Af M. Gandhi. Tidehverv, 1926, s.42-43.

Paa Haases Forlag er der under Titlen: Det unge Indien udkommet et Udvalg at Gandhis Taler. Herfra er nedenstående taget.

22. December 1920.
En af de Forbandelser, der hviler over Indien, er Hemmeligholdelsens Synd. Af Angest for ukendte Følger taler vi hviskende. Ingen Steder har denne Hemmelighedsfuldhed tynget mig mere end i Bengalen. Alle vil de tale "privat" med en. Det Syn, at en uskyldig ung Mand ser sig om, før han aabner sin Mund, for at se, om ikke en tredje lytter til Samtalen, har voldt mig den største Sorg. Enhver fremmed bliver mistænkt for at høre til det hemmelige Politi. Jeg er blevet advaret imod fremmede. Sorgens Bæger blev fyldt for mig, da jeg fik at vide, at den ukendte Student, som førte Forsædet ved Studenternes Møde, var i det hemmelige Underretningsvæsens Tjeneste. Jeg kunde nævne Navnene i hvert Fald paa to fremragende Ledere, som i de højere indiske Kredse mistænktes for at være Regeringens Spioner.

Jeg er taknemmelig over, at jeg for adskillige Aar siden er kommet til at regne Hemmeligholdelse for en Synd, særlig naar det drejer sig om Politik. Hvis vi følte, at Gud var tilstede som Vidne til alt, hvad vi sagde og gjorde, da vilde vi ikke have noget at skjule for nogen paa Jorden. Thi vi vilde ikke tænke urene Tanken for vor Skabers øjne og langt mindre udtale dem. Det er urent at søge Skjul og Mørke. Den menneskelige Natur søger at skjule Snavset; vi holder ikke af at se eller røre ved snavsede Ting, vi vil helst have dem ud af Syne. Og saaledes maa det ogsaa være med vor Tale. Er det da ikke bedre helt at undgaa at tænke Tanker, som vi vilde skjule for Verden?

Denne Trang til Hemmeligholdelse har fostret Fejghed og Forstillelse iblandt os. Den bedste og hurtigste Maade at faa fjernet dette fortærende og nedværdigende hemmelige Underretningsvæsen, er, at vi gør os den yderste Anstrengelse for at tænke højt, ikke føre "priviligerede" Samtaler med nogen Sjæl paa Jorden, og ophøre at frygte Spioner. Vi maa lade, som om de ikke var tilstede, og behandle enhver som en Ven, der har Ret til at kende alle vore Tanker og Planer. Jeg véd, at jeg har naaet de største Resultater ved at fremlægge mine dristigste Planer i fuldt Dagslys. Jeg har aldrig følt en Minuts Ufred i mit Sind ved at have en Detektiv ved Siden af mig. Offentligheden véd maaske ikke, at jeg altid er blevet fulgt af en Skygge under hele mit Ophold i Indien. Ikke blot, at det ikke har generet mig, men jeg har endogsaa taget imod Vennetjenester af disse Mænd; mange af dem har gjort Undskyldning for, at de maatte udspionere mig. Som Regel har alt, hvad jeg har sagt i deres Nærværelse allerede været offentliggjort for hele Verden. Følgen er, at nu lægger jeg ikke engang Mærke til, at de er til Stede, og jeg véd ikke, om Regeringen er blevet meget klogere af at have bevogtet mig ved Hjælp af sine hemmelige Hjælpere. Jeg tror, at det nu er en ren Formalitet eller en Vane, at jeg skal følges af disse Agenter. De generer mig virkelig aldrig. Jeg tillader mig herved at skænke min Erfaring i det Stykke som Gave til enhver ung Mand i Bengalen og for den Sags Skyld i hele Indien. Ingen skal tro, at det er min Position i det offentlige Liv og ikke min Aabenhed, der beskytter mig imod saarende Opmærksomhed. Det er den simpleste Sag at indse, at i det øjeblik, du ophører at frygte Spionens Nærværelse og derfor ophører at behandle ham som Spion, ophører ogsaa hans Nærværelse at saare dig. Regeringen vil skamme sig over at have et hemmeligt Underretningsvæsen, eller hvis det ikke sker, vil det hemmelige Politi kedes ved en Beskæftigelse, som ikke engang er til nogen Nytte.

Non-Cooperation er efter sit Væsen en Rensningsproces. Den behandler Aarsager mere end Symptomer. Det hemmelige Departement er et Symptom paa den Mangel paa Aabenhed, der er Aarsagen. Afskaffes Hemmelighedsfuldheden, saa vil ogsaa det hemmelige Underretningsvæsen fuldstændig forsvinde uden yderligere Anstrengelser. Presseloven er Fejghedens Symptom. Hvis vi uden Angst siger, hvad vi har i Sinde, vil Presseloven dø af Underernæring. Begynderne vil komme til at lide for deres saakaldte Dristighed. Jeg hører, at "The Servant" i Kalkutta har faaet en Advarsel serveret i Anledning af den Stædighed, det havde vist ved at aftrykke en Artikel fra "Young India", der indeholdt et sammentrængt Referat af Rajgopalachari's beundringsværdige Raad til Vælgerne. Jeg har ogsaa lagt Mærke til, at Pressen af min Tale i Kalkutta havde udeladt de Sætninger, som sagde mest, øjensynlig af Frygt for Censor. Jeg vilde langt hellere se et Blad gaa ind, naar Redaktøren af Frygt for Følgerne ikke frit kan give sine Følelser Udtryk eller aftrykke det, han samstemmer med.

Medens Non-Cooperation Bevægelsen med Glæde tager imod den Hjælp, Pressen yder den, saa er den dog - og maa ifølge sin Natur være - uafhængig af Pressen. Der kan ikke være Tvivl om, at hver Tanke, vi trykker, bliver trykt af Regeringens Naade. Saa snart der kommer Virkninger af vore Tankers Udbredelse, vil Regeringen af Hensyn til sin egen Eksistens nedlægge Forbud. Vi kan ikke vente, at hverken denne eller nogen anden Regering vil begaa Selvmord. Den maa enten reformere eller undertrykke. Naar alt gaar sin sædvanlige Gang, maa Undertrykkelsen gaa forud for Reformen under en despotisk Regering som vor. I Undertrykkelsens Rustkammer vil det være et af de blideste Vaaben at standse Udbredelsen af livskraftige idéer, som kunde ødelægge Regeringen eller tvinge den tit Anger. Derfor maa vi finde paa Midler til at udbrede vore Idéer, indtil den Tid kommer, da hele Pressen frygtløs, trodser alle Følger og offentliggør endogsaa saadanne Idéer, som den ikke selv slutter Sig til, blot for at hævde sin Frihed. En Redaktør, der har en original Idé eller et virkningsfuldt Raad for Indiens Sygdomme, kan let nedskrive sine Tanker, og hundrede Hænder kan afskrive dem, hvorefter endnu mange flere kan læse dem for Tusinder af Tilhørere. Derfor er det mit Haab, at i det mindste Redaktører, der slutter sig til Non-Cooperation-Programmet, ikke af Hensyn til Presseloven vil afholde sig fra at sige, hvad de tænker. De burde betragte det som Synd at hemmeligholde deres Tanker - det er Kraftspild at lede et Blad, som ikke kan give fuldt Udtryk for ens Tanker. En Redaktør fornægter sit Kald, naar han maa undertrykke sine bedste Tanker.