Af J.L., Tidehverv, 1990, nr.1, s.18.

Cand. oecon. Mogens Lykketoft er én af det socialdemokratiske arbejderpartis karriereintellektuelle, som i stedet for at grise fingrene til på en arbejdsplads har valgt lænestolsmoralistens og skrivebordsanalytikerens position. Den er langt mere bekvem for en moderne arbejderpolitiker.

Bag sit professorale fipskæg tager han gerne imod TV-Avisen, hver gang han har holdt stetoskopet mod rigets økonomiske pulsslag. Med bekymrede panderynker henhvisker han i sagligt urbane vendinger sine diagnoser - gerne ledsaget af moralske konklusioner af den mest ophøjede art. Med Otto Gelsteds ord: "Den fine mand har altid ret".

Enhver vil kunne forstå, at den rolle kan blive anstrengende for en mand, hvis plebejer-instinkt engang imellem trænger til et forfriskende bad i vulgariteternes mudderpøl.

Ind under jul fik vi lejlighed til i Højlunds Forsamlingshus at iagttage Lykketoft i vennernes kreds, omgivet af en uartikuleret klakør-kødrand af DSU'ere. Her fik Lykketofts pibe en anden lyd.

Da Niels Højlund spurgte ham, hvorfor han og Svend Auken under finanslovsforhandlingerne havde vist sig så elendige til det taktiske spil (et pinligt spørgsmål for politikere, der ikke kender andet mål end taktikkens) og hvordan det føltes for socialdemokratiet nu at være rangeret ud som et protestparti, der stemmer imod finansloven, så svarede Mogens Lykketoft ordret under brølende jubel fra den politiske bærme:

"Vi protesterer imod, at Poul Schlüter og Helveg Petersen baserer deres finanslov på Danmarks førende tilhænger af fascistiske regimer i verden - nemlig Olli Brechmann - og på Mogens Glistrup, som så sent som i dag har stået oppe i folketinget og gentaget sin opfordring til folk om at snyde alle vegne, hvor de kan komme afsted med det. Det synes jeg er udtryk for en politisk moralsk opløsning, som der er grund til at protestere imod".

Her taler sandelig en mand, hvis moralske habitus næsten er for god til denne verden. Må en sådan hædersmand ikke blive så opbragt over sine modstanderes moralske niveau, at det giftige spyt står ham om munden?

Især i betragtning af det pinlige, at offentligheden kunne finde på at drage en moralsk og intellektuel sammenligning mellem Lykketoft og det færøske folketingsmedlem, Olli Brechmann. Hertil kommer, at Brechmann har for vane groft at udnytte sin overlegne intelligens og humor til at tage respektløst gas på de socialdemokratiske medlemmers patetiske fromhed - bl.a. ved lejlighedsvis på Christiansborgs gange at sige bøh til dem iført sydafrikansk bush-hat.

Er der noget at sige til, at den slags utilbørlige kådheder i de hellige haller kan drive en professionel idealist til vanvid? - Ja, endog til karakteristikken: "førende tilhænger af fascistiske regimer" - om en modstander, der har afsløret løgnen og hulheden i venstrefløjens antiapartheid-kampagne.

*

Eller skulle der mon være tale om en skjult racisme hos Lykketoft? - en indre svinehund, der knurrer aggressivt, når sådan et nordatlantisk "perkersvin" tillader sig at bruge sin stemmeret og tilmed læse danske politikere teksten.

For nu at tale et sprog, Lykketoft og hans klakører utvivlsomt forstår.

Der kan tænkes flere interessante moralsk-psykologiske forklaringer på Lykketofts moralske rabies-anfald.

Hvad Mogens Glistrup angår, har han vel ikke opfordret folk til at "snyde alle vegne, hvor de kan komme til det", men mere specifikt at snyde skattevæsenet. Og det gør dog en vis forskel.

Ganske vist sagde vor Herre om skattebetaling: "Giv kejseren, hvad kejserens er!" Og han må formodes at have forudset de værst tænkelige plattenslagere som kejserlige tronprætendenter.

Men det er dog ikke ensbetydende med, at han ligefrem havde forudset Mogens Lykketoft.

J.L.