til Brug for den brede Offentlighed til Fremstilling af ham som en stor Personlighed, hvis Uforfærdethed og Frygtløshed til sidst førte til, at han mistede Livet i Kampen for Danmarks Frihed. Det kan det ikke være, fordi han selv hele Livet igennem førte en Kamp imod enhver Form for Personlighedskultus, og den Kamp var for ham ikke udsprunget af en overmenneskelig Beskedenhed eller Ydmyghed, men den var for ham udsprunget af Respekt for Sandheden, af Troskab overfor Evangeliet. I en Kirke og i et Slægtled, der i træt Uansvarlighed eller i naiv Optimisme dyrkede de store Personligheder, og som i Ly af Troen paa sine egne Muligheder søgte at undfly Virkelighedens Dom, stod han som en Stridens Mand. Ikke at han søgte Striden for Stridens Skyld, den, der udlægger hans Oplagthed i Stridens Hede som Stridslyst, tager fejl, men han stred, fordi han var bundet til denne Dødens Jord, bundet til Mennesker, bundet til Historien. Han har selv engang sagt, at Historien tilhører den meddelagtige, og han mente dermed, at den neutrale, den nysgerrige, den æstetisk eller videnskabeligt interesserede faar aldrig lært, hvad det er at leve, for han bliver aldrig samtidig med sit eget Liv.

Historien tilhører den meddelagtige, han kunde ogsaa have sagt, at Livet tilhører den meddelagtige, og derfor maatte han stride, fordi han var meddelagtig i Livet. Det er ellers Skik og Brug, at man strides for at naa et Maal, strides for at faa Part i Sejren, saadan var hans Strid ikke. Han var meddelagtig i Livet, som det er, han var meddelagtig i Folkets Liv, i Kirkens Liv, i sit eget Liv. Medens andre kæmper for at omforme Livet eller for at besejre Livet, saa var hans Kamp en Kamp for at være Livet tro. Vilde nogen have spurgt ham om, hvorfor han saaledes var bundet til Livet, saa tænker jeg, at han vilde have svaret, at det vidste han ikke, og det interesserede ham ikke, for ham var det nok, at saadan var det. Resultater var han ikke ude efter, hverken i deres grove Former, som megen Tilslutning og ydre Fremgang i Retning af Anseelse og Indflydelse, eller i deres mere raffinerede, som indre Styrke eller personlig Helliggørelse eller hvad man vil kalde det. Han kæmpede ikke for en Sag, hverken Kirkens Sag eller Guds Riges Sag. Derfor hændte det, at Mennesker, der regnedes for kloge og begavede, ikke forstod, hvad det var, han kæmpede for, for de kunde ikke fatte, at Mennesker kæmper, hvis de ikke har en Sag, et Program eller en Idé at kæmpe for. Han var ikke ude efter at missionere eller moralisere, og derfor fandt Kirkens Mænd, at han svigtede Kirken. Man behøver blot at tænke paa det Røre, der var, da han blev udnævnt til Sognepræst ved denne Kirke, og paa, hvordan Kirkefondet fandt sig foranlediget til at ansætte en ekstra Præst i den Hensigt at bremse hans Arbejde i Sognet.

Jeg ved vel, at der kunde siges mange kønne og sande Ord om, hvilken elskelig og fin Personlighed, han var, om at han var en begavet litterær Kritiker, om hans gamle Slægtskultur og hans store stilistiske Evner, ogsaa kunde der med Rette tales om hans Flid som Præst, hans Hjælpsomhed og hans Ærbødighed for Gudstjenesten og de overleverede kirkelige Rammer, og alle, der har kendt ham, har vel gode Minder herom, men naar der skal tales om ham, er det dog altsammen Udenomsnak, det eneste, vi har Ret til at fremhæve, naar vi skal mindes ham, er det, der for ham betød noget, Bundetheden til Sandheden om dette Liv.

Der udkom i Besættelsens første Aar en Bog, der skulde hjælpe os danske til at forstaa vor tusindaarige Historie, saadan som man havde travlt med det dengang. Om denne Bog skrev Tage Schack: Vi har sjældent læst noget, der i den Grad er egnet til at bestyrke vort Folk i den udbredte Selvretfærdighed: At vi er altfor kloge, kultiverede og fredselskende til at være med i Krigen, medens de andre i Grunden maa være taabelige og brutale, naar de saadan vil slaas — bestyrke os i, at det er fint at være udenfor: udenfor Lidelsen, udenfor Skæbnen, udenfor Skylden. Saadan var han bundet, at han maatte blive indenfor denne Verdens Rammer, hvad enten han vilde eller ej. Derfor var han en Oprører, en Forarger for alle dem, der ønsker verdslig-politisk eller fromt-kristeligt at komme udenfor eller ovenpaa. At passe Dagens Gerning, at gaa ind i Livet som Medstrider med alle stridende imod Forløjetheden hos andre og hos sig selv, ikke at stile efter Succes eller Sejr, ikke at flytte sig af Stedet, (som han i en Præken kaldte det at tro), det var hans Bundethed. Ud af denne Bundethed maatte han spørge, stadigt spørge. Troen var ikke noget, han ejede, endsige noget, han kunde fremvise for sig selv eller andre. Bundetheden til Virkeligheden var hans Tro, der tvang til ny Søgen og ny Spørgen frem. ”De, der kun vil bygge videre, glemmer, at hvert Menneske og hvert Slægtled maa begynde forfra, ellers ender man med at konservere en Ruin”, har han skrevet.

Saa er der da kun, een Maade at mindes Tage Schack paa: At kaste fra sig al sin Færdighed, at afklæde sig alle sine Meninger, at vedstaa sin Angst og Skyld, stadig at begynde forfra, at dele dette Dødens Liv med hinanden og lade Sejren tilhøre Gud, som er naadig og god.

Herom skal denne Sten tale:

”Vor Sjæl er døv og stum
for Evangelium,
men høres vil Guds Ord og føres trindt paa Jord.”

Vilhelm Krarup.